Jehovas tjenere er anderledes
„Ophør med at lade jer forme efter denne tingenes ordning, men bliv forvandlet gennem en fornyelse af jeres sind, for at I kan forvisse jer om hvad der er Guds gode, velbehagelige og fuldkomne vilje.“ — Rom. 12:2, NW.
1, 2. (a) Hvilken tilbøjelighed hos det ufuldkomne menneske må de kristne være på vagt over for, og hvorfor? (b) Hvilken forskel var der mellem Jehovas tanker og veje og Israels tanker og veje på Esajas’ tid, og hvorfor var der denne forskel?
DET ufuldkomne menneske har mange tilbøjeligheder som den kristne må være på vagt over for, blandt andet tilbøjeligheden til gerne at ville være populær, være afholdt af andre uanset hvem det måtte være. På grund af denne tilbøjelighed er de fleste mennesker blevet fanget i ensretningens snare, idet de giver efter for eller retter sig efter deres omgangsfællers meninger og adfærd. Alle som gerne vil behage Jehova Gud og opnå det evige liv i hans retfærdige ordning med nye himle og en ny jord, må passe på at de ikke giver efter eller bukker under for dette pres som søger at ensrette dem. Hvorfor? Fordi, som Jehova sagde til et frafaldent folk på profeten Esajas’ tid: „Mine tanker er ej eders, og eders veje ej mine, lyder det fra [Jehova]; nej, som himlen er højere end jorden, er mine veje højere end eders og mine tanker højere end eders.“ — Es. 55:8, 9.
2 „Som himlen er højere end jorden“ — hvilken umådelig forskel! Ja, det er faktisk den største forskel man kan tænke sig. Hvad var grunden til denne store forskel mellem Jehova og hans folk? Folket var holdt op med at øve ret, at vise kærlighed og at vandre ydmygt med sin Gud. (Mika 6:8) Det gik i stedet den modsatte vej og lod sig ensrette efter de omboende folkeslag, både med hensyn til gudsdyrkelse og moralsk adfærd.
3. Hvordan kom ønsket om at være som andre folk til udtryk i begyndelsen af Israels historie?
3 På et tidligt tidspunkt i deres historie som nation viste israelitterne sig tilbøjelige til at rette sig efter de omboende folkeslag. Mens Moses var oppe på Guds bjerg i fyrre dage antog israelitterne hedensk gudsdyrkelse og øvede hedensk tøjlesløshed. (1 Kor. 10:7) Og aldrig så snart var Josua og de ældste som overlevede ham og som havde set „hele det storværk, [Jehova] havde øvet for Israel“, døde, før Israels børn „forlod [Jehova] og dyrkede Ba’al og Astarte“. (Dom. 2:7-13) Og på dommeren Samuels tid insisterede israelitterne på at blive som de omboende folkeslag, idet de ville have en synlig konge: „Vi vil have det som alle de andre folk; vor konge skal dømme os og drage ud i spidsen for os og føre vore krige!“ Jehova opfyldte ganske vist deres ønske, men han fandt ikke behag i at gøre det. — 1 Sam. 8:7, 20; Hos. 13:11.
4, 5. (a) Hvorfor kan Jehovas tjenere ikke behage Jehova og samtidig rette sig efter verden omkring dem? (b) Hvilket råd giver Paulus derfor meget betimeligt de kristne?
4 Hvordan kan Jehovas tjenere være som de folk der omgiver dem, og samtidig behage Jehova? Har hele verden, lige fra dengang Adam og Eva syndede og blev udvist af Eden og frem til vor tid — med undtagelse af nogle få år efter Vandfloden — ikke været i den Ondes vold, i hænderne på Satan Djævelen, som er „denne verdens gud“? Jo, det er helt sikkert! Det er derfor meget farligt for en tjener af Jehova Gud at rette sig efter verden. — 2 Kor. 4:4; 1 Joh. 5:19.
