Loyalitet mod en ægteskabspagt bevæger Gud til barmhjertighed
„Jeg trolover mig med dig med retfærd og ret, med miskundhed og barmhjertighed; jeg trolover mig med dig i troskab, og du skal kende [Jehova].“ — Hos. 2:19, 20.
1. Hvad kunne man i dag spørge om i forbindelse med en hustru der er utro mod sin mand?
EN TROLØS HUSTRU, en hustru der holder til med elskere, har næppe nogen grund til at vente barmhjertighed fra sin lovformelige ægtemand. Hun kan næppe heller vente at hendes elskere vil forsørge hende hele tiden. Efter at de har fået deres begær tilfredsstillet i nogen tid, kan selv lidenskabelige elskere blive trætte af en sådan horkvinde og søge andetsteds hen. Hvem kan hun da vende sig til? I loyalitet mod sit ægteskabsløfte burde hun vende tilbage til den mand hun er gift med. Men vil han vise barmhjertighed og tage hende tilbage? Hvor ofte er det sådan det går i denne ubarmhjertige verden, her i det tyvende århundrede?
2. Hvis veje og tanker er højere end menneskers, og hvad gjorde han således for sit pagtsfolk i 537 f.v.t.?
2 Der findes imidlertid en som siger til menneskene: „Mine tanker er ej eders, og eders veje ej mine, . . . nej, som himlen er højere end jorden, er mine veje højere end eders og mine tanker højere end eders.“ Hvem er det der således tænker og handler på et højere plan end vi? Det er en som er hævet himmelhøjt over os mennesker. Han betegner sig selv som Jehova, og han udtalte de førnævnte ord i fortiden ved sin profet Esajas, Amoz’ søn. (Es. 55:8, 9; 1:1) Han udtalte ordene idet han forudsagde at hans landflygtige pagtsfolk ville blive udfriet fra det hedenske Babylon og ført tilbage til sit gudgivne land i det mellemste østen. I strid med enhver menneskelig tankegang udfriede den barmhjertige Gud sit folk fra trældommen i 537 f.v.t.
3. Hvilken slags problem tog Jehova sig samtidig af, og hvordan havde dette forbindelse med Sinaj bjerg i Arabien?
3 Da Jehova førte sit landflygtige folk tilbage til dets fjerne hjemland, som havde ligget ubeboet i halvfjerds år, ordnede han samtidig et problem der var opstået i hans ægteskab. Næsten tusind år tidligere havde han indgået ægteskab med dette folk, den israelitiske nation. Ægteskabet blev indgået ved Sinaj bjerg i den sydlige ende af Sinajhalvøen. Vielsen blev forrettet af profeten Moses, der optrådte som mellemmand mellem Gud og mennesker. Som grundlæggende bestemmelser for dette ægteskab forkyndte Gud de ti bud, hvoraf det første lød: „Jeg er [Jehova] din Gud, som førte dig ud af Ægypten, af trællehuset. Du må ikke have andre guder end mig.“ — 2 Mos. 20:1-3.
4. Hvem tilhørte Israels tolv stammer i virkeligheden, hvilket forhold valgte de at træde ind i, og hvordan?
4 Ved at udfri Israels tolv stammer, der uretfærdigt var blevet holdt tilbage og undertrykt i fortidens Ægypten, købte eller genløste Jehova i virkeligheden denne nation. (Es. 63:7-9) Den tilhørte med rette ham. Det var derfor han valgte at lade den træde ind i et ægteskabeligt forhold til ham. Aftalen om dette ægteskab var en højtidelig pagt eller overenskomst som hvilede på en samling love fra Gud, almindeligvis omtalt som den mosaiske lovpagt. For at opnå de velsignelser og den tryghed der fulgte med at have Gud som deres himmelske Ejer og Ægtemand, trådte israelitterne villigt ind i dette ægteskabelige forhold. De lovede at være loyale mod overenskomsten, den mosaiske lovpagt. De blev Guds eneste pagtsfolk på jorden. Derfor kunne Jehova sige at han „som en ægtemand ejede dem“. — Jer. 31:31, 32, NW.
