„Ske din vilje på jorden“, 24. del
Jehovas helligdom er nu en levende helligdom, bygget af „levende stene“, Jesu Kristi, hovedhjørnestenens, åndssalvede efterfølgere. I 1918 havde det i Daniel 8:9 omtalte „lille horn“, den anglo-amerikanske dobbeltverdensmagt, kastet denne åndelige helligdoms sted til jorden, og i 1926 havde den sammen med andre nationer begået „ødelæggelsens misgerning“ i forbindelse med Folkeforbundet. Dette afmærkede begyndelsen til de 2300 „aftener og morgener“ som er omtalt i Daniel 8:14, og ved hvis udløb Jehovas helligdom atter skulle fremstå i sin rette tilstand. Dette tidsrum på seks år, fire måneder og tyve dage udløb den 15. oktober 1932 da The Watchtower, helligdomsskarens officielle organ, fremlagde bevis for at helligdomsskaren på jorden var blevet renset og at helligdommen atter var fremstået i sin rette tilstand, ved at Jehovas vidners menigheder havde afskaffet de demokratisk valgte „ældste“ og med henblik på forkyndelsen af den gode nyhed om Riget på teokratisk vis havde fået udnævnt arbejdsdirektører i menighederne. Det teokratiske styre fik således forrangen i Jehovas salvede rests menigheder.
49. Hvad erklærede The Watchtower’s udgaver for juni 1938 dernæst, og hvilken resolution forelagde bladet til vedtagelse?
49 Dette var dog kun et skridt i den rigtige retning, for helligdommen måtte gøres teokratisk i alle henseender. Seks år senere offentliggjorde The Watchtower artiklen „Organisation“, første del i nummeret for 1. juni 1938 og anden del i det følgende nummer for 15. juni [i Vagttårnet henholdsvis 1. og 15. august-numrene]. Denne artikel begyndte således: „Jehovas Organisation er paa ingen Maade demokratisk. Jehova er den Højeste, og hans Regering eller Organisation er strengt teokratisk.“ Artiklen forelagde også til vedtagelse i hver enkelt menighed en resolution, hvori det anerkendtes at „Guds Herredømme er et rent Teokrati“ og hvori „Selskabet“ som hans synlige repræsentant anmodedes om at organisere menigheden til tjeneste for Gud, og gennem den synlige ledelse teokratisk at udnævne menighedens forskellige tjenere. — 2. del, § 15.
50. Hvilke skridt blev taget efter denne resolutions vedtagelse, hvilken reorganisering fandt sted, og hvad blev følgen?
50 Denne teokratiske resolution blev vedtaget og efterlevet af Jehovas vidners menigheder overalt; og det synlige, styrende råd på Selskabets hovedkontor i Brooklyn, New York, tog fat på teokratisk organisering af alle villige menigheder. Alle nye menigheder som siden da er oprettet, er efter disse retningslinjer blevet organiseret teokratisk lige fra begyndelsen. Det har som en opfyldelse af Esajas 60:17 medført at Jehovas indviede folk siden da har befundet sig i en bedre, fredeligere og mere produktiv organisation. Denne teokratiske organisation overlevede den anden verdenskrig, forfulgt på det frygteligste af den syvende verdensmagt, dens allierede og dens fjender. Men den teokratiske organisation bøjede sig på ingen måde frygtsom for og lod sig ikke slavebinde af diktatoriske eller ensrettede regeringer, og den ophørte på ingen måde med at bringe Jehova Gud og hans rige det daglige lovprisningsoffer.
51. Hvad har helligdommen fortsat gjort efter at den atter er fremstået i sin rette tilstand, og hvilken opfyldelse af profetien ser den frem til?
