Den bedste tid at leve i

’ÅH JA! HVEM DER HAVDE LEVET I DE GODE GAMLE DAGE!’

Hvor mange gange har du sagt sådan?

Men ville du virkelig ønske at du havde levet på din bedstefaders tid? Tænk på at så havde du måttet leve under den første verdenskrig og måske også under den anden verdenskrig.

Eller forestil dig at du havde levet tidligere, i „den mørke middelalder“. Ville du have været udsat for færre vanskeligheder dengang? Ville du have haft et bedre håb, om overhovedet noget?

Bibelen formaner os til ikke at længes efter de gamle dage. Den advarer: „Spørg ikke: ’Hvoraf kommer det, at de gamle dage var bedre end vore?’ Thi således spørger du ikke med visdom.“ — Præd. 7:10.

Trods den voksende nød på jorden er det hidtil bedste tidspunkt at leve på i virkeligheden NU.

Hvorfor? Fordi vi er nærmere opfyldelsen af Guds hensigt med jorden. Vi står over for Guds riges fredfyldte tusindårige styre, som vil hidføre varige velsignelser for menneskeheden.

Dette er ikke et falsk håb. Det er ikke en form for teoretisk ønsketænkning. Det er et håb der er grundlagt på realiteter. Det er grundlagt på Skaberens løfte — ja, ikke blot på et løfte, men på de sikre profetiske ord fra ham som allerede har bevist at han kan gennemføre hvad han har lovet og forudsagt.

Menneskehedens bedste i tanke

Den almægtige Gud valgte at give apostelen Johannes, som i cirka femogtres år havde været Herren Jesus Kristus en trofast tjener, et klart syn af dette rige. Johannes blev opfordret til at rette blikket fremad, et godt stykke frem i tiden, og se hvordan denne regering ville forvalte eller administrere jordens anliggender. Johannes nedskrev det han så, i den bog i Bibelen der kaldes Åbenbaringen eller Apokalypsen (der kommer af et græsk ord der betyder „åbenbaring“ eller „afdækning“).

Som følge af at Johannes fortsat havde forkyndt den gode nyhed om Kristi kommende rige, var han af romerriget blevet stemplet som forbryder og landsforvist til øen Patmos i Det ægæiske Hav. Det betagende syn han fik her var uden tvivl en stor trøst for ham. Det var en belønning for hans mange års trofaste arbejde at han blev den første der fik mange enkeltheder om dette rige at se og den første der fik at vide at det skal herske i tusind år, hvilket vil resultere i at jorden bliver et paradis. Sådanne oplysninger kan også være til stor trøst for os.— Åb., kap. 20, 21.

Dette rige vil herske til gavn for menneskeheden. Sandt nok vil det være til ære for Gud og for evigt fastslå hans suverænitet over alt og alle på jorden. Det vil bringe denne ene oprørske planet i harmoni med den øvrige del af hans univers. Men det vil være menneskene der høster den egentlige gavn af det. Dets konge er den „sæd“ ved hjælp af hvilken „alle jordens folk [skal] velsignes“. — 1 Mos. 22:18.

En demonstration af Guds sandfærdighed og magt

Men hvordan kan vi nu nære et sikkert håb om at et sådant gavnligt styre vil blive oprettet? Vi kan lægge mærke til noget Gud har gjort og som er et bevis på hans evne til at udøve herredømme over menneskene og til mange år i forvejen at forudsige hvad han vil gøre.

For cirka 2500 år siden var kong Nebukadnezar af Babylon den ubestridte verdenshersker. Babylon havde overvundet den anden verdensmagt, Assyrien, og blev nu den store tredje verdensmagt i Bibelens historiske beretning.

Men Nebukadnezar begik en alvorlig fejl. I sin stolthed og arrogance overså han at himmelens Gud blot havde tilladt ham at være hvor han var. Gud havde tilladt ham at føre den jødiske nation, Guds eget folk, i landflygtighed som en disciplinær straf, på grund af folkets ulydighed. Det var ikke Nebukadnezars styrke der satte ham i stand til at indtage Jerusalem. For at skildre dette for Nebukadnezar og for efterfølgende generationer sendte Gud Nebukadnezar et budskab i en drøm som i høj grad foruroligede ham.

Efter at have rådført sig med sine religiøse spåmænd og astrologer uden at få nogen tilfredsstillende forklaring på drømmen, tilkaldte Nebukadnezar en jødisk træl, profeten Daniel. — Dan., kap. 4.

