Lyset øges midt i jordens mulm
„Se! Mørket dækker jorden, og tykt mulm folkestammerne; men over dig stiger Jehova op, og over dig vil hans herlighed ses.“ — Esajas 60:2, NW.
1. Hvilket sikkert svar kan vi give på de spørgsmål som her stilles?
DET er i sandhed vidunderligt at leve i vore dage! ’Vidunderligt?’ spørger nogle måske. ’Hvordan kan I sige dét når hele verden tumler med politisk, økonomisk og religiøs splittelse, midt i det mulm som atomalderen har indhyllet nationerne i?’ Men vore dage er vidunderlige — fordi den gode nyhed nu forkyndes over hele jorden og oplyser sandhedshungrende mennesker om betydningen af vor tid og om den glædebringende udsigt til en endnu vidunderligere tid som de vil kunne komme til at opleve!
2. (a) Hvilke opmuntrende udtalelser fremsætter Jehova i Esajas, kapitlerne 45 og 60? (b) Hvem er Guds „kvinde“?
2 Kilden til vort underfulde håb er ingen anden end den suveræne Herre Jehova, himmelens og jordens store Skaber. (Esajas 45:12, 18) Det er ham der udsteder den befaling som står nedskrevet i Esajas, kapitel 60, vers 1: „Rejs dig, kvinde, lys, for dit lys er kommet, og Jehovas herlighed er steget op over dig.“ (NW) Hvem er denne „kvinde“? Det er ikke en livløs ’frihedsgudinde’; det er heller ikke en bogstavelig kvindelig forkæmper for „kvindefrigørelse“. Nej, det er Jehova Guds dynamiske, fremadskridende himmelske organisation, hans hengivne medhjælp der udgøres af myriader af loyale engle og nu også omfatter opstandne „hellige“ — dem der som salvede kristne her på jorden har vist sig trofaste til døden. — Åbenbaringen 11:18; 2:10.
3. Hvordan har Guds kvinde (a) ’rejst sig’ og (b) ’lyst’?
3 „Rejs dig, kvinde,“ befaler Jehova. Guds himmelske organisation har lydigt rejst sig fra en århundredlang, gold, trøstesløs tilstand til frugtbar aktivitet. I 1914 ’fødte’ hun det messianske rige. (Åbenbaringen 12:1-5) Siden 1919 har hun ført de resterende af sine salvede sønner på jorden ind i „et land“ eller en tilstand af herlig åndelig velstand. (Esajas 66:8) Desuden har Guds himmelske organisation kastet lys over vidunderlige profetier om Riget. Hendes talrige sønner bliver „oplært af [Jehova]“. — Esajas 54:1, 13.
Lys midt i tykt mulm
4. Hvilken modsætning mellem Guds folk og jordens nationer omtaler Jehova?
4 „Dit lys er kommet,“ erklærer Jehova. Ja, „Jehovas herlighed er steget op over“ hans himmelske organisation, og dette lys har skinnet vidunderligt fra Jehovas genrejste folk på jorden. Men Jehova omtaler derpå en modsætning hertil, idet han siger: „Se! Mørket dækker jorden, og tykt mulm folkestammerne.“ (Esajas 60:2, NW) Er det ikke en passende beskrivelse af verdensforholdene siden 1914?
5. Hvorfor kan falsk religion ikke finde nogen løsning på atomalderens problemer?
5 Især kristenheden har forkastet det profetiske ’tegn på Jesu nærværelse og afslutningen på tingenes ordning’. Derfor famler den sig omkring i tykt åndeligt mørke. Kristenhedens trossamfund har vist sig at være faste bestanddele af den falske religions verdensimperium eller Babylon den Store — uendelig langt fra sandhedens lys. (Mattæus 24:3-14; Åbenbaringen 17:3-6) Verdens religioner har ingen løsning haft på atomalderens problemer, og de kan heller ikke adsprede det tykke mørke, den knugende håbløshed, der har opslugt jordens folk. Den falske religions indblanding i de politiske nationers anliggender vil til sidst føre til dens ødelæggelse. — Åbenbaringen 17:16, 17.
6, 7. (a) Hvordan ’steg Jehovas herlighed op’ i årene 1919-1931? (b) Hvormed kulminerede dette i 1931?
6 I modsætning hertil fortsætter Jehova med at sige til sin himmelske organisation: „Over dig stiger Jehova op, og over dig vil hans herlighed ses.“ Denne herlighed skinner på de salvede kristne her på jorden, så de igen kan ’lade deres lys skinne for folk’. (Mattæus 5:16) Årene 1919 til 1931 var herlige år hvad Rigets stråleglans angik, og Jehovas folk kunne helt frigøre sig for de sidste babyloniske lænker af den falske religions lærepunkter, tankegang og sædvane. I denne tidsperiode begyndte den lille rest af sande kristne at svare positivt på spørgsmålet: „Hvem vil ære Jehova?“, som titlen lød på en studieartikel i Vagttaarnet for 1. februar 1926.
