Enhed blandt alle retsindige mennesker lovet
1. (a) Hvad var Mika særlig kendt for som profet for Jehova? (b) Hvilken profeti udtalte Mika med henblik på Jehovas hjord og dennes hyrde?
EN af Jehovas profeter i tiden før Kristus hed Mika, og han var fra Moresjet i Judas stammeområde. Mikas navn betyder „Hvem er lig Jehova?“ Mika er bedst kendt for at have forudsagt Jesu Kristi fødsel i Betlehem-Juda. (Mika 5:1) Efter at han har forudsagt hvor Jesus skulle fødes, fortsætter han: „Han skal stå og vogte i [Jehovas] kraft, i [Jehova] sin Guds høje navn. De skal bo trygt, thi nu skal hans storhed nå jordens grænser. Og han skal være fred.“ (Mika 5:3, 4) I en forudsigelse af de erfaringer som resten af Jesu lille åndelige fårehjord skulle komme ud for, udtalte Mika i egenskab af Jehovas talerør: „Jeg vil med bestemthed samle Jakob, hver og en af jer; jeg vil usvigelig sikkert samle de tilbageværende af Israel sammen. I enhed vil jeg føre dem sammen, som en hjord i folden, som en drift midt på græsgangen; de skal være støjende på grund af mennesker.“ — Mika 2:12, NW.
2. (a) På hvilken særlig måde skulle de tilbageværende af Jakob eller Israel samles og føres sammen i enhed? (b) Hvem må Mikas profeti om enhed derfor gælde?
2 Vi kan kun forstå denne profeti såfremt vi husker på at Jakob og Israel er navnet på en og samme organisation, for Jehova Gud gav jo patriarken Jakob navnet Israel. „Israel“ betyder „den som strider (holder ud) med Gud“. (1 Mos. 32:28, NW, fodnoten) Det er klart at de tilbageværende af Jakob eller Israel som Jehova Gud lovede at samle ligesom en fårehjord i en fold, måtte føres sammen i enhed under den hersker der skulle fødes i Betlehem-Juda, den hersker hvis „udspring er fra fordum, fra evigheds dage“. Det er af hensyn til hele denne rest af Jakob eller Israel at „han skal stå og vogte i [Jehovas] kraft, i [Jehova] sin Guds høje navn“. Altså må den i Mika 2:12 forudsagte enhed i virkeligheden tage sigte på „Guds Israels“, det åndelige Israels, kristne menighed. — Gal. 6:16.
3. Hvilken profeti hos Esajas siger mere direkte hvem „Guds Israel“ er?
3 En anden kendsgerning som endnu klarere fastslår hvem dette „Guds Israel“ er, står omtalt i Esajas 43:1, 10, hvor Gud taler til Jakob eller Israel med ordene: „Så siger [Jehova], som skabte dig, Jakob, danned dig, Israel: Frygt ikke, jeg genløser dig, jeg kalder dig ved navn, du er min! Mine vidner er I, så lyder det fra [Jehova], min tjener, hvem jeg har udvalgt.“ I Es 43 vers 12 gentager Gud de ord som viser hvem Jakob eller Israel er: „I er mine vidner, lyder det fra [Jehova].“ Derfor betyder „Guds Israel“ ikke kristenheden, men menigheden af Jehova Guds kristne vidner. Blandt dem må vi iagttage enhed.
4. Hvad lægger vi mærke til i universet som forsikrer os om at der må herske enhed i menigheden af kristne vidner, og viser kendsgerningerne om Jesu bøn er blevet hørt?
4 I hele den del af universet som mennesker har udforsket eksisterer der enhed. Når Jehova, den Højeste, den almægtige Gud, kan få et univers som strækker sig milliarder af lysår ud i rummet til at fungere i enhed, kan han sandelig også skabe enhed i en menighed af kristne vidner på denne lille klode, også selv om hans vidner på jorden nu tæller hundredtusinder af mennesker. I sit profetiske ord lovede Gud at samle dem til en enhed, og at bevare denne enhed. Alle kendsgerninger beviser at han har holdt hvad han lovede, og således opfyldt Jesu bøn.
5, 6. (a) Hvilken menighed bestående af Jehovas vidner blev Jesus Kristus overhovedet for? (b) Hvad var grunden til at Israels folk splittedes efter Salomons død? Hvad var den egentlige årsag, og hvilke vanskeligheder medførte dette for Israel?
5 Før der fandtes noget som hed menigheden af Jehovas kristne vidner, bestod der en menighed af jødiske eller israelitiske vidner. Jesus Kristus fødtes som et medlem af denne første menighed af Jehovas vidner, men han blev overhovedet for den senere menighed af kristne vidner. (Joh. 18:37) Ved at benytte sin menighed af jødiske vidner som et historisk eksempel lovede Jehova at samle sine kristne vidner til en enhed. Efter at kong Salomon i Jerusalem var død i 997 f. Kr. mærkedes det israelitiske folk af splittelser i 460 år. Alt sammen fordi kong Salomon faldt fra den rene tilbedelse af Jehova Gud. Israels folk rystedes da ti af de tolv stammer gjorde oprør og der opstod to riger, Judas rige og det nordlige Israels rige. Den politiske enhed ophørte da Israels rige i nord brød med Jerusalem og Davids kongeslægt. Kort tid derefter blev også den religiøse enhed brudt fordi det nordlige rige begyndte at indføre dyrkelse af falske guder, først en guldkalv og senere den hedenske gud Ba’al.
