Hvorfor bliver Jehovas vidner ved med at komme?
NÅR man har travlt eller har lyst til at slappe af og være alene, virker det forstyrrende hvis nogen ringer på døren. Man tænker at det kan være uventede gæster, eller en sælger der vil overtale en til at købe et eller andet, og man er ikke meget for at lukke op. Eller man viger tilbage af frygt for at blive bestjålet eller overfaldet.
Jehovas vidner har imidlertid ikke sådanne hensigter når de ringer på. De ved naturligvis at beboeren kan have travlt eller at vedkommende måske er bange for at lukke op. Men de føler sig alligevel tilskyndet til at komme og ringe på, fordi der i horisonten lurer en fare som folk måske ikke har lagt mærke til på grund af deres travlhed. (Se Lukas 21:34-36.) Jehovas vidner kommer i virkeligheden fordi de nærer kærlighed til folk og har omsorg for dem. De tror at menneskers liv, også Deres, er i fare.
Desuden anser Jehovas vidner det for en pligt at besøge Dem. De ville føle at de havde svigtet deres ansvar og begået en uretfærdighed mod Dem hvis de med vilje sprang Deres dør over. Hvorfor?
Fordi Gud direkte har befalet dem at advare folk.
Er det virkelig sandt? De fleste er klar over at Jesus Kristus forudsagde at evangeliet skulle prædikes i hele verden. (Matt. 24:14) Men har nogle ligefrem pligt til at gøre det? Ja, og det koster dem livet hvis de ikke røgter deres ansvar. Hvordan det? Det fremgår af et magtfuldt eksempel fra Bibelen.
Guds „vægter“
Dette eksempel viser klart hvilke principper og hvilken handlemåde Gud følger; det er ikke et opdigtet eksempel, men noget der virkelig er sket.
Eksemplet har at gøre med Ezekiel, en mand der af Gud blev udvalgt til profet og derpå fik at vide at han skulle advare dem der handlede ondt og gudløst:
„Menneskesøn! Jeg sætter dig til vægter for Israels hus; hører du et ord af min mund, skal du advare dem fra mig. Når jeg siger til den gudløse: ’Du skal visselig dø!’ og du ikke advarer ham eller for at bevare hans liv taler til ham om at omvende sig fra sin gudløse vej, så skal samme gudløse dø for sin misgerning, men hans blod vil jeg kræve af din hånd. Advarer du derimod den gudløse, og han ikke omvender sig fra sin gudløshed og sin vej, så skal samme gudløse dø for sin misgerning, men du har reddet din sjæl.“
Her vil man måske indvende: ’Ja, gå til de gudløse. Kom ikke til mig!’ Men læg mærke til at de retfærdige også havde brug for Ezekiels budskab:
„Og når en retfærdig vender sig fra sin retfærdighed og gør uret, . . . så han dør, og du ikke har advaret ham, så dør han for sin synd, . . . men hans blod vil jeg kræve af din hånd. Har du derimod advaret den retfærdige mod at synde, og han ikke synder, så skal samme retfærdige leve, fordi han lod sig advare, og du har reddet din sjæl.“ — Ez. 3:17-21.
Hvorfor var advarselen så vigtig? Hvorfor hastede det? Fordi Jerusalem snart (inden for seks år) ville blive ødelagt af babyloniernes hær, idet jøderne havde afvist Guds herredømme og desuden havde vendt sig til fordærvede skikke og handlinger. Den kommende ødelæggelse ville blive frygtelig. Efter en lang belejring skulle både unge og gamle, både mænd og kvinder dø i byens gader, og børn skulle lide en voldsom død for soldaternes hånd. Hungersnøden ville blive så svær at nogle ville spise deres egne børn. — Klages. 2:11, 12, 20, 21; 4:4, 9, 10; 5:11, 12.
Ezekiel opholdt sig ikke i Jerusalem, men støttede alligevel profeten Jeremias der opholdt sig i byen, og var således et yderligere vidne som bekræftede at budskabet fra Gud var sandt. Det blev uden tvivl almindeligt kendt i Jerusalem at Ezekiel ovre i Babylon også advarede om Jerusalems endeligt. Blandt jøderne i Babylon vakte Ezekiels budskab stort røre. De havde også behov for budskabet, for at Gud ikke fuldstændig skulle forlade dem på grund af deres forkerte, oprørske indstilling.
Skønt Ezekiel havde fået befaling til at tale Guds ord, kunne han ikke tjene Jehova Gud som vægter på rette måde medmindre han i sit inderste var i harmoni med sin gerning, og medmindre han i sin tjeneste udtrykte ånden i det han havde at forkynde.
Af denne grund lod Gud ham i symbolsk forstand spise en bogrulle. Den indeholdt Guds domme mod Jerusalem og Juda. Den advarede om de kommende ulykker, udmalede hvor alvorligt jøderne havde ladet sig fordærve og beskrev de uretfærdigheder og den undertrykkelse som de, og især deres ledere, havde øvet. Bogrullen smagte sødt da Ezekiel begyndte at spise den. Det var i sandhed en behagelig oplevelse for ham at tage imod den forret det var at tjene som Guds profet og vægter. Men i hans mave var den bitter, og han „vandrede bitter og gram i hu“. — Ez. 3:14.
