Hvem kommer til at se „Menneskesønnens tegn“?
I EN af sine mest bemærkelsesværdige profetier anvendte Jesus Kristus et punkt fra et af profeten Daniels syner på sig selv. Daniel fik et symbolsk syn af verdensrigerne fra og med Babylon (som han selv levede under) frem til det tidspunkt da alle de jordiske regeringer måtte vie pladsen for det messianske herredømme. Om den messianske konge skrev Daniel:
„Jeg skuede videre i nattesynerne: og se, med himlens skyer kom en, der så ud som en menneskesøn. Han kom hen til den gamle af dage og førtes frem for ham; og magt og ære og herredom gaves ham, og alle folk, stammer og tungemål skal tjene ham.“ — Dan. 7:13, 14.
Den der „så ud som en menneskesøn“ er Jesus Kristus. (Se Lukas 5:24; 7:34.) Jøderne krævede at han, for at overbevise dem om at han virkelig var Messias, skulle vise sig bogstaveligt på himmelens skyer, i overensstemmelse med den måde de forstod profetien og dens opfyldelse på. Men Jesus sagde til dem at de ikke ville få et sådant tegn. (Matt. 12:38, 39; 16:1-4; Mark. 8:11, 12) Ved en anden lejlighed gav han udtryk for at „Menneskesønnens tegn“ først ville vise sig langt senere.
Hvem vil da få „Menneskesønnens tegn“ at se, idet han kommer „på himmelens skyer med magt og megen herlighed“? Jesus nævnte at alle på jorden ville komme til at se det. Han sagde: „Da skal alle jordens stammer slå sig selv af sorg, og de skal se Menneskesønnen komme.“ (Matt. 24:30) Eftersom Kristus nu er en usynlig ånd, kan mennesker ikke se ham bogstaveligt, men de kan erkende hans nærværelse i kraft af de begivenheder der finder sted. (1 Tim. 6:16) Nogle vil blive klar over hans usynlige nærværelse på et tidligt tidspunkt; andre — de der ’slår sig selv af sorg’ — først når han griber ind for at fjerne de elementer der udgør den nuværende verdensordning
Denne indgriben, sagde Jesus, ville medføre en trængsel for jorden så stor at dens lige ikke havde været fra verdens begyndelse til nu. (Matt. 24:21) Trængselen vil begynde med at „Babylon den Store“ — al falsk religion — tilintetgøres, og opmærksomheden rettes især mod de såkaldt kristne religionssamfund, de der giver sig ud for at følge Kristus men i virkeligheden giver et helt forkert billede af ham. (Åb. 17:1, 2, 16-18; 18:21) Derefter følger den afgørende kamp mellem på den ene side denne verdens politiske, kommercielle og militære elementer og på den anden side kongernes Konge, Jesus Kristus. — Åb. 19:11-21.
Dagene afkortes
Fortidens israelitter gjorde krav på at være Guds folk. De havde de inspirerede hebraiske skrifter. Men de praktiserede en falsk gudsdyrkelse og forfulgte Jesus Kristus og hans disciple. De var ikke venner af Gud, men af verden. De tog ikke imod Jesus, som Gud havde salvet og fremstillet for den jødiske nation som dens konge. I stedet råbte de, dengang Jesus stod anklaget for den romerske landshøvding Pontius Pilatus: „Vi har ingen anden konge end kejseren.“ (Joh 19:12-16) For deres oprørskhed blev de forkastet af Gud, og han lod Jerusalem ødelægge af de romerske hære i år 70.
Kristenheden er som fortidens Jerusalem. Den har Bibelen og gør krav på at være den eneste som repræsenterer den sande Gud. Men den har gjort sin egen påstand til skamme ved at forfølge dem der forkynder Guds messianske rige. Den er blevet uløseligt forbundet med denne verden, idet den tager del i denne verdens politik. (Joh. 17:14; Jak. 4:4) Derfor vil Gud ødelægge kristenheden, ligesom han gjorde med fortidens Jerusalem.
Da Jerusalem blev ødelagt varede belejringen ikke længe, kun 142 dage. I løbet af denne tid mistede 1.100.000 jøder livet, mens 97.000 overlevede og blev solgt som trælle. Jesus havde forudsagt: „Blev de dage ikke afkortet, ville intet kød blive frelst; men på grund af de udvalgte vil de dage blive afkortet.“ — Matt. 24:22.
„De udvalgte“ som Jesus nævnte her, var i første omgang de kristne i Jerusalem og Judæa, som var de første til at erkende at Jehovas forudsagte dom snart ville blive eksekveret over Jerusalem, og som derfor flygtede i sikkerhed over på den anden side af Jordanfloden. På grund af at disse „udvalgte“ var kommet ud af farezonen i forvejen, kunne Gud sørge for at de romerske hære hurtigt fik overstået ødelæggelsen af Jerusalem. Det var barmhjertigt af ham at han ikke udslettede indbyggerne til sidste mand.
