Det er Gud, der har forordnet disse mellemliggende år, for at retsindige mennesker kan høre Rigets budskab og identificere sig som de „får“, Jesus stiller ved sin højre hånd. (Matt. 25:31-46) Når dette værk er fuldført, vil Harmagedonslaget blive udkæmpet, alle „bukkene“ vil blive udslettet og Satan og hans dæmoner kastet i afgrunden i en dødlignende uvirksomhedstilstand. Dette kan ikke være ret langt borte, for Jesus sagde, at den generation, som oplever 1914, „vil ingenlunde forgå, førend alt dette sker“. — Matt. 24:34, NW.

Måtte derfor alle retsindige mennesker, som længes efter en retfærdig regering på jorden, fatte håb. Det rige, Jesus lærte os at bede om, vil med sikkerhed blive til virkelighed, og opfyldelsen af Bibelens profetier berammer ikke alene dette riges fødsel, men også dets velsignelser for menneskene til vor generation. Måtte derfor alle, som ønsker at nyde disse velsignelser, fortsætte ikke alene med at bede om, at det må komme i sin fulde udstrækning, men også om at måtte leve i harmoni med dets retfærdige krav, idet de bekender deres troskab mod det og gør det kendt for andre. Ja, måtte alle disse blive ved med først at søge Guds rige og hans retfærdighed. — Matt. 6:33, NW.

Bring Gud „et lovprisningsoffer“

„Så vil vi bringe vore læbers offer som ungtyre.“ — Hos. 14:2, AS.

 1. På hvilken måde sagde de jødiske præster, at Jehovas bord var usselt, og hvordan reagerede Jehova?

JEHOVA anklagede de jødiske præster i det femte århundrede før Kristus for at ringeagte hans navn og sige: „Jehovas bord er usselt.“ (Mal. 1:6, 7, AS) Med forargede miner og påtaget bestyrtelse spurgte disse religiøse ledere, hvordan de havde gjort det. Jehova svarede: „Når I bringer blinde dyr som offer, er der så ikke noget ondt deri? Når I bringer halte og syge dyr, er der så ikke noget ondt deri? Bring dem engang til din statholder! Mon han vil synes derom og tage vel imod dig?“ Lovpagten krævede dyreofre, og præsterne bragte disse ofre. Men den forlangte også, at ofrene skulle være sunde og lydefri dyr, og det var ikke sådanne dyr, præsterne bragte. I stedet for udvalgte de de ringere dyr, de syge, halte og blinde, og ofrede dem på Jehovas alter eller bord. Herved ringeagtede de hans navn og viste foragt for hans bord. De ville ikke et øjeblik tænke på at bringe sådanne sløje offergaver til deres jordiske statholder, når de ønskede at behage ham og opnå hans gunst. Men, når de bønfaldt den Allerhøjeste om hans gunst, holdt de de lydefri dyr tilbage og ofrede Gud de ringeste, der kostede dem det mindst mulige eller slet intet, da de jo alligevel var så godt som værdiløse. Gik det an? Nej, sagde Jehova: „Mon han vil synes derom og tage vel imod dig?“ „Vil han vise nogen af jer gunst, når I kommer med en sådan gave i hånd?“ (RS) De blev forbandet som bedragere, fordi de havde lovet noget og kunne holde det, men undlod at gøre det af selviske grunde: „Forbandet være den bedrager, som i sin hjord har et handyr og lover mig det, men ofrer Herren et dyr, som ikke dur?“ — Mal. 1:8, 9, 14.

 2, 3. Hvilke ofre, der kan sidestilles med fortidens dyreofre, frembærer kristne i dag?

