1926 optakten til en lykkelig tid
„Salig er den, der holder ud og oplever 1335 dage.“ — Dan. 12:12.
1. Hvad må vi gøre for ret at kunne fatte den store lykke, Jehovas folk erfarede i 1926?
JEHOVAS indviede tjenere får en dybere forståelse og værdsættelse af Guds veje, når de med eftertanke sammenligner de prøver, han har stillet dem på i fortid og nutid, og når de grunder over hans vældige gerninger, hans åbenbaringer af sine hensigter og hans magt og majestæt. For til fulde at forstå den store lykke, Jehovas teokratiske folk begyndte at erfare i 1926, må vi stille deres tilstand på det tidspunkt i kontrast til den tilstand, de før da befandt sig i. Dernæst må vi sammenligne disse tilstande med de velsignelser, Jehova har lovet sit folk, som består de prøver, han stiller dem på, og som uden at gå på kompromis fortsætter trofast ad den vej, Gud har anvist, uanset følgerne. Disse prøver tjener et særligt formål i Jehovas tidsplan. De er led i den kæde begivenheder, der tjener til virkeliggørelse af hans fuldkomne beslutninger. Med dette i tanke vil vi først betragte de prøvende erfaringer, Jehovas villige tjenere undergik fra det tidspunkt, Gud begyndte at regere som konge (1914 e. Kr.), og frem til 1926 og undersøge, hvorfor Jehova tillod disse ting.
2. Hvad må vi til fulde forstå og huske, for at det kan blive os en ballast på vor kristne løbebane?
2 Der råder ingen forvirring hos Jehova. Han overlader intet til tilfældet. „Vi ved, at alle ting [alt Guds værk, NW] samvirker til gode for dem, som elsker Gud, dem, som efter hans beslutning er kaldede.“ (Rom. 8:28) Hvis vi altid holder os dette for øje, vil det være til gavn for os i vor gudgivne tjeneste som hans indsatte konges, Kristi Jesu, efterfølgere og flittige medarbejdere. Det er faktisk en ting, som vi til fulde må forstå, om vi skal kunne modstå fjendens angreb.
3. Hvilket stort arbejde skulle Jehovas folk udføre? Vis, at Jehova vidste det på forhånd og forudsagde det.
3 Jehova vidste med sig selv og lod også nedskrive, at han havde til hensigt at føre sit organiserede folk frem for den gamle verdens konger og dommere, for at de skulle aflægge vidnesbyrd om hans rige, når denne fuldkomne regering blev oprettet, og deres egne regeringer måtte overlade den pladsen for evigt. Hverken de usynlige eller de synlige regenter i Satans verden så med blide blikke på denne forandring, og de besluttede, at de af al magt ville modstå dette nye rige. — Matt. 24:14; Dan. 2:44; Sl. 2:2, 3; Åb. 12:17.
4. a) Var Jehovas tjenere udrustet til dette arbejde i 1914? b) Hvad måtte først ske, inden de kunne tage arbejdet op?
4 Det krævede stort mod og sand tro og tillid til Jehova således at stå frem og frygtløst forkynde Jehovas domme over Djævelens synlige organisationer, der havde haft magten i 2520 år. Jehovas folk som helhed ejede ikke denne tro og dette mod på daværende tidspunkt. Organisationen var ikke absolut ren. Mange holdt sig til den for at tjene deres egne selviske formål og samle sig personlige tilhængere. (Matt. 7:15; Ap. G. 20:29, 30; 2 Pet. 2:1-3) Jehova kunne ikke tolerere sådanne forhold. Nu, da han havde indsat sin konge på tronen, måtte de selviske renses ud. Bagstrævere måtte ikke i mindste måde få lov til at hindre gennemførelsen af Guds ophøjede hensigter. For at stille sine tjenere på prøve påbød Jehova dem at udføre et vældigt vidnearbejde. Det blev pålagt dem som en pligt, og samtidig skulle disse vidners liv og færden ligge på samme høje plan som det budskab, de var overbringere af. De måtte aldrig glemme, at de var kaldet til at genspejle Jehovas herlighed. — Es. 60:1, 2; 1 Peter 2:9.
5. Hvad var Jehovas tjenere blinde for på det tidspunkt?
5 Havde Jehova overblik over alt det, dette påbud indbefattede? Vidste han forud besked med de ondskabsfulde angreb, Djævelen og hans redskaber, de synlige såvel om de usynlige, ville rette mod den levende Guds folk, som var blevet opfordret til at aflægge et vidnesbyrd? Ja, han kendte alt dette på forhånd indtil de mindste enkeltheder og lod det optegne i Bibelen til oplysning og trøst for os: „Se, Djævelen vil kaste nogle af jer i fængsel, og I skal have trængsel i ti dage.“ (Åb. 2:10; Rom. 8:28) Men hans folk gav ikke agt på disse forudsigelser. De forstod slet ikke, at de befandt sig i en uren tilstand, eller at de burde rense og ruste sig til den herlige tjeneste, Jehova havde bestemt for dem.
„Dage“, der skulle udholdes, til lykken oprandt
6. Hvad sagde Daniel i Daniel 12:1-3 måtte finde sted, inden Jehovas folk kunne få større forrettigheder til teokratisk tjeneste?
