Menneskeheden udfries til liv i Guds nye orden
„Se, jeg skaber nye himle og en ny jord.“ — Es. 65:17.
1, 2. (a) Hvilke tanker fremholder vi på grund af det gamle ord: „Der er slet intet nyt under solen“? (b) Hvilket spørgsmål opstår uvilkårligt når sådanne tilstande omtales?
DER er et gammelt ord der siger: „Der er slet intet nyt under solen.“ (Præd. 1:9) Men hvad nu hvis der ikke var flere krige på jorden, ja ikke engang krigsforberedelser, og heller ingen naturkatastrofer, ingen dødsulykker, ingen hungersnød og ingen pest? Hvad nu hvis der ingen tunge skattebyrder var, ingen stater som undertrykte deres borgere, ingen revolutioner og ingen blodige statskup? Så ville det være skønt, ikke sandt? Men lad os ikke standse her.
2 Hvad hvis der ingen snobbede sociale skel var, ingen nationale fordomme, ingen racediskrimination? Hvad hvis ingen af os skulle føle alderdommen og lide under at syn og hørelse svigter, hår og tænder mistes, og gode legemsfunktioner ikke vil mere, men vi i stedet opnåede ungdommens styrke og friskhed og bevarede den for bestandig? Hvad hvis ingen blev syg og døde, men folk i stedet kom tilbage fra gravene og kom til at leve sammen med os, indtil den sidste kirkegård efterhånden var tømt? Hvad hvis man overalt blev undervist i sandheden hvad religion angår, og vi alle levede i harmoni med denne sandhed? Hvad hvis vi levede fredeligt sammen på en jord der var som en vidtstrakt have, under én regering som styrede hele kloden? Det ville være noget nyt for alle mennesker, ikke sandt?
3. (a) Hvilken slags orden må det være hvis der hersker sådanne forhold? (b) Skal vi forvente at lægerne og sundhedseksperterne kan gøre noget i retning af at afskaffe døden?
3 Jo bestemt. En orden hvor sådanne tilstande råder på hele jorden, med så fuldkomment et forhold blandt alle mennesker, vil i sandhed være en ny orden. Selv tanken om en sådan tingenes orden på jorden er ny for millioner af mennesker i dag. Historien viser at menneskene til dato aldrig har levet under en sådan orden. Den orden vi alle sammen kender så godt, ’den nuværende orden’, er nu en ’gammel orden’. Menneskeslægten har været på jorden i tusinder af år, og alligevel er jorden endnu ikke passende befolket med mennesker der alle har rigeligt at spise. Grunden er at døden, af mange forskellige årsager, stadig har krævet sin høst af mennesker. Døden har hindret menneskeslægten i at formere sig hurtigere end den har gjort i de sidste to hundrede år. Døden har altid været på spil i denne gamle orden, og de mange læger og sundhedseksperter vi har, giver os ingen grund til at vente at den vil blive afskaffet så længe den gamle orden består.
4, 5. (a) Hvordan er folks indstilling til den nuværende orden, men hvilket spørgsmål opstår med hensyn til det de har brug for? (b) Hvem sætter fremtrædende mænd deres lid til, og hvad gør de med hensyn til fremtiden?
4 Menneskene har fået nok af ’den nuværende orden’, eller ’uorden’, som mange foretrækker at kalde den. Tiden er inde til en forandring. Ja, men hvem skal forandre verden? Hvem kan forandre den? Menneskene har længe haft lejlighed til at forandre den til det bedre. Men indtil nu har de ikke forbedret deres egen lod.
5 Fremtrædende mænd i den nuværende orden er stadig uvillige til at holde op med at sætte deres lid til mennesker og menneskers evner, især nu i det tyvende århundrede hvor vi har set alle de videnskabelige fremskridt. Langtidsplanlægningen fortsætter med feberagtig hast. Regeringsplanlæggere ser helt frem til århundredets afslutning. De taler allerede om år 2000, og de forestiller sig optimistisk hvilke forhold der vil herske på jorden til den tid, skabt af menneskets snilde og opfindsomhed. De venter store forandringer. De ser at mange drastiske forandringer er nødvendige. De regner med at høste anerkendelse ved at hidføre en højere civilisation som vil give alle mennesker større fordele end nogen sinde før, ja som vil gøre livet mere værd at leve. Men hvad med os i mellemtiden?
