Alexander den Store og Bibelens profetier

MANGE mennesker har gået på gymnasier og universiteter og mener at de kender Alexander den Stores historie. Men ofte er disse mennesker slet ikke opmærksomme på den allervigtigste kendsgerning angående Alexander: hans hastige sejrs karriere var forudsagt i Bibelen.

Jehova gav sin profet Daniel forhåndsoplysninger om verdensrigers opståen og fald. I tiden mellem 618 og 535 f. Kr. modtog Daniel Guds profetier om at Grækenland ville rejse sig som den verdensmagt der skulle fortrænge Medo-Persien, og om den rolle Alexander skulle spille i forbindelse hermed. Omkring to hundrede år før Alexanders fødsel havde Daniel forudsagt at Medo-Persiens besejrer skulle fremstå: „Men da fremstår en heltekonge, og han skal råde med vælde og gøre hvad han vil. Men bedst som han står, skal hans rige sprænges og deles efter de fire verdenshjørner, og det skal ikke tilfalde hans efterkommere.“ — Dan. 11:3, 4.

Denne „heltekonge“ kom som tyveårig på Makedoniens trone i året 336 f. Kr. Det var samme år som kongen over det fjerde verdensrige, Medo-Persien, fik overdraget tronen, nemlig Darius III. Bibelen havde forudsagt en hastig besejring af Medo-Persien og andre nationer. At den makedonske eller græske række af verdensherskere skulle opstå, var forudsagt, for eksempel i Daniel 7:6 under symbol af en panter med „fire fuglevinger“; og i Daniel 8:5 under symbol af en gedebuk der kom „fra vest farende hen over hele jorden, men uden at røre den“. Vi behøver ikke at være i tvivl om hvem gedebukken var, for Daniel sagde: „Den lådne buk er kongen af Grækenland.“ — Dan. 8:21.

Hvad antyder udtalelsen om at den symbolske gedebuk ikke rørte jorden, og at den symbolske panter havde vinger? Hastig sejr. Lad os se med hvilken hurtighed Alexander besejrede verden og opfyldte Bibelens profeti.

Alexanders hær

Hans hær var ikke særlig stor. Alexander havde cirka 30.000 infanterister og 5000 ryttere. Men hæren var glimrende organiseret. De fleste af officererne havde erfaring fra felttog under Alexanders fader, Filip II. Det var Filip der indførte falanksen, og Alexander der gjorde den fuldendt.

Hvad var det der gjorde falanksen så enestående? Det var både våbnene og soldaternes opstilling. Falanksens medlemmer var sværtbevæbnede, udstyret med hjelm, rustning og et skjold der beskyttede det meste af kroppen. Deres vigtigste våben var en lanse eller et spyd på fire til fem og en halv meters, længde, og et kort græsk sværd. Sædvanligvis stod de i fylkinger på seksten mands dybde, og de forreste fem rækkens lanser ragede frem over fronten, en frygtindgydende barriere for enhver fjende; geledderne bagved lagde deres lanser over skulderen på dem der gik foran. Medlemmerne af falanksen gennemgik en streng gymnastisk træning for at hæren kunne arbejde enigt, hurtigt og med præcision. Alexander lod falanksen angribe sammen med svært bevæbnet kavaleri. Han anvendte også lette tropper til specielle formål.

Ved floden Granikos’ bredder vandt Alexander sin første sejr over perserkongen Darius III’s styrker. Det persiske kavaleri havde taget opstilling langs flodens bred, mens infanterisoldaterne holdtes i reserve. Alexander, der nærmede sig med sin hær på den anden side af floden, var, som en historiker udtrykker det, „særlig iøjnefaldende på grund af sit skjold, og på grund af den fjerbusk der overskyggede hans hjelm. På hver side af hjelmen stak to vinger op, de var meget lange og så kridhvide at de blændede enhver der så på dem“. I det efterfølgende slag kunne det persiske rytteri, der ellers talte langt flere soldater end Alexanders hær, ikke yde en effektiv modstand over for falanksens række af lange spyd. Det persiske infanteri der havde været vidne til det ulykkelige udfald slaget havde fået for de persiske ryttere, blev dernæst slået på flugt. Ved Alexanders sejr blev perserne grebet af panik, især fordi så mange persiske feltherrer blev dræbt; to faldt for Alexanders egen hånd.

