Det hellige sted bringes til sin rette tilstand

„Indtil to tusind tre hundrede aftener og morgener; og det hellige sted vil afgjort blive bragt til sin rette tilstand.“ — Dan. 8:14, NW.

 1. På hvilken måde har kristenheden været en skuffelse efter at den nu har eksisteret i mange hundrede år, og hvilken periode nærmer den sig afslutningen på?

EFTERHÅNDEN som tiden går, bliver flere og flere overbevist om at kristenheden ikke er stedet eller helligdommen for den rene tilbedelse af den eneste levende og sande Gud. Hans tilbedelsessted bør være helligt, og det er kristenheden langtfra. Efter at den nu har eksisteret i seksten hundrede år skulle man vente at den var bedre end den er, at den ikke var så vanhellig, for den hævder at tilbede den sande Gud, himmelens og jordens skaber. Efter al den religiøse uro man har set, er det nu ganske tydeligt at kristenheden ikke er blevet „bragt til sin rette tilstand“. Tværtimod befinder kristenheden sig i „endens tid“, meget nær afslutningen. — Dan. 12:4.

 2. Hvilken profeti fra Daniels bog finder vi ikke opfyldelsen af ved at betragte kristenheden?

² Vi må vende blikket bort fra kristenheden og søge andre steder for at finde den højeste Guds „hellige sted“ eller ’helligdom’ som er blevet „bragt til sin rette tilstand“ (NW) eller er ’kommet til sin ret igen’. — Dan. 8:14.

 3. Hvor er teokratiets center, og hvilken god definition af ordet „teokrati“ finder vi i et leksikon?

³ Ifølge Bibelen er Guds ’helligdom’ det samme som hans tempel, det sted han tilbedes. Det er hans „palads“, ifølge en anden betydning af det ord Bibelen anvender for „tempel“ (hebraisk: heikhalʹ). (Mal. 3:1; Sl. 45:16) Derfra hersker han over sit indviede folk, og han er dette folks guddommelige regent, dets teokrat. Det er derfra han udøver sit teokratiske styre eller herredømme. Det er centeret for hans teokrati. En god definition af dette ord „teokrati“, som betegner en styreform, finder vi i M’Clintock og Strongs Cyclopædia, bind 10, side 317, hvor der står: „En styreform som den der fandtes blandt fortidens jøder, hvor Jehova, universets Gud, direkte blev anerkendt som samfundets øverste hersker, og hans love blev opfattet som love for riget. Dette princip fastslås gentagne gange i Moseloven, og man blev ved med at følge det i tiden derefter.“

 4. Hvilke spørgsmål opstår nu med hensyn til Jehovas „hellige sted“ eller ’helligdom’, og hvorfor bør de der er foruroligede over de religiøse begivenheder være interesseret i svarene?

⁴ Hvorfor var det, i betragtning af dette, nødvendigt at Jehova Guds „hellige sted“ eller ’helligdom’ blev „bragt til sin rette tilstand“? Og hvornår skulle dette ske, eller hvornår er det sket? Det er noget der har betydning for den sande tilbedelse, den rette religion, og alle som er bekymrede og foruroligede over den uro, forvirring og skuffelse man i dag finder på det religiøse felt, har god grund til at være interesseret i svarene på disse spørgsmål.

 5. Hvilket verdensrige nærmede sig sin afslutning da Daniel fik sit syn, og hvordan var omstændighederne?

⁵ Det var profeten Daniel der i fortiden blev benyttet til at henlede vor opmærksomhed på dette. Det skete helt tilbage i det sjette århundrede før vor tidsregning, altså for mere end femogtyve hundrede år siden. Daniel var dengang i landflygtighed i Babylon, og han befandt sig i kongens tjeneste. Denne konge var Nabonid, der var fader til sin medregent Belsazzar. Det skete mens det babyloniske imperium, det tredje verdensrige i Bibelens historie, nærmede sig sin afslutning, for Daniel fortæller: „I kong Belsazzars tredje regeringsår viste der sig et syn for mig, Daniel; det kom efter det, som tidligere havde vist sig for mig.“ — Dan. 8:1.