7 Derefter sås Jehovas herlighed mere fuldt og helt over hans „tjener“, da de i 1931 antog det navn han selv havde givet dem — JEHOVAS VIDNER. (Esajas 43:10, 12) Det var i løbet af de 12 travle, udbytterige år indtil 1931 at antallet af forkyndere af Riget voksede fra en håndfuld til titusinder af nidkære vidner.
Større herlighed ’stiger op’
8, 9. (a) Hvilken anden gruppe henledte Vagttaarnet opmærksomheden på i 1931? (b) Hvordan bliver disse ifølge Bibelen ’mærket’?
8 Men var det kun til gavn for de salvede af ’den lille hjord af rigsarvinger’ at Jehovas herlighed ville ’stige op’? (Lukas 12:32) Nej, for årene 1931 til 1938 viste sig at være en storslået periode med mere oplysning, idet Vagttaarnet tydeligt begyndte at henlede opmærksomheden på en anden gruppe mennesker. Studieartiklen i udgaven for 15. november 1931 hed: „Manden med Skrivetøjet“ og behandlede Ezekiel 9:1-11. Efter at have påvist at manden med skrivetøjet var et billede på den salvede rest, sagde Vagttaarnet følgende:
9 „Manden med Skrivetøjet ved sin Lænd fik Befaling til at sætte et Tegn paa de Mænds Pander, der sukker og jamrer over alle de Vederstyggeligheder, som sker midt i Kristenheden. . . . Herren taler om, at der paa Jorden findes en saadan Skare Mennesker, som han vil bevare i Trængselstiden, holde i Live og velsigne paa Jorden. (Salme 41:2, 3) Det er de Millioner af nulevende Mennesker, som aldrig skal dø.“ Det fryder os at se hvordan millioner er blevet ’mærket’ som et tegn på at de skal bevares, idet de har antaget den sande kristne personlighed, i et indviet forhold til Jehova gennem Kristus Jesus. — 1 Mosebog 22:15-18; Zefanias 2:1-3; Efeserne 4:24.
10, 11. (a) Hvordan forudskildrede Jehu Jesus? (b) Vis hvem nutidens „Jonadab“ er.
10 I Vagttaarnets udgaver for 1. og 15. september og 1. oktober 1932 blev der bragt en særlig bemærkelsesværdig artikelserie. Den var bygget over Anden Kongebog, kapitlerne 9 og 10, og viste hvordan kong Jehu forudskildrede Jehovas domsfuldbyrder, kongen Jesus Kristus, der her på jorden er repræsenteret af den salvede rest, som advarer andre om Jehovas kommende dom. Men hvem blev fremstillet ved Jehus følgesvend, Jonadab? Vagttaarnet svarede:
11 „Jonadab repræsenterede eller var et Billede paa de Mennesker paa Jorden i denne Tid, da Jehuarbejdet finder Sted, . . . som ikke er i Harmoni med Satans Organisation, men stiller sig paa Retfærdighedens Side, nemlig dem, der vil blive bevaret af Herren, medens Harmagedonslaget finder Sted, idet han vil føre dem igennem denne Trængsel og give dem evigt Liv paa Jorden.“ Derefter viste Vagttaarnet at disse mennesker var de samme som i Jesu lignelse om ’fårene og bukkene’ kaldes ’hans Faders velsignede’. (Mattæus 25:31-46) Der stod i bladet: „Det er dem, der i Lignelsen fremstilles som ’Faar’, en Skare, der er imødekommende over for Guds salvede Folk, fordi de forstaar, at Herrens salvede udfører Herrens Gerning.“
12. Hvilken betagende åbenbaring af guddommelig sandhed fandt sted i 1935?
12 Disse profetiske lysglimt banede vejen for det historiske foredrag om „Den store Skare“ som Selskabets præsident, J. F. Rutherford, holdt ved Jehovas Vidners stævne i Washington, D.C., den 31. maj 1935. Det var en enestående åbenbaring af guddommelig sandhed! Ved den lejlighed blev der ført uigendriveligt bevis for at Herrens „andre får“ (der er omtalt i Johannes 10:16), Jonadabskaren, de som bliver mærket i panden så de kan overleve, de millioner af nulevende mennesker som aldrig skal dø, og „fårene“ som skilles fra „bukkene“ og som vil arve evigt liv på jorden under Guds rige, er de samme som ’den store skare’ der omtales i Åbenbaringen 7:9. Alt dette blev behandlet i Vagttaarnet for 1. og 15. oktober 1935.