51 Renset, retfærdiggjort og atter fremstået i sin rette teokratiske tilstand fortsætter helligdommen stadig med at yde hellig tjeneste, uanset hvad det symbolske „lille horn“, den ’frække konge’ måtte pønse på. Helligdomsskaren ser frem til den fuldstændige opfyldelse af det engelen Gabriel forklarede Daniel angående denne listige, politiske „konge“: „Hans svigefulde råd skal lykkes ham, og han skal sætte sig store ting for og styrte mange i ulykke i deres tryghed. Mod fyrsternes fyrste skal han rejse sig, men så skal han knuses, dog ikke ved menneskehånd. Synet om aftenerne og morgenerne, hvorom der var tale, er sandhed. Men du skal lukke for synet; thi det gælder en fjern fremtid [det, det angår, ligger mange dage herfra, RS].“ — Dan. 8:25, 26.
52. Hvad har været den syvende verdensmagts mest skamløse fejlgreb, og hvad vil derfor times den?
52 Den anglo-amerikanske dobbeltverdensmagt indtager stadig stillingen som den bibelske profetis virksomme syvende verdensmagt. Den har ikke overladt sin plads til den truende kommunistiske blok, som åbent har pralet med til sidst at ville tilvende sig verdensherredømmet. Den mest skamløse fejltagelse som det syvende verdensrige har gjort sig skyldig i er at det har rejst sig i hovmodig trods imod fyrsternes fyrste, Jehova Gud, som tog magten i 1914 (e. Kr.) og som er den Højeste over al jorden og dens fyrster, deriblandt den ’frække konge’. (Sl. 83:19) Især af den grund vil den syvende verdensmagt om kort tid blive knust, ikke ved verdenskommunismens hånd, men ved en overmenneskelig hånd eller magt.
53. Hvorledes forholder det sig nu efter de „mange dage“ med „synet om aftenerne og morgenerne“, men hvad står endnu tilbage?
53 Guds rige, mod hvilket den syvende verdensmagt har begået den vederstyggelige „misgerning“, vil ramme verdensmagten når „krigen på Guds, den Almægtiges, store dag“ skrider frem, ganske som stenen der i Nebukadnezars drøm blev revet løs fra bjerget ramte fødderne på den symbolske billedstøtte, som forestillede de efter hinanden følgende verdensriger, og knuste den til støv som vinden kunne blæse bort. Der er ikke mere lukket til for synet om aftenerne og morgenerne. Efter de forløbne årtusinders „mange dage“ er der åbnet for det. Størstedelen af synet er allerede gået i opfyldelse. Endnu står tilbage at den symbolske ’frække konge’ skal knuses ved Guds hånd. Da vil Jehova Gud, som nu ved sin ånd bor i sin helligdom, stå hævdet som den universelle Suveræn. Hans vilje skal og vil ske på jorden.
Kapitel X
Norden imod Syden
1, 2. (a) Hvorledes fremstiller Daniels sidste syn den nuværende konflikt mellem de to store blokke af nationer? (b) Hvorledes betragtede Porfyrios Daniels bog, men hvorledes afsløres hans dårskab?
SIDEN den anden verdenskrig har man sagt at det spændte forhold og den kolde krig mellem de to store blokke af nationer herskede mellem Øst og Vest. I det sidste profetiske syn som Daniel fik, fremstilles dette spændte forhold som højdepunktet i en konflikt mellem Norden og Syden. Synet er selv i de profetiske detaljer så nøjagtigt at vantro mennesker har benægtet at Daniel fik dette syn og nedskrev hvad han så. Porfyrios, en græsk filosof fra det tredje århundrede (ca. 233-304 e. Kr.), forfatter til femten binds værket Imod de Kristne, var en af disse.
2 Porfyrios anerkendte Jesus Kristus, men kun som en fremtrædende filosof, og han var ikke enig med ham i at Daniel var forfatter til den bog i Bibelen som bærer hans navn. Da Daniels sidste syn tilsyneladende ganske nøje omtalte syrerkongen Antiokus IV Epifanes, kunne Porfyrios ikke anerkende det som historie skrevet på forhånd under inspiration, men betragtede det som historie der var nedskrevet efter at de pågældende hændelser var indtruffet. Følgelig anså Porfyrios forfatteren til Daniels bog for at være en svindler der gav sig ud for at være en profet, til hvem Jehova Gud sendte engle og som han åbenbarede syner. Og dog er det Porfyrios’ og lignende skeptikeres dårskab der afsløres. Hvorledes det? Fordi det viser sig at synet har forudsagt begivenheder som er indtruffet her i det tyvende århundrede; og Daniel har ikke været her nu så han har kunnet skrive om dem efter at de var indtruffet. I overensstemmelse med sandheden havde engelen sagt til Daniel: „Jeg [er] kommet for at lade dig vide, hvad der skal times dit folk i de sidste dage; thi atter er der en åbenbaring om de dage.“ — Dan. 10:14.
