sagde han: „Snart ligger jeg jo under mulde, du søger mig — og jeg er ikke mere!“ „Tag dog og gem mig i dødens rige, skjul mig, indtil din vrede er ovre, sæt mig en frist og kom mig i hu!“ „Vil jeg håbe, får jeg dog bolig i døden, jeg reder i mørket mit leje.“ — Job 7:21; 14:13; 17:13.

Også David vidste, at døden ikke er „en udvidet fortsættelse af livet“, men det stik modsatte. „Thi i døden kommes du ikke i hu, i dødsriget hvo vil takke dig der?“ Ja, „de døde priser ej Jehova, ingen af dem, der steg ned i det tavse“. Det er derfor, vi får det råd ikke at sætte vor lid til et menneske: „Sæt ikke jeres lid til fyrster, til et menneskebarn, der ikke kan hjælpe! Hans ånd [åndedræt, AS] går bort, han bliver til jord igen, hans råd er bristet samme dag.“ — Sl. 6:6; 115:17; 146:3, 4.

Fordi de døde ikke oplever en udvidet fortsættelse af deres jordiske liv, men er uden bevidsthed, sammenligner Bibelen deres tilstand med søvnen. Således sagde Jehova Gud til både Moses og David: „Du skal sove hos dine fædre.“ Det er derfor, salmisten bad om Guds vejledning, da han ellers ville „sove dødens søvn“. — 5 Mos. 31:16; 2 Sam. 7:12; Sl. 13:3, KJ.

Og da Lazarus, Jesu ven, døde, sagde Jesus også om ham, at han sov. Han sagde ikke til Maria og Marta, at deres broder var taget til himmelen, men han forsikrede dem, at Lazarus ville opstå fra døden. — Joh. 11:11-23.

Man kan heller ikke med rette hævde, at døden i de nævnte tilfælde kun sammenlignes med søvnen, fordi Kristus Jesus endnu ikke havde bragt liv og uforkrænkelighed for lyset ved evangeliet. (2 Tim. 1:10) I beretningen om, at Stefanus blev myrdet af en pøbelsværm, læser vi intet om, at han for til himmelen, men derimod, at han også „sov hen“. (Ap. G. 7:60) Og apostelen Paulus taler om kristne, der sover til opstandelsen: „Thi så sandt vi tror, at Jesus er død og opstanden, skal også Gud ved Jesus føre de hensovede frem sammen med ham.“ — 1 Tess. 4:14.

Betyder det, at der ikke er noget håb for de døde? Slet ikke. Der er håb, men dette håb er ikke baseret på, at døden er en form for tilværelse, en udvidelse af tilværelsen, men det er baseret på den almægtige Guds magt til at oprejse fra døden. Opstandelseshåbet fremholdes gentagne gange i både Bibelens Hebraiske og Græske Skrifter. (Se Dan. 12:13; Hos. 13:14; Joh. 5:28, 29; Ap. G. 24:15) Men hvis de døde ikke er døde, men blot oplever en udvidet fortsættelse af deres tilværelse, hvorfor skulle de så have en opstandelse?

Død er det modsatte af liv. Hvad mennesket angår, er døden tilintetgørelse, medmindre han er bevaret i Guds erindring og vil blive oprejst til Guds fastsatte tid. Bibelen er ufornuftig og konsekvent. At sige, at livet er evigt, at sige, at døden er en tilværelsesform, en udvidet fortsættelse af livet, er at sige, at hvidt er sort, og sort er hvidt, at varmt er koldt, og koldt er varmt, at op er ned, og ned er op, det er at sige, at Bibelen er blottet for fornuft. Men det er menneskers anskuelser og læresætninger, baserede på tradition, overtro og „virkelige erfaringer“, der er blottet for fornuft. Guds ord er altid fornuftigt, når bare vi forstår det!

Spørgsmål fra læserne

● Ezekiel 3:18 viser, at hvis vægteren ikke lod advarselen lyde, ville den onde dø, men blodet ville blive krævet af den troløse vægters hånd. Er det ikke i modstrid med Jesu ord om, at hvis de menneskelige forkyndere tav, ville stenene råbe? — R. J., Indonesien.

Der er ingen uoverensstemmelse, for de to skriftsteder omtaler to vidt forskellige ting og kan derfor ikke sammenlignes. Ezekiel 3:18 viser, at Jehovas vægterskare har pligt til at lade advarselen lyde. Hvis de ikke forkyndte advarselen, og den onde gik til grunde, ville der ikke være sket nogen uretfærdighed, for den onde ville dø i sine egne synder. Alligevel ville der hvile et tungt ansvar på de tavse vægtere. Profetierne viser imidlertid, at budskabet om Riget vil blive forkyndt på hele den beboede jord, inden Harmagedon bryder løs. Vægterskaren vil trofast udføre arbejdet i den udstrækning, Jehova skønner påkrævet, og i Harmagedon vil alle blive krævet til regnskab og komme ind under enten personligt ansvar eller familieansvar eller samfundsansvar. Hvis en i vægterskaren nægter at lade advarselen lyde, vil han blive holdt ansvarlig af Gud, der vil udslette ham, fordi han lader andre dø uden at advare dem.

Situationen var en helt anden, da Jesus red ind i Jerusalem som konge. Om denne begivenhed læser vi: „Da han nu nærmede sig vejen ned ad Oliebjerget, begyndte hele discipelskaren i sin glæde at prise Gud med høj røst for alle de undergerninger, de havde set; de sagde: Velsignet være Kongen, han, som kommer, i Herrens navn! Fred i himmelen, og ære i det højeste! Men nogle farisæere, som var med i folkeskaren, sagde til ham: Mester! sæt dog dine disciple i rette! Da svarede han dem og sagde til dem: Jeg siger jer: Hvis disse tier, skal stenene råbe.“ (Luk. 19:37-40) Han sagde ikke, at stenene ville udføre forkynderarbejdet, hvis de forkyndere, han havde oplært, forblev tavse, men han hentydede til det bestemte hyldestråb, disciplene her fremkom med, og som vakte farisæernes mishag. Disciplene udtalte de ord, som ifølge profetien i Salme 118:26 skulle udtales ved denne bestemte lejlighed. Den profetiske salme, der var inspireret af Jehova, ville under alle omstændigheder blive opfyldt, for Jehovas ord vender ikke tomt tilbage til ham. (Es. 55:11) Hvis det havde været nødvendigt for eksempel hvis disciplene var blevet tvunget til at forholde sig tavse ville stenene have råbt disse ord og derved opfyldt Salme 118:26.

For øvrigt må vi forstå, at Jesus mente bogstavelige stene. Gud kunne med større lethed have fået dem til at råbe i opfyldelse af sin profeti, end vi kan spille en grammofonplade. Habakkuk 2:11 taler om en sten fra væggen, der talte imod det menneske, der havde bygget huset for røvede midler og penge, der var kommet ind ved undertrykkelse og drab af andre. Det ville være ukorrekt at mene, at stenene i dette tilfælde er englene, der omtales som „gloende stene“. (Ez. 28:14, KJ; dansk over. af 1871) Jesus brugte ikke her dunkel, symbolsk tale, men jævne, vægtige udtryk, som vi må opfatte bogstaveligt. Jesus tænkte heller ikke på den arkæologiske videnskab, der i nyere tid har bekræftet meget af Bibelens historie og profeti, ofte ved hjælp af fundne monumenter og andre stengenstande. Det var nogle ganske specielle ord, der her ved denne lejlighed skulle udtales, og hvis Jesu disciple ikke havde gjort det, ville stenene have råbt.

Altså gjaldt Jesu udtalelse om stenene denne bestemte