Kapitel 14
Religiøse hyklere lamslåede over nyheden
1. Hvad vil de religiøse hyklere føle, og hvad vil de håbe når ’den store trængsel’ rammer kristenheden?
NYHEDEN om kristenhedens ødelæggelse vil virke lamslående på de religiøse hyklere der er knyttet til den. De vil mærke det når den forudsagte ’store trængsel’ bryder løs over den. Alligevel håber de sikkert at den i kraft af sin tidligere evne til at klare sig, også vil overleve trængselen, i strid med Bibelens profetier. De håber sikkert desperat at det værste ikke vil ske for noget der er så helligt i deres øjne.
2. Hvorfor venter disse religionsudøvere ikke at kristenheden vil blive ødelagt? Hvordan vil dens ødelæggelse imidlertid berøre dem, i harmoni med det profeten Ezekiel skildrede i en pantomime for sine medfanger?
2 Eftersom de har hæftet Guds navn på kristenheden føler de sikkert at Gud og hans søn Jesus Kristus aldrig vil tillade at den ødelægges. Derfor vil de blive lamslåede når han alligevel tillader det som en bekræftelse af sin profeti! Hvor forbløffede og lamslåede de vil blive fik profeten Ezekiel besked på at skildre i en pantomime i det syvende århundrede før vor tidsregning. Omkring to år senere kom hans medfanger til at efterligne hans pantomime i virkeligheden, som et bevis på at han havde været et sandt tegn. Denne opfyldelse i fortiden blev selv en profetisk begivenhed der skildrede hvordan de religiøse hyklere i vor tid vil blive lamslåede når de hører om kristenhedens ødelæggelse.
3, 4. Hvordan fik Ezekiel at vide hvad der skete den samme dag i det fjerne Jerusalem?
3 Hurtig nyhedsformidling gennem radio og fjernsyn ved hjælp af menneskeskabte satellitter der tilbagekaster radiobølgerne, er et af vort århundredes vidundere. Men uden sådanne moderne hjælpemidler sendte skaberen af universet og dets naturkræfter på et øjeblik en yderst vigtig nyhed til sin profet Ezekiel. Ved hjælp af den tids almindelige kommunikationsmidler, som for eksempel kamelkaravanen og hestevognen, kunne Ezekiel aldrig have fået at vide hvad der skete samme dag i Jerusalem, der lå over otte hundrede kilometer sydvest for byen Tel-Abib hvor han boede under landflygtigheden i Babylon. Alligevel fik han et budskab så hurtigt. På hvilken måde? Hverken ved hjælp af røgsignaler eller trommer, men som han oplyser med disse daterede ord:
4 „[Jehovas] ord kom i det niende år på den tiende dag i den tiende måned til mig således: Menneskesøn, opskriv dig navnet på denne dag, dagen i dag, thi netop i dag har Babels konge kastet sig over Jerusalem.“ — Ezekiel 24:1, 2.
5. Hvordan kunne Jehova straks underrette Ezekiel om det der skete, og i hvilket år og hvilken månemåned fandt det sted?
5 Ezekiel så ikke i en direkte fjernsynsudsendelse at Babylons konge, Nebukadnezar, nu var begyndt på sin atten måneder lange belejring af Jerusalem. Uden fjernsynsapparat så Jehova det derimod direkte og underrettede straks Ezekiel om det. Det skete i Ezekiels niende år som landflygtig i Babylon, og samtidig i det niende regeringsår for den sidste konge i Jerusalem, nemlig Zedekias, som Nebukadnezar selv havde indsat på tronen. Det skete altså i 609 f.v.t. Den tiende måned, regnet fra forårsmåneden nisan ifølge den jødiske kalender, kaldtes tebet.
6. Hvilken årstid var det således da Nebukadnezar angreb Jerusalem, og hvordan bliver datoen bekræftet andre steder i Bibelen?
6 Den tiende dag i tebet måned ville normalt svare til en dag i slutningen af vores december. Jehova havde allerede profetisk beskrevet for Ezekiel hvordan kong Nebukadnezar på sin march ville beslutte sig til at angribe Jerusalem. (Ezekiel 21:18-23) Skønt det var om vinteren indledte kong Nebukadnezar sit angreb på den oprørske by, idet han så at sige kastede sig over den. I Anden Kongebog 24:20; 25:1 og i Jeremias 52:3, 4 oplyses der samme dato for denne begivenhed. Denne dag fik Ezekiel befaling til at skildre hvad der ville ske.