6 I Daniel, det tolvte kapitel, versene 1, 2 og 3, forudsagde Jehova for århundreder siden, hvad hans folk havde vente under udførelsen af det dem betroede hverv. Han fortæller os, at Mikael skal stå frem. Endvidere fortæller han os om en stor trængselstid og om sine tjeneres endelige udfrielse fra denne trængsel. Derefter skulle de få langt større forrettigheder til tjeneste.
7. Hvad skulle der ske med det hellige folk i de 1260 dage og i de 1290 dage, og hvad var der lovet skulle ske efter de 1335 dage?
7 I vers 7 beretter han om de 1260 dage, i løbet af hvilke dette „hellige folks“ magt skulle knuses. I vers 11 skildrer han en periode på 1290 dage, der skulle komme efter den tid, da det daglige offer ophæves og „ødelæggelsens vederstyggelighed“ rejses. En tredje periode, omtalt som en periode på 1335 dage, skulle følge efter, og dernæst skulle der oprinde en lykkens tid. Der var sat lukke og segl for betydningen og forståelsen af alle disse perioder indtil „endens tid“. Nu lever vi i denne endens tid, og tro mod sine løfter har Jehova åbnet sine profetier for os, så vi kan forstå dem.
8. Hvornår fik disse tre perioder på henholdsvis 1260, 1290 og 1335 dage deres opfyldelse?
8 Perioden på de 1260 dage med dens nedbrydende virkning på Jehovas folks magt fik sin opfyldelse fra og med oktober 1914 til april 1918. Perioden på de 1290 dage strakte sig fra januar 1919 til september 1922, og perioden på de 1335 dage strakte sig fra september 1922 til maj 1926. En grundig bibelsk behandling af disse årstal og deres opfyldelse står at læse i Vagttaarnet for 1. og 15. oktober 1951.
9. Hvad er hensigten med at drøfte disse tidsperioder her?
9 Det er ikke vor agt her at give en forståelse af disse årstal eller bevise deres rigtighed. Dette blev allerede gjort i de føromtalte numre af Vagttaarnet. Det er derimod vor hensigt at vise, at Jehova på forhånd vidste besked med den ondartede modstand, hans folk skulle blive udsat for, og også kendte til, hvilken virkning den ville have på hans folk, og at han opridsede alt dette i enkeltheder, for at hans tjenere kunne få styrke til at udholde disse prøver. Han skildrede også den velsignede og lykkelige periode, der skulle følge efter denne prøvens tid.
10. a) Hvorfor var disse prøver nødvendige? b) Hvilken virkning havde de?
10 Når vi ser tilbage, er det ikke vanskeligt at forstå, at der dengang måtte finde et renselsesarbejde sted blandt dem, der gjorde påstand på at være Jehovas folk. Men på det tidspunkt havde Guds folk ikke blikket åbent for nødvendigheden deraf, således som vi har det nu. Det var en stor prøve for de trofaste. Havde Jehova svigtet dem? Hvad betød det alt sammen? Disse prøver skulle bevirke, at de troløse og ugudelige blev drevet ud af organisationen og over i Djævelens lejr, hvor de med rette hørte hjemme, og at alle opmærksomme iagttagere fik forståelse af, hvem der var den Allerhøjestes trofaste tjenere.
11. Hvilket bibelsk grundlag har vi for at tro, at Jehova til fulde var klar over Satans magt og indflydelse?
11 Jehova var fuldt ud klar over, at Djævelens organisation, såvel den synlige som den usynlige del, havde stor magt og indflydelse. Ligesom han vidste fuld besked med den desperate kamp, Perserrigets usynlige åndefyrste kæmpede for at forhindre rigets synlige regent, Kyros, i at genoprette den jødiske rest i året 537 f. Kr. (Dan. 10:1, 13, 20), således vidste han også, at samme Djævel og hans dæmoner tusind gange så ihærdigt ville modarbejde de åndelige israelitters, den kristne menigheds, udfrielse i den hensigt at hindre deres forkyndelse af det oprettede rige og dets velsignelser for alle, som er retsindige i Guds øjne. Dog tillod Jehova denne modstand, idet han altid er herre over enhver situation og mægtig til at gennemføre sin velbehagelige vilje.
12. Hvilket bevis har vi for, at Jehovas konge er sin opgave voksen?
12 Denne forudviden om Satan og hans dæmonhorders anslag foruroligede ikke på nogen måde Jehova og hans ypperste fyrste, Mikael, der da stod op for sit folks sønner. Alt ville ske i overensstemmelse med Jehovas forudbestemte hensigter og tjene til at rense hans organisation og afsløre fjenden. Den Mikael, der kom Jehovas engel til hjælp og førte an ved udfrielsen af Jehovas forbilledlige folk i året 537 f. Kr., er den samme, som nu står op for Jehovas folks sønner. Mikael er blevet udsendt af Jehova for at herske midt iblandt sine fjender og for at udfri os. (Sl. 110: 1, 2; Åb. 12:7, 8) Han er til at stole på. Jehova har urokkelig tillid til ham, og vi kan derfor også have det. Han er nu iklædt myndighed til som konge og dommer at eksekvere Jehovas domme over hans fjender. (Åb. 19:11-16) Han kender Djævelens og hans usynlige fyrsters underfundige rænker. Han tilføjede dem et nederlag her på jorden, dengang han udfriede Jehovas engel og Israels folk, og han har også tilføjet dem et knusende nederlag i himmelen, idet han for ganske nylig har kastet dem ud af himmelen og ned på jorden. Disse store sandheder har vi kendskab til nu. Men den udfriede rest havde ikke kendskab til dem dengang, og denne mangel på nøjagtig kundskab blev for dem en sand trosprøve, men de, som holdt ud under denne prøve, blev velsignet i rigt mål og blev lykkelige.
