Forenede i tilbedelsen under vor hyrdekonge
„Så siger den Herre [Jehova]: Se, jeg henter israelitterne . . .; og de skal alle have en og samme konge.“ — Ezekiel 37:21, 22.
1, 2. (a) Hvad symboliserer de to stykker træ i Ezekiel 37:16? (b) Hvad skete der med disse to ’stykker træ’?
ENHED under Guds rige, siger vi. Og dette er helt i overensstemmelse med den sidste del af kapitel 37 i Ezekiels profeti. Dér, i vers 16, siger Jehova til Ezekiel at han skal tage to stykker træ. På det ene skal han skrive: „Juda og hans medbrødre blandt israelitterne!“ På det andet skal han skrive: „Josef — Efraims træ — og hans medbrødre, alt Israels hus!“ Hvad symboliserer disse to stykker træ?
2 De symboliserer de to dele af Israels rige som blev delt i Juda mod syd og Efraim mod nord. Hvert af disse riger måtte efter tur drage i landflygtighed — det nordlige rige i 740 f.v.t. og det sydlige rige i 607 f.v.t. Men i 537 f.v.t. vendte en rest af alle Israels 12 stammer tilbage til Jerusalem, for dér at genoprette den forenede tilbedelse af Jehova. Hvordan fremgår dette af Ezekiels profeti?
3. Hvad må, som skildret i Ezekiel 37:19, være fremherskende blandt Guds genrejste folk?
3 Lyt til Jehovas ord til Ezekiel, som vi læser det i vers 19:
„Sig så til dem: Så siger den Herre [Jehova]: Se, jeg tager Josefs træ, som var i Efraims hånd, og Israels stammer, hans medbrødre, og føjer dem til Judas træ og gør dem til ét stykke, og de skal blive ét i Judas [min, NW] hånd.“
Enheden skulle altså være fremherskende blandt Jehovas genrejste folk!
Forenede i tilbedelsen
4. Hvordan blev Ezekiel 37:21 opfyldt (a) i 537 f.v.t. og (b) i vor tid?
4 Guds folk skulle ikke længere være delt i to folk, hvis loyalitet var delt mellem riget mod nord og riget mod syd, men der skulle være „ét folk i landet“. I overensstemmelse med Jehovas befaling talte Ezekiel følgende trøstende ord til dem:
„Tal så til dem: Så siger den Herre [Jehova]: Se, jeg henter israelitterne fra folkene, til hvilke de vandrede hen, og samler dem alle vegne fra og bringer dem til deres land . . . og de skal alle have en og samme konge.“ (Ezekiel 37:21, 22)
På samme måde som disse ord blev opfyldt i forbindelse med Israels forenede rest da denne i 537 f.v.t. vendte tilbage fra fangenskabet, har den genrejste rest af Jehovas salvede vidner i vor tid erfaret den glæde at blive forenet i deres paradisiske land med åndelig velstand. — Se også Ezekiel 36:33-36.
5. Hvordan er Guds folk blevet renset for urenhed?
5 Samtidig er Guds folk blevet renset for al den åndelige urenhed som skyldes Satans verdensimperium af falsk religion, „Babylon den Store“. (Åbenbaringen 17:5; 18:2, 4) Deres udfrielse fra falske religiøse læresætninger og skikke er den nutidige større opfyldelse af den profeti som i mindre målestok blev opfyldt på fortidens Israel da dette blev ført tilbage fra fangenskabet i det bogstavelige Babylon:
„De skal ikke mere gøre sig urene ved deres afgudsbilleder og væmmelige guder eller alle deres overtrædelser, og jeg vil frelse dem fra alt deres frafald, hvormed de forsyndede sig, og rense dem, og de skal være mit folk, og jeg vil være deres Gud.“ — Ezekiel 37:23.
6. (a) Hvorfor kan det åndelige Israel nu glæde sig over et nært forhold til Gud? (b) Hvilken enhed kan vi iagttage, selv om nogle afviger fra sandheden?
