Miskundheds mænd og Riget
1. Hvilke spørgsmål er det i dag passende at stille vedrørende pagten om Riget, og hvad har disse med vort liv at gøre?
HVORLEDES kan vi nu i dag være loyale over for Jehovas evige pagt med David om Riget? Med hvem har Jehova i dag indgået en „til ubestemt tid varende pagt om de miskundheder mod David som er trofaste“? (Es. 55:3) Se, den gamle by Jerusalem besiddes i dag af muhamedanske arabere. Den bjergtop hvor Jehovas tempel engang lå, krones nu af en moské, kendt som Klippemoskeen. Republikken Israel har ingen konge af Davids kongelige hus der er med i pagten om Riget. Hvad er der sket med den evige pagt? Vort evige liv i Guds retfærdige nye verden, der nu er nær, afhænger af om vi får det rette svar og loyalt handler i overensstemmelse dermed.
2. Hvordan ophørte det aktive kongedømme som Davids efterkommere udøvede i Jerusalem, og hvorfor genoplivede Zerubbabel ikke kongedømmet?
2 I året 618 f. Kr. blev Jojakin, den nittende direkte efterkommer af kong David, konge, men herskede kun tre måneder og ti dage i Jerusalem. Han overgav sig til Nebukadnezar, kongen af Babylon, og blev deporteret til Babylon, hvor hans børn voksede op. Hans farbroder Zedekias blev sat på Jerusalems trone og herskede elleve år. I 607 f. Kr. blev han taget til fange og ført til Babylon hvor han døde barnløs; og Jerusalem og dets pragtfulde tempel, som Salomon havde bygget, blev ødelagt. Halvfjerds år senere førte Zerubbabel, der var sønnesøn af Jojakin, en trofast rest af jøder fra Babylon tilbage til Jerusalem for at de kunne genopbygge Jehovas tempel. Som undersåt i den nye verdensmagt, det persiske kejserrige, virkede Zerubbabel som statholder i Judas land, men sad ikke, i kraft af Jehovas pagt med David om Riget, på en trone i Jerusalem. Efter at den utro kong Zedekias blev styrtet, har ingen kongelig arving af Davids hus siddet på „Jehovas trone“ i Jerusalem.
3. Hvad lod Jehova nu komme over Davids hus, og hvordan endte Davids kongelinje for nitten århundreder siden uden at pagtsløftet slog fejl?
3 Var Jehovas pagt om Riget slået fejl? Var den blevet opgivet? Nej, Jehovas miskundhed, hans loyale kærlighed, tillod ikke noget sådant. Det er sandt at han omstyrtede sin trone i Jerusalem og fjernede den sidste jordiske konge der sad derpå, Zedekias; men Jehova ugyldiggjorde ikke sin evige pagt om Riget. I opfyldelse af pagtens betingelser tillod han blot at Davids hus fik sin straf på grund af den ondskab der prægede mange af de konger der stillede Jehova i et falsk lys mens de sad på „Jehovas trone“ i Jerusalem. I hele denne straffens tid manglede der imidlertid ikke en mand i Davids kongelige slægtslinje. Denne kongelige slægtslinje endte for nitten hundrede år siden. Hvordan det? Slog Guds pagtsløfte fejl og har der manglet en mand til at tjene som kong Davids arving til den kongelige pagt? Aldeles ikke! Hvorfor ikke? Fordi Davids slægtslinje dengang endte med en arving der døde barnløs, men som lever evigt. Han lever i dag i dette tyvende århundrede og han behøver ikke en efterfølger til pagten om Riget. I overensstemmelse hermed ender den eneste tilgængelige beretning om kong Davids kongelige efterkommere med Jesus Kristus. Ingen nulevende jøde kan føre sin stamtavle tilbage til kong David.