3. Hvem stod usynligt i spidsen for de tidligere verdensriger, og hvorledes åbenbarede engelen dette for Daniel?
3 Ingen anden end en af Jehova Guds engle skulle underrette det syvende verdensrige, den anglo-amerikanske dobbeltverdensmagt, om at der i spidsen for de foregående verdensriger havde stået usynlige dæmonfyrster. Den engel der kom fra Gud som svar på Daniels bøn blev opholdt af en sådan dæmonfyrste i tre uger. Engelen forklarede Daniel hvorfor han var blevet forsinket: „Perserrigets fyrste stod mig imod i en og tyve dage, men se, da kom Mikael, en af de ypperste fyrster, mig til hjælp; ham lod jeg blive der hos perserkongens fyrste; . . . Ved du, hvorfor jeg kom til dig? Jeg må nu straks vende tilbage for at kæmpe med Persiens fyrste, og så snart jeg er færdig dermed, se, da kommer Grækenlands fyrste. Og ikke een hjælper mig imod dem undtagen Mikael, Eders fyrste.“ Det var på den fire og tyvende dag i nisan måned i kong Kyros af Persiens tredje regeringsår at denne engel viste sig for Daniel. — Dan. 10:1-4, 10-14, 20, 21.
4. Hvem var det engelen gav kraft og styrke i mederen Darius’ første regeringsår, og hvilke hændelser viser virkningen deraf?
4 Mederen Darius, Kyros’ onkel, og det medo-persiske verdensriges første hersker, var nu forsvundet fra skuepladsen. Alligevel bruger engelen ham som udgangspunkt for sin vidunderlige profeti om Daniels folks fremtid, helt frem til „de sidste dage“. Han sagde: „Og jeg stod i Darius, den Meders, første Aar [539-538 f. Kr.], for at give ham Kraft og Styrke.“ (Dan. 11:1, Kalkar) Det var ikke den hedenske hersker, mederen Darius, Jehovas engel var stået frem for at hjælpe og styrke, det var Mikael. Engelen havde netop talt om at Mikael havde kæmpet ved hans side. Under hensyn til Jehovas hensigter med Daniels folk, som den himmelske overfyrste Mikael var fyrste for, stod denne engel frem for at tilbyde Mikael sin styrke og hjælp imod det medo-persiske verdensriges dæmonfyrste. Darius måtte ledes i overensstemmelse med Jehovas hensigter, som for eksempel da Jehova sendte sin engel der „lukkede løvernes gab“, så Daniel ikke blev ædt. Kong Darius glædede sig over at kunne udfri Daniel fra løvekulen, som misundelige fjender havde tvunget Darius til at kaste ham i. Som følge af denne udfrielse af Daniel, en af de tre rigsråder over Darius’ rige, udfærdigede mederen Darius på eget initiativ et dekret for alle sine undersåtter om at „frygte og bæve for Daniels Gud. Thi han er den levende Gud og bliver i evighed; hans rige kan ikke forgå, og hans herredømme er uden ende“. På den måde gik det til at „Daniel vedblev at have lykken med sig under Darius’ og perseren Kyros’ regering“. — Dan. 6:21-28.
5. Hvem ville den der studerer Bibelen tilsidesætte ved at gå let hen over selv den mindste del af dette afsluttende syn, og hvilken værdi ligger der i at forstå dets første del?