6. (a) Hvordan går det med problemerne i dag? (b) Hvad ønsker vi derfor, og hvornår håber vi det sker?
6 Problemer i hele verden trænger sig ind på os her og nu. Som tiden går bliver disse problemer mere og mere alvorlige og komplicerede. Sådan forholder det sig til trods for alle de løfter og forsikringer som diktatorer og verdensledere har givet om en strålende ’ny orden’. Selvfølgelig sker der overfladiske forandringer, men det er stadig den samme ’gamle orden’ vi har, med krige, undertrykkelse, uretfærdighed, national og racemæssig kappestrid, millioner af mennesker der sulter, voldshandlinger, usikkerhed, smerte, sygdom, alderdom og død. Vi ønsker noget der er anderledes. Vi ønsker en orden som er virkelig ny. Med vort naturlige ønske om at overleve vil vi foretrække at den begynder her i vor generation. Så kan vi selv få varig gavn af den. Hvem kan indføre en sådan orden?
7, 8. (a) Hvad sagde salmisten om at sætte sin lid til mennesker, efter at menneskene havde samlet sig erfaringer i årtusinder? (b) Hvad siger salmisten om den positive side af sagen?
7 Mennesket havde allerede høstet sig erfaringer gennem årtusinder da en mand under inspiration skrev: „Sæt ikke eders lid til fyrster, til et menneskebarn, der ikke kan hjælpe! Hans ånd går bort, han bliver til jord igen, hans råd er bristet samme dag.“ De næsten tre tusind år der nu er gået siden disse ord blev skrevet, har vist at det var et fornuftigt råd. Men hvis vi ikke kan sætte vores lid til mennesker, ikke engang til fyrster, som skulle være bedre end gennemsnitsmennesker, hvem er der da vi kan sætte vores lid til?
8 Den der gav dette råd burde ikke nøjes med at fremsætte en negativ udtalelse så vi hverken ved ud eller ind. Det ville være rimeligt at han supplerede sit negative råd med et positivt, ved at fortælle, hvem vi kan sætte vores lid til uden at blive skuffet. Det gør han også. Han siger: „Salig [lykkelig, NW] den, hvis hjælp er Jakobs Gud, hvis håb står til [Jehova] hans Gud, som skabte himmel og jord, havet og alt, hvad de rummer, som evigt bevarer sin trofasthed og skaffer de undertrykte ret, som giver de sultne brød!“ — Sl. 146:3-7.
9. Hvad sagde Jehova til Jeremias om at stole på mennesker, og har dette vist sig at være sandt, i betragtning af menneskenes historie?
9 Hvis en er tilbøjelig til at trække lidt hånligt på smilebåndet ad dette inspirerede råd, er han ikke alene om det. Det store flertal har afslået at følge dette råd. Har deres handlemåde gavnet dem? Har den velsignet dem? Historien giver svaret. Den bekræfter at menneskets Skaber havde ret i det han sagde til sin profet Jeremias: „Forbandet være den mand som stoler på mennesker, og som holder kød for sin arm, hvis hjerte viger fra [Jehova]. Han bliver som ødemarkens ene og får ej lykke at se; han bor i glødende ørk, i saltland, hvor ingen fæster bo.“ (Jer. 17:5, 6) En forbandelse er det modsatte af en velsignelse, og alt peger på at menneskene ikke er blevet velsignet fordi de har stolet på mennesker i stedet for på Gud.
10. (a) Viser selvsikre mennesker at de føler sig forpligtede over for Gud? Forklar nærmere. (b) Hvordan kunne Gud handle over for dem, og hvorfor?
10 Selvsikre mennesker, stolte af deres bedrifter i vor teknisk fremskredne tid, viser i deres optræden at de ikke føler sig spor forpligtede over for Gud. De føler ikke noget ansvar over for ham og ignorerer hans skrevne love. Hvis de ikke ligefrem benægter hans eksistens og siger at „Gud er død“, handler de i hvert fald som om han ikke var til og havde indflydelse på menneskenes anliggender. Skønt menneskene skylder deres Gud og Skaber alt, skylder han ikke dem noget. Alt hvad mennesket har og glæder sig over, skylder det Gud. Og nu da mennesket utaknemmeligt vender Gud ryggen og ikke føler sig forpligtet over for ham — forpligtet til at adlyde ham som livets kilde og en retfærdig lovgiver — er Gud ikke spor forpligtet over for det oprørske menneske. Han kunne lade menneskeheden spise den bitre frugt af sin egen selvrådige handlemåde. Ja, han kunne lade menneskeheden uddø eller endda lade den udslette sig selv ved hjælp af alle de voldelige ødelæggelsesmidler den har frembragt i vor tid.
