Kapitel 5

Udnævnt til vægter for kristenheden

 1. Hvornår må en vægter især påskønnes, og hvilken fare var kristenheden kommet i da hedningetiderne udløb i 1914?

EN VÆGTER må især påskønnes når der er fare på færde. Hans tjeneste dag og nat kan betyde beskyttelse og liv for dem han er sat til vægter for, hvis de ellers påskønner hans indsats og reagerer på hans advarsler. Folk i kristenheden har været i stor fare lige siden „endens tid“ begyndte ved udløbet af „hedningernes tider“ („nationernes fastsatte tider“, NW) i det tidlige efterår 1914. De har ikke blot været i fare fordi den første verdenskrig rasede dengang og tog til i styrke og indledte en „voldshandlingernes tid“ som har varet lige til vore dage. Som vi skal se, truer en alvorligere fare.

 2. Hvad opstillede kristenheden som sin vægter, og hvad viser at dens gejstlighed ikke kunne være en pålidelig vægter?

² Kristenheden opstillede først Folkeforbundet og i 1945 De forenede Nationer som sin vægter der skulle sikre freden og sikkerheden i verden, men ingen af dem har virket efter hensigten. Tværtimod er der i kristenheden sket det at folks åndelige interesser er kommet i fare, og det er særlig alvorligt, for de åndelige interesser har med ens evige liv at gøre. At gejstligheden ikke holdt fast ved de kristne principper for at afværge den første verdenskrig, viser at den ikke var nogen pålidelig åndelig vægter.

 3. Kunne kristenhedens gejstlige frembringe en åndelig vægter fra deres egne rækker, og hvordan skildrede Gud hvad han ville gøre?

³ Da denne voldsomme verdenskonflikt sluttede den 11. november 1918 opstod der således et behov, eller der blev et mere fremtrædende behov, for at den Højeste, i hvis hånd alle menneskers evige fremtid ligger, oprejste en åndelig vægter. Han måtte oprejse en åndelig vægter der hverken var oprørsk, upålidelig eller troløs, for kristenhedens katolske, protestantiske og ortodokse gejstlige kunne ikke frembringe en sådan vægter fra deres egne rækker. At den højeste Gud ville gøre det, blev forudskildret af det der skete med Ezekiel, præsten Buzis søn. I år 613 f.v.t. var den fyrre år lange „endens tid“ for Jerusalem og det omliggende Judas land næsten forbi. Blot seks år senere skulle både Jerusalem og Judas land lægges fuldstændig øde, så der hverken var mennesker eller husdyr tilbage. De få jøder som ville overleve Jerusalems ødelæggelse ville blive ført i landflygtighed i Babylon, mens Juda lå øde i halvfjerds år. Jehova vidste dette på forhånd. Han var især klar over den fare der truede disse jøder. Flere år i forvejen, i 613 f.v.t., oprejste han barmhjertigt en vægter blandt dem der allerede var landflygtige i Babylon, nemlig præstesønnen Ezekiel.

 4. Hvad var grunden til at Jehovas himmelvogn standsede foran Ezekiel, og hvilke spørgsmål opstår der med hensyn til Ezekiel da bogrullen tilbydes ham?

⁴ Der var endnu tid. En vægter kunne stadig nå at advare om den store ulykke der ville komme. Pludselig oplevede Ezekiel at blive begunstiget med et syn fra Jehova, Israels Gud. I det virkelighedstro syn kom Jehovas ærefrygtindgydende himmelvogn kørende fra nord og standsede foran Ezekiel dér på bredden af floden (kanalen) Kebar i Babylonien. Hensigten med dette syn var at Jehova, oppe fra sin vognlignende organisation, ville udnævne Ezekiel til profet og vægter for israelitterne der var i fare. Som profet måtte Ezekiel have et budskab, og som vægter måtte han have noget at udråbe. Ezekiels profetiske budskab og den advarsel han skulle udråbe stod at læse på den bogrulle som nu blev rakt ham af en hånd, mens der samtidig blev sagt at han skulle spise denne bogrulle. Ønskede Ezekiel at forkynde den „klage, suk og ve“ der stod skrevet for og bag på bogrullen? Ville en bogrulle med et sådant budskab være velsmagende, behagelig at spise? Ville Ezekiel være oprørsk ligesom israelitterne, som Jehova havde sagt han ikke måtte være? (Ezekiel 2:8-10) Hvad valgte Ezekiel at gøre, som et eksempel for nutidens Ezekiel?

 5. Hvad fik Ezekiel besked på at gøre, og hvordan virkede det først på ham da han gjorde det?

⁵ Om Jehova, der sad på vognens trone i dette syn, siger Ezekiel: „Så sagde han til mig: ’Menneskesøn, slug [spis, NW] hvad du her har for dig, slug [spis, NW] denne bogrulle og gå så hen og tal til Israels hus!’ Så åbnede jeg munden, og han lod mig sluge [lidt efter lidt spise, NW] bogrullen og sagde til mig: ’Menneskesøn! Lad din bug fortære den bogrulle, jeg her giver dig, og fyld dine indvolde dermed!’ Og jeg slugte [begyndte at spise, NW] den, og den var sød som honning i min mund.“ — Ezekiel 3:1-3.