5. Hvad fandt Israels nation det svært at være tro imod, og hvis adfærd skulle Hoseas’ hustru Gomer billedligt skildre?
5 Midt i den umoralske verden der havde knyttet sig til Ba’al og mange andre falske guder, fandt israelitterne det meget svært at være tro mod deres ægteskabspagt med Jehova som deres Gud og Ejer. Nationen som helhed gav efter for presset og blev åndeligt troløs mod Jehova. (Jak. 4:4) I 997 f.v.t. opstod der en splittelse i Israels tolv-stammerige, og de ti stammer rev sig løs og blev et selvstændigt rige. Dette riges troløshed mod Jehova blev skildret ved Gomers troløshed mod sin mand, profeten Hoseas.
6, 7. (a) Hvordan gik det til at Jehova fik en sag at afgøre med Israels ti-stammerige? (b) Hvem løb Israels rige forgæves efter, og hvem ville det ønske at vende tilbage til?
6 Gomer blev en „horkvinde“, og hun fik „horebørn“. (Hos. 1:1-3) Dette skildrede hvordan Israels ti-stammerige indgik politiske alliancer med de afgudsdyrkende nationer. Israels nation begyndte at sætte sin lid til hedenske nationer i stedet for til sin Ægtemand og Ejer, Jehova. Den økonomiske velstand i landet blev nu tilskrevet disse verdslige nationer i stedet for Jehova. Israel begyndte at tilbede de andre nationers guder og brød åbenlyst og skamløst sin ægteskabelige pagt med sin Ejer og Genløser, Jehova. Af denne grund havde han en sag at gøre op med det åndeligt troløse Israels rige. Ifølge de betingelser der var nedfældet i ægteskabspagten, havde han juridisk ret og pligt til at gribe ind over for det frafaldne Israel. Til sidst gjorde han det. Idet han omtalte Israel som en troløs kvinde, sagde han:
7 „Se, derfor spærrer jeg med tjørn hendes vej, foran hende murer jeg en mur, så hun ikke kan finde sine stier. Efter elskerne kan hun så løbe, hun når dem alligevel ikke; hun søger dem uden at finde, og da skal hun sige: ’Jeg går på ny til min første mand; da havde jeg det bedre end nu.’ Ja hun, hun skønner ikke, at det var mig, som gav hende korn og most og olie, gav hende rigeligt sølv og guld, som de gjorde til Ba’aler.“ — Hos. 2:6-8.
8. Hvem havde Jehova i sinde at tugte, men hvilken beslutning ville han ikke omstøde?
8 Ifølge disse ord havde Jehova i sinde at tugte folket i det israelitiske ti-stammerige. Ikke fordi riget dermed kunne frelses, for Jehova ville ikke omstøde det han tidligere havde sagt i Hoseas’ profeti: „Jeg . . . gør ende på Israels hus’ rige. På hin dag sønderbryder jeg Israels bue i Jizre’els dal.“ — Hos. 1:4, 5.
9. (a) Hvem kunne få gavn af den tugt Jehova bragte over Israels rige? (b) Ved hvilken begivenhed blev ægteskabspagten mellem Israel og Jehova bragt til ophør?
9 Men der var enkeltpersoner som kunne få gavn af tugten. Tænk for eksempel på at der var syv tusind israelitter som ikke havde bøjet knæ for Ba’al. (1 Kong. 19:18; Rom. 11:1-5) Lad os ikke glemme at da Jehova gjorde ende på Israels rige og lod de overlevende israelitter deportere til Assyrien i 740 f.v.t., ophævede han ikke den ægteskabspagt han havde indgået med hele Israels nation. Da han i 607 f.v.t. lod Jerusalem ødelægge og de overlevende jøder føre i landflygtighed til Babylonien, ophævede han ikke den mosaiske lovpagt, i kraft af hvilken Israels tolv stammer var trådt ind i et ægteskabeligt forhold til ham som deres himmelske Ægtemand. Det juridisk bindende ægteskabsforhold mellem Jehova og hele Israel blev ikke ophævet før de jødiske ledere gjorde det af med Jesus Kristus i år 33 e.v.t. — Kol. 2:14.