5 I betragtning heraf er det råd vi får i Romerbrevet 12:2 meget betimeligt: „Ophør med at lade jer forme efter denne tingenes ordning, men bliv forvandlet gennem en fornyelse af jeres sind, for at I kan forvisse jer om hvad der er Guds gode, velbehagelige og fuldkomne vilje.“ (NW) I friere oversættelser som ikke gengiver teksten helt så bogstaveligt, lyder Paulus’ ord således: „Tilpas jer ikke længere til den nuværende verdens mønster.“ (The New English Bible) „Hold op med at leve i overensstemmelse med denne verdens vaner.“ (The New Testament, C. B. Williams) „I må ikke tillægge jer denne verdens vaner.“ (An American Translation) „Lad ikke verden omkring jer presse jer ind i sin egen form.“ — The New Testament in Modern English.
Jehovas vidner før Vandfloden var anderledes
6, 7. Hvorfor bør Jehovas tjenere ikke vige tilbage for at være anderledes, og hvem har sat det største eksempel for os i denne henseende?
6 Eftersom menneskehedens verden, lige fra vore første forældre blev drevet ud af Eden og til vor tid, har fulgt en gudløs kurs, må alle Jehovas tjenere fra begyndelsen have skilt sig ud som anderledes, som nogle man lagde mærke til fordi de var helt forskellige fra dem der omgav dem. Måtte alle de Jehovas tjenere som i dag frygtsomt undlader at skille sig ud fra dem der omgiver dem, enten i klædedragt, i adfærd eller i gudsdyrkelse, lægge mærke til det eksempel Jehovas trofaste tjenere har sat i denne henseende lige fra første færd, sådan som det beskrives i Guds ord.
7 Til at begynde med var der Abel, det første trofaste vidne for Jehova. Vi ved ikke hvor mange der levede på jorden dengang han tog sit modige standpunkt for den rene tilbedelse af Jehova, men vi ved at Adam, Eva og Kain, de eneste andre der er nævnt ved navn i den guddommelige beretning, var underlagt den Ondes, Satan Djævelens, indflydelse og magt. Abels handlemåde stod afgjort i kontrast til de tre andres. Han havde mod til at skille sig ud og være anderledes og viste derved at han var det første trofaste vidne, den første martyr. — 1 Mos. 4:3-11; Hebr. 11:4; 1 Joh. 3:12.
8. Hvad viser at Enok skilte sig ud fra dem han levede iblandt?
8 Så var der Enok. Der er ingen tvivl om at han ikke føjede sig efter den tingenes ordning han levede under før Vandfloden. Hvordan kan vi vide det så sikkert? Fordi der på hans tid fandtes megen falsk gudsdyrkelse på jorden, hvilket forstås af det forhold at man tilsyneladende allerede på Adams sønnesøn Enosj’ tid påkaldte Jehovas navn på en hyklerisk måde. (1 Mos. 4:26) Det fremgår også af at Enok fremhæves som en der „vandrede med Gud“. (1 Mos. 5:22) At Enok skilte sig ud som en der var helt anderledes end andre, ses af den profetiske advarsel Jehova Gud lod ham forkynde, sådan som den gengives af den kristne discipel Judas: „Se, Herren kommer med sine hellige titusinder for at holde dom over alle og straffe alle de ugudelige for alle de ugudeligheds gerninger, de har øvet, og for alle de formastelige ord, de har talt imod ham, de ugudelige syndere!“ Dette budskabs indhold viser tydeligt at Enok levede blandt ugudelige mennesker og derfor modigt må have skilt sig ud som anderledes. — Jud. 14, 15.
