Er din gudsdyrkelse det vigtigste for dig?

 1. Hvad stilles mennesker overfor i dag, og hvilken tankegang fører det til?

FOLK i alle lande oversvømmes med nationalistisk propaganda gennem aviser, blade, radio og fjernsyn. Omgivet som de er af landegrænser og censur tvinges de til kun at tænke på deres eget land og til at ære og dyrke det. Denne påvirkning af tankerne er så godt som alle udsat for.

 2. Nævn nogle af de farer der er forbundet med nationalisme, som omtalt i The Encyclopedia Americana.

² The Encyclopedia Americana siger: „Den nationalistiske indstilling kan fremkaldes og bliver ofte fremkaldt ved propaganda som udspredes af staten eller private personer. Den kan være skabt af ærgerrige ledere som ønsker at indarbejde visse anskuelser som de senere vil udnytte, enten til deres eget formål eller til formål som de mener vil tjene folkets interesser.“a Under overskriften „Irrationel“ siges der videre: „De statslige og borgerlige lederes evne til at sprede nationalismens kim blandt masserne understøttes i høj grad af dens irrationelle karakter. Den yderliggående patriot er i det store og hele uimodtagelig for rationelle argumenter. Selv i frie lande kan det lade sig gøre at han aldrig hører sandheden, især hvis han kun læser tendentiøse aviser eller stiller ind på ensidige, chauvinistiske radiokommentatorer. Det er desuden vanskeligt at se hvordan voksne skal kunne betragte de internationale problemer som deres nation stilles overfor med nogen som helst objektivitet hvis de som børn er blevet påvirket af historiebøger som har anlagt et ensidigt og fordomsfuldt syn.“b

 3. (a) hvilket betimeligt spørgsmål bør vi stille os selv? (b) Hvilken værdi har Bibelen i spørgsmålet om ens gudsdyrkelse?

³ Efter at have analyseret disse udtalelser af verdslige iagttagere kan man passende stille sig selv spørgsmålet: Indtager nationalfølelsen, kærligheden til fædrelandet, førstepladsen i mit liv, min tid og mine tanker, eller kommer min gudsdyrkelse i første række? Lad os huske på at vi også må læse Bibelen. Her lærer vi om Gud, om hvordan vi skal dyrke ham, og her kan vi læse menneskets historie lige fra dets skabelse. Den beskriver endog de tilstande der hersker på jorden i dag og fortæller at vi efter Guds forjættelse kan forvente nye himle og en ny jord hvor retfærdighed skal bo. (2 Pet. 3:13) Hvis Bibelen kan fortælle os alt dette, hvorfor skulle vi så ikke også høre hvad dens forfatter, Jehova, har at sige om mennesket og dets forhold til ham?

 4. Hvilke spørgsmål bør man i den forbindelse stille sig selv?

⁴ Lad os tænke over følgende spørgsmål: Giver det land vi bor i os alt hvad vi har brug for? Har staten givet os solen, månen og stjernerne? Har den skabt de sneklædte bjerge, de skovklædte skråninger, de frugtbare dale, de brusende strømme? Har den frembragt det grønne græs, den friske luft, de rislende bække? Er de ting vi ser når vi står på en skråning og betragter landskabet, de blomstrende frugttræer og de bølgende kornmarker, noget som staten har givet os? Er det den der har skabt vegetationen og kvæget på de tusinde høje? Den har måske haft noget at gøre med jordens opdyrkning, men hvem har skabt himmelen og jorden? Hvem har sørget for at der er mennesker til som kan bebo jorden? Er det ikke Gud der har skabt mennesket med evnen til at forplante sig? Her har staten afgjort ingen indflydelse haft!

 5. Hvordan åbenbarer Bibelen i Apostlenes Gerninger 17:24-27 det arbejde Gud har udført i forbindelse med jorden?

⁵ Læs hvad Gud har ladet nedskrive i sin bog, Bibelen. Det er apostelen Paulus’ ord til athenerne: „Gud, som har skabt verden og alt, hvad der er i den, han, som er Himmelens og jordens Herre, bor ikke i templer, gjorte med hænder, han tjenes heller ikke af menneskers hænder, som om han trængte til noget, han, som jo selv giver alle liv og ånde og alt andet. Og han lod alle folk nedstamme fra ét menneske og lod dem bosætte sig på hele jordens flade, og han fastsatte bestemte tider og landegrænser for dem, for at de skulle søge Gud, om de dog kunne famle sig frem til ham og finde ham, så sandt han ikke er langt fra en eneste af os.“ — Ap. G. 17:24-27.