4. Hvorfor kaldes Jesus med kongebenævnelsen Davids søn, og hvorfor indvilligede hans jordiske moder i at føde ham?
4 Jesus blev født i Davids fødeby, Betlehem i Juda. Gennem to familier kan han føre sin afstamning tilbage til David, sådan at han kan kaldes med kongernes benævnelse: Davids søn. (Matt. 1:1-2:11; Luk. 3:23-31) Jesu fødsel som menneske var mirakuløs, for han var i virkeligheden Guds søn, der kom ned fra himmelen. Hans livskraft blev overført fra himmelen til en jødisk jomfrus moderskød. Hun var af Davids hus og hendes navn var Maria. For at sikre sig at hun ville give sit samtykke til at blive moder til Guds søn, sendte Jehova sin engel Gabriel for at denne skulle fortælle hende at hun var blevet udvalgt til at være jordisk moder til patriarken Abrahams lovede sæd, den lovede arving til den evige rigspagt. Efter først at have bragt hende sin hilsen, sagde engelen Gabriel: „Frygt ikke, Maria! thi du har fundet nåde for Gud, og se, du skal undfange og føde en søn, og du skal give ham navnet Jesus. Han skal blive stor og kaldes den Højestes Søn; og Gud Herren skal give ham Davids, hans faders, trone. Han skal være konge over Jakobs hus [Israel] til evig tid, og der skal ikke være ende på hans kongedømme.“ (Luk. 1:26-33) Loyal over for Jehovas rigspagt indvilligede Maria hengivent i denne mirakuløse handling.
5. Hvilken profeti opfyldtes ved denne jomfrufødsel, og hvordan blev fødselen bekendtgjort?
5 Som en opfyldelse af profetien i Esajas 7:14 fødte denne unge kvinde Jesus, en begivenhed der var som et stort tegn, hvis betydning ikke er blevet mindre i tiden op til vore dage. Jehovas engel fra himmelen fortalte hyrderne fra Betlehem at denne mirakuløst fødte Davids søn skulle være Jehovas Salvede, Kristus: „Jeg forkynder Eder en stor glæde, som skal være for hele folket. Thi Eder er i dag en frelser født i Davids by; han er Kristus, Herren!“ — Luk. 2:1-12; Matt. 1:18-25.
6. Når Jesus blev den blivende arving til pagten om Riget ville det så binde ham til denne jord? Af hvem blev Jesus derfor salvet?
6 Selv om Jesus blev født som et menneske for at han kunne være Abrahams virkelige sæd der skulle velsigne alle nationer, og være Davids evige arving til Riget, skulle han ikke sidde på en bogstavelig trone på Zions bjerg i Jerusalem og derved være bundet til denne jord. Dengang Jehova Gud for tre tusind år siden sluttede pagten om Riget med David havde han i tanke et evigt himmelsk rige til Davids blivende arving. Der var ingen levitisk ypperstepræst der kunne salve Jesus til at beklæde en sådan himmelsk herskerstilling; Jehova salvede Jesus efter hans dåb i vand, idet han udgød sin hellige ånd over Jesus og helligede ham som Kristus.
7. Hvad forkyndte Jesus derfor meget passende, og til hvem udstrakte han en indbydelse i loyalitet mod rigspagten?
7 Jesus blev her avlet af Guds ånd til at være en åndelig Guds søn, hvem der ventede et fremtidigt liv i himmelen. Det var derfor betimeligt at Jesus forkyndte Guds rige, „Himmelriget“. Han opfordrede disciple til at følge sig og til først at søge Riget. Ved således at kalde dem, udstrakte han i virkeligheden Guds indbydelse gennem profeten Esajas til dem: „Bøj jeres øre og kom til mig. Lyt, og jeres sjæl vil blive holdt i live, og med jer folk vil jeg beredvilligt slutte en til ubestemt tid varende pagt om de miskundheder mod David som er trofaste.“ (Es. 55:3, NW) Dette betød at Jehova Gud havde til hensigt at give Jesus Kristus nogle medarvinger i det himmelske rige. I loyalitet mod pagten om Riget hilste Jesus sådanne medarvinger til Guds rige velkomne. Efter den sidste påske med sine loyale apostle sagde Jesus til dem: „Imidlertid er det jer som har holdt ud med mig i mine prøvelser; og jeg indgår en pagt med jer, ligesom min Fader har indgået en pagt med mig, om et rige, for at I kan spise og drikke ved mit bord i mit rige, og sidde på troner for at dømme Israels tolv stammer.“ (Luk. 22:28-30, NW) Hvilken miskundhed fra Jehova Guds side var dette ikke!