13. Har vi god grund til at lægge os disse store sandheder på sinde?
13 At se Jehovas lysende sandheder klart, at forstå dem og handle i overensstemmelse med dem er den største lykke, noget folk kan opnå. Hver eneste af Jehovas trælle, der har indviet sig til ham, bør ufortøvet lægge sig disse sandheder på sinde, for vi vil højst sandsynligt blive stillet over for en lignende eller måske endnu hårdere prøve i fremtiden. Vor beskyttelse ligger i, at vi kender vor Gud og hans Kristus og stoler på dem, uanset hvad der sker.
14. Hvorfor har vi beskæftiget os så meget med den modstand, der vises Jehovas folk?
14 Indtil nu har vi hovedsagelig beskæftiget os med den modstand og forfølgelse, Jehovas vidner erfarede i perioden fra 1914 og til og med 1926. Ikke fordi den i sig selv er så vigtig, men fordi disse ting tjener til at fastslå, at Jehova, som Jesus forudsagde, på forhånd havde kendskab til, at hans folk ville blive udsat for had og forfølgelse fra fjendens side. (Luk. 21:12, 13) Han tillod imidlertid dette, vel vidende, at det ville tjene hans ophøjede formål og være til evig gavn for hans indviede tjenere.
Jehovas herliggørelse og organisationens vækst
15, 16. Hvilke store ting udrettede Jehova i fortiden på grundlag af sine tjeneres trofaste udholdenhed under prøver?
15 Mærk dig nu andre vigtige ting, som Jehova har udrettet i fortiden, stadig udretter og utvivlsomt vil udrette i fremtiden ved sine tjeneres udholdenhed under forfølgelse. Først og fremmest vil trofasthed under prøven medvirke til at hævde og herliggøre Jehovas navn og ord. Sådan var det i Jesu tilfælde, og sådan er det med alle andre af Jehovas trælle i fortid og nutid. Og det samme gør sig gældende i forbindelse med Jehovas folks erfaringer i perioden fra 1914 til 1926. Under sådanne udholdenhedsprøver lærer man lydighed. Vi ser det hos Jesus og hos hans efterfølgere, for Jesus efterlod os et forbillede, for at vi skulle gå i hans fodspor. (Hebr. 5:8-10; 1 Pet. 2:20-25) På grundlag af Jesu trofaste udholdenhed tilvejebragte Jehova en løsesum for de lydige blandt menneskeslægten og kvalificerede sin trofaste søn til at frembære denne løsesum for retfærdighedens trone i himmelen.
16 Selve den onde og grusomme forfølgelse, Jesus var genstand for, og som førte til, at han blev pælfæstet på Golgata, blev fuldstændig fordunklet af hans opstandelses storhed og velsignelse, af Jehovas godkendelse af ham og endelig af hans opstigen til herlighed i himmelen, hvor han tog sæde på tronen ved sin Faders side. (Ap. G. 13:32, 33; Hebr. 1:3; 1 Pet. 3:22; Åb. 3:21) Al den forfølgelse, Jesus måtte lide, efterlod end ikke det mindste ar.
17. Hvordan har disse prøver medvirket til menighedens vækst?
17 De prøver, Jesu apostle og deres medarbejdere måtte gennemgå, førte til, at de blev spredt videnom. Det gode budskab blev gennem dem bragt videre til mange fremmede lande med det resultat, at der blomstrede menigheder op overalt i Israel, i Italien, i Grækenland, i Makedonien, i Ægypten og i andre lande. (Matt. 10:23; Ap. G. 8:1; 11:19) Det var netop, hvad Jesus havde forudsagt skulle ske. (Ap. G. 1:8) Jehova har benyttet sig af samme handlemåde over for sine indviede tjenere ned gennem hele den kristne tidsalder. (Joh. 15:18-21; 2 Tim. 3:12, 13) Forfølgelsen førte til, at de kristnes kundskab fik udbredelse over hele jorden. Paulus så gudfrygtigt og praktisk på tingene, og han forstod derfor, at disse prøver kom fra Jehova, og han kom til følgende slutning: „Thi jeg holder for, at det, vi lider her i tiden, ikke er værd at regne i sammenligning med den herlighed, som skal åbenbares på os.“ — Rom. 8:18.
18. Hvilke andre formål har de prøver tjent, som Jehova har stillet sine vidner på i fortid og nutid?
18 I alle tidsaldre og under alle forhold har Jehova haft trofaste vidner på jorden. Alle har de for øjnene af mennesker, engle og Djævelen selv måttet bevise deres trofasthed under prøver. De prøver, Jehovas folk udholdt i den vanskelige periode fra 1914 til 1926, bidrag til aflæggelsen af et sådant vidnesbyrd. Efter at have opregnet Jehovas vidners troshandlinger lige fra Abels til Johannes Døbers (Hebr. 11), formaner Paulus: „Så lad da også os, som har så stor en sky af vidner omkring os, lægge alt det bort, som tynger, og synden, som så let hilder os, og lad os med udholdenhed ile fremad i det kapløb, vi har foran os.“ (Hebr. 12:1) Disse fortidens trofaste vidner kan virke som en vældig spore på os i dag. I hvert eneste tilfælde virkede disse prøver til renselse og lutring blandt tjenerne selv og udrustede dem til endnu større opgaver, Jehova havde til dem bagefter. Jesus gennemgik smertelige erfaringer som menneske og beviste sig derved kvalificeret til at være Jehovas ypperstepræst og konge og i stand til at have medfølelse med vore skrøbeligheder. — Hebr. 2:17, 18; 4:15, 16.
