Kommunismens udfordring til den vestlige verden

„HVIS de nuværende tendenser fortsætter vil De forenede Stater om meget få år klart befinde sig på andenpladsen — og Sovjetunionen vil ubestrideligt stå som den stærkeste magt på jorden.“

Det er ikke en sovjetrussisk politiker der har pralet med disse ord. Udtalelsen kommer fra De forenede Staters præsident, Richard Nixon, og den blev rettet til ledende medlemmer af den lovgivende forsamling i 1970.

Er magtbalancen i verden virkelig begyndt at ændre sig? Og hvad der især er af interesse: Er Sovjetunionen ved at overhale De forenede Stater? Hvad foregår der i kampen om at vinde herredømmet over jorden? Hvad skal det hele ende med?

Kommunismens erklærede mål

Selv om der er store meningsforskelle blandt de enkelte kommunistlande, er der dog én ting de er enige om. De ville alle gerne se en ende på Amerikas magtudfoldelse. Deres endelige mål er at kommunismen skal sejre i hele verden.

Fremtrædende kommunistiske ledere har længe fremholdt verdensherredømmet som et mål. Karl Marx, den moderne kommunismes ’fader’, forudsagde at det kapitalistiske, vestlige samfundssystem ville gå i opløsning. Engels, Lenin, Stalin og andre kommunistledere har sagt det samme.

Nikíta Khrusjtjóv sagde advarende: ’Vi skal nok begrave jer.’ Mao Tse-tung fra Kina har sagt: „Det socialistiske system vil med tiden erstatte det kapitalistiske . . . før eller siden vil revolutionen finde sted og vil uundgåeligt sejre.“ Lin Piao, Maos sandsynlige arvtager, har erklæret: „Imperialismen styrer mod det totale sammenbrud og socialismen rykker frem mod verdensomspændende sejr.“

Hvilke fremskridt har kommunismen gjort mod at nå dette mål, at få verdensherredømmet? Da Marx og Engels i 1848 udsendte Det kommunistiske Manifest, hvori de gjorde rede for deres tanker, havde kommunismen ikke herredømme over nogen del af jorden. I dag behersker den omkring en tredjedel af jordens befolkning, godt og vel en milliard mennesker. Store landområder i Europa og Asien er under kommunistisk styre. Af denne grund erklæres det i World Book Encyclopedia for 1970: „Kommunismen er blevet en af de største magtfaktorer i verden.“

Kommunistblokken er ganske vist ikke længere den monolit, den ubrydelige enhed, som den engang så ud til at være. Det er ikke alle kommunistlande der går ind for den russiske form for kommunisme. Det ser ud til at hvert af dem indpasser kommunismen efter sine egne forhold, sådan at der i hvert af disse lande findes en slags nationalistisk kommunisme. Men bemærk alligevel hvad professor Leonard Schapiro fra London siger: „I sidste instans vil ethvert kommunistparti stille sig på Sovjetunionens side mod De forenede Stater.“

Er magtbalancen ved at ændre sig?

I mange årtier har De forenede Stater allieret med Storbritannien været den mægtigste politiske blok i verden. Er det nu ved at ændre sig, sådan at kommunismen — og især Sovjetunionen — er ved at blive den stærkeste?

Der er mange der kalder året 1962 et vendepunkt i denne sag. Hvorfor 1962? Det var i det år De forenede Stater tvang Sovjet til at fjerne de atomraketter det havde anbragt på Cuba. Dette var et ydmygende tilbagetog for Sovjetunionen. Dengang skal den russiske talsmand Vasílij Kusnetsóv imidlertid have sagt til sin amerikanske modpart: „Det er sidste gang I amerikanere vil kunne gøre den slags imod os.“

Skribenten Charles J. Murphy kommenterer denne bemærkning således: „På trods af omstændighederne var dette tydeligvis en kold trussel: Næste gang det kom til et opgør ville Sovjetunionen ikke stikke halen mellem benene af mangel på militær strategisk fordel. Denne truende fare er nu hastigt ved at blive til virkelighed rundt omkring os. Efter nederlaget ved Cuba traf de sovjetiske strateger en afgørende beslutning: at tiltvinge sig det militære overherredømme på jorden. Og i årene siden da har Sovjetunionens militære teknologi gjort eksplosionsagtige fremskridt.“

Hvad er resultatet blevet? Den 1. marts 1971 sagde admiral Thomas Moorer, der er ordstyrer for stabschefernes samarbejdsråd: „Jeg tror man med rette kan sige at den strategiske balance, set under ét, i de sidste fem eller seks år har ændret sig drastisk til Sovjetunionens fordel.“