8. Hvordan forekom situationen da Jesus lå død i Sheol, og hvad måtte Jehova nu gøre for at holde sit løfte?
8 Åh, der afhang så meget af denne ene arving til Riget, Jesus Kristus! Da han døde og blev begravet, så det omsider ud som om der ville komme til at mangle en mand af Davids hus til at sidde på hans trone, det vil sige på „Jehovas trone“. Af engelens profeti til Daniel for lang tid siden fremgik det at „pagtens fyrste“ ville blive knust af et „skændigt menneske“, kejser Tiberius af Rom. (Dan. 11:21, 22, AS) Jesus var blevet knust i døden, i Sheol eller Hades som er den syndige menneskeheds fælles grav. Det syntes at være en umulighed at genoplive pagten med David. Dog, det virkelig umulige lå i at den almægtige Gud skulle lade sin pagt om Riget slå fejl. Hans miskundhed, hans loyale kærlighed, som var lovet i pagten og som med rette tilkom denne loyale Guds søn, Jesus Kristus, kunne aldrig tillade denne pagt at slå fejl. Jehova Gud måtte simpelt hen drage ham ud af Sheol eller Hades, menneskehedens fælles grav. I Salme 16:10 (NW) havde Jehova forud lovet at udføre dette mirakel. Han inspirerede David til at sige: „Du vil ikke lade min sjæl tilbage i Sheol. Du vil ikke tillade din miskundheds mand at få graven at se.“ Denne profeti var en forsikring om at Jesus, den større David, skulle opstå fra graven.
9. Hvad gav Jehova udtryk for ved at oprejse Jesus, og hvorledes har Paulus klargjort dette for os?
9 At Gud oprejste Jesus var et udtryk for guddommelig miskundhed til støtte for pagten om Riget med David. Apostelen Paulus klargør dette for os: „Og den kendsgerning at han oprejste ham fra de døde, bestemt til ikke mere at vende tilbage til forrådnelse, har han forklaret således: ’Jeg vil give jer folk Davids miskundheder, som er pålidelige.’ Derfor siger han også i en anden salme: ’Du vil ikke tillade din miskundheds mand at se forrådnelse.’ Thi David, på den ene side, tjente Guds udtrykkelige vilje i sit slægtled og sov ind i døden og blev lagt hos sine forfædre og så forrådnelse. På den anden side, den hvem Gud oprejste så ikke forrådnelse.“ — Ap. G. 13:34-37, NW.
Andre tages med i pagten
10. Hvem var Jehovas „miskundheds mand“ derfor, og til hvad åbnede Jehova vejen ved at tage ham op til himmelen?
10 Jesus Kristus er Jehovas „miskundheds mand“ eller loyale kærligheds mand, som han ikke lod blive tilbage i Sheol. Ved at oprejse Jesus fra døden til udødeligt liv i himmelen åbnede Jehova vejen til at udstrække de pålidelige miskundheder i forbindelse med hans pagt med David til andre „miskundheds mænd“ eller loyale mænd, de trofaste apostle og alle andre indviede kristne som Gud avler og gør til medarvinger sammen med sin søn Jesus Kristus i det himmelske rige.
11. Hvad sang David om Jehovas miskundheds mænd i Salme 145?
11 David sang profetisk: „Alle dine værker vil prise dig, o Jehova, og din miskundheds mænd vil velsigne dig. Om din kongemagts herlighed vil de tale, og om din vælde vil de fortælle, for at gøre hans vældige gerninger og hans riges herligheds pragt kendt for menneskenes børn. Din kongemagt er en kongemagt på ubestemt tid, og dit herredømme skal vare gennem alle på hinanden følgende generationer.“ — Sl. 145:10-13, NW.
12. Hvor mange sådanne åndelige mennesker er der endnu tilbage ved denne endens tid, og hvorfor blev de ikke forkastet fordi de kom til kort under første verdenskrig?
12 I denne endens tid for verden er der blot en rest tilbage på jorden af disse åndelige „miskundheds mænd“ eller loyale kærligheds mænd, det vil sige mænd som er gudfrygtige og lydige i udførelsen af deres pligter over for Jehova Gud. Under den første verdenskrig kom de til kort med hensyn til deres ansvar over for Gud. Derfor harmedes han på dem. I sin vrede lod han dem blive ført i fangenskab ligesom jøderne var blevet det til Babylon. (Es. 12:1, 2; 54:7-10) Hvorfor forkastede Jehova ikke under den første verdenskrig denne rest for dens kommen til kort under de forfølgelser og trængsler der ledsagede krigen? Det var fordi han var loyal mod sin pagt.
