Alle nationer knuses i vor tid af Guds rige
„I hine kongers dage vil Himmelens Gud oprette et rige, som aldrig i evighed skal forgå, . . . det skal knuse og tilintetgøre alle hine riger, men selv stå i al evighed.“ — Dan. 2:44.
1. Hvad underrettede Gud kong Nebukadnezar om, og hvordan gjorde han det?
I NEBUKADNEZARS andet år som verdenshersker, eller i 606-605 f.v.t., underrettede Jehova ham om at han ville påbegynde verdensrigernes march, som ville gå for sig i 2520 år fra efteråret 607 f.v.t. Gud åbenbarede også for Nebukadnezar at han, Gud, til sidst ville knuse alle jordens nationer ved hjælp af sit rige. Denne åbenbaring fandt sted i en drøm som Babylons konge ikke kunne huske da han vågnede, men den rædsel som den glemte drøm havde vakt i ham, ville ikke fortage sig. Han sendte bud efter drømmetyderne og andre vismænd som skulle tyde drømmen. Da de ikke kunne fortælle ham hvad han havde drømt, og endnu mindre tyde det, befalede den rasende konge at alle Babylons vismænd skulle henrettes — og dette indbefattede Daniel og hans tre venner. — Dan. 2:1-13.
2. (a) Hvad gjorde Daniel og hans venner da de var i fare for at blive henrettet? (b) Hvad sagde og gjorde Daniel efter at han havde modtaget tydningen fra Gud?
2 Da Daniel hørte om denne skarpe befaling, spurgte han Arjok, øversten for kongens livvagt, om grunden til den. Så gik Daniel ind til kongen og bad om at henrettelsen måtte blive udsat, så han kunne få drømmen at vide og tyde den for kongen. Daniel og hans tre venner søgte hjælp hos Jehova i bøn. I et nattesyn åbenbarede Jehova hemmeligheden for Daniel, og Daniel priste Guds navn og sagde: „Han lader tider og stunder skifte, afsætter og indsætter konger, giver de vise deres visdom og de indsigtsfulde deres viden.“ (Dan. 2:14-23) Daniel gik derefter til Arjok, den udnævnte skarpretter, og bad om at blive ført for kongen, som sagde til Daniel: „Er du i stand til at kundgøre mig den drøm, jeg har haft, og tyde den?“ — Dan. 2:25, 26.
3, 4. (a) Hvoraf fremgår det at drømmen har betydning for os der lever i dag? (b) Beskriv den profetiske drøm.
3 Daniels svar er af største betydning for os i dag, for han sagde: „Der er en Gud i Himmelen, som åbenbarer hemmeligheder, og han har kundgjort kong Nebukadnezar, hvad der skal ske i de sidste dage,“ den tid vi nu oplever. (Dan. 2:28) Daniel viste at det ikke var i egen kraft at han nu genkaldte drømmen i kongens erindring:
4 „Du så, o konge, for dig en vældig billedstøtte; denne billedstøtte var stor og dens glans overmåde stærk; den stod foran dig, og dens udseende var forfærdeligt. Billedstøttens hoved var af fint guld, bryst og arme af sølv, bug og lænder af kobber, benene af jern og fødderne halvt af jern og halvt af ler. Således skuede du, indtil en sten reves løs, dog ikke ved menneskehænder, og ramte billedstøttens jern- og lerfødder og knuste dem; og på én gang knustes jern, ler, kobber, sølv og guld og blev som avner fra sommerens tærskepladser, og vinden bar det sporløst bort; men stenen, som ramte billedstøtten, blev til et stort bjerg, der fyldte hele jorden.“ — Dan. 2:29-35.
5. Hvordan tydede Daniel drømmen?
5 Babylons konge må forbavset have genkendt drømmen, men hvad betød det alt sammen? Daniel forklarede: „Således var drømmen, og nu vil vi tyde kongen den: Du, o konge, kongernes konge, hvem Himmelens Gud gav kongedømme, magt, styrke og ære, . . . du er hovedet, som var af guld. Men efter dig skal der komme et andet rige, ringere end dit, og derpå atter et tredje rige, som er af kobber, og hvis herredømme skal strække sig over hele jorden. Siden skal der komme et fjerde rige, stærkt som jern.“ — Dan. 2:36-40.