 6. Hvorfor smagte bogrullen sødt i Ezekiels mund? Hvem kom ud for noget lignende syv hundrede år senere, og hvor?

⁶ I modsætning til hvad man kunne forvente, var bogrullen med det dystre budskab sød som honning i Ezekiels mund. Det var den fordi Ezekiel, ved at gøre den til en del af sig selv, tog imod en særlig opgave fra Jehova. At få overdraget en sådan opgave vil altid være en behagelig oplevelse for den der ser en ære i at blive udnævnt til at tjene den højeste Gud på en særlig måde i en kritisk tid. Syv hundrede år senere skulle den kristne apostel Johannes — der ligesom Ezekiel var i fangenskab, men på øen Patmos i Ægæerhavet, langt vest for floden Kebar — opleve noget lignende. Da han oplevede dette fulgte han Ezekiels eksempel. Hvis Johannes, Jesu Kristi elskede ven, kom ud for dette i år 96, fik han sit syn seksogtres år efter at Jesus havde kaldet ham til at være discipel, hvorimod Ezekiel kun var i sit tredivte år da han fik overdraget sin opgave. Lad os lægge mærke til hvordan de to oplevelser minder om hinanden, mens vi læser hvad Johannes skriver:

 7. Hvordan beskriver apostelen Johannes det han oplevede i forbindelse med bogrullen i engelens hånd?

⁷ „Og den røst, jeg havde hørt fra Himmelen, talte atter til mig og sagde: ’Gå hen, tag den åbne bogrulle af den engels hånd, som står på havet og på jorden.’ Og jeg gik hen til engelen og bad ham give mig den lille bog. Og han sagde til mig: ’Tag den og synk den; den vil volde bitter smerte i din mave, men i din mund vil den smage sødt som honning.’ Og jeg tog den lille bog af engelens hånd og sank den; og den smagte sødt som honning i min mund, men da jeg havde spist den, følte jeg bitter smerte i maven. Og der blev sagt til mig: ’Du skal på ny profetere om mange folk og folkeslag og tungemål og konger.’“ — Åbenbaringen 10:8-11.

 8. Hvad blev Ezekiels oplevelse med bogrullen brugt som et mønster for, og hvad var den et billede på?

⁸ Det der hændte Ezekiel blev altså brugt som mønster for det Johannes kom ud for, og det peger på at Ezekiels oplevelse var profetisk og skildrede, ikke Johannes’ oplevelse, men det der er hændt den skare der i dag svarer til apostelen Johannes, nemlig den salvede rest af Jehovas kristne vidner.

 9. Hvad var den bogrulle hvis indhold var så sørgeligt og som Ezekiel spiste, et billede på?

⁹ Den bogrulle Ezekiel spiste og hvorpå der stod skrevet klage, suk og ve, skildrede ikke Ezekiels profetiske bog. Den skildrede det budskab fra Jehova som Ezekiel skulle forkynde, lige til han havde forkyndt sit sidste budskab mod de hedenske fjender af Jerusalem og Judas land. — Ezekiel 35:15.

10. Hvad skildrede denne bogrulle i forbindelse med den salvede rest af Jehovas tjenere, hvordan spiste „resten“ den, og med hvilken virkning?

¹⁰ Den „bogrulle“ som den salvede rest af Jehovas indviede tjenere spiste i 1919, var heller ikke et billede på Ezekiels bog. Den skildrede alle de dele af Guds ord, Bibelen, der omhandler de åndelige plager og den ’store trængsel’ som skal komme over kristenheden og dens religiøse og politiske fæller i denne „endens tid“. De der tilhører nutidens salvede rest „spiste“ denne „bogrulle“ på den måde at de påtog sig det hverv og ansvar at forkynde alle disse budskaber fra Guds ord efterhånden som Jehova ved hjælp af sin ånd gav sine vidner klar forståelse af dem. De der tilhørte den salvede rest følte usigelig glæde da de dér tilbage i 1919 „spiste“ Jehovas budskab som da skulle forkyndes, og genoptog deres offentlige gerning. Det smagte dem sødt.

BLEV IKKE SENDT TIL UDLÆNDINGE, MEN TIL SIT EGET FOLK

11, 12. Hvad fik Ezekiel at vide om hvem han blev sendt til efter at han havde spist bogrullen, og hvordan ville han blive udrustet til at møde dem?

¹¹ Da Ezekiel havde taget imod opgaven ved at spise bogrullen, fik han besked på at gå i gang. Han fortæller:

¹² „Så sagde han til mig: ’Menneskesøn, gå til Israels hus og tal mine ord til dem! Thi du sendes til Israels folk, ikke til et folk med dybt mål og tungt mæle, ikke til mange hånde folkeslag med dybt mål og tungt mæle, hvis tale du ikke fatter — hvis jeg sendte dig til dem, ville de høre dig. Men Israels hus vil ikke høre dig, thi de vil ikke høre mig; thi hele Israels hus har hårde pander og stive hjerter. Se, jeg gør dit ansigt hårdt som deres ansigter og din pande hård som deres pander; som diamant, hårdere end flint gør jeg din pande. Frygt ikke for dem og vær ikke ræd for deres ansigter, thi de er en genstridig slægt [et oprørsk hus, NW]!’“ — Ezekiel 3:4-9.

13. Ville Ezekiel få sprogproblemer når han blev sendt til disse mennesker, og hvorfor behøvede han ikke at frygte for dem?

