Det redskab hvorved freden genoprettes
JEHOVA GUD er „evighedens Konge“, og han er værdig til at blive tilbedt af alle nationer i menneskeheden. (Åb. 15:3, 4) Som suveræn Herre over det vældige univers er hans ’kraft og vælde så stor’ at han kan gennemføre sin vilje overalt i rummets uendelige vidder, også her på jorden. (Es. 40:26; 55:11) Eftersom denne almægtige Konge har lovet at udrydde alle de onde og gudløse mennesker og nationer fra jordens overflade, kan vi være forvissede om at han vil gøre det. (Jer. 25:32, 33) Men hvordan? Hvilket redskab vil han benytte? Lad os finde svaret i Daniels bog, det syvende kapitel. Her omtales Jehova Gud — „evighedens Konge“ — meget passende som „den gamle af dage“, og hans åndeskabninger, de hellige engle, ses i hans nærhed. I vers 9 og 10 fortæller profetien:
„Jeg skuede videre: Med ét blev troner sat frem, en gammel af dage tog sæde; hans klædning var hvid som sne, hans hovedhår rent som uld; hans trone var luende ild, dens hjul var flammende ild. En strøm af ild flød ud og strømmede frem derfra. Tusinde tusinder tjente ham, og titusind titusinder stod ham til rede. Derpå sattes retten, og bøgerne lukkedes op.“
De efterfølgende ord lader forstå at ’rettens’ dom medfører at de dyriske ’magter’ fjernes her fra jorden. (Dan. 7:11, 12) Men hvem er egnet til at udføre dette?
„Jeg skuede videre i nattesynerne: Og se, med himlens skyer kom en, der så ud som en menneskesøn. Han kom hen til den gamle af dage og førtes frem for ham; og magt og ære og herredom gaves ham, og alle folk, stammer og tungemål skal tjene ham; hans magt er en evig magt, aldrig går den til grunde, hans rige kan ikke forgå.“ — Dan. 7:13, 14.
Her omtales det „rige“ som vil gavne menneskeheden på jorden. Men hvem er den der „så ud som en menneskesøn“? Og hvilken forbindelse har denne konge med Jehova, „evighedens Konge“?
Hvem er ’Menneskesønnen’?
Til sin fastsatte tid sendte Jehova sin søn — den førstefødte af hele sit himmelske skaberværk — til jorden for at han kunne blive født som et fuldkomment menneske, altså som „en menneskesøn“. Gud gjorde dette ved at overføre sin åndelige søns liv til den jødiske jomfru Marias moderliv. Kort før dette viste engelen Gabriel sig for Maria og sagde: „Se, du skal undfange i dit moderliv og føde en søn, og du skal give ham navnet Jesus. Han skal være stor og kaldes den Højestes søn, og Jehova Gud vil give ham hans fader Davids trone . . . og der skal ikke være ende på hans kongedømme.“ — Luk. 1:31-33; Åb. 3:14.
Efter at Jesus var blevet voksen blev han døbt, og salvet med Guds ånd, og han gav sig til at gøre det der var Guds vilje med ham her på jorden. Det indbefattede at han måtte ofre sit fuldkomne menneskeliv for at han, efter at være vendt tilbage til himmelen, kunne bruge dette som en genløsningsbetaling til at befri menneskeheden fra den synd og død den havde arvet fra den første mand, Adam. (Matt. 20:28) Den ubrydelige lydighed og loyalitet som Jesus viste sin Fader ved at han forkyndte om Guds rige trods forfølgelse, ja lige til sin død, viste at han fuldt ud var kvalificeret til at være den øverste i Guds rige, som skal blive til evig gavn for menneskeheden. Denne „menneskesøn“ skulle regere i et særligt rige, et rige der var underlagt Guds suverænitet, idet Gud jo er „evighedens Konge“. Dette rige vil få Guds modstandere til at „slå sig selv af sorg“. Det vil tilintetgøre alle disse og åbne vejen for genoprettelsen af Guds styre over hele jorden. — Matt. 24:30.
Menneskesønnen Jesu Kristi rige udgår fra Jehovas universelle suverænitet. Det er det messianske rige, og det tjener en bestemt hensigt. Profeten Daniel beskriver det som en sten der rives løs fra et bjerg (som repræsenterer Jehovas universelle suverænitet) og kastes mod en billedstøtte, der illustrerer jordens „riger“ (regeringer). Vi læser:
„Men i hine kongers dage vil Himmelens Gud oprette et rige, som aldrig i evighed skal forgå, og herredømmet skal ikke gå over til noget andet folk; det skal knuse og tilintetgøre alle hine riger, men selv stå i al evighed.“ — Dan. 2:44.
Som profetien fastslår vil dette rige blive til ’et stort bjerg der fylder hele jorden’. (Dan. 2:31-45) Gennem det vil Guds suverænitet atter blive udstrakt til hele menneskeheden og bringe uhørte goder. Men hvornår vil det ske?