6 Hvilke vanskeligheder frafald fra den rene tilbedelse af den eneste levende og sande Gud fører med sig! I 740 f. Kr. blev Israels rige i nord tilintetgjort af verdensmagten Assyrien, og de fleste af de israelitter som endnu havde livet i behold, blev slæbt i fangenskab i det fjerne land Assyrien. Søsterriget Juda så ingen advarsel heri og veg selv ud i falsk gudsdyrkelse. Juda vendte ryggen til Jehova, og han lod det skøtte sig selv. Han tillod at Jerusalem og templet dér blev ødelagt og de overlevende jøder ført som fanger til erobrernes land, Babylon.
7. Hvad var Israels udlændighed, set fra Guds side, et udtryk for? Hvad gjorde Gud imidlertid for at give folket håb og trøst?
7 Fra året 607 f. Kr. levede i folkene fra både Israels og Judas rige i udlændighed i „fjendeland“. Med dette fangenskab i Babylon tugtede Jehova de tolv stammer fordi de viste sig ulydige og faldt fra den ene rene, ubesmittede religion. Jehova forbarmer sig imidlertid over dem der frygter ham. (Sl. 103:13) For at de stadig kunne leve i håbet og trøstes i de halvfjerds år Jerusalem og Judas land lå øde hen, lod Jehova sine profeter forudsige at de skulle udfries af Babylon og vende hjem til Jerusalem så de atter kunne tilbede Jehova Gud der.
8-10. (a) Hvad var det der bevægede Gud til at genrejse Israels rest, og hvilket motiv skulle de lade sig lede af? (b) I hvilken profeti skildrede Jeremias deres motiv til at vende hjem?
8 Det var ikke Israels opnåelse af national uafhængighed og suverænitet der fik Gud til at befri den trofaste rest af sine jødiske vidner for Babylons åg. Genoprettelsen af den sande tilbedelse i den by hvorover Gud havde nævnet sit navn — det var det som bevægede ham til at „samle de tilbageværende af Israel sammen“ og barmhjertigt føre dem tilbage til den by hvor han havde stedfæstet sit navn. Der skulle templet nu genopbygges og tilbedelsen genoptages. Det som måtte ligge til grund for at „de tilbageværende af Israel“ forlod Babylon, „nordens land“, og vandrede hjem til Jerusalem og Juda, måtte være ønsket om på ny at indføre tilbedelsen af den sande Gud på det sted som han havde udpeget. Læg mærke til hvordan Jehovas profet Jeremias forudsiger både at de skulle føres tilbage til deres eget land og med hvilket motiv de ønskede at vende hjem:
9 „På hin tid skal man kalde Jerusalem [Jehovas] trone, og der, til [Jehovas] navn i Jerusalem, skal alle folk strømme sammen, og de skal ikke mere følge deres onde hjertes stivsind. I hine dage skal Judas hus vandre til Israels hus, og samlede skal de drage fra nordens land til det land, jeg gav deres fædre i eje.“ — Jer. 3:17, 18.
10 „I hine dage og til hin tid, lyder det fra [Jehova], skal israeliterne sammen med judæerne komme; de skal vandre under gråd og søge [Jehova] deres Gud; de skal spørge om vej til Zion, did er deres ansigter vendt; de skal komme og klynge sig til [Jehova] i en evig pagt, der aldrig glemmes. Deres genløser er stærk, Hærskarers [Jehova] er hans navn; han vil føre deres strid [sag, NW] og give jorden ro og Babels indbyggere uro.“ — Jer. 50: 4, 5, 34.
Genforening — i fortid og nutid
11. (a) Hvornår og hvordan fik Jeremias’ profeti en miniature-opfyldelse? (b) Hvornår opfyldtes profetien i sit sande format, og hvilken virkning havde det blandt nationerne?
11 Republikken Israel blev ingenlunde oprettet i 1948 på den måde Jeremias skildrede. At jøder vendte hjem til Palæstina og republikken Israel, sker ikke som en opfyldelse af Jeremias’ profeti. Den fik sin første egentlige opfyldelse i 537 f. Kr. da Babylon var faldet for de mediske og persiske sejrherrers hånd. I nævnte år udstedte perserkongen Kyros et dekret ifølge hvilket han lod en rest af jødiske vidner rejse fra Babylon til Judas øde land for at genrejse Jehovas tempel i Jerusalem. Bibelen indeholder beretningen om miniature-opfyldelsen af Jeremias’ profeti. (2 Krøn. 36:20-23; Ezra 1:1 til 3:13) Denne historiske begivenhed var i sig selv et profetisk billede på den fuldstændige opfyldelse af Jeremias’ profeti i det sande format. Den fandt sted i 1919 e. Kr. da den første verdenskrig var forbi. Opfyldelsen udspandt sig omkring resten af Jehovas kristne vidner. Det er grunden til at ingen gruppe navnkristne forud for året 1919 frimodigt erklærede sig for at være Jehovas vidner. Fra den tid, men især siden 1931, er disse indviede, døbte kristnes navn blevet kendt rundt om på kloden. I det kommunistiske Rusland og dets drabantstater nævnes det endda med frygt, for sovjetpressen sammenligner dér vidnerne med „edderkopper“ fordi de udfører deres gerning under jorden.