 6. Hvordan svarede Jesus de hykleriske farisæere der lagde råd op imod ham?

⁶ Gud har givet os „liv og ånde og alt andet“. „Og han lod alle folk nedstamme fra ét menneske.“ Det har nationalismen ikke udvirket, og heller ikke kejseren. De hovmodige jødiske farisæere på Jesu tid prøvede at fange Jesus i ord ved at få ham til at sige noget mod den romerske nationalfølelse. Jesus Kristus havde ry for frimodigt at sige sandheden, og det var altid Guds ord han talte. Farisæerne sagde derfor til ham: „’[Du] lærer sandfærdigt om Guds vej. Har man lov til at give kejseren skat eller ej? Skal vi give eller ikke give?’ Men han gennemskuede deres hykleri og sagde til dem: ’Hvorfor stiller I fælde for mig? Ræk mig en denar, for at jeg kan se den.’ De rakte ham en, og han siger til dem: ’Hvis er det billede og den indskrift?’ De svarede ham: ’Kejserens’. Da sagde Jesus til dem: ’Giv kejseren, hvad kejserens er, og Gud, hvad Guds er!’“ — Mark. 12:14-17.

 7, 8. (a) Hvad erkendte Jesus, selv om han ikke var imod en regering der opretholdt lov og orden? (b) Hvilket spørgsmål bør vi atter stille os selv eftersom Jehova Gud er den store Førsteårsag?

⁷ Jesus var ikke imod en regering der opretholdt lov og orden, heller ikke imod at man betalte skat. Men de styrende må også anerkende at der er visse ting der tilhører Gud. Ikke alt er kejserens! Husk at det er Jehova der skabte mennesket og satte det på jorden. Den almægtige Gud Jehova sagde: „Lad os gøre mennesker i vort billede, så de ligner os, til at herske over havets fisk og himmelens fugle, kvæget og alle vildtlevende dyr på jorden og alt kryb, der kryber på jorden!“ Og Gud sagde til manden og kvinden efter at han havde skabt dem: „Jeg giver Eder alle urter på hele jorden, som bærer frø, og alle træer, som bærer frugt med kærne; de skal være Eder til føde.“ — 1 Mos. 1:26, 29.

⁸ Det er Jehova Gud der har tilvejebragt alt dette til menneskene. Der var en overflod af det alt sammen før der overhovedet var nogen nationer, ja før der var noget der hed nationalisme. Vi spørger derfor atter: Kommer din gudsdyrkelse i første række? Det burde den gøre!

 9. Hvordan indvirkede den romerske nationalisme på jøderne på Jesu tid?

⁹ For nitten hundrede år siden var de nationalistiske jøder underlagt det romerske styre og forkastede definitivt deres Gud, Jehova, ligesom de forkastede hans søn, Jesus Kristus. Efter at jøderne havde overgivet Jesus, som de havde taget til fange, til Pilatus, lod denne Jesus føre ud foran mængden og sagde så til jøderne: „Se, her er jeres konge!“ „De råbte nu: ’Bort, bort med ham! korsfæst ham!’ Pilatus siger til dem: ’Skal jeg korsfæste jeres konge?’ Ypperstepræsterne svarede: ’Vi har ingen anden konge end kejseren.’“ (Joh. 19:13-15) Disse jøder afslørede her en yderst nationalistisk ånd. De havde forkastet og glemt deres Gud og kastet vrag på hans søn, der forkyndte dem sandheden.

10. (a) Hvordan har Gud til trods herfor vist sin kærlighed? (b) Hver kan Kristi efterfølgere vente at komme ud for?

¹⁰ Dette mindskede dog ikke Jehovas kærlighed til menneskene. „Thi således elskede Gud verden [menneskeverdenen], at han gav sin Søn den enbårne, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv.“ (Joh. 3:16) Ingen hersker, ikke engang kejseren, har kunnet give mennesker evigt liv. Det budskab Jesus forkyndte under sin tre og et halvt års tjenestegerning var et budskab om liv for alle mennesker ved Guds rige, men de nationalistisk indstillede blandt jøderne lyttede ikke til ham. De ville ikke have noget at gøre med Guds rige. De der lyttede til Jesu budskab og troede på det, tog det selv op og forkyndte den gode nyhed om Guds rige, men mødte megen modstand. Til sidst havde de også regeringen imod sig. Jesus havde i forvejen advaret dem om hvad der ville ske hvis de blev hans efterfølgere. Han havde sagt til dem: „De [skal] lægge hånd på jer og forfølge jer og overgive jer til synagoger og kaste jer i fængsler, og I skal føres frem for konge og landshøvdinger for mit navns skyld. Det skal give jer lejlighed til at vidne.“ — Luk. 21:12, 13.

11. Hvad udtalte en jøde som satte sin gudsdyrkelse højere end nationalfølelsen?

¹¹ Hverken jøderne eller romerne brød sig om det gode budskab som de kristne forkyndte. Skønt jøde af fødsel satte apostelen Paulus dog kristendommen og tilbedelsen af Gud foran nationalfølelsen. Han overgav sit liv i Jehova Guds hånd. Af den grund kunne han sige: „Derfor er jeg vel til mode under magtesløshed, under mishandlinger, i nød, under forfølgelser, under ængstende kår for Kristi skyld; thi når jeg er magtesløs, da er jeg stærk.“ (2 Kor. 12:10) Paulus havde et arbejde at udføre, og det helligede han sig! Han vidste at hans evige liv ikke afhang af om han tjente en nation eller dens hersker. Det evige liv kom fra Jehova Gud gennem den foranstaltning Han havde truffet. Paulus troede på de ord Jesus havde udtalt: „Jeg er vejen og sandheden og livet.“ — Joh. 14:6.