7. Hvad skulle Ezekiel gøre med en kedel, ifølge Ezekiel 24:3-5?
7 Jehova forklarer Ezekiel hvordan han skal gøre det, idet han siger: „Og tal i lignelse til den genstridige slægt og sig: Så siger den Herre [Jehova]: Sæt kedelen over, sæt den over; kom også vand deri; læg kødstykker i, alle hånde gode stykker, kølle og bov, fyld den med udsøgte knogler; tag af hjordens bedste dyr og læg en stabel brænde under den; kog stykkerne, så også knoglerne koges ud!“ — Ezekiel 24:3-5.
8. Hvad skildrede det at der skulle koges vand i kedelen, og hvad var kødstykkerne og knoglerne et billede på?
8 Flere år i forvejen havde Jerusalems indbyggere, ifølge Ezekiel 11:6-11, sammenlignet byen med en gryde hvori de selv var i sikkerhed. Nu benytter Jehova det samme billede. At metalkedelen blev fyldt med vand med kogning for øje ville derfor skildre hvad der skete denne dag, den 10. tebet 609 f.v.t., nemlig at Jerusalem blev belejret af Babylons konge. At der blev lagt brænde under kedelen og sat ild til, stemmer med denne tanke. Belejringen der nu begyndte ville lidt efter lidt gøre situationen hed som kogende vand for dem der opholdt sig i Jerusalem. Kødstykkerne der blev lagt i kedelen ville være et billede på dem der befandt sig i byen, hvilket også omfattede dem der flygtede ind i den for at undslippe Babylons fremtrængende hære. De gode stykker ville skildre dem der tilhørte de bedre sociale lag især kongen og hans fyrster. Eftersom knoglerne udgør skelettet der støtter legemet, ville de „udsøgte knogler“ skildre dem som hele den nationale struktur hvilede på, nemlig hærførerne og deres stab af befalingsmænd. De skulle alle „koges“ under belejringen.
9. Hvilken tilstand var Jerusalem i, sammenlignet med en kedel, og hvordan havde byen behandlet det blod der blev udgydt i den?
9 Var Jerusalem, den symbolske kedel, værd at bevare? Lyt! „Derfor, så siger den Herre [Jehova]: Ve blodbyen, den rustne kedel, hvis rust ikke er gået af. Stykke efter stykke giver den fra sig; der kastes ikke lod om dem; thi blodet er endnu midt i byen; den hældte det på den nøgne klippe og udgød det ikke på jorden for at dække det med muld. For at fremkalde vrede, for at tage hævn hældte jeg blodet på den nøgne klippe uden at dække det.“ — Ezekiel 24:6-8.
10. Hvad var årsagen til skummet på siderne af den symbolske kedel, Jerusalem, og hvordan ville Jehova behandle byens blod på samme måde som den havde behandlet det blod den havde udgydt ved sine voldshandlinger?
10 Da Jehova tidligere rettede en skarp fordømmelse mod Jerusalem betegnede han den som „byen, der udøser blod i sin midte, for at dens time skal komme“, og beskrev indgående hvorfor den havde udgydt så meget blod. (Ezekiel 22:3-12) De moralske urenheder i den kunne ikke vaskes af men klæbede som skum til dens sider, hvilket bevirkede at siderne i den symbolske kedel var begyndt at ruste. Byen havde ringe respekt for menneskeblod, blodet af sine ofre, og udgød det ikke engang på jorden og dækkede det til med muld, sådan som man ifølge Guds lov skulle gøre med blodet af et dyr man havde nedlagt. (3 Mosebog 17:13, 14) Nej, Jerusalem hældte skamløst det med vold udgydte blod på den nøgne klippe så det lå der som et tydeligt vidnesbyrd om byens lovløshed. Denne foragt for menneskeblod vakte Jehovas vrede og fik ham til at hævne den hensynsløse blodsudgydelse. Han ville gøre som byen selv havde gjort. Han ville ikke dække over dens blodplettede fortid men ville afsløre den for alle og enhver, som blod der ligger på en nøgen klippe!
