Jehova skifter redskab
1. (a) Hvordan ved vi at Jehovas hensigter vil blive fuldbyrdet? (b) Vil det sige at han ikke kan skifte over til et andet redskab?
„GUD er jeg, ellers ingen, ja Gud, . . . der forud forkyndte enden, tilforn, hvad der ikke var sket, som sagde: ’Mit råd står fast, jeg fuldbyrder al min vilje.’“ (Es. 46:9, 10) Jehova er fuldkommen i visdom og indsigt og han er i besiddelse af ubegrænset magt og styrke, hvorfor han ikke behøver at ændre sine hensigter når han én gang har fastlagt dem. For ham kan der ikke opstå en uforudset situation, og ingen nok så listig fjende kan overrumple ham eller foretage et overraskelsesangreb på ham og tvinge ham til at ændre sine hensigter. Dette udelukker imidlertid ikke at Jehova kan skifte redskab og gå over til at benytte et nyt til fuldførelsen af sine hensigter. Det er et sådant skifte vi ønsker at undersøge i den næste vidnesbyrdskæde der viser at Bibelens eneste forfatter er Gud.
2. Hvad var Jehovas redskab ifølge nedskriverne af De hebraiske Skrifter?
2 Her vil vi atter først betragte spørgsmålet ud fra et menneskeligt synspunkt. Idet vi antager at De hebraiske Skrifter kun er fromme hebræeres værk, spørger vi: Hvad var Jehovas redskab, ifølge disse hebræere? Svaret er ligetil. Alle deres skrifter erklærer enstemmigt at det var den nation de selv tilhørte, Guds udvalgte folk, Israel. Om israelitterne udtalte Jehova gennem profeten Amos: „Kun Eder kendes jeg ved blandt alle jordens slægter.“ — Amos 3:2.
3, 4. (a) Hvordan viser De hebraiske Skrifter at Israel opfyldte alle betingelserne for at kunne være Guds redskab? (b) Hvad er det nogle vil hævde med hensyn til De hebraiske Skrifters inspiration?
3 De hebraiske Skrifter giver et fuldstændigt og harmonisk mønster af de kvalifikationer som Israel måtte have for at kunne være et sådant udvalgt redskab. Ikke alene omfattedes israelitterne af Abrahamspagten, i kraft af hvilken den lovede sæd skulle udgå fra dem, men de havde også deres egen lovpagt, der blev indstiftet på Sinaj bjerg med nationens leder Moses som mellemmand. Denne pagt gjorde udtrykkelig israelitterne til en nation som var adskilt fra alle andre nationer; de blev Jehovas „ejendom“. Desuden havde de deres eget præsteskab og en ubrudt linje af ypperstepræster. De havde et tabernakel, hvis ark repræsenterede Jehovas nærværelse, og senere fik de templet, på hvis alter de foreskrevne ofre skulle bringes. Til sin tid fik de en kongeslægt, og selv om ingen af dennes medlemmer sad på tronen fra det tidspunkt i 607 f. Kr. da israelitterne vandrede i fangenskab i Babylon, lovede Bibelen at en konge af denne slægt engang atter skulle sidde på tronen. Profeten Ezekiel kunne for eksempel berette at Jehova med henblik på Israels trone og herredømme havde sagt: „Den skal sandelig ikke tilhøre nogen førend han kommer som har den juridiske ret til den, og ham skal jeg give den.“ — 2 Mos. 19:5; Ez. 21:27, NW.
4 Mange kunne nu hævde at intet af det foregående nødvendigvis ville fordre at Gud ved sin indgriben eller ved sin ånd ledede temaet i disse hebraiske skrifter. Kunne disse mænd, der alle var hebræere, ikke have skrevet det samme om folket under det man almindeligvis forstår ved inspiration? Var det de skrev ikke simpelt hen et udslag af deres patriotiske iver eller nationale følelse?
5. Hvad kan der siges om nedskriverne af De kristne græske Skrifter, og hvordan kan Paulus citeres som et eksempel?
5 Udmærket, lad os atter efterprøve teorien. Vi vil dog ikke her standse op for — udover de stærke vidnesbyrd der allerede er fremlagt — at nævne de forskellige grunde der er til at tro på en guddommelig ledelse i såvel nedskrivningen af De hellige Skrifter som i de historiske hændelser israelitterne kom ud for som folk betragtet. I stedet vil vi gå direkte til den mindre gruppe mænd der senere affattede De kristne græske Skrifter. Læg først mærke til at alle disse kristne skribenter også var hebræere eller jøder. Det ville derfor være naturligt at vente at de var præget af den samme patriotiske iver og ånd som De hebraiske Skrifters affattere. Et udmærket eksempel herpå har vi i apostelen Paulus, der beskrev sin tidligere position således: „Hebræer af hebræere, lovtro farisæer, nidkær forfølger af kirken, ulastelig efter lovretfærdighedens krav.“ — Fil. 3:5, 6.
6. (a) Hvilket skifte fandt sted ifølge disse kristne skribenter? (b) Hvoraf fremgår det at disciplene på ingen måde ventede et sådant skifte mens de var sammen med Jesus?
