Kapitel 11

„Her er brudgommen!“

 1. Hvem af ’de ti jomfruer’ må nu og da være vågnet i løbet af den lange periode deres søvn varede, og i hvert fald efter hvilken religiøs vækkelse?

I LØBET af den lange periode hvori de symbolske jomfruer sov, som forudsagt i Jesu lignelse, må nogle af dem nu og da være vågnet, især ’de kloge jomfruer’, dem der havde taget ekstra olie med i deres beholdere. Det er i hvert fald sket efter den religiøse vækkelse der fandt sted i begyndelsen af det sekstende århundrede, da nogle i Europa ihærdigt bestræbte sig for at vende tilbage til den inspirerede Bibel som den eneste bog der indeholdt sandheden fra Gud, og som den sande inspirerede rettesnor for brudgommens, Kristi, disciple. Kristi løfte om at komme igen gjorde da et stærkt indtryk på oprigtige bibellæsere. De forstod at hans andet komme ville finde sted før det lovede tusindårsrige begyndte, de tusind år hvori Satan skulle være bundet og fængslet i „afgrunden“.

 2. Hvordan havde den lutherske teolog J. A. Bengel en vis andel heri?

² I første halvdel af det attende århundrede var der for eksempel en luthersk teolog ved navn Johann Albrecht Bengel, født i Winnenden i Württemberg i Tyskland i 1687 og død i 1752; han skrev en række bøger om Bibelen. Encyclopædia Britannica (11. udgave) siger om hans værker:

Nogle af de vigtigste er: Ordo temporum [Tidernes orden], en afhandling om Bibelens kronologi, hvori han anstiller beregninger vedrørende verdens ende, og Erklärte Offenbarung Johannis [udlægning af Åbenbaringen], et værk der vandt stor popularitet i Tyskland og blev oversat til flere sprog. — Bind 3, side 737.

M’Clintock og Strongs Cyclopædia siger om Bengel:

Hans kronologiske værker, hvori han forsøger at udregne „dyrets tal“, tiden for „tusindårsrigets“ begyndelse (han var overbevist om at tusindårsriget ville begynde i 1836), osv., har snarere skadet indtrykket af hans sunde dømmekraft. — Bind 1, side 749, 750.

 3. (a) Viste Bengels skrifter sig at være det råb der skulle lyde ved midnat vedrørende brudgommen? (b) Hvordan skete der en ny vækkelse i forbindelse med William Miller fra Pittsfield i Massachusetts?

³ De skrifter Bengel udgav i første halvdel af det attende århundrede viste sig ikke at være det råb der skulle lyde ved midnat: „Se, brudgommen er der, gå ham i møde!“ „Her er brudgommen! Gå ud for at møde ham.“ (Mattæus 25:6, DA; NW) De der ivrigt læste Bengels skrifter og handlede efter dem, mødte ikke den himmelske brudgom i 1836, det år de ventede hans synlige genkomst i kødet. Senere fandt der andre vækkelser sted blandt de kristne der bekendte sig til at høre med til ’den rene jomfru’. Specielt kan nævnes vækkelsen i forbindelse med William Miller, der blev født i 1781 i Pittsfield i Massachusetts, U.S.A., og blev grundlægger af millerismen eller adventismen. I M’Clintock og Strongs Cyclopædia (bind 6, side 271) læser vi:

Omkring 1833, da han boede i Low Hampton, N. Y., begyndte han på sin løbebane som apostel for den ny lære, som gik ud på at verden ville ende i 1843. Hovedargumentet for hans opfattelse havde at gøre med udløbet af de 2300 dage i Daniel 8:14, som han regnede for år. Han anså de halvfjerds uger i Daniel 9:24 for at være nøglen til beregningen af de 2300 dage i det foregående kapitel, og idet han lod perioderne begynde i år 457 f. Kr. — da perserkongen Artaxerxes frigav Ezra fra hans fangenskab for at han skulle bringe det jødiske samfund i Jerusalem i orden (Ezra 7) — og lod de halvfjerds uger slutte med Kristi korsfæstelse i år 33, sådan som de fleste kommentatorer gør, fandt han at resten af de 2300 dage, nemlig 1810 dage, ville udløbe i 1843. I ti år fremholdt han dette synspunkt, og det lykkedes ham at samle et stort antal tilhængere, efter sigende halvtreds tusind, der med lettroende forventning så frem til den fastsatte dag. Det gik imidlertid ikke som Miller havde fremholdt, og adventisterne, som de undertiden kaldes, forlod lidt efter lidt deres apostel. Han døde den 20. december 1849 i Low Hampton, Washington County, N.Y.

 4. (a) Viste Millers bevægelse sig at være råbet ved midnat? (b) Hvad kom en uafhængig gruppe bibelstudenter tredive år senere til at forstå vedrørende Kristi andet komme?

⁴ Millerismen var tydeligvis heller ikke det råb der skulle lyde ved midnat: „Her er brudgommen!“ Den himmelske brudgom viste sig ikke synligt i kødet i 1843 for at bortrykke disse adventister til de himmelske boliger, som de længselsfuldt så frem til. Studiet af Bibelen fortsatte imidlertid. Tredive år senere var en lille gruppe mennesker som hverken havde tilknytning til adventisterne eller til nogen anden religiøs bevægelse i kristenheden, optaget af at studere Bibelen i Pittsburgh (Allegheny) i Pennsylvanien, U.S.A. For ikke at betragte Bibelen gennem sekteriske briller foretog de deres studium uafhængigt af andre religiøse grupper. Et af gruppens medlemmer var Charles Taze Russell, som kun var først i tyverne. De var naturligvis alle stærkt interesseret i den himmelske brudgoms, Jesu Kristi, andet komme. Under deres studium af Bibelen kom de imidlertid til det resultat at Kristus ville komme igen usynligt. Han ville ikke komme synligt i kødet som et materialiseret menneske, men usynligt i ånden, eftersom han ikke længere var kød og blod. Mennesker ville derfor ikke se ham komme, og hans ankomst ville danne indledning til hans usynlige nærværelse eller parousia. Hans nærværelse ville imidlertid blive stadfæstet af synlige beviser.

„Syv tider“ — „hedningernes tider“

 5. Hvilken tidsperiode som Jesus nævnte, beskæftigede de sig også med under deres studium, og hvad fik Russell offentliggjort i 1876 vedrørende afslutningen på denne periode?

⁵ Under deres ivrige granskning af Guds ord beskæftigede disse bibelstudenter sig også med „hedningernes tider“, der omtales af Jesus i Lukas 21:24 (DA), og de forbandt disse hedningetider med de „syv tider“ der er nævnt fire gange i Daniels bog (4:16, 23, 25, 32). De søgte at finde ud af hvornår disse „syv tider“, hvori Gud tillod hedenske magter at udøve herredømme over jorden, ville udløbe. Hvilket resultat nåede de til? På dette tidspunkt udkom der i Brooklyn, New York, et månedsblad med titlen Bible Examiner, redigeret af en mand ved navn George Storrs. I 1876 skrev den fireogtyveårige Russell en artikel om emnet til dette blad. Hans artikel, som bar titlen „Hedningernes tider — hvornår ender de?“, blev bragt på side 27 og 28 i bladets udgave for oktober 1876, hvilket var årgang XXI, nummer 1. I denne artikel (på side 27) skrev Russell: „De syv tider vil ende i 1914.“

 6. (a) Hvilken bog var Russell med til at udgive i 1877, og hvad sagde denne bog om udløbet af hedningernes tider? (b) Hvornår havde menneskene levet på jorden i seks tusind år, ifølge den kronologi man da fulgte? I hvilket år mente man det syvende årtusind begyndte?

⁶ Året efter (1877) udgav Russell sammen med Nelson H. Barbour fra Rochester, New York, en bog med titlen Three Worlds, and the Harvest of This World (Tre verdener og denne verdens høst). I denne bog blev der givet udtryk for at der før hedningetidernes udløb i 1914 ville være en periode på fyrre år, som var begyndt i 1874 med en høsttid på tre og et halvt år. Man havde den opfattelse at Herren Jesus Kristus usynligt ledede denne høst, idet hans nærværelse eller parousia var begyndt i 1874. Umiddelbart efter, mente man, begyndte det store modbilledlige jubelår for menneskeheden, svarende til de „jubelår“ som jøderne holdt under Moseloven. (3 Mosebog, kap. 25) Ifølge den bibelkronologi man derefter gik ind for, udløb de første seks tusind år af menneskenes eksistens på jorden i 1872. Man mente imidlertid ikke at Herren Jesus var kommet ved udløbet af disse seks tusind år, men derimod ved begyndelsen til det modbilledlige jubelår i oktober 1874. Året 1874 skulle markere afslutningen på seks tusind år hvori synden herskede over menneskene. Derefter, mente man, var menneskeheden kommet ind i det syvende årtusind. — Åbenbaringen 20:4.