13, 14. (a) Hvad havde Jehova i sin pagt forpligtet sig til at gøre over for denne rest? (b) Hvad måtte restens medlemmer derfor udstå under den første verdenskrig, og hvad har det kostet dem i penge at deres sjæle er blevet bevaret indtil denne dag?
13 Gennem Jesus Kristus havde Gud ført medlemmerne af denne rest ind i pagten om Riget. Han forpligtede sig således til at vise dem de miskundheder mod David som var lovet i pagten. Dengang Jehova sluttede pagten med David, sagde han: „Når han [arvingen til riget] handler forkert, da vil jeg sandelig tugte ham med menneskers stav og med Adams børns slag. Min miskundhed, den skal ikke vige fra ham sådan som jeg fjernede den fra Saul, hvem jeg fjernede for dit [Davids] åsyn. Og dit hus [dine medarvinger til riget] og dit rige skal så vist stå fast for evigt for dit åsyn; selve din trone skal blive grundfæstet til evig tid.“ — 2 Sam. 7:14-16, NW.
14 Resten af disse „miskundheds mænd“ måtte derfor tage deres straf fra de krigsførende nationer. Denne straf var en tugtelse med menneskestok og med Adams børns slag. På nøjagtig samme måde havde Davids kongelige hus for længe siden måttet tage sin straf i tiden fra 607 f. Kr. ved Jerusalems ødelæggelse, og indtil 29 e. Kr. da den lovede Messias, fyrsten, kong Davids blivende arving fremstod. I 1919 udfriede Jehova resten som af hjertet ønskede at være loyal over for ham. Derpå overdrog han resten det arbejde at være hans vidner i en udstrækning som ingen sinde før. Med ordene i Klagesangene 3:22, 23 (NW) kunne resten sige: „Det skyldes Jehovas miskundheds gerninger at det ikke er forbi med os, for hans barmhjertigheder vil visselig ikke ophøre. De er nye hver morgen. Din trofasthed findes i rigeligt mål.“ Restens medlemmer erfarede hele denne udfrielse og genrejsning „endog uden penge og uden vederlag“, således er deres sjæle blevet holdt i live indtil denne dag. — Es. 55:1-3.
15. Hvordan kan vi bevise vor loyalitet over for pagten om Riget i dag, og hvordan viste Jehova at han ikke havde glemt sin pagt men stadig følte sig bundet af den?
15 Det er nu passende at spørge: Hvorledes kan vi, Jehovas vidner af i dag, ligesom fortidens israelitter, ligesom Jesus og apostlene, bevise vor loyalitet mod pagten om Riget? Det kan vi gøre ved at være loyale over for det herskende Rige ved den evige arving til rigspagten. Jehova Gud har ikke en eneste gang glemt sin pagt siden den sidste konge af Davids hus sad på Jerusalems trone. Det er sandt at Davids rige ikke fungerede i over seks århundreder. Men Jesu Kristi, „pagtens fyrstes“, mirakuløse komme beviste Jehovas loyalitet mod pagten, den han havde udtalt ved en ed. Jehova sværger aldrig falsk. Når man aflægger ed og ikke gør det man har svoret, betyder det ikke alene at man sværger falsk, men også at man bringer en forbandelse over sig selv. Jehova bringer aldrig en forbandelse over sig selv. Han er altid den Velsignede. Når han sværger ved sit eget navn eller ved sig selv, sværger han aldrig falsk, men hans højtidelige ed føjer endnu større garanti til fuldførelsen af det han sværger at ville gøre. Dér tilbage i tiden beviste Jesu, Messias’, komme og hans opstandelse fra de døde at Jehovas svorne pagt ikke var blevet ophævet. Den var stadig bindende i Jehova Guds øjne, selv om Riget ikke havde fungeret i Jerusalem i 635 år, eller fra 607 f. Kr. til 29 e. Kr.
16. (a) Hvorfor bragtes pagten ikke til en gyldig afslutning da Jesus ventede så længe og ikke gjorde brug af Rigets magt? (b) Hvorfor er kristenheden ikke med i pagten, og hvordan har Jehova, dette til trods, vist sig loyal over for pagten?