Daniel forklarede hvad drømmen betød. Den forudsagde at Nebukadnezar ville erfare en ydmygende tugtelse fra Gud, og den ville strække sig over syv år. Alligevel begyndte Nebukadnezar et år senere pralende at berømme sin hovedstad Babylon. Næppe var han færdig med sin pralen før han hørte en stemme, fra det usynlige — fra himmelen — sige:

„Det gives dig til kende, kong Nebukadnezar, at dit kongedømme er taget fra dig! Af menneskenes samfund skal du udstødes og bo blandt markens dyr; urter skal du have til føde som kvæget; og syv tider skal gå hen over dig, til du skønner, at den Højeste er Herre over menneskenes rige og kan give det, til hvem han vil!“ — Dan. 4:29-32.

Hvad skete der umiddelbart efter? Nøjagtig det Gud havde sagt ville ske. Det kan vi læse i Daniels beretning. De babyloniske beretninger som arkæologien har fremdraget, indeholder ingen skildringer af at Nebukadnezar blev vanvittig i syv bogstavelige år, sådan som Bibelen viser. Men kunne vi forvente at en diktatorisk herskers tilhængere og tjenere ville skildre hans ydmygelse? Vi kan ikke forestille os Hitlers historikere berette om Hitlers nederlag hvis han havde genvundet magten, sådan som Nebukadnezar gjorde ved udløbet af sine syv års vanvid. Andre nationer har også fulgt den skik at „renvaske“ deres herskere og regeringer, sådan som vi kan se i de historiske beretninger fra det gamle Ægypten og Assyrien og mange lande i nutiden. Men Bibelen giver os den sande, ærlige og usminkede historiske beretning.

Da Nebukadnezar atter fik sin forstand af Gud, var han ikke klar over at de „syv tider“ ville få en større opfyldelse med et år for hver dag af disse syv profetiske år, som hver var på 360 dage. Det vil sige en tidsperiode på i alt 2520 (7 × 360) år. Lidet anede han at det var en profeti som viste at der, fra det tidspunkt da Guds repræsentative rige i 607 f.v.t. blev omstyrtet og Jerusalem lagt øde, i 2520 år ikke ville være nogen konge af Davids slægt der udøvede sit herredømme i forbindelse med menneskenes anliggender. I løbet af denne tidsperiode skulle ’Jerusalem nedtrædes af hedninger, indtil hedningernes tider var til ende’ — det vil sige at Gud ville tillade et hedensk herredømme over jorden, uden nogen konge på tronen der repræsenterede ham. Ved udløbet af denne periode på 2520 år ville Guds tid være inde til at indsætte hans Messias på tronen i himmelen. Ifølge Bibelens kronologi og de verdensbegivenheder der er en opfyldelse af profetierne, udløb „hedningernes tider“ i 1914. — Luk. 21:24; Ez. 21:27.

Det vil sige at vi nu befinder os i den korte tidsperiode der går umiddelbart forud for det tidspunkt da det messianske rige ’kommer’ og fjerner den nuværende onde tingenes ordning og indfører det fredfyldte tusindårige styre. — Matt. 6:10.

Kan en bog skrevet af mennesker være pålidelig?

Nogle stiller sig måske tøvende med hensyn til at stole på Bibelen, fordi den er skrevet af mennesker. Men forfattere dikterer ofte deres tanker til andre der blot virker som sekretærer. De der har skrevet historiske og dokumentariske værker er heller ikke ophavsmænd til indholdet. Selv om det er sandt at Bibelen er skrevet af mennesker, behøver dens ord ikke at være menneskers ord. Bibelen hævder selv at være blevet til ved guddommelig inspiration, og den er skrevet i det navn som „den Højeste“ og ’han, som lever evindelig’, kalder sig ved. Efter sin ydmygende erfaring indså og anerkendte Nebukadnezar selv at de ord hvormed Daniel tydede drømmen ikke blot var Daniels egne ord. Han indrømmede:

„Men da tiden var omme, løftede jeg, Nebukadnezar, mine øjne til himmelen og fik min forstand igen, og jeg priste den Højeste og lovede og ærede ham, som lever evindelig, hvis herredømme er evigt, og hvis rige står fra slægt til slægt. Alle, som bor på jorden, er for intet at regne; han handler efter sit tykke med himmelens hær og med dem, som bor på jorden, og ingen kan holde hans hånd tilbage og sige til ham: ’Hvad gør du?’“ — Dan. 4:34, 35.

At mennesker blev brugt som sekretærer til at nedskrive det Gud ønskede nedfældet i Bibelen, forringer på ingen måde dens autenticitet eller det indtryk den gør på mennesker. De ting som Job, David, Daniel og andre erfarede, deres følelser, prøvelser, deres integritet under prøve, giver beretningen et virkelighedspræg som intet andet kunne give den, og gør disse personer meget levende og nærværende for os. Desuden virker beretningen som en opmuntring og trøst for os almindelige mennesker, for vi kan se at vi kommer ud for mange af de samme ting, og vi ved således at mennesker kan bevare deres integritet hvis de fortsat sætter deres lid til Gud. Det får Bibelen til at tale med større varme og giver den en stærkere klang af sandhed end nogen bog der gjorde krav på at være faldet ned fra himmelen, ville kunne gøre.