11, 12. (a) Hvad sagde den vise konge om menneskets forudsætninger, og hvordan viser begivenhederne at han talte sandt? (b) I hvilket tilfælde ville der ikke have været behov for en ’ny orden’, men hvad har vi i dag erfaret vedrørende det menneskene havde for dengang?
11 Da fortidens viseste konge havde betragtet menneskehedens historie fra begyndelsen og frem til det ellevte århundrede før vor tidsregning, sagde han: „Se, det fandt jeg, at Gud har skabt menneskene, som de bør være; men de har så mange sære ting for.“ (Præd. 7:29) Gud skabte de to første mennesker som de burde være, med et fuldkomment legeme og et fuldkomment sind, et fuldkomment hjerte og en fuldkommen moralsans, og satte dem i en dejlig have hvor der var føde som kunne holde dem i live for evigt med et fuldkomment helbred.
12 Hvis de havde brugt deres frie vilje rigtigt og havde fortsat med at være som de burde være og havde opdraget deres børn rigtigt og lidt efter lidt havde udvidet deres paradis til at omfatte hele jorden — ville der så have været brug for en ’ny orden’ i dag? Nej. Så ville de fuldkomne paradisiske forhold på jorden have fortsat lige til nu, og der ville ikke have været behov for at bringe menneskene tilbage til den tilstand de havde dengang Gud skabte dem. Men da de første mennesker blev prøvet og skulle vise om de var fuldkommen lydige mod deres Skaber og Lovgiver, gjorde de hvad de selv ville. (1 Mos. 1:26 til 5:5) I dag, cirka seks tusind år senere, ved vi alle hvordan det gik.
Hvorfor den nye orden med sikkerhed vil komme
13. Hvem kan indføre en orden som er virkelig ny, og er han forpligtet til at gøre det?
13 Med hensyn til om vi kan ophæve virkningen af de sære ting de havde for, må vi sige at menneskeheden har tilføjet sig selv så stor skade at den ikke selv kan råde bod på det. Det er desuden senere end de fleste tror. Så hvis folk stadig stoler på at ufuldkomne og døende mennesker nok skal indføre en ny orden uden alle de ulemper der er i den nuværende orden, vil det hele kun ende med skuffelse og ulykke — og det meget snart! Vor Skaber, den almægtige Gud, er den eneste der kan indføre en ny orden. Vil han gøre det? Han er ikke forpligtet til at gøre det, heller ikke selv om menneskene ikke selv har bedt om at blive til og ikke har anbragt sig selv her på jorden. Hvorfor er Gud da ikke forpligtet? Fordi menneskene har svigtet Gud. De har valgt at gå deres egne veje i oprør mod deres Skaber og Lovgiver. Og hvis vi bedømmer sagen ud fra menneskenes tanker, planer og bestræbelser, så ønsker de ikke Guds nye orden. Hvorfor ikke? Fordi de ikke ønsker at opfylde de krav der stilles for at få en sådan ny orden.
14. Hvad er det store spørgsmål, og hvor kan vi få et pålideligt svar?
14 Nu er det store spørgsmål derfor: Er den almægtige Gud indstillet på at indføre den hårdt tiltrængte nye orden? Har han besluttet at gøre det? Hvor finder vi de pålidelige, autoritative svar på disse spørgsmål? Ingen andre steder end i Guds skrevne ord, Bibelen!
15, 16. (a) Hvad sagde Gud gennem profeten Esajas vedrørende sin hensigt? (b) Hvordan viser apostelen Johannes hvorvidt Gud har skiftet sind om dette, og hvorfor fik Johannes besked på at skrive om det?