 7. (a) Hvorfor lod Russell ordene „Forkynder af Kristi Nærværelse“ indgå i titlen på det religiøse blad han udgav i 1879? (b) Hvad skulle der ske når Kristi „nærværelse“ ophørte samtidig med hedningernes tider i 1914?

⁷ På grundlag af denne forståelse begyndte de der udgjorde ’den rene jomfru’ at gå ud for at møde den himmelske brudgom i året 1874, idet de troede at han var kommet i dette år og derefter var usynligt nærværende. De følte at de allerede levede i tiden for brudgommens usynlige nærværelse. Da Charles T. Russell i juli 1879 begyndte at udgive sit eget religiøse blad, gav han det derfor titlen „Zion’s Watch Tower and Herald of Christ’s Presence“ (Zions Vagt-Taarn og Forkynder af Kristi Nærværelse). Han var allerede blevet kendt med Benjamin Wilsons bibeloversættelse, The Emphatic Diaglott, der, både i Mattæus 24:3 og alle andre steder, gengav det græske ord parousiʹa med „nærværelse“ og ikke „komme“. Det nye blad forkyndte at Kristi usynlige nærværelse var begyndt i 1874. Denne nærværelse skulle fortsætte indtil hedningetiderne udløb i 1914, hvorefter de hedenske nationer skulle udslettes og resten af den skare der udgjorde ’den rene jomfru skulle herliggøres sammen med deres brudgom i himmelen idet de skulle dø og oprejses til liv i ånden. På denne måde ville den skare der blev fremstillet ved de fem kloge jomfruer, gå ind ad døren og få del i bryllupsfesten.

 8. (a) Hvad så resten af den skare der udgør ’den rene jomfru’ ivrigt frem til, og hvorfor? (b) Hvad bekendtgjorde Russell om morgenen denne dag for medarbejderne på hovedkontoret i Brooklyn?

⁸ Som årene gik og tiden rykkede nærmere, så resten af dem der udgjorde ’den rene jomfru’ med voksende interesse frem til den afgørende dag, den 1. oktober 1914. Som en kristen skare havde de skilt sig ud fra den urene verden og fuldstændig indviet sig til Gud gennem Kristus, og de havde symboliseret deres indvielse til Gud ved vanddåben. De bestræbte sig for at lade deres lys skinne, alt imens de nærmede sig det tidspunkt hvor de ventede at møde deres brudgom i himmelen. Endelig oprandt dagen, den 1. oktober 1914, og denne morgen bekendtgjorde Charles T. Russell, præsidenten for Watch Tower Bible and Tract Society, for medarbejderne på hovedkontoret i Brooklyn, New York: „Hedningernes tider er endt, og deres kongers dage er forbi.“

 9. Hvornår døde Russell imidlertid selv, og hvilken konklusion fører dette til?

⁹ Men selv om hedningernes tider var udløbet, blev forventningen om at resten af kirken ville opnå himmelsk herlighed, ikke indfriet. Russell selv døde først den 31. oktober 1916, og en anden efterfulgte ham som præsident for Selskabet. Man havde åbenbart regnet forkert et sted.

10. (a) Hvad blev den 1. oktober 1914 begyndelsen til for den jordiske rest af dem der hører med til ’den rene jomfru’? (b) Hvornår nåede forfølgelsen et højdepunkt, og hvilket brev røber ’den rene jomfrus’ inderlige længsel efter at blive forenet med den himmelske brudgom?

¹⁰ I stedet for at den kristne kirke opnåede himmelsk herlighed den 1. oktober 1914, begyndte der nu en tid med store vanskeligheder for dem der så frem til at møde den himmelske brudgom. Efterhånden som de gruopvækkende år under den første verdenskrig skred frem, nåede forfølgelsen af dem der hørte med til ’den rene jomfru’ et højdepunkt. Det skete sommeren 1918, da Watch Tower Society’s nye præsident, Joseph F. Rutherford, og Selskabets sekretær og kasserer, W. E. Van Amburgh, samt seks andre kristne mænd som var tilknyttet hovedkontoret i Brooklyn, New York, blev stillet for en forbundsdomstol og dømt på falske anklager og indsat til afsoning i forbundsfængselet i Atlanta i staten Georgia. Fra sin celle skrev præsident Rutherford et brev til sine medkristne som blev forfulgt uden for fængselets mure. Et uddrag af brevet blev gengivet på side fire i programmet til et firedages stævne som de internationale bibelstudenter holdt fra 30. august til 2. september 1918 i Milwaukee i Wisconsin.a Dette brev åbenbarede tydeligt at ’den rene jomfru’ inderligt længtes efter snart at blive forenet med brudgommen i himmelen. Det fremgår især af følgende linjer, som vi citerer:

TIL GUDS ISRAEL

Elskede Venner i Kristus!

Fængselslivet er underligt for os; og dog er hver Erfaring ledsaget af Glæde, fordi vi ser paa alt dette fra det himmelske Synspunkt. Nu kan vi med Sandhed synge:

„Svind, svind hver jordisk Glæde,

Jesus er min!“

I Virkeligheden er der nu ingen jordiske Glæder; men vi ser med glad Forventning hen til den Dag, da vi skal samles hjem. . . . Vi føler os ofte tvivlraadige mellem to Ting — enten vi skulde foretrække at gaa herfra eller at komme for at tjene eder en Stund, førend vi gaar hjem. Hans Vilje ske! Jeg føler mig forvisset om, at alle disse Erfaringer modner Menigheden og bereder den til den endelige Indsankning. Eders Breve og Brevene fra de kære Venner alle Vegne viser, hvor blidt de bøjer sig for Ilden, der fortærer Ofret. . . .

Gør alt, hvad I kan, for at opmuntre de kære Faar i Hjorden. Trøst dem med de dejlige Løfter om en snarlig og herlig Hjemkomst. Aldrig har jeg elsket eder saa højt som nu. . . . Hvor lifligt det vil blive at samles om vor Faders Trone og glæde os med uudsigelig og evig Glæde! . . .

Jeg takker vor kære Fader, fordi Han har været saa god at sende syv Brødre med mig, for at vi kan nyde disse Forrettigheder sammen. . .

Vid for vist, at vi elsker eder højt. Vor Herres Jesu Kristi Naade være med eder alle.

Eders Broder og Tjener ved Hans Naade,

J. F. RUTHERFORD

11. (a) Hvad erkendte resten af den skare der udgør ’den rene jomfru’ ikke vedrørende året 1874 mens denne forfølgelse stod på? (b) Hvor længe sad Selskabets ledere fængslet, og hvad begyndte da de blev løsladt?

¹¹ Mens resten af den skare der udgjorde ’den rene jomfru’ gennemgik alle disse lidelser og vanskeligheder i de mørke år under den første verdenskrig, forstod den ikke at året 1874, der nu lå over fyrre år tilbage i tiden, ikke havde været tidspunktet for brudgommens genkomst og for råbet: „Her er brudgommen! Gå ud for at møde ham.“ Tidspunktet for dette råb, der skulle lyde ved midnat, var endnu ikke kommet, men det var meget nær. Præsident Rutherford kom ikke til at opholde sig i fængselet i tyve år, sådan som dommen havde lydt på da retten afsagde sin kendelse den 21. juni 1918, men kun ni måneder. Den 25. marts 1919 blev han og hans syv medarbejdere nemlig løsladt fra fængselet i Atlanta og sendt tilbage til Brooklyn, New York, hvor de den 26. marts fik lov at stille kaution og fik deres sag genoptaget. De var atter frie. Nu kunne de — sammen med alle andre af den rest der var af dem der udgør ’den rene jomfru’ — gå i gang med det arbejde der skulle udføres i efterkrigstiden. De var ikke blevet indsamlet til deres himmelske Faders trone, taget bort fra den onde verdens voksende mørke. En ny periode med kristen tjeneste på jorden var ved at begynde!