Et chokerende budskab, men vigtigt for alle
Bogrullens indhold var så chokerende at Ezekiel sad og stirrede hen for sig i syv dage. Han måtte have tid til at fordøje indholdet og gøre det til sit eget. Da han derpå begyndte at tale til de landflygtige jøder i Tel-Abib var ’Jehovas hånd over ham med vælde’ og styrkede ham til at udtrykke det der stod skrevet i bogrullen, nemlig de bitre domme fra Jehova.
Som „vægter“ udførte Ezekiel en værdifuld tjeneste for jøderne dengang. Hvordan var han også et eksempel for vor tid?
I 1918, mens den første verdenskrig endnu rasede, var kristenheden, eller de nationer der hævder at de er Guds folk, årsag til mange vanskeligheder for Jehovas vidner, ja de ’dræbte’ i virkeligheden deres arbejde. Men i 1919 blev disse vidner for Gud genoplivet; de fik overrakt den symbolske bogrulle og kom således i nogen grad til at forstå hvor meget kristenheden havde overtrådt Guds love. Det var et chokerende budskab, et lammende budskab. Ligesom Ezekiel sad og stirrede hen for sig en tid, måtte Jehovas vidner have tid til at indstille sig på det vældige arbejde de kunne se måtte udføres i hele verden efter krigen.
Men ’Jehovas hånd var over dem med vælde’, og intet kunne standse deres forkyndelse. I den sidste bog i Bibelen fortælles der profetisk hvordan dette vidnearbejde blev ’dræbt’ og genoplivet:
„Og mennesker af alle folk og stammer og tungemål og folkeslag skal se på deres lig i tre og en halv dag og ikke tillade, at deres lig lægges i graven. . . . Men efter de tre og en halv dags forløb kom der livsånde fra Gud ind i dem; og de rejste sig op på deres fødder, og stor frygt greb dem, der så dem.“ — Åb. 11:9-11.
Som vægter skulle Ezekiel lægge mærke til om israelitterne opfyldte de forpligtelser de havde over for Gud ifølge deres pagt med ham. Hvis de ikke gjorde det var de i stor fare. På samme måde har folkene i de såkaldt kristne nationer en alvorlig fare hængende over hovedet. Denne fare er ikke lovløsheden, forureningen eller krigene, men noget langt alvorligere: en ødelæggelse som en dom fra Gud. Folk har overtrådt hans love, og derfor vil han kræve dem til regnskab. Når han udrydder det onde vil de overlevende blive befriet for de farer man nu frygter, og jorden vil blive fyldt med fred og retfærdighed.
Jehovas vidner, som har antaget Guds navn og kender Guds love og domme, er derfor som en skildvagt der ville miste sit eget liv hvis han faldt i søvn og undlod at våge over sine sovende kammerater.
Derfor må Jehovas vidner besøge folk. De må give deres medmennesker lejlighed til at vide hvad Gud snart vil gøre og hvad han kræver, så at alle der ønsker det kan undgå døden og vinde livet.
Jehova Gud er ikke hård mod sine vidner når han pålægger dem denne pligt. Han prøver derimod deres kærlighed. Og de gør villigt og med glæde hvad han ønsker, som salmisten har forudsagt: „Dit folk møder villigt frem på din vældes dag.“ — Sl. 110:3.
Gud er heller ikke ukærlig mod folk når han sender sine vidner ud iblandt dem, selv om deres besøg og deres budskab kan virke forstyrrende på nogle. Det er virkelig et arbejde fra Gud de udfører, for det er ham der har udsendt dem og givet dem befaling til at forkynde for alle, navnlig for dem der hører til kristenheden.
Ja, Gud viser den højeste grad af ufortjent godhed når han advarer alle mennesker, også dem der er hans fjender. Han siger: „Mon jeg har lyst til den gudløses død, lyder det fra den Herre [Jehova], mon ikke til, at han omvender sig fra sin vej, så han må leve?“ — Ez. 18:23.
Den alvorlige fare der truer de mennesker i kristenheden som ikke lytter til det der siges i Guds sandhedsord, Bibelen, er ikke faren for at dø en naturlig død, men for at blive henrettet for Guds hånd. Det er derfor Jehovas vidner tager deres ansvar så alvorligt. De er selv engang blevet besøgt af andre og har undersøgt Bibelen. De ser og forstår hvad Gud gør og snart vil gøre. De ville gerne se alle mennesker leve. Desuden ønsker de ikke at nogens blod skal komme over deres hoved fordi de ikke har været så interesseret i at bevare andres liv at de har advaret dem. De erkender at de må rette deres eget liv ind efter Bibelens principper og underrette andre, for de ved at det kun er dem der lever efter Skaberens rene principper der vil opnå livet i hans nye orden.