En dygtig general i persernes tjeneste, Memnon fra Rhodos, udtænkte en plan for at standse Alexander. Perserne skulle føre krigen over til Makedonien og tvinge Alexander til at vende hjem. Skibe blev rigget til og tropper ført om bord. Men pludselig døde Memnon. Darius gennemførte ikke Memnons plan om at bruge persernes rigdom og flåde til at føre krigen til Makedonien. Darius besluttede sig til at kæmpe et regulært slag, hvori han personligt ville tage ledelsen af sin hær. Den persiske konge indkaldte en umådelig hær, cirka 600.000 mand. I tillid til sin mægtige hær, og ivrig efter at udkæmpe et rigtigt slag, lod Darius Alexander marchere uhindret frem, ja lod ham endog drage gennem bjergpas der kunne have været omdannet til skrækindjagende fæstninger i det persiske forsvar.

I det efterfølgende slag ved Issos var perserne ikke forberedt på makedonernes pludselige og voldsomme angreb. Da Darius III, som stod i sin stridsvogn, blev klar over at nogle af hans styrker havde svigtet, vendte han om og tog flugten sammen med de forreste flygtninge. Perserhærens nederlag var fuldstændigt. Alexander tog endog Darius’ moder, hustru, søster, lille søn og to døtre til fange — Darius havde bragt dem med for at de kunne være vidner til hans blændende sejr.

Tyrus’ fald

Alexander fortsatte ikke forfølgelsen af Darius efter slaget ved Issos. Nej, Alexander vendte opmærksomheden mod Tyrus. Mange år tidligere havde kong Nebukadnezar ødelagt den landfaste del af Tyrus efter tretten års belejring. Jehova Gud havde brugt Nebukadnezar som sin tjener til at straffe Tyrus. (Ez. 29:18-20) Det nye Tyrus, øbyen, skulle nu straffes, som det var forudsagt ved Guds profet Zakarias: „Se, [Jehova] vil tage det i eje og styrte dets bolværk i havet, det selv skal fortæres af ild.“ (Zak. 9:4) Jehovas beslutning om at straffe øen Tyrus for dens stolthed og ondskab resulterede i en af historiens mest usædvanlige sejre.

Tyrus nægtede at lade Alexander få adgang til byen. Den opbragte Alexander truede med at slå byportene sønder dersom de ikke blev åbnet. Denne trussel prellede fuldstændig af på tyrierne. Havde øbyen ikke hidtil været uindtagelig for enhver fjende? Og desuden, hvad kunne Alexander og hans falankser og ryttere gøre imod en øby, når de ingen flåde havde? Tyrierne havde bestemt ikke ventet at Alexander ville gøre sig den kolossale anstrengelse at bygge en dæmning eller mole ud til deres ø!

„At man ikke havde forudset Alexanders angrebstaktik er ikke så mærkeligt,“ siger Wallace B. Fleming i The History of Tyre, „for intet fortilfælde var berettet i krigshistorien. Murene som omgav byen var cirka femogfyrre meter høje dér hvor de vendte ind mod fastlandet. Stenene var så store og muren så godt bygget at byen kunne føle sig sikker for enhver angrebsmaskine, der jo måtte manøvreres på det urolige hav. Et heldigt angreb var kun muligt hvis krigsmaskiner kunne anbringes på et fast grundlag i murens højde. Men øen var adskilt fra land med en seks hundrede meter bred kanal, hvis strøm var meget stærk, og som, navnlig når der var søndenvind, kunne være farlig at besejle.“

Men hvorfra ville Alexander skaffe materialer til at bygge molen ud til øen? Jo, en stor del kunne hentes i det gamle Tyrus’ ruiner. Arrian, den græske historiker der skrev en biografi om Alexander baseret på to af hans generalers skrifter, beretter at Alexander fejede muldet fra det gamle Tyrus sammen og smed det i vandet. At Alexander skulle gøre dette stod omtalt i Bibelens profeti; Jehova havde sagt: „Jeg fejer muldet bort og gør Tyrus til nøgen klippe; . . . Sten, tømmer og ler skal de kaste i vandet.“ — Ez. 26:4, 12.