10. Hvorfor kunne ’elskerne’ ikke hjælpe Israels rige, men hvem kunne få gavn af tugten fra Jehova?
10 Skønt Israels ti-stammerige søgte hjælp hos de verdslige nationer der havde været dets lidenskabelige elskere, nærmede regnskabets time sig ubønhørligt. Ingen af de elskere det ivrigt var løbet efter, kunne hjælpe det. Som med uigennemtrængeligt tjørnekrat var vejen spærret for det så det ikke kunne få effektiv hjælp. De tidligere elskere var ikke i stand til at komme Israel til undsætning, selv om de gerne ville. Efter tre års belejring faldt hovedstaden Samaria for assyrerne i 740 f.v.t. De overlevende israelitter blev deporteret til deres sejrherrers land. Dette rige bestående af ti israelitiske stammer blev aldrig genoprettet i sit gudgivne land. Hvem kunne da få gavn af tugten fra Jehova? Kun enkeltpersoner blandt de landflygtige i Assyrien. De ville tænke over tingene. De ville tænke på hvor dejligt det var dengang deres forfædre tjente Jehova som deres himmelske Gud og Ægtemand. I erkendelse af at forholdene var bedre dengang, ville de en dag vende ba’alsdyrkelsen ryggen og atter søge ind i pagtsforholdet til Jehova.
11, 12. Hvornår fik de landflygtige israelitter i Assyrien mulighed for at vende tilbage og tilbede Jehova i Jerusalem, og hvordan gik dette til?
11 Hvornår fik disse landflygtige israelitter i Assyrien mulighed for at vende tilbage i forening for at tilbede Jehova på det sted han havde udpeget? Først i 537 f.v.t., under et nyt verdensrige. Hvordan gik det til? Jo, omkring år 632 f.v.t. blev Assyriens hovedstad Nineve indtaget af babylonierne, og det babyloniske rige kom til at indtage førerstillingen. Dermed overgik de assyriske provinser hvor de landflygtige israelitter boede, til det babyloniske verdensrige. Omkring femogtyve år senere fuldbyrdede Jehova sin straffedom over det nu frafaldne Juda rige. I 607 f.v.t. lod han Jerusalem og templet ødelægge, og tusinder af overlevende jøder blev deporteret til Babylonien, hvor de kom til at leve som landflygtige, ligesom israelitterne i de tidligere assyriske provinser.
12 I det halvfjerdsindstyvende år derefter så Jehova at hans selvrådige hustruorganisation på jorden var blevet tugtet tilstrækkeligt. I sin barmhjertighed havde han oprejst den forudsagte perserkonge Kyros til at omstyrte Babylon i 539 f.v.t., og kort efter, i 537 f.v.t., bevægede han denne Kyros den Store til at frigive de angrende israelitter så de kunne vende tilbage til deres elskede hjemland.
13. Hvorfor var det, i lyset af Femte Mosebog 24:1-4, en helt usædvanlig barmhjertighed Gud viste sit hustrulignende pagtsfolk?
13 Var det ikke en helt usædvanlig barmhjertighed den himmelske Ægtemand hermed viste sit pagtsfolk, Israels tolv stammer? Jo; ifølge den mosaiske lovpagt var det mere end man kunne forvente. I Loven stod der nemlig: „Når en mand tager en kvinde til ægte, og hun ikke vinder hans yndest, fordi han finder noget ved hende, der vækker ubehag hos ham, og han skriver hende et skilsmissebrev og giver hende det i hænde og sender hende ud af sit hjem, så må hun efter at have forladt hans hjem gå hen og gifte sig med en anden mand; får denne anden mand også uvilje imod hende og skriver hende et skilsmissebrev og giver hende det i hænde og sender hende ud af sit hjem, eller dør den anden mand, der havde taget hende til ægte, så har hendes første mand, som havde sendt hende bort, ikke ret til igen at tage hende til hustru, efter at hun er blevet uren. Thi det er [Jehova] en vederstyggelighed, og du må ikke bringe brøde over det land, [Jehova] din Gud vil give dig i eje.“ — 5 Mos. 24:1-4.
14. Hvordan viste Jehova i Jeremias 3:1 at han havde gode grunde til at lade sig skille fra Israel for bestandig?
14 På profeten Jeremias’ tid fremhævede Jehova denne lov over for de pagtsbrydende jøder i Juda rige. Han understregede at han havde gode grunde til at lade sig skille fra Israel for bestandig, idet han inspirerede Jeremias til at sige: „Når en mand forstøder sin hustru, og hun går fra ham og ægter en anden, kan hun så gå tilbage til ham? Er slig en kvinde ej sunket til bunds i vanære [Er det land (Juda) ikke med sikkerhed blevet forurenet, NW]? Og du, som boled med mange elskere, vil tilbage til mig! så lyder det fra [Jehova].“ — Jer. 3:1.