Drømmen om billedstøtten angår vor tid
6. Hvordan stemmer historien og Bibelens profetier overens med hensyn til drømmen og dens tydning?
6 Disse profetiske ord af Daniel er blevet opfyldt til punkt og prikke. Hovedet af guld fremstillede billedligt den babyloniske verdensmagt, begyndende med Nebukadnezar. Derpå fremstod det medo-persiske rige, fremstillet ved brystet og armene af sølv. Så kom det græske verdensrige, forudsagt ved bugen og lænderne af kobber. Men hvad fremstillede benene af jern? Et fjerde verdensrige, som begyndte med romerriget og derefter gik over i den anglo-amerikanske verdensmagt. Historien viser at Storbritannien virkelig begyndte som en udløber af romerriget, og som følge heraf er den sidste verdensmagt indbefattet i jernet i Nebukadnezars drøm om billedstøtten. Dette fremgår også af kapitlerne 7 og 8 i Daniels bog, hvor den anglo-amerikanske dobbeltverdensmagt fremstilles ved det lille horn som vokser frem af den romerske verdensmagt.
7, 8. (a) Hvad sagde Daniel om den symbolske billedstøttes fødder? (b) Hvad betyder de ti tæer, og hvilken udvikling har der fundet sted med billedstøtten efter at den sidste verdensmagt er trådt frem på skuepladsen?
7 Men der var endnu noget tilbage af den symbolske billedstøtte — dens fødder der var delvis af jern og delvis af ler. Herom gav profeten Daniel kongen følgende inspirerede forklaring: „Men når du så fødderne og tæerne halvt af pottemagerler og halvt af jern, betyder det, at det skal være et rige uden sammenhold; dog skal det have noget af jernets fasthed, . . . Og at tæerne var halvt af jern og halvt af ler, betyder, at riget delvis skal være stærkt, delvis svagt . . . [De vil] ikke indbyrdes holde sammen, så lidt som jern kan blandes med ler.“ — Dan. 2:41-43.
8 Men hvilken betydning kunne de ti tæer have? De fremstiller billedligt alle magter og regeringer på jorden i dag, da tallet ti i Bibelen bruges som et symbol på jordisk fuldstændighed. Drømmen om billedstøtten angår altså virkelig vor tid! Vi må huske på at selv om den sidste verdensmagt er trådt frem på skuepladsen, sker der fortsat noget med billedstøtten. Der sker en udvikling i billedstøtten, idet denne verdens socialistiske og demokratiske elementer vinder frem og øver en svækkende indflydelse på de imperialistiske og diktatoriske magter. Lige siden 1914 har demokratiets og socialismens svækkende indflydelse gjort sig gældende, især i den del af billedstøttens jernfødder der repræsenteres ved „Nordens konge“. Billedstøttens ti tæer fremstiller alle jordens nationer, ikke blot dem der indtil nu er blevet optaget i FN. Nu indtræder det dramatiske højdepunkt i Nebukadnezars drøm. Profeten Daniel fortsætter sin tydning; hans ord har afgørende betydning for vor tid:
9. Hvilken pålidelig forklaring giver Daniel med hensyn til den symbolske billedstøttes skæbne?
9 „Men i hine kongers dage vil Himmelens Gud oprette et rige, som aldrig i evighed skal forgå, og herredømmet skal ikke gå over til noget andet folk; det skal knuse og tilintetgøre alle hine riger, men selv stå i al evighed; thi du så jo, at en sten reves løs fra klippen, dog ikke ved menneskehænder, og knuste jern, ler, kobber, sølv og guld. En stor Gud har kundgjort kongen, hvad der skal ske herefter; og drømmen er sand og tydningen troværdig.“ — Dan. 2:44, 45.
Den symbolske billedstøtte knuses af stenen, Guds rige
10, 11. Hvad skildredes ved (a) stenen der blev revet løs fra klippen, men ikke ved menneskehænder? (b) klippen? (c) stenen der knuser billedstøtten?