Svarende hertil søger Guds „udvalgte“ i vor tid, Jesu Kristi salvede, åndsavlede brødre som endnu befinder sig på jorden, også i sikkerhed. På grundlag af de begivenheder der finder sted i dag erkender de at Menneskesønnen er usynligt nærværende og at denne tingenes ordnings ødelæggelse er nær. De forlader ikke rent bogstaveligt skuepladsen, sådan som de kristne i Jerusalem gjorde, men de søger tilflugt hos Jehova under hans messianske konge, som de anerkender og tjener. De sætter deres lid til at hans rige, og ikke menneskers bestræbelser, vil indføre fred og sikkerhed på jorden. Deres trofasthed er blevet bemærket af „en stor skare“ mennesker som slutter sig til dem for at tilbede sammen med dem. — Åb. 7:9-17.
Når „de udvalgte“ og deres medtjenere har skilt sig tydeligt ud og er kommet ind under Kongens usynlige beskyttelse, kan ødelæggelsen begynde. Det behøver ikke at blive en langvarig trængsel. Den kan ’afkortes’ så noget „kød“ kan blive frelst. De der undgår døden frelses ikke for at blive solgt til trældom, men for at de kan opnå livet i Guds nye orden, idet de har udvist tro på det messianske rige og har erkendt Kristi usynlige nærværelse. Så selv om „de udvalgte“ og ’den store skare’ bliver skånet ligesom de 97.000 i fortidens Jerusalem, udgør de således ikke et „modbillede“ til disse uretfærdige jøder. Den eneste lighed består i at der i begge tilfælde er noget „kød“ som frelses. I sin barmhjertighed udslettede Jehova ikke alle jøder dengang, og han vil heller ikke udslette alle mennesker i vor tid.
Vildledes ikke af falske messias’er
Da Jesus fortalte sine disciple hvad der ville ske med Jerusalem, advarede han dem mod falske messias’er som ville fremstå dengang, og nævnte samtidig hvad de kristne skulle holde udkig efter når de med forventning så frem til hans parousiʹa eller „nærværelse“ i Rigets magt. Han sagde:
„Hvis nogen da siger til jer: ’Se! Her er Messias,’ eller: ’Dér!’ så tro det ikke. Falske messias’er og falske profeter vil nemlig fremstå og gøre store tegn og undere for at vildlede endog de udvalgte, om muligt. Se! Jeg har forud advaret jer. Hvis folk derfor siger til jer: ’Se! Han er i ørkenen,’ så gå ikke derud; ’Se! Han er i de inderste rum,’ så tro det ikke. For ligesom lynet udgår fra øst og lyser over til vest, således vil Menneskesønnens nærværelse være. Hvor ådselet er, dér vil ørnene samles.“ — Matt. 24:23-28.
Når Kristus kom igen for at være usynligt nærværende, ville han ikke komme som et menneske på jorden. Derfor skulle de kristne ikke spejde efter ham „i ørkenen“, for at de dér i ubemærkethed kunne blive trænet til en revolution. Han ville heller ikke skjule sig „i de inderste rum“, for at han dér med sine disciple kunne lægge planer om at styrte de verdslige regeringer. Nej, hans nærværelse skulle være som lynet, ikke i den forstand at lynet kommer uventet og lyser op et kort øjeblik, men i den forstand at det kan ses i et stort område, af alle og enhver. (Luk. 17:24; se også Salme 97:4.) Hans disciple ville ikke beholde deres viden om hans usynlige nærværelse for sig selv, men forkynde den vidt og bredt. — Matt. 10:26, 27.
„De udvalgte“ ville ikke lade sig bedrage af falske messias’er. På grund af deres gode åndelige indsigt er de i symbolsk forstand som ørne. Ligesom ørne med deres skarpe blik kan få øje på et ådsel hvor de kan stille deres sult, sådan kan „de udvalgte“ kende den sande Messias, Jesus, og samles om ham for at få åndelig næring på det rette messianske sted. — Luk. 17:37.
Udtrykket „straks efter“
Disse advarsler som Jesus fremsatte, gjaldt først byen Jerusalem og dens indbyggere og derefter de kristne i århundrederne efter Jerusalems ødelæggelse. Derefter benyttede Jesus udtrykket „straks efter de dages trængsel“. (Matt. 24:29) Dette udtryk markerer tidsmæssigt et skel. Det følgende Jesus sagde, har kun én opfyldelse. Det blev ikke opfyldt på Jerusalem i fortiden, men gælder vor tid. Hvordan kan vi sige det?