6 Jehovas genrejste folk har renset sig for den vederstyggelige afgudsdyrkelse der præger kristenhedens og hedenskabets trossamfund. De tilbeder ikke længere skabninger eller følger denne verdens religiøse skikke, såsom overholdelse af gudvanærende „helligdage“. De tilbeder ikke tre guder i én, den såkaldte treenighed, men de er forenede som ét folk der tilbeder den eneste sande Gud, Jehova. I forening lovpriser de universets suveræne Herre, og dette binder dem sammen i en enhed der er ukendt for alle andre folk på jorden. (Esajas 52:8) Hvis en der tidligere har været tilsluttet Guds folk udvikler en ond samvittighed, idet den pågældende afviger fra den sandhed Jehova har åbenbaret, står vi dog forenede sammen med Guds organisation i dens arbejde og bevarer et nært og dyrebart forhold til vor Gud. — Ordsprogene 3:32; Hebræerne 10:22, 23.
Anerkender Kongen
7. Hvilken anden forenende faktor, foruden sand tilbedelse, fik Guds folk løfte om?
7 Da israelitterne i fortiden blev ført tilbage til deres „land“, virkede den sande tilbedelse som en forenende kraft blandt dem. Men kongedømmet blev ikke genoprettet. Hvorfor taler Jehova da i Ezekiel, kapitel 37, vers 22 og 24, om en „konge“ over dem? Vers 24 og 25 lyder:
„Min tjener David skal være konge over dem, og alle skal de have en og samme hyrde. De skal følge mine lovbud og holde mine vedtægter og gøre efter dem. De skal bo i det land, jeg gav min tjener Jakob, der hvor deres fædre boede; de skal bo der til evig tid, de, deres børn og børnebørn; og min tjener David skal være deres fyrste evindelig.“
8. (a) Hvorfor må disse vers gælde det åndelige Israel? (b) Hvordan afgør vi tidspunktet for denne profetis opfyldelse?
8 Denne del af profetien er aldrig blevet opfyldt på det kødelige Israel, og vil heller aldrig blive det. Den må derfor gælde det åndelige Israel. Men hvornår? Hvornår er en konge der har „retten“ til kongedømmet igen kommet til at sidde på Davids trone? Det skete ved udløbet af „nationernes fastsatte tider“ i år 1914. Da hedningernes tider udløb blev verdensherredømmet Jehovas og hans Messias’, den Messias som David var et billede på. — Ezekiel 21:26, 27; Lukas 21:24.
9. Hvilke to forhold udgør en forenende realitet i dag?
9 I dag er vi som Jehovas vidner derfor ikke alene forenede i den sande tilbedelse — hvor betydningsfuld denne tilbedelse end er — men vi er også forenede i den forstand at vi bliver samlet under vor „fyrste“, Kongen. Både vor tilbedelse og Riget er en realitet for os. Og begge tjener til at forene os i vort verdensomspændende broderskab.
10. (a) Hvordan betragter vi vor hyrdekonge? (b) Hvordan følger vi Jehovas „lovbud“?
10 Vi nærer inderlig kærlighed til vor konge. Han er „én hyrde“ for os alle — en kærlig hyrde der leder os til det evige livs vande. Han kender hver af os ved navn og er interesseret i at lede os til frodige åndelige græsgange. Men ligesom får i en hjord må vi forblive forenede, idet vi ’følger Jehovas lovbud’. Vi må holde os adskilt fra følgende tre dele af Satans organisation: Dens korrupte politik, dens begærlige finansverden og dens afguderiske religion. Ved ligesom Jesus og hans første disciple at udgøre en enhed, viser vi at vi „ikke er en del af verden“. Dette indbefatter også at vi skyr verdens umoralitet. (Johannes 17:14, 16, 20, 21; 18:36) Der vil ikke være splittelser iblandt os når vi holder Jehovas vedtægter og ’gør efter dem’.
11. Hvordan er vor livsform forskellig fra den der findes i andre trossamfund?
11 Hvor forskellig er denne livsform ikke fra den der praktiseres af andre trossamfund i verden! Hos dem er så godt som alting tilladt. De ser gennem fingre med principløshed og moralsk fordærv. De har ofte forskellige normer for forskellige dele af verden. I velstående lande følger de for eksempel den ordning at en mand kun må have én hustru; i andre lande optager de medlemmer der har for skik at have, og som stadig har, flere hustruer. (Jævnfør Mattæus 19:4-6; 1 Timoteus 3:2, 12.) Men vi der er forenede under Kristus, Hyrdekongen, følger Bibelens vedtægter og principper overalt i verden. Og når nationerne går i krig nægter vi at dræbe vore brødre i et andet land, for med Esajas’ ord kan det siges om os: „De skal ikke mere lære at føre krig.“ — Esajas 2:3, 4, NW.