Ikke bange for døden

12. Hvilken trøst giver Bibelen dem der kan blive stillet over for døden for ikke at ville tilbede staten?

¹² I tidens løb er mange kristne blevet slået ihjel fordi de ikke har villet tilbede staten. Man mener at Paulus blev halshugget i Rom. De kristne har ikke været bange for at dø, for de vidste at Gud er livets Giver og de kendte Jesu ord: „Frygt ikke for dem, som dræber legemet, men ikke kan dræbe sjælen; frygt snarere for ham, som kan ødelægge både sjæl og legeme i [Gehenna].“ — Matt. 10:28.

13. (a) Hvorfor er det nødvendigt med en god regering? (b) Hvordan viste Peter og apostlene at det ikke betyder at man skal tilbede staten?

¹³ En regering er en nødvendig og god ting når den tjener folkets interesser, men undertrykker den folket, må det lide. En god regering er nødvendig, især i dag da der er over 3.200.000.000 mennesker i verden. Men har regeringen krav på folkets tilbedelse? Er enhver loyalitetsfølelse som folket måtte nære, underordnet loyaliteten mod staten? Hvad sker der hvis menneskers love kolliderer med Guds love? Dette spørgsmål måtte apostlene besvare over for sanhedrinet. „Da svarede Peter og de andre apostle og sagde: ’Man bør adlyde Gud mere end mennesker.’“ På grund af denne hengivenhed og loyalitet mod Jehova Gud lod rådet dem „piske og forbød dem at tale i Jesu navn“. Hvad gjorde de så? „Hver dag blev de ved med i templet og fra hus til hus uden ophør at undervise og forkynde den gode nyhed om Kristus, Jesus.“ (Ap. G. 5:29, 40, 42; vers 42 efter NW) Selv om en regering er nødvendig kan den ikke standse og har heller ingen ret til at standse forkyndelsen af sandheden, der er en god nyhed for alle folk.

14-16. (a) Hvordan er nationalfølelsen opstået? (b) Hvad er resultatet blevet efter mange hundrede års forløb?

¹⁴ Men hvordan er nationalfølelsen opstået? En gruppe mennesker, som regel en familie der er underlagt det samme familieoverhoved, lever i nært samfund med hinanden og har en dyb følelse af at de hører sammen. De har de samme vaner og den samme livsform. De er loyale over for gruppen og ønsker at alle i den skal bidrage til alles velfærd. Der er absolut intet forkert i at mennesker holder af hinanden, at de gerne vil nyde hinandens selskab og at de er interesserede i hinandens velfærd. Det er en gudgiven befaling at man skal elske sin næste som sig selv.

¹⁵ Men efterhånden som gruppen bliver større begynder visse personer at tale store ord om den patriotiske følelse. De fortæller de øvrige at deres gruppe er alle andre grupper overlegen, og gruppens overhoved prøver at bevise sin gruppes overlegenhed ved aggressioner og erobringer. Fuldstændig uden hensyn til om andre i gruppen skulle tænke anderledes og gerne vil leve efter Bibelens bud prøver anføreren at tvinge alle i gruppen til at samles om ham og hylde et menneskegjort tegn, et flag, et billede eller et symbol på gruppens livsform. Når det sker er nationalfølelsen blevet drevet for vidt. Gudfrygtige mennesker véd at Jehova „lod alle folk nedstamme fra ét menneske“ og vil derfor ikke deltage i nogen tilbedelse af staten gennem de symboler den opstiller. Da må mindretallet lide for ikke at følge trop med flertallet. Jesus og hans apostle udgjorde et sådant mindretal, men de gjorde det der var rigtigt.

¹⁶ Andre faktorer som har været årsag til nationalfølelse og nationalisme er sprog, race, religion, landegrænser og politiske anskuelser samt økonomiske faktorer. Betragter vi verdenshistorien nøjere kan vi se at mange nationale grupper har deres oprindelse i meget små grupper. Ja, hele den menneskelige familie nedstammer fra Noas tre sønner, Sem, Kam og Jafet, der overlevede Vandfloden sammen med Noa. Bibelen erklærer tydeligt at „fra dem stammer hele jordens befolkning“. (1 Mos. 9:19) Først var der familier, så stammer, og senere kom bysamfundene. Således opstod Nimrods rige. (1 Mos. 10:9, 10) I århundredernes løb har store nationer bredt sig over vældige landområder og erobret andre nationer. På den måde er de store verdensriger opstået, Ægypten, Assyrien, Babylon, Medo-Persien, Grækenland og Rom. I nyere tid har vi set mange nationer trænge sig frem i forgrunden. Vi husker Italiens Mussolini, som ønskede at erobre visse områder i Afrika. Han gik i forbund med Tysklands Hitler, som prøvede at erobre hele Europa, Asien og Afrika. Ja, han ville være hele verdens hersker. Han viste sig at være en kæmpebøddel! Efter at hans planer om at erobre verdens nationer var strandet, har mange nationale grupper søgt uafhængighed og givet udtryk for den største patriotisme og loyalitet mod visse af deres ledere.

