Tyrus’ endeligt — en tilfældig hændelse?

HAR du nogen sinde hørt om Sur? Det er en forholdsvis ukendt havneby i Libanon med omkring 20.000 indbyggere, der hovedsagelig lever af at fiske eller bygge småbåde. Sur og de nærliggende ruiner minder ikke meget om den herlighed som i tidligere tider omgav byen, men her er altså resterne af det der engang var byen Tyrus.

Allerede i det 11. århundrede f.v.t., mens de judæiske konger David og Salomon herskede, var Tyrus den vigtigste havneby i Fønikien. (Jævnfør Første Kongebog 9:11, 26-28.) Dens flåde sejlede i fast rutefart på Middelhavet og kom så langt som til Spanien. Tyrus tjente sig rig på handel, blandt andet slavehandel.

Men hvorfor ophørte Tyrus med at være en vigtig by? Skyldtes det tilfældige omstændigheder?

Vi har et tydeligt vidnesbyrd om at Tyrus’ endeligt ikke indtraf ved et tilfælde. De hebraiske profeter havde forudsagt det århundreder før. Men hvorfor skulle byen gå til grunde? Fordi tyrierne, der på et tidspunkt holdt sig gode venner med Judas konger, senere forrådte deres venner og solgte dem som slaver.

Et par af de profetiske kundgørelser mod Tyrus lød: „Hastigt og brat lader jeg [Jehova] gengældelse komme over eders hoved, I, som . . . solgte judæernes og Jerusalems borgere til grækerne.“ (Joel 3:9-11) „Så siger [Jehova]: For tre overtrædelser af Tyrus, ja fire, jeg går ikke fra det: de solgte hele bortførte byer til Edom uden at ænse broderpagt — så sender jeg ild mod Tyrus’ mur, den skal æde dets borge.“ — Amos 1:9, 10.

En så forræderisk handling kunne den suveræne Herre Jehova Gud ikke lade gå upåagtet hen i det uendelige. De historiske kendsgerninger fastslår ubestrideligt at profetierne om Tyrus blev opfyldt, om end ikke på én gang.

Nebukadnezar belejrer byen

Det første store slag blev rettet mod Tyrus da den babyloniske kong Nebukadnezar drog imod byen i det sjette århundrede f.v.t. Tyrus’ belejring stod på i 13 år ifølge den jødiske historieskriver Josefus fra det første århundrede. (Mod Apion, I, 21) Det må have kostet umådelige ofre i menneskeliv og materiel.

Det var også en hård belastning for Nebukadnezars soldater. ’Hvert hoved blev skaldet’ fordi hjelmen gnavede, og ’hver skulder blev flået’ fordi det var strengt at bære materialer til opførelse af belejringstårne. Alligevel faldt alle Tyrus’ rigdomme ikke i belejrernes hænder. Profeten Ezekiel, der levede samtidig med Nebukadnezar, skrev: „Hverken han [Nebukadnezar] eller hæren fik løn af Tyrus for det arbejde, han udførte imod det.“ (Ez. 29:18) Hvordan kan det være?

Byen Tyrus var bygget dels på fastlandet, dels på en ø 800 meter fra kysten. Det ser ud til at kun byen på fastlandet faldt, mens øbyen blev stående. Det forklarer hvordan Tyrus kunne komme på fode igen så hurtigt efter nederlaget. Da israelitterne kom hjem fra fangenskabet i Babylon var tyrierne allerede i stand til at levere tømmer til templets genopførelse. (Ezra 3:7) Senere drev handlende fra Tyrus en blomstrende forretning i Jerusalem. — Neh. 13:16.

Tyrus’ fuldstændige endeligt forudsagt

Jehova havde ikke desto mindre talt imod Tyrus, og et fuldstændigt endeligt ventede byen.

De hebraiske profeter Zakarias og Ezekiel forkyndte: „[Jehova] vil tage det [Tyrus] i eje og styrte dets bolværk i havet, det selv skal fortæres af ild.“ (Zak. 9:4) „Jeg [Jehova] kommer over dig, Tyrus, og fører mange folk imod dig, som når havet rejser sine bølger. De skal ødelægge Tyrus’ mure og nedbryde tårnene. Jeg fejer muldet [dens støv, NW] bort og gør Tyrus til nøgen klippe; en tørreplads for net skal det være ude i havet, så sandt jeg har talet.“ — Ez. 26:3-5.

Alexander den Store belejrer byen

I 332 f.v.t. blev disse og tidligere profetier om Tyrus opfyldt. Alexander den Store havde indledt sit erobringstogt i Mellemøsten.