12. Hvordan viser vi at vi udgør en enhed, ligesom „får i fold“?
12 Denne enhed blandt resten af de åndelige israelitter er også smukt beskrevet i Mika 2:12, hvor Jehova siger: „Jeg vil samle . . . dem sammen som får i fold, som en hjord i græsgangens midte; af mennesker bliver der en summen.“ Det er noget vi iagttager ved Jehovas folks stævner: Tusinder lytter opmærksomt, roligt, ivrige efter at fange hvert ord, idet de ’græsser’ under Jehovas og hans hyrdekonges ledelse. Orientalere, sorte og hvide — den salvede rest og ’de andre får’ — alle er samlet i enhed i denne hjord. Vore stævner og menighedsmøder er et uimodsigeligt vidnesbyrd om at Rigets enhed er en verdensomspændende realitet i dag!
13. Hvordan er der blevet ’en summen af mennesker’ i Guds hjord?
13 Men hvordan skal vi forstå Mikas ord: „Af mennesker bliver der en summen“? Hvad er det vi oplever før og efter vore møder og stævner? En summen af glade mennesker der nyder det kristne samvær og som fryder sig over at tale om deres tjeneste for Gud. Denne „summen“ bliver stadig kraftigere, idet den verdensomspændende menighed hele tiden vokser; efterhånden som der til stadighed dannes nye menigheder, tager den harmoniske lovprisning af Jehova til i styrke overalt på jorden. — Salme 96:1-3.
14. Giv eksempler på at man i verden lægger mærke til vor enhed.
14 Denne lykkelige enhed, der kan sammenlignes med den der råder blandt får i en fold, er ikke forblevet ubemærket i verden. I forbindelse med Jehovas Vidners områdestævne „Enhed under Guds rige“ i 1983 sendte politiet i Taegu i Korea for eksempel 30 politibetjente til stævnepladsen den første dag, men da de så den gode orden der rådede og hvordan Jehovas vidner dirigerede trafikken udenfor, sendte de kun to betjente de sidste tre dage. I Taejǒn sagde hallens bestyrer: „Man skulle tro at I var blevet inspireret fra himmelen — dette er vidunderligt.“ En overdrivelse, ganske vist, men sådan følte han det! I Rangoon i Burma udtalte et medlem af Gandhi-hallens bestyrelse: „Hvis bare hele verden havde et samfund som jeres, ville der ingen problemer være i verden.“
Jehovas „fredspagt“
15. Hvilken ønskværdig fred beskrives i Ezekiel 37:26?
15 Blandt dem som hyrdekongen Kristus Jesus leder på sine græsgange råder der sand fred, en fred der skyldes enhed, og denne enhed er i sandhed en realitet blandt Jehovas vidner overalt på jorden i dag. Med ordene i Ezekiel, kapitel 37, vers 26, giver Jehova følgende smukke beskrivelse af dette:
„Jeg slutter en fredspagt med dem, en evig pagt skal det være; og jeg gør dem mangfoldige og sætter min helligdom i deres midte evindelig.“
Fred med Gud! En fred der kan vare evigt, takket være det kærlige offer som vor hyrdekonge bragte mens han var her på jorden!
16. Hvordan er de symbolske får blevet „mangfoldige“?
16 Nu da det åndelige Israel har nået det fulde antal på 144.000, har en stor skare af „andre får“ sluttet sig til dem i den hellige tjeneste i Jehovas helligdom. „Fårenes“ antal vokser uophørligt — de tælles allerede i millioner! Forenet overalt i verden går disse forkyndere af Riget fra hus til hus. Denne offentlige forkyndelse er noget virkeligt og meningsfyldt for os, idet den identificerer os som det eneste folk på jorden der er interesseret i at ophøje Jehovas navn og forkynde hans fredsrige. Ja, hvor kan vi glæde os over at være med i hans fredspagt!