9. Hvordan viste Noa og hans familie sig at være anderledes end deres samtidige?
9 Den inspirerede beretning fortæller også om Noa og hans familie. Mens vi ikke med bestemthed kan sige om Abel og Enok var de eneste der tilbad Jehova på rette måde på deres tid — Abel kan jo for eksempel have været gift og hans hustru kan have haft samme tro som han — så efterlader Bibelen ingen tvivl om at Noa og hans familie var ene om at tilbede den sande Gud Jehova på deres tid. „Men Noa fandt nåde for [Jehovas] øjne. . . . Noa var en retfærdig, ustraffelig mand blandt sine samtidige; Noa vandrede med Gud.“ At Noa får dette vidnesbyrd på en tid da „[Jehova] så, at menneskenes ondskab tog til på jorden, og at deres hjerters higen og tragten kun var ond dagen lang“, viser klart at han skilte sig ud fra sin tids menneskeverden. Der er ingen tvivl om at han og hans familie er blevet latterliggjort mens han var optaget af på landjorden at bygge den vældige, ladelignende konstruktion som skulle rumme ham selv, hans familie og de dyr der repræsenterede de dyrearter som skulle overleve den forudsagte vandflod. Det krævede sandelig mod at fortsætte med dette projekt i fyrre-halvtreds år! Var han anderledes end sin tids verden? Ja, helt afgjort! — 1 Mos. 6:8, 9, 5.
Patriarkerne var anderledes
10, 11. Hvordan viste patriarkerne Abraham, Isak og Jakob at de var fremmede og midlertidige indbyggere?
10 Så var der patriarkerne eller de oprindelige overhoveder for Israels tolv stammer. Først var der Abraham. Han skilte sig tydeligt ud som anderledes, idet han troede på den eneste sande Gud, Jehova, midt i et folk som var gennemsyret af hedensk religion, især tilbedelsen af måneguden Sin, der var byen Urs skytsgud. Ja, Abrahams fødeby Ur var et helt Mekka eller Rom, midtpunkt som den var for babylonisk gudsdyrkelse eller religion. Da Jehova befalede Abraham: „Drag ud fra dit land, fra din slægt og din faders hus til det land, jeg vil vise dig,“ skilte Abraham sig endnu tydeligere ud fra sine omgivelser. — 1 Mos. 12:1-3.
11 Hvilken hån må Abraham ikke have mødt da hans naboer og bekendte så ham drage ud af Ur på en rejse der i deres øjne har virket fuldstændig formålsløs! Det samme har i stor udstrækning været tilfældet med Isak og Jakob. De bekendte alle at de var „fremmede og midlertidige indbyggere i landet“. (NW) De kunne have vendt tilbage til deres eget land og have bosat sig dér, men de vidste at dette ikke var Jehovas vilje med dem. Jehovas tjenere i dag vil lettere kunne udvise mod og skille sig ud fra den verden de lever i, hvis de indser at de også er fremmede og midlertidige indbyggere i forhold til den nuværende tingenes ordning og dens mennesker. — Hebr. 11:8-15.
12. I hvilke henseender var Josef anderledes og derfor et godt eksempel, og hvordan blev han belønnet?
12 Vi kan også nævne Josef, patriarken Jakobs yndlingssøn. Hans liv er et smukt eksempel i Den hellige Skrift. Da han var blevet solgt som træl og derfor havde mistet forbindelsen med alle som tilbad Jehova på rette måde, kunne han let have fulgt samme adfærd og gudsdyrkelse som de afgudsdyrkere der omgav ham, og han kunne have ladet sig forme efter den tingenes ordning han levede under. Men han holdt fast ved den rene tilbedelse og de guddommelige principper og blev således et fremtrædende eksempel for andre, for han bevarede sin integritet skønt han blev udsat for de stærkeste fristelser. Og selv om hans ønske om at bevare sin integritet i forholdet til Jehova bevirkede at han blev kastet i fængsel, forblev han standhaftig. Han var helt alene og kunne have tænkt, som så mange har gjort både før og efter hans tid: „Hvad nytter det?“ og have fulgt det eksempel som de der omgav ham satte med hensyn til gudsdyrkelse og adfærd. Men nej! Han nægtede at lade sig forme efter den tingenes ordning og forblev trofast mod Jehova. Og Jehova velsignede ham rigt for det. Josef blev Ægyptens førsteminister og reddede både ægypterne og sin faders familie. — 1 Mos. 37:1-36; 39:1–45:28.
Profeternes eksempel
13, 14. Hvordan viste Moses at Jehovas tjenere må være anderledes?