12. Hvilken del af Jesu lignelse om ’de ti jomfruer’ blev da opfyldt for dem?

¹² Det var på dette afgørende tidspunkt „restens“ medlemmer oplevede det den himmelske brudgom havde forudsagt i lignelsen om ’de ti jomfruer’: „Midt om natten lød et råb: ’Her er brudgommen! Gå ud for at møde ham.’ Så stod alle jomfruerne op og bragte deres lamper i orden.“ — Mattæus 25:6, 7.

13, 14. (a) Hvem forkyndte brudgommens nærværelse i lignelsen, og hvordan gik dette i opfyldelse? (b) Hvilke beviser havde der siden 1914 været på at den himmelske brudgom virkelig var nærværende?

¹³ I lignelsen var det ikke de ti jomfruer der bekendtgjorde at brudgommen var der. Det var øjensynlig brudgommens ledsagere der gjorde det. Jomfruerne hørte blot råbet. Svarende hertil skete der det i 1919 at alle som gjorde krav på at være som de jomfruer der ventede på at brudgommen skulle komme og tage dem med til den åndelige bryllupsfest i sin Faders hjem, blev overrumplet af vidnesbyrdene om at den himmelske brudgom nu var usynligt nærværende.

¹⁴ Året 1919 var altså et opvågningsår for alle som hævdede, at være „jomfruer“, både de tåbelige og de kloge. Den første verdenskrig var forbi, og Folkeforbundet blev stillet på benene som en international organisation for verdensfred og sikkerhed. Siden krigsudbruddet i 1914 var så mange dele af Jesu profeti om hans parousia og afslutningen på tingenes ordning gået i opfyldelse at de tilsammen udgjorde „tegnet“ på at Jesus Kristus virkelig var kommet til sit himmelske rige ved udløbet af hedningernes tider i 1914. Guds lovede messianske rige var altså blevet oprettet i himlene. Begivenhedernes udvikling, både på det verdslige og på det kirkelige område, viste tydeligt at Kristus nu var nærværende!

De bringer deres lamper i orden

15. (a) Hvilken undertitel kunne Vagt-Taarnet nu med rette bære? (b) Hvilken meddelelse i Vagt-Taarnet for juni 1919 virkede animerende på bladets læsere i hele verden?

¹⁵ Nu kunne Vagt-Taarnet med rette bære undertitlen „Forkynder af Kristi Nærværelse“. De otte kristne bibelstudenter der blev løsladt fra forbundsfængselet i marts måned, fik mulighed for at overvære den årlige fejring af Herrens nadver søndag aften den 13. april 1919, og ifølge en ufuldstændig rapport som blev offentliggjort på side 151 i The Watch Tower for 15. maj var der i hvert fald 17.961 som deltog i fejringen. I Vagt-Taarnet for juni 1919 (side 89, 90) blev det bekendtgjort at de otte som var blevet dømt på falske anklager, var blevet løsladt mod en kaution på 10.000 dollars hver, og der blev berettet om den storslåede modtagelse de havde fået på betelhjemmet i Brooklyn af hundreder af deres medkristne. Denne bekendtgørelse, der nåede ud i hele verden, virkede animerende på dem der læste Vagt-Taarnet og Forkynder af Kristi Nærværelse.

16. (a) Hvad var tiden da inde til, ifølge Esajas 60:2? (b) Hvordan fik de indviede bibelstudenter deres mod styrket, og hvilken international sammenkomst fandt sted?

¹⁶ Tiden var ikke inde til åndeligt talt at døse eller sove. Tiden var inde til handling, som Esajas 60:2 forudsagde: „Se, mørke skjuler jorden og dunkelhed folkene, men over dig skal [Jehova] oprinde, over dig skal hans herlighed ses.“ Verdenssituationen krævede at alle de indviede bibelstudenter modigt skred til handling. Man spildte ikke tiden. De kristne der havde holdt udkig efter brudgommen, fik omgående styrket deres mod, idet der i The Watch Tower for 1. og 15. august 1919 blev bragt to artikler over temaet „Salige er de, som ikke frygter“ (Vagt-Taarnet for september og oktober 1919), sammen med en meddelelse om at der skulle holdes et internationalt generalstævne i Cedar Point ved Erie-søen fra 1. til 8. september. Guds indviede folk rystede energisk den åndelige døsighed af sig og kom i tusindtal til stævnebyen. Omkring 6000, hovedsagelig fra Canada og De forenede Stater, overværede daglig møderne. Ved dette opildnende stævne havde de indviede kristne lejlighed til at forny deres beslutning om at forblive vågne og aktive i den fremtidige tjeneste for Gud.

17, 18. (a) Hvad blev der meddelt på „medarbejdernes dag“ under dette generalstævne, og hvad ventede man deraf? (b) Hvordan virkede instruktionerne vedrørende dette arbejde tilskyndende, og var begivenhederne på denne stævnedag noget der kun havde ringe betydning?

¹⁷ På „medarbejdernes dag“, fredag den 5. september, vaktes der en vældig begejstring da præsident J. F. Rutherford bekendtgjorde at man fra 1. oktober 1919 ville begynde at udgive et nyt blad med titlen „The Golden Age“. Dette blad skulle være et søsterblad til Vagt-Taarnet og skulle sammen med det forkynde den gode nyhed om Guds messianske rige. Guds indviede folk blev tilskyndet til at tegne abonnementer på det nye blad, og man ventede at det snart ville få et oplag på 4.000.000 eksemplarer. Yderligere instruktioner om hvordan dette verdensomspændende forkyndelsesarbejde skulle udføres blev senere offentliggjort i artiklen „Forkyndelsen af Budskabet om Riget“, der blev bragt på siderne 173-176 i Vagt-Taarnet for november 1919 (The Watch Tower for 15. september 1919).

¹⁸ I artiklens tredjesidste afsnit fik alle læsere en opflammende tilskyndelse: „Lejlighedens Dør aabner sig nu foran dig. Træd hurtigt ind ad den; husk paa, naar du gaar ud i dette Arbejde, at du ikke løber om som en almindelig Bladagent, men du er Kongers Konges og Herrers Herres Repræsentant, der paa denne ophøjede Maade forkynder Folket den kommende Guldalder, vor Herres og Mesters herlige Rige, som de sande Kristne har haabet paa og bedet om i mange Aarhundreder.“ Der blev straks reageret på denne opfordring til at tage del i den nye gren af Rigets arbejde, og i dag, over fireoghalvtreds år senere, trykkes dette blad, der nu bærer navnet Vågn op!, i et oplag på over 7.500.000 af hver udgave. Det at disse 6000 indviede kristne var til stede dér i Cedar Point i staten Ohio fredag den 5. september 1919 og hilste meddelelsen om bladet The Golden Age velkommen, var på ingen måde en begivenhed af forbigående interesse, en begivenhed som blev uden betydning for den skare der ønskede at være „en ren jomfru“ for Gud her i tiden for Kristi nærværelse. „Jomfruerne“ er ikke faldet i søvn igen!

19. Hvad måtte der til for at man kunne bringe lamperne i orden, og hvorfor medførte dette en adskillelse mellem jomfruerne?

¹⁹ Dette var i sandhed tiden da „alle jomfruerne [stod] op og bragte deres lamper i orden“. (Mattæus 25:7) I lignelsen betød det at jomfruerne måtte fylde mere olie på deres lamper, idet lamperne var „ved at gå ud“. Men ak! de tåbelige jomfruer opdagede at de ikke uden videre kunne fylde deres lamper op; de havde ikke taget ekstra olie med i beholdere, sådan som de kloge jomfruer havde gjort. Dette førte til en adskillelse blandt jomfruerne. Hvorfor? Mattæus 25:8, 9 forklarer: „De tåbelige sagde til de kloge: ’Giv os noget af jeres olie, for vores lamper er ved at gå ud.’ De kloge svarede med ordene: ’Måske er der ikke nok til både os og jer. Gå hellere hen til dem der sælger den og køb jer noget.’“

20. Var det selvisk af de kloge jomfruer at nægte at dele deres olie med de tåbelige, og hvad var de kloge fast besluttet på?

