Fat mod! Tusindårsriget er nær
„I verden har I trængsel, men fat mod! Jeg har besejret verden.“ — Joh. 16:33.
1. Hvorfor var det nødvendigt at Jesu disciple var meget modige?
SÅDAN lød de sidste formanende ord Jesus sagde til sine disciple, umiddelbart før han blev arresteret og henrettet. Han lagde selv et bemærkelsesværdigt mod for dagen, og han ønskede at hans loyale disciple skulle gøre det samme. Det ville blive nødvendigt for dem at være meget modige, for Jesus havde lige sagt til dem: „Når verden hader jer, så ved I at den har hadet mig før jer. Hvis I var en del af verden, ville verden holde af sig eget. Men fordi I ikke er en del af verden, men jeg har valgt jer ud af verden, derfor hader verden jer. Husk det ord jeg har sagt jer: En træl er ikke større end sin herre. Hvis de har forfulgt mig, vil de også forfølge jer; hvis de har holdt mit ord, vil de også holde jeres. Men alt dette vil de gøre mod jer på grund af mit navn, fordi de ikke kender ham som har sendt mig.“ — Joh. 15:18-21.
2. Hvad indebærer det at være modig ligesom Kristus? (Jævnfør Salme 27:13, 14; 31:25.)
2 Men hvad indebærer det at have et mod som det Kristus lagde for dagen? Er det den form for tapperhed soldater viser når de i kampens hede ligger i deres skyttegrave? Nej, det er langt mere end det. Kristent mod kræver at man til enhver tid lægger en eksemplarisk moralsk styrke for dagen. Det kræver at man urokkeligt støtter Guds rige i enhver situation og under alle omstændigheder. Det kræver vedholdenhed, udholdenhed og en stadig loyalitet over for rette principper. Sandt mod indebærer at man er resolut og fast besluttet på at gå fremad og nå sit mål, selv om man møder en tilsyneladende overvældende modstand og store vanskeligheder. Det indbefatter den beslutsomhed som apostelen Paulus gav udtryk for da han sagde: „Ét gør jeg: Idet jeg glemmer hvad der er bagved og rækker efter det der er foran, jager jeg frem mod målet.“ — Fil. 3:13, 14.
Daniels modige eksempel
3. Hvilket eksemplarisk mod udviste Daniel og hans venner med hensyn til mad og drikke?
3 Guds ord er fyldt med beretninger om mennesker der viste stort mod når de blev udsat for trosprøver. En af dem der ved flere lejligheder viste et sådant mod, var Guds profet Daniel. Som ung mand blev han ført i fangenskab i Babylon, og her satte han sig for at han „ikke ville gøre sig uren med kongens mad eller den vin, kongen drak“, og det samme besluttede Sjadrak, Mesjak og Abed-Nego. (Dan. 1:8-19) Det krævede mod at gøre dette, et mod der svarer til det som unge Jehovas vidner i nogle lande i vor tid har måttet lægge for dagen, for eksempel ved at nægte at spise skolemad der indeholder blodbestanddele. — Apg. 15:28, 29.
4. Hvilket storslået eksempel har mange unge i vor tid fundet i Daniels bog, kapitel 3? (Rom. 15:4)
4 Da de samme tre venner af Daniel senere tog et fast standpunkt i forbindelse med spørgsmålet om afgudsdyrkelse, bifaldt Daniel uden tvivl loyalt deres standpunkt. Under inspiration nedskrev han i detaljer denne begivenhed, til belæring for os i disse kritiske dage. — Dan., kap. 3.
5. (a) Hvorfor krævede det mod af Daniel at tale til Nebukadnezar og senere til Belsazzar? (b) Hvilket lignende mod må Jehovas vidner udvise i dag?
5 Det krævede mod af Daniel at træde frem for den mægtige Nebukadnezar af Babylon og at tyde denne herskers drømme — især da Daniels profetier viste at det babyloniske verdensrige til sidst ville blive knust og at kongen ville blive ydmyget. (Dan. 2:36-38, 44, 45; 4:24, 25, 33) Under Belsazzars afguderiske fest, hvor skriften fra Jehova viste sig på væggen i kongens palads, krævede det også stort mod af Daniel at oplyse kongen og hans stormænd om at Babylons stortid var forbi og at riget ville blive givet til Medo-Persien. (Dan. 5:1-6, 17-28) I vor tid har det også krævet mod af Jehovas vidner frimodigt at forkynde Guds domme over Babylon den Store og andre af denne verdens dødsdømte systemer. — Åb. 16:12-16, 19.
I løvekulen
6, 7. (a) Hvorfor fik Daniel en fremtrædende stilling under Darius’ regering? (b) Hvad var den eneste måde hvorpå hans fjender kunne finde noget at anklage ham for? (c) Hvilke lignende situationer er forekommet i vor tid?