10 Ifølge Daniels forklaring så Nebukadnezar en sten blive revet løs fra en klippe, men ikke ved menneskehænder. Her skildres oprettelsen af Guds rige i himmelen i 1914, hvilket ikke fandt sted ved menneskers hjælp. Klippen står for Jehova Guds universelle suverænitet. Riget er et udtryk for Guds universelle suverænitet. — Dan. 2:34.
11 Guds rige oprettes „i hine kongers dage“. Det vil ikke blot sige de konger der blev fremstillet ved de ti tæer, men også dem der blev fremstillet ved jern, kobber, sølv og guld, eftersom der i 1914 stadig fandtes rester af disse tidligere verdensriger. Den symbolske billedstøtte som Nebukadnezar så i sin drøm, var altså fuldstændig i 1914. Naturligvis er mange nye nationer blevet til siden da, men på det tidspunkt var de en del af de nationer som verden dengang bestod af. De ti tæer er et billede på alle nationer. Når stenen rammer og knuser billedstøtten skildrer det derfor intet mindre end at Guds rige knuser alle jordens nuværende riger!
12. Hvilken opgave er Rigets sten hurtigt på vej til at fuldføre, og hvad skildres der ved at stenen bliver til et stort bjerg der fylder hele jorden?
12 Guds rige vil knuse og tilintetgøre alle de riger der blev fremstillet ved metalbilledstøtten og udslette dem for evigt i Harmagedon! Dette rige vil snart fuldføre sin opgave. I Harmagedon vil Rigets sten ramme den symbolske billedstøtte med knusende kraft og udslette hver eneste nation, uanset om den er socialistisk, kommunistisk eller demokratisk, eller såkaldt neutral. Alle vil blive tilintetgjort! Jordens nationer vil blive malet til støv, og Guds uvejrsvind vil blæse støvet bort ligesom avner på tærskepladsen, så det aldrig samles igen. Ligesom stenen knuste billedstøtten og voksede til et stort bjerg der fyldte hele jorden, vil Guds rige blive det regeringsbjerg der vil opfylde hele jorden og styre alle dens anliggender. Daniels profetier gælder i sandhed vor tid!
Vor tids internationale magtkamp
13. Hvilken langtrukken kamp beskriver Daniel profetisk, og hvem er de konkurrerende „konger“ i vor tid?
13 Når vi gransker i Daniels bog for at få mere at vide om det der skal ske i vor tid, finder vi en beskrivelse som Daniel fik af Guds engel, en beskrivelse af en langtrukken krig mellem to konkurrerende magter der kaldes „Nordens konge“ og „Sydens konge“, og denne krig strækker sig fra det gamle Grækenlands tid til vore dage. Men hvem er disse to konger i vor tid? De historiske kendsgerninger der opfylder denne pålidelige profeti viser at de fremtrædende totalitære magter, især de kommunistiske, er den sidste „Nordens konge“, mens de fremtrædende demokratiske magter, især den anglo-amerikanske sammenslutning, er den sidste „Sydens konge“. — Dan. 11:1-35.
14. Hvad siger Daniel at „Nordens konge“ vil gøre, og hvordan har historien bekræftet dette?
14 Efter at have drøftet begivenheder der nu er gået over i historien, retter profetien opmærksomheden mod vor generation, mod den totalitære „Nordens konge“. Hvad siger Daniel denne konge vil gøre? „Og kongen gør, hvad han vil, ophøjer og hovmoder sig mod enhver gud.“ (Dan. 11:36, 37) Har han ikke ophøjet den gudløse politiske stat over enhver anden gud som hans folk tidligere har tilbedt? Han har hovmodet sig mod enhver jordisk menneskeskabt „gud“, og er endog gået så vidt som til at benægte Skaberens, Jehova Guds, eksistens. Da en russisk astronaut den 6. august 1961 hverken så „Gud eller engle“ under sine sytten kredsløb i en menneskeskabt raket gennem det ydre rum omkring vor jord, mente han at han havde fået endeligt bevis for at Gud ikke er til.