²⁰ Vi kan forestille os hvor vanskeligt det ville være for disse tåbelige jomfruer dér midt om natten at finde en forretning der havde åbent eller en sælger som ville forsyne dem med den olie de havde brug for. Var det derfor ikke selvisk af de kloge jomfruer at de ikke ville dele deres olie med de uforstandige? Nej, for hvis de gjorde det, ville ingen af de ti jomfruer nå frem til brudgommens hus og få del i bryllupsfesten. Hvis de fordelte olien imellem sig, ville den slippe op før de nåede deres bestemmelsessted. Ved at tage en ekstra forsyning olie med viste de kloge jomfruer at de følte sig forpligtet til at nå hen til brudgommens hus. Dermed viste de også at de var fast besluttet på at nå derhen, og nu ville de ikke lade noget komme i vejen så de måtte opgive at gennemføre deres gode hensigt til ære for brudgommen. Desuden kunne de tåbelige jomfruer stadig få olie andre steder, uden at bringe de kloge jomfruer i den situation at de måske ikke kunne nå deres mål.

21. Hvordan vil de der svarer til de kloge jomfruer imidlertid ikke behandle en der ønsker at studere Bibelen og få kundskab om brudgommen?

²¹ Hvordan opfyldes denne del af lignelsen, nu mens den himmelske brudgom er nærværende? Er det tanken at de der svarer til de kloge jomfruer skal nægte at yde hjælp hvis et oprigtigt menneske som har hørt noget om Herren Jesu Kristi usynlige nærværelse, gerne vil have at de studere Bibelen med ham så han kan være med til at ære brudgommen? Ville det stride mod belæringen i lignelsen at hjælpe nogen som ønskede at blive fyldt med Guds ord og hans hellige ånd? Nej, på ingen måde.

22. Når vi overvejer spørgsmålet om at dele ud af olien, hvad må vi så huske at det betyder at man holder den tændte lampe frem? Hvad symboliserer olien?

²² Hvad betyder det så at de kloge jomfruer nægter at dele deres olie med de tåbelige jomfruer? Her må vi huske at det at have olie med i en beholder, er det samme som at have den symbolske olie i sig. Og det at holde den tændte lampe frem, er det samme som at lade sit lys skinne, at skinne som lysspreder, sådan at mennesker i denne formørkede verden kan se ens gode gerninger og herliggøre Gud på grund af dem. (Mattæus 5:14-16; Filipperne 2:15) Det er den symbolske olie der nærer den lysende flamme, og denne olie skildrer både Guds ord, der er som en lygte og et lys for den der tilbeder Gud (Salme 119:105), og Guds hellige ånd, der kaster lys over Guds ord for os og fremkalder alle de gode egenskaber der betegnes som „åndens frugt“ hos dem der ejer denne ånd. (Galaterne 5:22, 23; Efeserne 5:18-20) Skulle de der svarer til de kloge jomfruer da skære ned på deres beholdning af denne olie, dette stof som tjener til at sprede lys? Skulle de til sidst holde op med at skinne?

23. (a) Hvad ønsker ’de tåbelige jomfruer’ at ’de kloge jomfruer’ skal gøre? (b) Hvilken slags kristne er de der svarer til de tåbelige jomfruer?

²³ Det var dét ’de tåbelige jomfruer’ i opfyldelsen gerne ville have „de kloge“ til at gøre. „De tåbelige“ ønskede at „de kloge“ skulle indgå et kompromis med dem. Da det i 1919 blev bekendtgjort at den himmelske brudgom var usynligt nærværende, var dette en udfordring til alle som gjorde krav på at være „jomfruer“ og som ønskede at møde brudgommen og glæde sig sammen med ham. De der er som ’tåbelige jomfruer’ giver det udseende af at de er kristne, men de er hovedsagelig blot navnkristne, og de opfylder ikke de krav som sand kristendom stiller. De har måske en vis bibelkundskab, men især en kundskab som er farvet af sekteriske synspunkter. Den bibelkundskab de har, øver måske en vis indflydelse på dem, men ikke i den grad at de har ladet Guds mægtige ånd frembringe „åndens frugt“ i sig. Deres opførsel svarer ikke til det sande kristne mønster. De skinner kun som navnkristne, og det lys de udsender består kun i det religiøse formvæsen der findes inden for den sekt eller kirke de tilhører i kristenheden. De forventer at komme i himmelen når de dør!

24. (a) Er ’de tåbelige jomfruer’, som følge af det religiøse stade de befinder sig på, i stand til at godtage beviserne på at brudgommen er nærværende? (b) Hvilket såkaldt kristent stade ønsker de tåbelige at de kloge skal komme ned på, sådan at de kan samarbejde?

²⁴ Det religiøse stade de befinder sig på, sætter dem imidlertid ikke i stand til at tage udfordringen op da råbet lyder ved midnat: „Her er brudgommen! Gå ud for at møde ham.“ De hverken ser eller anerkender beviserne på at brudgommen har været nærværende siden 1914. De foregiver at tro på brudgommen og på at kirken er hans brud, men de insisterer på at ville møde ham og få del i hans glæde på deres egen måde, deres egen sekteriske måde. Et fællesskab mellem dem og ’de kloge jomfruer’ forudsætter derfor et kompromis. Det forudsætter at alle som gør krav på at være kristne og arvinger til det himmelske rige, må finde sammen i et økumenisk samarbejde. „De kloge“ må skære ned på deres egen beholdning af åndelig olie og træde ned på det kristne stade hvor de uforstandige navnkristne befinder sig. „De kloge“ må altså gøre sig selv tåbelige i religiøs henseende for at kunne gøre fælles sag med de „tåbelige“, uforstandige navnkristne.

25. (a) Hvad er med andre ord spørgsmålet for dem der svarer til ’de kloge jomfruer’? (b) Hvilke ord af Peter og Paulus må de handle efter for at kunne opfylde kravene lige til det sidste?

²⁵ Det står ganske klart hvad sagen drejer sig om: Vil de der svarer til ’de kloge jomfruer’ lade sig påvirke af sådanne religiøse følelser som dem der findes i kristenheden? Vil de give afkald på deres åndelige olie så de ikke er i stand til at skinne som sande kristne lige til enden, med det resultat at de med tiden må gå ud af processionen af lysbærere som ledsager brudgommen til døren til den sal hvor bryllupsfesten holdes? De må, som der siges i Andet Petersbrev 1:10, ’gøre deres yderste for at befæste deres kaldelse og udvælgelse’. De må efterligne apostelen Paulus, der henimod slutningen af sit jordiske liv skrev: „Jeg har fuldendt løbet, jeg har bevaret troen. Henlagt til mig herefter er retfærdighedens krone, som Herren, den retfærdige dommer, vil give mig som belønning på den dag.“ Når de når frem til døren, dér hvor brudgommens bryllupsfest holdes, må de opfylde alle de krav der stilles til en kristen. — 2 Timoteus 4:7, 8.

26. Hvordan blev ’de kloge jomfruer’ berøvet deres frihed under den første verdenskrig, og hvorfor skiltes de fra ’de tåbelige jomfruer’ i 1919?

²⁶ Af denne grund skilte de der svarer til ’de kloge jomfruer’ sig ud fra dem der blot foregav at være kristne — ligesom der i lignelsen om hveden og ukrudtet (eller rajgræsset) skete en adskillelse mellem hveden og ukrudtet. Under den første verdenskrig var de blevet ført i trældom under Babylon den Store, den falske religions verdensimperium, og dets militære, politiske og juridiske elskere. De var ikke alene berøvet deres handlefrihed som følge af frygt for mennesker i høje stillinger, men de var også rent bogstaveligt berøvet friheden i fængsler, militærlejre og andre forvaringssteder. I 1919 fulgte de den opfordring der lød fra himmelen vedrørende Babylon den Store: „Gå ud fra hende, mit folk, for at I ikke skal være delagtige med hende i hendes synder, og for at I ikke skal få del i hendes plager.“ (Åbenbaringen 18:4) De kunne ikke gå på kompromis med dem der svarer til ’de tåbelige jomfruer’ i dette spørgsmål. De måtte adlyde Gud mere end Babylon den Store og dets verdslige elskere. De kunne heller ikke sammen med Babylon den Store tilbede vilddyrets billede, Folkeforbundet, som Babylon den Store svang sig op på som sit ridedyr i 1919. — Åbenbaringen 13:14, 15; 14:11, 12; 17:1-18.

27. Hvordan indtog ’de kloge jomfruer’ et klart standpunkt lige fra begyndelsen, som det fremgik af en offentlig udtalelse der blev fremsat søndag den 7. september 1919?