13 Blandt de mange andre trofaste tjenere af Jehova Gud som havde mod til at være anderledes og ikke lod sig forme efter det troløse eksempel de så omkring sig, var de hebraiske profeter fra Moses’ tid frem til Daniels tid og senere endnu. Da Moses havde nået manddomsalderen ved Faraos hof kunne han let have rettet sig efter alle dem han færdedes sammen med; han kunne have glemt alt om sin hebraiske opdragelse og religion og kunne fortsat have nydt de fornøjelser, den berømmelse og den magt han nød som søn af Faraos datter. Hvilke muligheder havde han ikke! Han var jo „oplært i al ægypternes visdom“ og var kendt for at være „mægtig både i ord og gerning“! — Ap. G. 7:22.
14 Men han undlod ikke at være anderledes! Hvor må hans tidligere bekendte ved hoffet have rystet på hovedet, uforstående over for at arvingen åbenbart „foretrak at lide ondt sammen med Guds folk fremfor at nyde synden en stakket stund“. Hvad var grunden? „Han regnede det for større rigdom end Ægyptens skatte at dele Kristi skændsel.“ (Hebr. 11:25, 26) Ved at handle således sikrede han sig ikke alene et godt navn hos Jehova Gud men blev også brugt af Gud i større udstrækning end noget andet ufuldkomment menneske nogen sinde er blevet brugt. Også de trofaste profeter Esajas, Jeremias og Ezekiel måtte udvise stort mod og være anderledes end de frafaldne israelitter som omgav dem. — Es. 20:3; Jer. 16:2; 7:16; Ezekiel, kapitlerne 4 og 5.
15, 16. På hvilke måder viste Daniel og hans tre venner at de var anderledes end dem der omgav dem?
15 Daniel og hans tre venner satte også et fremtrædende eksempel. Hvor ville det have været let for dem at rette sig efter den kongelige babyloniske tingenes ordning hvad angår den mad de spiste! Men de lod sig ikke forme efter alle dem der omgav dem, men havde mod til at skille sig ud som anderledes, som sande tilbedere af Jehova Gud. Beretningen fortæller: „Men Daniel [og hans tre venner] besluttede i sit hjerte at han ikke ville gøre sig uren med kongens delikatesser og med den vin han drak. Og han blev ved med at anmode“ — han bragte altså ikke blot sagen på bane en enkelt gang for derefter at dulme sin samvittighed med at han havde forsøgt, men han anmodede gentagne gange — „den øverste hofembedsmand om at han måtte blive fri for at gøre sig uren.“ (NW) Til sidst føjede hofembedsmanden dem da heri „og prøvede det med dem i ti dage“. Og Jehova Gud velsignede Daniel og hans tre venner rigt for det modige standpunkt de havde taget. Fordi de tappert udholdt spot og latterliggørelse da de afslog at spise den gode kongelige mad og hellere ville have simple grøntsagsretter (uden fedt, blod, o.s.v.), var de, efter de tre år hvori de skulle uddannes, både sundere og visere end alle de andre der havde været under uddannelse. — Daniel, kapitel 1.
16 Gjorde Daniels tre venner sig ikke også bemærket som nogle der var anderledes da de nægtede at bøje sig for den billedstøtte som kong Nebukadnezar havde opstillet på Durasletten? Tusinder af mennesker, både høj og lav, har sikkert fulgt dem med øjnene da kong Nebukadnezar kaldte dem til sig fordi de ikke ville bøje sig for hans billedstøtte. Da det senere lykkedes Daniels rivaler at få gennemført en lov som de håbede ville sætte Daniel ud af spillet, havde Daniel ikke behøvet at bede tre gange om dagen for åbent vindue i retning mod Jerusalem, sådan at alle kunne se hvad han gjorde. Han kunne have bedt hemmeligt til Gud. Han ønskede imidlertid ikke at give nogen det indtryk at han, selv om det kun var på overfladen, rettede sig efter kongens gudfjendske dekret. Jehova Gud belønnede ham og hans tre venner i rigt mål fordi de modigt skilte sig ud og var anderledes, idet Han udfriede dem på mirakuløs måde og sørgede for at de fik betroede stillinger. — Daniel, kapitlerne 3 og 6.
Jesu Kristi eksempel
17-19. Hvilke forhold vedrørende Jesus viser at han ikke tøvede med at skille sig ud og være anderledes?
