Håbet om tusindårsriget lever

 1. Hvilke spørgsmål gav Messias’ komme anledning til?

DA DEN længe ventede Messias kom til jøderne, bekræftede han så deres oprindelige tro på fremtidigt liv ved en opstandelse, eller gik han ind for deres nyfundne hedenske forestilling om sjælens iboende udødelighed? Og da han åbenbarede at der var et himmelsk håb, mente han så at alle som blev frelst skulle i himmelen? Eller viser både De hebraiske og De kristne græske Skrifter at millioner af mennesker har håb om evigt liv på jorden?

Fremtidigt liv ved en opstandelse

 2. Hvad sagde Jesus angående håbet om fremtidigt liv?

² I stedet for at fremholde den hedenske forestilling om menneskesjælens iboende udødelighed, understregede Jesus at håbet om fremtidigt liv bygger på en opstandelse. Han sagde: „For ligesom Faderen har liv i sig selv, således har han også givet Sønnen at have liv i sig selv. Og han har givet ham bemyndigelse til at dømme, fordi han er Menneskesøn. I skal ikke undre jer over dette, for den time kommer i hvilken alle de der er i mindegravene skal høre hans stemme og komme ud, de som har gjort det der er godt, til en livets opstandelse, og de som har øvet det der er slet, til en dommens opstandelse.“ — Joh. 5:26-29.

 3. Hvad indrømmer nogle af kristenhedens teologer nu angående sjælen?

³ Interessant nok er flere af kristenhedens teologer i nutiden nået frem til det resultat at hverken De hebraiske eller De kristne græske Skrifter støtter tanken om menneskets iboende udødelighed. Værket The New International Dictionary of New Testament Theology (bind 3, 1978) kommer for eksempel ind på „hvor fremmed forestillingen om en sjæl der er adskilt fra legemet, eller en sjæl der bliver adskilt fra legemet ved døden, er for GT [Det gamle Testamente]“. Og igen: „Matt. 10:28 lærer ikke sjælens mulige udødelighed men uafvendeligheden af Guds dom over de forhærdede. . . . NT [Det nye Testamente] ser i det væsentlige mennesket som en helhed og lover at hele personen vil blive forvandlet, og ikke blot at en del af den vil overleve. . . . I lyset af [1 Kor. 15] v. 42, 50-54 er det klart at der ikke kan være tale om udødelighed uden forudgående opstandelse.“

Et himmelsk og et jordisk håb

 4. Hvad anerkender Jehovas vidner, men hvad benægter de, og hvorfor?

⁴ Jehovas vidner benægter ikke at De kristne græske Skrifter lærer at nogle kristne modtager „den himmelske kaldelse“. (Hebr. 3:1) Det de benægter, er at denne „himmelske kaldelse“ skulle ophæve Guds oprindelige hensigt, som var at jorden skulle gøres til et paradis og opfyldes med en retfærdig menneskeslægt. De kan ikke acceptere det synspunkt at alle profetierne i De hebraiske Skrifter om Paradisets genoprettelse på jorden skulle være reduceret til døde bogstaver. Noget som bestyrker dem i deres overbevisning om at Guds oprindelige hensigt stadig står ved magt, er at løftet om „en ny jord“ hvor ’retfærdighed skal bo’, gentages i De kristne græske Skrifter. — 2 Pet. 3:13; Åb. 21:1-4.

 5, 6. Hvordan viser Bibelen at det kristne håb omfatter (a) et himmelsk håb? (b) et jordisk håb?

⁵ Ved deres grundige bibelstudium har Jehovas vidner fået tro på at det kristne håb går i to retninger: Et begrænset antal kan se frem til udødelighed i himmelen, og flertallet kan se frem til evigt liv på jorden. Det himmelske håb om at skulle „herske som konger“ sammen med Kristus tilbydes som en særlig ’nåde’ (da. aut.) eller ’ufortjent godhed’ til 144.000 „udvalgte“, begyndende med Kristi apostle og nære disciple. (Luk. 12:32; Rom. 5:17; 8:33; Åb. 5:9, 10; 7:1-4; 14:1-4) Et antal af disse er ’blevet tilbage til Herrens nærværelse’ og heraf er der nu kun en lille rest tilbage på jorden. — 1 Tess. 4:14-17; Åb. 12:17.

⁶ Det jordiske håb er det oprindelige håb som Adam og Eva kunne have fået hvis de var forblevet under Jehova Guds suveræne herredømme og ikke havde søgt moralsk uafhængighed. (Se de første tre kapitler i Første Mosebog.) Mennesket „er af natur jordisk“. (1 Kor. 15:47, Jerusalem-Bibelen) Dets naturlige stræben og længsel er knyttet til jorden. „Himlen er [Jehovas] himmel, men jorden gav han til menneskens børn.“ (Sl. 115:16) Og Bibelen siger ganske klart at Jehova ’ikke skabte jorden øde, men danned den til at bebos’. (Es. 45:18) Håbet om evigt liv på jorden under paradisiske forhold er derfor både naturligt og bibelsk. Det er ikke et håb man behøver at skamme sig over.

