Hvad der kendetegner den sande religion
FOR at kunne afgøre hvad der er sandt må man have en sandhedsnorm at gå efter. De fleste af dem der er tilsluttet en kirke i kristenheden mener at deres religiøse retning er i harmoni med Bibelen. I betragtning af dette er det rimeligt at vi benytter Bibelen som rettesnor for hvad der kendetegner den sande religion. — Joh. 17:17.
Vi vil opfordre Dem til at tage Deres bibel frem og selv forvisse Dem om nogle af de grundlæggende sandheder den indeholder. Vi vil i denne artikel, som i bladet i øvrigt, benytte den nyeste autoriserede oversættelse, men selv om De måske har en ældre dansk bibel med en lidt anden ordlyd, vil De se at meningen stort set er den samme.
Den sande Gud
Det centrale i sand tilbedelse er den som tilbedelsen bør rettes imod — Gud. Hvad har De lært om Gud? Er De blevet undervist om hans navn? Har De lært hvordan han ser på brugen af religiøse billeder? Læg mærke til hvad Bibelen siger i Salme 83:19: „Du, hvis navn er HERREN [grundteksten: Jehova], er ene den Højeste over al jorden!“ Og i Esajas 42:8 læser vi: „Jeg er [Jehova], så lyder mit navn. Jeg giver ej andre min ære, ej gudebilleder min pris.“
Kan trosretninger der ikke tillægger brugen af Guds navn nogen betydning, da være sande? Mon Han der ikke deler sin ære eller sin pris med gudebilleder, godkender tilbedelsesformer hvis tilhængere bøjer sig for billeder og kysser dem, idet det hævdes at sådanne handlinger blot er en relativ tilbedelse?
Guds søn, Jesus Kristus
Foruden at fremholde sandheden om Gud bør den sande religion også vise menneskene hvordan de på rette måde skal nærme sig Gud i tilbedelse. Om dette har Jesus Kristus sagt: „Jeg er vejen og sandheden og livet; ingen kommer til Faderen uden ved mig.“ (Joh. 14:6) Følgelig må den sande religion fremholde sandheden om Jesus Kristus.
Ingen har vel bedre forudsætninger for at forklare Jesu stilling end Jesus selv. Til sine disciple sagde han: „Hvis I elskede mig, ville I glæde jer over, at jeg går til Faderen; thi Faderen er større end jeg.“ (Joh. 14:28) Efter sin opstandelse fra de døde sagde han til Maria Magdalene: „Rør ikke ved mig; jeg er jo endnu ikke faret op til min Fader. Men gå til mine brødre og sig til dem: Jeg farer op til min Fader og jeres Fader, til min Gud og jeres Gud.“ — Joh. 20:17.
Stemmer disse udsagn med den religiøse lære at Jesus og Gud er lige? Viser de ikke snarere at Jesus anerkendte sin Fader som sin Gud?
Dog vil nogle måske indvende: Er der ikke skriftsteder der omtaler Jesus som lige med Gud?
Et af de steder man henviser til for at underbygge dette er Johannes 14:8, 9. Her står: „Filip siger til ham: ’Herre! vis os Faderen, og det er os nok.’ Jesus siger til ham: ’Så lang en tid har jeg været hos jer, og du har ikke lært mig at kende, Filip? Den, som har set mig, har set Faderen.’“
Hvad mente Jesus da han sagde dette? Det forklarer Bibelen selv. Tidligere havde Jesus sagt: „Som Faderen har lært mig, således taler jeg. . . . han har ikke ladet mig alene, fordi jeg altid gør, hvad der er ham velbehageligt.“ (Joh. 8:28, 29) Jesus var med andre ord trofast i sin fremstilling af Faderen; han talte sin Faders ord og gjorde hans gerninger. Og eftersom Jesus afspejlede sin Faders personlighed til fuldkommenhed, kom disciplene virkelig til at kende Faderen gennem ham.
Guds rige
Noget andet vigtigt som Bibelen lærer os om, er Guds rige. Jesus Kristus og hans apostle gjorde dette til en fremtrædende del af deres budskab, og Jesus forudsagde at ’dette evangelium om Riget skulle prædikes over hele jorden’. (Matt. 24:14) Hvornår hørte De sidst en præst eller prædikant i kristenheden henvise til dette rige som det eneste der kan løse den nuværende verdenskrise?
Mange finder måske dette spørgsmål mærkeligt. De har den opfattelse at Guds rige er en tilstand i ens hjerte. Er det også sådan De har lært? Sammenlign det med hvad Bibelen siger i Daniel 2:44: „I hine kongers dage vil Himmelens Gud oprette et rige, som aldrig i evighed skal forgå, og herredømmet skal ikke gå over til noget andet folk; det skal knuse og tilintetgøre alle hine riger, men selv stå i al evighed.“ Hvad er dette rige som vil knuse alle andre riger? Er det ikke tydeligt at det er en regering, Guds himmelske regering, som ville blive overdraget Jesus Kristus?
