Kapitel 7

Kristenheden skal kende ham — når den møder sit endeligt

 1. Hvorfor glæder Skaberen sig ikke over at se jorden besmittet og forurenet, og hvad er hans hensigt med den?

SKABEREN glæder sig ikke over at se jorden besmittet og forurenet. Det var ham der skabte den, og den skulle være til ære for ham. Det var hans oprindelige hensigt at jorden som menneskets hjem overalt skulle være dækket af et paradis, sådan at den kunne være en prydelse for den prægtige mælkevej som den er en lille del af.

 2. Hvordan er forholdene på jorden nu, i sammenligning med de forhold menneskene fik stillet i udsigt da de befandt sig i det oprindelige paradis, og hvilke spørgsmål opstår derfor med hensyn til Skaberens indstilling?

² Det første menneskepar blev sat i et paradis hvis skønhed svarede godt til deres menneskelige fuldkommenhed. De og deres efterkommere havde mulighed for at udvide deres oprindelige paradisiske hjem så det kom til at omfatte hele jorden. (1 Mosebog 1:26 til 2:25) Men se nu jorden, efter at mennesket har levet på den i seks tusind år! Den er langtfra det lykkelige hjem, det livets, sundhedens og skønhedens paradis som Skaberen ønskede den skulle være. Den kan næppe berede ham nogen glæde nu, lige så lidt som den bereder os nogen glæde. Har han ret til at være vred over det der er sket? Hvis ikke han har ret til at være vred over det, hvem har da?

 3. Hvilket spørgsmål stilles med hensyn til hvad en skaber vil gøre når hans skaberværk tilsmudses af hans skabninger?

³ Men hvad gør en skaber når hans skaberværk er blevet tilsmudset og ødelagt af de skabninger der skulle tage vare på det? Udsletter han hele dette skaberværk sammen med de skabninger der lever på det?

 4. Hvorfor kommer Judas land ind i billedet når vi taler om hvad der er at gøre, og hvad skete der med dette land i 607 f.v.t.?

⁴ Det ville være spild af hans skabervirksomhed, et tegn på nederlag. Gud skildrede ved sine handlinger over for Jerusalem og Judas land dér tilbage i det syvende århundrede før vor tidsregning hvad der er at gøre, ja hvad han vil gøre. Jehova havde ført sit folk ind i det forjættede land i år 1473 f.v.t. Det var dengang, som Jehova sagde, ’et land han havde udspejdet for dem, et der flød med mælk og honning. Det var alle landenes prydelse’. (Ezekiel 20:6, 15, NW) Den generation af israelitter som Jehova førte ind i dette skønne land forblev trofast mod ham. Men efterkommerne begyndte at tilsmudse landet ved at indføre afgudsdyrkelse og udgyde uskyldigt blod. Atter og atter blev landet renset i religiøs henseende, men hver gang faldt israelitterne tilbage til afgudsdyrkelse. Til sidst ryddede Jehova alle de afgudsdyrkende jøder bort så Judas land i 607 f.v.t. kom til at ligge fuldstændig øde.

 5. Hvordan lod Jehova Judas land gennemgå en renselse, og hvordan kom det atter til at blive brugt i harmoni med hans hensigt?

⁵ Jerusalem og Judas land forsvandt imidlertid ikke. I halvfjerds år lå området øde hen, idet Jehova ikke engang tillod hedenske ikke-israelitiske afgudsdyrkere at drage ind og fortsætte besmittelsen af det. Det var hans hensigt at den rene tilbedelse skulle genoprettes i dette land som gennemgik en renselse. Da de halvfjerds års øde tilstand var udløbet førte Jehova en rest angrende og rensede israelitter tilbage som atter kunne bosætte sig i Jerusalem og Judas land og dér genoptage den rene tilbedelse af deres Gud. Jehova befolkede atter landet med dem der tilbad ham, dem der ville bruge landet i harmoni med hans hellige hensigt. Ved sin profet Ezekiel havde han forudsagt at dette ville ske.

 6. Hvilken vanskelig opgave havde Ezekiel først, og hvorfor lod Jehova Ezekiel henvende sig til selve landet?

⁶ Først havde Ezekiel den vanskelige opgave at profetere mod indbyggerne i Jerusalem og Judas land som besmittede deres gudgivne ejendom. Jehova lod Ezekiel henvende sig til selve landet for at vise hvad der ville ske med det på grund af dets afgudsdyrkende beboere som trodsede deres Gud. Stadig i år 613 f.v.t. fortæller Ezekiel om dette med disse ord:

 7, 8. Hvilke ord om en renselse blev Ezekiel pålagt at henvende til Israels bjerge og høje, dets kløfter og dale, og hvad skulle landet således kende?

