Spørgsmål fra læserne
● Hvad er det for en „frygt“ som den fuldkomne kærlighed driver ud, som der siges i Første Johannesbrev 4:18? — C. A., U.S.A.
Apostelen Johannes skriver: „Frygt er ikke i kærligheden, men den fuldkomne kærlighed driver frygten ud; thi frygt har med straf at gøre [virker hæmmende, NW], og den, der frygter, er ikke blevet fuldkommet i kærligheden.“ — 1 Joh. 4:18.
Den frygt der her er tale om er den frygt der hæmmer én i at udtale sig frit over for Gud i bøn. Johannes har lige talt om at have „frimodighed [i tale, NW]“, og denne tanke fortsætter han. (1 Joh. 4:17) Han tænker ikke på den frimodighed i tale der er forbundet med forkyndelsen af den gode nyhed, men på „frimodighed [i tale, NW] over for Gud“. — 1 Joh. 3:19-21; jævnfør Hebræerbrevet 10:19-22.
Den som helt har givet plads for Guds kærlighed og ladet den virke i sig kan tillidsfuldt nærme sig sin himmelske Fader uden at føle sig ’fordømt i sit hjerte’ som en der hykler eller har pådraget sig Guds mishag. Han ved med sig selv at han oprigtigt søger at holde Guds bud og derfor gør det der behager hans himmelske Fader. (1 Joh. 3:21, 22) Han føler sig derfor fri til at udtale sig og fremlægge sine anmodninger for Jehova. Han føler det ikke som om han var ’sat på prøve’ af Gud, at han er pålagt nogen begrænsninger med hensyn til hvad han kan tillade sig at sige eller bede om. (Se Fjerde Mosebog 12:10-15; Job 39:34-38; Klagesangene 3:40-44; Første Petersbrev 3:7.) Han er ikke hæmmet af nogen sygelig frygt; han er sig ikke noget „sort stempel“ bevidst. — Jævnfør Hebræerbrevet 10:26, 27, 31.
Ligesom et barn ikke føler sig den mindste smule forlegent eller bange for at bede sine kærlige forældre om noget, overbevist som det er om at de altid er interesseret i hvad det trænger til og er glad for, således er de kristne hos hvem kærligheden er fuldt udviklet, sikre på at ’når de beder om noget efter hans vilje, hører han dem; og når de ved, at han hører dem, hvad de end beder om, så ved de også, at de allerede har fået opfyldt, hvad de bad ham om’. — 1 Joh. 5:14, 15.
Denne fuldkomne kærlighed uddriver derfor ikke enhver form for frygt. Den fjerner ikke den ærbødige og sønlige frygt for Gud, en frygt som er avlet af dyb respekt for hans stilling, magt og retfærdighed. (Sl. 111:9, 10; Hebr. 11:7) Den fjerner heller ikke den normale frygt som får en til at undgå en mulig fare og således beskytte sig selv og sit liv, eller den frygt som en pludselig forskrækkelse kan fremkalde. — Se Andet Korinterbrev 11:32, 33; Job 37:1-5; Habakkuk 3:16, 18.
Det er meget åndeligt berigende at forstå Første Johannesbrev 4:18 rigtigt. Dette skriftsted åbenbarer hvor nært et forhold den kristne kan stå i til sin store Skaber. Det opmuntrer os til at tale af hjertet når vi beder til Gud, til ikke mekanisk at fremsige bestemte bønner eller udenadlærte remser, men til åbent at give udtryk for vore følelser, vore behov, vor bekymring for andre, vore forhåbninger og vor kærlighed til Gud.
Man bør ikke betragte det at blive „fuldkommet i kærligheden“ som noget uopnåeligt. ’Fuldkommenhed’ skal sjældent tages i ordets absolutte betydning; som regel er fuldkommenheden relativ; den må ses i forhold til noget andet. Da Paulus skrev til de kristne i Korint at de ikke skulle være „børn i dømmekraft“, men „fuldvoksne i dømmekraft“, satte han ikke et mål som ingen i menigheden kunne nå. (1 Kor. 14:20) Det græske ord for „fuldvoksen“ (téleioi) som Paulus brugte i dette skriftsted, er det samme ord som Johannes brugte i Første Johannesbrev 4:18 for „fuldkommen“ (teleía), blot er det første hankøn og det sidste hunkøn. At blive „fuldkommet i kærligheden“ betyder derfor at Guds kærlighed er fuldt udviklet i os, ikke kun halvt udviklet; at den fylder vore hjerter og tilskynder os til at gøre Guds vilje helhjertet.
● På hvilket grundlag møntes profetien i Ezekiel 21:25-27 på kong Zedekias af Juda? — A. S., U.S.A.