15, 16. (a) Hvilken gud var det at „Nordens konge“ ville give ære i vor tid, ifølge Daniels forudsigelse? (b) Hvad har „Nordens konges“ gud vist sig at være?
15 Mange år i forvejen forudsagde den inspirerede profeti at „Nordens konge“ ville forkaste de religiøse guder som folkene inden for hans område tidligere havde tilbedt, og at de ville give sig til at tilbede en anden gud. Læg mærke til hvor nøjagtigt Daniel forudsagde dette: „I stedet ærer han fæstningernes gud; en gud, hans fædre ikke kendte, ærer han med guld, sølv, ædelsten og klenodier.“ — Dan. 11:38.
16 Hvem er „fæstningernes gud“ i vor tid? Det er den moderne, videnskabelige militarisme! Den tekniske videnskab er blevet en gud for „Nordens konge“. Da han erobrede Østtyskland bemægtigede han sig så mange tyske raketeksperter han kunne og lod dem arbejde med at udvikle raketvidenskaben i Rusland. Hans læreanstalter har specialiseret sig i videnskab og i at fremstille teknikere med henblik på et militært herredømme over hele jorden. For at opretholde en stor hær og fremme rumteknikken har den kommunistiske „Nordens konge“ måttet berøve sit folk mange forbrugsvarer og materielle bekvemmeligheder. Disse „klenodier“ ofres på alteret for den videnskabelige militarismens gud.
17, 18. (a) Hvordan beskriver Daniel „Nordens konges“ fremgang? (b) Hvilke historiske kendsgerninger viser at „Nordens konge“ har haft held med sig?
17 Hvad ville alt dette resultere i? Daniel forklarer: „Han har lykken med sig . . . I de faste borge lægger han den fremmede guds folk; dem, der vedkender sig ham, overøser han med ære . . . [han] falder ind i landene, oversvømmer og overskyller dem . . . Han udrækker sin hånd mod landene, . . . Han bliver herre over guld- og sølvskattene.“ — Dan. 11:36, 39-43.
18 Hvis vi betragter verdensbegivenhederne i de sidste få år, kan vi med vore egne øjne se den forbavsende opfyldelse af disse ord! „Nordens konge“ har bemægtiget sig Polen, Østtyskland og Ungarn. Mange andre lande i Østeuropa er kommet under kommunistisk herredømme, og det samme er sket med Kina, Nordkorea og Nordvietnam. Nu søger „Nordens konge“ også at få kontrol over Sydvietnam. I mange latinamerikanske lande er den internationale kommunisme årsag til politisk uro og guerillakrig. Utallige opstande i Afrika og Mellemøsten anstiftes og støttes af kommunister som følge af at „Nordens konge“ prøver at få magt over landenes skatte. Ja, vi har været vidne til at det ene land efter det andet er faldet for ham. Men vil han til sidst opnå kontrol over „Sydens konge“? Fortæller Daniel os hvad resultatet bliver af denne internationale magtkamp?
19. (a) Får „Nordens konge“ held til at udslette „Sydens konge“? Begrund svaret. (b) Nævn en af de metoder Jehova Gud vil anvende for at tilintetgøre de to ’konger’ i Harmagedon.
19 Ja, Daniel fortæller os hvad det endelige udfald bliver. De afsluttende ord i denne profeti lyder: „Han går sin bane i møde, og ingen kommer ham til hjælp.“ (Dan. 11:44, 45) Daniels profeti åbenbarer således at „Nordens konge“ ikke vil nå sit ærgerrige mål, som er at beherske hele jorden, specielt at tilintetgøre „Sydens konge“. Det er imidlertid ikke „Sydens konge“ der kommer til at udslette „Nordens konge“. Tværtimod vil de begge møde deres endeligt til Jehovas fastsatte tid — i Harmagedonslaget. Daniels ord (11:40-45) beskriver hvordan „Nordens konge“ vil nærme sig Harmagedon og hvilken stilling han indtager der, nemlig imod Guds salvede folk og den ’store skare’ vidner som ledsager og hjælper Guds folk. Ved Harmagedon vil Jehova Gud bringe forvirring i „Nordens konges“ og „Sydens konges“ rækker og få dem til at kæmpe mod hinanden, ligesom alle deres medløbere og tilhængere vil bekæmpe hinanden i en selvmorderisk kamp. Dette fremgår af Ezekiel 38:21-23 samt andre skriftsteder.