15. Hvornår og hvordan blev ægteskabet til sidst opløst, og hvordan viste Jehova barmhjertighed mod jøderne som enkeltpersoner?
15 I betragtning af dette var det udelukkende som følge af Jehovas uforlignelige barmhjertighed at hans ægteskabspagt med hele Israel fortsat stod ved magt i århundreder efter at Jerusalem var blevet ødelagt i 607 f.v.t. Bruddet kom imidlertid i år 33, da nationen forkastede Jesus som Messias og lod ham dræbe uden for Jerusalems mure. Da blev nationen skilt fra Jehova Gud, som det tydeligt er fremgået af jødernes historie siden. I sin barmhjertighed lod Jehova dog de jøder der som enkeltpersoner troede på Messias Jesus, forny deres forhold til ham ved at træde ind i en ny pagt, den pagt Messias Jesus var mellemmand for.
16. Hvorfor undgår resten af de åndelige israelitter at blive ødelagt sammen med kristenheden, og hvem ellers drager nytte af Jehovas barmhjertighed?
16 I dag gør kristenheden krav på at være med i denne nye pagt. Men på trods af dette krav, og på trods af romerkirkens hellige år 1975 og på trods af andre religiøse vækkelser, er kristenheden dømt til at gå til grunde i den forestående ’store trængsel’, som vil komme over den ugudelige verden. I sin kærlighed og barmhjertighed har Jehova imidlertid kaldt en angrende rest af åndelige israelitter ud af den babyloniske kristenhed. Derved undgår de at blive ødelagt sammen med den. (Åb. 18:4) Men det er ikke kun åndelige israelitter der er kommet ud af kristenheden. Siden 1935 er der også en stor skare „andre får“ som har draget nytte af Jehovas øgede barmhjertighed. De er kommet fra alle dele af det store Babylon og har sluttet sig til „resten“ for sammen med den at yde Jehova absolut hengivenhed. — Åb. 7:9-17; Joh. 10:16.
Straffen for åndelig utroskab
17, 18. (a) Hvorfor kan kristenheden ikke undgå Guds forbandelse? (b) Hvordan advarede Jehova om dette i Hoseas 2:9-13?
17 Eftersom kristenhedens religionssamfund gør krav på at stå i et pagtsforhold til Bibelens Gud, må de også lide straffen fordi de har prostitueret sig ved at knytte venskab med politikere og militærfolk. De burde holde sig for øje at fortidens Israel ikke kunne undgå Guds forbandelse til straf for at det havde brudt den mosaiske lovpagt mellem sig og Jehova, der var den himmelske Ægtemand for sin hustrulignende organisation. Som en advarsel herom sagde Jehova videre gennem Hoseas:
18 „Derfor tager jeg atter mit korn, når tiden er til det, min most, når timen er inde, borttager min uld og min hør, som hun skjuler sin nøgenhed med. Jeg blotter nu hendes skam lige for elskernes øjne, af min hånd frier ingen hende ud. Jeg gør ende på al hendes glæde, fester, nymåner, sabbater, hver en højtid hun har. Jeg ødelægger hendes vinstok og figentræ, om hvilke hun sagde: ’Her er min skøgeløn, den, mine elskere gav mig.’ Jeg skaber dem om til krat, af markens dyr skal de ædes. Jeg hjemsøger hende for Ba’alernes fester, på hvilke hun bragte dem ofre, smykket med ring og kæde. Sine elskere holdt hun sig til, mig glemte hun, lyder det fra [Jehova].“ — Hos. 2:9-13.
19. Hvordan var Jehova ifølge Lovpagten forpligtet over for nationen hvis den blev troløs?
19 Som vi læser, glemte Israel Jehova. Hvordan fortjente det så at blive behandlet af ham? Ifølge de klare advarsler han selv havde nedfældet i ægteskabspagten, var han nødt til at holde sine materielle velsignelser tilbage hvis Israel viste sig at blive troløst mod ham som den himmelske Ægtemand. Han var ikke forpligtet til at forsørge en ægteskabsbryderske, en nation der brød pagten og vendte sig til ba’alsdyrkelse og begyndte at pleje umoralsk forbindelse med verdslige elskere. Jehova kunne med rette afsløre nationens upålidelighed og løsagtighed for alles øjne, så selv dens verdslige allierede ville vende sig imod den med foragt.