13. Hvilken yderligere tanke blev fremsat i 1938?
13 I årene der fulgte blev Guds organisation ved med at omtale ’den store skare’ og dens vidunderlige håb om at overleve og komme til at leve i et genoprettet paradis på jorden. For eksempel hørte Jehovas vidner ved et stævne i London fra 9. til 11. september 1938 to vigtige foredrag som blev transmitteret via direkte telefonforbindelse til andre stævner rundt om i verden. På baggrund af de særlige påbud menneskeheden tidligere havde fået, blev den tanke fremført i et af foredragene, som hed „Opfyld Jorden“, at de der tilhører ’Jonadab-skaren’, der vil overleve „den store trængsel“, måske vil få mulighed for at gifte sig og i hvert fald for en tid sætte børn i verden under den nye ordning efter Harmagedon. — 1 Mosebog 1:28; 9:1, 7; se Vagttaarnet, 15. december 1938 og 1. januar 1939.
14. Hvordan gav Jehova sit folk fremgang i disse år?
14 I disse år fortsatte Herren Jesus Kristus med at indsamle flere arbejdere og sende dem ud. Tallet på forkynderne i arbejdsmarken nåede derved i 1938 op på cirka 60.000. — Mattæus 9:37, 38.
„Konger“ og „nationer“
15, 16. Hvordan deltog „konger“ i opfyldelsen af Esajas 60:3-10 (NW) (a) i fortiden og (b) i nutiden? (c) Hvordan tjener „udlændinge“ nu sammen med ’kongerne’?
15 Dette indsamlingsarbejde beskrives i smukke vendinger i Esajas, kapitel 60, vers 3-10. Dér taler Jehova om „konger“ som viser sig i forbindelse med Zions ’solopgangs lys’ og som tjener denne hustrulignende organisation. Da Guds folk i fortiden vendte tilbage fra fangenskab i Babylon tog mederkongen Darius og perserkongen Kyros initiativ til at foretage det fornødne til genoprettelse af tilbedelsen af Jehova i Jerusalem. (Daniel 5:30; 6:1; 9:1; Ezra 1:1-3) I dette skildrede de træffende den almægtige Konge, Jehova, og hans medkonge, Jesus, som har ledet genoprettelsen af den sande tilbedelse blandt Jehovas folk i nutiden. (Åbenbaringen 11:15, 17) Desuden har en salvet rest af sande tilbedere — fremtidige „konger“, „Kristi medarvinger“ — ført an i det nutidige vidnearbejde. Sammen med dem tjener „udlændinge“ — dem der ikke tilhører det åndelige Israel, men som vil blive jordiske undersåtter under Riget og som allerede nu tager del i udbygningen af den teokratiske virksomhed overalt på jorden. — Romerne 8:17; jævnfør Esajas 61:5, 6.
16 Jehova opfordrer os: „Løft dine øjne til alle sider og se.“ De samlede rigsarvinger får nu tilslutning af ’den store skare af alle nationer’! (Åbenbaringen 7:9; Zakarias 8:23; Esajas 2:2, 3) „Jehovas pris forkynder de“ i nidkær tjeneste. De bidrager desuden ved at deltage i projekter såsom opførelse af rigssale hvori tilbedelsen kan foregå; nogle af dem bliver opført på kun to dage. De „tjener“ ved at understøtte Guds riges vækst over hele jorden. — Esajas 60:4-7, NW.
17, 18. (a) Hvem kommer på betagende måde ’flyvende’ nu? (b) Hvilken tilbagevendende begivenhed i Palæstina belyser hvordan de der flyver tager sig ud?
17 Derefter stiller Jehova dette meget passende spørgsmål: „Hvem er disse der kommer flyvende som en sky, og som duer til hullerne i deres dueslag?“ De første der kommer til Guds organisation er dens „sønner fra det fjerne“, som skiller sig fuldstændig ud fra al babylonisk religion. Disse salvede bringer værdifulde ting, idet de vier alt ’til Jehovas navn’, deres Guds navn. Som „Israels Hellige“ har han sat sit navn på dem og hædret dem med den forret at tjene ham som hans vidner. De fører an i at ophøje deres suveræne Herres, Jehovas, navn som det mest storslåede, strålende og herlige navn i hele universet. — Esajas 60:8, 9, NW.
18 Lykkeligvis er den salvede rest ikke alene om dette. Hvis den var, kunne det være ret vanskeligt for den! Den består af ældre mennesker som bliver færre og færre, alt som de fuldender deres jordiske livsløb i integritet. Der er nu omtrent 9000 tilbage. Men andre, som skal tælles i millioner, flokkes ved „hullerne i deres dueslag“ og finder tilflugt i Jehovas organisation. De er som de flokke af duer der undertiden ses i Palæstina — flyvende som en sky, så talrige at de bogstaveligt formørker himmelen.
