Jehovas navn — et stærkt tårn

„[Jehovas] navn er et stærkt tårn, den retfærdige løber derhen og bjærges.“ — Ordsp. 18:10.

 1. Hvad er nødvendigt for at overleve denne verdens ende, og hvor finder man dette?

TROENS magt — en stærk, urokkelig tro, grundlagt på nøjagtig kundskab om Jehova, hans søn Kristus Jesus og hans herlige hensigter — er nødvendig for vor beskyttelse og frelse i denne skumringstime for Satans verden. Hvad er det for en tro? Den må ikke forveksles med kristenhedens udvandede lettroenhed. Den findes ikke i tilbedelsen af billeder, relikvier eller en mystisk treenig guddom. Den findes heller ikke blandt såkaldte kristne der er henfaldet til umoralitet og hedensk stræben efter materielle goder eller som sætter deres lid til krigsgudens multimegatonsbomber i stedet for til sande kristnes stærke tårn — Jehova Guds navn. — Sl. 20:8.

 2. Hvilken dom vil Skaberen fælde over kristenheden?

² Den hykleriske kristenhed har forkastet Jehovas navn. Derfor vil Gud fælde den samme dom over den som over det utro Israel i fortiden: „Og du skal sige til dem: ’Det er den nation hvis folk ikke har adlydt Jehova sin Guds røst og ikke har taget imod tugt. Trofasthed er gået til grunde, og den er blevet udryddet af deres mund.’ . . . opløft et klageråb på de nøgne høje, for Jehova har forkastet og vil forlade den slægt han er vred på.“ (Jer. 7:28, 29, NW) Vi lever nu i det slægtled der skal høste Harmagedonslagets rasende stormvind. (Hos. 8:7) Forgæves sætter kristenheden sin lid til strategiske luftstyrker og kernevåben. Den har mistet troen på det stærke tårn der kan yde virkelig beskyttelse og følger falske hyrders spor. Derfor siger Jehova: „Mod hyrderne er min vrede blusset op, og med de bukkeagtige ledere vil jeg gøre regnskabet op.“ (Zak. 10:3, NW) Kristenheden må lide den strengeste straf for at have forkastet den trofaste Skaber. — Jer. 23:1-4.

 3. Nævn en af grundene til den manglende tro i kristenheden.

³ Hvorfor er der en sådan mangel på tro i kristenheden? En af grundene fremgår af et AP-telegram fra New York, dateret den 10. juni 1961. Heri meddelte generalsekretæren for De forenede Bibelselskaber (United Bible Societies) resultatet af en verdensomspændende undersøgelse: „Millioner af mennesker anskaffer sig bibler i vor tid, men der er ikke mange der læser bogen — undtagen ikke-kristne. . . . Undtagelsen fandt man i ikke-kristne asiatiske lande, sagde han, hvor en ’ny interesse for Bibelen’ havde vist sig.“a Det ser altså ud til at såkaldte kristne sætter penge i bibler, men de giver sig ikke af med at læse denne bog, endsige studere den. Intet under da at kristenheden nu oplever en hunger „efter at høre [Jehovas] ord“! — Amos 8:11.

 4. Hvilke virkeligheder er den kristnes tro grundlagt på?

⁴ Den sande kristendom er levende og betydningsfuld. Til forskel fra den ængstelige kristenhed er sande kristne fyldt med mod, idet de har sat deres håb til Jehova, den trofaste Skaber og Bibelens Gud, hvis navn altid vil være et stærkt tårn. Sand kristen tro er grundlagt på kundskab fra Bibelen og er forbundet med overbevisning. Den er „den sikre forventning om ting der håbes på, det klare bevis på virkeligheder skønt ikke sete“. (Hebr. 11:1, NW) Hvilket storslået bevis på disse usete virkeligheder har den nye verdens samfund ikke modtaget i de mere end fyrretyve år det har tjent i Jehovas navn! Guds overvældende miskundhed, hans sandhed, forståelsen og værdsættelsen af at hans rige ved Kristus har været en realitet siden 1914, forkyndelsens fremgang og arbejdets udbredelse til hele jorden, de bemærkelsesværdige opfyldelser af profetien i denne „endens tid“ — alle disse ting er et tydeligt bevis for os. De er vor tro.