„Det hellige sted“ eller „helligdommen“

 6. Hvor havde Daniel tilbedt sin Gud før han blev ført i landflygtighed, og blev denne Guds virkelige tempel ødelagt omkring elleve år senere?

⁶ Før Daniel blev ført i landflygtighed i år 617 f.v.t. havde han tilbedt sin Gud, Jehova, i templet i Jerusalem. Men omkring elleve år senere, i 607 f.v.t., havde kong Nebukadnezar, Belsazzars bedstefader, ødelagt byen Jerusalem og dens tempel som var bygget af kong Salomon. Dette strålende tempel var ikke den virkelige bolig for Daniels Gud, Jehova, men blot et billede på den. Da det blev ødelagt af babylonierne i 607 f.v.t. blev Guds virkelige bolig eller palads derfor ikke ødelagt. — 1 Kong. 8:27; Ap. G. 7:48; 17:24.

 7. Hvad var dette tempel i Jerusalem et billede på, og hvilket offer blev frembåret i modbilledets allerhelligste?

⁷ Dette jordiske tempel var ikke et billede på den kristne menighed som blev oprettet i det genopbyggede Jerusalem 639 år senere, nemlig på pinsedagen år 33. Nej, det var derimod et billede på Jehovas himmelske tempel eller palads, hvori han hersker suverænt, oven over de levende keruber der tjener ham. Som det beskrives med disse smukke ord i Salme 99:1 (NW): „Jehova selv er blevet konge. Lad folkene bæve. Han sidder på keruberne. Lad jorden skælve.“ Det var dér i det allerhelligste i Jehovas tempel at Jesus Kristus frembar sit offer efter at han var steget op til himmelen.

8, 9. (a) Hvem gik ind i det allerhelligste i det jordiske tempel, og hvorfor gjorde han det? (b) Hvad siger Hebræerbrevet 9:1, 24-28 om Jesu Kristi tjeneste som åndelig ypperstepræst?

⁸ Før det gamle Jerusalem blev ødelagt af babylonierne frembar den jødiske ypperstepræst hvert år den 10. tisjri blodet af forsoningsofrene, idet han stænkede det foran guldsonedækket med de to guldkeruber, over hvilke shekina-lyset skinnede og repræsenterede Jehovas usynlige nærværelse. (2 Mos. 25:17-22; 3 Mos. 16:11-17; 4 Mos. 7:89; 1 Sam. 4:4; 2 Sam. 6:2) Jesus Kristus var imidlertid ikke levitpræst af Arons slægt og gik ikke ind i det allerhelligste i det jordiske, materielle tempel i Jerusalem. Om hans tjeneste som Jehovas åndelige ypperstepræst læser vi derfor:

⁹ „Kristus gik ikke ind i en helligdom, som er gjort med hænder og kun er et billede af den sande, men ind i selve Himmelen for nu at træde frem for Guds åsyn til bedste for os. . . . Men nu er han én gang for alle ved tidernes fuldendelse åbenbaret for ved sit offer at bortskaffe synden. . . . således skal også Kristus, efter én gang at være blevet ofret for at bære manges synder, anden gang komme til syne.“ — Hebr. 9:1, 24-28.

10. Hvornår slog Jesus ind på vejen mod offerdøden, og hvilken præst fra fortiden kom han til at ligne?

¹⁰ Da Jesus var på jorden bragte han sit fuldkomne menneskeliv som et offer, og han slog ind på vejen mod offerdøden dengang han blev døbt i vand af Johannes Døber i år 29. Ved denne lejlighed dalede Guds ånd ned over Jesus så han blev avlet til åndeligt liv som en åndelig søn af Gud. Samtidig salvede denne ånd ham til at være en åndelig ypperstepræst og en åndelig konge i lighed med kong Melkisedek i den gamle by Salem.

11. (a) Hvilket forhold kom Jesus da ind i, og hvordan blev den tilstand han da vandrede i, skildret? (b) Hvad skilte ham da fra livet som ånd i himlene?