17. (a) Hvilken opmuntring giver Jehova i Ezekiel 37:27, 28? (b) Hvordan ved vi at Jehovas omsorg ikke er begrænset til det åndelige Israel?
17 I Ezekiel 37, vers 27 og 28, læser vi Jehovas sidste opmuntrende ord til sin forenede hjord:
„Min bolig skal være over dem; jeg vil være deres Gud, og de skal være mit folk. Og folkene skal kende, at jeg er [Jehova], som helliger Israel, når min helligdom bliver i deres midte evindelig.“
Vi er i sandhed taknemmelige for Jehovas beskyttelse der som et telt er bredt ud over hans folk! Denne kærlige omsorg omfatter ikke blot det åndelige Israel, for vi læser om ’den store skare’ at „han som sidder på tronen vil slå sit telt op over dem“. De rammes ikke længere af nogen stærk hede i form af Jehovas mishag. — Åbenbaringen 7:9-17.
18. (a) Hvordan „helliger“ Jehova Israel? (b) Hvordan opnår ’den store skare’ også en retfærdig stilling ind for Gud?
18 Vi er også lykkelige for at Jehova bor i det åndelige Israels midte, idet han har opstillet sin helligdom for at den kan blive der „evindelig“. Dette center for hans tilbedelse er helligt, og de der kommer dér for at tilbede må derfor også være hellige, viet til tjenesten for Gud. De salvede kristne omtales som nogle der er blevet „vasket rene, . . . helliget, og . . . erklæret retfærdige i vor Herres Jesu Kristi navn og ved vor Guds ånd“. (1 Korinter 6:11) Og som det fremgår af det ovennævnte skriftsted i Åbenbaringen 7:9-17 har ’den store skare’, der har et jordisk håb, også „vasket deres lange klæder og gjort dem hvide i Lammets blod“, så de kan yde Gud „hellig tjeneste dag og nat i hans tempel“. Hvilket vældigt vidnesbyrd har denne forenede verdensomspændende tjeneste ikke resulteret i!
19. (a) Hvordan vil nationerne blive tvunget til at anerkende ordene i Ezekiel 38:23? (b) Hvad må vi være besluttede på at gøre indtil da?
19 Vor største glæde, mens vi som en enhed under Guds rige vandrer fremad, vil vi dog erfare den dag Jehova hævder sin overhøjhed. Da vil hans herlige navn blive helliget — renset for al den forsmædelse der er blevet bragt over det. Nationerne vil blive tvunget til at se Jehovas folks udfrielse. Men hvad der er endnu vigtigere er, som den suveræne Herre selv siger: „De skal kende, at jeg er [Jehova].“ (Ezekiel 38:23) Måtte vi holde fast ved vor enhed under Guds rige der nu er en realitet, indtil Jehovas herlige navn bliver helliget i hele universet!
Religiøse strømninger
„År for år bliver amerikanerne mere og mere religiøse. Paradoksalt nok bliver de samtidig mindre kirkeligt indstillet,“ fremgår det af en gallupundersøgelse. Den har vist at et stigende antal søger Gud. „Men der er ikke et stigende antal der leder efter ham i kirken om søndagen.“ Det hedder videre at 73 procent af amerikanerne i 1965 stod i en kirke, sammenlignet med 67 procent nu. Desuden fortæller undersøgelsen at over halvdelen af katolikkerne „ikke var til messe i søndags“. Kun 43,6 procent af protestanterne var i kirke. Over halvdelen af de adspurgte mente at der i religion lå en løsning på verdensproblemerne og at der er kommet et omsving bort fra den blinde tiltro til videnskaben.
Hvordan er følgende punkter i Ezekiel 37:15-28 blevet opfyldt?
■ Jehovas folk føjes sammen til „ét stykke“
■ De skal have ’en og samme konge og hyrde’
■ Guds „fredspagt“ med sit folk
■ Guds bolig skal være „over dem“
[Illustration på side 25]
Den „fredspagt“ Jehova nu har indgået med sit forenede folk er en forsikring om den velstand der fortsat vil råde på den paradisiske jord