Spørgsmål fra læserne

● Hvad menes der når der i 1 Samuelsbog 18:10 siges at „en ond ånd fra Gud [overvældede] Saul, så han rasede [så han opførte sig som en profet, NW] i huset“?

I 1 Samuelsbog 16:14 får vi at vide at „efter at [Jehovas] Ånd var veget fra Saul, plagedes han af en ond ånd fra [Jehova]“. Her kan vi se det princip i anvendelse som Jesus omtalte i Mattæus 12:43-45, nemlig at hvis et menneskes sind og liv ikke er fyldt med Jehovas ånd er det åbent for en invasion af onde ånder, af dæmoner. Ikke sådan at forstå at Jehova virkelig sendte en ond ånd der skulle plage Saul, men da han tog sin hellige ånd bort fra den ulydige konge blev der et tomrum der omgående blev fyldt med en dårlig ånd eller mentalitet. Eftersom Jehova ved at fjerne sin hellige ånd gjorde denne onde besættelse mulig, omtales han som kilden til den onde ånd.

Det fremgår ikke nøjagtigt af beretningen på hvilken måde denne onde ånd drev Saul til at handle eller opføre sig som en profet. Det er imidlertid højst sandsynligt at han var „fyldt med profetisk henrykkelse“ som en anden oversættelse (AT) af denne passage lyder. Andre gengiver passagen „opførte sig som en profet“ på samme måde som den danske, nemlig med „rasede“, og herom siger Soncino-oversættelsen: „han rasede: Bogstaveligt: ’spillede profet’, udviste de tegn på fysisk ophidselse som var forbundet med den ekstatiske henrykkelse der besatte profeterne.“ Det er meget tænkeligt at der var tale om en profetisk henrykkelse eftersom David spillede for Saul ved denne lejlighed og mange profeter faldt i henrykkelse når der blev spillet på forskellige musikinstrumenter, men henrykkelsen tog en ond retning, hvilket ikke ville have været tilfældet hvis Saul havde været påvirket af en god ånd fra Jehova. (2 Kong. 3:14, 15; 1 Sam. 10:5-13) Det der derefter skete var derfor også hvad man kunne forvente: „Han rasede [opførte sig som en profet, NW] i huset, medens David som sædvanligt legede på strenge; Saul havde sit spyd i hånden og kastede det i den tanke: ’Jeg vil spidde David til væggen!’“ Denne handling vidnede i sandhed om en alvorlig sindsforstyrrelse. — 1 Sam. 18:10, 11.

● Var anbringelsen af de tolv kobberokser som fundament for kobberhavet i tempelgården i Jerusalem, som berettet i 2 Krønikebog 4:4, ikke en overtrædelse af det andet bud som forbød israelitterne at gøre sig billeder?

Mange mennesker misforstår åbenbart det andet bud. Dette bud forbød nemlig ikke selve det at lave billeder og efterligninger, men det forbød at lave billeder og efterligninger der skulle gøres til genstand for tilbedelse, hvilket fremgår af budets fulde ordlyd: „Du må ikke gøre dig noget udskåret billede eller noget afbillede af det, som er oppe i himmelen eller nede på jorden eller i vandet under jorden; du må ikke tilbede eller dyrke det, thi jeg [Jehova] din Gud er en nidkær Gud.“ Blandt dem der misforstår dette bud er muhamedanerne, der kun bruger geometriske figurer i deres kunst for ikke at overtræde dette bud. — 2 Mos. 20:4, 5.

At Jehova ikke forbød al fremstilling af statuer og billeder ses af hans senere påbud om at udfærdige sådanne. Moses fik således påbud om at fremstille to keruber til pagtens ark, og fik ligeledes påbud om at keruber skulle broderes på eller indvæves i forhænget i tabernaklet. Senere fik Moses besked på at lave en kobberslange som alle israelitter der havde fået slangebid skulle se på for at blive helbredt. Jehova påbød at der foruden de nævnte store okser skulle fremstilles to meget store keruber, som skulle anbringes i det allerhelligste. Ingen af disse efterligninger skulle dog tilbedes, og da kobberslangen senere blev genstand for tilbedelse sørgede den trofaste kong Ezekias for at den blev slået i stykker. — 2 Mos. 25:18-22; 26:1; 4 Mos. 21:8, 9; 2 Kong. 18:4.