11. Hvad skulle der ske med de blodbesudlede forbrydere i Jerusalem, og hvad skulle der ske med byen selv?
11 De blodbesudlede forbrydere i Jerusalem skal føres ud og kræves til regnskab. Før dem ud i tilfældig orden, uden at udvælge dem ved lodkastning, ja, tag så at sige „stykke efter stykke“ op af den symbolske kedel, Jerusalem. Nu da Jerusalems belejring var begyndt, kunne byen vente veer der ikke ville ophøre før den blev ødelagt sammen med alle sine urenheder.
DRASTISK INDGRIBEN NØDVENDIG MOD KRISTENHEDEN
12. Hvis blodskyld kommer vi til at tænke på når Jerusalems blodskyld afsløres, og hvad vil ’belejringen’ af denne føre til?
12 Anklagen om at der hvilede blodskyld på fortidens Jerusalem får os uvilkårligt til at tænke på den umådelige blodsudgydelse som dens nutidige modbillede, kristenheden, har gjort sig skyldig i. Vi ser tydeligt dens blodskyld; det er som om blodet væder den nøgne klippe og hverken kan skjules for mennesker eller engle. Når belejringen af den begynder ved indledningen til ’den store trængsel’, vil det betyde veer som når deres højdepunkt ved dens tilintetgørelse. — Mattæus 24:15-22.
13. Gengiv indholdet af den lignelse der er beskrevet i Ezekiel 24:9-12 og som gælder kristenheden.
13 Den „lignelse“ der blev rettet til Jerusalem gælder også byens modbillede, kristenheden: „Derfor, så siger den Herre [Jehova]: Ve blodbyen! Nu vil også jeg gøre brændestabelen stor; hent brænde i mængde, lad ilden lue og kødet blive mørt, hæld suppen ud og lad benene brændes [blive rygende varme, NW] og sæt kedelen tom på de glødende kul, for at den kan blive så hed, at kobberet gløder og urenheden smelter; rusten skal svinde! Møje har den kostet, men den megen rust gik ikke af. I ilden med rusten!“ — Ezekiel 24:9-12.
14. Hvad så Jehova der måtte gøres ved byen eftersom den skumdækkede rust i den symbolske kedel ikke kunne vaskes af, og hvem gælder dette også?
14 Jehova så hvad den urene, blodbesudlede by fortjente. Den skulle indhylles i et flammehav som fra en stor brændestabel. Som følge af den langvarige kogning på grund af den babyloniske belejrings tiltagende styrke skulle byens hærførere og befalingsmænd få det ulidelig hedt, og de andre indbyggere skulle blive som udkogt kød, helt opløst, en suppe uden fast konsistens. Hæld det hele ud! Tøm byen fuldstændig når den falder for de babyloniske belejrere! Sæt den som en tømt kobberkedel over ødelæggelsens ild på grund af den skumdækkede rust der endnu hænger ved dens sider. Eftersom den snavsede rust ikke kan vaskes af, så brænd den af! Ja, smelt hele den symbolske kedel (Jerusalem) så slaggen kan blive skilt fra. Lad ilden som ødelægger den blodskyldige by også tilintetgøre dens moralske rust og urenheder fuldstændig. Dette gælder også dens nutidige modstykke, kristenheden!
15. Hvad siger Jehova direkte til Jerusalem om at rense den, og hvad vil den blive dømt efter?
15 Hermed taler Jehova direkte til Jerusalem for at forklare hvorfor han må skride så drastisk ind over for den: „Fordi du er uren af utugt, fordi du ikke kom af med din urenhed, skønt jeg rensede dig, skal du ikke blive ren igen, før jeg har kølet min harme på dig. Jeg, [Jehova], har talet, og det kommer! Jeg griber ind og opgiver det ikke, jeg skåner ikke og angrer ej heller; efter dine veje og dine gerninger vil jeg [de, NW] dømme dig, lyder det fra den Herre [Jehova].“ — Ezekiel 24:13, 14.
16. Hvad beviste det vedrørende Jerusalem at dens belejring var begyndt, og hvornår ville Jehova først have kølet sin harme?
16 Den omtalte dag, den 10. tebet 609 f.v.t., var den tredje og sidste babyloniske belejring af Jerusalem begyndt. Dette beviste at Jerusalem med Juda rige havde nægtet at lade sig rense for sin åndelige utugt. Dens urenhed var som det skum og snavs der fremkaldte rust på siderne i kobberkedelen og ikke kunne skures bort men måtte fjernes ved at kedelen selv blev smeltet. Den symbolske kedel var nu i ilden, nu hvor den babyloniske belejring var begyndt. Jerusalems vedvarende urenhed ville ikke blive renset bort før Jehova havde kølet sin harme ved at lade det blodskyldige Jerusalem ødelægge.