Det græske ord der er oversat med „straks“ (euthéōs), blev brugt på en anden måde i det første århundrede end vi bruger det danske ord i dag. Det behøvede ikke nødvendigvis at betyde ’med det samme, uden afbrydelse’. Dr. A. T. Robertson forklarer dette i Word Pictures in the New Testament og henviser i denne forbindelse til et lignende græsk udtryk: „Brugen af en tachei [’snart’] i Åbenbaringen 1:1 skulle få én til at standse op før man afgør det [nemlig hvor langt det mellemliggende tidsrum er]. Her har vi et profetisk panorama ligeledes med forkortet perspektiv.“ Udtrykket en tachei omspænder også lang tid som det bruges af apostelen Paulus i Romerbrevet 16:20: „Den Gud som giver fred, vil snart knuse Satan under jeres fødder.“
Med udtrykket „straks efter“ dækkede Jesus i virkeligheden en århundredlang periode, for de ting han derefter beskrev fandt ikke sted i det første århundrede. De historiske beretninger fortæller ikke at de romerske belejrere af Jerusalem og jordens øvrige „stammer“ på den tid så Menneskesønnen komme på skyer med „magt og megen herlighed“ og af den grund slog sig selv af sorg.
De ting Kristus forudsagde, får derimod deres opfyldelse i vor tid. Han forudsagde at verden ville blive formørket, som om solen var slukket og stjernerne var faldet ned fra himmelen. Der ville ingen lyse udsigter være. Sådan har forholdene været siden 1914, da den første verdenskrig markerede et vendepunkt i verdensbegivenhederne og indledte den mørkeste periode i menneskehedens historie.
Jorden og dens samlede befolkning vil dog ikke blive udslettet af menneskene, hverken i en kernekrig eller med andre menneskeskabte midler. For netop når det ser sortest ud „vil Menneskesønnens tegn vise sig i himmelen, og da skal alle jordens stammer slå sig selv af sorg, og de skal se Menneskesønnen komme på himmelens skyer med magt og megen herlighed“. — Matt. 24:30.
Dette refererer ikke til begyndelsen af Kristi parousiʹa eller usynlige nærværelse, men til hans „komme“ (græsk: erkhoʹmenon) i den store trængsel hvis lige „ikke har været fra verdens begyndelse til nu“. Når „han kommer med skyerne, og hvert øje skal se ham“, vil han være usynlig for det bogstavelige øje. (Åb. 1:7) Eftersom skyerne naturligvis vil skjule det der befinder sig i dem, må udtrykket symbolisere at den der „kommer“ er usynlig. Man vil altså ikke se Menneskesønnen bogstaveligt; men ved at iagttage hvad han gør til den tid, vil alle erkende at det der sker ikke skyldes mennesker, men indgriben fra himmelen. „Jordens stammer“, som er kommet i konflikt med Gud på grund af den falske religion og de kommercielle og politiske organisationer, vil „slå sig selv af sorg“ når de ser Menneskesønnen udfolde sin overmenneskelige magt mod deres hære og systemer.
Under Kristi parousiʹa, som går forud for hans „komme“ for at eksekvere dommen, er budskabet om Riget og dets oprettelse blevet forkyndt som med kraftige trompetstød mod „de fire vinde“ — det vil sige i alle retninger — med det resultat at Jehovas salvede, åndsavlede „udvalgte“ er blevet indsamlet og tilbeder Gud i enhed. (Matt. 24:31) Der er også andre som har hørt budskabet med et ønske om at tjene Gud, og de tjener nu sammen med „de udvalgte“.
Opfyldes i denne generations levetid
Det er ikke blot en enkelt ting, men mange ting som nu sker samtidig, der viser at vi nærmer os den dag og time da „Menneskesønnens tegn“ vil vise sig for alle mennesker, selv for dem der ikke tror. Men inden da ser de der tror på Guds ord et andet „tegn“ idet de betragter begivenhederne siden 1914 i sammenhæng med Jesu profeti, nemlig „tegnet“ på at Kristus er usynligt nærværende nu. Jesu næste ord til disciplene viser at han ikke ønskede at de skulle blive overrasket, i færd med at gøre fælles sag med den nuværende tingenes ordning i dens forhåbninger, planer og frugtesløse bestræbelser. Han sagde: „Men lær følgende af billedet med figentræet: Så snart dets unge gren bliver blød og skyder blade, ved I at sommeren er nær. Således ved I også, når I ser alt dette, at han er nær for døren. Jeg skal sige jer en sandhed: Denne generation skal afgjort ikke forsvinde før alt dette sker.“ — Matt. 24:32-34.
Det er betryggende at vide at dette vil ske i vor generations levetid, for Menneskesønnens magt er „en evig magt“ der aldrig går til grunde. (Dan. 7:13, 14; 2:44) Han vil udøve sit herredømme i frygt for sin Gud, Jehova, og han vil ikke udbytte sine undersåtter, sådan som mennesker har gjort, men herske på en måde der tjener til deres fred og lykke. — Es. 11:15; 32:18.
Hvis man indser at de ting Jesus beskrev i sin profeti finder sted nu, kan man prise sig lykkelig over at have fået øjnene op for „tegnet“ på Kristi nærværelse. Det betyder at man nu kan lære mere om Guds hensigt med jorden og kan rette sin adfærd ind så man vandrer på en måde der behager Gud. Gør man det, kan man regne med Guds beskyttelse når man ser „Menneskesønnens tegn“ når Kristus ’kommer’ for at eksekvere dommen over den nuværende onde tingenes ordning.