„Ske din vilje på jorden“, 37. del

I sin profetis tolvte og sidste kapitel beretter Daniel, hvis løbebane som profet nu nærmer sig afslutningen, om profetier han har modtaget gennem en engel og som omhandler tidsperioder på henholdsvis én tid, tider og en halv tid (eller 1260 dage) og 1290 dage. Sidstnævnte nåede sit strålende højdepunkt ved Jehovas vidners internationale stævne i Cedar Point, Ohio, i 1922, hvor den gribende opfordring til at tage forkyndergerningen op blev fremholdt med de historiske ord: „Derfor, forkynd, forkynd, forkynd om Kongen og hans Rige.“ Som afslutning på stævnets offentlige foredrag, der havde titlen „Millioner af nulevende mennesker skal aldrig dø“, vedtog de mellem 18.000 og 20.000 tilstedeværende desuden en frygtløs resolution, „Et opråb til de ledende i verden“, som påpegede at det organ verdens nationer havde skabt med henblik på deres egen sikkerhed ville blive en fiasko, mens Guds rige ved Kristus ville sejre, det rige hvorunder alle lydige mennesker under paradisiske forhold ’vil leve evigt og aldrig dø bort fra jorden’.

1335 dage

21, 22. (a) Hvilken anden tidsperiode afmærkede Gud yderligere i sit ord? (b) Hvornår begyndte denne tidsperiode, og hvad hændte der de ventende i denne periode?

²¹ Det er hævet over al tvivl at dette Cedar Point stævne (5.-13. september 1922) tydeligt afmærkede højdepunktet på de 1290 dage for helligdomsskaren. Hvor inspirerende dette end var, forudså Jehova Gud dog endnu mere der — som følge af den betydning det ville få for hans indviede folk — fortjente en tidsmæssig afmærkning i hans profeti. For yderligere at spænde deres forventning inspirerede han sin engel til at sige til Daniel: „Salig [lykkelig, AT] er den, der holder ud og oplever 1335 dage.“ (Dan. 12:12) Denne tidsperiode skulle lægges til de 1290 dage og ville i profetisk tid være femogfyrre dage eller halvanden måned længere. Den ville i alt svare til tre år, otte måneder og femten dage og ville løbe fra afslutningen på de forudgående 1290 dage, som havde nået deres højdepunkt ved det andet Cedar Point stævne i september 1922. Den følgende periode på 1335 dage ville derfor udløbe i maj måned 1926.

²² I denne periode hjalp Jehova Gud sit folk til at vente eller holde ud, idet han lod sin forkyndelse af Riget fortsætte i større målestok. Følgen blev at der bragtes mange flere ind i helligdommen, hvor de blev medlemmer af den rest Jehova havde helliget. Det fremgik tydeligt af den voksende deltagelse i den årlige højtideligholdelse af Herrens aftensmåltid, idet 32.661 deltog i 1922, 42.000 i 1923, 65.105 i 1924 og 90.434 i 1925.a Øjensynligt var der imidlertid nogle der ikke ’holdt ud’ til afslutningen på den forudsagte tid, for i 1926 var antallet af deltagere i Herrens aftensmåltid den 27. marts ifølge opgørelsen faldet til 89.278. Især viste året 1925 sig at være et prøvelsens år for mange af Jehovas folk. Nogle holdt op med at vente og slog ind på den vej verden følger.

23. Hvorledes markeredes maj måned 1926, og hvor indtraf denne måneds store højdepunkt?

²³ Men så kom maj måned 1926. Den 1.-3. maj afholdtes et stort stævne i Basel i Schweiz. Den 13.-16. maj afholdtes et andet stort stævne i Magdeburg i Tyskland, hvor præsident Rutherford holdt det offentlige foredrag „Trøst for Folket“, der overværedes af 25.000 tilhørere. Men det store højdepunkt i forbindelse med stævnerne i denne særlige måned indtraf i London, hovedstaden i det største imperium historien kan opvise, Det britiske Imperium. Stævnet afholdtes således dér hvor den fornemste støtte for Folkeforbundet, det afskyelige „dyrets billede“, den politisk-religiøse erstatning for det sande Guds rige, havde sit sæde. Fra den 25. til den 31. maj var stævnedeltagerne samlet til deres glædelige møder, og det var med en følelse af den største befrielse at snæversynede, skinhellige, religiøse traditioner, som Guds folk havde været hæmmet af, blev afsløret og forkastet. Den 28. maj forelagde præsident Rutherford den femte i serien af årlige resolutioner til vedtagelse på stævnet. Den havde titlen „Et Vidnesbyrd til denne Verdens Herskere“, og samme dag blev den betagende nye bog „Verdensbefrielsen“ udgivet.