17 Da Messias, Jesus Kristus, Guds søn, trådte frem, var det stadig nødvendigt for Jehovas tjenere at udvise mod ved at skille sig ud som anderledes. Jesus kom til Jehovas eget folk, som befandt sig i et pagtsforhold til Gud, og som havde hans ord, hans love og hans præsteskab og som ligeledes havde nydt gavn af Johannes Døbers forberedende gerning. Alligevel stod Jesus i skærende kontrast til dette folks religiøse ledere, og hans måde at handle på adskilte sig væsentligt fra deres religiøse sæder og skikke. Men så langt fra at gå på kompromis eller bagatellisere forskellen mellem sin egen tilbedelses ’nye vin’ og den traditionelle jødedoms ’gamle vinsække’, understregede han modigt forskellen så alle kunne se den. — Matt. 9:14-17.
18 På den ene side fremtrådte Jesus som anderledes, dels ved sin undervisningsmetode — idet han underviste med myndighed — og dels ved at han frit blandede sig med det jævne folk. (Matt. 7:29; 9:11) Og på den anden side adskilte han sig fra de religiøse ledere på grund af sin lære. Man kunne tydeligt høre på ham at han ikke søgte at behage nogen, at han ikke tragtede efter popularitet, hverken hos de styrende eller deres undersåtter, selv om hans mirakler gjorde ham til den populæreste person i landet og hans fjender klagende sagde: „Alverden løber jo efter ham.“ (Joh. 12:19) Frimodigt sagde han: „I har hørt, at der er sagt . . . Men jeg siger jer . . .“ (Matt. 5:27-48) „Bryd dette tempel ned, og på tre dage skal jeg rejse det igen.“ „Hvis I ikke spiser Menneskesønnens kød og drikker hans blod, har I ikke liv i jer.“ „Sandelig, sandelig siger jeg eder: før Abraham blev til, er jeg.“ Det var som om han gerne ville chokere og ryste sine tilhørere. Han forkyndte ikke det der kildrede folks ører! — Joh. 2:19; 6:53; 8:58.
19 Selv hans egne disciple undrede sig nu og da over hans frimodighed. Ved en lejlighed sagde de: „Ved du, at farisæerne blev forargede, da de hørte det, du sagde?“ Og hvis disse farisæere blev forargede da Jesus fortalte dem at de havde sat Guds ord ud af kraft for deres overleverings skyld, hvordan mon de så reagerede da han revsede dem alvorligt og sagde at de var hyklere, slanger, øgleunger og børn af Djævelen, Satan selv? Jesus tøvede aldrig et øjeblik med at skille sig ud ved det han sagde. Han tøvede heller ikke med at skille sig ud ved det han gjorde, hvilket ses af at han ved to lejligheder jog de griske handlende ud af sin Faders tempel. — Matt. 15:12; 23:13-39; Mark. 11:15-18; Joh. 2:13-17; 8:44.
Jesu disciple var også anderledes
20, 21. Hvordan viste Jesu apostle og første disciple at de var anderledes end dem der omgav dem?
20 Eftersom Jesu disciple efterlignede deres mester og tilbad den samme Gud som han, på samme måde som han, kunne det ikke undgås at de skilte sig lige så meget ud fra deres landsmænd som Jesus havde gjort. Både det usædvanlige budskab de forkyndte, at Jesus fra Nazaret var den længe ventede Messias og at Jehova Gud havde oprejst ham fra de døde, og deres måde at forkynde dette budskab på, skilte dem ud som anderledes. Da modstanderne så hvor frygtløst Peter og hans fæller vidnede om Jesus Kristus og „kunne mærke, at de var ulærde mænd og lægfolk, undrede de sig“ — ja, de undrede sig over hvad det var der gjorde dem så forskellige fra almindelige ulærde fiskere. „Men så kendte de dem igen og huskede, at de havde været sammen med Jesus.“ — Ap. G. 4:13.