¹³ Ezekiel behøvede ikke at lære et nyt sprog for at forkynde sit budskab. Han blev ikke sendt til folkeslag hvis sprog han ikke forstod og som ikke ville forstå det hebraiske sprog han talte. Hvis det var sådanne folkeslag han blev sendt til ville de høre på ham, ligesom assyrerne i Nineve havde hørt på den hebraiske profet Jonas og omvendt sig og var blevet skånet over to hundrede år tidligere, omkring år 844 f.v.t. (Jonas 3:1 til 4:11) Ezekiel blev sendt til sine landsmænd, og han skulle tale til dem på deres hellige hebraiske sprog. Når de undlod at give agt på det han sagde til dem, ville det altså ikke være fordi de ikke forstod hvad han sagde. Jehova mindede Ezekiel om at israelitterne i deres oprørske indstilling havde hårde pander og stive hjerter. Ezekiel behøvede dog ikke at lide af menneskefrygt, der leder i snare. (Ordsprogene 29:25) Jehova ville gøre hans pande endnu hårdere end deres, ja som diamant, hårdere end flint. Hans ansigt kunne være lige så bestemt og beslutsomt som deres.

14. Hvem blev den salvede rest af Jehovas vidner sendt til efter den første verdenskrig?

¹⁴ Efter at den første verdenskrig var endt i 1918 blev den genoplivede rest af Jehovas salvede vidner sendt, ikke til hedningerne, der havde deres eget religiøse sprog, men til kristenheden der benyttede det kristne religiøse sprog. De havde gode muligheder for at forkynde Guds rige i kristenheden. Hvorfor?

15. På grund af hvad havde den salvede rest af Jehovas vidner gode muligheder for at forkynde Riget i kristenheden fra og med 1919?

¹⁵ Fordi de lod Watch Tower Bible & Tract Society tilrettelægge deres virksomhed og forsyne dem med religiøse publikationer, og allerede i 1919 havde dette selskab afdelingskontorer i Storbritannien, på det europæiske kontinent, i Australien, Sydafrika og Nordamerika. Folkene i disse områder inden for kristenheden havde Bibelen på de forskellige sprog, ligesom Jehovas vidner havde. Selv om disse menneskers hænder dryppede af blod fra den første verdenskrig, gjorde de stadig krav på at være kristne. De hævdede at tro på Gud Fader, hans søn Jesus Kristus, den hellige ånd og den kristne kirke. Nutidens Ezekiel-skare kunne altså tale disse navnkristnes religiøse sprog, og de skulle på deres side være i stand til at forstå Ezekiel-skarens bibelske sprog.

16, 17. Regnede Jehovas vidner med at omvende kristenheden, og hvilke ord af Jesus om folk som tilhørte en anden race og talte et andet sprog, huskede de på?

¹⁶ Den salvede rest af Jehovas vidner regnede ikke med at kunne omvende kristenheden fra dens vildfarne vej, lige så lidt som Ezekiel havde fået håb om at kunne omvende Israels oprørske hus. Kristenheden repræsenterede det forudsagte frafald fra eller oprør imod den rene tilbedelse, et oprør der tog form efter Jesu Kristi tolv apostles død henimod slutningen af det første århundrede. (2 Tessaloniker 2:3-12) Ligesom fortidens Israel var kristenheden altså „et oprørsk hus“. Det overraskede ikke medlemmerne af den salvede rest at kristenheden var uvillig til at lytte, for de huskede nogle ord af Jesus som svarede til Jehovas ord til Ezekiel. Det var det Jesus havde sagt til nogle israelitiske byer som han havde vidnet i:

¹⁷ „Ve dig, Korazin! ve dig, Betsajda! thi hvis de kraftige gerninger, som er sket i jer, var sket i Tyrus og Zidon, så havde de for længe siden omvendt sig i sæk og aske. Men jeg siger jer: Det skal gå Tyrus og Zidon tåleligere på dommens dag end jer. Og du, Kapernaum! Mon du skal ophøjes indtil Himmelen? Til Dødsriget skal du fare ned! thi hvis de kraftige gerninger, som er sket i dig, var sket i Sodoma, da var den blevet stående til den dag i dag. Men jeg siger jer: Det skal gå Sodomas land tåleligere på dommens dag end dig.“ — Mattæus 11:20-24.

18. Hvad sagde Jesus også om mænd fra Nineve og om dronningen fra Syden med hensyn til dommens dag?

¹⁸ Jesus sagde også til sin tids ’onde og utro slægt’: „Mænd fra Nineve skal stå op ved dommen sammen med denne slægt og bringe fordømmelse over den; thi de omvendte sig ved Jonas’ prædiken; og se, her er mere end Jonas. Dronningen fra Syden skal ved dommen rejse sig sammen med denne slægt og bringe fordømmelse over den; thi hun kom fra jordens fjerneste egne for at høre Salomons visdom; og se, her er mere end Salomon.“ — Mattæus 12:39-42.

19. Hvilken anklage udsatte Jehova sig ikke for, og hvem sendte han den salvede rest til, i lighed med dem Ezekiel blev sendt til, og hvad skulle „resten“ sige?

