• De 1290 og 1335 Dage i Daniels Profeti
    Vagttårnet – 1951 | 15. oktober

    • på over for en anden end ved at bære den begunstigede på deres skuldre eller på deres arme. En stor mængde mennesker forsyner sig med bøger, der underviser om Guds plan. Endnu flere hører budskabet pr. radio. Disse fortæller andre derom. Mange af disse er blevet venner med dem, der elsker Herren og hans budskab; og skønt de ikke viser tegn på at være åndsavlede, glæder de sig dog over sandheden og dens budskab om liv og udtrykker denne glæde på deres egen måde, belyst ved at de bærer børn på deres skuldre og ved deres barm.“ — Vagttaarnet, den 15. september 1926.

      14. Hvorfor var det ikke længere et spørgsmål om, hvor længe Herrens tjenere skulle blive på jorden for at udføre hans tjeneste?

      14 For de trofaste salvede var det ikke længere et spørgsmål om, hvor længe de skulle arbejde på jorden, før de blev optaget i himmelsk herlighed. Det, der betød noget for dem, var, at de havde fået Rigets tjeneste betroet, akkurat som om Riget var kommet ned fra himmelen til Guds folk, og de levede i det. De bekymrede sig ikke længere om, hvorvidt det betød, at de skulle blive på jorden eet eller flere år, for deres lykke var meget stor. „Som Hermons dug, der falder på Zions bjerge. Thi der skikker Jehova velsignelse ned, liv til evig tid.“ (Sl. 133:3) Vished og tillid blev deres velsignede lod. „En genløser kommer fra Zion og fjerner frafald i Jakob, lyder det fra Jehova. Dette er min pagt med dem, siger Jehova: Min ånd, som er over dig, og mine ord, som jeg har lagt i din mund, skal ikke vige fra din eller dit afkoms eller dit afkoms afkoms mund, siger Jehova, fra nu og til evig tid.“ (Es. 59:20, 21) „Intet våben, der smedes mod dig, skal du’, hver tunge, der trætter med dig, får du dømt. Dette er Jehovas tjeneres lod, den retfærd, jeg giver dem, lyder det fra Jehova.“ (Es. 54:17) „Vågn op, vågn op, ifør dig din styrke, Zion, tag dit højtidsskrud på, Jerusalem, hellige by! Thi uomskårne, urene folk skal ej mer komme ind.“ (Es. 52:1) De øde pladser skulle bebos, teltene udvides og ørkenen blive til vanddrag. Alle Zions børn skulle vende hjem. Hvilken glædens tid ventede der ikke Jehovas børn og det for altid!

      15. Hvorfor blev „den, der holder ud“, velsignet ved slutningen af de 1335 dage.

      15 Lad os nu se, hvorledes dette passer sammen med Daniels profeti. Tænk på alt det, der er sket siden 1914, og på disse trøstende ord: „Salig er den, der holder ud og oplever 1335 dage.“ (Dan. 12:12) Udtrykket „holder ud“ stammer fra det hebraiske ord, der betyder „at hænge fast, stå fast eller forblive fast og urokket“. I årene siden 1914 har der været mange rystelser, store trosprøver og talrige trængsler. Velsignet er de, der holdt ud, de, der var faste og urokkelige, og som oplevede 1335 dage. De ville da forstå hensigten med alle disse ting og fyldes med taknemmelighed. Hvornår begyndte og endte de 1335 dage da? Ifølge Bibelens regnemåde, hvor der går 30 dage på en måned, er det en periode på tre år og otte og en halv måned.

      16. Hvad markerer sluttelig 1926 som en opfyldelse af de 1335 dage, hvor Herrens tjenere går ind til store velsignelser?

      16 Husk, at de 1290 dage endte med, at det „stadige offer“ blev genoptaget, og med visheden om, at frembærelsen af dette lovprisningsoffer skulle fortsætte, selv om der ville komme megen forfølgelse. Tjenesten fortsatte derfor, og den, der oplevede 1335 dage, skulle velsignes. Når man således regner denne periode fra afslutningen af de 1290 dage, strækker den sig fra september 1922 til maj 1926 — tre år og otte og en halv måned — til et tidspunkt, hvor Jehovas vidner holdt et stort internationalt konvent i London, England. Det var en meget velsignelsesrig tid, for der var blevet udført et stort renselsesarbejde i Zion, Guds åndelige stad. Man skilte sig af med mange kirkelige og falske religiøse ideer, der blev rettet et stort slag mod Folkeforbundet, den store „vederstyggelighed“, og det blev slået fast, at Guds folk befandt sig på jorden for at synge Jehova Guds pris og virkelig være et folk for hans navn. De vidste, hvorfor de var i live, hvad de skulle gøre, og hvor det bar hen. Den store glæde over at være i denne tilstand var en daglig kilde til trøst. Hvor velsignet blev ikke de, der oplevede 1335 dage! Vi lever nu på en tid, hvor disse velsignelser er en virkelighed. Hvis vi skal have den rette og sande forståelse af denne profetis anvendelse, vil det ikke være rimeligt eller fornuftigt at sammenligne vor tids glæder og velsignelser med de rige erfaringer i 1926, men snarere, om det skal være, sammenligne den storslåede og herlige tilstand, som Jehovas folk befandt sig i i 1926, med deres forhold i 1914 og 1918. Så vil man kunne forstå denne velsignelse.

      (The Watchtower, 15. juli 1951)

  • Opfyldelsen af Flere Frigivende Profetier
    Vagttårnet – 1951 | 15. oktober

    • Opfyldelsen af Flere Frigivende Profetier

      1, 2. Hvilke andre profetiske udtalelser viser, at Herrens folk efter de 1335 dage skal gå ind til endnu flere profetiers opfyldelse?

      SELV OM den ovennævnte del af Daniels profeti nu er virkelighed, har vi dog ikke dermed nået enden, for Jehova og hans konge har besluttet at udfri alle sit folks børn. Hvert eneste af Guds børn vil blive ført til den elskede stad, og nogle af dem, der allerede er blevet bragt tilbage, er nu parat til at tage Rigets gerning op. For at vi derfor kan lære Guds fremadskridende hensigter efter de 1335 dage at kende, forbinder vi Daniels profeti med Johannes’ syn i Åbenbaringen og lægger mærke til, at det fører os udover den tid, som Daniel omtaler. Med dette i tanke henviser vi til Daniels syn af engelen, der svævede over vandet. (Dan. 12:5-7) Det er den samme engel, der viste sig i det syn, som står nævnt i Daniel 10:5-7: „Jeg løftede øjnene og skuede, og se, der var en mand, som var iført linnede klæder og havde et bælte af fint ofirguld om hofterne. Hans legeme var som krysolit, hans ansigt strålede som lynet, hans øjne var som ildsluer, hans arme og ben som blankt kobber og hans røst som en larmende hob. Jeg, Daniel, var den eneste, der så synet; de mænd, som var hos mig, så det ikke; men stor rædsel faldt over dem, og de flygtede og gemte sig.“ Denne engel identificeres for os som Herren Jesus Kristus i sin herlighed ved hans riges komme: „Og midt imellem lysestagerne en, som lignede