12. På hvilken måde blev Jehovas vidner tvunget i fangenskab? Hvordan søgte de Jehovas gunst, og hvor godt er de blevet svejset sammen?
12 Under den første verdenskrig fra 1914-1918 benyttede religiøse sammensvorne sig af krigshysteriet og søgte at gøre det af med disse kristne bibelstudenter. Således førte kristenhedens nationer Jehovas vidner i et fangenskab i lighed med det de jødiske vidner erfarede i Babylon i årene 607-537 f. Kr. Men i det første efterkrigsår (1919) løstes de af dette babyloniske fangenskab. Samme år holdt de et internationalt stævne, der var som en genforening af tusinder af vidner, og de begyndte at gøre sig parate til at vidne for Jehova Gud i den største forkyndergerning i menneskehedens historie. Under gråd og tårer søgte de Guds gunst. De besluttede at holde deres pagt med ham, en „pagt med mig [Jehova] ved offer“, den nye pagt grundlagt på det offer Jesus Kristus bragte i form af sit fuldkomne menneskeliv. (Sl. 50:5, 6, AV; AS) Skønt vidnerne tilhører mange forskellige nationaliteter, racer, hudfarver og sproggrupper, og kommer fra mange forskellige religiøse systemer inden for og uden for kristenheden, er de alligevel blevet svejset sammen til en enhed, som hverken fascistiske, nazistiske, kommunistiske eller religiøse forfølgere har formået at bryde.
13. Hvad skyldes denne uforlignelige enhed?
13 Denne uforlignelige enhed skyldes at de ikke blander sig i denne verdens politik. Derimod har de fulgt den befaling som Jesus Kristus gav sine sande efterfølgere: „Søg først Guds rige og hans retfærdighed.“ (Matt. 6:9, 10, 33) I enhed står de sammen om at vise deres helhjertede og udelte trofasthed over for den konge som Jehova Gud har udvalgt og indsat til i sit sted at herske over alle mennesker, nemlig Jesus Kristus. Tiden til at han skulle indtræde i det himmelske rige ved Guds højre hånd var inde i 1914. Vidnerne underkastede sig lydigt og enigt „Davids søn“, hvilket forud skildredes af profeten Ezekiel.
14. Hvilken begivenhed var forestående da Ezekiel udtalte sin profeti, og hvorfor efterlod hans profetier ikke jøderne i håbløs fortvivlelse?
14 Ezekiel levede samtidig med profeten Jeremias. Et hundrede år før Ezekiels tid var det nordlige Israels rige, der beherskedes af Josefs søn Efraims stamme, blevet ødelagt og de overlevende israelitter ført i udlændighed i et fjernt land. Nu stod Judas rige under en hersker af Davids kongehus for tur. Ezekiel forudsagde at riget ville gå til grunde og Jehovas tempel i Jerusalem blive lagt øde, samt at de overlevende jøder ville blive forvist til udlændighed i Babylon. Ezekiels profetier efterlod dog ikke jøderne i håbløs fortvivlelse. Ezekiel forudsagde at de atter forenede skulle vende tilbage fra Babylon og på ny begynde at tilbede Jehova i deres elskede hjemland. Han udmalede profetisk hvordan israelitterne fra nordriget og judæerne fra sydriget skulle genforenes i én nation under én fører, Davids søn. Lyt til når Ezekiel fortæller hvordan de skal rejses fra deres svundne håbs grav og genforenes i deres gudgivne hjemstavn under en hersker af Davids slægt!
15, 16. (a) Hvordan illustrerede Ezekiel genforeningen af det splittede Israel? (b) Hvordan forklarede Ezekiel efter befaling dette tegn?
15 Ezekiel skulle demonstrere denne genforening ved hjælp af to stokke. På den ene skulle der stå „Josef — Efraims træ“ og på den anden „Juda“, og de repræsenterede hver for sig de to riger der udgjorde det ene folk Israel. Mens folk fra stammerne så til, skulle Ezekiel sætte den ene stok til den anden, og så ville de mirakuløst føjes sammen til én stok i hans hånd. Dette mirakuløse tegn fik Ezekiel befaling til at forklare på følgende måde:
16 „Så siger den Herre [Jehova]: Se, jeg tager Josefs træ, som var i Efraims hånd, og Israels stammer, hans medbrødre, og føjer dem til Judas træ og gør dem til eet stykke, og de skal blive til eet i Judas hånd. . . . Se, jeg henter israeliterne fra folkene, til hvilke de vandrede hen, og samler dem alle vegne fra og bringer dem til deres land. Jeg gør dem til et folk i landet på Israels bjerge; og de skal alle have en og samme konge og ikke mere være to folk eller delt i to riger. Min tjener David skal være konge over dem, og alle skal de have en og samme hyrde. De skal følge mine lovbud og holde mine vedtægter og gøre efter dem. . . . og min tjener David skal være deres fyrste evindelig. Jeg slutter en fredspagt med dem, en evig pagt skal det være.“ — Ez. 37:19, 21, 22, 24-26.