21 Blandt Jesu disciple og apostle ved vi mere om apostelen Paulus end om nogen af de andre. Han var „omskåren på den ottende dag, . . . af Israels folk, af Benjamins stamme, hebræer af hebræere og lovtro [streng, fanatisk] farisæer“. Hvilken forandring han måtte gøre da han blev kristen! Han måtte skille sig ud fra alle sine tidligere venner. Han skilte sig i den grad ud at jøderne i Tessalonika anklagede ham og hans medarbejdere for at have „bragt hele verden i oprør“. Intet under at Festus udbrød, da Paulus forsvarede sig for kong Agrippa II: „Du er ude af dig selv, Paulus! den megen lærdom driver dig fra sans og samling.“ Paulus nøjedes ikke med at lære sine medkristne at de ikke skulle lade sig forme efter denne tingenes ordning; han levede også selv efter det han lærte dem. — Fil. 3:5, 6; Ap. G. 17:6; 26:24; Rom. 12:2.
De kristne efter aposteltiden var anderledes
22-25. (a) Hvordan skilte de kristne efter aposteltiden sig ud med hensyn til deres religion? (b) Med hensyn til deres forhold til kejseren? (c) Med hensyn til deres moral? (d) Med hensyn til deres indbyrdes kærlighed?
22 Kort efter at apostlene var sovet ind i døden, ja „mens folkene sov“, kom en fjende, Satan Djævelen, og såede rajgræs i hvedemarken, men alligevel blev hvedemarken ikke straks en ukrudtsmark. (Matt. 13:25) Kirkehistorikere beretter at de kristne i de første århundreder stadig adskilte sig fra dem der omgav dem. Forskellen kunne tydeligt ses på i hvert fald fire forskellige punkter. For det første skilte de sig ud fra alle andre på det religiøse område. Ikke alene var deres tro og tilbedelsesform noget ganske særligt, men de hævdede også det helt enestående at de alene havde den sande religion og at alle andre religioner var falske. Det krævede mod at fremsætte en sådan påstand. Som en kirkehistoriker har sagt: „I den kristnes øjne kunne hans Gud aldrig henregnes til samme kategori som Isis, Mithra eller Augustus.“ De romerske kejsere var tolerante over for de forskellige religioner, men ikke over for en tro „som hævdede at Roms og alle andre religioners guder var lige falske, og som stræbte efter at få alle mennesker til at antage denne opfattelse“.
23 Disse kristne var også anderledes med hensyn til deres forhold til andre dele af den daværende tingenes ordning. Dels nægtede de at beklæde statsembeder og at tjene i kejserens hære, og dels holdt de op med at være materialister. Materielle rigdomme var ikke længere målet for deres stræben, men blot et middel som de brugte til fremme af deres forkyndergerning.
24 De første kristne var desuden anderledes i moralsk henseende. Umoralitet af enhver art gik i svang i datidens romerske og græske civilisationer, idet man endog praktiserede kønslig umoralitet som et led i gudsdyrkelsen, mens seksuelle perversiteter, som for eksempel homoseksualitet, grasserede. Historikere fortæller om hvor forskellige de første kristne også i denne henseende var fra dem de boede iblandt: „Vi har vidnesbyrd om at de førte et ulasteligt liv, havde en dadelfri moral, var gode borgere og ejede kristne dyder.“
25 Og endelig fremtrådte disse første kristne som anderledes på grund af deres store uselviske kærlighed til hinanden, sådan som Jesus sagde det skulle være: „Derpå skal alle kende, at I er mine disciple, om I har indbyrdes kærlighed.“ — Joh. 13:34, 35.
26. Hvad kan der ikke herske tvivl om vedrørende Jehovas tjenere fra Abel til tiden efter apostlene? Hvordan forholder det sig i vor tid?
26 Der kan ikke herske nogen tvivl. Både den inspirerede beretning og andre kilder vidner om at Jehovas tjenere lige fra Abels tid til de første århundreder efter apostlene var anderledes end de mennesker der omgav dem. Men hvordan forholder det sig i vor tid? Er det stadig som dengang? Ja. Det fremgår af den næste artikel.
[Illustration på side 536]
Daniel og hans tre venner havde mod til at skille sig ud og være anderledes