 5. Hvad forstår den troende med hensyn til Guds langmodighed?

⁵ Mennesker i vor moderne verden spotter Jehova og hans stærke tårn. De kan ikke se hvor små menneskene i virkeligheden er. De kan ikke se hvor afhængige menneskene er i alle ting af Skaberens magt og barmhjertighed hvis de skal opretholde livet. Kun en kort tid til vil Jehova ’lade sin sol stå op både over onde og gode og lade det regne både over retfærdige og uretfærdige’, men så vil hans langmodighed heller ikke længere blive udstrakt til denne slægt af uretfærdige, og kun de retfærdige vil blive tilbage for at se hans nye, velsignelsesrige verden gry. (Matt. 5:45) Lykkelig den troens mand der løber ind i Jehovas stærke tårn og søger beskyttelse dér! Han forstår af hjertet at „Gud, skønt han vil vise sin vrede og kundgøre sin magt, dog i megen langmodighed har båret over med vredens kar, fuldt færdige til fortabelse, og gjort dette også for at kundgøre sin herligheds rigdom over barmhjertighedens kar, som han forud havde beredt til herlighed“. — Rom. 9:22, 23.

 6, 7. (a) Hvad overstiger det materialistiske menneskes evner? (b) Hvad vil de der er i samhørighed med Kristus opnå? (c) Hvor skal Jehovas vilje ske med menneskeslægten?

⁶ Det materialistiske menneske vil aldrig —  trods al sin påståede kundskab og dygtighed — komme på højde med den „herligheds rigdom“ som „den nye skabning“, der er i samhørighed med Kristus, ejer. Hvor meget mennesket end kan prale af sit opfindersnilde og sine raketter, burde teleskoperne have fortalt det at selv det materielle univers er for udstrakt til at mennesket formår at udforske det. Tidens evighed overstiger ligeledes det dødelige menneskes fatteevne. Menneskeslægten i dag bebor kun en ubetydelig plet i det uendelige rum og lever kun et flygtigt øjeblik i sammenligning med tidens uendelighed. Som græsset blomstrer mennesket kun et øjeblik og dør så. Dog glæder gudsmennesket sig over de vidnesbyrd der overbeviser det om eksistensen af herligere ting. Det udviser tro på Jehovas navn og ord. „Alt kød er som græs, og al dets herlighed som græssets blomster; græsset visner, og blomsterne falder; men Herrens ord bliver evindelig.“ — 1 Pet. 1:24, 25.

⁷ Lykkelige er de der stoler på „Herrens ord“! De skal „leve af tro“. (Gal. 3:11) De anerkender at himlene er Jehovas og at de åndelige himle, hvor hans trone står, skal bebos af hans hellige engle og af de udvalgte der er i samhørighed med Kristus og som Jehova forvandler „fra herlighed til herlighed“ ifølge sin foranstaltning ved den nye pagt. (2 Kor. 3:18) De anerkender at jorden og ikke verdensrummet er Guds gave til mennesket, og at det er her på denne jord Guds vilje skal ske med menneskeslægten. (Sl. 115:16; Matt. 6:10) De ønsker ikke at være som det slægtled der lever nu og som spotter Guds store gerninger i fortiden og ler når de hører undergangen i Harmagedon forkyndt over denne onde verden. „Herrens ord“ og beviserne for hans vældige gerninger, bevaret til os i Bibelen, er realiteter for dem. — 2 Pet. 3:3-7.

 8. Hvorfor tror vi på at Harmagedon kommer?

⁸ Vi vil aldrig få de vældige gerninger at se som fandt sted i fortiden, som for eksempel Vandfloden på Noas tid og Faraos hærs undergang i Det røde Hav. De hører uigenkaldeligt fortiden til. Men det beviser ikke at de ikke har fundet sted. Guds ord beskriver dem som begivenheder der virkelig har fundet sted og viser at de profetisk peger frem til større virkeligheder. (Matt. 24:37-39; 1 Kor. 10:11) Vi kan ikke se disse fremtidige virkeligheder, men det betyder ikke at denne verdens forudsagte undergang i Harmagedon ikke vil komme. Den kommer til tiden! Lige så sikkert som tidens strøm vil indhente det fastsatte tidspunkt for Harmagedon, lige så sikkert vil denne onde verden brat styrte ned i undergangens afgrund. „Jamrer: Ak, hvilken dag! Thi nær er dagen, ja nær er [Jehovas] dag.“ — Ez. 30:2, 3; Jer. 25:31-36.