19, 20. a) Hvilken trøst og forvisning kan de trofaste hente fra Zakarias 14:1, 2? b) Fra Malakias 3:1-4?
19 I vore dage virker prøver ligeledes rensende på Jehovas organisation. Den forfølgelse, der kom over Jehovas folk efter Rigets oprettelse i 1914, og som skildres i Zakarias 14:1, 2, viser, at Jehova på denne måde bragte alle folkeslagene til at rejse sig i kamp mod det himmelske Jerusalem, der var repræsenteret ved folket, over hvilket hans navn var nævnet. „Se, en dag kommer, Jehovas dag, da dit bytte skal deles i dig. Da samler jeg alle folkene til angreb på Jerusalem; byen indtages, husene plyndres, kvinderne skændes, og halvdelen af byens indbyggere vandrer i landflygtighed; men resten af folket skal ikke udryddes af byen.“ Her forudsiges der, at organisationen skulle renses fra ende til anden, for at alt, hvad der burde fjernes, kunne blive fjernet, men at en rest af folket ikke skulle udryddes af Jehovas by eller organisation.
20 Et andet billede på denne renselsesprøve, der kom over Jehovas folk, finder vi i Malakias 3:1-4: „Se, jeg sender min engel, og han skal bane vej for mit åsyn; og til sit tempel kommer i et nu den Herre, I søger, og pagtens engel, som I længes efter; se, han kommer, siger hærskarers Jehova. Men hvo kan udholde den dag, han kommer, og hvo kan stå, når han kommer til syne? Han er jo som metalsmelterens ild og tvætternes lud. Han sidder og smelter og renser sølv; han renser Levis sønner, lutrer dem som guld og sølv, så de kan frembære offergave for Jehova i retfærdighed, at Judas og Jerusalems offergave må være Jehova liflig som i fordums dage, i henrundne år.“ Her ser vi vor herre og konge rense og lutre „sølvet“ (sandheden) og rense og lutre „Levis sønner“ (hans trofaste tempeltjenere) ved sin genkomst.
21. Får Jehovas tjenere varigt men af disse prøver?
21 Jehova mister ikke på noget tidspunkt herredømmet over disse prøver, og hans folk er ikke prisgivet Djævelen og hans horder. Mens prøverne står på, overvåger Mikael, at den lutrende ild holdes inden for de grænser, han har sat.
22, 23. Hvem leder og manøvrerer det angreb, der skildres i Ezekiel 38:4, 12, og hvad er hensigten med dette angreb?
22 Når vi vender blikket fremad, ser vi Harmagedonslaget, det sidste rensende angreb, skildret i Ezekiel 38:4, 12, da Jehova sætter kroge i kæberne på Gog eller Satan og tvinger ham frem, for at han åbenlyst kan blotte sig som Jehovas og hans folks modstander. Dette angreb vil vise, hvem der er Jehovas retskafne og indviede folk, og hvem der er uegnede, fordærvede, troløse og vantro inden for denne organisation. Disse ildprøver vil ikke skade Jehovas trofaste folk for bestandig. De vil tværtimod i sidste ende udvirke velsignelse for dem og blive til ære for Jehova.
23 En moden betragtning af, hvorledes Jehova har handlet med det folk, over hvilket hans navn er nævnet, giver os trøst og forvisning. Vi ser ganske klart, at kun de fordærvede, troløse og vantro skabninger, som vælger at overgive sig til Satan, tager varig skade af forfølgelsen. Satans gerninger fører til undergang for ham selv og til undergang for dem, som følger ham, hvorimod Jehova bevarer dem, som sætter deres lid til ham. — Sl. 145:18-20.
Værdsættelse af vor nuværende lykke
24. Hvilken gavn har vi af at forstå, hvor stor en rolle det spillede at Jehovas folk blev forberedt til at modtage de lovede velsignelser?
24 Måske er du begyndt at undre dig over, hvad alt dette har at gøre med den lykkens tid, som 1926 var optakten til. Først når vi ser de begivenheder, der fandt sted før 1926, i det rette lys og forstår den rolle, de spillede som en faktor, der skulle forberede Jehovas folk til de velsignelser, året 1926 og tiden derefter bar i sit skød, kan vi rigtig påskønne dybden af vor lykke. Først da kan vi af hjertet nære følelser som dem, der gives udtryk for i Åbenbaringen 15:2-4: „Jeg så dem, som var gået sejrende ud af kampen med dyret og dets billede og dets navns tal, stå ved glarhavet med Guds harper i deres hænder. Og de sang Moses’, Guds tjeners, sang og Lammets sang: Store og underfulde er dine gerninger, Herre vor Gud, du Almægtige! retfærdige og sande er dine veje, du folkenes konge! Hvem skulle ikke frygte dig, Herre! og prise dit navn? Thi du alene er hellig; ja, alle folkene skal komme og tilbede for dit åsyn, fordi dine retfærdige domme er blevet åbenbaret.“