¹¹ Fra da af omtalte Johannes Døber den salvede Jesus som „Guds Søn“ og „Guds lam, som borttager verdens synd“. (Joh. 1:29-51, fodnoten; Matt. 3:13-17) På grund af dette nye åndelige forhold til Jehova Gud i himmelen vandrede Jesus Kristus, mens han endnu var på vej mod offerdøden, så at sige i den åndelige tilstand der blev skildret ved templets første rum, kaldet det hellige. Ligesom tæppet eller forhænget der skilte det hellige fra det allerhelligste i templet, var hans fuldkomne legeme noget der, mens han var menneske i kødet, skilte ham fra livet som ånd i de usynlige himle hvor Gud personligt opholder sig. Han gik ind bag dette „forhæng“ ved at lide døden som menneske og blive oprejst som ånd.

12. Som hvem blev Jesus Kristus ypperstepræst, og hvad var forhænget i templet et billede på?

¹² Om dette blev der skrevet følgende til de kristnede hebræere, de kødelige efterkommere af patriarken Abraham: „Derfor, da Gud endnu tydeligere ville give forjættelsens [Abrahamsløftets] arvinger til kende, at hans beslutning var urokkelig, indestod han derfor med en ed [som skulle bekræfte forjættelsen], for at vi ved to urokkelige kendsgerninger, der udelukker, at Gud kunne lyve, skulle have en stærk trøst, når vi søgte vor redning i at gribe det håb, der ligger rede til os; og det har vi som et sjælens anker, der både ligger sikkert og fast og når ind bag forhænget, hvor Jesus gik ind som forløber for os, idet han blev ypperstepræst ’på Melkisedeks vis evindelig’.“ (Hebr. 6:17-20) „Da vi nu, brødre, ved Jesu blod har frimodighed til at gå ind i helligdommen, idet han har indviet os en ny og levende vej gennem forhænget, det vil sige hans jordiske legeme, og da vi har en stor præst over Guds hus, så lad os træde frem med et oprigtigt hjerte.“ — Hebr. 10:19-22.

13. Hvilken slags opstandelse fik Jesus, ifølge vidnesbyrdet i 1 Peter 3:18, og hvem vil få del i denne opstandelse?

¹³ At Jesus Kristus blev oprejst som en åndeskabning fordi han havde bragt sit menneskeliv som et offer for at kunne gå ind bag „forhænget, det vil sige hans jordiske legeme“, bevidnes af apostelen Peter, der skriver: „Thi også Kristus døde én gang for synder, en retfærdig for uretfærdige, for at han kunne føre jer til Gud. Han led døden i kødet, men blev vakt til live i ånden.“ (1 Pet. 3:18) Han lod således for evigt sit kød bag sig og steg op til himmelen med „blodet“, det vil sige værdien, af sit fuldkomne menneskeoffer. Som ypperstepræst frembar han dér denne genløsningsværdi for Guds åsyn, altså i det modbilledlige allerhelligste. Alle hans indviede, døbte disciple, som følger i hans fodspor, de der er avlet af Guds ånd og salvet med Guds ånd, har håb om at få del i Jesu opstandelse så de kan være sammen med ham i de åndelige himle som Guds arvinger og Jesu Kristi medarvinger. — Rom. 8:14-17.

14. (a) Hvor vandrer disse salvede disciple som følger i Jesu fodspor, billedlig talt? (b) I hvilken forstand kan de kaldes en ’hær’, og ligeledes „hans helligdoms grundfæstede sted“?

¹⁴ Mens disse åndsavlede kristne stadig befinder sig i kødet på jorden, tjener de som underpræster i den åndelige tilstand der blev skildret ved templets første rum, det hellige. (1 Pet. 2:5-9) Selv om de stadig opholder sig på jorden tjener de på denne måde Jehova Gud i hans „hellige sted“ eller ’helligdom’. Eftersom disse åndelige underpræster til sidst vil udgøre et antal af 144.000, kunne de kaldes en ’hær’, og „det folk der udgøres af de hellige“. Da Jehova Gud betegner jorden som sine „fødders skammel“, kunne disse 144.000 også kaldes „hans helligdoms grundfæstede sted“. I det mindste repræsenterer de helligdommen, for de er Jehovas teokratiske undersåtter og repræsentanter på jorden.a Mens de i kødet befinder sig på Guds fodskammel, opholder de sig også billedlig talt i templets indre forgård, præsternes forgård, hvor offeralteret stod. — Dan. 8:11, 24, NW.