 9. Hvordan ser troende mennesker på opfyldelsen af Lukas 21:25-28?

⁹ Tvivler nogen på at vandene over Niagara til sidst vil styrte ned i det skummende dyb nedenunder? Sikkert ikke. Jo større den fart hvormed vandene glider, danser og hvirvler henimod afgrundens rand bliver, jo sikrere bliver det at de til sidst styrter ned i dybet. På samme måde har historiens strøm af begivenheder bevæget sig frem til den kaotiske tid som Jesus forudsagde: „Og der skal ske tegn i sol og måne og stjerner, og på jorden skal folkene ængstes i rådvildhed over havets og brændingens brusen. Mennesker skal dåne af rædsel og gru for det, som kommer over jorderige; thi himlenes kræfter skal rystes.“ Alle deres store ord til trods ser denne verdens herskere nu tegnene på den forestående undergang. I stedet for at arbejde for fred, prøver de at opretholde „terrorbalancen“ ved at skabe sig større og større lagre af bomber, nok til at udslette menneskeheden flere gange. Kun de mennesker der ejer tro ser realistisk på tingene og forbereder sig på den kommende krise. De føler virkelig at dette løfte gælder dem: „Men når dette begynder at ske, da skal I rette jer og løfte jeres hoveder, thi jeres forløsning nærmer sig.“ — Luk. 21:25-28.

10. Hvordan er det menneske der ingen tro har, i modsætning til den der har tro?

¹⁰ Stakkels menneske som siger at det ikke kan tro på Gud blot fordi det ikke kan se ham fra sit ringe stade! Stakkels menneske som drager alle sine konklusioner ud fra de få generationer som det er bekendt med, men ignorerer Guds ord der beskriver alle generationer i menneskeslægtens historie, lige fra skabelsen, og fortæller hvordan Gud „i tusinde slægtled“ vil velsigne dem der elsker ham! (5 Mos. 7:9; Sl. 135:13) Det menneske der ingen tro har, er fortabt, ulykkeligt og mangler et virkeligt mål i livet. Det menneske der ejer tro, har et lyst håb, tillige med en dyb kærlighed til Gud og næsten. Livet, udsigten til at leve evigt midt blandt den trofaste Guds skaberværker, er for dette menneske noget virkeligt, og det arbejder nidkært og med glæde på at vise sig værdig til at opnå denne velsignelse. Det glæder sig over at blive kaldt med Jehovas navn. Dette navn er for det „et stærkt tårn“ nu i tiden og et varigt tårn der giver løfte om „liv til evig tid“. — Ordsp. 18:10; Sl. 133:3.

Udholdende i Jehovas navn

11. Hvilken opmuntring kan vi hente i Hebræerbrevets ellevte kapitel og ved at betragte Jesu eksempel?

¹¹ En fortrinlig beskrivelse af hvad tro er og hvad den kan udvirke finder vi i alle fyrretyve vers i Hebræerbrevets ellevte kapitel. Jehovas uovervindelige magt og hans kærlige løfter var realiteter for de trofaste mænd og kvinder der nævnes her! De holdt ud i Jehovas navn og udgør nu „en [stor] sky af vidner“. De er inspirerende eksempler for os og tilskynder os til ikke at falde tilbage til den synd der så let kan hilde os, manglende tro. Og for at vi ikke skal blive ’trætte og modløse i vore sjæle’ opfordres vi til at rette vort blik mod „Jesus, troens banebryder og fuldender“, som med glæde udholdt sine lidelser. — Hebr. 12:1-3.

12. (a) Hvad var det der kendetegnede Jesus og andre trofaste mænd og kvinder på jorden? (b) Hvilket eksempel satte den første kristne menighed?

¹² Hvad var det der særligt kendetegnede Jesus og alle de mænd og kvinder der trofast tjente Jehova her på jorden? De var aktive. Deres tro var levende og dynamisk og fyldte deres liv med gudsfrygtens gerninger. (Joh. 5:17) Det var en tro de praktiserede. Eftersom kundskab var grundlaget for deres tro mindede de bestandig sig selv og andre om Guds store gerninger, så deres værdsættelse og forståelse af dem blev stadig større. (Ap. G. 2:11; 2 Pet. 1:12-15) Da den første menighed organiseredes, samledes de kristne ikke kun nu og da, modstræbende og uden begejstring, men „de holdt fast ved apostlenes lære og ved fællesskabet“. De delte den åndelige føde med hinanden. „Enigt og vedholdende kom de dagligt i helligdommen.“ Her mødtes de for at studere og drøfte Jehovas ord. — Ap. G. 2:42, 46.