²⁷ De der svarer til ’de kloge jomfruer’ tog lige fra begyndelsen et klart standpunkt i dette spørgsmål. Et vidnesbyrd herom er det offentlige foredrag „Håbet for den nødlidende menneskehed“, som præsident Rutherford holdt søndag den 7. september 1919 ved stævnet i Cedar Point og hvori han påpegede at Gud misbilligede Folkeforbundet. Vi citerer fra referatet i avisen Star-Journal (Sandusky, Ohio) for mandag den 8. september 1919:

Præsident Rutherford talte til næsten 7000 Mennesker, som var samlede under Træerne Søndag Eftermiddag. ’Han sagde, at ’Nationernes Forbund, dannet af politiske og økonomiske Kræfter og drevet af et Ønske om at gavne Menneskeheden ved at skaffe Fred og Overflod, vilde udrette meget godt. Derefter paastod han, at Herrens Mishag sikkert vilde komme over Forbundet, fordi Gejstligheden, baade den katolske og den protestantiske, der paastaar at være Guds Repræsentanter, har svigtet Guds Plan og godkendt Nationernes Forbund og har hilst det som et politisk Udtryk for Kristi Rige paa Jorden. — Vagt-Taarnet, januar 1920, side 8, spalte 1.

28, 29. Hvorfor indtog de der svarer til ’de kloge jomfruer’ dette standpunkt, og hvilket nedsættende udtryk som Jakob benytter kunne ikke anvendes om dem?

²⁸ De der svarer til ’de kloge jomfruer’ troede på at Guds elskede søns rige var blevet oprettet i himmelen ved udløbet af hedningernes tider i 1914, og de stillede sig urokkeligt på dette riges side og nægtede at anerkende eller tilbede nogen erstatning for det. De kunne ikke tillade sig at give noget væk af deres åndelige olie og skære ned på deres fulde hengivenhed for Guds messianske rige. Deres usvigelige trofasthed over for Riget gjorde dem ikke populære i denne verden. De blev ikke verdens venner. Tværtimod voksede verdens had imod dem. Men dette had og fjendskab fra verdens side fremhævede blot endnu tydeligere at de holdt fast ved deres tilknytning til den himmelske konge og brudgom. De kunne ikke betegnes med det nedsættende ord „ægteskabsbrydersker“ som disciplen Jakob benyttede om visse medlemmer af menigheden i det første århundrede, da han skrev:

²⁹ „Ægteskabsbrydersker, ved I ikke at venskabet med verden er fjendskab med Gud? Enhver der ønsker at være ven med verden, stiller sig derfor som fjende af Gud.“ — Jakob 4:4.

30, 31. Over for hvem viste de der svarer til ’de kloge jomfruer’ således de egenskaber der må kendetegne en trolovet jomfru, og hvordan beskriver Esajas den skønhed en brud er iklædt?

³⁰ De der svarer til ’de kloge jomfruer’ ærede altså deres himmelske brudgom som de var trolovet med eller lovet bort til ægteskab med, idet de urokkeligt bevarede hele deres beholdning af åndelig olie så de vedvarende kunne brænde som symbolske lamper med en klar flamme. De lod deres lys skinne i form af de loyale og rene egenskaber der kræves af dem der skal udgøre den himmelske brud som skal forenes med „én mand“, Herren Jesus Kristus. De glæder sig sammen med ham over at Guds tid er inde til at han skal hjemføre sin „brud“. De deler hans glæde, som der står: „Som brudgom glædes ved brud, så din Gud ved dig.“ (Esajas 62:5) Ligesom brudgommen er klædt i strålende herlighed ønsker også de at fremtræde i skønhed som en brud på bryllupsdagen, så de tager imod den prydelse den himmelske Fader overrækker dem. Den skønhed der kendetegner såvel brudgom som brud, beskrives i Esajas 61:10:

³¹ „Han klædte mig i frelsens klæder, hylled mig i retfærds kappe, som en brudgom, der binder sit hovedbind, som bruden, der fæster sine smykker.“

32. Hvordan skinner ’de kloge jomfruer’ til ære for deres brudgom?

³² Der bør intet være hos de modbilledlige ’kloge jomfruer’ på jorden som kaster et ugunstigt skær over den herlige himmelske brudgom, der er strålende som solen: „Som en brudgom går den ud af sit kammer.“ (Salme 19:5, 6) Som ’kloge jomfruer’ har de derfor pligt til at skinne som lysspredere til ære for deres brudgom ved at lægge de Kristuslignende egenskaber for dagen der adskiller dem fra den religiøse skøge, Babylon den Store, og alle hendes religiøst umoralske „døtre“. Når de skinner på denne måde stiller de ikke deres elskede brudgom i et forkert lys over for menneskene.

Olie til lamperne købes hos sælgerne

33. Hvad var det eneste ’de kloge jomfruer’ kunne sige til „de tåbelige“, i henhold til Jesu lignelse, og hvad viste „de kloge“ derved?

³³ Eftersom de modbilledlige ’tåbelige jomfruer’ manglede åndelig olie, kunne de ikke skinne til ære for brudgommen som var ankommet og var til stede og nu gik hen til bryllupsfesten. De havde ikke ret til noget af den „olie“ som „de kloge“ havde taget med og selv behøvede for at kunne følge brudgommen. Alt hvad „de kloge“ ifølge lignelsen kunne gøre for „de tåbelige“, var at sige til dem: „Måske er der ikke nok til både os og jer. Gå hellere hen til dem der sælger den og køb jer noget.“ (Mattæus 25:9) Hermed viste ’de kloge jomfruer’ endnu en gang at de virkelig var forstandige, og de uforstandige jomfruers tåbelighed viste sig at blive til ulykke for dem selv. De blev nødt til at gå hen og finde nogle oliehandlere for at få deres lamper fyldt op.

34, 35. Hvordan købte ’de tåbelige jomfruer’ olie i lignelsens opfyldelse? Hvad ville der ske imens, ifølge lignelsen?

³⁴ Det samme skete i lignelsens opfyldelse: „de tåbelige“ blev nødt til selv at skaffe sig den nødvendige åndelige olie. De gik derhen hvor de, som følge af deres religiøse overbevisning, mente at de kunne få den „olie“ der ville give dem adgang til himmelen, i henhold til deres trosbekendelser. De søgte derfor hen til deres egne sekteriske kirkeretninger for at få den slags „olie“ de kunne købe hos dem, og af disse sælgere fik de den slags „olie“ de var villige til at betale for, uden at de behøvede at vise den rette hengivenhed for den himmelske brudgom. Men vil denne religiøse „olie“ som de har købt hos oliesælgerne til den pris disse sælgere har fastsat, give dem adgang til bryllupsfesten? Herom læser vi:

³⁵ „Mens de gik hen for at købe, ankom brudgommen, og de jomfruer der var parate gik med ham ind til bryllupsfesten, og døren blev lukket.“ — Mattæus 25:10.

36. Hvilke jomfruer kunne glæde sig over at være sammen med brudgommen i processionen, og hvordan kunne de stå prøve da det blev foretaget en inspektion ved „døren“?

³⁶ ’De kloge jomfruer’ og ’de tåbelige jomfruer’ gik hver sin vej — „de tåbelige“ gik bort fra brudgommen, og „de kloge“ gik brudgommen i møde da han ankom. Da ’de kloge jomfruer’ mødte brudgommen var der et stykke vej hen til „døren“ til det hus hvor bryllupsfesten skulle holdes. På vejen derhen gik festdeltagerne i procession med tændte lamper, og således var ’de kloge jomfruer’ sammen med brudgommen, og brudgommen var nærværende hos dem. Da processionen med de glade festdeltagere nåede sit bestemmelsessted og fortsatte ind ad døren til brudgommens bolig, brændte ’de kloge jomfruers’ lamper stadig klart. Deres olie var ikke sluppet op inden de nåede frem til „døren“. På denne måde viste de at de var en del af den procession der fulgte brudgommen. Dette gav dem adgang til bryllupsfesten. Det var vigtigt at de var rede til den inspektion der ville finde sted, for der siges i lignelsen: „De jomfruer der var parate gik med ham ind til bryllupsfesten.“ Døren blev ikke lukket for næsen af dem, men bag dem!

37. På hvilken måde viser det sig at nutidens „jomfruer“ skinner når inspektionen finder sted, og hvilken tilstand befinder de sig i, siden brudgommen lader dem blive en del af ’brudeskaren’?