Hans helligdoms sted kastes til jorden

15, 16. (a) Hvad er den salvede rest og andre som studerer Bibelen, interesseret i at gøre med hensyn til Daniels syn, og hvilke to dyr så Daniel? (b) Hvad gjorde det ene dyr med det andet, og hvordan gik det sejrherren?

¹⁵ Efter at der nu er gået over nitten hundrede år med at udvælge disse 144.000 som skal være Jesu Kristi teokratiske medarvinger, er der kun en rest af disse arvinger til Guds himmelske rige tilbage på jorden. Sammen med alle andre der studerer Bibelen, er disse salvede kristne interesseret i at tage det syn som Daniel fik i det babyloniske verdensriges sidste dage, op til fornyet overvejelse.b I Daniel 8:2-6 fortæller han om en tvehornet vædder der blev angrebet af en lådden gedebuk som havde et enkelt horn midt i panden. I Daniel 8:7, 8 står der videre:

¹⁶ „Og jeg så, hvorledes den, da den nåede vædderen, rasende stormede imod den, stødte til den og sønderbrød begge dens horn; og vædderen havde ikke kraft til at modstå den, men bukken kastede den til jorden og trampede på den, og ingen reddede vædderen af dens vold. Derpå blev gedebukken såre mægtig; men som den var allermægtigst, brødes det store horn af, og i stedet voksede fire andre frem mod alle fire verdenshjørner.“

17. Hvilken tid gælder synet, hvad sagde engelen at vædderens horn var et billede på, og hvad blev der sagt om de horn der voksede frem på gedebukken?

¹⁷ Daniel behøvede ikke at gætte sig til hvad dette syn betød, og det gør vi heller ikke. En engel sagde til Daniel: „Se nøje til, menneskesøn, thi synet gælder endens tid! . . . Se, jeg vil kundgøre dig, hvad der skal ske i vredens sidste tid; thi synet gælder endens bestemte tid. Den tvehornede vædder, du så, er kongerne af Medien og Persien, den lådne buk er kongen af Grækenland, og det store horn i dens pande er den første konge. At det brødes af, og at fire andre voksede frem i stedet, betyder, at fire riger skal fremstå af hans folk, dog uden hans kraft.“ — Dan. 8:15-22.

18. Efter hvilket verdensriges fald begyndte synet at gå i opfyldelse, hvem var „vædderens“ symbolske horn, og hvem var „gedebukkens“ store symbolske horn?

¹⁸ Synet begyndte altså at gå i opfyldelse da mederen Darius og perseren Kyros udvirkede Babylons fald i efteråret 539 f.v.t. og det medo-persiske imperium blev bibelhistoriens fjerde verdensrige. Dette rige, der mod øst, mod vest og mod syd nåede en større udstrækning end det babyloniske rige, sad inde med verdensmagten fra 539 til 331 f.v.t. (Dan. 5:1–6:29; 11:1, 2) Under makedonerkongen Alexander fuldførte Grækenland erobringen af det persiske rige i år 331 f.v.t. Det store horn i panden på den lådne buk var altså et billede på denne første „konge“, Alexander den Store. På den måde opnåede det græske rige, der hurtigt udvidede sig mod øst helt over til floden Indus i Indien, stillingen som bibelhistoriens femte verdensrige.

19. På hvilken måde blev gedebukkens „store horn“ brudt af, og hvem var de fire symbolske horn der voksede frem i stedet?

¹⁹ Da Alexander døde af malaria i Babylon i 323 f.v.t. blev der sat en tidlig stopper for hans kongelige magt. Det „store horn“ blev således brudt af mens det befandt sig på højdepunktet af sin magt. Efter nogle års intriger og magtkampe mellem Alexanders generaler opstod der fire hellenistiske riger, hvoraf ingen naturligvis havde Alexanders „kraft“. Fra år 301 f.v.t. herskede general Ptolemaios Lagos således over Ægypten og Palæstina, mens general Seleukos Nikator herskede over Mesopotamien og Syrien, general Kassander over Makedonien og Grækenland, og general Lysimachos over Lilleasien og det europæiske Thrakien. I symbolsk forstand var der vokset fire mindre „horn“ frem i stedet for det ene store, som et bevis på at Bibelens profeti er sand og ufejlbarlig. — Dan. 11:3, 4.