² Gjorde nationen, der hævdede at være Jehovas folk, sig nu ikke skyldig i grov synd og i en formastelig handlemåde? Jo, folket og præsterne viste i højeste grad foragt for den almægtige Gud, når det bragte sygdomsbefængte offerdyr, og præsterne ofrede disse på Jehovas bord, for derved henviste de ham til en langt lavere stilling end deres jordiske herskere, som de ikke ville drømme om at behandle på en så tarvelig og fornærmende måde. Hvis du havde levet dengang, ville du ikke have vist samme foragt for Jehovas bord, vel? Eller ville du? Gør du det nu? Mange, mange mennesker gør det. Men hvordan kan de det, spørger du, når der ikke længere frembæres offerdyr på et alter? Nu bringes der ofre, som sidestilles med disse dyreofringer, og de bør være lige så rene, sunde og lydefri som fortidens offerdyr. Hvori består disse nutidige ofre? Frembærer du sådanne ofre? Er dine syge eller sunde, halte eller velskabte, blinde eller oplyste?

³ Hoseas 14:2 (AS) siger: „Tag ord med jer og vend jer atter til Jehova: sig til ham: Borttag al brøde, og tag imod det, som er godt: så vil vi bringe vore læbers offer som ungtyre.“ Hvis vi er gledet bort fra Jehovas gunst, skal vi tage ord, der udtrykker anger og beder om tilgivelse, og vende tilbage til ham med dem, idet vi frembærer disse ord som offertyre. Vi skal ikke alene frembære angersord, men også offentligt bringe lovprisningsord til Jehovas navn og ære, ligesom der under Moseloven blev frembåret ofre af afgrøden: „Lad os da ved ham altid bringe Gud et lovprisningsoffer, det er frugt af læber, der offentligt forkynder hans navn.“ I dag skal vore ord, som ungtyre og læbers frugt, bringes Jehova som et lovprisningsoffer. Den kristne skal fremholde sandhedsord og sund lære, ord, der ophøjer Jehova og hans hensigter, og navnlig nu skal den kristne tale de rette, ord vedrørende den gode nyhed om Guds nye retfærdsverden. — Hebr. 13:15, NW.

 4. Hvordan kan kristenheden, hvad ofringer angår, sammenlignes med de forkastelige jødiske præster?

⁴ Kristne gør påstand på at følge i Kristi fodspor, hvilket vil sige, at de blandt andet har lovet at ofre mundtlige frugter og unge tyre, ligesom han gjorde. Ligesom israelitterne havde anvendelige dyr i deres hjorde, således har de millioner, der påstår at være kristne, anvendelige ord til deres rådighed. Bibelen, der har vundet udbredelse på hundreder af sprog, er fuld af disse ord. For at kunne ofre disse ord fra deres læber behøver de kristne kun at give den nødvendige tid og gøre sig de nødvendige anstrengelser for at indprente sig dem i sind og hjerte. Men det store flertal af kristenhedens millioner synes, at dette er for meget at betale, nøjagtig ligesom de troløse israelitter syntes, at det kostede dem for meget at bringe de lydefri dyr, hvorfor de i stedet bragte de kasserede og tiloversblevne. Israelitterne bragte de fineste dyr som gave til deres jordiske statholder for at opnå gunstbevisninger, og kristenhedens millioner giver det bedste af deres tid og kræfter i de nationale lederes og verdslige arbejdsgiveres tjeneste for at opnå gunst og anseelse, belønning og materielle bekvemmeligheder. Jesus sagde „Tilbagebetal kejseren, hvad kejserens er, men Gud, hvad Guds er.“ Den moderne tendens er at betale alt det, der tilhører Gud medindbefattet til denne verden og til kødets gerninger. Kun den tid og de kræfter, de i ny og næ har tilovers, tænker de på at give Jehova. Med disse karrige smuler gør de sig en ringe anstrengelse for at tage sig gudfrygtige ud. — Luk. 20:25, NW.