Grunden til at Jehovas vidner er så nidkære i deres arbejde og ringer på hver eneste dør, fremgår af det næste der hændte Ezekiel:
„Siden kom [Jehovas] hånd over mig der, og han sagde til mig: ’Stå op og gå ud i dalen, der vil jeg tale med dig!’ Så stod jeg op og gik ud i dalen, og se, der stod [Jehovas] herlighed, som jeg havde set den ved floden Kebar. Da faldt jeg på mit ansigt.“ — Ez. 3:22, 23.
Modstand fra dem der foregiver at tjene Gud
Ezekiel skulle ikke længere blot være slået af ærefrygt over det syn han fik. Tiden var inde til handling. Den himmelvogn han så i synet, ledsaget af Jehovas herlighed (Ezekiel, kapitel 1), var et udtryk for Guds himmelske organisation der rykkede ud til krig. Den havde fulgt ham fra Tel-Abib til hans nye opholdssted, som et tegn på at Guds organisation var med ham i hans tjeneste. Men nu fik han at vide at han ville komme ud for modstand fra sit eget folk, jøderne:
„Men Ånden kom i mig og rejste mig på mine fødder. Så talede han til mig og sagde: Gå hjem og luk dig inde i dit hus! Og du, menneskesøn, se, man skal lægge bånd på dig og binde dig, så du ikke kan gå ud iblandt dem; og din tunge lader jeg hænge ved ganen, så du bliver stum og ikke kan være dem en revser; thi de er en genstridig slægt. Men når jeg taler til dig, vil jeg åbne din mund, og du skal sige til dem: Så siger den Herre [Jehova]! Så får den, der vil høre, høre, og den, der ikke vil, får lade være; thi de er en genstridig slægt.“ — Ez. 3:24-27.
Ja, det var dem der foregav at tjene Gud der ville søge at hindre Ezekiel i at gå ud af sit hus for at kundgøre Jehovas ord. Men Ezekiel skulle ikke sætte sin lid til sig selv, og han skulle heller ikke forkynde sit eget syn på tingene. Når Jehova ikke havde noget budskab han skulle overbringe, da skulle han, i denne henseende, være stum. Men når Jehova havde et budskab ville han åbne Ezekiels mund så han forkyndte det uanset hvad de genstridige israelitter gjorde.
På tilsvarende måde har Jehovas vidner fået øjnene op for at der i det væsentlige kun findes to organisationer, Jehova Guds og Satan Djævelens. De indser at Satan er „denne verdens gud“, og at Jehova en dag vil udslette denne verden. De stiller sig til rådighed for Jehovas organisation. De hævder ikke at de er inspireret af Gud, og de fortæller heller ikke folk hvad de personligt mener. De støtter sig derimod til Guds ord, Bibelen. De stoler på at Guds ånd hjælper dem og giver dem mod til at tale.
Alle mennesker i de såkaldt kristne lande ved at de religiøse systemer, gennem deres ledere, har hadet Jehovas vidner og talt ondt om dem. Ja, de har endog fået den politiske øvrighed til at gribe ind over for Jehovas vidner, og ved at stille dem i et forkert lys har de rejst pøbelskarer imod dem for om muligt at standse deres arbejde.
Men Jehovas vidner lader sig ikke forfærde. De fortsætter med at besøge folk for at hjælpe dem, idet de sætter deres lid til de ord Jesus henvendte til sine disciple i profetien om „verdens ende“:
„Og evangeliet skal først prædikes for alle folkeslagene. Når man fører jer hen og stiller jer for retten, skal I ikke forud bekymre jer for, hvad I skal tale; men tal sådan, som det bliver jer indgivet i den samme stund, thi det er ikke jer, som taler, men Helligånden. Og broder skal overgive broder til døden, og fader sit barn; og børn skal sætte sig op imod forældre og slå dem ihjel. Og I skal blive hadet af alle for mit navns skyld; men den, som holder ud indtil enden, han skal frelses.“ — Mark. 13:10-13; Matt. 24:3-14.
Vi er nu et godt stykke inde i 1970erne, og på trods af alt hvad kristenheden har forsøgt på gennem sit præsteskab og gennem diktatorer som Benito Mussolini, Adolf Hitler og Josef Stalin, har Jehovas salvede tjenere holdt ud indtil denne dag som en vægter for kristenheden. De er fast besluttede på at holde ud indtil enden, til afslutningen på deres jordiske tjeneste, og det vil også blive til kristenhedens afslutning og til afslutningen på denne tingenes ordning som kristenheden har været en fremtrædende del af.
Når Jehovas vidner ringer på Deres dør, skulle De derfor tage Dem tid til at høre hvad de siger og tænke over deres budskab. Overvej om det ikke er et sandt budskab fra Guds ord. (1 Tess. 5:21) Så kan De acceptere det eller forkaste det, som De nu synes. Hvis De ikke for øjeblikket tror hvad Jehovas vidner fortæller, kan det være at omstændighederne har ændret Deres syn på tingene når de kommer igen. Jehovas vidner bliver ved med at komme fordi de over for Gud er forpligtede til at advare folk om det der ligger forude. De vil gerne selv bevare livet, og ønsker af hjertet at hjælpe så mange andre som muligt til at bevare deres. De håber inderligt at De vil overleve afslutningen på den nuværende verdensordning og opnå det virkelige liv på jorden under Guds messianske styre.