„Ske din vilje på jorden“, 21. del

Som beskrevet i det netop afsluttede kapitel „Det ’lille horn’ går til angreb“, blev Babylon i slutningen af det syvende århundrede f. Kr. den førende verdensmagt. I 618 f. Kr. belejrede den babyloniske konge, Nebukadnezar, jødernes hovedstad Jerusalem og førte deres konge som fange til Babylon. Blandt de mange andre fanger som førtes til Babylon var også den unge jøde Daniel, der blev Jehovas profet, og nedskriver af den bog i Bibelen som bærer Daniels navn. Den nye konge som Nebukadnezar indsatte på tronen i Jerusalem gjorde oprør, og på ny belejrede Nebukadnezar den hellige by. I sommeren 607 f. Kr. erobrede og tilintetgjorde han den og lagde dens tempel for Jehova i ruiner. Overlevende jøder i hundredvis førtes i udlændighed til Babylon, hvor Daniel befandt sig, mens andre flygtede i rædsel. Således kom Judas land til at ligge øde hen. Cirka niogtres år senere, nemlig i 539 f. Kr., blev verdensriget Babylon selv overvundet af mederne og perserne, hvis forenede rige nu blev den førende verdensmagt, den fjerde i den bibelske historie. Daniel var vidne til dette.

Kapitel IX

Helligdommen fremstår atter i sin rette tilstand

 1. Hvorledes forholdt det sig med Jehovas jordiske helligdom på den tid da Babylon sad inde med verdensherredømmet, og hvad øgede Daniels interesse for den?

I DE niogtres år Babylon sad inde med herredømmet som den bibelske histories tredje verdensmagt, lå Jehova Guds helligdom i Jerusalem øde hen. Yderst interesseret som profeten Daniel var i tilbedelsen af Gud den Allerhøjeste på det sted denne selv havde udvalgt i gammel tid, bad han i sin udlændighed: „Lad dit ansigt lyse over din ødelagte helligdom for din egen skyld, o Herre!“ (Dan. 9:17) Hans interesse for Jehovas helligdom øgedes yderligere ved det syn som Gud Herren sendte ham da det babyloniske verdensriges sidste konge sad på tronen, nemlig „i kong Belsazzars tredje regeringsår“.

 2. Hvad så Daniel først i sit syn i Belsazzars tredje regeringsår?

² Det kan ikke med sikkerhed siges om Daniel stadig var i byen Babylon og blot i synet så sig selv et andet sted, eller om han virkelig var på dette andet sted. Daniel skriver nu, idet han i stedet for aramaisk atter benytter hebraisk: „Jeg skuede i synet, og det var mig, som om jeg var i borgen Susan i landskabet Elam; og jeg så mig i synet stående ved floden Ulaj. Da løftede jeg mine øjne og skuede, og se, en væder stod ved floden; den havde to store horn, det ene større end det andet, og det største skød op sidst. Jeg så væderen stange mod vest, nord og syd; intet dyr kunne modstå den, ingen kunne redde af dens vold, og den gjorde, hvad den ville, og blev mægtig.“ — Dan. 8:1-4.

 3. Hvem fik besked på at forklare Daniel synet, og hvoraf ved vi at det har med vor egen kritiske tid at gøre?

³ Vi der i dag lever i sidste halvdel af det tyvende århundrede kan gå i gang med en undersøgelse af denne forbløffende profeti i forvisning om at den har med vor egen kritiske tid, „endens tid“, at gøre, eftersom ingen ringere end en af Jehova Guds fremtrædende engle har sagt det. Dengang, for længe siden, forstod Daniel ikke synet, men han skriver: „Jeg hørte en menneskelig røst råbe over Ulaj: ’Gabriel, udlæg ham synet!’ Så kom han hen hvor jeg stod, og ved hans komme blev jeg overvældet af rædsel og faldt på mit ansigt. Og han sagde til mig: ’Se nøje til, menneskesøn, thi synet gælder endens tid!’ Medens han talte med mig, lå jeg bedøvet med ansigtet mod jorden; men han rørte ved mig og fik mig på benene og sagde: ’Se, jeg vil kundgøre dig, hvad der skal ske i vredens sidste tid; thi synet gælder endens bestemte tid.’“ Derfor bør vi i dag være interesserede.