17. Kunne man vente at Jehova ville angre når han havde sagt hvad han havde i sinde? Forklar.
17 Jehovas harme, og ikke hans medlidenhed, skulle komme fuldt til udtryk, og han ville ikke angre sin drastiske indgriben mod Jerusalem. Han havde sagt hvad han havde i sinde, og sådan skulle det være. Han ville ikke opgive at føre det igennem. Hans babyloniske domsfuldbyrdere ville tildele Jerusalem den straf den fortjente for sine ugudelige veje og gerninger. Den måtte ødelægges, og det samme må dens efterligner, kristenheden.
18. Hvilke materielle ting og hvilke menneskers liv ville blive tilintetgjort når Jerusalem blev ødelagt, og hvordan ville dette berøre de ældre overlevende?
18 „Hav dog medlidenhed!“ ville nogen måske sige til Gud. Hvorfor? Fordi det prægtige tempel som kong Salomon havde bygget lå i Jerusalem, og ødelæggelsen af Jerusalem således også ville ramme det hellige tempel der af jøderne blev betragtet som en overnaturlig beskyttelse mod ulykke. (Jeremias 7:1-11) En anden ting var at de ældre jøder som var blevet ført i landflygtighed i Babylon havde efterladt sønner og døtre i Jerusalem og Juda, og hvis Jerusalem blev tilintetgjort ville det betyde døden for disse sønner og døtre. Var templet og disse sønner og døtre ikke dyrebare for disse jøder? Var det ikke deres „øjnes lyst“? Ville det ikke virke bedøvende og lamslående på dem hvis de blev revet bort? Ville en tilsvarende ulykke i dag ikke have en lignende virkning på dem der er knyttet til kristenheden og nærer sympati for den? At det netop ville være tilfældet fik profeten Ezekiel besked på at skildre med en profetisk handling. Hvordan han bar sig ad beskriver han med disse ord:
19. Med hvilken profetisk handling fik Ezekiel besked på at skildre reaktionen på tabet af noget dyrebart, ’øjnenes lyst’?
19 „[Jehovas] ord kom til mig således: Menneskesøn! Se, jeg tager dine øjnes lyst fra dig ved en brat død; men du skal ikke klage eller græde; du skal ikke fælde tårer; suk i stilhed og hold ikke dødeklage, bind huen [dit hovedtøj, NW] på og tag sko på fødderne, tilhyl ikke dit skæg [overskæg, NW] og spis ikke sørgebrød!“ — Ezekiel 24:15-17.
20. Hvilket spørgsmål opstår i forbindelse med Ezekiel eftersom han skulle handle på denne måde, og hvad ville hans usædvanlige handlemåde vise med hensyn til noget der skulle ske i fremtiden?
20 Hvorfor skulle han handle på denne måde? Hvad skulle der foregå? Skulle der ske et dødsfald som ville berøre Ezekiel? Ja åbenbart, for det var hans øjnes lyst Jehova ville tage fra ham ved en brat død. Var det den fireogtrediveårige profets hustru? Det ville vise sig før midnat. Men efter at det var sket skulle Ezekiel ikke røbe noget synligt eller hørligt tegn på sorg. Han skulle tage sit hovedtøj på, pænt bundet op, og ikke lade noget af det hænge ned over sit ansigt så det dækkede hans overlæbe. Han skulle ikke gå barfodet som kong David mange år før havde gjort som tegn på sorg. (2 Samuel 15:30) Efter at begravelsen havde fundet sted måtte Ezekiel ikke lade dem der følte med ham, tilberede ham et måltid for at trøste ham og således give ham noget at spise. Hvorfor skulle han handle på denne mærkelige, usædvanlige måde? For at skildre hvor lamslået, hvor forstenet, et menneske kunne blive over en frygtelig ulykke. For at fremkalde en sådan reaktion måtte ulykken være særlig alvorlig, ja overvældende.