Den pågældende profeti lyder således: „Og du, gudløse hedning, Israels fyrste, hvis time slår, når din misgerning er fuldmoden, så siger den Herre [Jehova]: Bort med hovedbindet, ned med kronen! Som det var, er det ikke mere! Op med det lave, ned med det høje! Grushobe, grushobe, grushobe gør jeg det til. Ve det! Således skal det være, til han kommer, som har retten til det; ham vil jeg give det.“
Der er almindelig enighed blandt både jødiske, katolske og protestantiske bibelforskere om at denne profeti gælder Judas sidste konge, Zedekias, og der er gode grunde for denne antagelse. Ezekiel fortæller at han begyndte at profetere i det femte år efter at kong Jojakin var blevet bortført, hvilket var sket i år 617 f.v.t. (Ez. 1:2) I stedet for Jojakin indsatte Nebukadnezar Jojakins onkel, Zedekias, som konge. (2 Kong. 24:12-17) Zedekias herskede derfor da Ezekiel begyndte at profetere. Han viste sig i sandhed at være ’gudløs’. — 2 Kong. 24:18-20.
Kapitel 21 i Ezekiels bog begynder med en profeti der er rettet mod Jerusalem og „mod Israels land“, og i vers 20 og 21 fortælles det at Babylons konge vil gå mod Juda og Jerusalem. Eftersom kong Zedekias var både den eneste og sidste konge i Israel der herskede på Ezekiels tid, følger det heraf at Ezekiel 21:25-27 gælder ham.
Profetien fik virkelig også sin opfyldelse på ham og hans tid. Den sagde: „Bort med hovedbindet, ned med kronen!“ Det opfyldte Nebukadnezar, idet han fjernede Zedekias’ kongelige hovedbind og hans krone da han førte ham i fangenskab til Babylon. Profetien udtalte tre gange at landet ville blive lagt i grus, det vil sige lagt øde i bund og grund, og dette fandt også sted ved Jerusalems og Judas fuldstændige ødelæggelse. „Det lave“, den hedenske hersker Nebukadnezar, blev således ophøjet, og „det høje“, kong Zedekias som sad på Davids trone, blev fornedret.
Eftersom Zedekias var den sidste af Davids slægt som sad på en jordisk trone i Jerusalem, kom ordene „således skal det være, til han kommer, som har retten til det; ham vil jeg give det“, også til at passe. Den der her sigtes til er ingen anden end Guds søn, Jesus Kristus, som det fremgår af engelen Gabriels ord til jomfru Maria. — Luk. 1:32, 33; 22:28-30.
● Hvad betyder profetien: „Eders gamle skal drømme drømme og eders unge skue syner“? — D. A., U.S.A.
Denne profeti fra Joel 3:1 fik en første opfyldelse på apostlenes tid fra og med pinsedagen i år 33, sådan som apostelen Peter viste dengang. (Ap. G. 2:17) Profetiens ord om at de gamle vil drømme drømme og de unge skue syner, betyder at begge kategorier, både gamle og unge, vil blive brugt af Gud som formidlere af guddommelige meddelelser. De drømme som de gamle ville drømme, ville være inspireret af Gud, ligesom de unge ville skue syner ved guddommelig inspiration. Det betyder ikke at de gamle ikke også kunne blive inspireret til at skue syner fra Gud.
Beretningen viser at det skete som profeteret. Peter fik et syn fra Gud som forberedte ham til at forkynde for hedningen Kornelius, mens den italienske høvedsmand Kornelius samtidig fik et syn fra Gud med anvisning på at sende bud efter Peter. (Ap. G. 10:3-17) Disciplen Ananias fik et syn hvori han fik befaling til at opsøge forfølgeren Saulus fra Tarsus og gøre ham bekendt med den gode nyhed om Messias, hvilket han gjorde. Efter at Saulus var blevet apostelen Paulus fik han flere gange inspirerede syner. Apostelen Johannes fik ligeledes inspirerede syner henimod slutningen af sit liv. — Ap. G. 9:10; 18:9; 2 Kor. 12:1, Åb. 1:1.
Dog var denne profeti ikke udelukkende møntet på aposteltiden. Som så mange andre profetier får den endnu en opfyldelse, og det sker i vor tid. Det fremgår af at dét profetien omtaler, skulle finde sted „før [Jehovas] store og frygtelige dag kommer“. — Joel 3:4.
Da de inspirerede skrifter i dag er fuldstændige, giver Gud ikke længere inspirerede syner eller drømme. Derimod ser Jehovas folk i dag opfyldelsen af mange af de inspirerede syner og drømme som Guds tjenere fik i fortiden, og de har endog en andel i deres opfyldelse. Således har de en andel i opfyldelsen af profetien „eders sønner og eders døtre skal profetere“. (Joel 3:1) Det vil ikke sige at de profeterer i den betydning at de forudsiger begivenheder under inspiration, men at de offentligt forkynder de inspirerede drømme og syner som allerede er nedskrevet. De profeterer i den betydning at de er talsmænd for Gud. At dette er en af de betydninger som ordet ’profetere’ har, fremgår af at Jehova Gud udnævnte Aron til profet for hans broder Moses. Aron forudsagde ikke noget for Moses, men tjente som Moses’ talsmand eller talerør. — 2 Mos. 7:1.
● Hvad er den „tredje himmel“ og det „paradis“ som Andet Korinterbrev 12:2, 4 taler om? — R. B., U.S.A.