24. Hvem lød der i sandhed et budskab til søndag aften den 30. maj 1926? Hvad gjorde disse sig skyldige i, og hvilken tidsperiode begyndte dermed?

²⁴ Højdepunktet indtraf søndag aften den 30. maj i Royal Albert Hall, dengang Londons største mødesal. Der lød i sandhed et budskab til verdensherskerne da præsident Rutherford talte til den tæt fyldte sal over emnet „Hvorfor Verdensmagterne vakler — Hjælpemidlet“ og dermed støttede den resolution der var blevet forelagt. Det var som følge af at den syvende verdensmagt blev gjort bekendt hermed at den anglo-amerikanske dobbeltverdensmagt gjorde sig skyldig i „ødelæggelsens misgerning“,b og de 2300 profetiske dage, som skulle afmærke når Jehovas helligdom atter skulle fremstå i sin rette tilstand, tog deres begyndelse. — Dan. 8:13, 14.

25. Hvilken periode indledte dette Londonstævne for dem der havde holdt ud, og især af hvilken grund?

²⁵ Med dette internationale stævne i London begyndte en lykkelig periode som ikke er og som aldrig vil blive afsluttet. Hvor lykkelige var ikke helligdomsskarens medlemmer over at de havde holdt ud til afslutningen på de 1335 dage! De følte en ny form for lykke fordi de havde lært endnu mere at værdsætte den forret det er at være vidner for den allerhøjeste Gud, hvis navn er Jehova. Ved årets begyndelse havde The Watch Tower for 1. januar 1926 [Vagttårnet for 1. februar 1926] stillet dem over for den ledende artikel „Hvem vil ære Jehova?“ I London gik stævnedeltagerne på „Arbejdsdagen“ (29. maj) ud på gader og stræder som vidner for Jehova og uddelte 110.000 eksemplarer af den nye brochure The Standard for the People [Et Banner for Folket]. Rapporten i The Watch Tower (for 15. juli 1926; Vagttårnet for 15. august 1926) om Londonstævnet slutter sin beretning om dette velgennemførte vidnearbejde med følgende betydningsfulde ord: „Intet lig dette er nogen Sinde oplevet paa en Arbejdsdag ved et Konvent. Vennerne strømmede over af Begejstring. De følte, at de havde gjort deres Bedste for at adlyde Jehovas Befaling: ’I er mine Vidner, at jeg er Gud.’“ (Es. 43:12, AS) Men endnu lykkeligere blev helligdomsskaren da den ved det internationale stævne i Columbus, Ohio, den 26. juli 1931 antog selve navnet „Jehovas vidner“.

26. (a) Hvorledes vil Daniel engang i fremtiden kunne vide hvorledes de tidsperioder engelen havde forudsagt, blev opfyldt? (b) Hvilken lod vil Daniel opstå til, og hvad vil han rimeligvis blive?

²⁶ Engang i en ikke alt for fjern fremtid vil det trofaste, før-kristne vidne for Jehova, profeten Daniel, få at vide hvorledes de tidsperioder engelen forudsagde, blev opfyldt på helligdomsskaren her i det tyvende århundrede. Hvorledes det ville blive muligt for Daniel at få dette at vide, viste Jehovas engel med ordene: „Men gå du enden i møde, læg dig til hvile og stå op til din lod ved dagenes ende!“ (Dan. 12:13) Da Daniel nåede vejs ende i døden, hvilede han i Sheol, menneskehedens fælles grav, i dødens søvn. Han steg ikke op til himmelen. Det sagde Jesus, som var kommet ned fra himmelen. (Joh. 3:13) Som et Jehovas vidne der „gjorde det gode“, venter Daniel på opfyldelsen af Jesu ord: „Den time kommer da alle de som er i mindegravene skal høre hans røst og komme frem, de som gjorde det gode, til en livets opstandelse, de som gjorde det onde, til en dommens opstandelse.“ (Joh. 5:28, 29, NW) Daniel vil få sin lod her på jorden i Guds nye verden efter Harmagedon. Han vil blive oprejst og stå op til sin velsignede lod under Kristi tusindårige regering. Han vil få evigt liv i udsigt. Ved at tage imod sin konges, den rette Hyrdes, genløsningsoffer vil Daniel blive søn af „Evigheds-Faderen“. (Es. 9:6) Fordi han viste trofasthed som jordisk fyrste over Guds folk i fortiden, vil han utvivlsomt blive udpeget til at være blandt dem kongen Kristus sætter „til fyrster rundt i landet“. — Sl. 45:17.