21. Hvorfor måtte Ezekiel udøve stor selvbeherskelse under disse omstændigheder, og hvorfor klagede han ikke?
21 For at opføre dette profetiske billede måtte Ezekiel gennemgå en hård prøvelse, og han måtte udøve stor selvbeherskelse for ikke at give udtryk for sine naturlige menneskelige følelser. Men han var villig til at lade det ske hvis han skulle tjene som Jehovas profetiske redskab på denne måde, og han klagede ikke. Han forklarede at han villigt gjorde som Jehova havde sagt, og fortæller også hvorfor han skulle handle således:
22. Hvad skete der for Ezekiel om aftenen, hvad gjorde han, og hvilken forklaring fra Jehova gav han dem der spurgte?
22 „Tal så om morgenen til folket! — Så døde min hustru om aftenen, og næste morgen gjorde jeg, som mig var pålagt. Og da folket sagde til mig: ’Vil du ikke lade os vide, hvad det, du der gør, skal sige os?’ svarede jeg: ’[Jehovas] ord kom til mig således: Sig til Israels hus: Så siger den Herre [Jehova]: Se, jeg vil vanhellige min helligdom, eders hovmods stolthed, eders øjnes lyst, eders sjæles længsel; og de sønner og døtre, I lod tilbage, skal falde for sværdet! Og I skal gøre, som jeg nu gør: I skal ikke tilhylle eders skæg eller spise sørgebrød; eders huer skal blive på hovederne og eders sko på fødderne; I skal ikke klage eller græde, men svinde hen i eders synder og sukke for hverandre. Ezekiel skal være eder et tegn; når det sker, skal I gøre, som han gør; og I skal kende, at jeg er den Herre [Jehova].’“ — Ezekiel 24:18-24.
23. Hvordan gav Jesus Kristus udtryk for sin bevægelse da han i år 33 forudsagde og forestillede sig ødelæggelsen af det daværende Jerusalem?
23 Mange år senere, i år 33, forudsagde Jesus Kristus den ødelæggelse der med alle sine rædsler skulle komme over det daværende Jerusalem i år 70. Da han forestillede sig byens ødelæggelse „græd han over den“. Grædende sagde han: „Vidste blot også du på denne dag, hvad der tjener til din fred! Men nu er det skjult for dine øjne. Thi dage skal komme over dig, da dine fjender skal kaste en vold op omkring dig og indeslutte dig og trænge dig fra alle sider; og de skal jævne dig med jorden og dine børn i dig og ikke lade sten på sten tilbage i dig, fordi du ikke agtede på din besøgelsestid.“ (Lukas 19:41-44; 21:20-24) Som ugift skulle Jesus Kristus dog ikke opføre et profetisk billede som Ezekiel.
24. Hvordan berørte det profeten Jeremias at opleve Jerusalems ødelæggelse, og hvordan ville Ezekiel blive berørt deraf når nyheden nåede ham?
24 I lydighed mod Jehovas befaling sørgede Ezekiel ikke over sin hustrus død, hende der var ’hans øjnes lyst’. (Ezekiel 24:16) I år 607 f.v.t. gav profeten Jeremias udtryk for sorg og klage over ødelæggelsen af Jerusalem og dens tempel (Klagesangene 1:1 til 5:22), og da denne ulykke indtraf fik Ezekiel ikke besked på at undlade at gøre som Jeremias. Men da nyheden om Jerusalems og templets ødelæggelse nåede ham i Babylon blev han ikke som bedøvet og lamslået.
25. Var det nødvendigt at udslette Jerusalem, dens tempel og dens indbyggere for at lære Ezekiel hvem Gud var, men hvordan stillede sagen sig for de andre jøder i landflygtigheden?
25 Det var ikke nødvendigt at udslette Jerusalem, dens dyrebare tempel og dens sønner og døtre for at lære Ezekiel at Gud var „den Herre [Jehova]“. Men israelitterne, som ikke vidste hvem Gud var, hverken de der boede i Juda eller de der boede i Babylon — de måtte tvinges til at indse dette ved hjælp af et bedøvende slag, nemlig ved at deres hellige by, deres tempel og deres børn blev tilintetgjort. De kunne ikke få sig selv til at tro at Jehova ville vanhellige sin egen helligdom ved at lade hedenske, afgudsdyrkende babyloniere indtage, plyndre og ødelægge Salomons tempel der havde stået i 420 år. Men Jehova skånede ikke det han omtalte som „eders hovmods stolthed, eders øjnes lyst, eders sjæles længsel“ — uanset om dette var hans helligdom i Jerusalem eller deres sønner og døtre dér. På denne chokerende måde skulle de lære at den der sagde at han ville gøre dette, og den der gjorde det, var en og samme person, nemlig Jehova. Han er!