17. Hvordan er det gået med nationalismen siden den anden verdenskrig?

¹⁷ „Stridigheder“ har været den stående overskrift i aviserne lige fra året 1914 til i dag. Aggressive nationalister har krævet visse rettigheder og landområder til visse befolkningsgrupper. Således er nye regeringer opstået. I de sidste fire år er der alene i Afrika oprettet fireogtyve nye lande, og siden den anden verdenskrig har dette kontinent frembragt seksogtredive nye stater.c The Encyclopedia Americana siger følgende: „Siden den anden verdenskrig har nationalismen fortsat spillet en fremtrædende rolle i hele verden. Hitlers metoder videreførtes af Josef Stalin, der viste sig at tage udmærket ved lære af den fascistiske nationalisme.“d Om nationalismen siger Americana imidlertid: „I de tidligste tider var menneskets loyalitetsfølelse først og fremmest rettet mod dets religion. I dag har nationen overtaget religionens plads.“e

18, 19. (a) Definér hvad nationalisme er. (b) Hvad har en yderliggående nationalisme ført til?

¹⁸ Bladet Time for 7. december 1962 udtalte på side 20: „Middelalderens lensmænd svor kongen, ikke landet, troskab, og franske baroner som kæmpede på de indtrængende engelske kongers side blev betragtet som tro vasaller og ikke som landsforrædere. Således siger historikeren Carlton Hayes: ’Nationalitetsbevidsthed har altid eksisteret. Patriotisme har eksisteret længe, enten begrænset til en lokalitet eller udstrakt til et helt rige. Men sammensmeltningen af patriotisme og nationalitetsbevidsthed og den nationale patriotismes magt til at byde over enhver anden loyalitetsfølelse — hvilket er nationalisme — er et moderne, meget moderne, fænomen.’

¹⁹ Nationalisterne erfarede at deres idé rummede kimen til såvel godt som ondt. Nationen krævede den højeste loyalitet af sine borgere, hævdede at den var alle andre nationer overlegen og avlede stolthed over nationens særpræg og fremtidsmål. Disse ideer i en yderliggående form spillede ind i den første verdenskrig, og, i en helt forvrænget form, slap de den nazistiske terror løs over verden og fyldte jorden med døde.“

20. Hvornår bliver den nationale følelse så stærk at den byder over alle andre loyalitetsfølelser?

²⁰ Forfatteren Carlton Hayes, der for øvrigt er katolik, fremsætter i sin bog Nationalism: A Religion følgende iagttagelse på side 10: „Nationalismen har som enhver anden følelse forskellige grader. Vor loyalitet mod vor nationalitet og den nationale stat vil i visse tilfælde rette sig efter andre loyalitetsfølelser — mod familien, mod kirken, mod menneskeheden, mod internationalismen — og vil følgelig i tilsvarende grad være begrænset af dem. Men nationalfølelsen kan på den anden side også overskygge enhver anden loyalitetsfølelse og byde over den. Dette er især tilfældet hvor den nationale følelse smelter sammen med den religiøse følelse, og nationalismen selv bliver en religion eller en erstatning for religion.“

Kristendom og nationalisme

21, 22. (a) Kan nationalisme og kristendom forenes? (b) Hvad har kristenheden gjort for at gennemtvinge en sådan forening, og hvad er følgen blevet?

²¹ Men lad os med det samme slå én ting fast: Kristendom og nationalisme kan ikke forenes. Kristus Jesus prøvede ikke på at gøre det. Men hvad gør kristenheden i dag? Såvel katolikker som protestanter går ind for nationalismen og støtter hver især deres land. Man ser endog katolske og protestantiske præster deltage i valgkampagner for politiske ledere, og nogle søger endog selv politiske embeder. I krigstid opmuntrer præsterne de unge mænd i ét land til at deltage i mord på deres egne trosfæller i et andet land, selv om Bibelen, som de hævder danner grundlaget for deres tro, siger at man ikke må slå ihjel.

²² Hvad har præsterne dermed gjort sig selv til, og hvad har de gjort deres sognebørn til? Jakob, en af Jesu Kristi disciple, sagde: „I utro [I ægteskabsbrydersker, NW]! ved I ikke, at venskab med verden er fjendskab med Gud? Den, der gerne vil være verdens ven, gør sig altså til Guds fjende.“ (Jak. 4:4) Det er ikke svært at se hvor deres loyalitetsfølelse er. Åbenbart forstår de ikke at enten er man tro mod den ene og hader den anden, eller også hader man den ene og er tro mod den anden. Det var Jesus der sagde dette: „Ingen kan tjene to herrer; han vil jo enten hade den ene og elske den anden eller holde sig til den ene og ringeagte den anden. I kan ikke tjene både Gud og mammon.“ (Matt. 6:24) Bekender man sig til kristendommen må man gøre sig klart hvad der indtager førstepladsen i ens liv. Man har ret til selv at vælge. Men har man også ret til at fordømme og straffe en anden kristen som foretrækker Skaberen som Herre fremfor staten?