Okserne der bar kobberhavet tjente et meget praktisk formål og var yderst passende valgt i betragtning af „havets“ enorme størrelse.a Det havde en diameter på 9 meter og må have haft en dybt hvælvet bund, for det siges at have rummet cirka 111.000 liter vand eller 111 tons! Oksen bruges i Bibelen som et symbol på styrke, og den var i sandhed det stærkeste af israelitternes husdyr. Meget rammende finder vi at Ezekiel i sit syn af Jehovas trone og dens omgivelser, og at Johannes i sit syn af det samme, ser levende skabninger der ligner okser. (Ez. 1:6, 7, 10; Åb. 4:7) Oksen skal i denne symbolik være et billede på magt, der er en af Jehovas hovedegenskaber. Eftersom vand i Bibelen almindeligvis symboliserer sandhedens ord (Ef. 5:26) kan vi i kobberhavet og dets stærke fundament se Jehovas ubegrænsede magt til at fuldbyrde sine ord. Det er der ingen tvivl om, for, siger Jehova: „Så skal det gå med mit ord, det, som går ud af min mund: det skal ej vende tomt tilbage, men udføre, hvad mig behager, og fuldbyrde hvervet, jeg gav det.“ — Es. 55:11.

I brugen af de støbte okser i forbindelse med kobberhavet i Salomons tempel ser vi således ingen overtrædelse af den lov i hvilken Jehova forbød israelitterne at lave billeder til gudsdyrkelse. Vi ser snarere et yderst praktisk stykke arkitektarbejde.

● Hvad var den efod der så hyppigt omtales i forbindelse med Israels præster, og hvordan brugtes den når man rettede forespørgsler til Jehova, som berettet i 1 Samuelsbog 23:9-12?

Beretningen i 1 Samuelsbog 23:9-12 lyder: „Da David hørte, at Saul pønsede på ondt imod ham, sagde han til præsten Ebjatar: ’Bring efoden hid!’ Derpå sagde David: ’[Jehova], Israels Gud! Din tjener har hørt, at Saul har i sinde at gå mod Ke’ila og ødelægge byen for min skyld. Vil folkene i Ke’ila overgive mig i Sauls hånd? Vil Saul drage herned, som din tjener har hørt? [Jehova], Israels Gud, kundgør din tjener det!’ [Jehova] svarede: ’Ja, han vil [den hebraiske tekst: Han vil drage ned]!’ Så spurgte David: ’Vil folkene i Ke’ila overgive mig og mine mænd til Saul?’ [Jehova] svarede: ’Ja, de vil [den hebraiske tekst: De vil overgive (dig)]!’“

Efoden var en særlig klædning som ypperstepræsten bar yderst og på hvis forstykke retskendelsens brystskjold, prydet med tolv ædelsten, var hæftet. Inden i dette lå de hellige lodder, Urim og Tummim. (2 Mos. 28:6-30) Ud fra den omstændighed at Jehovas svar (ifølge den hebraiske tekst, ikke i den danske oversættelse) i hvert enkelt tilfælde i den her anførte beretning gengives med spørgsmålets ord drager vi den slutning at Jehova gav sit svar til kende i form af et ja eller et nej. Nøjagtigt hvordan dette skete ved loddernes hjælp vides ikke. Vi lægger imidlertid mærke til at Jehovas svar altid blev givet gennem den salvede ypperstepræst og at det kun skete i sager der havde betydning for hele folket.

Den efod der nævnes i forbindelse med Urim og Tummim må ikke forveksles med den linnede efod som alle præsterne bar og som i visse tilfælde blev båret af andre, for eksempel af Samuel da han som dreng tjente i tabernaklet og af kong David da han førte pagtens ark fra Obed-Edoms hus til Zions bjerg. (1 Sam. 22:18; 2:18; 2 Sam. 6:14) Det er meget tænkeligt at den efod som Ebjatar bar ved den lejlighed der omtales i 1 Samuelsbog 23:9-12 var efoden, det vil sige den efod som hans fader Ahimelek og ypperstepræsten havde båret.

[Fodnote]