26. Ud fra hvilke skriftsteder kan vi se om Jehovas sande helligdom vil blive vanhelliget i den forestående ’store trængsel’ over kristenheden?
26 Den forestående ’store trængsel’ over kristenheden vil ikke vanhellige Jehovas sande helligdom. „Gud, som har skabt verden og alt, hvad der er i den, han, som er Himmelens og jordens Herre, bor ikke i templer [helligdomme, AS, fodnoten], gjorte med hænder.“ (Apostlenes Gerninger 17:24) Jehova vil ikke vanhellige det modbilledlige, åndelige „tempel“ i hvilket hans ypperstepræst, Jesus Kristus, frembar værdien af sit opofrede fuldkomne menneskeliv i år 33 da han trådte frem for selve Guds åsyn i himmelen. (Hebræerne 9:24-26) Jehova vil heller ikke vanhellige det tempel eller den helligdom han nu er i færd med at bygge af „levende stene“; dette tempel er hans menighed af trofaste salvede disciple af hans søn Jesus Kristus, den levende „hovedhjørnesten“. (1 Peter 2:4-6) Til dem der tilhører denne helligdomsskare skrev apostelen Paulus: „Vi er jo den levende Guds tempel, thi Gud har sagt: ’Jeg vil bo og vandre iblandt dem og være deres Gud, og de skal være mit folk.’“ (2 Korinter 6:16) „I ham bliver også I sammen med os opbygget til en Guds bolig i Ånden.“ (Efeserne 2:22) Den salvede rest af denne helligdomsskare udgør nutidens Ezekiel-skare som Jehova benytter.
27. Hvilket „tempel“ må det da være Jehova vil vanhellige?
27 I betragtning af dette må det være en efterligning af tempelskaren Gud vil vanhellige, det vil sige de religiøse hyklere der falskeligt hævder at de udgør Guds åndelige helligdom.
28. Hvem er det der vil blive lamslåede når kristenheden ødelægges, den salvede Ezekiel-skare eller de religiøse hyklere? Begrund svaret.
28 Siden 1919 har Ezekiel-skaren, den salvede rest af Jehovas kristne vidner, nu i årtier advaret om kristenhedens ødelæggelse, i harmoni med Ezekiels og andre inspirerede bibelskribenters profetier. De forstår klarere og klarere hvor omfattende kristenhedens tilintetgørelse vil blive i tab af menneskeliv og materielle værdier som er hellige i religionsudøvernes øjne. Men de sørger og klager ikke over det som denne store trængsel over kristenheden vil medføre. De ved at den aldrig vil ødelægge Jehovas sande helligdom, det åndelige tempel hvori Jesus Kristus frembar værdien af sit genløsningsoffer dengang i år 33. Trængselen vil heller ikke ødelægge det tempel som Jehova nu er ved at bygge af „levende stene“. Når den forudsagte katastrofe rammer kristenheden vil de derfor ikke blive lamslåede. En sådan katastrofe er ikke nødvendig for at lære dem ’at han er den Herre Jehova’. Det er derimod de religiøse hyklere, dem der ignorerer Jehova og sætter deres lid til det de regner for helligt, der vil blive lamslåede. De skal kende hvem Jehova er.
DEN BEKRÆFTENDE MEDDELELSE VIL MED SIKKERHED KOMME!
29. Hvordan ville det blive bekræftet at Ezekiels profeti var sandfærdig, og hvordan forsikrede Jehova Ezekiel om dette?
29 ’Men hvad nu hvis det ikke sker?’ vil en der ikke tror måske udbryde. Vær ikke bange! De fremtidige begivenheder og de nyheder der indløber vil bekræfte at Ezekiel profeterede sandt. Han blev selv forsikret om at profetiens sandfærdighed ville blive bekræftet, idet Jehova videre sagde til ham: „Og du, menneskesøn! På den dag jeg tager deres værn, deres herlige fryd, deres øjnes lyst og deres sjæles længsel, deres sønner og døtre fra dem, på den dag skal en flygtning komme til dig og melde det for dine øren; på den dag skal din mund åbnes, når flygtningen kommer, og du skal tale og ikke mere være stum; du skal være dem et tegn; og de skal kende, at jeg er [Jehova].“ — Ezekiel 24:25-27.