Mikael står frem midt blandt sine fjender
20, 21. (a) Hvornår opfyldes det sidste kapitel i Daniels bog, og hvad forudsiger vers 1? (b) Hvem er Mikael? Hvordan kan dette begrundes? (c) Hvordan står Mikael frem, og hvornår sker det?
20 I den tidsperiode der går umiddelbart forud for slaget på Guds, den Almægtiges, store dag får det sidste kapitel i Daniels bog sin opfyldelse. Læg nøje mærke til de ord engelen talte til Daniel: „Til den tid skal Mikael stå frem, den store fyrste, som værner dit folks sønner, og en trængselstid kommer, som hidtil ikke har haft sin mage, så længe der var folkeslag til.“ — Dan. 12:1.
21 Det betyder at Mikael bliver konge i himmelen. Mikael står frem for at regere mens kampen mellem „Nordens konge“ og „Sydens konge“ raser. Det vil sige at han står frem midt blandt sine fjender. Hvem er Mikael? Han nævnes første gang i Daniels bog, det tiende kapitel, hvor han beskrives som „en af de ypperste fyrster“ der kom en underordnet engel til undsætning da denne blev modstået af „perserrigets fyrste“. (Dan. 10:13, 21) Der er bibelsk grundlag for at mene at Mikael er det navn som Jesus Kristus bar i himmelen før han kom her ned til jorden, og det navn han nu bærer efter at han er vendt tilbage til himmelen. Mikael er den eneste der betegnes som „ærkeengel“, hvilket vil sige den første eller ypperste engel; eftersom betegnelsen kun forekommer i ental i Bibelen tyder det på at der kun findes én fyrste eller ét overhoved over englenes hærskarer. Det eneste skriftsted — bortset fra Judas 9 — der nævner en ærkeengel, taler afgjort om Herren Jesus Kristus. (1 Tess. 4:16) Efter en ventetid står Mikael eller Herren Jesus Kristus frem, og Daniel forklarer at udtrykket „stå frem“ betyder at overtage magten og begynde at herske som konge. (Dan. 8:22, 23; 11:2, 3, 7, 20, 21; jævnfør Hebræerne 1:13; 10:12, 13.) I 1914 blev Jesus Kristus herliggjort i himmelen ved Guds højre hånd, og som „Menneskesønnen“ blev han ført frem for Den gamle af Dage og fik overdraget magt, ære og herredømme.
22. Hvorfor vil der, når Mikael står frem, nødvendigvis komme en trængselstid der ikke har haft sin lige?
22 At Mikael står frem for at regere midt blandt sine fjender og for at underlægge sig dem, medfører en krig hvis lige man aldrig før har set, en trængselstid man aldrig har set mage til. Denne trængsel er uden lige, ikke alene fordi den krig der blussede op i 1914 omfattede hele jorden, men også fordi trængselen endog vil overgå vandfloden på Noas tid. — Matt. 24:21-39.
23. Hvordan forholdt det sig med Jehovas folk i 1918, og hvilket storslået løfte for fremtiden havde de?
23 Det har også været en prøvelsernes tid for Jehovas hellige folk. Især kan nævnes året 1918 da Guds folk var blevet udmattet af forfølgelse og forkyndelsen praktisk talt standsedes af de krigsgale nationer. Men selv denne situation gav løfte om en storslået fremtid for Jehovas folk. Læg nøje mærke til hvad engelen der ledsager Mikael siger mens han sværger med begge hænder løftet mod himmelen: „Når hans magt, som knuser det hellige folk, er til ende, skal alle disse ting fuldbyrdes.“ — Dan. 12:7.