Den politiske kommentator Stewart Alsop bemærkede i bladet Newsweek: „Sovjetunionen har faktisk opført sig som om der er sket en skarp vending i magtbalancen, i dens egen favør. Og det er jo lige netop det der er sket.“

Selv når man tager højde for en vis propaganda fra dem der har stærke økonomiske interesser i våbensalg, ser det ud til at disse udtalelser har hold i virkeligheden. Dette betyder ikke at Sovjetunionen har overtaget De forenede Staters plads som den mægtigste i alt. Men det store amerikanske forspring i strategisk styrke er afgjort forsvundet.

Et samspil af forskellige tendenser

De folk der beskæftiger sig med at analysere politiske forhold henviser til et samspil af flere tydelige tendenser. Blandt dem man sædvanligvis anfører er følgende:

(1) Sovjetunionen har passeret U.S.A. med sin beholdning af interkontinentale raketter. Dens forspring er allerede stort og vokser fortsat, mens De forenede Stater har nøjedes med at opretholde det nuværende antal, skønt man dog har søgt at forbedre deres effektivitet og destruktive kraft.

(2) Sovjetunionens og dens allieredes samlede land-, luft- og flådestyrker er vokset så meget at vestlige iagttagere siger at der er „højvande“ i beredskabet.

(3) Sovjetunionen sætter stadig mere og mere i form af arbejdskraft, materialer, penge og produktion ind på at producere flere og bedre våben, mens den amerikanske indsats nærmest forbliver uændret.

(4) I en hel del andre lande er der en tendens til at regeringerne bliver venstreorienterede og mere venlige over for kommunistlandene.

(5) I stadig større dele af den amerikanske befolkning er der stigende utilfredshed med engagement i fjerne krige og med hele den militære industri i De forenede Stater.

Atomslagstyrke

Hvilken af disse tendenser er det tydeligste udtryk for denne forandring i den strategiske styrkefordeling? Det er russernes kæmpemæssige og stadig voksende lager af interkontinentale ballistiske missiler (ICBMere), der er forsynet med atomsprængladninger.

Bladet New York Times skriver: „Antallet af kampklare sovjetiske interkontinentale missiler forventes at nå 1500 midt i året [1971], sammenlignet med Amerikas 1054 missiler.“ Forsvarsminister Melvin Laird advarer: „Denne styrke vil alene være i stand til at udrydde alle byer i U.S.A. der er af nogen betydelig størrelse.“

I det russiske arsenal er der blandt andet et kæmpemæssigt raketvåben der kaldes SS-9, som Amerika ikke har magen til. SS-9 er forsynet med en sprængladning på 25 megatons, en sprængkraft der svarer til 25 millioner tons trotyl. Det er godt og vel tusind gange mere end den bombe der udslettede Hiroshima.

Beholdningen af SS-9ere menes nu at være oppe på 300 stykker, og om disse skriver U.S. News & World Report: „Den sovjetiske slagstyrke af SS-9 ICBM-raketter er alene i stand til at præstere en atomsprængkraft i megatons der er adskillige gange større end hele U.S.A.s styrke af ICBMere og u-bådsaffyrede ballistiske missiler.“

Som modtræk mod dette er U.S.A., i stedet for at udvide antallet af raketvåben, begyndt at placere flere sprængladninger på nogle af sine raketvåben til affyring fra landjorden eller fra u-både. Men det samme kan russerne naturligvis gøre, skønt man ikke véd præcis hvor langt de er fremme i denne retning. I hvert fald mener man at de har teknisk mulighed for at gøre det hvis de ønsker det.

Voksende styrke på andre områder

Den sovjetiske styrke vokser også på andre områder. Redaktøren af publikationen Jane’s Fighting Ships siger: „Mens U.S.A. har foretaget betydelige nedskæringer i flåden . . . tyder udvidelsen af den sovjetiske flådestyrke på . . . at den vil have nået en tilstand af højvande i 1970erne.“

Mange autoriteter angiver styrkeforholdet mellem de to landes flåder således (handelsflåden ikke iberegnet):

Forsyningsskibe m.m.