15 Hør hvad Gud sagde til sin profet Esajas i det ottende århundrede før vor tidsregning: „Se, jeg skaber nye himle og en ny jord, det gamle huskes ej mer, rinder ingen i hu; men man frydes og jubler evigt over det, jeg skaber.“ (Es. 65:17, 18) ’Nå ja,’ vil en måske sige, ’det blev jo sagt og skrevet ned for syvogtyve hundrede år siden; det er for gammelt og står ikke ved magt længere.’ Men hør nu hvad Gud åbenbarede for den kristne apostel Johannes over otte hundrede år senere. Johannes skrev det ned, og han fortæller: „Jeg så en stor, hvid trone og ham, som sad på den; for hans åsyn flyede jorden og himmelen, og der fandtes ikke nogen plads for dem. . . . Og jeg så en ny himmel og en ny jord; thi den første himmel og den første jord var forsvundet, og havet var ikke mere.“ (Åb. 20:11 til 21:1) Gud havde altså ikke skiftet sind, selv om der var gået over otte hundrede år. Og lidt længere fremme skrev Johannes:
16 „Han, som sad på tronen, sagde: ’Se, jeg gør alting nyt.’ Og han siger: ’Skriv; thi disse ord er troværdige og sande.’“ — Åb. 21:5.
17. Hvad går den gode nyhed i denne henseende ud på nu, efter nitten hundrede års forløb?
17 Denne Gud på den himmelske trone ville altså svigte sit eget ord hvis han skiftede mening med hensyn til sin erklærede hensigt om at skabe en ny orden med nye himle og en ny jord, en orden hvor der ikke længere vil være noget hav af mennesker som er fremmede for Gud på grund af synden der er gået i arv fra vore første jordiske forældre. Så selv om Gud ikke skylder menneskene noget, er han indstillet på at indføre en attråværdig ny orden, og han har ikke skiftet sind, selv om der nu er gået yderligere nitten hundrede år. Er det ikke en god nyhed?
Hvad står der i vejen for menneskenes bestræbelser?
18. Hvad må der først komme før der kan oprettes „en ny jord“?
18 Læg mærke til at Gud ikke blot lover at skabe „en ny jord“, men også „nye himle“. Det viser tydeligt at Gud véd hvad der er vigtigst for at den døende menneskehed kan få en ny orden. Der kan ikke komme nogen „ny jord“ uden at der først kommer „nye himle“! Vil det sige en ny sol og en ny måne, nye stjerner, nye planeter og nye mælkeveje som er synlige for mennesket? Nej. Disse synlige, materielle og fornuftløse himmellegemer øver ingen indflydelse på menneskets orden på jorden, og kan heller ikke gøre det, selv om astrologer lige siden det gamle Babylons tid har ment det. Med udtrykket „nye himle“ mener Jehova Gud derimod usynlige, åndelige, fornuftbegavede skabninger som fra himmelen udøver et overmenneskeligt styre over menneskeheden.
19. Hvordan blev betydningen af udtrykket „nye himle“ klargjort af profeten Daniel, og ligeledes af Jesus Kristus?
19 Det var det profeten Daniel i fortiden tænkte på da han brugte ordet „Himmelen“ mens han tydede babylonierkongens drøm om et stort træ. Han sagde: „Syv tider skal gå hen over dig, til du skønner at den Højeste er Herre over menneskenes rige og kan give det, til hvem han vil. Men når der blev givet påbud om at levne træets stub med rødderne, så betyder det, at dit rige atter skal blive dit, så snart du skønner, at Himmelen har magten.“ (Dan. 4:25, 26) Denne forestilling om et usynligt, himmelsk styre over menneskene, udøvet af et fornuftvæsen, finder vi også i Jesu Kristi ord, da han forkyndte: „Himmeriget er kommet nær.“ — Matt. 4:17.
20, 21. (a) Hvad antyder man ved at tale om „nye himle“, og hvordan forklarer dette grunden til at mennesket ikke har kunnet ændre tingene til det bedre? (b) Hvordan gør verdsligvise mennesker sig selv til dårer i denne forbindelse?
20 Guds løfte om „nye himle“ antyder at der findes gamle „himle“ som behersker menneskeheden og usynligt står bag den nuværende tingenes orden. Disse symbolske gamle himle virker som en overmenneskelig hindring for alle mænds og kvinders oprigtige forsøg på at ændre den nuværende orden til det bedre og gennemføre varige reformer i håb om at redde menneskeheden før den udsletter sig selv. Disse gamle „himle“ er en usynlig fjende af menneskeheden, en fjende som kan overliste selvsikre mænd og kvinder gang på gang, sådan som det har vist sig gennem menneskenes historie lige op til i dag.