¹⁹ Jehova ønskede ikke at udsætte sig for den anklage at han ikke havde advaret det folk der undlod at give agt på hans betimelige budskab. Derfor sagde han videre til Ezekiel: „Menneskesøn, alle mine ord, som jeg taler til dig, skal du optage i dit hjerte og høre med dine ører; og gå så hen til dine landflygtige landsmænd og tal til dem og sig: Så siger den Herre [Jehova]! — hvad enten de så hører eller ej!“ (Ezekiel 3:10, 11) Medlemmerne af den salvede rest som havde overlevet den første verdenskrig og som var godt kendt med Ezekiels profetiske bog, blev mindet om at de skulle optage Guds ord i deres hjerte. De skulle derpå gå hen til nutidens „landflygtige“, altså til folk i kristenheden, som er blevet ført i fangenskab og landflygtighed af det store Babylon, den falske babyloniske religions verdensimperium. Til disse måtte den salvede rest sige hvad Jehova i sit skrevne ord havde pålagt den at sige, uanset om disse mennesker lyttede eller ej. Ved at gøre dette ville den salvede rest vise at den var trofast mod sin Gud.

20. Hvor førte ånden fra Jehova Ezekiel hen, og med hvilke følelser vandrede han?

²⁰ Tiden var nu inde til handling. Ezekiel opholdt sig stadig i nærheden af Jehovas vogn og de fire keruber som han så i synet. Nu begyndte den guddommelige ånd som var i himmelvognens hjul og som fik dem til at bevæge sig i den rigtige retning, at bevæge Ezekiel. Han skriver: „Og en ånd gav sig til at bære mig af sted, og jeg begyndte at høre lyden af en kraftig brusen bag mig: ’Velsignet være Jehovas herlighed fra hans sted.’ Og der var lyden af de levende skabningers vinger der rørte hinanden, og lyden af hjulene tæt ved dem, og lyden af en kraftig brusen. Og Ånden løftede mig og førte mig bort, og jeg vandrede bitter og gram i hu, idet [Jehovas] hånd var over mig med vælde. Så kom jeg til de landflygtige i Tel-Abib, de, som boede ved floden Kebar, og der sad jeg syv dage iblandt dem og stirrede hen for mig“. (Ezekiel 3:12-15, versene 12, 13 efter NW) Med uimodståelig magt blev Ezekiel således ført til sit bestemmelsessted.

21. Fra hvilket sted bør „Jehovas herlighed“ velsignes, i harmoni med de afskedsord Ezekiel hørte?

²¹ De afskedsord Ezekiel havde hørt, „velsignet være Jehovas herlighed fra hans sted“, blev uden tvivl udtalt af de fire keruber eller levende skabninger der ledsagede himmelvognen. Af navn var templet i det fjerne Jerusalem „hans sted“ eller Jehovas sted, men hans herlighed blev ikke længere velsignet fra denne besmittede religiøse bygning. Jehovas sted er hos hans folk, de mennesker han bemyndiger til at tjene sig, som for eksempel Ezekiel, og fra dem bør velsignelse af „Jehovas herlighed“ stige op. Det skulle gælde Ezekiel, og det skulle også gælde hans modbillede i vor tid, den salvede rest af Jehovas vidner fra og med 1919.

„BITTER OG GRAM I HU“

22. I hvilken forstand vandrede Ezekiel „bitter og gram i hu“, og hvorfor sad han og ’stirrede hen for sig’ i syv dage?

²² Den beskrevne bogrulle fra Jehova som Ezekiel havde spist og som smagte sødt som honning i hans mund, havde en anden virkning i hans indre, idet den fremkaldte bitterhed og gjorde ham „gram i hu“ på grund af den „klage, suk og ve“ der stod at læse på bogrullen. At Ezekiel „vandrede bitter og gram i hu“ betød derfor ikke at han gik til sin vanskelige opgave under protest og mod sin vilje. Jehovas „hånd“, hans kraft bragt i anvendelse, var over Ezekiel med vælde, og den styrkede ham så han i sin tjeneste kunne udtrykke ånden i det der stod skrevet på bogrullen som han havde spist. Han måtte selv komme i den stemning der prægede Guds vredesbudskab for at kunne forkynde det på rette måde, med nidkærhed. Det var et lammende budskab Ezekiel skulle overbringe disse landflygtige jøder ved floden Kebar. Det var et budskab der virkede fuldstændig bedøvende på grund af de chokerende ting det indeholdt. Derfor måtte han have tid til at fordøje det, til at tilegne sig det. I syv dage, en fuldstændig tidsperiode, sad han og ’stirrede hen for sig’ blandt de landflygtige jøder i Tel-Abib, uden at røre sig, som en der er fortumlet.

23, 24. Hvad var det der gjorde den salvede rest af Jehovas vidner „bitter og gram i hu“, og hvordan skildres det i Åbenbaringen 11:11-14 at der kom ånd i dem fra Gud som vakte dem til live?

²³ Med hensyn til nutiden, så havde den salvede rest af Jehovas kristne vidner lidt megen forfølgelse fra kristenhedens side under den første verdenskrig, men det var ikke det der fyldte de salvede vidner med bitterhed, med en hævnens ånd. Det var Jehovas vredesbudskab mod den frafaldne, hykleriske kristenhed der fik dem til at gå i gang med deres opgave efter krigen med bitterhed. Jehovas hånd var over dem med vælde og drev dem til deres tildelte hverv. Det var hans ånd der vakte dem til live igen i 1919 så de kunne gå i gang med deres offentlige virksomhed efter krigen, især i kristenheden. Det skete nøjagtig som det profetisk var blevet skildret i Åbenbaringen 11:11-14, hvor vi læser om „Guds to vidner“ hvis offentlige forkyndelse var blevet dræbt af kristenheden under den første verdenskrig:

²⁴ „Men efter de tre og en halv dags forløb [hvor de havde ligget døde på ’gaden’ i kristenheden] kom der livsånde fra Gud ind i dem; og de rejste sig op på deres fødder, og stor frygt greb dem, der så dem. Og de hørte en høj røst fra Himmelen sige til dem: ’Kom herop!’ Og de steg op til Himmelen i skyen, mens deres fjender så efter dem. Og i samme stund kom der et stort jordskælv, og en tiendedel af staden styrtede sammen, og syv tusinde personer blev dræbt ved jordskælvet; og de andre blev forfærdede og gav Himmelens Gud ære. Det andet ve er omme, se, det tredje ve kommer snart.“

25. På hvilken måde sad den salvede rest faktisk og ’stirrede frem for sig’ ved begyndelsen af efterkrigstiden, og hvad blev bladet The Golden Age begyndelsen til med hensyn til kristenheden?