30. Hvorfor skulle Ezekiel være stum fra dette tidspunkt indtil flygtningen kom med budskabet, og i hvilken forstand skulle han være stum?
30 Nu havde Ezekiel sagt tilstrækkeligt til sit folk. Han behøvede ikke at føje mere til for at få den guddommelige profeti til at lyde mere overbevisende, for at give sit budskabs pålidelighed vægt. Jehova havde udtalt det, og det var i sig selv nok. Indtil den dag der kom en pålidelig meddelelse som bekræftede at begivenhederne havde fundet sted, skulle Ezekiel derfor være stum. Han skulle ikke være stum i dette ords egentlige betydning, men kun med hensyn til at udtale yderligere profetier om den ulykke der skulle ramme Jerusalem og Juda rige. Tiden indtil flygtningen kom med budskabet ville være en prøvende tid.
31. Ville Jehova således underrette Ezekiel direkte om Jerusalems fald når dette indtraf, og hvad skulle Ezekiels medfanger have lov til?
31 Jehova ville ikke underrette Ezekiel direkte om Jerusalems fald den dag det indtraf, sådan som han havde underrettet ham direkte om at den babyloniske belejring var begyndt den dag dette skete. Indtil flygtningen endelig ankom med budskabet kunne de landflygtige jøder i Babylon tænke over det Ezekiel havde profeteret for dem. De kunne holde fast ved deres vantro hvis de ville. En dag ville vantroen blive til intet når der ankom en flygtning som med egne øjne havde set Jerusalem falde.
32. Hvordan ville det berøre de tvivlende jøder når flygtningen kom med nyheden, men hvad ville der ske med Ezekiel, og hvordan ville hans stilling som profet og vidne blive forbedret?
32 Denne dag ville de tvivlende og vantro blive lamslåede og tavse, men Ezekiels stumhed ville ophøre. Da ville han atter være i stand til at tale til dem, og begivenhederne ville danne en bedre baggrund for hans ord. Han ville have et nyt budskab at forkynde. Det ville være bekræftet at han var en sand, inspireret profet for Jehova. Han havde været et sandt „tegn“ da han skildrede de truende begivenheder der hastigt nærmede sig. I harmoni med Jehovas ord: „Du skal være dem et tegn,“ ville han til den tid ikke have nogen grund til at skamme sig over sin Gud over for sine medfanger i Babylon. Hans stilling som profet og vidne for Jehova ville blive bekræftet, og som Ezekiels Gud sagde: „De skal kende, at jeg er [Jehova].“ — Ezekiel 24:27.
33. Hvornår vil Ezekiel-skaren have sagt nok om udfaldet af ’den store trængsel’, og vil kristenheden da have nogen chance længere?
33 Er det ikke betagende for os at tænke på at dette profetiske drama skal opfyldes her i vor generation? Ligesom i tilfældet med belejringen af Jerusalem vil det blive tydeligt tilkendegivet når ’den store trængsel’ bryder løs mod byens nutidige modstykke, kristenheden. (Ezekiel 24:1-5) Derefter behøver de der udgør vor tids salvede Ezekiel-skare ikke at sige mere. Det de allerede har sagt om udfaldet af ’den store trængsel’ vil være nok. De kan ikke fremholde noget håb for det modbilledlige Jerusalem, kristenheden. Der er ikke længere nogen chance for den, og heller ikke for de religiøse hyklere der er knyttet til den. ’Den store trængsel’ må forløbe som fastlagt, regnskabet må gøres fuldstændigt op.
34. Hvad vil da bevise at Ezekiel-skaren var et betimeligt tegn for religionsudøverne, og hvilken hensigt vil fuldt ud være gennemført?
34 De skeptiske religionsudøvere vil blive lamslåede når „deres herlige fryd, deres øjnes lyst og deres sjæles længsel, deres sønner og døtre“ rammes af undergangen! Meddelelser vil strømme ind fra alle de dele af jorden hvor kristenheden nu findes, og de vil bekræfte at den salvede Ezekiel-skare var et betimeligt „tegn“ fra universets suveræne Herre. Hans erklærede hensigt i forbindelse med de lamslåede religionsudøvere vil da fuldt ud være gennemført: „De skal kende, at jeg er [Jehova].“