25. Hvordan rensede og velsignede Jehova sit folk gennem de erfaringer, de mødte fra 1914 til og med 1919?
25 Først når vi betragter de 1260 dages udholdenhedsprøve, aflæggelsen af vidnesbyrdet i sæk og aske, ophævelsen af det daglige offer (hvilket skete med Jehovas tilladelse) og Guds måde at manøvrere sit folk på, så de opfyldte hans hellige hensigter, og sluttelig hans velsignelse over sit folk, idet han gav dem den vidunderlige forret at repræsentere ham og hans konge — først da kan vi juble i lovsang og pris til ham midt under vore trængsler. Først når vi ser Jehovas storslåede hensigt med at lade de to vidner ligge som lig på gaden i den store stad, som i åndelig forstand kaldes Sodoma og Ægypten, og med at give dem livsånde igen efter tre og en halv dag, så de til deres fjenders store sorg og rædsel rejste sig op på deres fødder — først da kan vi i ydmyghed sige: „Ske din vilje.“ (Åb. 11:7-13) Først da kan vi påskønne den inderlige og nænsomme omhu, Jehova viste ved at ydmyge og rense den organisation, han havde dannet, inden han grundfæstede den og udrustede den til sit hellige formål. Samtidig åbenbarede hans store visdom og økonomi sig deri, at han brugte sine tjeneres nød til at afsløre Satan og hans afskyelige planer med det folk, der bærer Jehovas navn.
26. a) Hvad gjorde Jehova for dem, efter at han havde ydmyget, renset og bragt dem på fode igen? b) Hvilken virkning havde dette syn på dem?
26 Efter hele denne række erfaringer og prøver udgød Jehova sin ånd i dobbelt mål over sin organiserede trælleskare. Han oplyste dem, så de forstod, at de ikke, som de tidligere havde troet, skulle berede sig selv til en tilværelse i himmelen ved at udvikle en smuk karakter, og at en sådan tanke var forkert. De skulle nu forynges og oplyses, så de kunne udføre hellig tjeneste for Jehova, og Jehova ledte dem derfor fremad skridt for skridt og kastede lys over deres sti, efterhånden som de kunne tåle dets stærkere og stærkere glans. I 1919 og i 1922 førte han dem til stævnerne i Cedar Point, Ohio, hvor han gav dem forståelse af, at de frygtløst og uafladeligt skulle forkynde budskabet. (Es. 6:11, 12; Luk. 12:32) Der åbenbarede Jehova endvidere for dem, at han var i sit hellige tempel, hvor de himmelske hærskarer priste ham, mens resten af hans folk, til trods for at han havde gjort så meget for dem, stadig var nærmest stumme og tavse. Ja, de var tavse, mens de burde have talt om Jehovas herlighed og forkyndt hans konge og rige. Da de fik øjnene op for deres brist, gjorde det dem ydmyge og fik dem til at bæve af frygt. „Da sagde jeg: Ve mig, det er ude med mig, thi jeg er en mand med urene læber, og jeg bor i et folk med urene læber, og nu har mine øjne set Kongen, hærskarers Jehova! Men een af seraferne fløj hen til mig; og han havde i hånden et glødende kul, som han med en tang havde taget fra alteret; det lod han røre min mund og sagde: Se, det har rørt dine læber; din skyld er borte, din synd er sonet!“ — Es. 6:5-7.
27. Var der nogen beviser for, at den lykke, der omtales i Daniel 12:12, nu lå inden for rigstrællenes rækkevidde?
27 Jehova førte dem fremad mod begyndelsen af 1335 dages-perioden, om hvis afslutning der siges i Daniel 12:12 (AT): „Lykkelig er den, som venter, til han når [afslutningen på] de et tusinde tre hundrede og fem og tredive dage.“ (Også Ro) Disse dage var i sig selv en velsignelse. Skridt for skridt førte Jehova dem videre gennem årene 1922, 1923, 1924 og 1925 til det store højdepunkt i marts 1925, da Rigets fødsel blev åbenbaret.
28, 29. Hvilke håndgribelige beviser har vi for, at menighederne af Jehovas folk vågnede op til en ny følelse af ansvar i forbindelse med Riget?
28 I denne periode begyndte det for alvor at gå op for den enkelte og for organisationen som helhed, at Jehova var nærværende i templet, at hans vidner havde fået deres læber renset, og at der var et stort lovprisningsarbejde at udføre. På det tidspunkt blev de sig mere og mere deres behov bevidst. Bortset fra et beskedent arbejde, udført af menighedsforkyndere i forbindelse med såkaldte pilgrimsbrødres offentlige foredrag, blev der inden denne periode ikke udført andet vidnearbejde fra hus til hus end det, en lille gruppe „kolportører“, som pionererne eller heltidsforkynderne dengang blev kaldt, udførte. Menighedstjenerne og andre, som påskønnede deres forret, begrænsede hovedsagelig deres virksomhed til uddeling af traktater fra hus til hus. Men efter stævnet i Cedar Point i 1919 begyndte mange en mere aktiv tjeneste som menighedsforkyndere og virkede for udbredelsen af „ZG“ (bind syv af Studier i Skriften i bladform).