20. I hvilken forstand ville Jehova billedlig talt gøre den troløse nation til et krat, og hvad var ikke noget grundlag for at udfri nationen af Jehovas hånd?
20 Jehova ville så at sige gøre nationen til et krat, til et vildnis hvor der ikke var nogen tryghed, ikke nogen beskyttelse mod vilde dyr. Den kunne ikke gøre sig håb om at undgå straf blot fordi den nedstammede fra de trofaste patriarker Abraham, Isak, Jakob (Israel) og dennes sønner, de tolv stammeoverhoveder. Nationens kødelige slægtskab med disse mænd ville ikke være noget gyldigt grundlag for at fri den ud af Jehovas hånd når han eksekverede sin ugunstige dom.
21. Hvilken tidligere pagt viste Israel sig uværdig til at være med til at opfylde, på trods at sin kødelige afstamning?
21 Hermed være ikke sagt at Jehova ikke huskede og ikke holdt fast ved den pagt han havde indgået med sin ven Abraham tilbage i 1943 f.v.t. Da Jehova indgik denne pagt svor han ved sig selv, og han vil aldrig bryde den. Men det troløse Israel havde vist sig uværdigt til at få en andel i opfyldelsen, selv om det efter kødet stammede fra Abraham. Til Abraham sagde Jehova: „Vær en velsignelse! Jeg vil velsigne dem, der velsigner dig, og forbande dem, der forbander dig; i dig skal alle jordens slægter velsignes!“ (1 Mos. 12:2, 3) „Jeg [vil] velsigne dig og gøre dit afkom talrigt som himmelens stjerner og sandet ved havets bred; og dit afkom skal tage sine fjenders porte i besiddelse; og i din sæd skal alle jordens folk velsignes, fordi du adlød mig!“ — 1 Mos. 22:17, 18.
22. Hvorfor bevarede Jehova Abrahams sæd skønt han omstyrtede Israels rige og Juda rige, og hvad gjorde han med en rest af denne sæd?
22 Det vigtigste medlem af Abrahams sæd, nemlig Messias, havde endnu ikke vist sig da Samaria blev ødelagt i 740 f.v.t., og heller ikke da Jerusalem blev ødelagt i 607 f.v.t. Dog skulle den lovede Messias komme gennem Abrahams kødelige slægt. Mens Jehova lod fjenderne omstyrte Israels rige og Juda rige, måtte han altså bevare Abrahams kødelige sæd, fordi Messias, den ved hvem alle jordens slægter skal velsignes, skulle stamme fra Abraham. (Matt. 1:1-3; Gal. 3:8-29) Af den grund sørgede Jehova barmhjertigt for at bevare en rest angrende israelitter under de halvfjerds års landflygtighed der fulgte efter Jerusalems og Judas ødelæggelse. Loyalt forblev han tro mod sin ægteskabspagt med den trofaste rest. Derefter oprejste han en befrier som forudskildrede Messias, nemlig Kyros, der indtog Babylon. Ved hjælp af denne befrier førte Jehova resten af Abrahams sæd tilbage til Judas land.
23. Hvordan forudsagde Jehova i Hoseas 2:14-16 at han ville blive forsonet med sit hustrulignende pagtsfolk?
23 For at forudsige hvordan han ville blive forsonet med sit hustrulignende pagtsfolk, inspirerede han sin profet Hoseas til videre at sige: „’Se, derfor overtaler jeg hende, og jeg vil få hende til at gå ud i ørkenen, og jeg vil tale til hendes hjerte. Og fra da af vil jeg give hende hendes vingårde, og dalsletten Akor som en indgang til håb; og hun vil visselig svare dér som i sin ungdoms dage og som på den dag hun kom ud af Ægyptens land. Og det skal ske på den dag,’ lyder udtalelsen fra Jehova, ’at du vil kalde mig Min Mand [hebraisk: ishi], og du vil ikke længere kalde mig Min Ejer [ba’ali].’“ (Hos. 2:14-16, NW) Eller, for at citere vers 16 efter Leesers oversættelse: „Og det skal ske på den dag, siger HERREN, at du skal kalde mig Ishi [min mand], og ikke længere skal kalde mig Ba’ali [min herre]“ — Hos. 2:18, Leeser.