16 Men hvilken forbindelse har alt dette med vor tid? Jo, den kongelige pagts blivende arvings rige begyndte ikke at virke da den opstandne Jesus steg til himmelen i året 33 e. Kr. Fra foråret det år til efteråret 1914, eller i 1881 år, sad Jesus ved Guds højre hånd; han herskede ikke, men ventede på at Guds tid skulle komme til at gøre Rigets fjender til Kristi, Rigets arvings, fodskammel. Bragte denne lange ventetid pagten til en gyldig afslutning? Nej! Det betød ikke at Jesus i himmelen forspildte sin ret til Riget fordi han ikke gjorde brug af den. Nej; for i alle disse århundreder med tålmodig venten har pagten om Riget virket. Hvorledes? Ved at Jehova har udvalgt 144.000 medarvinger, de kristne som giver agt på hans indbydelse og med hvem han slutter den „til ubestemt tid varende pagt om de miskundheder mod David som er trofaste“. Dette indbefatter ikke kristenheden. Kristenheden har med sine millioner af tilhængere været utro mod pagten lige siden det fjerde århundrede. Den har ikke ventet på at Jehovas rige ved hans arving skulle blive oprettet til Guds bestemte tid. Den har forsmået pagten. Hvorledes? Ved at indgå forbindelser med den politiske stat eller denne verdens riger under Satan, Djævelen. Men ganske uanset dette viste Jehova sig at være loyal over for sin svorne pagt, idet han fortsatte med ud fra denne verden, ud fra alle nationer, at tage sande kristne og føre dem ind i pagten.
17. Hvad gjorde Jehova i forbindelse med Riget som en opfyldelse af Esajas 16:5, endnu før han var færdig med at bruge resten?
17 Endnu før Jehova fuldførte sit værk i forbindelse med resten af de 144.000 medarvinger, eller var færdig med at bruge dem som sine vidner på jorden, oprettede han det rige som loyale mænd og kvinder har tørstet og hungret efter. Jehova havde i harmoni med sin evige pagt med David lovet: „I miskundhed vil en trone til visse blive grundfæstet, og der skal sidde en på den i sandhed i Davids telt, en som dømmer og søger ret og som er snar til retfærdighed.“ (Es. 16:5, NW) I det betydningsfulde år 1914 kom det tidspunkt da Jehova ville indsætte Rigsarvingen på tronen som regerende konge „i Davids telt“, som Davids søn og dog som Davids himmelske herre. — Sl. 110:1, 2; Matt. 22:41-45.
18. (a) I lighed med hvilke himmellegemer skulle den blivende arving til rigspagten bestå? (b) Hvad er derfor en indlysende pligt for resten, og hvad får den del i som belønning for loyalitet?
18 Har solen nogen sinde undladt at stå op og indvarsle den nye dag? Eller har månen nogen sinde undladt at skinne om natten? Ikke en eneste gang! På samme måde har Jehova, som holder fast ved sine pagter og sin miskundhed, ikke glemt eller ignoreret denne den mest betydningsfulde pagt om Riget der vil ophøje ham som universets retmæssige Suveræn. Han svor i sin hellighed og talte ikke løgn da han fortalte kong David at hans kongelige hus skulle bestå og at hans trone skulle være varig. Jesus Kristus, den blivende arving til pagten om miskundhed mod David, er stadig til, akkurat ligesom solen og månen, og i dag hersker Jesus Kristus fra den himmelske „Jehovas trone“. (Sl. 89:28-37) Vor pligt er derfor indlysende: Jehovas „miskundheds mænd“ skylder Gud at være loyale over for hans indsatte, herskende konge, Davids søn og herre. Som belønning for deres loyale kærlighed nyder de den fede mælk fra Guds åndelige bord og drikker som Rigets ambassadører den glædens vin tjenesten giver dem.
Loyale jordiske undersåtter
19. Hvem var loyale over for David foruden de bogstavelige israelitter, og hvem af Sauls egen familie var det endog?
19 På kong Davids tid var selv de fremmede indbyggere i Israel loyale over for ham fordi han var Jehovas salvede hersker, den med hvem pagten om et evigt dynasti og en grundfæstet trone var blevet indgået. Blandt sådanne loyale fremmede var gatitterne (mænd fra Gat i Filistæa), pleterne og kreterne. (2 Sam. 15:18-22) Endog Jonatan, den forkastede kong Sauls søn, viste til enhver tid David miskundhed fordi han var Jehovas udvalgte. Ja, selv kong Sauls egne brødre, medlemmerne af Benjamins stamme, satte Jehovas valg over personlige hensyn og tog deres standpunkt for Jehovas udvalgte og salvede konge, David. — 1 Sam. 18:1-4; 20:8, 14, 15; 1 Krøn. 12:1, 2, 19, 29.