29 Der blev dernæst udført et abonnementsarbejde i forbindelse med bladet Golden Age [Den gyldne Tidsalder], og senere blev dette arbejde fra hus til hus efterfulgt af udbredelsen af bogen Guds Harpe med de tilhørende spørgsmålskort. Vidnearbejdet fra hus til hus vandt efterhånden større og større indpas blandt menigheds- eller deltidsforkynderne. Men først ved stævnet i Cedar Point i 1922 vågnede de rigtig op til forståelsen af, hvor nødvendigt det var, at de hver og een deltog i vidnearbejdet. Vel vidende, hvad det indebar, afgav de offentligt, både ind for Jehova og i hverandres nærværelse, en erklæring om, at de ville gøre som befalet: „Forkynd, forkynd, forkynd Kongen og Riget.“ De vågnede op til at forstå betydningen af det syn, de fik opmærksomheden henledt på ved stævnet i Cedar Point i 1922. Med en nidkærhed, der voksede måned for måned, tog de forkyndelsen op. Med denne stadig omsiggribende aktivitet sagde de i virkeligheden: „Her er jeg, send mig!“ — Es. 6:8.
30. Hvordan gik det til, at de slog tanken om snart at skulle tages til himmelen ud af hovedet?
30 Da de til at begynde med hørte kaldet fra det høje: „Hvem vil gå bud for os?“, svarede de kun vagt og forsagt: „Her er jeg, send mig!“ Men som tiden gik, kom der fasthed og styrke i stemmen. Den gamle tanke om, at de snart skulle tages til himmelen, spøgede stadig i deres sind, og med nogen utålmodighed lød spørgsmålet til Jehova: „Hvor længe?“ Han svarede: „Til byerne er øde, uden beboere, og husene uden et menneske, og agerjorden ligger som ørk!“ (Es. 6:11) Således fik han dem til at slå den tanke ud af hovedet, at de snart skulle „tages hjem“ (til himmelen), og henledte i stedet for deres opmærksomhed på det storslåede arbejde, de under Guds ledelse skulle udføre på jorden.
31. Hvilken stor begivenhed blev Jehovas tjenere gjort opmærksom på i The Watch Tower for 1. marts 1925?
31 Så oprandt den tids store begivenhed. Den 1. marts 1925 bragte The Watch Tower artiklen „Nationens fødsel“, der så tydeligt som det på det tidspunkt var muligt, forklarede betydningen af fødselsveerne, der kom over Jehovas kvinde, fødselen af drengebarnet og dernæst af hendes andre børn. Dette syn fra tronen elektriserede de trofaste trælle, men voldte stor forvirring og kval blandt dem, som stadig knurrede og klagede i Zion. Nu kunne intet standse de oplivede Rigets tjenere i deres fremmarch. Fremad gik det i det strålende lys, til de havde fuld forståelse af Rigets oprettelse i himmelen og deres egen lykkelige tilknytning til det her på jorden. — Es. 66:10-14; Åb. 14:1-3.
32. Hvad gik største delen af det arbejde ud på, som Jehovas folk udførte i tiden fra 1914 til og med 1926?
32 Når vi ser tingene under denne synsvinkel, kan vi forstå, at største delen af det arbejde, der blev udført i tiden fra 1914 til 1926, var et forberedende arbejde, idet det beredte Jehovas organisation og hans folk til en vældig, verdensomspændende forkyndergerning, der endnu skulle udføres inden den gamle verdens ende. — Matt. 24:14; Sl. 110:3.
Et skelsættende år
33. Hvilken virkning havde den rette forståelse af spørgsmålet om karakter eller pagt på det oprigtige vidne for Jehova?
33 I maj 1926 indtrådte der en anden skelsættende begivenhed for Jehovas frivillige mandskab, idet The Watch Tower bragte artiklen „Karakter eller pagt — hvilket?“ Det var en lykkelig begivenhed for de oprigtige Jehovas tjenere, der havde forsøgt at „udvikle karakter“ i årevis, men inderst inde var klar over, at de ikke havde videre held med sig. Nu begyndte de at få øjnene op for deres pagtsforpligtelser og for, at det var trofasthed mod disse, der ville vinde dem Jehovas godkendelse. De fik forståelse af disse ting og påskønnede dem. Denne oplysning gjorde dem til lykkelige stridsmænd, som før i en vis udstrækning kun havde været undskyldende „karakterudviklere“. Nu var deres mål ikke kun at være rare og tiltalende mennesker! De forstod, at de var indviede tjenere og derfor bundet af deres indvielse, og at Gud havde givet dem et stykke arbejde at gøre, en teokratisk opgave. Men de måtte have noget at arbejde med.
34. Hvilke hjælpemidler havde Rigets forkyndere til rådighed i deres arbejde med at forkynde de store sandheder, der var blevet åbenbaret i tiden fra 1922 og til og med 1926?
34 Forud for 1926 havde Jehovas folk meget lidt at arbejde med. De syv bind af Studier i Skriften havde tjent deres formål og blev ikke optrykt mere. Småbøgerne Hvad siger Skriften om Helvede og Vor Herres Genkomst havde også tjent deres formål og var forældede som redskaber til forkyndelsen af Riget. De senere småbøger Kan de levende tale med de døde? (kun engelsk) og Millioner af nulevende mennesker skal aldrig dø! gjorde god fyldest. Den lille bog Kan de levende tale med de døde? var fortrinlig som et redskab til at beskytte folk mod den bølge af spiritisme, der skyllede hen over jorden og fik mange til at søge forbindelse med deres kære afdøde ved slutningen af den første verdenskrig, og bogen Millioner af nulevende mennesker skal aldrig dø! fremholdt meget levende Riget som en fremtidig realitet, der ville stille mennesker over for den forjættende mulighed: at få evigt liv på jorden under denne herlige regering.