Kapitel XIV

Jordiske velsignelser når hans vilje sker

 1. (a) Hvorfor kunne disciplene, som Jesus lærte mønsterbønnen, værdsætte bønnen om at Guds rige måtte komme? (b) Hvorfor må dette rige nødvendigvis komme?

JESUS KRISTUS var her på jorden da han lærte sine disciple at bede til sin himmelske Fader, Jehova: „Komme dit rige; ske din vilje på jorden, som den sker i Himmelen.“ (Matt. 6:9, 10) Dengang var alle hans disciple jøder efter kødet. Deres jordiske forfædre havde været bekendt med at Jehova herskede som konge i de dage da han oprejste dommere til at herske over Israel, som for eksempel Josua, Gideon, Barak, Samson og Samuel, og ligeledes da kong David og hans efterfølgere herskede, idet de sad på „Jehovas trone“. I 607 f. Kr. blev dette Jehova Guds forbilledlige rige omstyrtet i overensstemmelse med hans egen beslutning, og på Jesu tid herskede „en usling“, kejser Tiberius Cæsar, gennem prokuratoren Pontius Pilatus over jødernes land. Jesu jødiske disciple kunne i allerhøjeste grad værdsætte og forstå en bøn om at Jehova Guds rige skulle indføres igen og tage magten på jorden, så den himmelske Faders vilje kunne komme til at ske her på jorden, som den sker i himmelen. Dette rige må nødvendigvis komme, ikke for at ødelægge menneskets hjem, jorden, men for at udvirke at Guds vilje sker på jorden, som den sker i himmelen.

 2. (a) Hvad modtog Menneskesønnen i 1914 som en opfyldelse af Daniel 7:13, 14, og hvilken kurs indledte det imod himmelen og jorden? (b) Hvorfor drog det ikke imod Nordens konge og Sydens konge?

² I 1914 (e. Kr.) stod Mikael frem i Rigets magt og myndighed. Eller, som det fremgår af synet i Daniel 7:13, 14, den herliggjorte Menneskesøn i himmelen blev ført frem for den gamle af dage, af hvem han modtog det evige rige, hvis retmæssige arving han var i henhold til Guds ed. Fordi Jesus Kristus var den der havde „retten“ til det, gav Jehova, den gamle af dage, det til ham. (Ez. 21:27) Straks begyndte dette rige at føre krig mod Satan og hans dæmoner og kastede dem ned til jorden, hvor de skulle afvente den universelle krig, „krigen på Guds, den Almægtiges, store dag“. Riget rettede også sin magt imod jorden, i særdeleshed af hensyn til helligdomsskaren og den store skare „andre får“ der skulle indsamles. (Joh. 10:16) Men Riget ’kom’ ikke imod Nordens konge og Sydens konge i et Harmagedonslag for at tilintetgøre alle denne verdens riger. Riget, der var oprettet af himmelens Gud og som symboliseredes ved stenen der blev revet løs fra bjerget, dog ikke ved menneskehånd, ramte ikke på det tidspunkt den metalbilledstøtte som Nebukadnezar havde drømt om, på fødderne af jern og ler så alle de jordiske regeringer som billedstøtten var et symbol på tilintetgjordes. Guds vilje indbefattede også andet der nødvendigvis måtte ske på jorden før denne tingenes ordning skulle tilintetgøres i Harmagedon.

 3. Hvad er det trods Satans ønske ikke Jehovas hensigt at gøre i den kommende universelle krig, og hvad har følgelig været påkrævet af hensyn til menneskene?