²⁵ Ligesom i tilfældet med Ezekiel, der sad og ’stirrede hen for sig’ blandt de landflygtige i Tel-Abib ved floden Kebar, tog det nogen tid for den genoplivede rest af Jehovas vidner at indstille sig på det ærefrygtindgydende arbejde der skulle udføres i efterkrigstiden. Dets styrende råd på hovedkontoret for Watch Tower Bible & Tract Society i Brooklyn, New York, besluttede at udgive et nyt blad der især skulle afsløre den ukristne hærgen som kristenheden havde udsat Jehovas folk for under den første verdenskrig. Formålet med dette nye blad, The Golden Age (Den gyldne Tidsalder), hvis første nummer udkom den 1. oktober 1919, blev behandlet i en særlig udgave, nr. 27, der blev udsendt den 29. september 1920. Den ledende artikel, „’Folkene ængstes’: Årsag, Advarsel, Hjælpemidlet“, fyldte alle bladets toogtredive sider. Fire millioner eksemplarer af denne særlige udgave blev trykt og uddelt gratis til folk i kristenheden. Men det var kun begyndelsen til dette blads afsløringer af de skamløse ugerninger som kristenheden har øvet i strid med Guds skrevne ord, Bibelen.

26. Sammen med hvilket blad blev The Golden Age benyttet til at afsløre kristenhedens ugudelighed, og hvilke anklager mod kristenheden blev offentliggjort i bladets udgave for den 24. september 1924?

²⁶ Især fra da af blev The Golden Age sammen med søsterbladet The Watch Tower (Vagttaarnet) brugt til at afsløre kristenhedens ugudelighed og pege frem til dens ødelæggelse. For eksempel berettede The Golden Age sammen med The Watch Tower om det internationale stævne som den salvede rest af Jehovas vidner holdt i Columbus, Ohio, U.S.A., fra den 20. til den 27. juli 1924. I udgaven af The Golden Age for den 24. september 1924 var der således gengivet et berømt dokument der i forbindelse med det internationale stævne mødte opmærksomhed i hele verden, samt et offentligt foredrag som støttede dokumentets indhold. Dette dokument var en resolution med titlen „ANKLAGE“ som blev vedtaget fredag eftermiddag den 25. juli. For at hjælpe os til at forstå hvordan denne resolution viste at kristenheden er et hyklerisk og frafaldent religiøst system, citerer vi her nogle afsnit fra den:

Vi internationale Bibelstudenter, forsamlede til Konvent, afgiver Erklæring om vor ubetingede Troskab mod Kristus, som nu er nærværende for at oprette sit Rige, saavel som om vor Troskab mod dette Rige.

Vi tror, at ethvert indviet Guds Barn er et Kristi Sendebud og er forpligtet til at afgive et trofast og sandt Vidnesbyrd om hans Rige. Som Kristi Sendebud og uden at paatage os nogen Selvretfærdighed tror og hævder vi, at Gud har givet os den Opgave „at udraabe en Hævnens Dag fra vor Gud og at trøste alle sørgende“. — Esajas 6:1, 2.

. . .

Vi fremfører den Anklage, at Satan har dannet en Sammensværgelse i den Hensigt at holde Folkene i Uvidenhed med Hensyn til Guds Planer om at velsigne dem med Liv, Frihed og Lykke, og at andre, nemlig utro Prædikanter, hensynsløse Udbyttere og samvittighedsløse Politikere har sluttet sig til denne Sammensværgelse enten frivilligt eller ufrivilligt.

De utro Prædikanter har sluttet sig sammen i gejstlige Systemer, bestaaende af Konciler, Synoder, Kirkeraad, Foreninger o.s.v. og har i Forbindelse med disse antaget Titler som Paver, Kardinaler, Biskopper, theologiske Doktorer, Pastorer, Hyrder o.s.v. og har udvalgt sig selv til saadanne Embeder; alle disse kaldes her under eet for „Gejstligheden“. De har med Vilje gjort kommercielle Kæmper og professionelle Politikere til deres Hjordes Ypperste.

. . .

27. Hvad hed det offentlige foredrag som underbyggede resolutionen „Anklage“, og hvordan blev det omtalt dagen efter?

²⁷ Det offentlige foredrag som underbyggede denne „Anklage“ hed „Civilisationen er dødsdømt“, og det blev holdt den følgende søndag på Ohio Statsuniversitets Stadion for en synlig tilhørerskare som blev anslået til 35.000. Taleren, den daværende præsident for Watch Tower Bible & Tract Society, citerede udtalelser af syv fremtrædende mænd som var klar over den katastrofe som truede, og behandlede derpå i detaljer „Aarsagen til Kristenhedens Ulykke“. Hvordan oplysningerne blev modtaget beretter The Golden Age på side 813, spalte to: „Foredraget blev paahørt med overordentlig stor Opmærksomhed; og skønt det var en udpræget Blottelse af Kristenhedens Vildfarelser, blev det modtaget med Begejstring og Bifald af den store Tilhørerskare. Dagen efter gengav The Ohio State Journal hele Foredraget.“a

28. Hvordan blev denne „Anklage“ vedtaget ved dette offentlige møde, i hvor stor udstrækning blev den senere uddelt i trykt form, og hvordan handlede den salvede rest i denne forbindelse ligesom Ezekiel?