³⁷ I lignelsens opfyldelse her i vor tid fortsætter de der svarer til ’de kloge jomfruer’ trofast i denne procession der ærer og ophøjer den herlige brudgom. Når de er nået hen til „døren“, hvor inspektionen finder sted, viser det sig at de er værdige til at få adgang til bryllupsfesten. Inspektionen, som foretages af deres himmelske trolovede, bringer for dagen at de skinner med den kristne personlighed som brudgommen venter at finde hos sin himmelske „brud“. De fremstiller sig „som en ren jomfru for Messias“. De har ikke ladet sig fordærve og vende bort „fra den oprigtighed og renhed som Messias har krav på“. (2 Korinter 11:2, 3) Brudgommen kan godkende disse nutidige ’kloge jomfruer’ som en del af den kristne menighed, hvorom vi læser: „For at han kunne fremstille menigheden for sig i dens pragt, uden at den havde en plet eller rynke eller noget sådant, men så den kunne være hellig og dadelfri.“ — Efeserne 5:27.

„Og døren blev lukket“

38. Hvor mange, alt i alt, vil få adgang til bryllupsfesten, og hvornår vil „døren“ officielt blive lukket? Begrund svaret.

³⁸ Når alle de 144.000 medlemmer af den himmelske ’brudeskare’ er gået ind ad „døren“ til bryllupsfesten, er der naturligvis ikke flere som vil få adgang. (Åbenbaringen 7:4-8; 14:1-5) Men hvornår bliver „døren“ officielt lukket? Det må ske når „den store trængsel“ bryder løs til Guds fastsatte tid og ødelæggelsen begynder at ramme kristenheden og hele den øvrige del af den religiøse skøge, det store Babylon, den falske religions verdensimperium. Da vil det være for sent for dem der bekender sig til kristendommen at gå ud fra Babylon den Store for ikke at blive delagtig med hende i hendes synder og få del i hendes dødbringende plager. (Åbenbaringen 18:4) Eftersom „den store trængsels“ dage vil blive „afkortet“ på grund af „de udvalgte“, er det indlysende at tallet på disse „udvalgte“, nemlig 144.000, vil være fuldstændigt når „den store trængsel“ bryder løs. Dermed lukkes døren.

39. Hvad sker der til sidst i lignelsen om de ti jomfruer?

³⁹ Hvad sker der så? Lignelsen om de ti jomfruer antyder hvad der vil ske, idet den slutter med ordene: „Bagefter kom de andre jomfruer også, og de sagde: ’Herre, herre, luk op for os!’ Som svar sagde han: ’Jeg siger jer som sandt’ er: Jeg kender jer ikke.’“ — Mattæus 25:11, 12.

40. Hvorfor kunne brudgommen med fuld ret sige til ’de tåbelige jomfruer’: „Jeg kender jer ikke“?

⁴⁰ De fem ’tåbelige jomfruer’ havde skaffet sig den olie de kunne få hos de oliesælgere de havde kunnet finde dér, midt om natten, og nu kom de til døren med deres lamper tændte. Men deres lamper havde ikke skinnet til ære for brudgommen. De var ikke en del af den procession der var gået ham i møde og havde ledsaget ham og glædet sig på hans vegne. På hvilket grundlag kunne brudgommen da anerkende dem som deltagere i festen? De havde jo ikke føjet nogen glans til hans bryllupsprocession. Han talte sandt da han sagde: „Jeg kender jer ikke.“ Han gjorde ret i at holde døren lukket for dem.

41. Hvad vil de der tilhører ’de tåbelige jomfruer’ opdage vedrørende deres egen stilling når „den store trængsel“ rammer kristenheden?

⁴¹ Svarende til dette vil de navnkristne, når „den store trængsel“ bryder løs over kristenheden som den mest fremtrædende del af den religiøse skøge, det store Babylon, blive stærkt i tvivl vedrørende deres forhåbninger om at komme i himmelen når de dør. Det vil gå op for dem at de ikke har tilhørt den rette religiøse organisation, den der udgør ’den rene jomfru’, „bruden, Lammets hustru“. De vil opdage at de ikke rent legemligt bliver ’rykket bort’ i skyerne „for at møde Herren i luften“, sådan som deres religiøse lærere ellers har fortolket ordene i Første Tessalonikerbrev 4:17. De har ganske vist skinnet som medlemmer af den ene eller den anden religiøse sekt eller kirke i kristenheden, men de har kun været navnkristne, ikke virkelige kristne. Det der betyder noget nu da „den store trængsel“ begynder, er ikke hvad deres præst eller prædikant har ment eller sagt om dem, men hvad den himmelske brudgom siger om dem!

42. På hvilket grundlag vil de søge at blive anerkendt af brudgommen når deres religiøse organisation til den tid er borte og ikke kan formidle nogen kontakt for dem?

⁴² For sent erkender de deres situation, at døren er lukket for dem, idet det religiøse grundlag de har bygget på, forsvinder i „den store trængsel“. Den religiøse organisation der tjente som deres formidler er blevet tilintetgjort, så nu må de henvende sig direkte til brudgommen, den sande menigheds overhoved. Eftersom hans parousia eller nærværelse er usynlig og han er skjult for deres øjne som var han bag en lukket dør, vil de råbe til ham for at se om ikke deres kristne bekendelser alene, uden de rette gerninger, vil frelse dem og give dem adgang til himmelen. De har jo anerkendt ham med mundens ord, så burde han nu ikke gøre gengæld og anerkende dem? „Herre, Herre!“ vil de råbe, i håb om at han hører dem. Det burde da kunne åbne døren for dem. Men vil det?

43. (a) Hvilke ord som Jesus fremholdt i sin bjergprædiken om at kalde ham „Herre“, har de der hører til ’de tåbelige jomfruer’ ikke taget alvorligt? (b) Hvordan vil det gå dem når Jesus til sidst viser at ordene skulle tages alvorligt?

⁴³ De har ikke taget dét alvorligt som den himmelske brudgom sagde i sin bjergprædiken: „Ikke enhver som siger til mig: ’Herre, Herre,’ vil komme ind i himlenes rige, men kun den der gør min himmelske Faders vilje. Mange vil sige til mig på den dag: ’Herre, Herre, har vi ikke profeteret i dit navn, og uddrevet dæmoner i dit navn, og gjort mange kraftige gerninger i dit navn?’ Og alligevel vil jeg da erklære over for dem: Jeg har aldrig kendt jer! Gå væk fra mig, I som øver lovløshed.“ (Mattæus 7:21-23) Men til den tid, i „den store trængsel“, vil de der hører til ’de tåbelige jomfruer’ få at se at brudgommen virkelig mente disse ord og at ordene udtrykker det princip han da vil følge. Han vil ikke åbne døren og give dem adgang til den himmelske bryllupsfest. Han vil lade dem blive udenfor i denne verdens dybe nattemørke, hvor de går til grunde sammen med alle andre „som øver lovløshed“. De vil ikke få nogen opstandelse til liv i himmelen.

44. Med hvilke ord sluttede Jesus lignelsen om de ti jomfruer, og hvad tør „de kloge“ ikke gøre med deres beholdning af åndelig olie?

⁴⁴ De ord hvormed Jesus understregede pointen i sin lignelse om de ti jomfruer er derfor særlig aktuelle og betimelige for os der lever nu, her ved „afslutningen på tingenes ordning“. Jesus sagde: „Hold jer derfor vågne, for I kender hverken dagen eller timen.“ (Mattæus 25:13) De der ønsker at være som de fem kloge jomfruer, må vedvarende lade deres lys skinne i form af kristne gerninger og en kristen personlighed der opfylder de krav der stilles til medlemmerne af den himmelske ’brudeskare’. De tør ikke indgå noget kompromis med dem der søger at gøre dem meddelagtige i de andres tåbelighed og få dem til at aflevere en større eller mindre del af deres åndelige olie.

45. Hvem tør „de kloge“ ikke gøre fælles sag med i religiøs henseende? Til ære for hvem må de fortsat skinne, og hvorfor?

⁴⁵ Vi tør ikke udsætte os for den fare at vort lys går ud, så vi kommer til at gøre fælles sag med dem i religiøs henseende. Vi har selv brug for al den åndelige olie vi kan skaffe. Vor tro på brudgommens ankomst og nærværelse må hele tiden være lysende klar, og vi må stadig fortsætte med tændte lamper i den procession der følger ham indtil han har bragt sin brud, sin menighed, helt hjem. Den lange tid hvor brudgommen lod vente på sig, er forbi. Nu er han her, nærværende i sin herlighed. Tiden er ikke længere inde til at døse og sove! Tiden er inde til at skinne til hans ære og til at dele den glæde med ham som hans himmelske Fader har beredt ham, glæden over at han skal forenes med sin åndelige „brud“ og fejre dette med en bryllupsfest. Det er livsvigtigt at vi holder os vågne nu, for vi ved ikke hvilken dag eller time mulighedens „dør“ vil blive uigenkaldeligt lukket.