Den varige genforening
17. Hvem er i dag blevet gjort til én symbolsk stok, og hvilken konge har de over sig?
17 De som er af jødisk herkomst er ikke forenede i dag, de går end ikke enigt ind for den politiske zionismes sag. Republikken Israel, der styres af en præsident og en premierminister, har ikke Jesus Kristus, Davids søn, som konge og hyrde. Hvordan er det så med resten af „Guds Israel“, de åndelige israelitter, de kristne vidner for Jehova? Siden deres løsladelse fra det babyloniske fangenskab under den første verdenskrig har de atter fået et ståsted i Guds gunst og godkendelse. I denne åndelige tilstand har de en konge, Jehovas salvede søn, Jesus Kristus, Davids søn. Selv om de kommer fra mange racer og har levet i vidt forskellige politiske, sociale og religiøse miljøer har den almægtige Gud alligevel forenet dem i én hellig, åndelig nation under hyrde-kongen, den indsatte Jesus Kristus. De er ikke splittet, er ikke to stokke, om man så må sige, sådan som oldtidens Israel, der havde en konge nordpå i Samaria og en konge sydpå i Jerusalem. Jehovas kristne vidner har accepteret kongen, Jesus Kristus, som deres hersker og hyrde, hvorfor de ikke har noget at gøre med denne verdens politiske anliggender. De tillader ikke politiske ideer og politiske valg, opstande og oprør at splitte dem. Jehovas almagt har gjort dem til „eet stykke“, „eet folk“, under „en og samme konge“. De er blevet én stok, ét redskab, der i Guds mægtige hånd bliver brugt til at udføre hans gerning.
18-20. (a) På trods af hvilke faktorer kan man iagttage enhed blandt Jehovas vidner, og hvad har den resulteret i? (b) Hvordan blev denne enhed og vækst forudsagt af Hoseas, og på hvem mønter Peter Hoseas’ profeti?
18 Jehovas vidner virker nu som Guds redskab i 176 lande og provinser, og på den måde kommer de i berøring med folk fra mange nationaliteter, af forskellige racer og hudfarver, med mange sprog og skikke og fra forskellige samfundsgrupper. Alligevel tror, handler og forkynder disse vidt adspredte vidner på samme måde og holder fast ved de bånd som binder dem sammen til en enhed. I alle disse lande findes der mennesker med fårets sindelag, og de tager imod budskabet om Guds konge og rige. Således vokser antallet af vidner stadig. Denne vækst og enhed er en iøjnefaldende opfyldelse af Hoseas’ profeti, der blev udtalt langt tilbage i tiden, dengang Israels folk var splittet:
19 „Israels børns tal skal blive som havets sandskorn der ikke kan måles eller tælles. Og det skal ske at på stedet hvor det plejede at blive sagt om dem: ’I er ikke mit folk,’ skal der siges til dem: ’Den levende Guds børn.’ Og Judas børn og Israels børn skal til visse samles sammen til en enhed, og skal virkelig sætte ét over hoved over sig og drage ud af landet [Babylon], for stor skal Jizre’els dag være.“ — Hos. 1:10, 11, NW.
20 Peter anvender Hoseas’ profeti på det åndelige Israels hjord. Derfor ved vi at vi med rette kan spejde efter dens nutidige opfyldelse på Jehovas kristne vidner. — 1 Pet. 2:9, 10.
21. Hvorfor er det så enestående at disse vidner er blevet samlet til en enhed, og hvad ligger til grund for den?
21 Hvor vidunderligt! Disse vidner der førhen var splittede i religiøs, politisk og social henseende, både inden for kristenheden og inden for hedenskabet, er nu blevet ’samlet sammen til en enhed’! Det er fordi de er draget ud af tingenes ordning i denne splittede verden og over sig har sat ét overhoved, nemlig Jehovas salvede og indsatte konge, Jesus Kristus. Denne enige hengivenhed for Jehovas udvalgte hersker over retfærdighedens nye verden har fået hans godkendelse, hvilket har givet sig udslag i fremgang og vækst, en vældig udbredelse af Jehovas vidner; de er blevet sået overalt.
22. Hvordan kan vi sige at Jizre’els store dag er indtruffet? Hvordan er de blevet „støjende på grund af mennesker“ i enhedens fold?
22 I denne henseende er det i sandhed en „stor“ dag, for det er „Jire’els dag“. Navnet Jizre’el betyder „Gud [El] sår sæden“. Den sæd som Gud sår på hele jorden er hans indviede vidner. Han får denne symbolske sæd til at vokse, således at den avler mere sæd. (1 Kor. 3:6-9) På den måde forøges antallet af Guds vidner over hele jorden. De bliver mange; og eftersom tallet ikke er forudsagt, end ikke af Gud, må deres tal „blive som havets sandskorn der ikke kan måles eller tælles“. Det er derfor de, som profetisk skildret i Mika 2:12, „skal være støjende på grund af mennesker“ i folden, i hvilken Jehova Gud har ført dem sammen i enhed. Den glædesfyldte larm iblandt dem høres højere og højere ud over hele jorden.
23. Hvilken profeti fremsatte Jesus med hensyn til at samle får i én hjord, og hvorfor må der til stadighed herske enhed blandt disse får trods alle omvæltninger i verden?