²⁸ Efter det offentlige foredrag blev ’anklagen’, som allerede var vedtaget af stævnedeltagerne, læst op for tilhørerne og blev enstemmigt vedtaget af denne offentlige forsamling, idet alle rejste sig for at tilkendegive deres tilslutning. For at informere og advare så mange mennesker i kristenheden som muligt, begyndte man oktober samme år at uddele denne resolution gratis i traktatform, og til sidst var der trykt over 50.000.000 eksemplarer af den på engelsk og andre sprog. Man må i sandhed sige at den profetgerning som Ezekiels opgave i fortiden var et billede på, er blevet udført af hans nutidige modstykke i forkyndelsen for det modbilledlige oprørske „Israels hus“.

HVORDAN MAN REDDER SIN SJÆL SOM VÆGTER

29-31. Hvad fik Ezekiel at vide om sit ansvar som vægter for at advare de gudløse og de retfærdige?

²⁹ Fortidens Ezekiel ventede uden tvivl på yderligere instruktioner fra Jehova efter at han var kommet til Tel-Abib. Det fik han også. Han fortæller selv: „Syv dage senere kom [Jehovas] ord til mig således:

³⁰ Menneskesøn! Jeg sætter dig til vægter for Israels hus; hører du et ord af min mund, skal du advare dem fra mig. Når jeg siger til den gudløse: ’Du skal visselig dø!’ og du ikke advarer ham eller for at bevare hans liv taler til ham om at omvende sig fra sin gudløse vej, så skal samme gudløse dø for sin misgerning, men hans blod vil jeg kræve af din hånd. Advarer du derimod den gudløse, og han ikke omvender sig fra sin gudløshed og sin vej, så skal samme gudløse dø for sin misgerning, men du har reddet din sjæl.

³¹ Og når en retfærdig vender sig fra sin retfærdighed og gør uret, og jeg lægger anstød for ham, så han dør, og du ikke har advaret ham, så dør han for sin synd, og den retfærdighed, han har øvet, skal ikke tilregnes ham, men hans blod vil jeg kræve af din hånd. Har du derimod advaret den retfærdige mod at synde, og han ikke synder, så skal samme retfærdige leve, fordi han lod sig advare, og du har reddet din sjæl.“ — Ezekiel 3:16-21.

32. Skulle Ezekiel opholde sig som vægter i et bogstaveligt vagttårn, eller hvad skulle han gøre? Hvilken pagt som skulle overholdes, havde dette forbindelse med?

³² Som nyudnævnt vægter for Israels hus skulle Ezekiel ikke gå op i et bogstaveligt vagttårn og holde udkig efter farer som truede. Nej, han skulle holde øje med om israelitterne opfyldte deres forpligtelser over for deres Gud. Vi må huske at israelitterne mange år tidligere, i 1513 f.v.t., havde indgået en national overenskomst eller pagt med Jehova gennem hans mellemmand Moses, og at de i forbindelse med dyreofringer højtideligt var gået ind på at holde de ti bud og alle de love Jehova havde givet i tilknytning til dem. (2 Mosebog 19:3 til 24:8) På Ezekiels tid var denne pagt ikke blevet udskiftet med en ny pagt; i Jehovas øjne var de stadig bundet af den pagt der var sluttet ved Sinaj bjerg med Moses som mellemmand. Profeten Ezekiel blev sat til at våge og til at advare dem der overtrådte denne pagts lov om de konsekvenser det ville få. Ligesom en soldat der står vagt om natten ville blive dømt til døden hvis han faldt i søvn og undlod at våge over sine sovende kammerater, sådan ville Ezekiel miste livet hvis han undlod at lade advarselen fra Jehova lyde.

33. Hvordan ville Jehova sige: „Du skal visselig dø!“ til dem der brød Lovpagten? Hvordan ville de dø?

³³ Især med de forbandelser der er fremsat i Lovpagten ville Jehova sige til den onde pagtsbryder: „Du skal visselig dø!“ Denne udtalelse hentydede ikke til en naturlig død, en død som også ikke-jøder er underlagt fordi de stammer fra vor første jordiske fader, den syndige Adam; nej, der hentydes til at overtræderens liv afkortes ved hjælp af de henrettelsesmidler som Jehova vil benytte.

34. Hvilke muligheder for at bevare livet blev fremholdt for henholdsvis de gudløse og de retfærdige, og hvorfor havde Israel dengang stort behov for en vægter?

³⁴ Den onde eller gudløse kunne altså redde sit liv fra en sådan henrettelse ved at vende sig fuldstændig bort fra sin onde livsførelse. Den retfærdige kunne bevare livet ved fortsat at holde sig til Jehovas retfærdige lov, som var en del af hans pagt. Hvis en retfærdig israelit vendte sig til onde handlinger ville alle de retfærdige gerninger han tidligere havde øvet, ikke gavne ham; det var den ondskab han til sidst havde øvet der ville være afgørende, og på grund af den måtte han lide døden ved henrettelse. Var der nu behov for at Jehova oprejste en vægter? Ja! Jerusalem og Judas land var allerede langt inde i „endens tid“. Det gjaldt indbyggernes liv.