Håbet om tusindårsriget for to kategorier

 7. Hvilket håb fremholder Abrahamsløftet og Daniels profeti for jordens folkeslag?

⁷ De 144.000 åndelige israelitter er „Abrahams afkom“ og „arvinger ifølge Guds løfte“. (Gal. 3:26-29, Seidelin) Men vi må ikke glemme at løftet til Abraham også sagde: „Ved dit afkom skal alle jordens nationer velsigne sig.“ (1 Mos. 22:16-18, NW) Profeten Daniel talte ligeledes om at der var „folk, stammer og tungemål“ som Menneskesønnen Jesus Kristus ville udøve ’magt og herredom’ over fra himmelen. Dette skulle han gøre sammen med „de udvalgte“, der her omtales som „den Højestes helliges folk“. — Dan. 7:13, 14, 27; 2 Tim. 2:10.

 8. Hvoraf fremgår det at Paulus og Johannes vidste at frelsen ikke er begrænset til at omfatte „de udvalgte“?

⁸ De første kristne var ikke ukendt med disse profetier der taler om to kategorier: „Abrahams afkom“ og ’nationerne’; eller ’de hellige’ og „alle folk, stammer og tungemål“. Dette bekræftes af apostelen Paulus. Efter at han har omtalt dem der bliver „Kristi medarvinger“ og som vil blive „herliggjort sammen med ham“ i himmelen, taler han om menneskeheden som sådan, „skabningen“, der „med spændt forventning“ ser frem til at „blive frigjort fra trældom under fordærv“, det vil sige synd, og at „opnå Guds børns herlige frihed“. (Rom. 8:15-21) Og i et brev til kristne der ligesom han selv havde det himmelske håb, omtalte apostelen Johannes Kristus som „sonoffer for vore synder [altså „de udvalgtes“], og ikke blot for vore men også for hele verdens“. — 1 Joh. 2:2; 3:1-3.

 9. (a) Hvilke syner havde Johannes uden tvivl set da han skrev sit første brev? (b) Hvordan bekræfter disse syner at der er to kategorier som bliver frelst?

⁹ Da Johannes skrev disse ord havde han efter al sandsynlighed allerede fået Åbenbaringen, hvori han, efter at have set de 144.000 „beseglede“ åndelige israelitter, så „en stor skare, som ingen var i stand til at tælle, af alle nationer og stammer og folk og tungemål“. Medlemmerne af denne skare overlever „den store trængsel“ og ledes af Lammet Jesus Kristus til „kilder med livets vand“. (Åb. 7:4-17) Og som vi ved, var det i den samme Åbenbaring at Johannes fik et syn af Kristi tusindårsrige, hvor der igen nævnes to kategorier: dem der „har del i den første opstandelse . . . og skal herske som konger“, og „menneskene“ som bliver velsignet af Gud og „skal være hans folk“. — Åb. 20:1 til 21:8.

10. Hvilke to grupper ser i dag frem til tusindårsriget, og hvor store er disse grupper I forhold til hinanden?

¹⁰ I dag lever håbet om tusindårsriget i hjertet hos dem der hører til ’den lille hjord’ som er kaldet til at „sidde på troner“ sammen med Kristus i himmelen og herske i tusind år. (Luk. 12:32; 22:28-30) Håbet næres også af dem der hører til ’den store skare’ som har sluttet sig til de salvede kristne der er tilbage, og som sammen med dem forkynder „denne gode nyhed om riget . . . til et vidnesbyrd for alle nationerne“. (Matt. 24:14) Begge kategorier er til stede ved den årlige fejring af Herrens aftensmåltid. I 1980 blev højtiden holdt den 31. marts, og der var ved denne lejlighed i hele verden kun 9564 der nød symbolerne, brødet og vinen, hvilket viser at der kun er en lille rest tilbage på jorden af de 144.000 som skal herske sammen med Jesus i hans tusindårsrige. Men sammen med denne rest var der 5.717.092 der overværede højtiden som iagttagere, og som dermed viste at de værdsætter Jehovas storslåede ordning der er blevet mulig ved hans søns offer. De glæder sig over udsigten til evigt liv i et jordisk paradis.

Håbet om tusindårsriget lever stadig!

