Fra det gamle Babylon til det tyvende århundrede i bibelprofetien
BIBELENS forudsigelser har fået bemærkelsesværdige opfyldelser før i tiden. Men vidste du at Bibelen også forudsiger ting vedrørende det tyvende århundrede?
Daniels bog i Bibelen indeholder profetiske syner der spænder over store verdensrigers opståen og fald, lige fra det gamle Babylon og frem til den nuværende generation. For eksempel fik Daniel i det sjette århundrede f.v.t. en drøm hvori han så fire symbolske store dyr. Det var, ifølge Daniels beskrivelse:
(1) en løve der til at begynde med havde ørnevinger som den mistede, hvorefter den fik lighed med et menneske; (2) en bjørn der åd meget kød; (3) en panter med fire vinger (der forøgede dens hurtighed) og fire hoveder; og (4) et „frygteligt, skrækkeligt og umådelig stærkt“ dyr der ikke lignede noget andet dyr. Dette fjerde dyr havde store jerntænder, ti horn og „et andet horn“, et „lille“ horn der havde øjne og „en mund, der talte store ord“. — Dan. 7:3-8.
Fra Babylon indtil Menneskesønnens herredømme
Hvad repræsenterer disse fire store dyr? Den bibelske beretning viser at de symboliserer „konger“ eller riger. (Dan. 7:17) Løven repræsenterer Babylon, som var den dominerende magt i det mellemste østen dengang Daniel fik synet. (Jer. 4:5-7) Bjørnen er et billede på det rige der efterfulgte Babylon som verdensrige, og det viste sig at være Medo-Persien. Den firhovedede panter med vinger skildrer det græske rige. Med hensyn til panterens fire hoveder, så ved vi at Alexander den Stores generaler efter hans død kæmpede om herredømmet over riget, og at fire af dem til sidst fik herredømme over forskellige områder. Det fjerde symbolske dyr i synet står for det verdensrige der opslugte det græske rige, nemlig Rom.
Hvad symboliserer dette fjerde dyrs ti horn og ’det andet horn’ som havde øjne og „en mund, der talte store ord“? (Dan. 7:8) Nogle gange bruger Bibelen horn til at symbolisere herskere eller dynastier af herskere. (Dan. 8:2-10, 20-22; Zak. 2:1-4; Luk. 1:69-71) Tallet ti betegner fuldstændighed, helhed, det samlede antal. (Matt. 25:1; Luk. 15:8; 19:13, 16, 17) Historien viser at romerriget med tiden splittedes i forskellige nationer. Det fjerde dyrs ti horn repræsenterer åbenbart alle de riger der opstod efter romerrigets opløsning.
Hvad angår ’det lille horn’ der viste sig mellem de ti, så opnåede England, der engang hørte ind under romerriget, i løbet af det attende århundrede en fremtrædende stilling som den førende handelsmagt og politiske magt i verden. På grund af de nære bånd der nu er mellem England og De forenede Stater, og fordi disse to lande i almindelighed fører den samme politik, taler man i dag ofte om den anglo-amerikanske verdensmagt. Bibelens beskrivelse af ’det lille horn’ passer udmærket på denne magt.
Eftersom den anglo-amerikanske verdensmagt stadig eksisterer, har Daniels syn af de fire store dyr forudsagt begivenheder i menneskets historie lige fra det gamle Babylons tid og frem til vor tid. Men hvad følger der efter denne række af menneskeskabte politiske riger? Daniel fortsætter:
„Jeg skuede videre i nattesynerne: og se, med himlens skyer kom en, der så ud som en menneskesøn. Han kom hen til den gamle af dage og førtes frem for ham; og magt og ære og herredom gaves ham, og alle folk, stammer og tungemål skal tjene ham; hans magt er en evig magt, aldrig går den til grunde, hans rige kan ikke forgå.“ — Dan. 7:13, 14.
