Spørgsmål fra læserne
● Johannes 8:58 lyder ifølge King James-oversættelsen: „Jesus sagde til dem: Sandelig, sandelig siger jeg jer: Før Abraham var, er jeg.“ Men New World Translation siger: „Jesus sagde til dem: „Sandelig, sandelig siger jeg jer: Før Abraham blev til, har jeg været.““ Hvorfor benytter New World Translation „har jeg været“ i stedet for „er jeg“? — R. B., De Forenede Stater.
Det græske verbum, der her anvendes, eimiʹ, står egentlig i præsens, men under hensyn til, at det følger efter sætningen i aorist infinitiv, som refererer til en tid før Abraham, må det græske verbum eimiʹ betragtes som en historisk præsens. Vedrørende historisk præsens siger Hadley og Allens græske grammatik i afsnit 828: „HISTORISK PRÆSENS. — I levende fortælleform udtrykkes en fortidig begivenhed ofte i præsens: . . . I denne anvendelse benyttes præsensformer og fortidsformer i flæng . . .“
A Grammar of the Greek New Testament in the Light of Historical Research af A. T. Robertson siger under afsnittet om historisk præsens, siderne 866-869: „Denne levende udtryksmåde er almindelig anvendt på alle sprog, i særdeleshed i talesproget. . . . den er langt hyppigere på græsk end på engelsk og er et levn fra „det stamsprog, hvori de forskellige tungemål har deres udspring“. „Den går forud for differentieringen i imperfektum og aorist.“ . . . Den er almindeligt forekommende i LXX [Septuaginta], . . . Hawkins finder, at historisk præsens forekommer 337 gange i LXX. Josefos bruger også denne form. Eksemplerne i Det Nye Testamente er således „dramatiske“. Den historiske præsens er ikke altid aoristisk. Den kan være af fortsat varighed ligesom imperfektum. . . . Hawkins .. finder 93 eksempler på historisk præsens hos Mattæus (heraf 15 i lignelserne), men 162 hos Johannes og 151 hos Markus. Den forekommer sjældent i den øvrige del af Det Nye Testamente. Hyppigst er den hos Markus, derefter kommer Johannes og Mattæus. . . .“
Hvis man undersøger New World Translation, vil man se, at bortset fra den sidste bog i Bibelen, Åbenbaringens bog, gengives den historiske præsens ikke som sådan i oversættelsen, men er gengivet med fortid, hvor sammenhængen har krævet det. Angående eksempler på, hvor den græske tekst veksler mellem historisk præsens og fortidsformer, henviser vi til Johannes 1:29-42 og Johannes 20. Se også Markus 1:12, 13. Selv King James-oversættelsen gengiver nogle tilfælde af historisk præsens på græsk med fortid på engelsk; for eksempel Mattæus 3:1.