23 Deres hyrde-konge, Jesus Kristus, talte for længe siden om at samle en stor skare „andre får“ og forene dem med det åndelige Israels „lille hjord“, som de skulle samarbejde med. I en profeti, der nu opfyldes på en bemærkelsesværdig måde, udtalte han: „Jeg er den gode hyrde; jeg kender mine, og mine kender mig, ligesom Faderen kender mig, og jeg kender Faderen; og jeg sætter mit liv til for fårene. Og jeg har andre får, som ikke hører til denne fold; også dem bør jeg lede, og de skal høre min røst; og der skal blive een hjord, een hyrde.“ (Joh. 10:14-16) Denne ene hyrde ofrede sit jordiske liv for alle fårene, hvad enten disse hører til den lille fårehjord eller til den større fårehjord. Ham kan de alle takke for liv og frelse, der ikke kan tilskrives en eller anden pastor eller politisk hersker i kristenheden. De må følge den gode Hyrde, Jesus Kristus, fordi de erkender at de står i taknemmelighedsgæld til ham, og at evigt liv i Guds nye verden helt og holdent afhænger af ham. Skal de kunne følge denne ene hyrde må de alle holde sammen i enhed, være „een hjord“, uanset hvilke omvæltninger der sker i verden.
24. Hvilke sørgelige erfaringer har kristenheden i det tyvende århundrede høstet ved at følge jordiske ledere? Hvorfor har Jehovas vidner overlevet disse ledere?
24 Jesus er den ene gode eller rette Hyrde der skal følges, og derfor advarede han sine efterfølgere, sine får, imod at følge en jordisk leder. Igennem ikke så få år fulgte et stort udsnit af den katolske kristenhed den italienske il Duce („føreren“), Mussolini; et andet stort udsnit af den katolske kristenhed fulgte den tyske „Führer“, Adolf Hitler, en „kirkens søn“. Men Jehovas vidner nægtede at gå med til noget sådant, selv om de blev forfulgt af den grund. De bestod, men disse politiske førere eller ledere, der havde romersk-katolske præster i ryggen, mistede livet og efterlod deres efterfølgere i en ynkværdig tilstand. Forstandigt havde Jehovas vidner adlydt deres hyrdes befaling: „I skal ikke kalde nogen på jorden jeres [åndelige] ’fader’; thi kun een er jeres Fader, han som er i Himlene. Ej heller skal I lade jer kalde ’førere’; thi kun een er jeres fører, Kristus.“ — Matt. 23:9, 10.
25. Ved hvilket stævne under den anden verdenskrig tilkendegav Jehovas vidner deres mening om jordiske ledere, og hvem bragte spørgsmålet på bane?
25 Ved et stævne i Nordamerika, hvor tusinder af Jehovas vidner fra mange lande var til stede, tog disse enigt og skarpt afstand fra tanken om en jordisk fører, også selv om denne var en religiøs fører. Dette foregik i sommeren 1941 mens den anden verdenskrig endnu rasede og katolske kredse i Amerika sympatiserede med aksemagternes førere, Hitler og Mussolini. Det internationale stævne afholdtes fra den 6. til den 10. august 1941 i The Arena i St. Louis, i staten Missouri. Den sidste dag, om søndagen, holdt den daværende præsident for Watch Tower Bible & Tract Society, Joseph F. Rutherford, trods sit svigtende helbred, et offentligt foredrag om Rigets budskab for en vældig tilhørerskare der ansloges til 115.000. Derpå holdt han sit afsluttende foredrag for de forsamlede vidner. Dette skulle blive sidste gang han viste sig offentligt inden han døde den 8. januar 1942. De udtalelser som præsident Rutherford i sit afslutningsforedrag til de titusinder Jehovas Vidner fremsatte vedrørende førerskab, er af særlig interesse i denne forbindelse. Hør her den beretning som en interesseret iagttager udarbejdede og som stod at læse i The Watchtower for 15. september 1941, side 288, paragraf 6 (Vagttårnet, 1. februar 1942, side 48):
26. Hvordan fremlagde J. F. Rutherford sagen ved stævnet, og hvordan blev den modtaget?
26 „For en Gang for alle at gendrive alle verserende falske Beskyldninger og Insinuationer om, at han er Jehovas Vidners Leder, udtalte han: ’Jeg ønsker at lade alle fremmede, som er her til Stede, vide, hvad I mener om, at et Menneske skulle være jeres LEDER, og det paa en saadan Maade, at de ikke glemmer det. Hver Gang noget opstaar og tager til i Vækst, siger Folk, at det er et Menneske, der er Leder og har mange Tilhængere. Dersom der findes nogen blandt mine Tilhørere, som mener, at jeg, den Mand, der staar her, er Jehovas Vidners Leder, saa sig Ja.’ Svaret blev et enstemmigt og eftertrykkeligt ’Nej!’. ’Saafremt I, som er her til Stede, tror, at jeg kun er en af Herrens Tjenere, og at vi arbejder sammen Skulder ved Skulder i Enhed for at tjene Gud og Kristus, saa sig Ja.’ Et enstemmigt ’Ja’ hørtes højt og tydeligt. ’I behøver ikke mig som jordisk Leder for at faa en Skare som denne til at arbejde.’ Han bød dem nu vende tilbage til deres respektive Hjemsteder og bruge ’endnu lidt mere Energi . . . anvend al den Tid, I kan!’“
27. Hvilken fører eller leder følger Jehovas vidner altså?
27 Jehovas vidner i dag er ganske på linje med den teokratiske holdning som indtoges af de titusinder som der tilbage i 1941 repræsenterede alle vidnerne; for de har ikke en amerikaner som leder, det være sig præsidenten for Watch Tower Society eller nogen anden. De følger ikke noget menneske som deres leder eller fører. I en jordomspændende enhed følger de én hyrde, Jesus Kristus, der ofrede sit eget liv men nu hersker ved Jehova Guds højre hånd i himmelen. — 1 Pet. 3:22.