6 Under deres prøvelser havde Daniel og hans tre venner helt og fuldt støttet sig til Jehova i bøn. (Dan. 2:17, 18) Det var også i forbindelse med bøn at det igen blev nødvendigt for Daniel at lægge et urokkeligt mod for dagen. Babylon var faldet, og nu herskede Darius over Medo-Persien, det fjerde verdensrige i bibelhistorien. På grund af den ’ypperlige ånd’ Gud havde skænket ham, udmærkede den aldrende Daniel sig fremfor alle de andre embedsmænd i riget. Disse højtstående mænd, der var skinsyge på Daniels visdom og stilling, søgte at finde en eller anden måde hvorpå de kunne bringe ham til fald. Men de var udmærket klar over at de ikke kunne finde nogen brist hos ham, medmindre de kunne finde noget „i hans gudsdyrkelse“. — Dan. 6:2-6.
7 De sammensvorne, som vidste at Daniel havde for skik at bede til og lovprise sin Gud tre gange om dagen, fik kongen til at udstede et påbud om at enhver som i 30 dage bad til nogen anden end kongen, det være sig til en gud eller et menneske, skulle kastes i løvekulen. Dette bud blev en del af medernes og persernes uforanderlige lov. (Dan. 6:7-10) Denne situation minder om forholdene i mange lande i dag, hvor underordnede embedsmænd eller præster, i irritation over at Jehovas vidner nægter at blive en del af denne verden eller at slække på deres forkyndelse af Riget, og af skinsyge over at Gud har velsignet deres arbejde, søger at komme dem til livs og bringe dem til tavshed. Disse modstandere ved udmærket at Jehovas vidner sædvanligvis er de mest lovlydige og ærlige borgere i samfundet. Derfor skaber de forskellige situationer der skal tvinge kristne til at tage del i afguderiske ceremonier, flaghilsener og råben af politiske eller patriotiske slagord, som for eksempel „Heil Hitler“ eller „Viva Franco“.
8. Hvordan har trofaste Jehovas vidner i vor tid fulgt Daniels eksempel ved ikke at gå på kompromis?
8 Hvilket strålende eksempel har vi ikke i Daniel når vi står over for sådanne prøvende situationer! Beretningen siger: „Men så snart Daniel fik at vide, at skrivelsen var udgået, gik han ind i sit hus; i dets stue på taget havde han åbne vinduer i retning mod Jerusalem, og han faldt på knæ tre gange om dagen og bad og priste sin Gud, ganske som han tilforn havde gjort.“ (Dan. 6:11) Han holdt ikke op med at tilbede Jehova. Trofaste Jehovas vidner i vor tid holder heller ikke op med at tilbede Gud fordi en eller anden diktator forbyder eller begrænser deres kristne virksomhed. De kan måske finde det nødvendigt at prøve sig forsigtigt frem, ved for eksempel at udføre forkyndelsen fra hus til hus på andre tidspunkter, eller ved at forkynde med Bibelen alene, eller ved at lægge vægt på uformelle vidnesbyrd. Men tilbede Gud må de! De kan ’ikke holde op med at tale om det de har set og hørt’. — Apg. 4:20.
9. Hvordan blev Daniel beskyttet, og hvilken opmuntring er det for os i dag?
9 Fordi Daniel bevarede sin integritet blev han kastet i løvekulen. Men betød det at Gud havde svigtet ham? På ingen måde! Jehova svigter heller ikke sine tjenere når de i dag kastes i uhumske fængsler. Selv kong Darius, der „fastede hele natten“, idet han øjensynlig bad til Daniels Gud, havde ikke svigtet Daniel. Ja, Jehovas beskyttelse viste sig at være stærkere end Medo-Persiens uforanderlige lov. Næste morgen, da kongen skyndte sig hen til løvekulen og spurgte Daniel om hans Gud som han ’vedblivende dyrkede’ havde været i stand til at redde ham, kunne Daniel svare: „Min Gud sendte sin engel og lukkede løvernes gab, så de ikke har gjort mig nogen men, fordi jeg er fundet skyldfri for hans åsyn og heller ikke har forbrudt mig imod dig, o konge!“ — Dan. 6:19-23.
