Ske din vilje på jorden, 18. del

Efter at Jesus havde kaldt apostelen Peter lykkelig fordi denne ved Guds hjælp var i stand til at identificere ham som „Kristus, den levende Guds Søn“, henviste Jesus til sig selv og sagde: „På den klippe vil jeg bygge min kirke, og Dødsrigets porte skal ikke få magt over den.“ (Matt. 16:18) Efter at Jesus var blevet dræbt og oprejst fra de døde og senere atter var steget op til himmelen for at tage sæde ved sin himmelske Faders højre hånd, begyndte han at bygge sin sande menighed af åndelige israelitter. Han begyndte herpå på Pinsedagen år 33 e. Kr. da han udgød den hellige ånd over den trofaste rest af sine disciple, som var forsamlet i Jerusalem. Således begyndte de som „levende stene“ i samhørighed med Jesus Kristus, hovedhjørnestenen, at blive opbygget til et sted hvor Gud kan bo ved ånd.

23, 24. Hvad indebar det at Jesus byggede menigheden på sig selv, og hvorledes forklarede Paulus dette i Efeserne 4:10-14?

²³ Jesus opbyggede ikke blot menigheden på sig selv som klippen ved at stable de „levende stene“, hans indviede, døbte efterfølgere, op på sig selv; han organiserede dem også til tjeneste for Jehova som Guds tempel eller helligdom. Dette nødvendiggjorde at der udnævntes mange særlige tjenere som hver fik anvist bestemte opgaver inden for menigheden. Apostelen Paulus forklarer det med følgende ord angående det organiseringsarbejde Jesus udførte i himmelen:

²⁴ „Han, som steg ned [til jorden], er også den, som steg op højt over alle Himlene for at fylde alt. Og han gav os nogle som apostle, andre som profeter, andre som evangelister, andre som hyrder og lærere for at gøre de hellige fuldt beredte til deres tjenestegerning, at opbygge Kristi legeme, indtil vi alle når frem til at være eet i troen på og erkendelsen af Guds Søn, til mands modenhed og det mål af vækst, da vi kan rumme Kristi fylde, så vi ikke mere skal være umyndige.“ — Ef. 4:10-14.

25. Hvad var hensigten med at Jesus organiserede menigheden og udnævnte særlige tjenere til den?

²⁵ Jesu hensigt med at organisere menigheden og udnævne særlige tjenere var, at de hellige alle skulle have en fuldstændig oplæring i tjenestegerningen så de ikke blev ved med at være åndelige spædbørn men blev fuldvoksne i samhørighed med Kristus. De måtte alle blive „personer i fremrykket alder“ i kristen, åndelig betydning, alle måtte blive „ældste“ eller ældre personer, således som det billedligt blev vist ved de fire og tyve „ældste“ som Johannes i sit syn så siddende på troner rundt om Guds himmelske trone. — Åb. 4:4, 10.a

26. Hvorledes blev mange menigheder grundlagt uden for Jerusalem, og hvad fik disse menigheder når kompetente brødre var til rådighed?

²⁶ Den første lokale kristne menighed blev grundlagt i Jerusalem. Dér havde det åndelige Israels, den ’hellige nations’, synlige styrende råd sit hovedsæde indtil kort før byen Jerusalems ødelæggelse i år 70 e. Kr. Men som følge af det store vidnesbyrd der blev aflagt for de besøgende i Jerusalem på Pinsedagen og derefter, og som bevirkede at de i tusindvis kom til troen, blev der grundlagt menigheder i mange store og små byer, ja selv i landsbyer. Antallet af disse menigheder voksede yderligere efter at der blev givet bemyndigelse til at den gode nyhed om Riget fra og med år 36 e. Kr. også skulle forkyndes for ikke-jødiske folk. Alle disse menigheder var hver især organiseret med henblik på møder og forkyndelse på arbejdsmarken. Hvor sådanne særlige tjenere var til rådighed havde hver menighed sine tilsynsmænd samt disses assistenter, tjenere i menigheden. Hvem skrev Paulus for eksempel til i byen Filippi i Makedonien? Her er indledningen til hans brev til filipperne: „Paulus og Timoteus, Kristi Jesu trælle, til alle de hellige der er i samhørighed med Kristus Jesus i Filippi, med tilsynsmænd og assisterende tjenere.“ (Fil. 1:1, NW) Paulus rettede også sin opmærksomhed mod tilsynsmændene for menigheden i Efesus i Lilleasien. — Ap. G. 20:17-28.