11. Hvornår og hvordan vil håbet om tusindårsriget blive indfriet?

¹¹ Ja, håbet om tusindårsriget lever i bedste velgående. Det vil blive indfriet efter „den store trængsel“, når Kristus og de 144.000 „udvalgte“ indleder deres himmelske herredømme som skal vare i 1000 år, og når ’den store skare’ sammen med milliarder af mennesker som oprejses fra gravene går ind til velsignelser uden lige i den jordiske del af dette Messiasrige. — Matt. 25:34; Åb. 20:12, 13.

12. Hvad siger et opslagsværk om tusindårsriget?

¹² Menneskeheden trænger hårdt til et sådant håb i dag. Verdsligvise mennesker er ikke ukendt med at håbet findes. I 1977-udgaven af Britannica Macropædia defineres tusindårsriget for eksempel på denne måde: „Denne 1000-årige periode, der kaldes millenniet, betragtes som en tid hvor menneskets længsler efter fred, det ondes afskaffelse og et retfærdigt herredømme på jorden endelig opfyldes ved Guds kraft. . . . millennismen beskæftiger sig med menneskesamfundets jordiske udsigter. . . . millennismen søger i levende billedsprog at besvare sådanne spørgsmål som: Hvordan ender det for denne verden? Vil menneskene nogen sinde få opfyldt den ældgamle drøm om at bo i et jordisk paradis, eller vil alle mennesker blive udslettet i en verdensbrand som skyldes deres egen dårskab eller Guds dom?“ — Kursiveret af os.

13. (a) Tror du at jorden vil blive tilintetgjort i „en verdensbrand“? Begrund dit svar. (b) Hvad var Guds oprindelige hensigt med jorden?

¹³ For visse leksikonredaktører og vantro religiøse ledere har disse spørgsmål måske udelukkende akademisk interesse. Men i alle lande findes der oprigtige mennesker for hvem disse spørgsmål er aktuelle problemer der interesserer dem brændende. Jehovas vidner har fundet svaret på disse spørgsmål i Bibelen. For dem er håbet om evigt liv „i et jordisk paradis“ ikke ’en ældgammel drøm’. Det er et realistisk håb der bygger på en sikker grundvold, sund bibelkundskab. Både De hebraiske og De græske Skrifter viser at Gud ikke vil tillade at onde mennesker ødelægger jorden i „en verdensbrand“. (Åb. 11:18; Es. 45:18) Han vil heller ikke selv ødelægge jorden. (Sl. 104:5) Efter at Gud havde skabt mennesket og anbragt det i et paradis af begrænset omfang, åbenbarede han det sin hensigt, som gik ud på at mennesket skulle gøre sig til herre over jorden ved at udvide Paradiset til at omfatte hele kloden og ved at ’opfylde [ikke overfylde] jorden’ med en retfærdig slægt af mennesker som var ’skabt i Guds billede’. — 1 Mos. 1:26-28; 2:15.

14. Hvordan stemmer håbet om tusindårsriget med Guds „evige forsæt“?

¹⁴ Dette er stadig Guds vilje, som under Messiasriget vil ske „på jorden, som den sker i Himmelen“. (Matt. 6:10, da. aut.) Hele det gennemgående tema i Bibelen viser klart at Gud ikke har opgivet denne sin oprindelige hensigt. (Es. 46:9, 10) Kristi tusindårsrige eller millennium passer ind i Guds „evige forsæt“, der blandt andet går ud på at „sammenfatte alt igen, i Messias, det i himlene og det på jorden“. (Ef. 3:11; 1:8-10) Tusindårsriget er med andre ord ikke et mål i sig selv; det er et middel til opnåelsen af et mål, nemlig gennemførelsen af Guds oprindelige hensigt med jorden.

Ikke „en materialistisk drøm“

15, 16. Hvordan har en katolsk præst betegnet håbet om tusindårsriget, men hvad har han åbenbart glemt?

¹⁵ Jehovas vidners forkyndelse af tusindårsriget mødes med spot af religiøse modstandere. Disse spottere er tilfredse med at sende alle de gode til himmelen og alle de onde til evig pine i helvede, hvorved de fuldstændig udelader jorden af Guds „evige forsæt“. En af disse modstandere, den franske dominikanerpræst H. C. Chéry, der har specialiseret sig i at kritisere Jehovas Vidner, kalder håbet om Paradisets genoprettelse på jorden for „en materialistisk drøm“.

¹⁶ Denne katolske præst burde tænke på at håbet om tusindårsriget aldrig formelt er blevet fordømt eller defineret som kættersk af den katolske kirke. Og det er ikke så mærkeligt, eftersom det jo bygger på Bibelen og eftersom hovedparten af de tidligste og mest ansete „kirkefædre“ betragtede det som „et af den kristne tros centrale lærepunkter“. Var Polykarp, Papias, Irenæus, Justinus Martyr og Tertullian også ’materialistiske drømmere’?