Blandt disse skibe har De forenede Stater omkring fjorten der medfører flyvemaskiner. Dem har russerne ingen af, bortset fra helikopterbærende skibe. På den anden side har Sovjet mellem 360 og 380 ubåde, sammenlignet med U.S.A.s 141. Amerika har 41 ubåde der hver kan affyre seksten atomraketter. Det siges at Sovjet har over tredive sådanne u-både færdigbygget eller under bygning, og det ser ikke ud til at produktionen er ved at standse. I øjeblikket har Amerika ikke, så vidt man ved, nogen planer om at udvide sin raketbærende u-bådsflåde.

Desuden er omkring halvdelen af alle skibe i den amerikanske flåde tyve år gamle eller derover, mens efter sigende kun 1 procent af den sovjetiske flåde er så gammel. Moderne russiske flådeenheder gennempløjer nu alle verdenshavene og de vigtige søveje som aldrig før i historien.

Denne russiske flådestyrke følges op af en stærkt udvidet handelsflåde, som udbygges i hastigt tempo. Denne flåde er nu verdens sjettestørste, og den er ultramoderne, idet 75 procent af den er blevet bygget siden 1962. Den amerikanske handelsflåde, der for tiden er større, bliver mindre år for år, og mange af skibene er meget gamle. En stor del af dem stammer fra anden verdenskrig og er ikke mere i aktiv tjeneste men ligger for anker i floder og bugter som en halvrusten reserveflåde af tvivlsom værdi.

De allerede mægtige russiske troppestyrker vokser stadig. Ifølge visse forudsigelser vil Sovjetunionen i 1975 have tre gange flere tanks end De forenede Stater har, og mere end dobbelt så mange som De forenede Stater og alle dets europæiske allierede tilsammen.

Sovjetunionens luftvåben er det største allerede nu, og dette forspring ventes at vokse i de kommende år. Eksperter hævder også at det ville tage U.S.A. seks til ti år at komme op på siden af det russiske luftforsvar, selv hvis man satte stærkt ind på dette.

I Europa har Sovjetunionen dannet den kommunistiske alliance der er kendt som Warszawapagten. Den omfatter Bulgarien, Polen, Rumænien, Sovjetunionen, Tjekkoslovakiet, Ungarn og Østtyskland. Den amerikanske general Andrew Goodpaster, der er øverstbefalende for Atlantpagtens (NATOs) styrker, siger at Warszawapagten har samlet „en koncentration af militærmagt der overstiger alt hvad verden endnu har set“.

Dette omfatter endda ikke visse andre kommunistlande, som for eksempel Kina. Selv om Kina er forholdsvis svagt på dette punkt har det dog en kæmpemæssig befolkningsreserve. Kinas voksende militærlagre omfatter blandt andet atomvåben og raketter som allerede er blevet benyttet til at sætte satellitter i kredsløb om jorden.

Kommunistlandenes målbevidste forsæt om at skaffe sig den militære overhøjhed har således ført til resultater som er lidet fordelagtige for vestlandene. Dette til og med på et tidspunkt hvor Amerika på grund af sociale og økonomiske vanskeligheder ikke kan afse flere penge til militære formål.

Industri og landbrug

De forenede Stater er verdens førende industriland. Men også dette førerskab udfordres af Sovjetunionen, og især på visse vitale områder.

Bemærk denne oversigt fra 1970 over produktionen af nogle vigtige stoffer i sværindustrien, som er noget nær uundværlige for den militære industri. Tallene er afrundet til nærmeste antal millioner tons:

Cement

Den samlede produktion af forbrugsgoder er meget højere i De forenede Stater. Men en af årsagerne til dette stod at læse i U.S. News & World Report: „Mens Kreml investerer lige netop nok i forbrugsgoder til at levestandarden kan hæves tomme for tomme, overfører den alt andet til militæret og til produktion der er knyttet til militæret.“

På landbrugsområdet er De forenede Stater længe blevet anset for at være verdens „brødkurv“. Især producerer U.S.A. langt mere majs end Sovjetunionen. Men bemærk tallene for andre vigtige produkter for 1968/69, afrundet til nærmeste antal millioner tons:

Byg

Således vokser den kommunistiske militærmagt såvel som dens industri- og landbrugsproduktion som en samlet trussel. Det giver anledning til stor bekymring i vesten.

Hvad vil det ende med?