 4. Hvad symboliserede vædderen i synet, og hvorledes blev det sidst fremvoksende horn det største?

⁴ Med følgende ord begyndte engelen Gabriel nu at tyde synet: „Den tvehornede væder du så, er kongerne af Medien og Persien.“ (Dan. 8:16-20) Denne symbolske vædder er et billede på den fjerde verdensmagt, Medo-Persien. De to store horn symboliserer konger. Det mediske horn skulle fremstå først som direkte efterfølger af Babylons kaldæiske konger, men dets eksistens ophørte praktisk talt med mederen Darius. Hans nevø, Kyros den Store, havde været ham behjælpelig med at erobre Babylon, og denne Kyros, der var perser, efterfulgte sin onkel Darius som konge over hele det babyloniske rige. De persiske konger indtog fortsat den mest fremtrædende stilling. I den sidste del af perserkongen Darius I’s regering anstiftede mederne ganske vist et oprør, men perserne slog det ned. Det persiske horn blev derfor det største af de to. Et fingerpeg herom finder vi i den omstændighed at Daniel 5:28; 6:9, 13, 16 og 8:20 nævner mederne før perserne, mens den senere Esters bog nævner perserne før mederne. (Est. 1:3, 14, 18, 19) Ved profeten Esajas udtalte Jehova, at han ville opvække mederne — ikke perserne — til at omstyrte Babylon. — Es. 13:17; 21:2.

 5. Hvilken verdensmagt kunne ikke stå sig imod denne symbolske vædder, og hvorledes skildres vædderen stangende fra øst?

⁵ I Daniels tidligere syn var Babylon blevet skildret ved dyret som steg op af havet og så ud som en løve der havde ørnevinger. Det viste sig at dette symbolske dyr ikke kunne stå sig imod den symbolske vædder i dette nye syn. Fra Babylons erobring i 539 f. Kr. og i næsten halvtreds år derefter kunne intet andet af de politiske regeringers dyr rejse sig imod det medo-persiske verdensrige. Profetierne omtaler at Jehova „fra solopgangen“ eller „i østen“ vil oprejse en erobrer og hidkalde ham som en „rovfugl“ eller „ørn“ (Es. 41:2; 46:11, NW), ligesom der med ordene „kongerne fra solens opgang“ i Åbenbaringen 16:12 hentydes til mederen Darius og hans nevø Kyros den Store. I overensstemmelse hermed så Daniel den symbolske vædder „stange mod vest“ eller fra øst, ligesom den også stangede mod nord og mod syd.

 6. Hvor stort blev perserriget uden at nogen kunne værge sig imod det eller fri sig af dets hånd, og hvad er den konge som herskede over det da det var størst, kendt for?

⁶ Det medo-persiske rige bredte sig og blev langt større end det babyloniske rige, og ingen politisk magt, i særdeleshed ikke i Asien, kunne værge sig imod det fjerde verdensriges erobringer. Det gjorde hvad der behagede det og udvidede sit område. Kong Kambyses, som efterfulgte Kyros den Store, erobrede Ægypten. Hans efterfølger, perserkongen Darius I, drog i 513 f. Kr. vestpå, forcerede Bosporusstrædet og trængte ind på europæisk område i Thrakien, hvis hovedstad var Byzans (nu Istanbul). År 508 havde han underlagt sig Thrakien, og i 496 havde han erobret Makedonien. På Darius I’s tid blev perserriget således det største verden endnu havde set. Darius I er desuden kendt for at have sørget for en nyudgravning af Suez-kanalen samt for at have tilladt de hjemvendte jøder i Palæstina at fuldføre deres genopbygning af Jehovas helligdom i Jerusalem trods onde fjenders modstand. — Ezra 4:1-5, 24; 5:1 til 6:15.