En del af tegnet på hans parousia

46. (a) Hvilket spørgsmål som apostlene havde stillet, var Jesus i færd med at besvare da han fortalte lignelsen om de ti jomfruer? (b) Hvordan ser „de kloge“ lignelsens højdepunkt gå i opfyldelse, og hvad overbeviser dette dem om?

⁴⁶ Da Jesus fortalte lignelsen om de ti jomfruer, var det som en del af svaret på det spørgsmål hans apostle havde stillet ham: „Hvad vil være tegnet på din nærværelse [parousiʹa] og afslutningen på tingenes ordning?“ (Mattæus 24:3) Opfyldelsen af lignelsens højdepunkt har stået på siden 1914. Enhver kan nu se hvordan de sidste enkeltheder i lignelsen bliver til virkelighed. De begivenheder der her er blevet beskrevet i detaljer, er ikke foregået i en afkrog, i det skjulte, men i fuld offentlighed, sådan at alle opmærksomme iagttagere har kunnet lægge mærke til dem, uanset om de så har forstået begivenhedernes dybere betydning eller ej. I hvert fald har de der hører til ’de kloge jomfruer’ mærket sig disse betydningsfulde begivenheder, og de har heri et afgørende bevis på at den himmelske brudgom ankom i 1914 og at han stadig er usynligt nærværende. Da de ser at lignelsen om de ti jomfruer går i opfyldelse, erkender de med troens øjne at han er nærværende. De er overbeviste om at „afslutningen på tingenes ordning“ begyndte i året 1914.

47. Hvordan fremgår den rette betydning af det græske ord parousiʹa af det som de kloge jomfruer i lignelsen gjorde da de hørte råbet ved midnat bekendtgøre at brudgommen var der?

⁴⁷ Vi må huske at det græske ord parousiʹa som apostelen Mattæus benyttede i sit evangelium, kapitel 24, vers 3, betyder „nærværelse“, og ikke „komme“, sådan som mange oversættere gengiver det. Dette fremgår klart af de begivenheder der er beskrevet i lignelsen. De ti døsige eller sovende „jomfruer“ vågner da de hører råbet ved midnat: „Her er brudgommen!“ Da „de kloge“ ivrigt spejder efter processionen der følger brudgommen med tændte lamper, og ser at han er nået hen til det sted hvor de opholder sig, slutter de sig til hans følge. Fra dette tidspunkt går der nogen tid før de når frem til brudgommens bolig, hvor bryllupsfesten venter alle som er indbudt og er værdige til at få adgang. Fra brudgommen er ankommet til han har ført bruden hjem til det hus han har gjort rede til hende, er der altså en periode hvori han er nærværende.

En misforståelse rettes

48. (a) I hvilket år begyndte Kristi nærværelse, ifølge den udregning som redaktøren og udgiveren af Zion’s Watch Tower foretog? (b) Hvilket år blev mennesket skabt, som vist i en årrække på forsiden af The Watch Tower?

⁴⁸ Det er sandt at redaktøren og udgiveren af Zion’s Watch Tower and Herald of Christ’s Presence regnede ud at den himmelske brudgoms „nærværelse“ eller parousia begyndte i 1874. Russell og hans medarbejdere kom også til det resultat at Jehova Gud skabte det første menneske i år 4128 f.v.t., hvilket vil sige at de første seks tusind år af menneskenes eksistens på jorden udløb i 1872. Fra 1. juli 1906 begyndte man at angive årstallet på forsiden af Zion’s Watch Tower and Herald of Christ’s Presence efter denne beregningsmetode, og man fortsatte dermed frem til bladets udgave for 15. september 1928. (På den danske udgave fra januar 1911 til 15. december 1928.) På den første af de nævnte engelske udgaver, for eksempel, var bladets dato angivet således: „July 1, A.D. 1906 — A.M., 6034“, og på den sidste udgave således: „Anno Mundi 6056 — September 15, 1928“. (På de danske udgaver: „Januar 1911. Efter Adam: 6039“ og „15. December 1928. Efter Adam: 6057“.) Man gik ud fra at Anno Mundi 1, det første „verdensår“, det første år „efter Adam“, svarede til år 4128 før vor tidsregning.

49. (a) Hvornår antog man at synden holdt sit indtog? (b) Hvornår skulle tusindårsriget derfor begynde, idet Satan skulle kastes i afgrunden og Kristus begynde at herske?

⁴⁹ Man antog imidlertid at den fuldkomne mand og kvinde levede to år i Edens have før de syndede, og således kom man til det resultat at syndefaldet fandt sted i 4126 f.v.t. På dette grundlag regnede man ud at menneskenes seks tusind år lange trældom under synden sluttede i 1874, og i dette år, om efteråret, begyndte det syvende årtusind hvor syndens ophavsmand, Satan Djævelen, skulle være bundet i afgrunden og Kristus skulle herske i de forudsagte tusind år. Det vil sige at Kristus skulle begynde at herske samme år som han kom igen og hans usynlige nærværelse eller parousia begyndte.

50. Hvilken fodnote til Apostelgerninger 13:20 i Benjamin Wilsons Emphatic Diaglott tog denne kronologi hensyn til?

⁵⁰ Denne kronologi tog hensyn til en formodning der var blevet fremsat i fodnoten til Apostelgerninger 13:20 i Benjamin Wilsons bibeloversættelse, The Emphatic Diaglott. Skriftstedet lyder: „Og efter dette gav han dommere i omkring fire hundrede og halvtreds år, indtil profeten Samuel.“ I fodnoten til dette vers står der:

Her forekommer en vanskelighed som har voldt bibelkronologerne meget hovedbrud. Det antal år der oplyses her, stemmer ikke med oplysningen i Første Kongebog 6:1. Der er blevet foreslået mange løsninger, men kun én som synes fuldstændig tilfredsstillende, nemlig at teksten i Første Kongebog 6:1 er blevet forvansket, idet man er kommet til at benytte det hebraiske bogstav daleth (4) i stedet for he (5), der ligner det meget. På denne måde bliver der 580 år (i stedet for 480) fra udgangen af Ægypten til bygningen af templet, og det stemmer nøjagtigt med Paulus’ kronologi.

51. (a) Hvad skrev C. T. Russell følgelig på side 57 i Tiden er nær vedrørende Første Kongebog 6:1? (b) Hvornår blev mennesket da skabt, hvornår udløb de 6000 år under syndens herredømme, og hvornår begyndte det store jubelår?

⁵¹ På side 57 i bogen Tiden er nær, som er skrevet af C. T. Russell, siges der om Første Kongebog 6:1:

Der burde aabenbart staa det 580. Aar; thi hvis vi til Salomons 4 Aar lægger Davids 40 Aar, Sauls 40 og de 46 Aar fra Udgangen af Ægypten til Landets Deling, saa har vi 130 Aar, og disse trukket fra 480 vilde kun give 350 til Dommerperioden i Stedet for de 450 Aar, der omtales i Dommernes Bog og hos Paulus, som forud paavist. Det hebraiske skrifttegn „Daleth“ (4) ligner meget „He“ (5), og man mener, at det er ved en Forveksling af disse, at Fejlen er opkommet, — muligvis en Afskrivers Forseelse. I 1 Kongerne 6:1 bør der altsaa staa det 580. Aar, hvorved der opnaas fuld Overensstemmelse med de andre Udsagn.

Ved således at indsætte 100 år i dommerperioden rykkede man menneskets skabelse 100 år tilbage, nemlig til 4128 f.v.t., og de første seks tusind år af menneskets eksistens på jorden kom til at udløbe i 1872. (Tiden er nær, side 45) Da man antog at der gik to år før syndefaldet fandt sted, nåede man frem til 1874 som det år hvori menneskene havde trællet under synden i seks tusind år, hvorefter det syvende årtusind, med Kristi herredømme som ville fjerne synden, begyndte. Da skulle det store jubelår altså begynde.

52. Når man betragter de ældste græske manuskripter, gælder de 450 år i Apostelgerninger 13:20 da dommertiden, eller gælder de tiden før? Hvordan fremgår dette af nye bibeloversættelser?

