med hovedbindet, ned med kronen! Som det var, er det ikke mere! Op med det lave, ned med det høje! Grushobe, grushobe, grushobe gør jeg det til. Ve det! Således skal det være, til han kommer, som har retten til det; ham vil jeg give det.“ Den „som har retten til det“, retten til herredømmet, viste sig at være Jesus Kristus, som var efterkommer af kong David. I år 33 e.v.t. var der over 500 jøder der blev vidne til at Jesus var blevet oprejst af Gud på tredjedagen efter at han havde lidt døden som martyr. — 1 Korinter 15:3-20.

Messias anerkender hedningernes tider

11. Hvorfor prøvede Jesus ikke at gøre sig selv til konge i Jerusalem, og hvad sagde han derfor til landshøvdingen Pontius Pilatus?

¹¹ Hverken før eller efter sin opstandelse fra de døde prøvede Messias Jesus at indsætte sig selv som konge i det jordiske Jerusalem. Han gjorde intet forsøg på at tage magten fra Pontius Pilatus, romernes daværende landshøvding over Judæa og Jerusalem. En af grundene til dette var at „hedningernes tider“, som han selv omtalte i Lukas 21:24, var begyndt. Han underkastede sig denne ordning som Gud havde truffet. I overensstemmelse med dette sagde han til Pilatus: „Mit rige er ikke en del af denne verden. Hvis mit rige var en del af denne verden, ville mine tjenere have kæmpet for at jeg ikke skulle overgives til jøderne. Men nu er mit rige ikke herfra.“ — Johannes 18:36.

12. Hvad vidste Jesus, som kender af De hebraiske Skrifter, angående hedningernes tider? Hvilke spørgsmål opstår nu angående disse „tider“?

¹² Som kender af De inspirerede hebraiske Skrifter vidste Messias Jesus at hedningernes tider var begyndt før romerne havde indtaget Jerusalem og indsat deres landshøvdinger. Han vidste at de var begyndt da Jerusalem for første gang blev jævnet med jorden, i år 607 f.v.t. Gud benyttede den hedenske konge Nebukadnezar af Babylon, som han kaldte „min tjener“, til at omstyrte Jerusalem og Juda. (Jeremias 43:10) Hedningernes verdensherredømme varede endnu ved på Jesu tid og fortsatte indtil Guds fastsatte tid udløb. Indtil da måtte Messiasriget, det rige der ikke skulle være „en del af denne verden“, vente. Hvor mange „tider“ regnet fra år 607 f.v.t. skulle hedningernes herredømme da vare?

13. Hvordan åbenbarede Gud for Babylons konge hvor mange „tider“ der skulle hengå, og hvilken virkning fik dette på kongen?

¹³ Svaret på dette angav Jehova Gud i en drøm han gav Nebukadnezar, den konge han havde benyttet som sin „tjener“. Nebukadnezar havde været anvendt som redskab til at ødelægge „den store Konges by“, Jerusalem, men opfyldelsen af den drøm han fik indebar at han måtte erkende at Jehova alligevel er „den Højeste“, „Himmelens konge“. (Mattæus 5:35; Daniel 4:34, 37) Med denne „tjener“ som redskab lod den højeste Gud, himmelens konge, „hedningernes tider“ begynde i 607 f.v.t.

14. Hvilken erklæring udsendte otte præster i London under indtryk af krigsbegivenhederne i Mellemøsten i 1917?

¹⁴ I slutningen af 1917, det år under den første verdenskrig hvor det genopbyggede Jerusalem blev overtaget af britiske tropper, mødtes otte af Englands mest fremtrædende præster i London og udsendte en interessant erklæring med syv punkter, deriblandt følgende:

„Punkt 1. — Den nuværende krise tyder på, at hedningernes tider er afsluttet.

Punkt 4. — Israel vil blive genoprettet i dets eget land, skønt endnu vantro, og vil derefter blive omvendt, når Kristus åbenbarer sig for det.

Punkt 5. — Alle menneskelige genopbyggelsesplaner må underordnes Herrens andet komme, fordi alle nationer skal underkastes hans styre.