6 Nu bliver spørgsmålet: Hvilken opfattelse havde disse kristne skribenter af Jehovas redskab? Rent umiddelbart ville vi vel sige at disse skribenter pegede på et helt nyt redskab til fuldbyrdelse af Guds hensigter. De viser at det hidtidige redskab blev skiftet ud med et andet. Redskabet var ikke Israel efter kødet under mellemmanden Moses, men derimod Israel efter ånden, den kristne kirke eller menighed, under hovedet og mellemmanden Kristus Jesus. Hvordan kan det nu forklares? Nogle vil måske sige at det var Jesus selv der indgav sine disciple denne idé mens han endnu var på jorden. Nej, må vi sige, det er ikke tilfældet. Beretningen godtgør at end ikke hans nærmeste efterfølgere havde den ringeste anelse om at Gud ville til at benytte et nyt redskab. Lad os pege på to udtalelser. Da Jesus efter sin opstandelse viste sig for de to disciple der var på vej til Emmaus, sagde de til ham (som de ikke genkendte): „Vi havde håbet, at han var den, der skulle forløse Israel.“ Og da den opstandne Jesus for sidste gang viste sig for sine disciple kom det endnu tydeligere frem: „Herre! er tiden nu kommet, da du vil genoprette Riget for Israel?“ End ikke ved denne lejlighed lod Jesus sig forlyde med at Guds redskab ville blive udskiftet med et nyt eller at de nu måtte ændre opfattelse. Han sagde blot: „Det tilkommer ikke jer at kende tider eller timer, som Faderen har fastsat af egen magt.“ Ret beset kunne disse udtalelser kun bekræfte den tanke hos dem at Gud stadig ville benytte det samme redskab, skønt tidspunktet for Rigets genrejsning var udskudt lidt længere end de havde regnet med. — Luk. 24:21; Ap. G. 1:6, 7.
7. Hvorfor har vi ingen grund tid at prale når vi sammenligner vor stilling med den disciplene dengang befandt sig i?
7 Mon nogle af vore læsere føler sig fristet til at mene at de ville have fået den opfattelse at der var ved at ske et skifte hvis de havde været sammen med Jesus dengang han levede på jorden? Vi minder om at selv om Jehovas vidner klart havde brudt med mange af kristenhedens falske dogmer så tidligt som i 1879, det år i hvilket nærværende blad begyndte at udkomme, var det dog ikke førend i 1932 at de erkendte at de havde fulgt et blindt spor i deres syn på jøderne efter kødet. Som så mange andre havde vidnerne den opfattelse at jøderne skulle vende tilbage til Palæstina, genvinde Guds gunst og blive brugt som en del af hans redskab i Kristi tusindårige regeringstid. Det var først i 1932 at det stod dem klart at det sande „Guds Israel“, det redskab Gud havde valgt at benytte til den endelige opfyldelse af de mange hebraiske genoprettelsesprofetier, ikke ville bestå af kødelige, omskårne jøder, men af åndelige jøder eller israelitter, det vil sige åndsavlede kristne. Paulus siger: „Jøde er den, som er det i det indvortes, og omskærelse er hjertets omskærelse, som sker ved Ånd, ikke efter bogstaven.“ Vi har derfor lige så lidt at prale af som Jesu første disciple. — Gal. 6:16; Rom. 2:28, 29.
8. Hvilket mønster følger Guds nye redskab, og betyder det blot at det hæves op på et højere jordisk plan?
8 Hvad vil vi opdage hvis vi tager dette nye redskab der beskrives af de kristne skribenter nærmere i øjesyn? Den første bemærkelsesværdige ting vi iagttager er at dette redskab følger et mønster som ligger meget tæt op ad det kødelige Israels. Men man kan på ingen måde hævde at den sidste gruppe bibelskribenter blot løfter opfattelsen af Guds redskab op på et højere jordisk plan. Vi må derimod indrømme at opfattelsen i deres skrifter er hævet op på et så højt plan at den menneskelige tanke aldrig ville have fostret ideen. Som vi skal se er denne opfattelse end ikke blevet virkelig forstået i vore dage. Den er i hvert fald ikke blevet efterlignet eller fulgt, selv ikke af såkaldte kristne der siger at de betragter Bibelen som Guds ord. Hvordan vil vi bevise det?
9, 10. (a) Hvad var det der gjorde israelitterne til et „helligt folk“ eller en „hellig nation“? (b) På hvilke andre måder opfyldte Israel betingelserne for at kunne kaldes en nation, og hvilket spørgsmål rejser dette?
9 Da vi betragtede det kødelig Israel så vi at det første særkende var at israelitterne i sig selv udgjorde en nation, især fra det tidspunkt da de modtog Lovpagten ved Sinaj bjerg. Jehova befalede dengang Moses at sige til israelitterne: „Hvis I nu vil lyde min røst og holde min pagt, så skal I være min ejendom, blandt alle folkene, . . . og I skal blive mig et kongerige af præster og et helligt folk!“ (2 Mos. 19:5, 6) Men selv uden denne pagt ville israelitterne naturligvis stadig have udgjort en nation. De opfyldte alle betingelserne for at kunne kaldes en „nation“. Israelitterne havde en fælles oprindelse, idet de var efterkommere efter Abraham gennem Isak og Jakob, hvis navn blev ændret til Israel. (1 Mos. 32:28) De talte det samme sprog, hebraisk. De havde fælles forordninger, skikke og traditioner. De havde den samme regering og var underkastet de samme love. Heller ikke engang under de fyrretyve års vandring skiltes de som nomader, men holdt sammen. Til sidst fik de den lovede arv i eje, bosatte sig i et land de kunne kalde deres eget og som strakte sig til nøje fastlagte grænser — de udgjorde en nation i ordets fulde forstand.
10 Et folk behøver ikke at opfylde hver eneste af de foran nævnte betingelser for at kunne kalde sig en nation. Det kødelige Israel opfyldte imidlertid dem alle. Men gælder det også den kristne kirke? Kan man virkelig kalde dette nye redskab en nation? Det spørgsmål vil vi undersøge i næste nummer af Vagttårnet.