28. Under hvilke ugunstige internationale tilstande ville de også undlade at følge en jordisk leder, og hvorfor det?
28 Hvis det skulle ske at Jehovas vidner ikke kunne stå i forbindelse med hinanden på grund af vanskeligheder eller fjendtligheder i landene hvor de bor, ville de alligevel blive ved med at følge den ene fører og konge som Gud har valgt. Ingen af Jehovas sande vidner ville udnytte en sådan eventuel afbrydelse af de internationale forbindelser og i selvisk ærgerrighed prøve at opkaste sig selv til landsleder og oprette en national religiøs organisation. Alle Jehovas vidner er blevet så grundigt undervist i Bibelens tro og så grundigt oplært i at forkynde Bibelens budskab at de alle ville blive ved med at udføre deres teokratiske gudsdyrkelse og gerning selv om de blev afskåret fra forbindelsen med deres brødre i andre lande. De ville ikke lytte til en eller anden selvbestaltet leder. De ville udelukkende anerkende deres ene hyrde og kun lytte til hans røst. Han står langt over alle jordiske nationer og skal til sin tid „vogte alle folkeslag med jernspir“ og knuse dem i det kommende Harmagedonslag, „krigen på Guds, den Almægtiges, store dag“. — Åb. 12:5; 16:14, 16; Joh. 10:4, 5; Sl. 2:8, 9.
Enighed i tale og handling
29, 30. (a) Hvilket bindemiddel holder den teokratiske organisation sammen for Jehovas vidner? (b) Hvad er det som Gud misbilliger i sin organisation, og hvilke mennesker er det følgelig han advarer os imod gennem Paulus?
29 På grund af den ånd som behersker verden, er den splittet, fraset dens modstand imod Guds rige. Denne splittelsens ånd vil imidlertid ikke smitte Jehovas fårehjord, i spidsen for hvilken den gode og rette Hyrde Jesus Kristus går. Foruden den overnationale ledelse i himmelen har Jehovas vidner det eneste effektive bindemiddel som kan holde deres teokratiske organisation sammen. Dette bindemiddel er Jehova Guds ånd. „Åndens frugt er kærlighed, glæde, fred, langmodighed, mildhed, godhed, trofasthed, sagtmodighed, afholdenhed.“ (Gal. 5:22, 23) Intet kan som den Kristus-efterlignende kærlighed holde sammen på Guds fårehjord, for hvilken Guds søn så kærligt ofrede sit livsblod. I en formaning til Guds hjord om at bevare enheden skrev apostelen Paulus: „Over alt dette skal I iføre jer kærligheden, som er det [enhedens, NW] fuldkomne bånd. Og lad Kristi fred råde i jeres hjerter; til den blev I kaldede som lemmer på samme legeme.“ (Kol. 3:14, 15) Når de opdyrker denne åndens frugt, kærlighed, vil enhedens fuldkomne bånd blive stærkt og ubrydeligt. Og hvor der findes sammenhold og enhed, der vil der herske fred, orden, og harmoni. Gud har kaldet sit indviede folk til at være ét legeme, én organisation. Han ser misbilligende på al uenighed, forvirring og splittelse. Gennem apostelen Paulus har han befalet os:
30 „Jeg formaner jer, brødre! til at holde øje med dem, som volder splittelserne og fører mennesker til fald ved at afvige fra den lære, I modtog; hold jer borte fra dem! Thi sådanne tjener ikke vor Herre Kristus, men deres egen bug, og med deres søde tale og fagre ord forfører de troskyldiges hjerter.“ — Rom. 16:17, 18.
31. (a) Hvilken advarsel skulle der ligge i de indbyrdes krige som udkæmpedes mellem stammerne i det gamle Israel, og hvem gælder advarselen? (b) På hvilken måde bør Jehovas synlige organisation ligne Jerusalem på Davids tid, og hvad er det der ikke vil levne plads for stammekrige?