35. På hvilken måde var både Jehova og Ezekiel berørt af den fare der truede israelitterne, og hvad var det klogeste og fornuftigste Ezekiel kunne gøre?

³⁵ Og selv om Ezekiel var langt borte fra skuepladsen for den kommende ødelæggelse, idet han var landflygtig i landet Babylon, stod hans eget liv på spil. Hvorfor det? Fordi han kunne holdes ansvarlig for de stakkels ofres død, eftersom Jehova havde udnævnt ham til vægter for dem. Derfor havde Ezekiel al mulig grund til at være interesseret i at røgte sin opgave og at viderebringe den advarsel han havde fået besked på at give dem der var i livsfare. Ezekiels Gud berørtes også af dette, for han kunne anklages for ikke at have givet sit pagtsfolk en tilbørlig advarsel hvis Ezekiel, der talte i Jehovas navn, svigtede sin opgave. Ezekiel måtte vogte sig for at bringe skændsel over sin Guds navn. Det klogeste og fornuftigste han kunne gøre var at redde sin egen sjæl ved lydigt at advare de israelitiske sjæle der var truet af døden. Jehova havde givet folk en mulighed for at undslippe, og det var Ezekiels pligt at henlede deres opmærksomhed på den.

36. Hvorfor bør de der tilhører den salvede rest, trods deres håb om guddommelig beskyttelse, ikke være ligeglade med dem der befinder sig i kristenheden, og heller ikke med om der kan rettes anklager mod Jehova?

³⁶ Er det en pligt af ringere betydning Jehova har pålagt nutidens rest af salvede vidner som vægter for kristenheden, der nu befinder sig i sin „endens tid“? Nej! På grundlag af Bibelens tidsplan ved de salvede vidner hvor menneskehedens verden befinder sig på tidens strøm. På grundlag af de bibelprofetier som er blevet opfyldt siden 1914 ved de at Jehovas ’himmelvogn’ er på vej mod fuldbyrdelsen af hans retskendelser mod det modbilledlige utro Jerusalem og Juda. Selv om de venter at nyde Guds beskyttelse under kristenhedens kommende ødelæggelse, kan de ikke være ligeglade med de mennesker som religiøst er knyttet til kristenheden. De ved at disse menneskers sjæle eller liv er i fare for at blive udslettet. De må advares og ledes ind på Guds retfærdsvej så de kan undgå at blive tilintetgjort sammen med de bevidst onde. Jehova vil kræve den salvede rest til ansvar for unødige tab af menneskeliv på grund af forsømmelighed fra hans udnævnte vægterskares side. Han må ikke kunne udsættes for den anklage at han ikke barmhjertigt har ladet advarselen lyde på forhånd.

HIMMELVOGNEN FØLGER PROFETEN

37, 38. Hvem fik Ezekiel derpå kraft af, hvorfor fik han denne kraft, og hvad gjorde han, som befalet?

³⁷ Der var ingen tid at spilde! Inden for synsvidde af de „øjne“ der fyldte fælgene på hjulene på Jehovas himmelvogn, og inden for hørevidde af de fire keruber eller „levende skabninger“ der ledsagede disse hjul, fik Ezekiel nu befaling til at gå ud og varetage sine pligter. Af den der er højere end alle andre, ja af Jehova, der troner øverst oppe over hele sin hellige himmelske organisation som kørte han med en vogn, fik Ezekiel nu kraft til at udføre sin modige tjeneste som vægter. I Ezekiel 3:22, 23 fortæller den nyudnævnte profet i Tel-Abib:

³⁸ „Siden kom [Jehovas] hånd over mig der, og han sagde til mig: ’Stå op og gå ud i dalen, der vil jeg tale med dig!’ Så stod jeg op og gik ud i dalen, og se, der stod [Jehovas] herlighed, som jeg havde set den ved floden Kebar. Da faldt jeg på mit ansigt.“

39. Hvad blev Ezekiel forsikret om med hensyn til den guddommelige organisation, og hvad skulle han ikke vente i forbindelse med sin opgave hos israelitterne?

³⁹ Jehovas vognlignende organisation havde altså fulgt Ezekiel til dette nye sted. Det må have forsikret ham om at den guddommelige organisation ville være med ham i hans tjeneste, og det næste der skete viser at det netop var tilfældet. Nu skulle han ikke længere blot ligge og være fyldt med ærefrygt på grund af „[Jehovas] herlighed“ som han så i synet. Han var klar over hvilken herlig kilde hans udnævnelse stammede fra, og derfor måtte han op og af sted. Men først et advarende ord. Han skulle ikke vente at han kunne udføre sin tjeneste uden at møde modstand og uden at nogle ville forsøge at hindre ham. Ezekiel fortæller hvordan Gud advarede ham om dette:

40. Hvilke begrænsninger af sin tale- og handlefrihed kunne Ezekiel vente?

⁴⁰ „Men Ånden kom i mig og rejste mig på mine fødder. Så talede han til mig og sagde: Gå hjem og luk dig inde i dit hus! Og du, menneskesøn, se, man skal lægge bånd på dig og binde dig, så du ikke kan gå ud iblandt dem; og din tunge lader jeg hænge ved ganen, så du bliver stum og ikke kan være dem en revser; thi de er en genstridig slægt [et oprørsk hus, NW]. Men når jeg taler til dig, vil jeg åbne din mund, og du skal sige til dem: Så siger den Herre [Jehova] [den suveræne Herre Jehova, NW]! Så får den, der vil høre, høre, og den, der ikke vil, får lade være; thi de er en genstridig slægt.“ — Ezekiel 3:24-27.