20. (a) Hvilken periode var opfyldelsen af synet endnu ikke nået frem til? (b) Hvad skød der op fra et af de fire horn, og hvordan havde det lykke med hvad det gjorde?

²⁰ Dette førte imidlertid ikke profetiens opfyldelse frem til „endens tid“, „vredens sidste tid“. (Dan. 8:17, 19) Hvilken del af verdenshistorien forudskildrer Daniels syn nu? Om de fire hellenistiske riger eller horn siger Daniel: „Men fra det ene af dem skød et andet og lille horn op, og det voksede umådeligt mod syd og øst og mod det herlige land [mod Prydelsen, NW]; og det voksede helt op til Himmelens hær, styrtede nogle af hæren og af stjernerne til jorden og trampede på dem. Og det hovmodede sig mod hærens øverste; hans daglige offer blev ophævet, og hans helligdoms sted kastedes til jorden. Og på alteret for det daglige offer lagdes en misgerning [Og en hær blev lidt efter lidt overgivet, sammen med den stadige tjeneste, på grund af overtrædelse, NW]; sandheden kastedes til jorden, og hornet havde lykke med, hvad det gjorde.“ — Dan. 8:9-12.

21. Hvad sagde engelen at det symbolske lille horn ville gøre, og hvordan ville det til sidst gå det?

²¹ Vi får en inspireret nøgle til forståelsen af dette profetiske syn, for engelen siger videre til Daniel om de fire hellenistiske riger: „Og i deres herredømmes sidste del, mens overtræderne gør målet fuldt, vil der fremstå en konge som har et bistert udseende og som forstår tvetydige udtalelser. Og hans magt skal blive vældig, men ikke ved hans egen kraft. Og på en forunderlig måde vil han forårsage ødelæggelse, og han skal afgjort have held med sig og gennemføre det. Og han vil faktisk ødelægge mægtige, også det folk der udgøres af de hellige. Og i overensstemmelse med sin indsigt vil han også afgjort forårsage at svig vil lykkes i hans hånd. Og i sit hjerte vil han blive overlegen, og under sorgløshed vil han ødelægge mange. Og mod fyrsternes Fyrste vil han rejse sig, men han skal knækkes uden hånd.“ — Dan. 8:23-25, NW.

22. Hvad sagde engelen at Daniel skulle gøre med hensyn til forståelsen af den sidste del af synet?

²² Der skulle sættes segl for betydningen af denne del af synet, for Daniel fik at vide: „Synet om aftenerne og morgenerne, hvorom der var tale, er sandhed. Men du skal lukke for synet; thi det gælder en fjern fremtid.“ — Dan. 8:26.

23. (a) Hvem er „hærens øverste“, og hvem er „fyrsternes Fyrste“? (b) Hvilket af de symbolske „horn“ skød ’det lille horn’ op fra, ifølge historien?

²³ Vi må opleve denne ’fjerne fremtid’ nu. Derfor spørger vi: Hvad viser verdenshistorien med hensyn til opfyldelsen af dette profetiske syn? Engelen forklarede at „hærens øverste“ var „fyrsternes Fyrste“. Han er den himmelske teokrat, Jehova Gud. Blandt alle der kaldes „fyrster“ på jorden, er han Fyrsten. Ingen af dem kan sammenlignes med ham eller måle sig med ham. Ikke engang det symbolske „lille horn“, kongen med det ’bistre udseende’, kan gøre det. Hvem er denne bistre politiske magt? Ifølge historien skød den frem fra et af de fire symbolske „horn“, det „horn“ der var længst mod vest, nemlig general Kassanders hellenistiske rige, Makedonien og Grækenland. Disse områder blev senere opslugt af general Lysimachos’ rige, nemlig Thrakien og Lilleasien. Dette bevirkede at der kun var tre symbolske „horn“ tilbage. I det andet århundrede før vor tidsregning blev disse vestlige hellenistiske områder imidlertid indlemmet i romerriget.