 7. Hvorledes omtales perseren Darius I’s efterfølger i Esters bog?

⁷ Som et vidnesbyrd om dette riges storhed omtales Darius’ efterfølger, Xerxes I, i Den hellige Skrift som „Ahasverus, der herskede over landene fra Indien til Ætiopien, 127 lande“. — Est. 1:1.

 8. Hvilket dyr angreb vædderen i Daniels syn, og hvad skete der med dets anselige horn?

⁸ Sandfærdigheden af Jehovas profetier blev fastslået da der til tiden fremstod en mand som med held udfordrede perserriget til kamp om verdensherredømmet. Længe i forvejen sås et tegn på hvad der forestod, da selve kong Darius I i 490 f. Kr. blev slået af grækerne ved Marathon i Grækenland. Daniel forudså ikke dette isolerede nederlag, men en fuldstændig tilintetgørelse, og beretter yderligere om sit syn: „Videre så jeg nøje til, og se, en gedebuk kom fra vest farende hen over hele jorden, men uden at røre den; og bukken havde et anseligt horn i panden. Den kom hen til den tvehornede væder, som jeg havde set stå ved floden, og løb imod den med ubændig kraft; og jeg så, hvorledes den, da den nåede væderen, rasende stormede imod den, stødte til den og sønderbrød begge dens horn; og væderen havde ikke kraft til at modstå den, men bukken kastede den til jorden og trampede på den, og ingen reddede væderen af dens vold. Derpå blev gedebukken såre mægtig; men som den var allermægtigst, brødes det store horn af, og i stedet voksede fire andre frem mod alle fire verdenshjørner.“ — Dan. 8:5-8.

 9. Hvad forklarede engelen Gabriel angående bukken og dens anselige horn?

⁹ For at få en inspireret fortolkning af dette profetiske syn må vi atter lytte til hvad engelen Gabriel fortalte Daniel: „Den lådne buk er kongen af Grækenland, og det store horn i dens pande er den første konge. At det brødes af, og at fire andre voksede frem i stedet, betyder, at fire riger skal fremstå af hans folk, dog uden hans kraft.“ — Dan. 8:21, 22.

10. Hvornår trængte Alexander ind i Lilleasien, og med hvilke troppestyrker, og hvor vandt han sin første sejr over Darius III’s styrker?

¹⁰ År 336 f. Kr. blev perserrigets sidste konge, Darius III (Kodomanos) kronet. Samme år blev Alexander kronet til konge over Makedonien, som allerede i 479 f. Kr. var blevet befriet fra perserne, der var blevet slået ved Platææ. Alexander var besluttet på at bringe sin faders, Filip II af Makedoniens planer til udførelse. Det var Filip II som havde organiseret den makedoniske falanks, som han i forbindelse med kavaleri anvendte til angreb på fjendens flanke. Efter at sønnen Alexander havde underlagt sig Grækenland drog denne i foråret 334 f. Kr. over det smalle Dardanellerstræde (oldtidens Hellespont) og ind i Lilleasien. Med sig havde han 30.000 svært bevæbnede infanterisoldater der skulle formere hans falankser, samt 5000 soldater til hest, folk der talte mange græske dialekter, men som nu frembragte det fællesgræske sprog (koiné-græsk), på hvilket De kristne græske Skrifter senere blev skrevet. Med en fart som var en leopard med fire vinger værdig, ja, med samme fart som bukken der ikke syntes at berøre jorden mens den for frem mod vædderen, hastede Alexander og hans væbnede styrker fremad gennem perserrigets besiddelser, der var halvtreds gange så store som hans eget rige. Ved floden Granikus vandt han sin første sejr over kong Darius III’s styrker. Stadig fremad hastede Alexander, fra sejr til sejr, og by efter by blev erobret i Lilleasien.