De bedste moderne bibeloversættere anerkender, at man med fuld ret kan gengive en græsk historisk præsens med en fortidsform, når den historiske præsens forekommer midt i en tekst, der står i fortid. Dr. James Moffatt var medlem af den komité, der udarbejdede den amerikanske Revised Standard Version, og læg mærke til, hvordan han i sin egen bibeloversættelse gengiver Johannes 8:58: „„Sandelig, sandelig siger jeg jer,“ sagde Jesus, „jeg har eksisteret, før Abraham blev født.““
Professor E. J. Goodspeed var medlem af the American Standard Bible Committee, og hans oversættelse gengiver Johannes 8:58 således: „Jesus sagde til dem: „Jeg siger jer: Jeg eksisterede, før Abraham blev født!““
Bemærk andre oversættelser:
The New Testament ved Chas. Williams: „Så sagde Jesus til dem: „Jeg forsikrer jer om, at jeg eksisterede, før Abraham blev født.““
„The Four Gospels“ According to the Sinaitic Palimpsest ved A. S. Lewis: „Han sagde til dem: Sandelig, sandelig siger jeg jer: Før Abraham var, har jeg været [I have been].“
The Twentieth Century New Testament: „„Tro mig,“ svarede Jesus, „før Abraham blev født, var jeg allerede, hvad jeg er.““
The Modern New Testament ved G. M. Lamsa: „Jesus sagde til dem: Sandelig, sandelig siger jeg jer: Før Abraham blev født, var jeg [I was].“
The Syriac New Testament ved Jas. Murdook: „Jesus sagde til dem: Sandelig, sandelig siger jeg jer, at før Abraham eksisterede, var jeg [I was].“
Das Neue Testament ved F. Pfaefflin: „Jesus: „Før der var en Abraham, var jeg der allerede [war ich schon da]!““
Das Neue Testament ved C. Stage: „Jesus sagde til dem: „Sandelig, sandelig siger jeg jer: Før Abraham blev født, var jeg [war ich].““
Nácar Colungas Nuevo Testamento (spansk): „Jesus svarede: „I sandhed, i sandhed siger jeg jer: Før Abraham blev født, var jeg [era yo].““
F. Delitzsch’s nye testamente på hebraisk har udsagnsordet i perfektum „jeg har været“ (haiithi) i stedet for i imperfektum, og det samme gælder Salkinson-Ginsburgs oversættelse.
Af ovenstående ses det, at New World Translation er konsekvent i sin gengivelse af den historiske præsens, når den gengiver Johannes 8:58 med „har jeg været“ i stedet for „er jeg“. Da Jesus her refererede til en tilværelse fra før Abraham og indtil det øjeblik, han nu talte, har New World Translation gengivet egoʹ eimiʹ med „har jeg været“ i stedet for med „var jeg“.
Når nogen fra gejstlig side prøver at stemple New World Translation som unøjagtig i sin gengivelse af Johannes 8:58, er det ikke alene denne oversættelse, men også alle ovennævnte, engelske såvel som andre, der anklages for unøjagtighed. Enhver har ret til at antage og benytte den oversættelse, han nu på grund af forkærlighed for et religiøst dogme, i dette tilfælde treenighedslæren, foretrækker, men det må samtidig indrømmes, at New World Translation hos anerkendte og fremtrædende oversættere har rigelig støtte for sin gengivelse af Johannes 8:58.
● Hvorfor udregner Jehovas vidner somme tider profetisk tid efter grundreglen „for hvert år giver jeg dig en dag“, mens de til andre tider udlægger dage som bogstavelige? — W. A., De Forenede Stater.
Selve det at reglen „for hvert år giver jeg dig en dag“, som står omtalt i Ezekiel 4:6, eksisterer, betyder ikke, at vi på må og få kan anvende denne regel i enhver forbindelse hele Bibelen igennem. Vi må ikke blande de bibelske billeder eller profetier med hinanden. Sammenhængen i hvert enkelt tilfælde vil vise, om en tidsperiode er billedlig eller bogstavelig. I Daniels bog, det fjerde kapitel, der handler om de „syv tider“ eller „syv år“, viser sammenhængen for eksempel, at i den endelige opfyldelse kunne alle de ting, der var forudsagt, ikke finde sted i løbet af 2520 bogstavelige dage. Ved slutningen af det bogstavelige tidsrum indsatte Jehova Gud ikke den, han havde udvalgt, nemlig Kristus Jesus, over menneskenes riger. Det må derfor nødvendigvis være en større målestok, der gælder. Den regel, som fremholdes i Ezekiel 4:6, giver os denne større målestok, og de 2520 dage bliver 2520 år, som udløb i 1914 e. Kr. I Åbenbaringen 11:1-4, hvor der tales om 1260 dage, er det imidlertid tydeligt, at det ikke kan være en periode på 1260 år, for det, der dér drøftes, skal alt sammen finde sted inden for det begrænsede tidsrum, som „endens tid“ er. Man må derfor opfatte dagene eller de toogfyrretyve måneder på hver 30 dage som bogstavelige dage. Se venligst bogen Lys, bind 1, siderne 191-203.