Hvor betagende at tænke på at Menneskesønnen, Jesus Kristus, overtager herredømmet over „alle folk, stammer og tungemål“, og det i vor tid! Vi der lever nu, kan se frem til storslåede velsignelser.
Nebukadnezars drøm om billedstøtten
Nebukadnezar havde en profetisk drøm med en lignende betydning. Denne babyloniske konge så i en drøm en mægtig metalbilledstøtte med et menneskes skikkelse. Daniel forklarer at „billedstøttens hoved var af fint guld, bryst og arme af sølv, bug og lænder af kobber, benene af jern og fødderne halvt af jern og halvt af ler“. — Dan. 2:31-33.
Daniel forklarede at hovedet af guld repræsenterede Nebukadnezar, eller, i udvidet forstand, det dynasti af babyloniske herskere der begyndte med Nebukadnezar. (Dan. 2:37, 38) Brystet og armene af sølv var et billede på det efterfølgende verdensrige, Medo-Persien. Bugen og lænderne af kobber skildrede „et tredje rige [regnet fra Babylon]“. (Dan. 2:39) Det var det græske verdensrige. Den næste del af billedstøtten, benene af jern, repræsenterede til at begynde med Rom. Men Rom svarer ikke til hele den del af billedstøtten der var af jern. Hvorfor ikke?
Fordi jernet nåede helt ned i billedstøttens fødder, hvor det var blandet med ler. Og angående billedstøttens fødder fortsætter Bibelen med at sige: „En sten reves løs, dog ikke ved menneskehænder, og ramte billedstøttens jern og lerfødder og knuste dem; og på én gang knustes jern, ler, kobber, sølv og guld.“ — Dan. 2:34, 35.
Hvad betød denne del af Nebukadnezars drøm? Daniel forklarer: „Himmelens Gud [vil] oprette et rige, som aldrig i evighed skal forgå, og herredømmet skal ikke gå over til noget andet folk; det skal knuse og tilintetgøre alle hine riger [repræsenteret ved hele billedstøtten], men selv stå i al evighed.“ — Dan. 2:44.
De jordiske riger blev ikke knust og tilintetgjort og erstattet af Guds herredømme i romerrigets dage. Den del af billedstøtten der var af jern peger derfor videre frem og omfatter også den verdensmagt der fulgte efter Rom, den anglo-amerikanske. Denne drøm forudsiger således, ligesom synet af de fire store dyr, vigtige begivenheder i menneskets historie fra det gamle Babylon og frem til det tidspunkt hvor Guds rige ved Menneskesønnen, Jesus Kristus, overtager herredømmet over jorden.
Kan vi vente at dette snart vil ske?
„Tegnet“ på Kristi nærværelse
Kort før Jesu død spurgte hans disciple ham om „tegnet“ på hans „nærværelse og afslutningen på tingenes ordning“. (Matt. 24:3) Med „nærværelse“ mente de den tid hvor han ville udøve kongemagten. Hvordan besvarede Jesus deres spørgsmål? Det vil være udbytterigt at læse hele svaret som det findes i Mattæus, kapitlerne 24 og 25, og de tilsvarende beretninger i Markus 13 og Lukas 21. Her vil vi blot nævne nogle få hovedpunkter.
Ifølge Lukas’ evangelium nævnte Jesus følgende som en del af tegnet på hans nærværelse: „Nation skal rejse sig mod nation og rige mod rige; og der skal være store jordskælv, og det ene sted efter det andet tilfælde af pest og hungersnød.“ (Luk. 21:10, 11) Åbenbaringsbogen nævner de samme vidnesbyrd om Jesu nærværelse som konge, men i et symbolsk sprog. Vi læser her en beskrivelse af hvad der sker på jorden efter at Jesus Kristus, som rytter på en symbolsk „hvid hest“, har fået „en krone“, det vil sige herredømme over menneskehedens verden:
„En anden [hest og rytter] kom ud, en ildrød hest; og ham som sad på den blev det givet at tage freden bort fra jorden så man ville slå hinanden ihjel; og et stort sværd blev givet ham. [Jævnfør Lukas 21:10, hvor der siges at „nation skal rejse sig mod nation“.] . . .