11. Hvilke andre bedrifter øvede Alexander indtil han nåede Punjab i Indien?

¹¹ På vej sydpå mod Ægypten tilintetgjorde han efter syv måneders belejring øbyen Tyrus. Derefter drog han ind i Jerusalem. Også Ægypten faldt, og i 332 f. Kr. grundlagde han dér den by som bærer hans navn, Alexandria, og som blev den største af fortidens byer i det hellenistiske rige. Ved Gaugamela, ikke langt fra det gamle Nineves ruiner ved floden Tigris, tilføjede Alexander den persiske hær et fuldstændigt nederlag og slog Darius III på flugt. Også byen Babylon overgav sig til ham (331 f. Kr.). Da han i 328 f. Kr. nåede Balkh, i det nuværende Afghanistan, havde han fuldstændig bemægtiget sig perserriget. Begærlig efter at nå helt ud til Stillehavet trængte han ind i Punjab i Indien, men nåede ikke frem til floden Sutlej (327-326 f. Kr.). Hans soldater var trætte og led af hjemve, og han besluttede da at drage tilbage mod vest.

12. Hvorledes blev den symbolske buks „store horn“ brudt og hvorledes voksede der i stedet fire andre horn op mod de fire verdenshjørner?

¹² Det tør i sandhed siges at den symbolske gedebuk i Alexander den Stores skikkelse blev „såre mægtig“. Fra tærskelen til Indien drog Alexander tilbage til Babylon, idet det var hans agt at gøre denne by til rigets mægtige hovedstad. Men dermed kom han i konflikt med Bibelens profetier. Under sit ophold i Babylon fik han malaria, og da han trods dette fortsatte med at feste indtil han blev drukken, døde han pludselig, kun treogtredive år gammel, i 323 f. Kr. Således blev den symbolske gedebuks „store horn“, „den første konge“, brudt af. I stedet for dette afbrudte horn (Alexander) voksede fire andre symbolske horn frem, men de var ikke Alexanders kødelige efterkommere. Omkring år 301 f. Kr. havde fire af Alexanders generaler sikret sig magten, general Ptolemaios Lagos i Ægypten og Palæstina, general Seleukos Nikator i Mesopotamien og Syrien, general Kassander i Makedonien og Grækenland, og general Lysimachos i Thrakien og Lilleasien. De fire symbolske horn udøvede deres magt „mod alle fire verdenshjørner“, syd, nord, vest og øst. På den internationale skueplads viste sig nu „Nordens konge“ og „Sydens konge“, der var omtalt i profetien.

13. Hvad så Daniel derpå til sin forfærdelse i synet?

¹³ Det Daniel dernæst så i synet forbløffede eller forfærdede ham. Han så mere end de fire horn som voksede frem, for han fortsætter: „Men fra det ene af dem skød et andet og lille horn op, og det voksede umådeligt mod syd og øst, og mod det herlige land; og det voksede helt op til Himmelens hær, styrtede nogle af hæren og af stjernerne [nogle af stjernernes hær, RS] til jorden og trampede på dem. Og det hovmodede sig mod hærens øverste; hans daglige offer blev ophævet, og hans helligdoms sted kastedes til jorden. Og på alteret for det daglige offer lagdes en misgerning; sandheden kastedes til jorden, og hornet havde lykke med, hvad det gjorde.“ (Dan. 8:9-12) Hvem er det „lille horn“, som udfordrede Jehova Gud?

14. Hvad forklarer engelen Gabriel nu angående det „lille horn“s fremståen og handlemåde?

¹⁴ Engelen Gabriel forklarer betydningen af de „fire horn“, og siger derefter: „Men i deres herredømmes sidste tid, når overtrædelserne har gjort målet fuldt, skal en fræk og rænkefuld konge fremstå. Hans magt skal blive stor, dog ikke som hins [men ikke ved egen magt, AS]; han skal tale utrolige ting og have lykke med, hvad han gør, og gennemføre sine råd og ødelægge mægtige mænd. Mod de hellige skal hans tanke rettes; hans svigefulde råd skal lykkes ham, og han skal sætte sig store ting for og styrte mange i ulykke i deres tryghed. Mod fyrsternes fyrste skal han rejse sig, men så skal han knuses, dog ikke ved menneskehånd.“ — Dan. 8:23-25.