27. Hvad særligt er der ved Paulus’ breve til Timoteus og Titus, og hvad skulle alle særlige tjenere i menighederne være før de kunne udnævnes?

²⁷ Timoteus og Titus var overordnede tilsynsmænd for menighederne inden for et bestemt område der var dem betroet. Derfor er Paulus’ to breve til Timoteus og hans brev til Titus i virkeligheden vejledninger for tilsynsmænd. Men i 1 Timoteus 3:1-12 og i Titus 1:5-9 fremhæver Paulus de kvalifikationer som må fordres af dem Timoteus og Titus kan udnævne til at være tilsynsmænd og assisterende tjenere i de lokale kristne menigheder. Naturligvis måtte alle disse særlige tjenere åndelig set være kristne „ældste“ eller ældre mænd. Dette måtte gælde de tolv apostle; og Peter omtaler sig selv som en „ældste“ eller en „presbyter“ (efter det græske ord): „De ældste blandt jer formaner jeg da som medældste [presbýteros, græsk] og vidne om Kristi lidelser, jeg, der også har del i den herlighed, der skal åbenbares.“ — 1 Pet. 5:1.

28. Hvem måtte det styrende råd i Jerusalem derfor nødvendigvis bestå af, og hvad viser at det også talte andre end de tolv apostle?

²⁸ Selvfølgelig bestod det styrende råd i Jerusalem kun af „ældste“ eller „presbytere“. Dog var disse ikke kun „Lammets tolv apostle“ men også andre tjenere i den derværende menighed. I Apostlenes Gerninger 15:1, 2, 6, 22, 23 berettes, at da menigheden i Antiokia i Syrien henviste et omstridt spørgsmål til det styrende råd i Jerusalem, „samledes apostlene og de ældste [presbyterne] for at overveje denne sag“. Efter at have afgjort tvistigheden besluttede „apostlene og de ældste“ at sende nogle mænd af sted med et brev som indeholdt deres afgørelse. De indledte brevet således: „Apostlene og de ældste [presbyterne], jeres brødre, sender hilsen til brødrene af hedensk herkomst i Antiokia og Syrien og Kilikien.“ Men hvordan blev de „ældste“?

29. Hvad har „ældste“ og „ældsteembeder“ udviklet sig til i kristenheden, og hvilke spørgsmål stiller vi angående de skriftsteder man støtter sig til, Apostlenes Gerninger 14:23 og Titus 1:5?

²⁹ I kristenhedens menigheder er udtrykket „ældste“ blevet en titel, og det at være en „ældste“ er blevet en stilling eller et embede, som nogle udnævnes til. Som støtte herfor henviser de religiøse organisationer der har sådanne ældste og ældsteembeder til Apostlenes Gerninger 14:23, der taler om Paulus og Barnabas som grundlæggere af menigheder: „De udvalgte derpå ’ældste’ for dem i hver enkelt menighed og overgav dem under bøn og faste til den Herre, som de var kommet til tro på.“ Ligeledes Titus 1:5: „Når jeg efterlod dig på Kreta, var det, for at du skulle bringe i orden, hvad der stod tilbage, og indsætte ældste i alle byer, sådan som jeg foreskrev dig.“ Men betyder det at der skulle udnævnes mænd til at sidde i embeder som ældste, eller betyder det at de mænd der blev indsat i embeder eller tjenerstillinger i menighederne i forvejen var ældste i den påkrævede betydning? Kan nogen vælges til „ældste“?