20, 21. (a) Hvem finder vi i dag som efterligner mennesker der i fortiden støttede og hjalp David? (b) Hvordan giver de i gerning udtryk for deres loyale kærlighed, og hvad får de nu del i sammen med resten?
20 I dag finder vi trofaste efterlignere af disse mennesker som i fortiden støttede og hjalp David, Jehovas salvede. En stor skare mænd og kvinder som kommer til kundskab om Jehovas rigspagt med Jesus Kristus og med hans medarvinger, støtter nu loyalt den blivende arving til den evige pagt. Og hvad nu hvis disse hundreder tusinder kommer fra mange forskellige nationer, stammer, folk og tungemål? Dette afholder dem ikke fra at give Guds regering i himlene deres støtte. De henvender sig til Gud på hans trone og til Lammet, hans søn Jesus Kristus, og hylder dem. I endrægtighed bekender de offentligt og med høj røst: „Frelsen tilhører vor Gud, som sidder på tronen, og Lammet.“ Dag og nat yder de Jehova hellig tjeneste, og de lader hans søn, Lammet, lede dem som deres hyrdekonge. — Åb. 7:9-17.
21 For at deres loyale kærlighed til deres hyrdekonge kan komme til udtryk i praksis forbliver de loyale over for resten af hans medarvinger til Riget, hans brødre, disse „miskundheds mænd“ som Gud har ført ind i pagten om Riget, som han har indsamlet og godkendt. (Sl. 50:5, NW) Dette er grunden til at Hyrdekongen anerkender disse „andre får“ og samler dem ved sin højre hånd og siger: „Kom hid, min Faders velsignede! arv det rige, som har været jer beredt, fra verdens grundvold blev lagt. . . . sandelig siger jeg Eder: hvad I har gjort imod en af mine mindste brødre dér, har I gjort imod mig.“ (Matt. 25:31-40) Dette forklarer hvorfor disse „andre får“ nu også har del i den liflige „vin og mælk“, som de i dag modtager til overflod fra resten af Kristi kongelige brødre uden penge eller vederlag.
Prøven foregår nu!
22. Hvilken af Daniels profetier angående pagten opfyldes nu, og hvorledes viser den at prøven på loyal kærlighed til pagten om Riget foregår nu?
22 Prøven på loyal kærlighed til pagten om Riget og til denne pagts herskende arving foregår nu! Den diktatoriske magt der nu stiler mod at tilegne sig verdensherredømmet er ikke alene imod den demokratiske kristenhed, men mest af alt imod Rigets arving der kom til magten i 1914. Dette fremgår klart af den profeti Jehovas engel forkyndte om denne ærgerrige diktatoriske magt: „[Han] vender om; hans vrede blusser op mod den hellige pagt . . . Så vender han hjem og mærker sig dem, som falder fra den hellige pagt. . . . Dem, der overtræder pagten, lokker han ved smiger til frafald; men de folk, som kender deres Gud, står fast.“ — Dan. 11:30, 32.
23. Hvilke påståede kristne har overtrådt pagten, og hvordan passer Hoseas 4:1 nu på sådanne?
23 Store dele af kristenheden er blevet taget i besiddelse af gudløse diktatoriske magter, og kristenhedens præsteskab er kommet til en praktisk forståelse med den diktatoriske magt. De har givet efter for dens smiger og har valgt at tjene mennesker i stedet for Gud. Selv præsteskabet i den såkaldt „frie“ del af kristenheden har overtrådt pagten eller handlet ondt imod den. Det har vist sig illoyalt mod Kristus, Kongen, som det foregiver at følge og for hvem det hvert år holder en fest. Det har ikke fulgt den samme trofaste handlemåde som Kongens „andre får“, men det har forfulgt hans brødre, resten af Jehovas „miskundheds mænd“. I virkeligheden siger det: „Vi har ingen anden konge end kejseren.“ (Joh. 19:15) Og kunne følgende ord anvendes på det gamle Israel på profeten Hoseas’ tid, kan de med ikke mindre ret anvendes på kristenheden i dag: „En kontrovers har Jahve med landets indbyggere, fordi der hverken er troskab eller miskundhed eller kundskab om Gud i landet.“ (Hos. 4:1, Ro) Og alligevel har Jehova i dag får der viser sig loyale over for ham.