23. Hvordan bør den kristnes indstilling være til det der er Jehovas vilje?

²³ En kristen der har indviet sig til at gøre Jehovas vilje må gøre det Jehova befaler ham at gøre. Jehova har åbenbaret sig selv og sin vilje gennem sit skrevne ord, Bibelen. Jo mere kendt man bliver med dette skrevne ord, jo bedre forstår man hvad man bør gøre. Jesus — og apostlene og de første kristne — tog ikke standpunkt imod Rom, men for Jehova, den Herre de havde valgt sig. Han var deres Gud. Andre mennesker, flertallet, valgte kejseren. Det havde de ret til. Men hvorfor forfølge mindretallet, dem der troede på Gud og tilbad ham?

24. Hvordan forholder det sig med næstekærligheden når man også skal være loyal mod Gud?

²⁴ Der kommer en tid i ethvert menneskes liv da det må afgøre hvem det vil vise loyalitet imod. At man er loyal mod Jehova betyder ikke at man er uvenlig over for sin næste, end ikke over for det land hvori man er født. Jesus lærte at vi skulle elske både vor Fader som er i himmelen og vor næste. (Luk. 10:27) Men det betyder ikke at vi skal gøre det samme som vor næste gør. Jesus sagde i sin bjergprædiken: „I har hørt, at der er sagt: ’Du skal elske din næste og hade din fjende.’ Men jeg siger jer: elsk jeres fjender og bed for dem, som forfølger jer, så I må vorde jeres himmelske Faders børn; thi han lader sin sol stå op både over onde og gode og lader det regne både over retfærdige og uretfærdige.“ (Matt. 5:43-45) Man har altså lov til at elske sin næste, ja endog sin fjende, men det betyder ikke at man skal gøre de onde gerninger som han gør.

Et eksempel fra historien

25, 26. Hvilket tidspunkt vil vi nu gå tilbage til for at finde et egnet eksempel på hvem man skal vise størst loyalitet, Gud eller staten, og hvilke personer optræder i denne beretning?

²⁵ Lad os et øjeblik gå tilbage til året 617 f.v.t. I det år førte Babylons konge, Nebukadnezar, mange israelitter som fanger til Babylon. Han udvalgte nogle af de unge israelitter der var af kongelig byrd til at gennemgå en særlig uddannelse ved sit hof. Kun de bedste blev udvalgt, mænd som havde et smukt ydre, var vel bevandrede i al visdom, og som var kundskabsrige og lærenemme. De skulle lære at tale og skrive det kaldæiske sprog. Og for at de kunne få en god forplejning indtil de efter tre års forløb skulle træde i kongens tjeneste tildelte kongen dem „deres daglige kost af sin egen mad og af den vin, han selv drak“. — Dan. 1:1-5.

²⁶ Blandt disse særligt udvalgte var fire drenge, sandsynligvis i alderen fra fjorten til atten år. De var af Juda stamme, og deres navne var Daniel, Hananja, Misjael og Azarja. Hvert af disse navne havde en interessant betydning: Daniel betød „Gud er Dommer“; Hananja, „Jehova har begunstiget“; Misjael, „Hvem er hvad Gud er?“ Azarja, „Jah er Vogter“. Nu blev disse navne ændret, og det hang uden tvivl sammen med kongens ønske om at drage disse unge mænd bort fra deres Gud og få dem til at tænke som kaldæere og ikke som hebræere. Daniels navn blev ændret til Beltsazzar, der betyder „Bels Fyrste“ eller „Herrens Fører“. Hananjas navn blev ændret til Sjadrak, hvis betydning er dunkel, men nogle mener at det betyder „Akus Tjener“ (Aku var måneguden), Misjael blev kaldt Mesjak. Dette navns betydning er ukendt, men ifølge én tradition skal det være navnet på en babylonisk guddom. Azarjas navn ændredes til Abed-Nego, der betyder „Negos [eller Merkurs] Tjener“. De skulle altså ikke længere være tjenere for Jehova men for andre guder. Medførte forandringen af deres navne nu en ændring af dem selv? — Dan. 1:6, 7.

27, 28. (a) Medførte ændringen af disse mænds navne at de ændrede deres gudsdyrkelse? (b) Hvordan viste de at de end ikke med det de spiste ville overtræde Guds lov, og hvad resulterede det i?