Da Zidon havde overgivet sig til Alexander førte han sin hær mod Tyrus. En delegation af fremtrædende tyriere, deriblandt kong Azemilcus’ søn, drog Alexander i møde og erklærede sig villige til at bøje sig for hans krav. Alexander udtrykte ønske om at få adgang til byen så han kunne bringe et offer til Herakles (ikke Herkules, den mægtige helt i græsk mytologi, men guden Melkart eller Ba’al). Delegationen underrettede tyrierne om Alexanders svar, men de nægtede på det bestemteste at opfylde hans ønske.

Da der endnu var tvivl om udfaldet af Alexanders strid med den persiske kong Darius, mente tyrierne at det tjente deres interesser bedst at nægte enhver makedonier såvel som perser adgang til byen.a Deres afgørelse fik Alexander til at handle uden tøven.

Henvendt til sine mænd sagde han: „Kære Venner og Medkæmpere! Ikke alene ser jeg, at vort paatænkte Tog til Ægypten vil være farefuldt for os, saa længe Perserne har Herredømmet paa Havet; men at forfølge Dareios, mens vi efterlader i Ryggen paa os baade selve Tyriernes By, som stiller sig tvetydigt, og Ægypten og Kypros, som er i Persernes Besiddelse, heller ikke dette anser jeg for raadeligt, saavel i andre Henseender som særligt naar jeg tænker paa Forholdene i Hellas; . . . Hvis vi derimod erobrer Tyros, vil vi vel baade faa hele Foinikien i vor Magt, og den Flaade, som er den største og stærkeste Del af den persiske Sømagt, nemlig Foinikernes, vil da efter al Rimelighed gaa over paa vor Side.“ — Arrianos: Alexandros’ Bedrifter, s. 119, oversat til dansk af professor dr. phil. M. Cl. Gertz, 1913.

Alexanders officerer var overbevist, og Tyrus blev belejret. Det første man gjorde viste sig at stemme overens med hvad bibelprofetien havde sagt. Ezekiel havde skrevet: „Jeg fejer muldet [dens støv, NW] bort og gør Tyrus til nøgen klippe.“ (Ez. 26:4) Alexander besluttede at anlægge en dæmning ud til øbyen, og som materiale brugte han stenene og murbrokkerne fra den gamle by på fastlandet.

Mens arbejdet med dæmningen stod på, satte tyrierne ind med deres skibe og gjorde alt hvad de kunne for at hindre projektets gennemførelse. Som modtræk rejste Alexander to tårne yderst på dæmningen, men dem havde tyrierne held til at sætte i brand. Nu gav Alexander ordre til at gøre dæmningen bredere så der blev plads til flere tårne. Han gik også i gang med at samle en mægtig flåde fra Zidon, Rhodos, Mallus, Lykien og Makedonien; med den afskar han Tyrus enhver direkte forbindelse til havet.

Med anlæggelsen af dæmningen blev profetien opfyldt, men det var flåden der udvirkede Tyrus’ fald efter syv måneders belejring. Ifølge Arrianos mistede 8000 livet under belejringen, og 30.000 blev solgt som slaver.

Man kan afgjort ikke sige at Tyrus’ fald skyldtes et tilfælde. Det indtraf i overensstemmelse med Jehova Guds udtrykkelige hensigt og på grund af Tyrus’ egen onde adfærd. Med rette kunne Jehova, al sand profetis Gud, sige: „Som regnen og sneen falder fra himlen og ikke vender tilbage, før den har kvæget jorden, gjort den frugtbar og fyldt den med spirer, givet sæd til at så og brød til at spise, så skal det gå med mit ord, det, som går ud af min mund: det skal ej vende tomt tilbage, men udføre, hvad mig behager, og fuldbyrde hvervet, jeg gav det.“ — Es. 55:10, 11.

Tyrus’ ødelæggelse er ikke bare en begivenhed i en svunden fortid. Den står som garanti for at enhver dom udtalt af den almægtige Gud vil blive fuldbyrdet. I sit ord har Jehova Gud afsagt kendelse om at der skal gøres ende på hele den nuværende ugudelige tingenes orden, der er lige så forræderisk som fortidens Tyrus. (2 Pet. 3:9-12) Vi vil gerne tilskynde dig til at undersøge hvad Bibelen siger om dette og om hvordan man kan undgå at blive ramt af denne ulykke, der hastigt nærmer sig.

[Fodnote]