21 Verdsligvise mennesker i denne videnskabelige hjernealder tror ikke at der findes en sådan usynlig, overmenneskelig, fornuftbegavet åndelig fjende; og de latterliggør denne tanke. Men denne selv samme fjende ved at ingen dåre er større end den der dårer sig selv. Det er ikke dåragtigt at spørge: Hvem er denne fjende der omtales som de gamle „himle“?
22, 23. Hvordan har en person der kom ned fra himmelen og vendte tilbage dertil, fortalt menneskene hvem denne fjende er?
22 En person der kom ned fra himmelen og levede som et menneske på jorden i over treogtredive år før han vendte tilbage til de usynlige åndelige himle, Jesus Kristus, fortæller os hvem denne fjende er. Mens Jesus var på jorden sendte han ved en lejlighed halvfjerds mænd ud som evangelister der skulle forkynde Guds rige, og de vendte tilbage og berettede: „Herre! også de onde ånder er os lydige i dit navn.“ Hvad sagde Jesus Kristus som svar til disse glade evangelister? Dette: „Jeg så Satan falde ned fra Himmelen som et lyn.“ (Luk. 10:1-18) I en lignelse som han fortalte i slutningen af sin profeti om verdens ende eller afslutningen på denne tingenes ordning, forudsagde han at han til de mennesker der er som bukke, en dag vil sige: „Gå bort fra mig, I forbandede! til den evige ild, som er beredt Djævelen og hans engle.“ (Matt. 24:3; 25:31-33, 41) Tre døgn senere fortalte han sine trofaste apostle at han skulle forrådes og dø en voldelig død på en marterpæl, og han sagde:
23 „Nu går der dom over denne verden, nu skal denne verdens fyrste kastes ud.“ „Verdens fyrste kommer, og i mig er der intet, som hører ham til.“ (Joh. 12:31; 14:30) „Se, Satan begærede jer for at sigte jer som hvede.“ — Luk. 22:31.
24. Hvad viste Jesus vedrørende de „himle“ der nu behersker menneskeheden, og hvem er det menneskehedens verden tilbeder, ifølge Paulus?
24 Her har vi nogle udtalelser af ingen ringere end Jesus Kristus selv, der er en autoritet på dette område: Det er Satan Djævelen og hans dæmonengle der udgør de symbolske gamle himle, de nuværende overmenneskelige „himle“ som hersker over menneskeheden mens den nuværende gamle orden består. I stedet for at tilbede den sande Gud der har givet løfte om „nye himle og en ny jord“, tilbeder langt de fleste mennesker Djævelen og hans dæmoner. Djævelen er snu og listig. Han forstår at skjule hvad han foretager sig og hvordan han bedrager folk, som den kristne apostel Paulus skriver: „Denne verdens gud har slået [de vantros tanker] med blindhed, så de ikke skuer ind i det lys, der stråler fra evangeliet om Kristi herlighed, han, som er Guds billede.“ (2 Kor. 4:4) Apostelen Paulus tænkte her på verdens falske gud, Satan.
25. Af hvem blev Adam og Eva forledt til at have sære ting for i strid med Guds vilje?
25 Jesus Kristus viste desuden at Satan Djævelen var den usynlige magt der forledte Adam og Eva — der var skabt som de burde være — til at have sære ting for som var i strid med Guds vilje. På denne måde påførte Satan os alle sammen døden og ufuldkommenheden.
26. Hvordan blev Satan „en morder“, som Jesus kaldte ham?
26 Ved en lejlighed henvendte Jesus sig til nogle af sine tilhørere som ønskede at slå ham ihjel, og sagde til dem: „I har Djævelen til fader, og I er villige til at gøre, hvad der lyster jeres fader. Han har været en morder fra første færd, og han står ikke i sandheden; thi der er ikke sandhed i ham. Når han taler løgn, taler han af sit eget; thi han er en løgner, ja, løgnens fader.“ (Joh. 8:44) I menneskenes oprindelige hjem, i Edens have, kaldte Satan Djævelen Jehova Gud en løgner; og den første kvinde, Eva, troede på Djævelen; derefter stillede hendes mand, Adam, sig på hendes side og fulgte hende i ulydigheden mod Gud. Derfor udtalte Jehova dødsdommen over vore første forældre; og fordi Satan Djævelen var årsag til dette blev han, som Jesus sagde, „en morder“. Han har også myrdet os, for vi har arvet vor døende tilstand fra Adam og Eva der syndede. — 1 Mos. 2:7 til 5:5.
