sat rundt om Job, viser, at han følte sig irriteret over at se Jehovas overlegne magt blive lagt for dagen, ikke alene til forsvar for Guds sande tilbedere på jorden, men også ved særlige lejligheder, som for eksempel ved Vandfloden, hvor Gud uden mindste besvær bortfejede Satans jordiske bastardcivilisation; ved Babel, hvor Gud forvirrede tungemålet, der taltes i Satans første jordiske rige; og i Ægypten, hvor Jehova tvang den første verdensmagt i knæ og udfriede israelitterne med fast hånd. (1 Mos. 7:21-24; 11:7-9; 2 Mos. 14:8) Endvidere satte Jehova en grænse for, hvor langt Satan måtte gå i sin prøve af Jobs retskaffenhed. (Job 1:12) Læg også mærke til, at Satan respekterede Jehovas magt ved at rette sig derefter. Han ønskede ikke at løbe risikoen for uden grund at opirre Jehovas langt overlegne styrker. Alt dette gjorde den falske suveræn til en afmægtig undermåler og viste, at hans magt på jorden ikke var altomfattende. Ja, i virkeligheden havde han kun indflydelse de steder, hvor han havde forblindet beboerne med sine falske religioner og holdt dem nede ved hjælp af sine forskellige nødregeringer. Han har aldrig besiddet ubestridt herredømme eller magt over hele menneskeheden, thi der har til alle tider været nogle, som har holdt sig til den sande tilbedelse af Jehova Gud, og som har set frem til genoprettelsen af et guddommeligt styre, der har fået magt fra suveræn kilde, over den ganske jord. — Hebr. 11:10.

(The Watchtower, 1. maj 1952)

Året fastslås ved hjælp at kendsgerninger og Bibelen

1, 2. a) Til hvilket land begrænsede Jehova afgørelsen af striden om herredømmet? b) Hvilken forbilledlig regering oprettede Jehova, hvorledes så den dagens lys, og hvad skete der til sidst med den?

SOM VI har set, drog Jehova omsorg for at beskytte sine sande tilbedere ved hjælp af engle i de henved 2500 år fra Abel og til Moses. Nu var tiden inde for ham, da han i mindre skala ville vise, hvad han med tiden havde i sinde at gøre for jordens beboere efter stor skala, nemlig oprettelsen af sit retmæssige og suveræne overherredømme gennem en loyal, teokratisk regering. Under udviklingen af stridsspørgsmålet om herredømmet over jorden afmærkede Gud et prøveland i Palæstina og fastsatte dets fire grænser, og dette land blev kaldt „det forjættede land“. (Hebr. 10:1; 1 Mos. 15:18-21; 2 Mos. 23:31; 5 Mos. 34:1-4; Hebr. 11:9) Som en genløser løskøbte Jehova i 1513 f. Kr. Israel som sit folk, udfriede dem fra Ægypten og organiserede dem under en forbilledlig teokratisk regering, som han i sin suverænitet gav magt, og han blev også deres usynlige hersker. (2 Mos. 6:6; 19:6; 5 Mos. 33:2-5; Es. 33:22) Han førte sit folk ind i det forjættede land i året 1473 f. Kr., så de kunne tage det i besiddelse. Efter seks års forløb havde de i vid udstrækning drevet de tidligere beboere ud eller underkuet dem, der havde slået sig ned dér i landet uden at have nogen ret dertil. På denne måde blev Jehovas suveræne herredømme lovmæssigt og som en kendsgerning oprettet over dette omstridte land.

² I en periode på 866 år udøvede denne samme teokratiske regeringsform under Lovpagtens ene forfatning national suverænitet i det forjættede land. Det var meget længere end de fleste oprindelige regeringer, der havde eksisteret på denne jord, og som havde fået deres magt og myndighed fra Satan. På grund af Judas salvede kongers troløshed, ligesom det var tilfældet med den salvede kerub i Eden, fratog Jehova til sin tid denne forbilledlige teokratiske regering dens magt og lod for en tid sit suveræne herredømme i Palæstina ophøre. Han fratog Judas sidste onde konge, Zedekias, hans regeringsmagt i året 607 f. Kr. og sendte ham i fangenskab i Babylon under den hedenske erobrer Nebukadnezar, konge af Babylon. — 2 Kong. 25:1-7.

3. Hvilken udtalelse fremholdt Gud vedrørende denne forbilledlige regerings ophør?

³ Om dette ophør på den forbilledlige rigsregering i året 607 f. Kr. beretter Bibelen: „Og du, gudløse hedning, Israels fyrste, hvis time slår, når din misgerning er fuldmoden, så siger den Herre Jehova: Bort med hovedbindet, ned med kronen! Som det var, er det ikke mere! Op med det lave, ned med det høje! Grushobe, grushobe, grushobe gør jeg det til. Ve det! Således skal det være, til han kommer, som har retten til det; ham vil jeg give det [alt, Mo].“ (Ez. 21:25-27) Læg mærke til, at denne udtalelse viser, at der ville hengå lang tid, inden retten til kronen skulle gives ham, der kommer, „som har retten til det“. Når denne „menneskesøn“ kommer, medfører det genoprettelsen af en guddommelig regering, der har fuldmagt fra suveræn kilde, men denne gang vil den have herredømme over hele jorden, eftersom der siges: „Ham vil jeg give alt.“ (Mo)

4, 5. a) Hvilket billede benyttede Jehova som et udtryk for sin suveræne stilling? b) I hvor stor udstrækning anerkendte Israels og Judas folk Jehovas suverænitet?

⁴ Til gavn for sine trofaste, loyale undersåtter på jorden fremholdt Jehova Gud et billede som en forklaring af sin retslig overlegne stilling som Suverænen, der med fuld ret kan give jordens og universets riger magt og myndighed. Det er meget sigende, at Gud kastede lys over denne sag over for profeten Jeremias, kort tid før den guddommelige suverænitet ophørte med at bemyndige den sidste regerende konge af Davids slægt, Zedekias. Læg mærke til, hvad Suverænen, Jehova, der sammenligner sig selv med en pottemager, siger om sin opbygning og nedrivning af leragtige regeringer:

⁵ „Gå ned til pottemagerens hus! Der skal du få mine ord at høre. Så gik jeg ned til pottemagerens hus, og se, han var i arbejde ved drejeskiven. Og når et kar, han arbejdede på, mislykkedes, som det kan gå med leret i pottemagerens hånd, begyndte han igen og lavede det om til et andet, som han nu ville have det gjort. Da kom Jehovas ord til mig: Skulle jeg ikke kunne gøre med jer, Israels hus, som denne pottemager? lyder det fra Jehova. Se, som leret i pottemagerens hånd er I i min hånd, Israels hus. Snart truer jeg et folk og et rige med at