13. Hvad fortæller beretningen om kvaliteten af menighedens arbejde på apostlenes tid?

¹³ Menigheden var også ivrigt optaget af at vidne om Jehovas hensigter vedrørende hans rige. På Pinsedagen aflagde Peter „et grundigt vidnesbyrd og vedblev at formane dem idet han sagde: ’Lad jer frelse fra denne vanartede slægt.’“ (Ap. G. 2:40, NW) Gennem hele beretningen om apostlenes gerninger kan man læse hvordan de kristne var optaget af at aflægge et grundigt vidnesbyrd. (Ap. G. 4:32, 33; 8:25; 10:42; 18:5; 20:20, 21, NW) Endnu i det sidste kapitel læser vi om at Paulus „forklarede sagen for dem idet han aflagde et grundigt vidnesbyrd om Guds rige og idet han søgte at overbevise dem om Jesus både ud fra Mose lov og Profeterne, lige fra morgen til aften“. (Ap. G. 28:23, NW) Der hersker ingen tvivl om at den første kristne menighed kendte Skrifterne og at alle dens salvede medlemmer var fuldt optaget og grundige i deres arbejde, både med hensyn til at følge interessen op og at holde bibelstudier, idet de med stor kraft klarlagde Guds hensigter vedrørende hans rige for folk.

14, 15. Hvordan løber Jehovas vidner ind i Jehovas stærke tårn i dag?

¹⁴ Hvis Guds vidner i dag skal løbe ind i Jehovas stærke tårn og opnå hans beskyttelse, må de være lige så ivrigt optaget af deres ugentlige tjeneste, besøge de retsindige igen og igen og holde bibelstudium med dem. Apostlene opfordrede alle troende til at lægge en sådan flid for dagen. „Men vi ønsker at I hver især viser den samme flid så I kan bevare håbets fulde vished lige til enden, for at I ikke skal blive sløve, men være deres efterlignere som ved tro og tålmodighed arver løfterne.“ — Heb. 6:11, 12, NW.

¹⁵ Det er denne flid, denne dynamiske tro, der har båret Jehovas vidner ud til jordens ender. Den kendetegner dem fremfor alle andre trossamfund og har gjort dem til varsler og tegn blandt nationerne. (Es. 8:18) Hverken religiøse prælater eller kommunistiske tyranner har været i stand til at finde forklaringen på denne tro der breder sig til alle lande under solen og bemægtiger sig retsindige menneskers sind og hjerter. — Rom. 10:18.

16. (a) Hvilken belønning opnår de der har den sande pionerånd? (b) Hvorfor må pionertjenesten anbefales nu?

¹⁶ Missionærer der har arbejdet af hjertet som for Herren, har ofte været udsat for store trosprøver, men den belønning de har opnået har været en vidunderlig opmuntring og spore for dem, ikke mindst den store skare indfødte der har vist sig, for eksempel i Afrika, og som har ladet sig fylde af den samme pionerånd. (Kol. 3:23) Alle som kommer til kundskab om Jehovas hensigter bør lade sig fylde af denne samme ånd, den sande pionerånd. Det var den ånd der drev Jesus og apostlene og som også ansporer vor tids Jehovas vidner. Behovet for pionerforkyndere, behovet for at få aflagt et grundigt vidnesbyrd i alle distrikter, hvor det er muligt, før verdens ende, har aldrig været større. Ved at vie al vor tid og energi til „gerninger i troen“ og „arbejde i kærligheden“ kan vi holde ud „med glæde i Helligånden“. (1 Tess. 1:2-7) Denne udholdenhed i forening med pionerens glæde er langt at foretrække for kampen for at holde ud når man er lunken og kun yder en time nu og da for rapportens skyld. — Åb. 3:14-18.