²⁷ Disse unge mænd følte sig ikke smigret over denne forandring af deres navne eller over den særlige opmærksomhed der vistes dem fra kongens side. De forblev trofaste mod den almægtige Gud, Jehova. Selv om de var i fangenskab i Babylon ønskede de fortsat at leve efter Guds lov som den var nedskrevet i hans ord. „Daniel satte sig for, at han ikke ville gøre sig uren med kongens mad eller den vin, kongen drak.“ (Dan. 1:8) Sammen med sine tre venner forlangte han blot at få grøntsager at spise og vand at drikke. Han måtte ligefrem forhandle med den hofmand der bragte dem maden, men overtalte ham omsider til at bringe den simple kost de forlangte i et tidsrum af ti dage. Daniel og de andre unge mænd tænkte uden tvivl på ordene fra Femte Mosebog 6:4-7: „Hør, Israel! [Jehova] vor Gud, [Jehova] er een. Og du skal elske [Jehova] din Gud af hele dit hjerte, af hele din sjæl og af hele din styrke. Disse bud, som jeg pålægger dig i dag, skal du tage dig til hjerte; og du skal indprente dine børn dem og tale om dem, både når du sidder i dit hus, og når du vandrer på vejen, både når du lægger dig, og når du står op.“

²⁸ De kendte de ti bud og Jehovas forskrifter for hvad jøderne måtte spise. I deres sind stod Moses’ ord indprentet: „Og nu, Israel! Hør de anordninger og lovbud, som jeg vil lære Eder at holde, for at I kan blive i live.“ (5 Mos. 4:1) De nærede afsky for uren og forbudt føde. De afslog at spise kød og drikke vin der øjensynlig havde været ofret til afguder, og spiste grøntsager, og „da de ti dage var omme, så de bedre ud og var ved bedre huld end alle de unge mænd, som spiste kongens mad“. (Dan. 1:15) Dette behagede naturligvis den hofmand der havde opsyn med Daniel, Hananja, Misjael og Azarja. Det behagede også Jehova, for „disse fire unge mænd gav Gud kundskab og indsigt i al skrift og visdom; Daniel forstod sig også på alle hånde syner og drømme“. — Dan. 1:17.

29, 30. Ændrede deres forfremmelse og de gaver de modtag noget ved deres indtilliing og deres loyalitet mod Jehova Gud?

²⁹ Under deres tre års uddannelse lærte de det kaldæiske sprog og de andre ting de fik undervisning i, men de glemte aldrig deres Gud og de ting de havde lært i Juda vedrørende Jehovas love. End ikke da de fremstilledes for kongen lod de sig imponere af det. Daniel tydede ved Guds hjælp drømme og modtog mange gaver af kongen. Han blev sat over landsdelen Babel og blev gjort til overherre over alle Babels vismænd; men heller ikke dette steg Daniel til hovedet. Hans loyalitet mod Jehova indtog stadig førstepladsen.

³⁰ Daniel indtog nu en høj stilling, og „på Daniels bøn overdrog kongen Sjadrak, Mesjak og Abed-Nego at styre landsdelen Babel, medens Daniel selv blev i kongens gård“. (Dan. 2:49) Disse fire jødiske mænd holdt sig nær til hinanden, også i deres gudsdyrkelse. Dog tog de vare på deres tildelte opgaver, for de var fanger i Babylon. Imidlertid var disse fire unge mænd, der sad inde med så stor kundskab og havde fået en så ansvarsfuld stilling betroet, ikke til sinds at blive nationalister, glemme deres kærlighed til Gud og give sig til at tilbede staten. De ville ikke give den mere end det der tilkom den, og de ville afgjort ikke give den noget der tilkom Gud.

31. Hvilken prøve ville disse fire hebræere en dag blive stillet på, og hvilke spørgsmål skulle da afgøres?

³¹ Alle Jehova Guds tjenere vil før eller senere blive stillet på prøve. Jesus sagde til de kristne vidner for Jehova at de ville blive udsat for modstand og forfølgelse. Det skete også for disse fire unge hebræere; en dag blev deres loyalitet og hengivenhed stillet på prøve. Hvem ville de nu vise sig loyale overfor, Gud eller staten? Ville de tilbede nationen og fornægte deres Gud? Ville de bøje sig for staten og tilbede den hvis det blev et spørgsmål om liv eller død? Den bibelske beretning i Daniels bog, kapitel tre, giver os svaret.

Stillet over for et valg

32. Hvordan tog begivenhederne form i Babylon henimod afholdelsen af en sådan prøve?

³² Kong Nebukadnezar lod fremstille en vældig billedstøtte af guld. Den var tresindstyve alen høj (30 meter) og seks alen bred (3 meter). Den blev opstillet på Durasletten i landsdelen Babel, cirka et hundrede kilometer syd for Babylon. „Så sendte kong Nebukadnezar bud for at sammenkalde satraper, landshøvdinger, statholdere, overdommere, skatmestre, lovkyndige, dommere og alle andre embedsmænd i landsdelen, at de skulle komme til stede, når billedstøtten, som kong Nebukadnezar havde ladet opstille, blev indviet.“ (Dan. 3:1, 2) Denne befaling gjaldt naturligvis også Sjadrak, Mesjak og Abed-Nego, der var sat til at styre landsdelen Babel.

33. (a) Hvad var det Djævelens hensigt at få de tre unge hebræere til at gøre, og hvordan lød kongens betaling? (b) Hvilken interessant iagttagelse forekommer i fodnoten, hentet fra pjecen Our Flag?