5 Det som nu følger i den profeti Daniel modtog, er alt sammen af vigtighed. Det er Guds eget budskab, meddelt gennem en engel, som var fyrsten Mikaels fælle. Det er svaret på en bøn Daniel igennem tre uger havde opsendt. Det er ikke blot en profeti med kedsommelige enkeltheder om politiske intriger og stridigheder mellem en svunden tids rivaliserende konger, som det ikke er værd at bruge tid til at studere og undersøge i dag. Eftersom en af Guds egne engle tog sig tid til, ja kæmpede for at få lejlighed til at bringe dette profetiske budskab som Gud havde sendt ham til Daniel med, og eftersom Gud inspirerede Daniel til at nedskrive synet, akkurat som han havde fået det fra engelen, ville det være at tilsidesætte både Gud, hans engel og Daniel, dersom vi gik let hen over nogen del af denne profeti og anså den for uvæsentlig eller betydningsløs for os nu i disse kritiske tider. Hvorfor nu det? Fordi vi igennem et studium af de begivenheder som svarer til profetien, indser hvor nøjagtig Guds evne til at forudsige er, hvorved han får den ære der tilkommer ham som den store Profet. Vort studium og vor efterprøvning af første del af det profetiske syn virker styrkende på vor tro og tillid til den sikre opfyldelse af profetiens sidste del. Ja, det befæster vor tro på at alle Guds ords profetier er sande og pålidelige.
6. Hvem var de tre perserkonger som endnu skulle fremstå, og hvem var den fjerde som var forudsagt?
6 Efter at have brugt mederen Darius, det medo-persiske verdensriges første hersker, som udgangspunkt, fortsatte Jehovas engel med at sige: „Nu vil jeg kundgøre dig, hvad sandt er. Se, endnu skal der fremstå tre konger i Persien, og den fjerde skal komme til større rigdom end nogen af de andre; og når han er blevet mægtig ved sin rigdom, skal han opbyde alt imod det græske rige.“ (Dan. 11:2) De tre perserkonger der skulle „fremstå“ eller gøre sig til herskere over verden var 1) Kyros den Store, 2) Kambyses (530-522 f. Kr.), som erobrede Ægypten, og 3) Darius Hystaspes (521-485 f. Kr.), Kyros’ svigersøn. I opregningen af disse tre medtages ikke tronraneren Gaumata, en mager der udgav sig for at være Smerdis Bardija, Kambyses’ broder. Han regerede i mindre end otte måneder, idet hans falskneri afsløredes og han dræbtes af perseren Darius I (Hystaspes). Efter ordre fra denne Darius påbegyndtes i 499 f. Kr. en invasion i Grækenland. Under en følgende invasion blev perserne jaget på flugt ved Marathon den 28.-29. september 490 f. Kr. og deres hær tvunget til at vende tilbage til Lilleasien. Fem år senere døde Darius I, og han efterfulgtes af den „fjerde“ konge, Xerxes I.
7. Hvorfor og hvorledes opbød denne rige, fjerde konge alt imod det græske rige?
7 Det persiske nederlag ved Marathon krævede hævn. Derfor traf Xerxes, hvis rigdomme havde gjort ham stærk, over hele riget forberedelser til at ydmyge grækerne. Han er efter alt at dømme den Ahasverus som tog jødinden Ester til hustru og som herskede over 127 lande fra Indien til Ætiopien. (Est. 1:1) I hans vældige hær, der var samlet fra alle disse lande, fandtes både ostindiske og ætiopiske soldater. Fønikerne stillede med 1200 bemandede krigsskibe, foruden hvilke der var 3000 fartøjer til transport af hans enorme sammenhobning af soldater. Historikeren Herodot beretter at der var 1.700.000 mand fodfolk, 100.000 ryttere og 510.000 søfolk og søkrigere, i alt 2.310.000 mand. Det var i foråret 480 f. Kr. at denne vældige krigsmaskine satte sig i bevægelse mod Grækenland.