³ Hvor meget Satan Djævelen end kunne tænke sig det, i sin vanvittige hensigt at „herske eller ødelægge“, så er det ikke Jehova Guds hensigt at affolke jorden i den krig han lader udkæmpe mellem sit rige og Satans verden. Satans fire tusind år gamle verden må forsvinde for at give plads for Jehovas retfærdige nye verden under hans „kvindes“ sæd, Jesus Kristus. Eftersom det er en hel verden der skal tilintetgøres i den universelle krig, vil jordens befolkning ikke være i stand til at undslippe denne ved at rejse ud i rummet eller ved i lang tid at holde sig neddykket i atomdrevne undervandsbåde; den står ansigt til ansigt med tilintetgørelsen. Efter 1914 har det været påkrævet at advare folk om hvad der ligger forude, og at underrette dem om den af Gud anviste vej til redning. Dette nødvendiggjorde at et verdensomfattende vidnesbyrd blev aflagt på hele den beboede jord for alle racer og folkeslag før enden kom for både den synlige og usynlige del af Satans verden.

 4. Var det noget Gud havde pligt til? Hvem ville han udpege til dette livredningsarbejde, og hvem ville blive skånet i Harmagedonslaget?

⁴ Den almægtige Gud har ingen pligt til at gøre dette, men han har ladet sig lede af sin kærlighed og barmhjertighed ved på forhånd at advare om sit sælsomme værk, tilintetgørelsen af sine fjender. Til at bringe denne advarsel til folk og føre dem i sikkerhed var der behov for nogle til at advare og føre i sikkerhed. Hvem ville Jehova udpege til dette livreddende arbejde? Engle fra himmelen? Nej, hans helligdomsskare, af hvilken der endnu fandtes en rest på jorden. Derfor ramte Guds symbolske sten, hans søns rige, ikke det symbolske billede af Satans synlige, jordiske organisation og knuste det i 1918 da „hans helligdoms sted kastedes til jorden“ og man „trampede på“ helligdomsskaren. Men den himmelske Mikael var stået frem i Rigets magt, og han udfriede disse trofaste fordi de var „optegnet i bogen“. Han opvakte dem så de blev virksomme og overalt aflagde det forudsagte vidnesbyrd om Riget. (Mattæus 24:14, NW) Enhver der ønskede det kunne forkaste „denne gode nyhed om Riget“, men de der tog sig dette vidnesbyrd til hjerte og gjorde Riget til deres eneste håb om frelse, ville blive skånet i Harmagedonslaget.

 5, 6. (a) På hvilket tidspunkt, som man kunne forvisse sig om, blev Guds rige ved hans søn født, og på hvilket tidspunkt, som man også kunne forvisse sig om, kom Vandfloden i Noas dage? (b) Hvad sagde Jesus med hensyn til at vide hvornår han ville komme i Rigets magt imod Satans verden i Harmagedon?

⁵ På et tidspunkt som man meget vel kunne skaffe sig underretning om, blev Guds rige født i himmelen i 1914 ved udløbet af „nationernes fastsatte tider“, og Mikael og hans engle begyndte krigen imod den usynlige del af Satans verden i himmelen. Denne dæmoniske del af Satans verden blev kastet ned til et usynligt område nær jorden, i verdensrummet hvori Nordens konge og Sydens konge nu opsender deres måner, satellitter eller rumskibe. Men den dag og time da Mikael, Guds søn, iklædt Rigets magt, atter tager kampen op i Harmagedon, kendes ikke, ej heller ved vi på forhånd hvilket år det sker. Først samme år som Jehova fjernede „den gamle verden“, „de ugudeliges verden“, fik Noa, der nu havde afsluttet bygningen af den tre etager høje ark, hvori hans familie og de forskellige dyrearter skulle overleve, at vide hvilken dag Vandfloden ville komme over jorden. (2 Pet. 2:5; 1 Mos. 7:1-11) „De ugudelige“ fik ingen underretning om hvilken dag det ville ske, men Noas forkyndelse, fuldendelsen af arken, og hans indsamling af dyrene og fuglene var for disse mennesker et fuldgyldigt, både hørligt og synligt bevis for at den klodeomspændende vandflod var for hånden. Kan vi i dag vide hvornår Guds søn kommer i sin kongemagt imod Satans verden i Harmagedon? Jesu profeti om verdens ende lyder:

⁶ „Men den dag og time kender ingen, ikke engang Himlens engle, ja ikke engang Sønnen, kun Faderen alene. Thi ligesom i Noas dage, således skal det gå ved Menneskesønnens komme. Som de levede i dagene før syndfloden: de åd og drak, tog til ægte og gav til ægte lige til den dag, da Noa gik ind i arken, og de ænsede intet, før syndfloden kom og rev dem alle bort — sådan skal det også gå ved Menneskesønnens komme. . . . Derfor vær også I rede; thi Menneskesønnen kommer i den time, I ikke tænker jer.“ — Matt. 24:36-44; Luk. 21:26, 27; 2 Pet. 2:5.