17. Hvorfor kan ingen med rette anklage Jehovas vidner for at være ’materialistiske drømmere’?

¹⁷ Det er sandt at nogle af disse, og efterhånden andre, bragte håbet om tusindårsriget i vanry ved at give de forudsagte velsignelser en verdslig fortolkning eller endda en socialpolitisk drejning. Men ingen kan med rette anklage Jehovas vidner for at gøre dette i dag. Selv nu, midt i en nydelsessyg verden, kæmper disse kristne en hård kamp mod materialisme og nydelsessyge i deres egen personlige tilværelse og i deres menigheder. De lægger vægten på åndelige værdier. De forstår til fulde at hvis man bukker under for materialismen i denne „endens tid“, kan man risikere aldrig at få tusindårsriget at se. (Luk. 21:34-36; Dan. 12:4) Desuden gør de sig ingen forhåbninger om at indføre tusindårsriget ved hjælp af menneskelige samfundsreformer. De sætter hele deres lid til Guds indgriben ved sin messianske Konge. I spidsen for de himmelske hærstyrker vil denne ’kongernes Konge’ anføre kampen og gøre ende på al ondskab på jorden. — Åb. 19:11 til 20:3.

Paradiset – åndeligt og bogstaveligt

18. Hvorfor kan vi forvente at det åndelige paradis vil blive endnu rigere i løbet af tusindårsriget?

¹⁸ Jehovas vidner lever allerede i et åndeligt paradis. Og de ser med tillid frem til at åndeligheden vil blive endnu større i løbet af Kristi tusindårsrige, hvor symbolske „skriftruller“ der åbenbarer Guds krav, vil blive „åbnet“. — Åb. 20:12.

19. Hvorfor vil tusindårsriget kræve megen selvopofrelse og slidsomt arbejde?

¹⁹ Ved en omhyggelig gennemgang af de skriftsteder der taler om Kristi tusindårsrige (for eksempel Åbenbaringen 20:11 til 21:8) er Jehovas vidner også kommet til forståelse af at tusindårsriget vil kræve megen selvopofrelse af dem der har del i det jordiske håb. Det vil blive et stort arbejde at opdyrke og forskønne jorden, og indbyggerne vil ikke kun gøre dette for deres egen skyld. Kristi tusindårsrige er i virkeligheden en dommens „dag“a både for dem der overlever den forestående ’krig på Guds, den Almægtiges, store dag’ (Apg. 17:30, 31; Åb. 16:14, 16) og for de millioner af døde der bliver oprejst fra gravene og dømt efter de gerninger de øver i det jordiske paradis. (Joh. 5:28, 29; Luk. 23:42, 43) Disse utallige opstandne må oplæres i retfærdighed af dem der allerede lever under Messias’ tusindårsrige. (Jævnfør Esajas 11:1-9.) En „materialistisk drøm“? På ingen måde. Det bliver et stort og slidsomt arbejde, også i åndelig henseende.

20. Hvad vil der ske når de 1000 år er forbi, og hvad vil de trofaste have udsigt til?

²⁰ Desuden vil tusindårsriget kun være begyndelsen. Efter en sidste prøve når de 1000 år er forbi, vil de mænd og kvinder der forbliver trofaste mod Guds suveræne herredømme, få lov til at fortsætte livet til evig tid på den paradisiske jord.b — 1 Kor. 15:24-28; Åb. 20:7-10.

Et håb der kan blive dit

21, 22. (a) Hvad er Jehovas vidner altid glade for at gøre? (b) Hvad er altså deres håb for den nærmeste fremtid?

²¹ Det er det håb der nu næres af over 2.000.000 kristne Jehovas vidner i over 200 lande. Det lever i deres sind og hjerte, og det er så realistisk for dem at de altid er glade for at give andre en begrundelse for ’det håb der er i dem’. — 1 Pet. 3:15.

²² Siden 1914 har verdensbegivenheder som opfylder bibelprofetien vist at vi nu lever i „endens tid“ og at en „trængselstid“ uden lige er nær. (Dan. 12:1-4; Matt. 24:3-21) De „udvalgte“ der er tilbage og ’den store skare’ som samarbejder med dem, har fået løfte om at de vil overleve denne „store trængsel“. (Matt. 24:22; Åb. 7:9, 10, 14) Derefter vil deres respektive forhåbninger i forbindelse med tusindårsriget blive opfyldt. Tror du det? „Måtte den Gud som giver håb, fylde jer med al glæde og fred ved at I har tro, så I må være rige i håbet med hellig ånds kraft.“ — Rom. 15:13.

[Fodnoter]

[Illustration på side 21]

Under Messias’ tusindårsrige vil de der opstår fra gravene blive oplært i retfærdighed