Arbejdet på molen blev ofte afbrudt. Stærk strøm skyllede noget af det opbyggede bort. Tyriernes krigsskibe nærmede sig og bueskytter overdængede arbejderne med pile. Tyriernes anstrengelser og den stærke strøm bevirkede at meget af dæmningen blev brudt ned, men Alexander tog fat på ny. Denne gang besluttede han sig til at bygge en endnu bredere mole så flere maskiner kunne sættes ind i kampen imod byen. Hele træer blev benyttet. Tyriske dykkere anbragte kroge i de grene der ragede frem af molen. Derefter trak de træerne ud så en del af molen faldt sammen. Alexander måtte have en flåde der kunne beskytte hans arbejdere. Fra Zidon, Arvad, Byblos, Kypern og andre steder samlede Alexander en flåde på omkring to hundrede skibe. Tyrierne, der var forbavsede over at Alexander så hurtigt kunne oprette så stor en flåde, fandt det tilrådeligt ikke at indlede et regulært søslag. Beskyttet af flåden kunne Alexander hurtigt få molen bygget op til bymuren.

For at overvinde problemet med de høje mure, lod Alexander tømre nogle mægtige, bevægelige tårne. „En faldbro på forsiden af disse tårne muliggjorde overraskende stormangreb på de fjendtlige mure,“ siger Werner Keller i Bibelen har alligevel Ret. „Det var de højeste belejringstårne, som nogensinde var blevet sat ind i krigshistorien. De havde tyve stokværk, og med deres højde af 50 meter ragede den øverste platform højt op over den højeste bymur.“

Tyrierne satte sig til modværge ved at anbringe kroge på lange reb, kaste dem ud mod soldaterne på tårnene og således trække dem i døden. Tyrierne byggede maskiner hvorfra de sendte rødglødende metal mod fjenden. De ophedede også sand i skjolde af kobber og jern og øste det ned over Alexanders soldater når de nærmede sig muren. Sandet, der trængte ind under rustningen, fremkaldte sådanne smerter at soldaterne rev rustningen af og blottede sig for pilene fra muren.

Alexander gav ordre til at alle kræfter skulle sættes ind i angrebet. Makedonerne på tårnene sloges for at komme hen over faldbroerne. Skibe med murbrækkere angreb bymuren nord og syd for molen. Skibene syd for molen fik snart skudt en breche. Broer kastedes over og stormtropper fra andre fartøjer fór frem. Alexander landede med en af de stormende enheder og var blandt de første på muren. Samtidig kæmpede hans flåde sig ind til Tyrus’ havn og overvandt den tyriske flåde som var klemt inde der. Snart trængte makedonerne ind i Tyrus fra alle sider. Det blev et vældigt blodbad på byens gader og pladser. Makedonerne, der var blevet rasende over byens hårdnakkede modstand, viste ingen barmhjertighed. En stor del af Tyrus blev brændt ned. Omkring 8000 tyriere dræbtes og 2000 unge mænd blev klynget op langs kysten som repressalier for de makedonske fanger tyrierne havde dræbt. Cirka 30.000 tyriere blev solgt som slaver. Belejringen havde varet fra midten af januar til midten af juli 332 f. Kr.

Derpå drog Alexander til Jerusalem, hvor ypperstepræsten, som historikeren Charles Rollin siger i sin bog Ancient History, „viste ham de passager i Daniels profeti der omtalte denne monark. . . . Vi kan godt forestille os den store glæde og forundring der fyldte Alexander da han hørte så klare, detaljerede og fordelagtige løfter. Før han forlod Jerusalem kaldte han jøderne sammen og bød dem anmode ham om en gunstbevisning efter deres eget ønske“.

Nu rykkede Alexander ind i Ægypten, der, tynget af det persiske åg, hilste ham velkommen som en befrier. Ved Nilens munding grundlagde han byen Alexandria i året 332 f. Kr.

Alexander vendte sig atter mod nord og drog af sted mod Babylon med en hær på omkring 47.000 mand. Darius III fremsendte flere fredstilbud. På hans sidste tilbud svarede Alexander hans gesandt: „Dersom han [Darius] vil være tilfreds med at indtage rangen efter mig, uden at foregive at være min ligemand, da vil jeg muligvis høre på ham. Sig til ham at verden ikke vil tillade at der er to sole, ej heller to suveræner.“

Sejr ved Gaugamela

Efter dette svar forberedte Darius sig til kamp. Denne gang samlede Darius en hær der var næsten dobbelt så stor som den hvormed han havde kæmpet ved Issos. Han mobiliserede en hær på cirka 1.000.000 mand. Alexander og hans 47.000 mand satte over Eufrat og Tigris og mødte Darius i spidsen for denne kolossale hær i nærheden af landsbyen Gaugamela, knap tredive kilometer nordøst for Nineves ruiner. I forreste række satte Darius to hundrede levogne og femten elefanter ind. Med disse håbede perserkongen at kunne hugge Alexanders falankser sønder og sammen, bringe forvirring i deres rækker og derved gøre dem til et let bytte for det persiske kavaleriangreb.