 7. (a) Hvad havde fundet sted før Vandfloden skyllede frem, og af hvilken lignende årsag regnede Jehovas ødelæggelse ikke ned over folkene i 1918? (b) Hvad sagde Jesus i denne forbindelse om „Lots dage“?

⁷ Læg i denne forbindelse mærke til at den verdensødelæggende flod ikke skyllede hen over det uagtsomme folk før Noa havde fået sin familie og de lydige fugle og dyr ind i arken, som kunne modstå Vandfloden. Det lykkelige resultat var at otte mennesker samt dyr og fugle overlevede den gamle verdens tilintetgørelse og kunne begynde et nyt liv på en renset jord i den verden som har varet ved indtil denne „endens bestemte tid“. Hvor lykkelig Noas familie var, fordi den havde givet agt på Noas forkyndelse, havde taget del i den og hjulpet ham med at bygge arken og at indsamle den laverestående dyreskabning! Analogt hermed regnede Jehovas tilintetgørelse ikke ned over ugudelige, ligegyldige mennesker i 1918. Først må de som han har barmhjertighed med, bringes ud af farezonen. Jesus sagde videre i sin profeti om denne verdens ende: „Eller som det gik i Lots [den trofaste Abrahams nevøs] dage: De spiste og drak, købte og solgte, plantede og byggede, og på den dag, da Lot [og hans familie] gik ud af Sodoma, regnede ild og svovl ned fra himmelen og ødelagde dem alle — på samme måde skal det gå den dag, da Menneskesønnen åbenbares.“ — Luk. 17:28-30; 1 Mos. 19:1-26; 2 Pet. 2:6-9.

 8. (a) Hvad sagde en af englene til Lot om sin begrænsede handlefrihed? (b) Med hvilke ord udtalte Jesus at trængslerne ville blive indstillet for en tid af en lignende grund?

⁸ En af de to engle der hjalp Lot og hans døtre med at komme bort fra den dødsdømte by og farezonen omkring den, sagde til Lot: „Red dig hurtigt derhen, thi jeg kan intet gøre, før du når derhen [til Zoar]!“ (1 Mos. 19:22) I overensstemmelse med dette belærende forbillede vil Mikael, den store Fyrste, og hans engle intet foretage sig med hensyn til tilintetgørelsen af Satans sodomalignende verden før de hvem Lot og hans døtre var et forbillede på, nemlig de „andre får“, er blevet bragt ud af denne dødsdømte tingenes ordning af Jehovas helligdomsskare, hans udvalgte, som endnu er i kødet. Jesus forudsagde hvorledes Jehova ville sørge for at trængslerne over Satans organisation blev standset for en tid, der så skulle anvendes af Jehovas udvalgte som endnu var i kødet, til at udføre dette livredningsarbejde i forbindelse med de „andre får“. Jesus sagde: „I de dage skal der komme ’en trængsel, hvis lige ikke har været fra skabningens begyndelse, da Gud skabte den, indtil nu’ og heller ikke senere skal komme. Og dersom Herren ikke afkortede de dage, da blev intet menneske frelst; men for de udvalgtes skyld [de som endnu er i kødet], som han har udvalgt sig, har han afkortet de dage.“

 9. Hvad gjorde Mikael, trofast imod dette løfte, da tiden var inde, og hvem vil derfor ikke blive tilintetgjort når vor tids Sodoma brændes ned?

⁹ Trofast imod dette løfte fra Markus 13:19, 20 udfriede Mikael i 1919 medlemmerne af helligdomsskaren. Hvorfor? For at de kunne genoptage det „stadige brændoffer“, deres lovprisning af Jehova, til frelse både for sig selv og for de mange „andre får“, som de hjalp med at søge tilflugt under Guds rige. Under guddommelig beskyttelse dér sammen med resten af den åndelige helligdom vil disse „andre får“ ikke blive udslettet sammen med vor tids Sodoma, når flammende ødelæggelse regner ned over den i en trængsel hvis lige menneskeheden ikke har kendt fra skabningens begyndelse.

(Fortsættes)

[Fodnoter]