24. Hvad viser historien med hensyn til opfyldelsen af Daniel 12:7.
24 Historien viser at Jehovas folk siden maj og juni 1918, da det blev knust, ikke er blevet undertvunget igen. Det overlevede den anden verdenskrig. En omstændighed der er værd at mærke sig. Jehovas folk oplever nu den kommunistiske periode og dens blomstringstid, og dog er det ikke blevet knust, og det vil heller ikke blive knust af det forestående angreb af Gog fra Magog, for i 1918 kulminerede angrebet på Jehovas folk og vil aldrig med held blive gentaget. Hvor ville Daniel have glædet sig over at forstå disse profetiske ord!
25. Hvad anmodede Daniel om, og hvad svarede Guds engel ham?
25 Men Daniel vidste ikke hvad det alt sammen betød, og han fandt heller aldrig ud af det, trods sin store interesse for det: „Jeg hørte det, men fattede det ikke; så spurgte jeg: ’Herre, hvad er det sidste af disse ting?’“ Hertil svarede den engel der var sammen med Mikael: „Gå bort, Daniel, thi for ordene er der sat lukke og segl til endens tid. Men gå du enden i møde, læg dig til hvile og stå op til din lod ved dagenes ende!“ — Dan. 12:8, 9, 13.
26. (a) Hvad menes der med at Daniel ’står frem til sin lod’? (b) Hvad vil være af stor interesse for Daniel når han vender tilbage i opstandelsen?
26 Daniel skulle altså gå bort. Han hviler nu i Sheol, menneskehedens fælles grav, og derefter skulle han ’stå op til sin lod ved dagenes ende’. Daniel havde allerede haft mange forrettigheder og havde oplevet mange ting. Nu fik han noget andet at se frem til. Daniel kom ikke til at se den fuldstændige opfyldelse af sine syner og de begivenheder han forudsagde, men vi har fået den forret at se dem blive opfyldt. Denne trofaste profet har meget at se frem til. Hans „lod“ hentyder ikke nødvendigvis til den stilling han vil opnå som fyrste under det messianske rige, men kan indbefatte denne stilling. Hans „lod“ betyder hans arvelod på jorden i den nye tingenes ordning efter Harmagedon. Daniel vil afgjort finde forholdene ændrede når han kommer tilbage i opstandelsen, og han vil ønske oplysninger om hvordan den store fyrste, Mikael, er stået frem. Jehovas folk vil derfor se efter Daniel når han bliver oprejst, og de vil ønske at få mange enkeltheder at vide om det han oplevede. Nogle vil måske drøfte indholdet af bogen „Ske din vilje på jorden“ med ham, da den behandler mange af Daniels profetier. Han vil være interesseret i at få at vide hvordan hans storslåede profetier er blevet opfyldt til Guds ære. Vi vil være interesseret i at se hvordan han reagerer, og vi vil glæde os med ham over den lod han får. I mellemtiden har Jehovas vidner et arbejde at udføre!
27. Hvilket arbejde forudsagde Guds engel at den messianske fyrstes, Mikaels, sande efterfølgere ville have at udføre? Hvad må vi derfor gøre?
27 Ja, den engel der ledsagede Mikael påpegede at der var et stort arbejde at udføre for de sande efterfølgere af den messianske fyrste, Mikael, i denne „endens tid“. Her er hans profeti: „De forstandige skal stråle som himmelhvælvingens glans, og de, der førte de mange til retfærdighed, skal lyse som stjerner evigt og altid.“ (Dan. 12:3) Her forudsiges altså det arbejde vi må udføre i dag. De der i åndelig henseende er forstandige skal skinne med et himmelsk lys. Med den gode nyhed om Guds nyoprettede rige stråler Jehovas vidner som solen, hvis varme gennemtrænger alt på jorden. I denne verdens nattemørke må vi lyse som stjerner for at føre endnu flere af de „andre får“ til retfærdighed, det vil sige til tilbedelsen af den store Gud, Jehova, og tjenesten for ham. Da vi lever i denne „endens tid“ hvor Mikael, den store fyrste, er fremstået i himmelen, lever vi i en tid der er begunstiget i endnu højere grad end Daniels tid. Daniels bog er blevet lukket op. Salige er de der handler efter Daniels ord til vor tid!
[Illustration på side 373]
Den symbolske sten som rammer og knuser billedstøtten, skildrer at Guds rige vil tilintetgøre alle verdens riger