³³ Dette var et overlagt forsøg fra Satan Djævelens, Babylons egentlige guds, side på at få disse tre hebræere til at bøje sig tilbedende for staten, statens billede, det være sig et monument, en standart eller et flag.f Guldbilledstøtten repræsenterede det babyloniske rige. Alle som var sat til at bestyre de lande som Nebukadnezar havde undertvunget skulle indfinde sig der samtidig og bøje sig for dette billede. Den babyloniske nationalisme blev påtvunget judæerne, assyrerne, ægypterne og alle de andre som Nebukadnezar havde underlagt sig. De samledes her. „Så råbte en herold med høj røst: ’Det tilkendegives Eder, I folk, stammer og tungemål: Når I hører horn, fløjter, citre, harper, hakkebrætter, sækkepiber og alle hånde andre instrumenter klinge, skal I falde ned og tilbede guldbilledstøtten, som kong Nebukadnezar har ladet opstille. Og den, som ikke falder ned og tilbeder, skal øjeblikkelig kastes i den gloende ovn.’“ (Dan. 3:4-6) Befalingen lød altså: Bøj jer for billedstøtten, tilbed staten! Nationalisme! Alle folkeslag, alle embedsmænd, store som små, skulle nu tilbede det som Jesus kaldte kejseren eller hans billede. Det var nationalisme!

34, 35. Hvordan klarede de tre hebræere den prøve de blev stillet på, og hvilken befaling fra Gud må de have haft i tanke?

³⁴ Men se! Tre mænd blev stående! De bøjede sig ikke! Kan man forestille sig det? Disse tre mænd var sammen med alle de øvrige gået til Durasletten på kongens befaling, men de bøjede sig ikke. Hvorfor ikke? De gik så langt som de kunne. De samledes med de andre, men nu kom prøven. De traf det rette valg. De tre judæere, Sjadrak, Mesjak og Abed-Nego, mindedes de ord Jehova havde talt til Moses:

³⁵ „Jeg er [Jehova] din Gud, som førte dig ud af Ægypten, af trællehuset. Du må ikke have andre guder end mig. Du må ikke gøre dig noget udskåret billede eller noget afbillede af det, som er oppe i himmelen eller nede på jorden eller i vandet under jorden; du må ikke tilbede eller dyrke det, thi jeg [Jehova] din Gud er en nidkær Gud, der indtil tredje og fjerde led straffer fædres brøde på børn af dem, som hader mig, men i tusind led viser miskundhed mod dem, der elsker mig og holder mine bud! Du må ikke misbruge [Jehova] din Guds navn, thi [Jehova] lader ikke den ustraffet, der misbruger hans navn!“ — 2 Mos. 20:1-7.

36. Hvem satte de deres lid til?

³⁶ Det forstod disse tre hebræere. De viste deres Gud absolut hengivenhed. De ville ikke bøje sig for eller tilbede et menneskegjort billede eller symbol. De elskede livet og stolede på at deres Gud kunne frelse dem. Men hvis de ikke blev bevaret i live, så havde de heller ingen grund til at frygte døden, for de troede på en opstandelse fra de døde. Da Nebukadnezar hørte hvad der var sket blev han optændt af vrede og beordrede at de skulle tages i forhør.

37. Hvad skete der efter at mændene var blevet ført frem for kongen?

³⁷ De tre hebræere blev nu ført frem for Nebukadnezar og han sagde til dem: „Er det oplagt råd, Sjadrak, Mesjak og Abed-Nego, at I ikke dyrker min gud eller tilbeder guldbilledstøtten, som jeg har ladet opstille?“ (Dan. 3:14) Det foruroligede kongen at disse dygtige embedsmænd ikke ville følge trop og gøre denne lille ting, ’bare bøje sig’, det var alt. Nebukadnezar sagde derfor at han ville give dem en chance til. Hans ord lød: „Nu vel, hvis I er rede til, når I hører horn, fløjter, citre, harper, hakkebrætter, sækkepiber og alle hånde andre instrumenter klinge, at falde ned og tilbede billedstøtten, som jeg har ladet lave, så er alt godt; men gør I det ikke, skal I på stedet kastes i den gloende ovn. Og hvilken gud er der, som da kan fri Eder af mine hænder?“ — Dan. 3:15.

38. Tøvede de tre hebræere med at udtale deres beslutning efter at de havde fået en ny chance til at bøje sig, og hvordan svarede de kongen?

³⁸ De tre hebræere tøvede ikke et øjeblik med at træffe deres valg. De havde truffet deres beslutning. Fra de var ganske unge, fra det øjeblik de fik deres underhold i kongens skole for adelsmænd vidste de hvem de ville tjene. De havde ikke villet bryde Jehovas love vedrørende føden. Ville de nu bryde hans lov vedrørende billeddyrkelse? Uden tøven svarede Sjadrak, Mesjak og Abed-Nego kong Nebukadnezar: „Det har vi ikke nødig at svare dig på! Sker det, så kan vor Gud, som vi dyrker, fri os af den gloende ovn, og han vil fri os af din hånd, o konge; men hvis ikke, så må du vide, o konge, at din gud dyrker vi dog ikke, og guldbilledstøtten, som du har ladet opstille, tilbeder vi ikke!“ — Dan. 3:16-18.