24. På hvilken måde er vi anderledes end kristenheden, og hvorfor bør vor største troskab være rettet mod Jehovas førstefødtes regering?
24 Vi er ikke en del af den uvidende kristenhed. Vi kender vor Gud. Vi viser vor loyalitet mod hans pagt med den større David ved at forkynde den gode nyhed om Guds rige der blev oprettet i 1914. Vi forkynder overalt, i Asien, Afrika, Australien, Europa, Nord- og Sydamerika og på de utallige øer i havene, til et vidnesbyrd under vor himmelske leder, som Jehova har udnævnt til sit ypperste „vidne for de nationale grupper“. (Es. 55:3, 4, NW) Ved ham har Jehova påbudt at denne gode nyhed om det rige der for længe siden blev sluttet pagt om, skal forkyndes til denne verdens ende. Hvorledes skulle Jehova Gud da nogen sinde før enden på denne verden kunne glemme sin pagt om det evige rige? Dette rige hæver sig op over alle denne verdens politiske regeringer uden undtagelse. Jehova siger om sin konge: „Jeg gør ham til førstefødt, den største blandt jordens konger.“ (Sl. 89:28) Måtte vor fuldstændige, vor største, vor uforgængelige troskab, hengivenhed og loyalitet for evigt rettes mod den teokratiske regering ved Jehovas førstefødte!
25. Hvad forbliver sandt angående Guds rige ved Guds arving, uanset hvad fjendtlige magter måtte gøre imod det, og hvorfor?
25 Uden hensyn til hvorledes de kommunistiske, de kristne og de hedenske magter måtte kæmpe imod det; uden hensyn til hvor fanatisk de måtte forsøge at holde fast ved deres nationale suverænitet og deres jordiske herredømme, så er Guds rige ved hans pagtsarving en uomstødelig kendsgerning i dag. Det er det eneste der er sikkert i den evige fremtid. Som svar på Jesu mønsterbøn (Matt. 6:9, 10), vil den himmelske Faders rige komme og på Harmagedons slagmark afgøre det brændende spørgsmål om herredømmet, og alle denne gamle verdens politiske regeringer må gå ned i Gehenna!
26. Hvorfor vil vi ikke anse den gode nyhed om Guds rige for at være gammel og derfor ophøre med at forkynde den? Indtil hvornår vil vor forkyndelse af Riget tage til?
26 Den gode nyhed om Guds rige som vi forkynder er i sandhed sensationel. Men den er ikke for sensationel. Den er ingen spøg. Vi har nu forkyndt den i fyrretyve år, men det er ikke en nyhed der bliver forslidt og mister sin appel og friskhed, og som man derfor må holde op med at fortælle. Den er altid ny, altid frisk og bliver stadig mere storslået. Gud har ikke lagt den til side; og det har vi heller ikke. Gud har bemyndiget os til at forkynde Riget; forkyndelsen må fortsætte. Den vil tage til, indtil de hedenske riger og herredømmer ender og indtil Jesu Kristi tusindårsrige vinder den herlige fred som følger efter Harmagedon, når al djævleinspireret menneskelig propaganda vil være blevet bragt til tavshed og den propagandistiske krigsførelse mellem kommunismen og dens modstandere og imod Guds rige vil høre op for stedse.
27. Hvilke egenskaber må vi vise over for dem der er gunstigt stemt over for pagten og Riget, og hvad vil Jehova til gengæld vise os?
27 Må vi derfor altid være sande og loyale over for rigspagten med Jehovas større David. Må vi vise miskundhed og sandhed over for mennesker der respekterer denne pagt og som står op for det rige der blev lovet ved denne pagt. Ordsprogene 3:3, 4 (NW) siger: „Miskundhed og sandhed, måtte de ikke forlade dig. Bind dem om din hals. Skriv dem på dit hjertes tavle, og find således gunst og god indsigt i Guds og det jordiske menneskes øjne.“ Gør vi det vil vi erfare at Jehova Gud vil omfatte os med de samme ædle egenskaber gennem sin konge Jesus Kristus, og at vore sjæle vil blive holdt i live for evigt. „Alle HERRENS [Jehovas] stier er miskundhed og trofasthed for dem, der holder hans pagt og hans vidnesbyrd.“ — Sl. 25:10.