’Vidt åbne porte’
19. Hvorfor forbliver Jehovas organisations „porte“ åbne, og hvad får det „konger“ og „udlændinge“ til at gøre?
19 Barmhjertigt har Jehova åbnet sin organisations porte vidt idet han siger til den: „Dine porte skal holdes åbne til stadighed; de skal ikke lukkes hverken ved dag eller ved nat, for at man kan bringe dig nationernes forråd.“ Sådan forholder det sig nu idet den fredselskende ’store skare’ bliver ved med at vokse i antal. Med glæde bidrager disse „udlændinge“ med hvad de har af tid, kræfter og midler, til „hellig tjeneste dag og nat“. De benytter sig af den ’store dør ind til virksomhed som står åben’ og slutter sig til de fremtidige konger ved at bringe Jehovas navn hædrende pris. — Esajas 60:10, 11, NW; Åbenbaringen 7:4, 9, 15; 1 Korinter 16:9.
20. (a) Hvem vil „blive helt afsvedet“? (b) Hvilken glædelig modsætning lægger vi her mærke til?
20 Idet Jehova dernæst henvender sig til sin organisation, siger han: „Den nation og det rige der ikke vil tjene dig, går til grunde; og nationerne vil blive helt afsvedet.“ Alle stolte verdslige nationer og andre modstandere vil blive ydmyget i Harmagedon. I modsætning hertil hædrer Gud sin egen tilbedelses helligdom. Han ’herliggør sine fødders sted’, den jordiske forgård til hans store åndelige tilbedelsestempel, idet han dér indsamler det stadig stigende antal af dem som udgør den store skare. Gennem en anden profet erklærer Jehova: „Jeg vil ryste alle folkene, og da skal alle folkenes skatte komme hid, og jeg fylder dette hus med herlighed.“ (Haggaj 2:7) Men de som forfølger os, frafaldne og andre respektløse modstandere, vil blive tvunget til at ’bøje sig’ — idet de til deres store ærgrelse må erkende at Jehovas Vidner virkelig repræsenterer Guds organisation — „Jehovas By, Israels Helliges Zion“. — Esajas 60:12-14, NW.
21, 22. (a) Hvilken forsikring giver Jehova her? (b) Hvordan ’dier’ hans folk i overført forstand „nationernes mælk“? (c) Hvad kan vi nu glæde os til at undersøge?
21 Jehova vil aldrig forlade sin hustrulignende medhjælp, uanset hvor meget modstanderne håner hendes ’sønner og døtre’ her på jorden. Tværtimod, som han siger til sin loyale organisation: „Jeg [skal] gøre dig til en varig stolthed, en glæde generation efter generation. Og du skal die nationernes mælk.“ Billedligt bruger Guds organisations jordiske repræsentanter således alle til rådighed stående midler til fremme af den sande tilbedelse. De tager nutidige midler til kommunikation, transport og trykning i brug for at få den gode nyhed forkyndt. Jehovas bevågenhed, omsorg og ledelse har været med Jehovas Vidner i dette arbejde. Mens disse tjener på Jehovas himmelske organisations vegne, glæder de sig over opfyldelsen af hans løfte: „Du skal vide at jeg, Jehova, er din Frelser, og Jakobs Mægtige din Genløser.“ — Esajas 60:15, 16, NW.
22 Hvilken yderligere opmuntring giver Jehova os i Esajas 60:17-22? Dette spændende emne vil næste studieartikel tage op.
Spørgsmål til opsummering
■ Hvilken modsætning mellem lys og mulm ses tydeligt i dag?
■ Hvilken „herlighed“ ’steg op’ mellem 1919 og 1938?
■ Hvordan opfyldes Esajas 60:8 i nutiden?
■ Hvordan går „konger“ og „udlændinge“ ind ad ’vidt åbne porte’?
[Ramme på side 13]
„Våben med en frygtelig ødelæggelseskraft ophobes i stigende tempo. . . . Våbenkapløbet har i dag bredt sig ud i verdenshavene og ud i rummet. Det er ironisk at våbenindustrien er et af de få voksende erhverv i en periode med økonomisk lavkonjunktur og dystre udsigter.“ — FNs generalsekretær, Javier Pérez de Cuéllar
„Dér, under døren derhjemme forleden dag, lå endnu et velkendt budskab i form af en religiøs folder. ’Nærmer vi os Harmagedon?’ stod der på baggrund af en truende himmel og et lyn der siksakkede mod os. Engang ville et sådant budskab blot have kaldt på det overbærende smil. Men nu virker det ikke længere blot som en vittighed.“ — Haynes Johnson, The Washington Post.