Punkt 7. — De sandheder, der er fremsat i dette opråb, er af den største praktiske betydning med hensyn til at bestemme, hvorledes de kristne bør forholde sig over for øjeblikkets presserende problemer.“

15. (a) Hvad repræsenterede det vældige træ i Nebukadnezars drøm? (b) Hvordan forholdt det sig med det babyloniske verdensherredømme i den periode hvor Nebukadnezar havde mistet forstanden? (c) Hvordan fortsatte verdensherredømmet efter at Babylon havde mistet det?

¹⁵ I den drøm Jehova Gud gav sin „tjener“ kong Nebukadnezar, erklæredes det fra himmelen at der skulle gå „syv tider“. Hvilken forbindelse er der nu mellem disse tider og „hedningernes tider“, så de bliver identiske? Følgende: I den profetiske drøm stod det vældige træ for verdensherredømme som begreb betragtet. Fordi det på daværende tidspunkt var Nebukadnezar selv, Jehova Guds „tjener“, der udøvede verdensherredømmet, blev træet identificeret med ham personligt, så man kunne sige at det skildrede ham. Men blev hans verdensherredømme da omhugget da han mistede forstanden og ikke kunne bestride sit embede som verdenshersker? Ophørte det babyloniske verdensriges herredømme? Nej, det fortsatte indtil han blev genindsat, og det fortsatte under hans efterfølgere Evil-Merodak, Nabonid og Beltsazzar. Derefter blev hedningernes verdensherredømme fortsat af flere på hinanden følgende verdensmagter: Persien, Grækenland, og Rom med dets senere udløber, den britisk-amerikanske verdensmagt.

16. Hvis verdensherredømme var det i virkeligheden der lå som fældet mens alle de hedenske verdensmagter regerede, og hvor mange „tider“ skulle der hengå for det symbolske træs stub?

¹⁶ Hvis verdensherredømme var det da der var blevet omhugget og lå som fældet i al denne tid, specielt med hensyn til Jerusalem, „den store Konges by“? Det var det herredømme der tilhørte den som Nebukadnezar havde kaldt „den Højeste“ og „Himmelens konge“, nemlig Jehova. Træstubben med dens bånd af jern og kobber skulle skildre at han lod sin udøvelse af verdensherredømmet stå i bero. Og Jehova Gud havde erklæret at der skulle hengå „syv tider“ for denne stub.

17. (a) Hvilket udtryk bruges i mange oversættelser i stedet for ordene „syv tider“? (b) Hvordan kan vi sige at Jerusalem stadig blev nedtrådt af hedninger efter at byen var blevet genopbygget?

¹⁷ I stedet for „syv tider“ bruges i mange bibeloversættelser udtrykket „syv år“. (The Living Bible, Moffatt, Today’s English Version og An American Translation) I den danske autoriserede oversættelse er dette angivet som en fodnote til Daniel 4:16. Nebukadnezars vanvid (sandsynligvis den tilstand der kendes som lykantropi) varede i syv år. Da han blev rask erkendte han at det var Gud der havde helbredt ham, men han lod ikke Guds folk rejse tilbage til dets hjemland. Jehova Gud havde erklæret at Jerusalem og Judas land skulle ligge øde i 70 år. Hedningernes nedtrædning af Jerusalem fortsatte derfor — også efter at byen var blevet genopbygget af de hjemvendte jøder fra og med år 537 f.v.t. Hvordan kan vi sige det? Fordi jøderne stadig var underlagt hedningers herredømme. Der var ingen efterkommer af David der herskede som uafhængig konge på en trone i Jerusalem. De syv tider må derfor, i forbindelse med Jehova Gud, være symbolske og altså vare længere end syv år fra 607 f.v.t. — Daniel 4:16, 23, 25, 32.