Det er af allerstørste betydning hvordan denne kamp om verdensherredømmet vil ende. Nogle mener at kommunistlandene på grund af deres voksende magt vil blive mere aggressive, og at flere lande vil dreje mod ’venstre’, sådan som tendensen i øjeblikket er. For eksempel skrev Henry Wallich i bladet Newsweek: „Medmindre tendensen på en eller anden måde ændres, vil De forenede Stater måske, mens mange af os endnu lever, stå over for et kommunistisk Latinamerika.“

Men betyder dette at kommunismen vil have held med sig i sin udfordring til den vestlige verden og vinde verdensherredømmet? Det er umuligt for mennesker at forudsige fremtiden nøjagtigt. Men Bibelen har allerede gjort det. Kan dens profetier virkelig kaste lys over vor tids kamp om verdensherredømmet og fortælle hvad det vil ende med? Betragt de foreliggende beviser.

Det ellevte kapitel i Daniels bog beskriver profetisk en kamp mellem to rivaliserende magter: „Nordens konge“ og „Sydens konge“. Profetiens opfyldelse tog ganske vist sin begyndelse i gammel tid (Dan. 11:1-5), men dens beskrivelse af hvordan kampen mellem de to magter bølger frem og tilbage, strækker sig hele vejen op gennem historien, lige til „endens tid“. (Dan. 11:35, 40) Læg mærke til de episoder der præsenteres ved slutningen af profetien, og sammenlign dem med den storpolitiske situation i dag, som skitseret i denne artikel.

I denne sidste periode vil den symbolske „Nordens konge“ ifølge beskrivelsen i Daniels profeti nedværdige alle tidligere tilbedelsesformer; han taler endda imod „gudernes Gud“. Denne „konge“ ophøjer sig selv og bruger guld, sølv og andre kostbarheder til at ære „fæstningernes gud; en gud hans fædre ikke kendte“. — Dan. 11:36-39.

Spørg Dem selv om der i dag findes en verdensmagt som gør dette. Er det ikke sandt at verdenskommunismen, især i Sovjetunionen, har forvist al eksisterende religionsudøvelse til en meget lav position og i stedet har æret en slags moderne, videnskabelig militarisme, en „fæstningernes gud“? Har den ikke ofret enorme rigdomme på dyrkelsen af denne gud?

Det er endda ikke det hele. Profetien forudsiger endvidere en magtkamp mellem de to konger, som driver „Nordens konge“ til at ’storme imod Sydens konge med vogne, ryttere og skibe i mængde og falde ind i landene, oversvømme og overskylle dem’, hvorved han vil vinde sig store skatte og få mange lande under sin indflydelse. — Dan. 11:40-43.

Er det ikke rigtigt at der, især siden den anden verdenskrig, har været en bitter magtkamp mellem den dominerende verdensmagt, De forenede Stater (med Storbritannien som nærmeste allierede), og Sovjetunionen som den næstmægtigste magt, en kamp om hvem der skal beherske verden? Har vi ikke set kommunistblokken opbygge sin militære styrke til det punkt som nutidige iagttagere kalder „højvande“? Og har dette ikke i bemærkelsesværdig grad udvidet den kommunistiske indflydelse i flere og flere lande, således at vestmagternes økonomiske interesser derved trues?

Hvad vil det endelige resultat blive? Siger profetien at „Nordens konge“ vil kunne vælte „Sydens konge“ ned fra dennes dominerende position? Nej, den siger at „Nordens konge“ vil ’gå sin bane i møde, og ingen vil komme ham til hjælp’. Men profetien siger heller ikke at han vil blive udslettet af sin modstander, „Sydens konge“. (Dan. 11:44, 45) Hvad kan dette betyde?

Andre profetier i Bibelen afslører at det er i denne forudsagte „endens tid“ at alle politiske nationer, store såvel som små, vil blive stillet over for en magt der er langt større end deres samlede militære styrke — nemlig Guds magt. Denne magt kommer til udtryk gennem Guds egen søn, Kristus Jesus, som Han udpeger til at kræve alle nationer til regnskab for hvad de har gjort på jorden. Ja, Åbenbaringens bog fuldender billedet fra Daniels profeti ved at fortælle at denne udnævnte verdenshersker, Kristus Jesus, skal „slå folkeslagene“ og „vogte dem med jernspir“. Med denne ødelæggelse vil han for evigt gøre ende på den politiske kamp om verdensherredømmet og al den økonomiske undertrykkelse og blodsudgydelse den har medført. Hvor vil dette dog blive en kærkommen befrielse for alle som nu i tiden sætter deres lid, ikke til noget lands militære styrke, men til Kristi retfærdige regering, hans rige! — Åb. 19:11-16.

[Illustration på side 7]

Det anslås at Sovjetunionen har 1500 interkontinentale raketter, sammenlignet med USAs 1054