8. Hvorledes blev de fremtrængende persere tvunget til at trække sig tilbage fra Grækenland?
8 Ved Thermopylæ i Grækenland blev en heltemodig græsk forsinkelsesaktion kun nedkæmpet under store tab for perserne. De plyndrede Athen, men ved Salamis led perserne et frygteligt nederlag, for her havde grækerne besluttet at forsvare sig til sidste mand. Det følgende år vandt grækerne ved Platææ en ny sejr, som blev afgørende. Perserne kunne ikke længere holde stand i Grækenland, og kong Xerxes flygtede tilbage til Lilleasien. Endog Byzans, Thrakiens hovedstad, blev fravristet perserne af de modige spartanere fra det sydlige Grækenland.
9. Hvorfor hævder bibelkritikerne at engelen begik en fejltagelse med hensyn til Persiens konger, men hvorfor omtalte engelen kun fire konger for derpå at gå videre til det næste verdensrige?
9 Til trods for at perserne blev fordrevet fra Grækenland stod Persien dog stadig i endnu 150 år som den fjerde verdensmagt. Efter kong Xerxes fulgte da også endnu syv persiske konger, nemlig Artaxerxes I, Xerxes II, Darius II (Ochos), Artaxerxes II, Artaxerxes III, Arses og Darius III. Det er grunden til at visse bibelkritikere hævder at engelen begik en fejltagelse da den sagde til Daniel: „Nu vil jeg kundgøre dig, hvad sandt er.“ Det er dog ikke tilfældet, for engelen nævnte intet om at den „fjerde“ persiske konge ville blive den sidste, eller at Xerxes I ville blive den fjerde og sidste verdenshersker regnet fra Kyros den Store. Han standser ganske enkelt ved denne „fjerde“ persiske konge, som satte sig for af al sin kraft at foretage et hævntogt mod Grækenland, men som kun opnåede at hente sig et bittert nederlag og prestigetab. Han var den sidste persiske hersker som førte krig i Grækenland. I sin sammenfattede fremstilling af historien undlod engelen derfor at omtale de følgende syv persiske kongers regeringstid og pegede i stedet profetisk frem til den europæiske konge som helt vendte op og ned på tingene ved at føre krigen ind i Persien. Det var følgelig historisk korrekt da engelen nu sagde:
10. Hvem var den „heltekonge“ som da fremstod, og hvor fremstod han?
10 „Da fremstår en heltekonge, og han skal råde med vælde og gøre, hvad han vil.“ (Dan. 11:3) Det skete i 336 f. Kr., samme år som den ellevte og sidste persiske verdenshersker, regnet fra Kyros den Store, blev kronet. I det nævnte år ’fremstod’ makedoneren Alexander idet han blev kronet som Makedoniens konge og sin fader Filip II’s efterfølger, han efter hvem den fra Bibelen kendte by Filippi var opkaldt. Denne tyveårige hersker skulle vise sig at blive en „heltekonge“, hvorfor man kaldte ham Alexander den Store.
11. Hvorledes kom Alexander til at „råde med vælde“ og ’gøre hvad han ville’?
11 I begejstring over de planer hans fader havde udkastet, drog han i krig for at erobre Asien, og heldet fulgte ham. Han underlagde sig de persiske provinser i Det mellemste Østen og Ægypten, hvor Alexandria, en by der eksisterer den dag i dag, blev grundlagt. Derefter vendte han sig mod nord, overskred floderne Eufrat og Tigris, for at møde Darius III på slagmarken ved Gaugamela nær det sted hvor Assyriens gamle hovedstad Nineve lå i ruiner. Alexanders falankser og rytteri, en styrke på 47.000 mand, for imod Darius’ krigshær på 1.000.000 soldater og splittede den. Darius III flygtede, men blev myrdet, og således endte Achæmenidernes dynasti, som var begyndt med Darius I. Efter at have underlagt sig perserriget begyndte Alexander nu at „råde med vælde“ og ’gøre hvad han ville’. Han ægtede Roxane, en datter af den overvundne konge af Baktrien, samt Statira, perserkongen Darius III’s datter. Med Roxane fik han en søn der fik navnet Alexander (Allou). Med en vis Barsine fik han en illegitim søn som kaldtes Herakles (Herkules).
(Fortsættes)