BUDSKABET FORKYNDES TRODS MODSTAND

41. Hvem var det der ville prøve at hindre Ezekiel i at tale som revser, og hvordan ville hans mund enten blive åbnet eller hans tunge komme til at hænge ved ganen på ham?

⁴¹ Det var ikke babylonierne, det folk der havde taget israelitterne til fange, der ville lægge bånd på Ezekiel og binde ham. Det var israelitterne selv, Ezekiels eget folk. De ville forsøge at lægge hindringer i vejen for ham så han ikke kunne forlade sit hus og gå ud iblandt dem for at forkynde hvad den suveræne Herre Jehova havde sagt. Alt dette ville de gøre fordi de var oprørske og genstridige. De ønskede ikke at Ezekiel skulle revse dem. Ezekiel måtte imidlertid stole på inspirationen fra Gud. Når Jehova ikke havde noget budskab han skulle forkynde, da ville Han, hvad dette angik, så at sige lade hans tunge hænge ved ganen så han blev stum. Men når Jehova havde et budskab Ezekiel skulle forkynde, ville Han tale med ham og åbne hans mund så han kunne forkynde det, uden hensyn til hvad de oprørske israelitter gjorde.

42. På grund af hvilket studium blev de der tilhører nutidens Ezekiel-skare ikke overraskede over den behandling kristenheden udsatte dem for, og hvad fik de større værdsættelse af, noget som styrkede dem til at udføre deres gerning og bevare det rette standpunkt?

⁴² Her i „endens tid“, over to tusind fem hundrede år senere, har kristenheden behandlet den salvede rest af Jehovas tjenere på samme måde som de oprørske israelitter behandlede Ezekiel. Medlemmerne af nutidens Ezekiel-skare har dog ikke været uden forudgående advarsel om dette. Ud fra deres tidligere studium af Ezekiels profeti vidste de hvad de kunne vente af kristenheden. I overensstemmelse med profetien prøvede kristenheden på at lægge bånd på dem, sådan som det fremgår af det der skete i efterkrigsårene, ja helt frem til og under den anden verdenskrig. Dette kom ikke som nogen overraskelse for dem der udgjorde den modige Ezekiel-skare. Deres øjne blev i åndelig forstand åbnet så de opfattede Jehovas vognlignende organisation, hans universelle himmelske organisation, og de fik dyb værdsættelse af den. Dette styrkede dem til at tage fat. De indså at der kun fandtes to store organisationer, Jehovas og Satan Djævelens. De valgte at stille sig til rådighed for Jehovas organisation og at tjene den. De satte deres lid, ikke til guddommelig inspiration, men til at Jehovas hellige ånd ville hjælpe dem når de forkyndte hans budskab.

43. Hvilke ord af Jesus, som findes i Markus 13:10-13, stolede Ezekiel-skaren på?

⁴³ De stolede på det Jesus havde sagt til sine disciple i profetien om „verdens ende“ eller „afslutningen på tingenes ordning“ (NW), nemlig: „Og evangeliet skal først prædikes for alle folkeslagene. Når man fører jer hen og stiller jer for retten, skal I ikke forud bekymre jer for, hvad I skal tale; men tal sådan, som det bliver jer indgivet i den samme stund, thi det er ikke jer, som taler, men Helligånden. Og broder skal overgive broder til døden, og fader sit barn; og børn skal sætte sig op imod forældre og slå dem ihjel. Og I skal blive hadet af alle for mit navns skyld; men den, som holder ud indtil enden, han skal frelses.“ — Markus 13:10-13; Mattæus 24:3-14.

44. Trods hvilke diktaturer i kristenheden har de der tilhører Ezekiel-skaren vist udholdenhed, og hvad er motivet bag deres faste beslutning om at holde ud indtil afslutningen på kristenheden?

⁴⁴ Nu befinder vi os i 1970erne, og til trods for alt hvad kristenheden har forsøgt mod den salvede rest ved hjælp af sit præsteskab og diktatorer som Benito Mussolini, Adolf Hitler og Josef Stalin, har disse tjenere for Jehova holdt ud lige til den dag i dag som vægter for kristenheden. De er fast besluttede på at holde ud til afslutningen på deres jordiske tjeneste; og det vil også blive indtil afslutningen på kristenheden og afslutningen på den nuværende tingenes ordning, som kristenheden er en fremtrædende del af. De ønsker ikke at Jehova skal holde dem ansvarlige for de utallige menneskeliv der går tabt når kristenheden og dens tilhængere tilintetgøres. De har til hensigt at bevise at de er en trofast og lydig vægterskare. Det er hvad de har i sinde, ikke blot for at redde deres egen sjæl, men for at Jehova kan blive kendt retfærdig fordi han ved hjælp af dem har givet kristenheden en tilbørlig og fuldt ud tilstrækkelig advarsel. Fortidens Ezekiels trofaste eksempel som vægter er en forsikring om at Jehova på samme måde vil have en trofast vægterskare nu, indtil hans forudsagte dom eksekveres over kristenheden.

[Fodnote]