24. (a) På hvilken måde blev Rom bibelhistoriens sjette verdensrige? (b) Hvorfor kunne romerriget, trods sin antikristne færd, ikke være det symbolske „lille horn“?

²⁴ I det første århundrede før vor tidsregning gjorde romerne sig til herre over de hellenistiske områder i øst, og til sidst over områderne i syd. Således blev Rom i år 30 f.v.t. bibelhistoriens sjette verdensrige. Viste romerriget sig da at være ’det lille horn’, kongen med det ’bistre udseende’? Nej. Romerriget eksisterede nemlig ikke frem til „endens bestemte tid“. Ifølge det engelen sagde til Daniel skal profetien opfyldes til den tid. (Dan. 8:19) Ganske vist stod romerriget bag en grusom forfølgelse af Jesu Kristi åndsavlede disciple, som tilbad og tjente Jehova i hans åndelige ’helligdom’. Disse disciple befandt sig i den åndelige tilstand der skildres ved det hellige i det jordiske tempel. Det menes at romerriget henrettede apostlene Peter og Paulus efter den store brand i Rom som kejser Nero gav de kristne skylden for. Og Åbenbaringen 1:9 viser at romerriget anbragte apostelen Johannes i fangenskab på straffeøen Patmos. Men denne forfølgelse ophørte kort før kejser Konstantins påståede omvendelse. Og det var endnu seksten hundrede år før „endens tid“, som begyndte efter hedningetidernes udløb i 1914. Selv Det hellige romerske Rige forsvandt længe før året 1914.

25. (a) Hvilken forbindelse var der mellem romerriget og ’det lille horn’, og hvad viste dette „horn“ sig at være? (b) På hvilken måde var det ’en konge som havde et bistert udseende’?

²⁵ Hvem er da ifølge historien det symbolske „lille horn“, den aggressive konge med det ’bistre udseende’? Det var en nordvestlig udløber af romerriget, nemlig England, for så vidt som der var romerske provinser i det nuværende England lige til begyndelsen af det tredje århundrede. I løbet af de følgende århundreder blev England sædet for et imperium, der, fra det syttende århundrede, også omfattede kolonier i Nordamerika. I 1763 havde Det britiske Imperium slået Spanien og Frankrig, som begge var stærke dele af Det hellige romerske Rige. Fra da af optrådte Det britiske Imperium som herre på havet og som bibelprofetiens syvende verdensrige. Selv efter at de tretten amerikanske kolonier havde revet sig løs og havde oprettet Amerikas forenede Stater, voksede Det britiske Imperium så det kom til at dække en fjerdedel af jordens overflade og omfatte en fjerdedel af dens befolkning. Det syvende verdensrige fik endnu større magt da Amerikas forenede Stater begyndte at samarbejde med England og den anglo-amerikanske dobbeltverdensmagt blev dannet. Økonomisk og militært var det i sandhed ’en konge som havde et bistert udseende’.

26. På hvilken måde voksede det symbolske „lille horn“ umådeligt „mod Prydelsen“, og hvilket spørgsmål opstår derfor vedrørende denne ’prydelse’ og profetiens opfyldelse?

²⁶ I 1917 voksede denne anglo-amerikanske dobbeltverdensmagt „umådeligt . . . mod det herlige land“ eller „mod Prydelsen“. (NW) På hvilken måde? Ved at erobre Jerusalem den 9. december så Palæstina kom under britisk herredømme. I 1920 besluttede Folkeforbundet at Palæstina skulle være britisk mandat, og denne ordning fortsatte til den 14. maj 1948. I fortiden var det forjættede land som Jehova gav sit udvalgte folk så smukt at det blev kaldt et herligt land, „en Prydelse“, det vil sige en prydelse for hele jorden. I Ezekiel 20:6, 15 (NW) kalder Jehova det „alle landenes prydelse“. Var det rent bogstaveligt dér at „hans helligdoms sted kastedes til jorden“ af det symbolske „lille horn“? For at finde ud af det må vi undersøge de faktiske begivenheder her i „endens tid“.

[Fodnoter]

[Illustration på side 56]

Salomons tempel var ikke et billede på den kristne menighed; det skildrede derimod Guds himmelske tempel, i hvis allerhelligste Jesus gik ind med værdien af sit genløsningsoffer