30. Hvem især sendte Jehova Moses til i Israel, og hvad siger The Jewish Encyclopedia om „ældste“?

³⁰ Det berettes at det kødelige Israels menighed på profeten Moses’ tid havde „ældste“. Det var især til disse „ældste“ eller ældre mænd i Israel at Jehova sendte Moses. (2 Mos. 3:16, 18) Men blev disse ældste indsat i ældsteembederne, eller voksede de, fysisk og åndeligt, til at blive ældste? The Jewish Encyclopedia, Bind V (1910), siger på side 92 under „Elder“ [„Ældste“]:

I oldtiden var høj alder en forudsætning for autoritet. Ikke alene hos de gamle jøder men også hos andre af fortidens folk udgjorde nationens eller klanens ældste embedsklassen. Ældsteordningen fandtes hos ægypterne (1 Mos. 50:7), hos midjanitterne (4 Mos. 22:7), og senere hos grækerne (gérontes eller presbýteroi) og romerne („patres“ eller „senatus“). . . . de ældste indtog en fremtrædende stilling i det jødiske folks offentlige og politiske anliggender. Det er ikke sikkert at de blev valgt af folket, skønt de betragtedes som dets repræsentanter, . . . Den ældstes stilling eller opgave findes intet sted klart defineret.

31. Hvorledes bliver man en kristen „ældste“, og på hvilken måde er det følgelig at „ældste“ udnævnes?

³¹ Hvad angår den kristne menighed eller det åndelige Israels menighed, fremgår én ting imidlertid klart af Efeserne 4:13, 14, af 1 Korinter 3:1-3 og af Hebræerbrevet 5:11-14: Kristen „ældste“ eller „presbyter“ bliver et menneske kun gennem åndelig vækst og udvikling, ikke simpelt hen som følge af fysisk alder eller ved en udnævnelse. Ifølge de kvalifikationer Paulus opregner i 1 Timoteus 3:1-12 og i Titus 1:5-9 udnævnes tilsynsmænd og assisterende tjenere blandt de mænd der er „ældste“ som følge af åndelig vækst. Det er altså i denne betydning at de som har myndighed til at udnævne, udnævner ældste, ikke til at være ældste, men til at være ansvarlige tjenere i eller over de forskellige menigheder.

32. Hvem hævdede man i sidste halvdel af det nittende århundrede havde bemyndigelse til at udnævne ældste, og ved hvilken fremgangsmåde?

³² Hvem er det imidlertid som sidder inde med myndighed til at udnævne eller ordinere ældste til tjenerposter i menighederne? I sidste halvdel af det nittende århundrede hævdedes det at menighederne selv ved den hellige ånd var bemyndigede til at ordinere eller udnævne deres egne „ældste“.b Det blev påpeget at den græske grundtekst i Apostlenes Gerninger 14:23, der omtaler udnævnelse eller ordination af ældste i hver enkelt menighed, har ordet kheirotoneîn og at dette græske udsagnsord „betyder ’at vælge ved at strække Haanden frem’, hvilket endnu er den sædvanlige Fremgangsmaade ved Afstemning. Denne Definition findes i Professor Young’s ’Analytical Bible Concordance’. Da denne kan betragtes som en presbyteriansk Autoritet, vil vi ogsaa gengive den Definition, der fremsættes i ’Strong’s Exhaustive Concordance’, og som kan betragtes som en metodistisk Autoritet. Denne giver følgende Definition af Ordets Rod: ’En Haand-Rækker eller en, der afgiver Stemme (ved Haandsoprækning).’“c

33-35. Hvad var den eneste betydning definitionerne af udtrykket kheirotoneîn tog i betragtning, og hvilken anden, senere betydning som også kan anvendes anføres af to græsk-engelske autoriteter?

³³ Disse definitioner tager imidlertid kun hensyn til den primitive eller oprindelige betydning af det græske udsagnsord kheirotoneîn. Efterhånden som det græske sprog udvikledes fik ordet i tidens løb en mere omfattende betydning.