15. Hvornår må det symbolske „lille horn“ ifølge profetien fremstå, og hvad er — svarende til det lille horn — fremstået til den forudsagte tid?

¹⁵ Det symbolske „lille horn“ viser sig og skyder frem under afslutningen på den tid da Alexanders efterfølgere har magten, da de som har overtrådt Jehova Guds bud står over for deres endeligt. Dette tidsfæster det „lille horn“s fremvoksen til de senere århundreder, men før 1914 e. Kr. Hvilket symbolsk horn er fra en spæd begyndelse vokset umådeligt mod syd og øst og mod det i De hellige Skrifter omtalte ’herlige land’? Hvilken fræk og rænkefuld „konge“ eller herskermagt er fremstået i de sidste århundreder og har udøvet enorm magt? Det er den i den bibelske profeti omtalte syvende verdensmagt, den anglo-amerikanske dobbeltverdensmagt.

16. Hvilken vestlig magt reducerede som et skridt henimod det „lille horn“s fremståen, Alexanders efterfølgeres riger til provinser, og i hvilken rækkefølge?

¹⁶ Hvorledes skød det ud fra et af de horn der symboliserede de kongedømmer Alexanders fire generaler grundlagde? I 298 f. Kr. uddøde den mandlige linje efter general Kassander i Makedonien og Grækenland. Tretten år senere bemægtigede general Lysimachos, herskeren over det tilgrænsende Thrakien og Lilleasien, sig den europæiske del af det makedoniske rige. På den måde forsvandt et af de riger der var grundlagt af Alexanders efterfølgere. År 168 f. Kr. blev Makedonien underlagt romerrigets voksende politiske magt, og i 146 f. Kr. blev det en romersk provins. År 64 f. Kr. blev Syrien, general Seleukos Nikators rige, reduceret til en romersk provins, og i år 30 f. Kr. blev endelig Ægypten, general Ptolemaios Lagos’ rige, ligeledes gjort til romersk provins.

17. Hvornår underlagde romerne sig Britannien, hvem gjorde det for en tid til en selvstændig stat og oprettede dets flåde, og hvornår forlod romerne Britannien?

¹⁷ Alt mens det aggressive romerrige opslugte disse hellenistiske herredømmer, der var dele af den græske, femte verdensmagt, gjorde det landgang i Britannien. Som en af forberedelserne til denne invasion måtte Julius Cæsar tilintetgøre en stor flåde, der blandt andet talte en række britanniske skibe. Det var ved begyndelsen til det tredje århundrede efter Kristus at det sydlige Britannien blev erobret og opdelt i romerske provinser. Den romerske kejser Septimius Severus afsluttede der bygningen af sin mur, og han døde i York i Britannien år 211 e. Kr. Mod slutningen af samme århundrede drog general Carausius, den romerske kejser Maximians flådechef, til Britannien, tilranede sig den britanniske trone og antog titel af Augustus (kejser). Efter at Carausius havde slået den romerske flåde, der var sendt ud for at tugte ham, måtte Rom anerkende hans stilling som hersker. „Han styrede landet godt i syv år, indtil han myrdedes i 293 e. Kr. Han gjorde Britannien til en selvstændig stat og blev for så vidt ’den britiske flådes fader’.“a Tre år senere genvandt kejser Constantius Britannien, og også han døde i York i Britannien i 306 (e. Kr.). Det var romerne der først prægede Britannias billede på mønter. I det femte århundrede begyndte romerne lidt efter lidt at trække sig tilbage fra Britannien, og ved år 436 e. Kr. havde de forladt Britannia.

(Fortsættes)

[Fodnote]