Straks da slaget begyndte, fór stridsvognene raslende hen over slagmarken mod falankserne. Men Alexander havde valgt at lade lette tropper uskadeliggøre stridsvognene. De sårede hestene og vognstyrerne med pile. De få stridsvogne som nåede falanksen, passerede igennem uden at gøre nogen skade, da spydbærerne trådte til side for dem; og var de først kommet bag ved fortroppen, var det ingen sag at fange dem. Det blev et rasende slag. Falanksens spyd glimtede stadig Darius nærmere, og da kongens vognstyrer blev ramt af et kastespyd, sprang Darius ned fra stridsvognen, steg på en hest, og galoperede bort fra slagmarken. Snart fulgte perserhæren efter — i et panisk tilbagetog. Alexander forfulgte de flygtende, og ifølge Arrian blev 300.000 persere dræbt. Den flygtende Darius blev myrdet af mænd som engang var hans allierede.

Planer med Babylon mislykkes

Babylon overgav sig straks. Alexander besluttede at gøre denne by til verdenshovedstad. Han tog initiativet til flere store byggeprogrammer i Babylon. Men Alexanders planer om atter at gøre Babylon til en storby var dømt til at mislykkes, for denne gang var han i konflikt med Bibelens profetier. Himmelens Gud havde ved sin profet Esajas sagt: „Det går med Babel, . . . som dengang Gud omstyrtede Sodoma og Gomorra. Det skal aldrig i evighed bebos, ej bebygges fra slægt til slægt.“ (Es. 13:19, 20) Alexanders planer om at genopbygge det i Bibelen fordømte Babylon gled derfor ud i sandet, og efter sin tilbagekomst til Babylon efter nye sejre, døde den forsvirede Alexander af en febersygdom, i sit treogtredivte år, 323 f. Kr.

Hvad skulle der ske med hans rige? Bibelprofetien sagde tydeligt at „hans rige sprænges og deles efter de fire verdenshjørner, og det skal ikke tilfalde hans efterkommere“. (Dan. 11:4) Om den symbolske gedebuk sagde Guds engel til Daniel: „Den lådne buk er kongen af Grækenland, og det store horn i dens pande er den første konge. At det brødes af, og at fire andre voksede frem i stedet, betyder, at fire riger skal fremstå af hans folk, dog uden hans kraft.“ — Dan. 8:21, 22.

Guds ord slår ikke fejl. Inden udgangen af året 301 f. Kr., det år da det afgørende slag ved Ipsos fandt sted, havde fire af Alexanders generaler indsat sig selv i magt, nøjagtig som profetien havde sagt. I en kommentar til dette og til Guds udsagn angående Babylon, skrev historikeren Rollin: „Intet viser tydeligere hvor kraftig og vægtig denne uovervindelige forbandelse var, end de anstrengelser der blev gjort af den stærkeste fyrste der nogen sinde har regeret; den mest stædige fyrste der nogen sinde har levet, når det gjaldt om at få sine egne planer gennemført; en fyrste hvis foretagender aldrig var mislykkedes, men som kom til kort i dette [Babylons genopbygning], endskønt det ikke forekom så vanskeligt som alt det andet. . . . Kan noget være mere vidunderligt, mere guddommeligt, end en række profetier, alle så tydelige, så nøjagtige, og så detaljerede; profetier der endog påpeger at en fyrste skal dø uden at efterlade sig en eneste efterfølger af sin egen familie og at fire af hans generaler skal dele riget imellem sig?“

Alexander den Stores karriere viser med hvilken nøjagtighed Bibelens profetier opfyldes; og opfyldelsen herliggør Kilden til profetien, Jehova Gud. Alle der ønsker at deres gerninger skal krones med held, gør vel i at indrette deres liv i harmoni med Guds profetiske ord, de ord som aldrig slår fejl.