17. Hvilket storslået løfte kan Jehovas folk drage fordel af, og hvordan kan de gøre det?

¹⁷ „Ny kraft får de, der bier på [Jehova], de får nye svingfjer som ørnen; de løber uden at mattes, vandrer uden at trættes.“ (Es. 40:31) Drag fordel af dette storslåede løfte! Gå regelmæssigt fra dør til dør i Jehovas tjeneste; arbejdet vil give dig ny kraft. Udvid din tjeneste. Løb! Prøv feriepionertjenesten; du bliver ikke træt, men du vil få mange skønne oplevelser i tjenesten, nye studier og øget værdsættelse og forståelse, samt et større ønske om at udvide din tjeneste for Riget. Vær skarpsynet som ørnen, sving dig op og grib lejligheden til at tilbringe et langt liv i pioner- eller specialpionertjenesten! Jo større virksomhed du udfolder, jo større kraft vil du få fra Jehovas ånd. Du vil opnå en rig åndelig belønning ved at træde ind i pionerernes rækker og forblive i denne tjeneste. — Matt. 11:28-30.

18. Hvad bliver resultatet af trofast at holde ud i tjenesten?

¹⁸ Vær da udholdende, alt mens du glæder dig over tjenesten. Vedbliv med at opbygge din tro og din værdsættelse af al Jehovas godhed. Denne værdsættelse vil blive større og dybere med årene du tilbringer i tjenesten for Riget, således at du taknemmeligt vil udbryde med David: „Hvis ikke jeg havde troet at jeg skulle se Jehovas godhed i de levendes land —!“ I lighed med David vil du kunne anbefale Jehovas godhed over for andre: „Sæt dit håb til Jehova; vær modig og lad dit hjerte være stærkt. Ja, sæt dit håb til Jehova.“ (Sl. 27:13, 14; NW) Hans navn er vort stærke tårn!

Hvordan man forbliver i det stærke tårn

19. Hvilken magtfuld forsikring får de der holder ud i tro?

¹⁹ Trofast tjeneste fører også sine prøver med sig. Men Jesus formaner: „Jeres hjerte forfærdes ikke! Tro på Gud, og tro på mig.“ (Joh. 14:1) Gennem Kristus giver Jehova kraft til alle der forbliver i det stærke tårn idet de vidner om hans navn. Nogle prøvelser er yderst svære at komme igennem. Jesu profeti om enden på denne tingenes ordning har fået en bogstavelig opfyldelse i nogle lande, især de kommunistiske: „I skal endog forrådes af forældre og brødre og slægtninge og venner, og nogle af jer skal de slå ihjel. Og I skal blive hadet af alle for mit navns skyld.“ Men de der holder ud i tro får også følgende magtfulde forsikring: „Men ikke et hår på jeres hoved skal gå tabt. Ved jeres udholdenhed skal I vinde jeres sjæle.“ — Luk. 21:16-19.

20. Hvorfor må man vogte sit sind og hjerte på denne onde dag, og hvordan gør man det?

²⁰ Men der kræves mere end at udholde modstand fra familien, koncentrationslejr- og fængselsophold, samt verdslige menneskers spot og hårde ord. Satan sætter ind fra mange forskellige sider. Hvis forfølgelsens direkte frontangreb ikke lykkes, prøver han mere underfundige metoder, såsom materialisme og moralske fristelser. Det er grunden til at det er nødvendigt både at ’stålsætte vort sind til aktivitet’ og at ’holde vore sanser fuldstændig under kontrol’ mens vi med udelt opmærksomhed sætter vort håb til ’den ufortjente godhed som skal blive os til del ved Jesu Kristi åbenbaring’ i Harmagedon. „Men vi som hører dagen til, lad os være ved vore sansers fulde brug og have troens og kærlighedens brystskjold på og som hjelm frelseshåbet.“ (1 Pet. 1:13; 1 Tess. 5:6, 8, NW) Man må vogte sit sind og hjerte mod den mindste indtrængen af verdslige ønsker og umoralske tanker. Hvis disse får lov til at slå rod vil de vokse indtil ulykken indhenter den der ikke har været på vagt. — 1 Joh. 2:15-17; Jak. 1:14-16.

21. Hvordan kan vi til stadighed hente kraft fra Herren?

²¹ Hvilken glæde er der ved at have holdt ud i mange år under forfølgelse, endog med fare for sit liv, hvis man bagefter falder for fristelsen og slår ind på en umoralsk livsførelse? Til hvilken nytte er mange års trofast tjeneste, hvis ens omdømme til sidst plettes ved at man atter vender om til Satans verden og man afskæres fra Jehovas rene organisation? Tag ikke fejl! For hver eneste af os står den åndelige kamp lige til det sidste. Hver eneste af os har brug for at hente „kraft fra Herren og hans vældige styrke“, og at iføre os „Guds fulde rustning“ og beholde den på. (Ef. 6:10, 11) Vi har brug for at bevare hjerte, sind og legeme aktive i tjenesten for Riget og for til stadighed at opdyrke „Åndens frugt“. (Gal. 5:22, 23) Uanset hvor mange år vi har været i Jehovas tjeneste må vi give agt på Paulus’ formaning: „Vedbliv med at prøve om I er i troen, vedbliv med at prøve hvad I selv er.“ — 2 Kor. 13:5, NW.