27, 28. (a) Hvilken skavank kan verdens fremtrædende mennesker ikke befri os for, og hvad kan militærstyrker og revolutionære ikke fjerne? (b) Hvordan gav Paulus de kristne i Efesus en vis idé om hvad det er vi står over for?
27 Uanset hvad regenter, lovgivere, dommere, læger og videnskabsmænd gør, kan de aldrig ophæve den dødens fordømmelse der stadig hviler over os alle på grund af den nedarvede syndighed og ufuldkommenhed. De kan aldrig bringe os tilbage til Edens have som vore første forældre blev drevet ud af fordi de gjorde oprør mod deres Gud og Skaber. Uanset hvad verdens militærstyrker og samfundsoprørere måtte prøve på, kan de ikke befri os for de dæmoniske gamle „himle“ der har taget magten over menneskeheden. Her har soldaterne og de revolutionære ikke at gøre med andre menneskeskabninger, men med usynlige, overmenneskelige kræfter. Hvad hele menneskeheden står over for, giver apostelen Paulus os en idé om med det han skrev til den kristne menighed i Efesus i Lilleasien:
28 „Ifør jer Guds fulde rustning, så I kan holde stand mod Djævelens snigløb. Thi den kamp, vi skal kæmpe, er ikke mod kød og blod, men mod magterne og myndighederne, mod verdensherskerne i dette mørke, mod ondskabens åndemagter i himmelrummet.“ — Ef. 6:11, 12.
29. Hvad prøvede Jesus og hans apostle ikke på, selv om de uddrev onde ånder, og hvordan ser det derfor ud i dag?
29 Både apostelen Paulus, Jesus Kristus selv og hans øvrige apostle uddrev onde ånder af folk som var besat af dem, og udfriede således de stakkels mennesker der var blevet ofre for dæmonerne. Men dengang forsøgte Jesus Kristus og hans apostle ikke at gøre det af med de usynlige gamle „himle“, bestående af dæmoniske magter og myndigheder, verdensherskere i dette mørke, og ondskabens åndemagter i himmelrummet. For nitten hundrede år siden var tiden ikke inde til at menneskeheden skulle udfries. Derfor har de onde dæmonhimle vedblivende styret menneskene og menneskenes anliggender lige til nu. Menneskene erfarer nu de skrækkelige virkninger af dette usynlige styre, og de er fuldstændig hjælpeløse over for det.
30. Hvem må vi se hen til for at få en befrier, og hvem må vi ikke se hen til hvis vi vil undgå at blive „forbandet“?
30 Menneskeheden har alvorligt brug for en der kan udfri den fra disse ødelæggende dæmonhimle. Jehova Gud har tilvejebragt denne befrier! Den tid Jehova har fastsat for den inderligt ønskede udfrielse, er nær! Vi kan ikke vente at finde Befrieren blandt menneskene og deres „fyrster“. Vi ville blive „forbandet“ hvis vi satte vores lid til dem! Omstændighederne tvinger os til at se hen til Jehova efter Befrieren. Hvem er han?
31. Hvad vil den Jehova har udvalgt være i stand til at gøre, og hvorfor er det en grundlæggende betingelse for at der kan komme en ny orden?
31 Han er den Jehova Gud har udvalgt, og han kan gøre det af med disse gamle dæmonhimle. Der kan ikke blive oprettet en ny orden til menneskeheden uden at disse onde „himle“ som har domineret den gamle orden, bliver fjernet. Der kan ikke blive oprettet en ny orden til menneskeheden uden at der oprettes „nye himle“. Det er en grundlæggende betingelse. Det er den første betingelse. Jehova Gud har lovet at skabe sådanne „nye himle“.
32. Hvordan vil de der udgør „de nye himle“ opveje dem der udgør „de nuværende himle“, og hvem er hovedpersonen i „de nye himle“?
32 Eftersom de onde „nuværende himle“ består af overmenneskelige, usynlige åndeskabninger, må de nye himle også bestå af overmenneskelige, usynlige åndeskabninger. Apostelen Peter opmuntrede sine medkristne til at vente på Gud og sætte deres lid til ham, idet han skrev: „Men efter hans forjættelse venter vi ’nye himle og en ny jord’, hvor retfærdighed bor.“ (2 Pet. 3:13) Gud har allerede oprejst den vigtigste person, hovedpersonen, i disse „nye himle“, nemlig sin trofaste søn, Herren Jesus Kristus. Hyld denne befrier!