⁵² Ifølge de ældste manuskripter til De kristne græske Skrifter er ordlyden i Apostelgerninger 13:20 imidlertid anderledes end den der findes i The Emphatic Diaglott samt i den autoriserede danske og den autoriserede engelske bibeloversættelse. Ifølge de tidligste manuskripter gælder de fire hundrede og halvtreds år ikke dommerperioden. Som en bekræftelse på dette kan nævnes at The New English Bible (1970) gengiver Apostelgerninger 13:20 på denne måde: „i omkring fire hundrede og halvtreds år, og derefter udnævnte han dommere til dem indtil profeten Samuels tid.“ The Jerusalem Bible (1966) siger: „i omkring fire hundrede og halvtreds år. Derefter gav han dem dommere, frem til profeten Samuel.“ Skat Rørdams danske oversættelse (3. udgave, 1903) gengiver teksten på tilsvarende måde, og det samme gør Peter Schindlers oversættelse fra 1953.

53. Blev bogstaver benyttet som taltegn i de gamle hebraiske bibelmanuskripter?

⁵³ Dertil kommer at tallene i de ældste eksisterende hebraiske bibelmanuskripter, som for eksempel Dødehavsrullerne, ikke er skrevet med cifre, altså med bogstavtegn der hver især tillægges en talværdi, men derimod er skrevet helt ud. Teorien om en afskriverfejl i Første Kongebog 6:1 holder derfor ikke stik.b

54. (a) Hvilket tidspunkt som vi her interesserer os for, vil blive berørt af at vi udregner Bibelens kronologi på grundlag af de oplysninger som Bibelen virkelig giver os? (b) Troede man ikke længere på Kristi nærværelse da man fjernede ordet „Nærværelse“ fra Vagttaarnets titel?

⁵⁴ Der er således ikke noget bibelsk grundlag for at indføje de 100 år i dommerperioden. Tallet bør derfor trækkes fra igen, og man bør udregne bibelkronologien på grundlag af de oplysninger Bibelen virkelig indeholder. Dette vil uundgåeligt berøre tidspunktet for begyndelsen til brudgommen Jesu Kristi parousia. Fra 1. januar 1939 blev Vagttårnets engelske titel ændret til The Watchtower and Herald of Christ’s Kingdom (på dansk fra 1. april 1939: Vagttaarnet, Forkynder af Kristi Rige), og fra 1. marts 1939 til The Watchtower Announcing Jehovah’s Kingdom (på dansk fra 1. juli 1939: Vagttaarnet, Forkynder af Jehovas Rige). Det betød dog ikke at bladets udgivere ikke længere troede på at Kristus var nærværende. Det betød imidlertid at man lagde mere vægt på Riget, Jehova Guds rige ved Jesus Kristus, eftersom det er Jehovas rige ved Kristus der vil hævde Jehovas universelle suverænitet.

55. (a) Hvornår holdt man op med at indføje de 100 år i dommerperioden, og hvordan gjorde man opmærksom herpå? Hvornår udløb så de første 6000 år af menneskets eksistens? (b) Hvilken betydning fik det for årstallet 1874, og hvilket spørgsmål opstod?

⁵⁵ 1943 udgav Watch Tower Bible & Tract Society på engelsk bogen „Sandheden skal frigøre jer“. Det ellevte kapitel i denne bog redegjorde for den bibelske tidsregning, og her indføjede man ikke længere 100 år i dommerperioden, men fulgte den ældste og mest autentiske læsemåde i Apostelgerninger 13:20, og man accepterede tallene i De hebraiske Skrifter som de står. Dermed blev udløbet af de første seks tusind år af menneskets eksistens flyttet frem til et sted i 1970erne. Det betød naturligvis at man ikke længere fastholdt 1874 som det år hvori Herren Jesus Kristus kom igen og begyndte at være usynligt nærværende. Det årtusind der ville begynde med at Satan Djævelen blev lænket i afgrunden og Kristus begyndte at herske i himmelsk herlighed sammen med sine 144.000 medarvinger, hørte endnu fremtiden til. Hvordan forholdt det sig da med Kristi parousia eller nærværelse? På side 301 i ovennævnte bog (dansk udgave) siges der klart og tydeligt: „Kongens Nærværelse eller parousia begyndte i 1914.“ Og i Vagttaarnet for 15. oktober 1949 (side 320, paragraf 22) siges der: „Messias, Menneskesønnen, kom i Rigets magt i året 1914, og det er hans andet komme, begyndelsen til hans anden parousia eller nærværelse.“

56. (a) Hvilken ny bibeloversættelse blev udgivet i 1950, og med hvilken gengivelse af Apostelgerninger 13:20? (b) Hvilken udtalelse, som byggede på en pålidelig bibelkronologi, blev fremsat vedrørende Kristi nærværelse?

⁵⁶ I 1950 udkom så Ny Verden-oversættelsen af De kristne græske Skrifter på engelsk, med den mest autentiske læsemåde i Apostelgerninger 13:20 og med „nærværelse“ alle de steder hvor ordet parousiʹa forekommer i grundteksten. Umiddelbart efter blev bogen „Dette betyder evigt liv“ udgivet på engelsk. (Den udkom på dansk i 1952, og i revideret dansk udgave i 1963.) Det 21. kapitel i denne bog bar titlen „Livets banebryders anden nærværelse“. Hele kapitlet handler om dette emne og holder sig nøje til den pålidelige bibelske tidsregning. På siderne 220-222 i den reviderede udgave læser vi:

De allerede omtalte kendsgerninger beviser at Guds rige blev født i 1914 og at hans søn da blev sat på tronen med myndighed til at herske med et jernspir iblandt sine fjender. Til sidst vil han sønderslå dem og befri universet for alle der modstår Guds retmæssige suverænitet. — Salme 2:8, 9.

Året 1914 afmærker derfor tidspunktet for Kristi usynlige genkomst i ånden. . . . Hans komme til Riget i 1914 afmærker begyndelsen til hans anden nærværelse eller parousia. Dette græske ord betyder nærværelse.

. . . Skønt hans anden nærværelse er usynlig i ånden, er den af en sådan betydning for mennesker ud over hele jorden at den ikke må og heller ikke vil blive hemmeligholdt. . . . „Thi ligesom lynet, der kommer fra øst, lyser helt om i vest, sådan skal Menneskesønnens komme [parousiʹa] være.“ — Mattæus 24:26, 27.

Siden 1914 har den nærværende Kristus lagt beviserne for sin anden nærværelse eller parousiʹa for dagen så mennesker overalt har kunnet erkende dem.

57. (a) Begyndte Kristus at herske midt blandt sine fjender før udløbet af hedningernes tider i 1914? (b) Hvornår lod brudgommen midnatsråbet lyde og hvilke vigtige kendsgerninger er blevet fastslået som følge af begivenheder der er indtruffet siden?

⁵⁷ Denne forståelse er i harmoni med de inspirerede skrifter. Kristus begyndte ikke at herske fyrre år før hedningetiderne udløb i 1914! Nej, han ventede ved sin himmelske Faders højre hånd indtil dette tidspunkt, da han skulle begynde at herske midt blandt sine jordiske fjender, som Jehova lægger som en skammel for hans fødder! (Salme 110:1, 2; Hebræerne 10:12, 13) Hans kongelige nærværelse eller parousia begyndte således i dette år. Og som historien viser, lod han i 1919 midnatsråbet lyde på jorden så de sovende „jomfruer“ vågnede og forstod situationen: „Her er brudgommen! Gå ud for at møde ham.“ Dette råb forsikrede dem om at den himmelske brudgom var nærværende. De der svarer til ’de kloge jomfruer’ har siden været på vej ud for at møde ham. De skinner som lysspredere i den formørkede verden. Dette er i sig selv et vidnesbyrd om at Kristi lovede nærværelse er begyndt. Det er også et vidnesbyrd om at Guds tusindårsrige ved Kristus er kommet nær!

58. Hvorfor kan vi ikke nøjes med at behandle lignelsen om de ti jomfruer nu da vi beskæftiger os med tegnet på at Riget er nær?

⁵⁸ Opfyldelsen af denne lignelse om de ti jomfruer udgør imidlertid ikke hele tegnet på at det velsignede tusindårsrige er nær. Vi kan derfor ikke nøjes med at behandle denne lignelse. Vi må også betragte andre dele af det usædvanlige tegn.

[Fodnoter]

[Illustration på side 188]

C. T. Russell