35. Hvilket virkningsfuldt arbejde blev udført med bogen Guds Harpe?
35 Derefter var i næsten en halv snes år, lige til 1926, bøgerne Trøst for Jøderne og Guds Harpe, den sidstnævnte behandlede Bibelens grundsandheder, de vigtigste redskaber i vidnearbejdet fra hus til hus. Bogen Guds Harpe gjorde i sandhed et stort arbejde i den periode. Hvad up-to-date-kundskab om Jehovas hensigter angik, var hele verden som børn, der trængte til undervisning i Bibelens grundlærdomme. Retsindige mennesker blev som små børn og tilegnede sig bibelkundskab, de blev velsignet og oplyst og gjorde som følge deraf fremskridt. Men ingen af disse bøger forkyndte det oprettede rige, dets regerende konge eller Jehovas nedskrevne domme, som han ønskede kundgjort. Man havde intet, der på rette måde genspejlede det store lys, der var oprundet over Jehovas folk siden 1922.
En vidnesbyrdets og advarselens tid
36, 37. a) Hvilket særligt budskab var der brug for dengang? b) Hvordan tilvejebragte Jehova det lige i rette tid?
36 Dette var en dommens tid. En kraftig forkyndelse var påkrævet. Tiden var kommet, da organisationen var voksen nok til at påtage sig større forpligtelser. Guds folk blev oplyst, for at de kunne tjene deres Skabers hellige sag. (Es. 43:21) I 1926 skænkede Jehova os i sin store visdom og til den rette tid et nyt redskab, bogen Deliverance (Verdensbefrielsen), der var tilegnet Guds hellige navn med disse ord: „I er mine vidner . . . at jeg er Gud.“ — Esajas 43:12 (KJ). Hermed fik hans forberedte folk bemyndigelse til at gå ud som befriede forkyndere af hans nye verden. Det var i sandhed en overordentlig lykkelig begivenhed!
37 I sin omtale af bogen Verdensbefrielsen sagde den daværende præsident for Vagttaarnsselskabet: „Tiden er kommet, da et kraftigt vidnesbyrd skal aflægges for folkene på jorden, et vidnesbyrd om, at Jehova er universets store Gud, og at han har indsat sin konge, Kristus Jesus, på tronen.“ Næsten samtidig meddelte The Watch Tower (15. juli 1926, side 210): „Det er blevet anset for betimeligt at træffe foranstaltninger til aflæggelsen af endnu et verdensomfattende vidnesbyrd . . . og søndag den 1. august er fastsat til dette formål. Det emne, der skal behandles ved denne lejlighed, er: DEN NYE VERDEN ER BEGYNDT. Kredsene er ved at træffe forberedelser for afholdelsen af mange offentlige foredrag på denne dag, så folk på ny kan få en særlig lejlighed til at høre om Kongen og hans rige, der nu er iblandt os.“ Den med længsel ventede befrielsestid sås nu at være for hånden. Jehovas synlige organisation marcherede fremad med endnu større iver og kraft, udrustet og bemyndiget til sin herlige gerning.
38. a) Hvilke budskaber om Jehovas brændende domme blev der forkyndt forud for 1926? b) Hvorfor var de ikke tilstrækkelige som undervisningsmateriale?
38 Men vi ønsker ikke at give det indtryk, at Jehovas organisation overhovedet ikke forkyndte nogen budskaber om Jehovas brændende domme i tiden forud for 1926. Det ville være ukorrekt. Nogle særdeles kraftige og oplysende budskaber var blevet forkyndt lige siden 1922, men de var alle i traktatform og gav kun meget kortfattet og begrænset oplysning. Vi vil nævne nogle af dem: I 1922 kom „Resolutionen“ med en afsløring af al religion, der har Djævelen til ophavsmand, og der blev uddelt over 10.000.000 eksemplarer i årets løb og over 13.000.000 i 1923. I 1925 blev „Et Haabets Budskab“ uddelt i en mængde eksemplarer. Vagttaarnet stillede også ganske frygtløst Folkeforbundet blot i sine spalter. Men disse hjælpemidler egnede sig kun til at give folk rent forbigående oplysninger. Forkynderne manglede et redskab, de kunne give folk i hænde under arbejdet fra hus til hus, og som kunne danne grundlag for et fortsat studium og en indgående drøftelse af tingene. Først med bogen Verdensbefrielsen blev dette behov tilfredsstillet.
39. Hvad viser, at Vagttaarns-artiklerne i året 1926 genspejlede den større oplysning, der var påkrævet på den tid?
39 I 1926 genspejlede Vagttaarnet ligeledes den teokratiske organisations foryngede tilstand og større oplysning ved behandlingen af emner som „Hvem vil ære Jehova?“, „Lydighed fører til Liv“, „Hellighed for Herren“, „Offer og Tjeneste“, „Offer og Lydighed“, „Vinpersen“, „Fredsfyrsten“, „Stenen i Zion“, „En Anstødssten“, „Fangernes Frihed“ og „Jordens retmæssige Hersker“. Himmelens sluser åbnedes mere og mere, og den stadig voksende strøm af Rigets sandheder vældede frem, først til Jehovas tjenere og dernæst til hele den beboede jord. — Zak. 14:8.