Tænk på dette: Gud kunne nøjagtigt forudsige at Nebukadnezar ville være vanvittig i syv år og derpå blive genindsat på sin trone. Jesus Kristus henviste selv til profetien om „hedningernes tider“ som autentisk, og tilkendegav at de skulle udløbe på et tidspunkt længe efter at han selv havde levet på jorden. Spørg derpå dig selv: Ville det ikke også være muligt for Gud at forudsige et tusindårigt messiansk styre?

Mennesker kan ikke skabe fred i tusind år. De kan ikke engang oprette et verdensrige der består i tusind år. Hitler gjorde et forsøg på det, og det varede i tolv år. Og især nu er der mange af dem der indgående studerer de forskellige styreformer og verdensforholdene — statsmænd, videnskabsmænd og andre — som siger at menneskeheden ikke engang vil kunne overleve til år 2000. Denne opfattelse baserer de ikke på Bibelen, men på de barske kendsgerninger og på den uafvendelige udvikling af forhold som berører os alle. Bibelen omtaler disse strenge tider som vi nu oplever, som et tegn på at afslutningen på den nuværende ordning er nær. — 2 Tim. 3:1-5.

Vi kan udmærket fæste lid til Bibelens ord om at afslutningen på denne ordning er nær. Men vi har intet grundlag for at tro på menneskers dystre forudsigelser om menneskehedens tilintetgørelse eller på politikernes ofte udtalte og ældgamle påstand om at verdensfreden vil komme ved menneskers fortsatte styre. Vi har intet grundlag for at tro på disse løfter. Men vi har afgjort et grundlag for at tro på Skaberen, og vi skulle med glæde lytte til hans forudsigelser. Det er ikke dystre forudsigelser for menneskeheden, men tværtimod løfter om et tusindårigt styre som vil føre menneskeheden til fuldkommenhed. Gud lover os at han vil gøre jorden smuk som en juvel og give dens beboere en harmonisk tilværelse. Desuden lover han os et evigt liv på jorden i lykke.

Ingen bedre lejlighed end nu

Hvis vi tror på Gud, er dette i sandhed den bedste tid vi kunne leve i. For af alle generationer er vi den der har mulighed for at se det onde blive tilintetgjort og jorden renset, og for at overleve og komme ind i en retfærdig ny orden. Tror du at det er Guds storslåede hensigt med jorden? Tag i så fald straks skridt til at opnå hans gunst så du vil blive bevaret når hans messianske konge eksekverer dommen over den onde jord.

Hvis du er tilbøjelig til at være skeptisk, hvorfor så ikke i det mindste omhyggeligt overveje hvad Gud siger og sammenligne det med hvad mennesker kan tilbyde? Er der noget andet håb som kan sammenlignes med Guds løfte? Og er dét Gud lover, ikke i harmoni med menneskets naturlige, medfødte ønsker? Er det endda ikke mere logisk end det mennesker lover? Benyt dig af den enestående chance der er til nu at tænke over det han siger og lære hans hensigter at kende. Jehovas vidner vil med glæde hjælpe dig vederlagsfrit i dit hjem. Eller du kan overvære møderne i deres rigssale for at høre disse ting blive behandlet der.

[Ramme på side 90]

Hvornår blev verdensherredømmet overdraget Kristus?

Bibelen har forudsagt at Gud ville give „verdensherredømmet“ til Kristus (Åb. 11:15)

Hvornår ville dette ske? Når der var gået syv symbolske „tider“ (Dan. 4:10-17)

Et stort træ som symbol på herredømme blev ’fældet’ da Jerusalem faldt i 607 f.v.t. Når de „syv tider“ var udløbet ville ’kæden’ blive fjernet; træet ville vokse

Hvor længe ville de „syv tider“ vare? Meget længere end syv bogstavelige år

Da Jesus var på jorden antydede han at de symbolske „tider“ ikke var udløbet. (Luk. 21:24) Åbenbaringen 12:6, 14 viser at 1260 dage er lig med tre og en halv „tid“

Hver „tid“ må være på 360 dage (3¹/₂ × 360 = 1260)

Hver dag i en profetisk „tid“ står for et år (4 Mos. 14:34; Ez. 4:6)

„Syv tider“ (7 × 360) er således 2520 år

Hvornår begyndte de syv symbolske „tider“ (2520 år)?

I efteråret 607 f.v.t., da Guds forbilledlige rige, Juda, blev lagt øde

Hvornår udløb de syv symbolske „tider“?

2520 år fører os til efteråret 1914 e.v.t. (606¹/₄ + 1913³/₄ = 2520)

1914 e.v.t. — det mærkeår da „verdensherredømmet“ blev overdraget Kristus