Alt har sin tid

„ALT har sin stund, og hver en ting under himmelen sin tid,“ skrev den vise kong Salomon under den almægtige Guds inspiration. Og sådan er det. Der er „tid til at fødes og tid til at dø, . . . tid til at dræbe og tid til at læge, . . . tid til at græde og tid til at le, tid til at sørge og tid til at danse, . . . tid til at elske og tid til at hade, tid til krig og tid til fred“. — Præd. 3:1-8.

I de forløbne knap 6000 år har vor klode genlydt af skrig, gråd og jammer fordi mennesker optændt af had har bekriget hinanden og spredt død og ødelæggelse. Latter, glædesdans, kærlighed og fred er sandelig blevet trængt i baggrunden. Skal det altid være sådan? Kan det tænkes at der selv for Guds tjenere vil være en tid til at græde og jamre, en tid til had, krig, ødelæggelse og død?

Oprindelig var det ikke Guds vilje at menneskene nogen sinde skulle dø eller erfare krig og drab. Hans første tanke var at de skulle leve evigt i fuldkommen fred og aldrig opleve en grådens tid. Da de to første mennesker imidlertid gjorde oprør mod Guds styre blev de bortstødt fra Gud. Nu havde synd og død vundet indpas, og dermed krig, drab og had. Guds tjenere lever og har levet deres liv midt i denne onde verden som er imod Gud, og under sådanne omstændigheder finder de derfor at Salomons ord i Prædikerens bog passer på deres forhold.

Men hvorfor er det sådan? Skulle Guds tjenere ikke le og danse i stedet for at græde? Ville de nogen sinde kunne føre krig, dræbe og hade hinanden?

Salomon sagde: „Bedre græmmelse end latter, thi er minerne mørke, har hjertet det godt.“ Den større Salomon, Jesus, sagde: „Salige er I, som nu græder, thi I skal le,“ og atter: „Ve jer, I, som nu ler, thi I skal sørge og græde.“ I disse onde tider er menneskene omgivet af veer eller vanskeligheder, og alvorlige farer lurer alle vegne. Dåragtige mennesker ler i tøjlesløshed ad dette, men tænksomme mennesker finder intet morsomt ved det. De sukker og jamrer over alle de vederstyggeligheder der øves. De finder ikke at denne gamle verden giver anledning til glæde; det giver Gud og hans retfærdige nye verden derimod. — Præd. 7:3; Luk. 6:21, 25; Ez. 9:4.

Krig og drab er ikke ukendte begreber for Guds tjenere. De har erfaret at sådanne ting har deres tid. Abraham førte krig for at befri sin nevø Lot, der var blevet taget til fange af onde mænd. David, manden efter Guds hjerte, var mægtig som kriger, han ’slog sine titusinder!’ I modsætning til Guds tjenere i fortiden fører de kristne ikke „strid på verdslig vis“, nej, de kæmper en åndelig kamp, idet de „nedbryder . . . tankebygninger og alt hovmod, der rejser sig imod erkendelsen af Gud“. — 1 Mos. 14:14-16; 1 Sam. 18:7; 2 Kor. 10:3-5.

Jesus opmuntrede sine efterfølgere til at elske deres fjender, men Guds ord siger også: „Had det onde.“ Når et menneske fremturer i ondskab efter at have fået at vide hvad der er ret, når det onde bliver så indgroet at det er en uadskillelig del af et menneskes jeg, så må den kristne i sit had til det onde hade et sådant menneske der er uløseligt forbundet med sin ondskab. Jesus mente ikke at vi skulle elske Jehovas forhærdede fjender, hvilket vi også kan forstå når vi læser om Davids indstilling, der havde Guds godkendelse: „Jeg hader jo dem, der hader dig, [Jehova], og væmmes ved dem, der står dig imod; med fuldt had hader jeg dem, de er også mine fjender.“ — Matt. 5:44; Amos 5:15; Sl. 139:21, 22.

Guds tjenere ser frem til det evige liv. Dog er der en tid til at dø, selv for kristne. For dem der skal arve himmelsk liv som konger og præster sammen med Jesus Kristus, er døden uundgåelig. Der er en tid dertil. Døden må nødvendigvis indtræffe for at de kan modtage deres himmelske belønning. Selv om mange kristne i dag nærer håb om at overleve afslutningen på denne onde tingenes ordning og at komme ind i Guds nye verden uden nogen sinde at dø, er der stadig en tid til at dø for dem. Stillet over for valget mellem trofast at lyde Guds lov og dø for det, eller at gå på kompromis og redde det nuværende liv en stakket stund, vil en Guds tjener forblive trofast til døden. Da er der for ham kommet en tid til at dø! — Matt. 16:25.

Had, krig, drab og død har sammen med gråd og sorg været en uadskillelig del af denne onde verden — ja disse ting har haft, og har stadig deres sted her. Så længe den gamle verden består, vil der være en tid hvor selv Guds tjenere må tage det sure med det søde. Men vi kan glæde os over en snarlig opfyldelse af Guds løfte: „Verden forgår og dens lyst.“ De der gør Guds vilje vil overleve og komme til at leve i en ny verden som Gud vil skabe, og „han skal tørre hver tåre af deres øjne, og der skal ingen død være mere, ej heller sorg, ej heller skrig, ej heller pine skal være mere; thi det, som var før, er nu forsvundet“. Gud lover at gøre „ende på krig til jordens grænser“, og om den nye verden siges det at „dyb fred råder, til månen forgår“. — 1 Joh. 2:17; Åb. 21:4; Sl. 46:10; 72:7.

Disse velsignelser fra Jehova vil have deres tid i den nye verden, hvor mennesker skal nyde dem uden at Gud føjer nogen smerte til. Jorden vil da fyldes med latter og kærlighed, de som da er blevet helbredt vil danse, og freden vil være uden ende. Gråd høres ikke mere, og aldrig mere vil mennesker føre krig og dræbe eller hade hinanden. — Ordsp. 10:22; NW.

For alle der ønsker at leve til den tid er det nu tid at sætte sig ind i Jehovas betingelser og at leve i overensstemmelse med dem. Kun ved at gøre det kan man være sikker på at få en plads i Guds nye verden og at komme til at nyde hans velsignelse: „liv til evig tid“. — Sl. 133:3.