 5. Hvordan besmitter mange navnkristne Jehovas bord?

⁵ Hvad bliver så facit? At man i realiteten siger: „Jehovas bord er usselt.“ At hans bord må nøjes med levninger og rester. De ord, der ofres på hans bord, skulle være nærende, åndelig føde, men hvis din kristne tale ikke er andet end udenadlærte trosbekendelser og religiøse overleveringer, om hvilke Jesus sagde, at de satte Guds ord ud af kraft, besmitter du i sandhed Jehovas bord. (Matt. 15:6) Hvis dine læbers unge tyre er ord, der lærer hedenske læresætninger, for eksempel om den udødelige sjæl, skønt Bibelen siger: „Den sjæl, der synder, den skal dø“; og evig pine for syndere, skønt Guds ord siger: „Syndens løn er døden“; og treenigheden, på trods af Jesu udtalelse: „Faderen er større end jeg“, da er disse mundtlige offertyre syge, lamme og blinde, og enhver, som spiser af dem, vil blive åndeligt syg, vanfør og uoplyst. (Ez. 18:4; Rom. 6:23; Joh. 14:28) Millioner, der om sig selv mener, at de er kristne, fremsiger ordremser uden virkelig at forstå dem og deltager i religionsøvelser, ritualer og ceremonier i lighed med fortidens jøder, der gennemgik hele det formelle offerritual for at ofre dyr, som ikke duede. Sådanne holder sig nær til Jehova med munden og ærer ham med læberne, men deres hjerte er fjernt fra ham, og følgelig siger Jehova om dem: „Deres religion er en farce, kun en overlevering, der er lært på remse.“ — Es. 29:13, Mo.

 6. Hvad vil sande kristne vidner for Jehova beflitte sig på at gøre?

⁶ Sande kristne vidner for Jehova vil ikke vise en sådan ringeagt for Jehovas bord. Det er dem magtpåliggende at vælge Bibelens lifligste ord og frembære dem som deres læbers frugt og tyre. De bruger ord, som er sunde og oplysende, og som befordrer det åndelige helbred, selv om det frafaldne flertal i disse sidste dage „ikke vil finde sig i den sunde lære“. (2 Tim. 4:3) Der er dog et mindretal på mange tusinde, der er sig deres åndelige behov bevidst, og når de vender sig fra de ortodokse religioners dogmeofre, der er besmittet af fortidens hedenskab og nutidens filosofier og videnskabelige spekulationer, og til Bibelens sandhed, som Jehovas vidner betjener dem med, vil de få åndelig næring og blive mætte. Vi må derfor forvisse os om, at vi har studeret og lært de rette svar, de magtfulde ord og de tydelige forklaringer, der vil ophøje Jehova, hans ord og hans hensigter. Vore svar skal ikke være vege, vage og valne, men så faste og fyndige, at de fortrænger de falske ord og begreber, vor tilhører har sindet fyldt med. De nødvendige ord er at finde i Bibelen; vi må lede dem op og bruge dem som et lovprisningsoffer.

Bibellæsning

 7. Hvad må vi gøre for at hente sund visdom fra Bibelen?

⁷ Hvis vore mundtlige ofre ikke er gode ord hentet fra Bibelen, og hvis vi er for åndeligt dovne til at finde de bedste frem, vil den åndelige mad, vi stiller på Jehovas bord, ikke være mættende, men forekomme andre ussel, ude af stand til at opveje deres afvigende opfattelser eller argumenter. Kun efter et forudgående studium kan vi give tilfredsstillende svar: „Den oprigtiges hjerte studerer for at kunne svare.“ (AS) Vi må grave i Bibelen efter disse sandheder som grubearbejdere efter ædle metaller: „Min søn, når du tager imod mine ord og gemmer mine pålæg hos dig, idet du låner visdom øre og bøjer dit hjerte til indsigt, ja, kalder du på forstanden og løfter din røst efter indsigt, søger du den som sølv og leder den op som skatte, da nemmer du [Jehovas] frygt og vinder dig kundskab om Gud. Thi [Jehova], han giver visdom, fra hans mund kommer kundskab og indsigt. Til retsindige gemmer han lykke [sund visdom, AS], han er skjold for alle med lydefri vandel.“ Jehova har nedlagt sund visdom til os i Bibelen; hvis vi søger efter den med flid og iver, lover han os, at vi skal finde den. — Ordsp. 15:28; 2:1-7.

 8. Hvilke eksempler på regelmæssig bibellæsning må vi efterfølge?

⁸ Vi bør regelmæssigt læse i Bibelen. Israels konge fik befaling til i en bog at „skrive en afskrift til