39. Hvem har givet et lignende svar og således hævdet den sande tilbedelse?

³⁹ Hvilken tro! Hvilken loyalitet! Hvor har vi siden da mødt en lignende beslutsomhed? Husker vi da Satan prøvede at få Jesus til at ’kaste sig ned og tilbede ham’? Jesus tøvede heller ikke med sit svar. „Da siger Jesus til ham: ’Vig bort, Satan! thi der står skrevet: „Du skal tilbede Herren din Gud og tjene ham alene.“’“ — Matt. 4:8-10.

Frelse for de trofaste

40-42. Beskriv de dramatiske begivenheder der herefter oprulledes for Nebukadnezars øjne, og det endelige udfald af sagen.

⁴⁰ Nebukadnezar vidste udmærket hvem disse tre hebræere tilbad. Men ville de nu give efter for det pres de blev udsat for når de stod bundet, rede til at blive kastet i den gloende ovn? Ville de da blive nationalistiske og bøje sig for staten? Ville de prøve at tjene to herrer? Ville de give staten noget som ikke tilkom den?

⁴¹ Disse tre mænd ’frygtede ikke for dem som dræber legemet, men ikke kan dræbe sjælen’. Nej, som de kristne i dag der værdsætter det eksempel som disse tre hebræere satte, frygtede de for ham „som kan ødelægge både sjæl og legeme i [Gehenna]“. (Matt. 10:28) De så hvordan Nebukadnezar optændtes af harme over for dem og hvordan hans ansigtsudtryk ændredes. Han befalede at de skulle kastes i den gloende ovn, der nu var gjort syv gange hedere, og så blev de kastet i denne ovn der var ophedet så stærkt at de mænd der kastede dem derned selv blev brændt ihjel af flammerne.

⁴² Da så Nebukadnezar noget der fyldte ham med rædsel. Han rejste sig hastigt og sagde: „Var det ikke tre mænd, vi kastede bundne i ilden?“ De omkringstående sagde: „Jo, det var, konge!“ Nebukadnezar sagde ophidset videre: „Men jeg ser fire mænd gå frit om i ilden, og de har ingen skade taget; og den fjerde ser ud som en gudesøn.“ Så råbte Nebukadnezar til de tre mænd i ilden og befalede dem at komme ud. Sjadrak, Mesjak og Abed-Nego trådte så ud af ilden. Det var virkelig forbløffende! Ilden havde ikke haft nogen magt over deres legemer, ikke et hår på deres hoveder var blevet svedet. Selv deres kapper var uskadte, og der var ingen brandlugt ved dem! Disse mænd havde virkelig gennemgået en prøve og havde bevist deres trofasthed. — Dan. 3:24-27.

43. Med hvilke ord erkendte Nebukadnezar Jehovas magt til at frelse?

⁴³ Denne oplevelse havde rystet Nebukadnezar i hans inderste, for han sagde: „Lovet være Sjadraks, Mesjaks og Abed-Negos Gud, der sendte sin engel og friede sine tjenere, som i tillid til ham overtrådte kongens bud og hengav deres legemer for at undgå at dyrke eller tilbede nogen anden gud end deres egen! Hermed påbyder jeg, at den, der i noget folk, nogen stamme og noget tungemål siger noget ondt om Sjadraks, Mesjaks og Abed-Negos Gud, skal hugges sønder og sammen, og hans hus skal gøres til en skarndynge; thi der gives ingen anden gud, som således kan frelse.“ (Dan. 3:28, 29) Tror vi det samme?

[Fodnoter]

Stjernen står som et symbol på himmelen og det guddommelige mål som mennesket har higet imod fra tidernes morgen; striben står som et symbol på de lysstråler der udgår fra solen. Begge symboler har længe været brugt på nationernes flag, lige fra de gamle ægyptiske og babyloniske stjernetilbederes bannere til Cortez’ spanske conquistadorers tolvstjernede flag. Stadig yndede figurer bredte de sig til Hollands og det vestindiske kompagnis stribede faner i det 17. århundrede og til de nuværende flag med striber og stjerner som bruges af adskillige lande i Europa, Asien, og Nord- og Sydamerika.“

På side 23 siges der: „Forsvarsministeren, Washington, 28. december 1959, OUR FLAG (DOD Pam 5-6a) — Denne officielle pjece, som er udgivet af forsvarsministeriet, er beregnet til brug for militærets personel. [Underskrevet] Thomas S. Gates. Udgivet af the Office of Armed Forces Information and Education, Department of Defense, Washington 25. D.C.“

[Illustration på side 149]

„Din gud dyrker vi dog ikke, og guldbilledstøtten, som du har ladet opstille, tilbeder vi ikke!“ — Dan. 3:18.