31 I nogle lande, der nylig har opnået uafhængighed og ikke længer er underlagt imperialistiske kolonimagters styre, har de indfødte regeringer mødt store vanskeligheder i form af stammekrige og -fejder, hvilket har bragt regeringernes stabilitet i fare. De krige som opstod mellem folkene fra de forskellige stammer i oldtidens Israel tjener som en bibelsk advarsel til det åndelige Israels lille hjord og alle dens ledsagere, den store hjord, de „andre får“. Jesus advarede: „Ethvert rige, der er kommet i splid med sig selv, lægges øde; og ingen by og intet hjem, der er kommet i splid med sig selv, kan bestå.“ (Matt. 12:25) Jehovas vidners synlige organisation må ligne byen Jerusalem på den trofaste kong Davids tid; da var byen solidt sammenbygget, og folkene som samledes dér, stod enige i deres loyalitet over for kongen, der sad på Jehovas trone. Med følgende ord beskrev kong David Jerusalem, hvortil Israels tolv stammer trofast drog op for at tilbede i Jehovas hus i byen: „Jerusalem er bygget som en by der er føjet sammen i enhed, hvortil stammerne er draget op, Jahs stammer, som en påmindelse til Israel om at prise Jehovas navn.“ (Sl. 122:3, 4, NW) Tilbedelsen af den eneste levende og sande Gud Jehova var det bånd som knyttede de tolv stammer sammen, og ind i det bånd var tvundet nidkær trofasthed mod Jehovas salvede konge. Dette levnede ikke plads for krige mellem stammerne indbyrdes. Der herskede kun fred.
32. Hvad er det fjendestyrkernes bestræbelser røber om „denne tingenes ordnings gud“, og hvordan skal Jehovas vidner møde Gogs angreb?
32 Kommunistiske og andre fjendtlige magters bestræbelser røber at Satan Djævelen, „denne tingenes ordnings gud“, nu er særlig opsat på at bryde og ødelægge den eksemplariske enhed som hersker mellem Jehovas vidner i den nye verdens samfund. Ezekiels profeti (kapitlerne 38 og 39) har på forhånd advaret os om at Satan vil spille rollen som Gog fra Magog. Som sådan vil han samle alle sine medsammensvorne på jorden og forene dem i et sidste og endeligt angreb på det åndelige „Guds Israel“ og alle dets trofaste ledsagere, de „andre får“. Eftersom Gog angriber med en samlet og enig hærskare, så lad os over hele jorden stille op i en enig front der ikke viger en tomme for Gog og hans horder. Det må og skal vi gøre, også selv om vi bogstaveligt skulle blive afskåret fra vore brødre i andre lande og ingen af Guds menigheds styrende råd er hos os så de direkte kan iagttage os og våge over os.
33. Med hvilke ord opfordrede Paulus de kristne til at stille en samlet front, og hvordan vil det gå Gog foran vor tætsluttede front?
33 Apostelen Paulus opfordrede menighedens medlemmer til at stille op i en enig front mod fjendens samlede styrker da han udtrykte det ønske at „jeg, hvad enten jeg kommer og besøger jer eller er fraværende, kan høre om jer, at I står fast i een Ånd og med een sjæl strider sammen for troen på evangeliet uden i nogen henseende at lade jer skræmme af modstanderne; det er jo for dem et vidnesbyrd om, at de skal fortabes, men I frelses, og det er Guds værk. Thi af nåde blev det jer givet for Kristi skyld ikke blot at tro på ham, men også at lide for hans skyld“. (Fil. 1:27-29) Kristus vil ikke svigte os hvis vi lider for hans skyld. Kristus gav sine trofaste efterfølgere dette løfte: „Se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende.“ (Matt. 28:20) Når vi har ham med os på alle fronter, kan vi ikke andet end sejre. Gogs hærskarers forenede angreb vil bryde sammen foran vor tætsluttede front når den almægtige Gud rejser sig til forsvar for os, skaber splid, uorden, forvirring og panik i Gogs rækker, og tilføjer dem et knusende og ødelæggende nederlag.
34. Hvordan kan vore rækker hele tiden være tæt sluttede, og hvad kræver det foreliggende arbejde af os?
34 Vi må aldrig lade nag, skinsyge, misundelse, egennyttig ærgerrighed, rivaliseren, konkurrencelyst, stridigheder, national stolthed, racestolthed eller stolthed på grund af uddannelse og kultur snige sig ind iblandt os og skille os. I en verden som er splittet på alle områder, undtagen når det gælder fjendtlighed over for Guds rige og vidnerne som forkynder om det, må vi sørge for hele tiden at konfrontere fjenden i tætsluttede rækker. Vi har et arbejde at udføre selv om tilstandene i verden stadig forværres, og hvis arbejdet skal føre til resultater og være til Guds ære må vi alle rundt om på hele jorden gøre en enig og samlet indsats. Vore forventninger om at Gud vil rejse sig og tage sig af vore fjender og forfølgere vil ikke blive skuffet.
35. Hvordan vil Jehova ifølge Zefanias 3:8, 9 rejse sig, hvilken ændring omtales, og hvorfor sker den?
35 I Zefanias 3:8, 9 (NW) siger Gud til os: „’Derfor, bliv ved med at nære forventninger til mig,’ lyder Jehovas udtalelse, ’indtil den dag da jeg rejser mig til byttet, for min retskendelse er at samle nationerne, at jeg kan sanke rigerne sammen og øse min fordømmelse, al min brændende vrede, ud over dem; thi af min nidkærheds ild skal hele jorden fortæres. For da skal jeg lade folkeslagene skifte til et rent sprog, så de alle kan påkalde Jehovas navn og tjene ham skulder ved skulder [bogstaveligt: med én skulder].’“ Uanset hvor mange forskellige folkeslag alle vi vidner er kommet fra, idet vi har indviet os til Jehova, har han nu ladet os skifte til et „rent sprog“ i en bestemt hensigt. Denne hensigt er at vi skal tjene Jehova skulder ved skulder, i en sluttet tjenesteformation. At vi i enhed taler et „rent sprog“ vedrørende Guds rige og hans nye verden fjerner alle splittende misforståelser og gør vor enhed i tale og handling ubrydelig og stærk.