³⁴ Et græsk-engelsk leksikon af Liddell og Scott i ny udgave ved Jones og McKenzie, genoptrykt 1948, definerer kheirotoneîn således: „strække hånden ud i den hensigt at afgive sin stemme i forsamlingen, . . . II. med en person i akkusativ, vælge, egentlig ved at række hånden op, . . . b. senere i almindelighed, udnævne, . . . udnævne til et embede i kirken, sammenlign presbytérous i Ap. G. 14:23, med andet brev til korinterne 8:19 (passiv).“

³⁵ Overensstemmende hermed siger et græsk-engelsk leksikon til Det nye Testamente af John Parkhurst i ny udgave (1845) ved J. R. Major, side 673: „III. At vælge ved afstemning eller stemmeafgivning, hvordan det end foregår. Forekommer i 2 Korinter 8:19. IV. Med efterfølgende akkusativ: at udnævne til eller indsætte i et embede, dog ikke ved stemmeafgivning eller valg. Forekommer i Apostlenes Gerninger 14:23.“

36. Hvilken betydning havde dette græske udsagnsord på apostlenes tid, som det fremgår af Josefus’ Antiquities of the Jews?

³⁶ Til støtte for sidstnævnte betydning, at udnævne uden at andre i menigheden foretog afstemning, kan anføres den jødiske historiker Josefus’ værk, Antiquities of the Jews, som blev skrevet på apostlenes tid, nemlig i anden halvdel af det første århundrede, på det fællesgræske sprog. I bog 6, kapitel 4 og 13, benytter Josefus det græske udsagnsord kheirotoneîn der hvor han omtaler at kong Saul af Israel blev indsat af Gud. Bibelen nævner intet om at Israels menighed foretog håndsoprækning og på denne måde valgte Saul til kongeembedet. Profeten Samuel salvede Saul til at være konge, og han blev den salvede, ordineret eller udnævnt (kheirotoneîn) af Jehova Gud.d På apostlenes tid er det græske udsagnsord som bruges i Apostlenes Gerninger 14:23 og 2 Korinter 8:19 altså kommet til at betyde ordinere eller udnævne, endog når dette sker ved en enkeltperson uden at andre ved håndsoprækning har stemt for eller ytret ønske derom.

37. Når Paulus’ ord sammenholdes med betydningen af Apostlenes Gerninger 14:23, hvad opfordrer han da i Titus 1:5 en enkeltperson til at gøre, og ved hvilken fremgangsmåde? Hvorledes kan Apostlenes Gerninger 14:23 derfor ikke med rette fortolkes??

³⁷ Mens Apostlenes Gerninger 14:23 siger at „de udvalgte derpå ’ældste’ for dem i hver enkelt menighed“, og benytter det græske udsagnsord kheirotoneîn, instruerer apostelen Paulus en enkeltperson, tilsynsmanden Titus, om at „indsætte ældste i alle byer, sådan som jeg foreskrev dig“. De ældste blev ikke valgt til embederne ved afstemning, og Titus skulle ikke ved at foranstalte håndsoprækning i menigheden sikre sig flertal for eller imod kandidaterne. Det var den demokratiske metode. Men en udnævnelse foretaget efter de retningslinjer der var angivet af Paulus, et inspireret medlem af det kristne styrende råd, var den teokratiske fremgangsmåde. (Tit. 1:5) Derfor kan den græske tekst i Apostlenes Gerninger 14:23 ikke med rette gives en fortolkning der støtter den demokratiske og kongregationalistiske fremgangsmåde og afviser de teokratiske udnævnelser.

38. Hvorfor er den demokratiske fremgangsmåde ikke den rette for Jehovas levende helligdom på jorden, men hvorledes vil de hellige blive belønnet for trofast tjeneste på jorden?