24. Hvordan talte Jehova til sin hustrulignende organisation „i ørkenen“, og hvad betød det at han ’ville give hende hendes vingårde’?
24 Mens israelitterne var landflygtige i Babylon, var de som „i ørkenen“. Dér rettede Jehova barmhjertigt overtalende ord til den angrende rest og ’talte til dens hjerte’. Det gjorde han ved at tugte den kærligt og ved at henvende sig til den gennem profeterne Ezekiel og Daniel. Jehova lovede at han „fra da af“ ville give sin tugtede hustrulignende organisation „hendes vingårde“. Det betød at han ville føre hende ud af den babyloniske ’ørken’ og lade hende drage tilbage til Judas land og Jerusalem, der længe havde ligget øde.
25. Hvad betød det for Jehovas hustrulignende organisation at han ville give hende „dalsletten Akor som en indgang til håb“?
25 At Jehova nævner „dalsletten Akor“, leder tanken hen på følgende begivenheder: Efter at israelitterne var draget ind i Kana’ans land og havde ødelagt byen Jeriko, blev den begærlige Akan stenet til døde sammen med sin familie fordi han ikke havde holdt Jehovas befaling. Han havde styrtet Israel i ulykke ved at give efter for sin selviskhed og tage af byttet. Meget betegnende blev dalen hvor han blev stenet, derfor kaldt „Akors dal“, det vil sige „Ulykkens dal“, idet navnet Akor betyder ulykke. (Jos. 7:10-26) Jehovas løfte om at give sin hustrulignende organisation „dalsletten Akor som en indgang til håb“, betød følgelig at hun ville blive ført tilbage til sit hjemland, hvor dalsletten lå.
26. Hvordan reagerede den hustrulignende organisation i „ørkenen“ over for Jehova, og hvordan gav han bevis på at ægteskabet blev genoptaget?
26 Hvordan reagerede så den angrende rest af Jehovas hustrulignende organisation? Påskønnede den at Jehova ’overtalte’ den og ’talte til dens hjerte’, og gav den ham et positivt svar? Ja, det viser bibelhistorien. Allerede i sine ’ungdomsdage’ havde Israels nation ’svaret’ eller reageret positivt da den tog imod Jehovas indbydelse til at blive hans hustrulignende organisation ved at træde ind i den mosaiske lovpagt med ham. På tilsvarende måde sagde den angrende rest i det gamle Babylon ja til at genoptage ægteskabet med sin himmelske Ægtemand, Jehova. Som bevis på at ægteskabet blev genoptaget lod Jehova den forbilledlige messias, Kyros den Store, sende den trofaste israelitiske rest tilbage til Judas land og Jerusalem.
27. Hvordan stillede den hjemvendte rest sig nu til ba’alsdyrkelsen, og hvad gav den hustrulignende organisation udtryk for ved at kalde Jehova „Min Mand?“
27 Den hjemvendte rest af Jehovas pagtsfolk begyndte ikke igen at tilbede Ba’al eller andre afguder. De angrende israelitter genindførte nidkært tilbedelsen af Israels himmelske Ægtemand i det land han havde givet dem. De følte en dyb taknemmelighed og værdsættelse, ligesom deres forfædre havde gjort dengang de blev udfriet fra Ægypten og hele Faraos krigsmagt. Deres himmelske Ægtemand syntes nu at stå dem nærmere end før. Rent spontant begyndte den hustrulignende organisation nu at henvende sig til Jehova i mere fortrolige, mere hengivne vendinger. Den begyndte åndelig talt at kalde ham „Min Mand“ i stedet for „Min Ejer“. Den ønskede ikke længere blot at føle sig ’ejet’, som en træl af sin herre. Den ønskede at være som en medhjælp for ham, ligesom den første kvinde, Eva, blev skabt som en medhjælp for sin mand, Adam. (1 Mos. 2:19-24) Hvilket smukt billede!
28. Hvilken smuk parallel har dette i dag?
28 Disse begivenheder har en smuk parallel her i det tyvende århundrede. Også i vor tid vil Jehovas loyalitet mod en åndelig ægteskabspagt bevæge ham til at vise barmhjertighed, med storslåede resultater til følge. Lykkelig den der nu nyder godt af hans barmhjertighed!