36. Hvordan skal de dødsdømte fanger ifølge Salme 102:19-23 benytte den frihed som Gud skænker dem, og hvem opfyldes denne profeti på?
36 „Fredens Gud“ har udfriet os fra det babyloniske fangenskab. Han har ført os til sin hellige by, det gamle Zions eller Jerusalems nutidige modstykke, det oprettede rige med Kristus på tronen. Os tidligere fanger har han skænket religionsfrihed for at vi skulle bruge denne frihed på rette måde, i harmoni med hans udtrykte vilje. I historien finder vi dette illustreret dengang oldtidens Israel vandrede ud af Babylon i frihed. Og profetien som i sin tid gjaldt den fortidige illustration tager nu sigte på det nutidige fænomen som dengang illustreredes. „For efterslægten skal det optegnes, et folk, der skal fødes, skal prise [Jehova]; thi han ser ned fra sin hellige højsal, [Jehova] skuer ned fra Himmel til jord for at høre de fangnes stønnen og give de [af det fjendtlige Babylon] dødsdømte frihed, at [Jehovas] navn kan forkyndes i Zion, hans pris i Jerusalem, når folkeslag og riger til hobe samles for at tjene [Jehova].“ (Sl. 102:19-23) Politisk zionisme som den forekommer i republikken Israel opfylder ikke denne profeti, for den bærer ikke Jehovas navn; den forkynder ikke Guds navn, hverken i Jerusalems gamle eller nye bydel, og den lovpriser og tjener ham heller ikke. Målt med kendsgerninger i dag får profetien sin opfyldelse på de vidner som forkynder Jehovas rige og som er blevet samlet fra mange folkeslag og mange politiske riger på jorden.
37. Hvad vil, ifølge Esajas 52:8-10, de mennesker gøre som har iagttaget og forstået det frelses og genrejsningsværk Gud har udført?
37 For de mennesker som har iagttaget og forstået hvilket værk Gud har udført ved at udfri og genrejse sine vidner, må parolen nu være at de skal forkynde om den frelse Gud foranstaltede. „Lyt! dine egne vægtere har løftet deres røst. I forening råber de fortsat med glæde, for det vil blive ansigt til ansigt at de vil se når Jehova kommer tilbage til Zion. Bliv glade, råb med glæde i harmoni, I Jerusalems hærgede pladser, for Jehova har trøstet sit folk; han har købt Jerusalem tilbage. Jehova har blottet sin hellige arm for øjnene af alle nationerne, og alle jordens ender skal se vor Guds frelse.“ — Es. 52:8-10, NW.
38. Hvad er det menneskehedens verden i dag ser for sine øjne som en opfyldelse af profetien?
38 Det er derfor menneskehedens verden ser Jehovas vidner drage ud til jordens ender for at bringe budskabet om Guds rige og dets velsignelser til alle mennesker med god vilje. Selve det at vidnerne eksisterer og virker på hele jorden er et levende vidnesbyrd om at den almægtige Gud har frelst dem fra denne babyloniske verden der beherskes af Satan Djævelen. Hvor de end drager hen opløfter de deres røst for med glæde og i enhed a forkynde den gode nyhed. Åndelig talt er de ikke længer som de øde steder i det gamle Jerusalem; nej de bærer en overflod af Guds riges frugter. Overalt lyder deres enstemmige fryderåb, for de følges ad i enighed og enhed.
39. (a) På hvilken måde er det godt og lifligt for brødre at bo sammen i enhed? (b) Hvorfor bør vi i fællesskab hylde Jehova og ophøje hans navn? (c) Hvordan er Jehova blevet herliggjort og ophøjet i forbindelse med løftet om enhed?
39 Mennesker som elsker Gud har iagttaget hvordan han mirakuløst har taget sig af sit indviede folk i nutiden, og dem forekommer det så vidunderligt at det varmer dem om hjertet! „Se! hvor godt og lifligt det er for brødre at bo sammen i enhed!“ (Sl. 133:1, NW) Det er ikke blot lifligt at betragte. At disse åndelige brødre bor sammen i enhed bringer noget yderst godt med sig for dem, og det skaber en behagelig stemning iblandt dem. Det arbejde som Gud har overdraget os i vore dage kan vi udrette og fuldføre i fællesskab når vi styrker og støtter hinanden. Salmisten Davids ånd gennemtrænger vort hele jeg og får os til at udbryde: „Hylder [Jehova] i fællig med mig, lad os sammen ophøje hans navn!“ (Sl. 34:4) Ja, lad os sammen hylde ham og ophøje hans ærværdige navn fordi han har brudt fjendens magt, har samlet os sammen og ført os sammen i enhed som sine vidner, hans hjord vogtet i tryghedens fold af Kristus. Han har lovet at alle retsindige mennesker skulle føres sammen i enhed midt i denne splittede verden; det har han til sin egen herliggørelse og ophøjelse gjort til en velsignet virkelighed, og den enhed vil han bevare helt ind i den herlige nye verden.