³⁸ De åndelige israelitter, der er med i den nye pagt som et folk for Jehovas navn, er hans „hellige“. De udgør en levende helligdom hvori han kan bo ved sin ånd. De må være organiseret på Jesus Kristus, ’klippen’, og på hans tolv apostle i overensstemmelse med den teokratiske ordning og ikke på demokratisk vis. Ifølge demokratiske principper styres en organisation nedenfra, med folket som kilden til al magt og myndighed. Efter teokratiske principper styres organisationen ovenfra, fra det højeste Væsen og nedefter. Det er denne rene, fredsommelige og virkningsfulde fremgangsmåde der gælder i Jehovas levende „helligdom“ bestående af hans hellige. Det er efter den de er organiseret på jorden til at tjene som Jehovas vidner, for den måde har Gud velsignet. Tjener de trofast til døden skal de regere med Kristus i himmelen. Således vil pagten om Riget, som Gud ved sin salvelse har givet dem del i, blive opfyldt.

Kapitel VIII

„Det lille horn“ går til angreb

 1. Hvorfor var det betimeligt at det syn Daniel fik i kong Belsazzars første regeringsår, netop kom til ham da, og hvilken virkning havde det på Daniel?

FRA ubarmhjertig, total fornedrelse til evig kongeværdighed over hele den frugtbare jord — det er, kort sagt, Gud den Allerhøjestes helliges forbløffende lod, ifølge det profeten Daniel så i et syn. Det babyloniske verdensriges gyldne herlighed var ved at miste sin glans. Den sidste konge af det kaldæiske kongedynasti sad på den trone hvorfra verden styredes. Det var i kong Belsazzar af Babylons første regeringsår. Den drøm og de syner som i det nævnte år af endens tid for verdensriget Babylon gik gennem Daniels hoved, havde til dels med dette verdensriges undergang at gøre. Det var derfor betimeligt og passende at denne drøm blev sendt Daniel før Babylon blev nedstyrtet fra sin ophøjede trone. Resten af Jehovas hellige, folk som Daniel, Zerubbabel og den jødiske ypperstepræst Jesua, holdtes stadig som fanger og slaver i Babylon. Drømmen og den korte fortolkning engelen gav af den, foruroligede i højeste grad Daniel. Han blegnede. Men vi, der i dag i lyset af to og et halvt årtusindes historiske kendsgerninger er vidne til dens nu næsten fuldstændige virkeliggørelse — nogle højst dramatiske træk venter dog endnu på deres opfyldelse — vi forstår meget vel hvorfor Daniel blev så foruroliget.

 2, 3. Hvorledes lyder Daniels beskrivelse af den frygtelige drøm?

² Her er Daniels beskrivelse af drømmen i al dens gru:

³ „Jeg skuede i mit syn om natten, og se, himmelens fire vinde oprørte det store hav, og fire store dyr steg op af havet, det ene forskelligt fra det andet. Det første så ud som en løve og havde ørnevinger; og jeg skuede, indtil vingerne reves af, og det rejstes op fra jorden og stilledes på to ben som et menneske og fik et menneskehjerte. Og se, et andet dyr, det næste i rækken, så ud som en bjørn; det rejstes op på den ene side og havde tre ribben i gabet mellem tænderne, og der blev sagt til det: ’Kom, æd meget kød!’ Så skuede jeg videre, og se, endnu et dyr; det så ud som en panter [leopard, RS] og havde fire fuglevinger på ryggen og fire hoveder, og magt blev det givet. Og videre skuede jeg i nattesynerne, og se, der var et fjerde dyr, frygteligt, skrækkeligt og umådelig stærkt; det havde store jerntænder, åd og knuste, og hvad der levnedes, trampede det ned med fødderne. Det var forskelligt fra alle de tidligere dyr og havde ti horn. Jeg lagde nøje mærke til hornene, og se, et andet horn, som var lille, skød frem imellem dem, og tre af de tidligere horn oprykkedes for at skaffe det plads; og se, dette horn havde øjne som et menneske og en mund, der talte store ord.“ — Dan. 7:2-8.

(Fortsættes)

[Fodnoter]