18. Hvad svarer ’de syv tider’ til i deres symbolske betydning, og hvornår endte de derfor?

¹⁸ I Bibelens profetiske tidsregning bliver et måneår beregnet til 360 dage. Et symbolsk år, eller en ’tid’, er på 360 kalenderår. Syv symbolske „tider“ eller „år“ svarer derfor til 7 × 360 år, eller 2520 år. Regnet fra år 607 f.v.t. — det år da Jerusalem, „den store Konges by“, begyndte at blive nedtrådt af hedninger fordi den blev ødelagt af Jehovas „tjener“ Nebukadnezar — ville de 2520 år ende i efteråret 1914 e.v.t.

19. Hvad markerede året 1914 her på jorden? (b) Hvad var tiden inde til at „Himmelens konge“ nu gjorde?

¹⁹ På jorden blev dette år markeret af den første verdenskrig, der udbrød på grund af spørgsmålet om verdensherredømme. Men der hvor „Himmelens konge“ bor, var tiden inde til at han demonstrerede at „den Højeste er Herre over menneskenes rige og kan give det, til hvem han vil“. (Daniel 4:25, 32) Tiden var inde til at ’den som havde retten til det’ skulle komme og den Højeste skulle ’give ham det’. (Ezekiel 21:25-27) Denne var den herliggjorte Messias, den som „Himmelens konge“ havde avlet som sin åndelige søn, nemlig Jesus Kristus, der var blevet oprejst til liv i himmelen. (Salme 2:1-7) Tiden var også kommet hvor „Himmelens konge“ vil sige til ham: „Hersk midt iblandt dine fjender!“ (Salme 110:1, 2) Dette betød med sikkerhed at „hedningernes tider“ nu var forbi!

„Guds Israel“ og afslutningen på hedningernes tider

 1, 2. (a) Hvilket forhold i Jerusalems gamle bydel i dag viser at Jehova ikke udøver sit verdensherredømme fra denne by? (b) Hvilken anden by med samme navn må man nu tage i betragtning?

I DECEMBER måned i krigsåret 1917 blev det jordiske Jerusalem erobret fra de muslimske styrker af britiske tropper under general Allenby. I hele verden blev dette hilst med jubel af kødelige jøder. Men indtil nu har tilstedeværelsen af en muslimsk moské på Morija bjerg i Jerusalems gamle bydel forhindret jøderne i at bygge en helligdom på dette sted, hvor kong Salomons tempel stod i gammel tid. Den Gud til hvis ære Davids søn byggede dette tempel udøver heller ikke sit messianske riges herredømme gennem det jordiske Jerusalem, nu hvor „hedningernes tider“ er endt. Men hvordan forholder det sig da med det andet Jerusalem? Hvilket Jerusalem? Det der omtales i det inspirerede brev til Jesu disciple i den romerske provins Galatien, skrevet nogle år efter at Jesus havde forudsagt ødelæggelsen af den genopbyggede by Jerusalem, en ødelæggelse der fandt sted i år 70. I Galaterbrevet, kapitel 4, vers 25 og 26, læser vi:

²„Denne Hagar [den hebraiske patriark Abrahams trælkvinde] er altså ensbetydende med Sinaj, et bjerg i Arabien, og hun svarer til det nuværende Jerusalem, for det er i trældom med sine børn [indbyggere eller undersåtter]. Men det Jerusalem som er oventil er frit [ligesom Abrahams hustru Sara], og det er vor moder.“

 3, 4. (a) Hvem anerkendte Paulus, ligesom de kristne i Galatien, som sin åndelige „moder“? (b) På hvilken måde havde Israels folk været en del af Guds universelle organisation?

³ Det var Saulus fra Tarsus der skrev disse ord. Han var blevet en udvalgt apostel for Messias Jesus. „Det nuværende Jerusalem“ som han skrev om, blev bortvist fra Guds organisation, ligesom Hagar blev bortvist fra Abrahams husstand, og det blev ødelagt i år 70. Paulus regnede ikke længere det jordiske Jerusalem for at være sin åndelige „moder“. Derimod anerkendte han „det Jerusalem som er oventil“ som sin åndelige moder. Paulus var, ligesom de kristne i Galatien, et af hendes „børn“.

⁴ Da Gud ved Sinaj bjerg førte Israels folk ind i et pagtsforhold til ham gennem