40. Hvilke vigtige begivenheder fandt sted i London under stævnet i højsommeren 1926?
40 Føj hertil stævnet i London i højsommeren 1926 med resolutionen „Et opråb til verdensherskerne“, der bagefter blev trykt og uddelt i millionvis. Det offentlige foredrag havde titlen: „Hvorfor Verdensmagterne står for Fald — Hjælpemidlet“. I dette foredrag blev det frygtløst slået fast, at kristenhedens nationer styrer mod deres endelige og fuldstændige undergang, fordi de har valgt at støtte det afskyelige Folkeforbund i stedet for Jehovas oprettede rige med Kristus Jesus, og at dette vragede, men evige rige vil vise sig at være det eneste lys, den eneste redning for alle retsindige mennesker. — Vagttaarnet, 15. august 1926.
41, Hvilken virkning havde summen af alle disse begivenheder på Jehovas folk?
41 Alle disse bemærkelsesværdige begivenheder gjorde 1926 til et særligt lykkens år for det folk, over hvilket Jehovas navn er nævnet. Dette år markerede afslutningen på de 1335 dages ventetid. Det var begyndelsen til en ny tid, en tid uden ende, der skulle kendetegnes af velordnet tjeneste og systematisk, målbevidst oplæring med henblik på det oprettede riges virkeligheder. De ringe begyndelsers dag, ganske vist, når vi sammenligner dem med, hvad vi nu ser, men på den tid var det store ting, helt uden sidestykke. — Zak. 4:9, 10.
42, 43. Hvordan viste årene 1927 og 1928, at arbejdet stadig havde fremgang?
42 I det påfølgende år, 1927, tog Jehovas fremrykkende rigsforkyndere med glæde imod bogen Skabelsen, studerede den selv og udbredte den over hele verden. I dette år drog de også nytte af den pludselige og udstrakte brug af radioen til at forkynde budskabet om Riget vidt og bredt.
43 I 1928 fik Rigets forkyndere, der nu ikke var til at standse i deres fremmarch, flere glædebringende redskaber i hænde: bøgerne Forligelse og Fremtidens Regering. Således har det fortsat år for år. Tallet på forkynderne er steget og steget, og de har fået flere og flere virkemidler til rådighed, og arbejdet er vokset med rivende fart. Når vi kaster blikket tilbage, kan vi se, at året 1926 markerede optakten til denne særlige periode med voksende lykke for dem, som holdt ud og nåede frem til enden på de forudsagte 1335 dage, der udløb i dette år.
Sammenligninger
44. Hvilken indvirkning har det stadig klarere sandhedslys haft på antallet af forkyndere af Riget?
44 Til slut vil vi, de hundredtusinder af regelmæssige læsere af dette blad, der nu har et oplag på 1.825.000, standse op et øjeblik og tænke på den overstrømmende lykke, de fleste af os oplevede i ånden, og som mange tusinder af os, alle fra samme fold og med samme hyrde, oplevede både i ånden og ved vor personlige tilstedeværelse ved Jehovas vidners stævne, Den nye Verdens Samfund, i de skønne dage i juli 1953 på Yankee Stadium i New York, et stævne, der kulminerede med hin uforglemmelige ottende dag, da 165.829 lyttede til det offentlige foredrag, „Efter Harmagedon — Guds nye verden“, og utallige lyttere samtidig hørte det hjemme, idet det blev udsendt over den nye verdens radiostation WBBR!
45, 46. a) Hvilken forbindelse er der mellem det lykkelige år 1926 og organisationens stadige vækst, som vi oplever den nu? b) Hvad er nødvendigt, om vi fortsat skal høre med til den nye verdens samfund?
45 Af hele den vældige skare, der var forsamlet i og i nærheden af New York, var der et fåtal, måske fem eller ti tusinde, der kunne huske, at der i de Forenede Stater i 1914 kun var henved tre hundrede heltids-„kolportører“ (pionerer), som regelmæssigt forkyndte Bibelens sandheder under Vagttaarnsselskabets ledelse. Dengang førte man slet ikke regnskab med det arbejde, der nu og da eller regelmæssigt blev udført fra hus til hus af deltidsforkynderne (menighedsforkynderne). Otte år senere (1922) var den lille skare af heltids- og deltidsforkyndere af Riget fra hus til hus vokset til 2814. Dette tal blev ikke oversteget før efter 1926. Men i 1927, umiddelbart efter at den forudsagte lykkelige tid var begyndt, det vil sige ved afslutningen på de 1335 dage (i 1926), tog 3357 pionerer og menighedsforkyndere del i arbejdet fra hus til hus og fortalte med glæde andre om Jehovas rige. Det næste år (1928) steg tallet næsten til det dobbelte i de Forenede Stater, og den lykkelige skare talte nu 6040. I hele verden var der 23.988 Ordets forkyndere. Sådan fortsatte det i de næste fem og tyve år, og nu fortsætter denne stadig voksende skare (i 1953 talte den 519.982) i alle verdensdele og øriger at „forkynde Jehovas rige“ med nidkærhed og glæde.
46 Året 1926 var i sandhed optakten til en lykkelig tid, der aldrig vil ophøre. Lykkelig er deres lod, som nu frivilligt melder sig til Jehovas rene organisation og af hele deres hjerte tager del i dens voksende virksomhed. For alle flittige og glade forkyndere af den lykkelige Guds nye verdens samfund gælder det, at de kun vil blive beskyttet, bevaret og befriet til liv i hans evige nye verden, hvis de i taknemmelighed og lydighed underkaster sig hans oprettede rige og hans uovervindelige konge, Kristus Jesus. Måtte vi bestandig i enighed og endrægtighed underordne os hans guddommelige myndighed til ære og pris for Jehovas navn. — Rom. 13:1.
(The Watchtower, 1. juni 1954)