22. Hvad skal vi flygte for? Hvordan gør vi det?

²² I det brev hvori apostelen formaner os til at „fly afgudsdyrkelsen“, formaner han os også til at „fly utugt“. (1 Kor. 10:14; 6:18) Ja, flygt! Undgå situationer hvor du ville kunne falde for fristelsen. Husk hvordan den retskafne Josef flygtede for Potifars forføreriske hustru. (1 Mos. 39:7-21) Det er tåbeligt at tro at man kan lege med synden for derefter at søge tilbage til Jehovas hus, for når Jehova først har trukket sin ånd tilbage, står man alene i en gudløs verden. Ønsker vi Guds beskyttelse må vi forblive i hans ’stærke tårn’ og være til ære for Jehovas navn til hver en tid. Vor frelse ligger i at vi altid jager efter retfærdighed. „Fly ungdomslysterne og jag efter retfærdighed, troskab, kærlighed og fred sammen med dem, der påkalder Herren af et rent hjerte.“ — 2 Tim. 2:22; se også 1 Timoteus 6:9-11.

23, 24. Hvordan kan vi forblive i sikkerhed i Jehovas stærke tårn?

²³ Løbet nærmer sig sin afslutning. Lad os derfor udøve selvbeherskelse, så vi ikke løber på må og få. (1 Kor. 9:24-27) Den frygtindgydende dag da Harmagedon bryder løs ligger nært forude, men også sejrsprisen, det evige liv. Måtte vi da kunne sige med apostelen Paulus: „Løbet har jeg fuldført, troen har jeg bevaret,“ og således få del i den belønning som „Herren, den retfærdige dommer vil give . . . alle dem, der har glædet sig til hans tilsynekomst“. (2 Tim. 4:7, 8) Måtte vi fuldføre løbet med glæde, idet vi søger tilflugt i Jehovas stærke tårn.

²⁴ En rig belønning venter dem der søger i Jehovas navn og som, deres indvielsesløfte tro, forbliver på deres plads. Efter at have omtalt den uvisnelige arv der skal blive sejrvinderne til del, skriver apostelen Peter: „Da skal I fryde jer, selv om I nu først en liden stund, om så skal være, bedrøves i mange slags prøvelser, for at jeres prøvede tro — som er langt mere værd end det forgængelige guld, der dog prøves ved ild — må vise sig at blive til pris og herlighed og ære, når Jesus Kristus åbenbares.“ — 1 Pet. 1:6, 7.

25, 26. (a) Hvilken fremtid ligger foran dem der tror? (b) Hvad må de nu gøre?

²⁵ Gog fra Magog, Satan Djævelen, kan kaste alle sine styrker, de synlige såvel som de usynlige, mod den nye verdens samfund af Jehovas vidner, men han vil ikke være i stand til at tilintetgøre troen hos dem der sætter deres lid til Jehovas navn! De vil blive bevaret i hans stærke tårn. Når vor elskede konge, Kristus Jesus, åbenbarer sig i flammende majestæt i Harmagedon, da har vi nået ’troens mål, vore sjæles frelse’. Selv om vi ikke nu kan se Kristus, så giver vor tro os dog en tydelig forvisning om hans magt til at kæmpe Harmagedonslaget sejrrigt til ende. Da vi tror på ham, fryder vi os med „en usigelig og forherliget glæde“. — 1 Pet. 1:8, 9.

²⁶ Hvilken glæde! Det er en glæde at befinde sig i Jehovas navns stærke tårn og kun dér. Denne glæde bliver alle dem til del der forbliver i dette tårn, mens de loyalt vidner om den trofaste Skabers hensigter og rige og hævder hans retfærdige principper. Til alle disse siger apostelen: „Glæd jer altid i Herren; jeg siger igen: glæd jer!“ — Fil. 4:4.

[Fodnote]