Dette får betydningen af Jesu mønsterbøn til at træde frem med stor kraft: „Komme dit rige; ske din vilje på jorden, som den sker i Himmelen.“ (Matt. 6:10) Dette er en bøn om at Guds rige må komme imod dets fjender, fjerne dem og bringe en tid da Guds vilje vil ske „på jorden, som den sker i Himmelen“. Hvad vil det betyde for jorden? Når Guds rige har opnået fuldt herredømme over jordens anliggender, vil intet menneske, og heller intet dyr, ’gøre ondt eller volde mén’. (Es. 11:9) Endvidere vil Gud „tørre hver tåre af deres øjne, og der skal ingen død være mere, ej heller sorg, ej heller skrig, ej heller pine skal være mere; thi det, som var før, er nu forsvundet“. (Åb. 21:4) Hvilket herligt fremtidsperspektiv! Ikke flere læger, ikke flere apoteker, ikke mere medicin, ikke flere hospitaler, ikke flere bedemænd, ikke flere begravelser, ikke flere gravpladser! Ja, og ikke flere forbrydelser, ikke flere politibetjente, ikke flere fængsler! Er det ikke et „evangelium“, en god og glædelig nyhed? Hvis De er tilsluttet en kirke, er det så dette vidunderlige håb Deres kirke henleder folks opmærksomhed på?
Den sande religions principper for livsførelse
At eje den sande religion er ikke kun et spørgsmål om at tro på visse grundsandheder, men også om at handle i overensstemmelse med det man tror og vise sin tro i gerning. Skulle vi ikke forvente at den sande religion ville gøre mennesker til bedre ægtemænd, bedre fædre, bedre hustruer, bedre mødre, bedre børn og bedre naboer? Finder De at dette er tilfældet med kirkemedlemmer De kender? Føler De Dem sikker på at De vil blive behandlet ærligt af en forretningsforbindelse fordi vedkommende står tilsluttet det bestemte religiøse samfund De selv tilhører? Giver den omstændighed at han går i kirke regelmæssigt Dem grund til at tro at han ikke vil lyve for Dem eller prøve at snyde Dem?
Hvis han retter sig efter Bibelen, bør De kunne have denne tillid. Guds ord erklærer: „Aflæg løgn og tal sandhed, hver med sin næste.“ (Ef. 4:25) „Ved I ikke, at uretfærdige ikke skal arve Guds rige? Far ikke vild! hverken utugtige eller afgudsdyrkere eller ægteskabsbrydere eller de, der lader sig bruge til unaturlig utugt, eller de, der øver den, eller tyve eller havesyge, ingen drankere, ingen æreskændere, ingen røvere skal arve Guds rige.“ — 1 Kor. 6:9, 10.
Nu kan nogle naturligvis godt føle at den kirke de tilhører prøver at hjælpe folk til at leve et ordentligt liv, men at der blot er mange som ikke lever op til det. Men hvad foretager man sig i de tilfælde hvor nogen direkte gør det Bibelen fordømmer og ikke viser ønske om at ændre sig? Hvad foretager man sig hvis en præst åbent billiger kønslig umoralitet? Læg mærke til hvad Bibelen siger man bør foretage sig: „Nu skriver jeg til jer, at I ikke skal have samkvem med nogen, som bærer brodernavn, og som dog er utugtig eller havesyg eller afgudsdyrker eller æreskænder eller dranker eller røver, ja, end ikke spise sammen med en sådan. Thi er det min sag at dømme dem, der er udenfor? Er det ikke dem indenfor, I skal dømme? Dem udenfor skal Gud dømme. ’Udstød det onde menneske af jeres kreds.’“ — 1 Kor. 5:9, 11-13.
Er der nogen af de kirkesamfund De kender der udstøder lovløse mennesker af deres kreds? Tror De, i betragtning af den klare vejledning Bibelen giver, at Gud kan finde behag i trossamfund der undlader at gribe ind over for dem der fremturer i synd? Bør den sande religion ikke være nidkær for det at hjælpe mennesker til at leve op til Guds høje normer, fremfor at give efter for den tankegang der præger dem som ikke nærer nogen agtelse for hans ord?
Naturligvis drejer den sande religion sig ikke kun om at undlade at gøre det forkerte. At tilbede Gud på den rette måde indbefatter også at være aktivt optaget af at gøre godt. I særdeleshed har kristne fået befaling til at bære Guds hellige ånds frugt — „kærlighed, glæde, fred, langmodighed, mildhed, godhed, trofasthed, sagtmodighed, afholdenhed [selvbeherskelse, NW]“. (Gal. 5:22, 23) Af disse egenskaber er den største kærligheden, en uselvisk, selvopofrende interesse for andres velfærd. (1 Kor. 13:13) Denne form for kærlighed kendetegner dem der praktiserer den sande religion. Jesus Kristus sagde til sine disciple: „En ny befaling giver jeg jer, at I skal elske hverandre: ligesom jeg har elsket jer, skal også I elske hverandre. Derpå skal alle kende, at I er mine disciple, om I har indbyrdes kærlighed.“ — Joh. 13:34, 35.
Er det denne form for kærlighed De ser komme til udtryk blandt dem De kender som står tilsluttet en kirke i kristenheden? Holder de sig uden for denne verdens konflikter og nægter at være med til at skade mennesker af en anden race eller nationalitet? Er de villige til at ofre tid og kræfter på at hjælpe andre til at få nøjagtig kundskab om Guds hensigter?
Den sande religion må ikke alene fremholde sandheden som den findes i Bibelen, men de der er tilsluttet den må også leve i harmoni med den. I dag findes der en gruppe kristne spredt ud over jorden som virkelig praktiserer sand tilbedelse. I den næste artikel kan De læse om nogle af dem der har sluttet sig til denne gruppe mennesker fordi de på grundlag af Bibelen har set hvad der skal kendetegne den sande religion.