I Andet Korinterbrev 12:2-4 taler apostelen Paulus om en der blev „bortrykket indtil den tredje Himmel“ og „ind i Paradiset“. Eftersom Bibelen ikke nævner nogen anden der har oplevet dette, er det sandsynligt at det var apostelen Paulus’ egen erfaring. Nogle har søgt at forbinde Paulus’ omtale af „den tredje Himmel“ med den gamle rabbinske opfattelse at der var flere himle, helt op til „syv himle“, men denne opfattelse finder ingen støtte i Bibelen.
Når vi undersøger sammenhængen ses det at apostelen ikke hentyder til de himle der befinder sig inden for jordatmosfæren og heller ikke til det ydre rum. Apostelen skrev: „[Jeg går] nu over til at tale om syner og åbenbaringer fra Herren. Jeg ved om et menneske, som er i Kristus, at han for fjorten år siden blev bortrykket indtil den tredje Himmel (om han var i legemet eller uden for legemet, ved jeg ikke; Gud ved det). Og jeg ved om dette menneske . . ., at han blev bortrykket ind i Paradiset og hørte uudsigelige ord, som det ikke er et menneske tilladt at udtale“. — 2 Kor. 12:1-4.
Det ser ud til at udtrykket „den tredje Himmel“ refererer til de åndelige himle og angiver graden af den henrykkelse hvori synet blev set, nemlig den højeste grad. I denne forbindelse er det værd at bemærke hvordan ord og udtryk gentages tre gange i Esajas 6:3, Ezekiel 21:27, Johannes 21:15-17 og Åbenbaringen 4:8, åbenbart med det formål at fremhæve og intensivere.
Efter at være bortrykket til „den tredje Himmel“ gik den der fik synet ind i „Paradiset“ og hørte uudsigelige ord. En nøgle til forståelse af Paulus’ beskrivelse af synet finder vi i de profetier i De hebraiske Skrifter som fortæller om Guds folks genoprettelse i fortiden. I mange af Bibelens profetiske bøger gives der guddommelige løfter om hvordan Israel ville vende tilbage fra sin landflygtighed til sit ødelagte og forladte hjemland. Gud ville udvirke at landet atter blev dyrket og tilsået, at det kom til at bære rige afgrøder og blev fyldt med mennesker og dyr; byerne ville blive genopbygget og beboet, og folk ville sige: „Dette land, som var ødelagt, er blevet som Edens have.“ — Ez. 36:6-11, 29, 30, 33-35; se også Esajas 51:3; Jeremias 31:10-12; Ezekiel 34:25-27.
Imidlertid viser disse profetier også at de paradisiske tilstande gjaldt folket selv. Ved at forblive trofaste mod Gud kunne de nu „spire“ og blomstre som „retfærds ege“ og glæde sig over en skøn åndelig velstand som „en vandrig have“, som Guds velsignelse strømmede ned over fordi de havde hans godkendelse. (Es. 58:11; 61:3, 11; Jer. 31:12; 32:41) Israels folk havde været Guds vingård, hans plantning, men på grund af folkets slethed og frafald fra den sande tilbedelse var dets åndelige vingård billedligt talt visnet bort, allerede før landet bogstaveligt blev lagt øde. — Jævnfør Anden Mosebog 15:17; Es. 5:1-8; Jer. 2:21.
Det paradis som apostelen Paulus så, kan således hentyde til en åndelig tilstand blandt Guds folk, i lighed med den det kødelige Israel havde erfaret. Den kristne menighed blev nemlig også kaldt „Guds ager“, hans åndelige vingård, som havde sin rod i Jesus Kristus og bar frugt til Guds ære. (1 Kor. 3:9; Joh. 15:1-8) Den var trådt i stedet for Israels folk og ejede Guds gunst. — Se Mattæus 21:33-43.
Paulus’ syn måtte dog gælde et eller andet tidspunkt i fremtiden. Der skulle komme et frafald fra den kristne menighed, ja det var allerede begyndt at vise sig på Paulus’ tid. Det ville føre til en tilstand som kunne sammenlignes med en mark fyldt med ukrudt. (Matt. 13:24-30, 36-43; Ap. G. 20:29; 2 Tess. 2:3, 7; se også Hebræerne 6:7, 8.) Det er derfor ikke rimeligt at tro at Paulus’ syn af et paradis fik sin opfyldelse mens dette frafald stod på. Det pegede snarere frem til „høstens tid“, da de sande kristne ville blive indsamlet af „høstfolkene“, englene, og ville erfare store velsignelser og åndelig velstand fra Gud.
Jesu Kristi salvede disciple i dag oplever virkelig et åndeligt paradis, som det fremgår af den åndelige velstand der findes iblandt dem. Ja, den åndelige velstand som Guds folk erfarer i dag under Guds oprettede rige, er større end den det erfarede på apostlenes tid, ved kristendommens begyndelse. En „stor skare“ „andre får“, som ser frem til i nær fremtid at komme til at leve i et bogstaveligt paradis her på jorden, deler denne åndelige velstand med dem. — Åb. 21:1-4.