Og jeg så, og se! en sort hest; og han som sad på den havde en vægt i sin hånd. Og jeg hørte en stemme, som var den i de fire levende skabningers midte, og den sagde: ’En liter hvede for en denar [en hel dagløn på den tid], og tre liter byg for en denar; og gør ikke olivenolien og vinen skade.’ [Jævnfør Lukas 21:11, hvor der er tale om hungersnød.] . . .
Og jeg så, og se! en bleggrøn hest; og han som sad på den havde navnet Døden. Og Hades [menneskehedens fælles grav] fulgte lige efter ham. Og der blev givet dem myndighed over en fjerdedel af jorden til at dræbe med et langt sværd og med hungersnød og med en dødbringende plage og ved jordens vilde dyr. [Læg mærke til at Lukas 21:11 nævner pest.]“ — Åb. 6:1-8.
Har du ikke personligt erfaret disse ting? Har den generation der lever i dag ikke lidt under krige, hungersnød og epidemiske sygdomme uden sidestykke, noget der alt sammen tog sin begyndelse med den første verdenskrig i 1914? Og disse ting udgør endda ikke hele tegnet på Jesu nærværelse i kongemagt.
Jesus tilføjede noget der også skulle være en del af tegnet: „Og på grund af den tiltagende lovløshed vil kærligheden kølnes hos de fleste.“ (Matt. 24:12) Er du ikke enig med os i at den voldsomt tiltagende kriminalitet i mange dele af verden her i vor generation, har ført til at kærligheden til Gud og næsten i almindelighed er kølnet? — Jævnfør Andet Timoteusbrev 3:1-5.
Hvor dystre verdensforholdene end ser ud, udgør de dog for dem der tror på Bibelen en stærk grund til at glæde sig, for Jesus sagde videre: „Jeg skal sige jer en sandhed: Denne generation skal afgjort ikke forsvinde før alt dette sker.“ Det betyder at de der så begyndelsen til disse problemfyldte tider, stadig vil være i live når Guds himmelske rige bringer den nuværende tingenes ordning til afslutning. — Matt. 24:8, 34.
Hvad vil der komme i stedet? En ny tingenes ordning under Guds herredømme. Åbenbaringens bog i Bibelen beskriver forholdene på jorden til den tid: „Se! Guds telt er hos menneskene, og han vil bo hos dem, og de skal være hans folk. Og Gud selv vil være hos dem. Og han vil tørre hver tåre af deres øjne, og døden skal ikke være mere, heller ikke sorg eller skrig eller smerte skal være mere. De tidligere ting er forsvundet.“ — Åb. 21:3, 4.
Kunne du tænke dig at leve i denne nye tingenes ordning? Hvis det er tilfældet, kan opfyldelsen af det ’tegn’ som Jesus gav, have særlig betydning for dig. Jesus henledte opmærksomheden på dette da han sagde: „Men når disse ting begynder at ske, da ret jer op og løft jeres hoveder, for jeres befrielse nærmer sig.“ — Luk. 21:28.
Hvilket vidunderligt håb! Gud stiller dog visse krav til de mennesker der vil overleve og komme ind i den nye tingenes ordning, men de er ikke vanskelige at leve op til. (1 Joh. 5:3, 4) Er du villig til at undersøge Bibelen for at lære Guds krav at kende? Det vil bringe dig virkelig glæde at gøre det. Jehovas Vidner vil være glade for at lede et gratis hjemmebibelstudium med dig. Møderne i deres rigssale er også gratis og åbne for offentligheden. Vi opfordrer dig til snarest at sætte dig i forbindelse med Jehovas Vidner og få yderligere forståelse af hvordan Bibelens profetier opfyldes her i vort tyvende århundrede.