10. Hvordan kan Jehovas folk modstå ’den brølende løves’, Djævelens, anslag?
10 I vor tid er det lige så vigtigt at bede som det var på Daniels tid, og bønnen kan i sandhed udrette meget. Selv om Jehovas vidner ikke i dag bliver kastet i bogstavelige løvekuler, lever de i en verden hvor deres „modstander, Djævelen, går omkring som en brølende løve og søger nogen at opsluge“. Hvad skal kristne da gøre når de kommer ud for forfølgelser og andre prøvelser? De må være modige. De må ydmygt affinde sig med de prøvende omstændigheder og bede, i tillid til at deres brødre overalt i verden også beder for dem. Apostelen Peter giver følgende gode råd: „Kast . . . al jeres bekymring på [Gud], for han tager sig af jer. Vær ædru, hold jer vågne. . . . Stå [Djævelen] imod, faste i troen, idet I ved at det samme i retning af lidelser fuldbyrdes på hele samfundet af jeres brødre i verden. Men efter at I har lidt en kort tid vil al ufortjent godheds Gud . . . selv fuldende jeres oplæring, han vil gøre jer faste, han vil gøre jer stærke. Ham tilhører magten for evigt.“ — 1 Pet. 5:6-11.
11. Hvilke eksempler i nutiden er der på at Jehovas vidner er kommet levende ud af „løvekulen“?
11 Der findes mange eksempler i vor tid på at Jehovas vidner så at sige er blevet kastet i „løvekulen“. Udsendinge fra ’den brølende løve’, Djævelen, søger til stadighed at opsluge Guds folk. Men Jehovas tjenere er udholdende i bønnen, de kaster al deres bekymring på Ham og forbliver „faste i troen“. Der var for eksempel en ung pige i Rhodesia der af sine forældre var blevet godt oplært i Bibelens principper. Hun blev taget til fange af guerillasoldater. Hendes forældre frygtede for hvad der var sket hende, idet guerillasoldaterne plejede at voldtage eller indoktrinere unge piger. Alt hvad forældrene kunne gøre var at bede for hende. Efter adskillige dage vendte hun uskadt tilbage. „Hvad skete der?“ spurgte hendes forældre. „Jeg blev blot ved med at forkynde for dem,“ forklarede pigen. De der havde taget hende til fange, sendte hende så hjem. Senere kom anføreren for guerillasoldaterne til landsbyen og opsøgte hendes forældre. Han sagde til dem at han blot ønskede at hilse på forældrene til en pige der havde fået en så god oplæring.
12. Hvilken inderlig bøn kan vi altid rette til Jehova, og i tillid til hvad?
12 Hvor er det sandt at Jehova har omsorg for dem der beder til ham, og står dem bi! Ligesom David kan vi altid tillidsfuldt bede: „[Jehova] min Gud, jeg lider på dig, frels mig og fri mig fra hver min forfølger, at han ej som en løve skal rive mig sønder, bortrive, uden at nogen befrier.“ Ja, undertiden føler vi det måske som om vi befandt os „midt iblandt løver“, som om vi boede „mellem folk . . . hvis tænder er spyd og pile, hvis tunge er hvas som et sværd“. Men når vi inderligt beder til Jehova og søger tilflugt i hans vingers skygge, vil vi kunne bevare vor integritet under disse prøver. (Sl. 7:2, 3; 57:2-5) Da vil vi kunne gøre som Daniel, der „ved tro . . . stoppede løvers gab“. — Hebr. 11:33.
I „en trængselstid“
13. (a) Hvorfor havde Daniel, under Kyros’ regering, behov for at blive styrket? (b) Hvorfor har Jehovas vidner i vor tid haft behov for et lignende mod?
13 Senere, under kong Kyros’ regering, viste en engel sig i et syn for Daniel og styrkede ham med disse ord: „Frygt ikke, du højt elskede mand! Fred være med dig, vær trøstig og ved godt mod!“ (Dan. 10:1-19) Det krævede mod af Daniel at modtage og nedskrive den magtfulde profeti som engelen derefter gav ham og som vi finder i Daniels bog, kapitlerne 11 og 12. Jehovas vidner har også måttet udvise mod for ikke at blive „en del af verden“ under opfyldelsen af den sidste del af denne profeti, der skildrer konflikten mellem den kommunistiske „Nordens konge“ og den kapitalistiske „Sydens konge“ her i atomalderen.
14. (a) Hvad viser at Mikael er Herren Jesus Kristus? (b) Hvordan kan vi hente mod fra beretningen i Daniel, kapitel 12?
14 Daniels bog nævner flere gange Mikael, hvis navn betyder „Hvem er lig Gud?“ (Dan. 10:13, 21) Denne store fyrste må være Herren Jesus Kristus, der kæmper for at hævde Jehovas suverænitet. Om „endens tid“ sagde engelen til Daniel: „Til den tid skal Mikael stå frem, den store fyrste, som værner dit folks sønner, og en trængselstid kommer, som hidtil ikke har haft sin mage, så længe der var folkeslag til. Men på den tid skal dit folk frelses, alle, der er optegnede i bogen.“ (Dan. 12:1, 4) Måtte vi have mod nok til at gøre alt det som Daniels Gud kræver af os, indtil denne „trængselstid“ fjerner Satans onde verden. For da vil den herlige dag under Jesu tusindårsrige oprinde. „Mange af dem, der sover under mulde, skal vågne“ med udsigt til evigt liv på jorden. Den modige Daniel vil også ’stå op til sin lod ved dagenes ende’. — Dan. 12:2, 9, 13.
„Vær modige og stærke“
15, 16. (a) Hvilken situation som Daniels folk, Israel, tidligere havde befundet sig i, havde krævet mod? (b) Hvordan kan Guds folks mod i dag blive styrket, ligesom israelitternes blev?
15 I dag står Guds folk på selve tærskelen til tusindårsriget. Situationen minder om den Daniels folk, israelitterne, befandt sig i på et langt tidligere tidspunkt i deres historie. Det var dengang israelitterne havde slået lejr ved Jordanflodens bred for at drage ind i det forjættede land. Målet var i sigte. Men der ventede dem stadig mange prøvelser og vanskeligheder. Det var nødvendigt at have mod. Derfor udtalte en anden af Jehovas navnkundige profeter, den aldrende Moses, disse ord til Israel: „Vær modige og stærke. Vær ikke bange og skælv ikke for [dine fjender], for Jehova din Gud drager selv med dig. Han vil ikke slippe dig og ikke forlade dig.“ Og til sin egen udnævnte efterfølger, Josua, gav Moses en lignende formaning: „Vær modig og stærk.“ — 5 Mos. 31:1-8, NW.
16 Ja, hele folket måtte være i besiddelse af et stort mod; derfor pålagde Moses præsterne, levitterne og Israels ældste hvad der skulle ske hvert syvende år på løvhyttefesten, som alle skulle fejre: „Kald da folket sammen, mænd, kvinder og børn og de fremmede, som bor inden dine porte, for at de kan høre og lære at frygte [Jehova] eders Gud og omhyggeligt handle efter alle denne lovs ord.“ (5 Mos. 31:9-12) For at det kunne gå israelitterne godt var det nødvendigt at de lyttede til Guds lov, lærte den at kende og adlød den, og det samme gør sig gældende for Guds tjenere i dag hvis de skal eje det mod der kan hjælpe dem til at overleve verdens ende.
17, 18. Hvad er nødvendigt for at være „modig og stærk“, og hvorfor bør kristne ældste lægge særlig vægt på dette?
17 På dette kritiske tidspunkt i Israels historie var det nødvendigt at Josua som ældste lagde et eksemplarisk mod for dagen. Det er også nødvendigt at kristne ældste i menigheden i dag viser mod. Vi bør derfor give nøje agt på de ord Jehova talte direkte til Josua og som understregede det der tidligere var blevet sagt af Moses: „Vær modig og stærk . . . Vær blot modig og meget stærk. . . . Vær modig og stærk. Skælv ikke og vær ikke skrækslagen, for Jehova din Gud er med dig overalt hvor du færdes.“ (Jos. 1:6, 7, 9, NW) Jehova viste Josua hvad der var nødvendigt for at være „modig og stærk“ og for at handle klogt i enhver situation. Hvad var det? Lad Bibelen svare:
18 „Denne [Jehovas] lovbog skal ikke vige fra din mund, og du skal grunde over den dag og nat, for at du omhyggeligt kan handle efter alt, hvad der står skrevet i den; thi da vil det gå dig vel i al din færd, og lykken vil følge dig [og da vil du handle klogt, NW].“ — Jos. 1:8.
19, 20. Hvad vil det til sidst resultere i når vi er „modige og stærke“?
19 Hvordan gik det til sidst som følge af Josuas kloge handlemåde og folkets modige lydighed? Efter at alle forhindringer var overvundet, efter at Jehova havde givet israelitterne sejr over alle deres fjender, og efter at folket omsider havde bosat sig i landet der ’flød med mælk og honning’, kunne Josua opmuntre dem med disse ord: „Så betænk da med hele eders hjerte og hele eders sjæl, at ikke ét af alle de gode ord, [Jehova] eders Gud talede til eder, faldt til jorden; alle sammen er de gået i opfyldelse for eder; ikke ét ord deraf faldt til jorden.“ — Jos. 5:6; 23:14.
20 Når Jehovas modige folk i vor tid til sidst er kommet igennem den skæbnesvangre „trængselstid“ og er kommet ind i Kristi fredfyldte tusindårsrige, vil de i langt større grad, ja, til evig tid, erfare opfyldelsen af Jehovas løfter. Måtte vi alle ’være modige og meget stærke’ så vi kan overleve trængselen og komme ind i tusindårsriget der nu er nær!
[Illustration på side 21]
Ligesom Jehova beskyttede Daniel, beskytter han også sine vidner mod vor tids „løver“