⁷ „Og [Jehovas] ord kom til mig således: Menneskesøn, vend dit ansigt mod Israels bjerge, profetér imod dem og sig: Israels bjerge, hør den Herre [Jehovas] ord! Så siger den Herre [Jehova] til bjergene og højene, til kløfterne og dalene:

⁸ Se, jeg sender sværd over eder og tilintetgør eders offerhøje. Eders altre skal ødelægges, eders solstøtter [røgelsesstandere, NW] sønderbrydes, og eders dræbte lader jeg segne foran eders afgudsbilleder, [skidne afgudsbilleder, NW]; jeg kaster israelitternes lig hen for deres afgudsbilleder [skidne afgudsbilleder, NW] og strør eders ben rundt om eders altre. Overalt hvor I bor, skal byerne lægges øde og offerhøjene gå til grunde, for at eders altre kan lægges øde og gå til grunde, eders afgudsbilleder sønderbrydes og udryddes, eders solstøtter hugges om og eders værker tilintetgøres. Mandefald skal ske iblandt eder, og I skal kende at jeg er [Jehova].“ — Ezekiel 6:1-7.a

AFGUDSDYRKERNE SKAL KENDE HAM

 9. Hvad havde det været Jehovas hensigt at dette skønne land skulle være i religiøs henseende, og hvad var nu ved at træde i stedet for den udelte tilbedelse i hans tempel?

⁹ Afgudsofferhøje, afgudsaltre, solstøtter, afgudsbilleder — det var de skændige ting de troløse beboere på bjergene og højene og i kløfterne og dalene i Judas land havde tilsmudset deres gudgivne ejendom med. Det havde været Jehovas hensigt at det skønne land skulle være helligt, et sted hvor den rene tilbedelse af ham kunne foregå. Men se nu hvordan det så ud efter 860 års forløb — vanhelliget af fordærvede offerhøje, altre, solstøtter og afgudsbilleder, mens Jehovas tempel med dets præster blev vraget som det eneste rigtige tilbedelsessted!

10. Hvorfor sendte Jehova den aggressive krigsførelses sværd over landet?

¹⁰ Intet under at Jehova havde besluttet at sende den aggressive krigsførelses „sværd“ over disse bjerge og høje, kløfter og dale i Judas land for at lade de dræbte afgudsdyrkere segne omkring deres afgudsbilleder, der var urene og modbydelige som dyregødning. Offerhøjene, solstøtterne og altrene som de brugte i deres afgudsdyrkelse skulle ødelægges og sønderbrydes af de svært bevæbnede fjender som Jehova ville føre mod dette land for at rense det for dets afgudsdyrkende indbyggere.

11. Hvorfor var det nødvendigt at gå så drastisk til værks med krigens sværd, men hvad kunne landet lære at kende i kraft af dette?

¹¹ Det var nødvendigt at gå så drastisk til værks at bjergene, højene, kløfterne og dalene i Judas land blev fuldstændig befriet for disse oprørere mod den rene tilbedelse af den eneste levende og sande Gud. De havde valgt at lukke Jehova ude af deres tanker, og de var skyld i at bjergene, højene, kløfterne og dalene i det gudgivne land blev sat i forbindelse med falsk tilbedelse og navnene på falske guddomme. Ved at rense landet ville han opnå at disse bjerge, høje, kløfter og dale atter kom til at kende hvem der var den sande Gud: „I skal kende, at jeg er [Jehova].“ — Ezekiel 6:7.

12. Hvordan havde israelitterne gjort sig skyldige i åndelig umoralitet, og i henhold til hvilken regel skulle dette straffes?

¹² Legemlig umoralitet er urenhed. Åndelig umoralitet, åndelig utugt, er værre endnu. Det var åndelig utugt israelitterne i chokerende grad havde gjort sig skyldige i. I kraft af den pagt Jehova havde indgået med Israels nation gennem profeten Moses i 1513 f.v.t. befandt nationen sig i et ægteskabeligt forhold til ham. Han var som en himmelsk ægtemand for den. (Jeremias 31:31, 32, NW) Den værdsatte imidlertid ikke sit velsignede forhold til ham, men forenede sig med falske guder ved at dyrke dem. Derved begik nationen åndelig umoralitet. Skulle legemlig utugt straffes ifølge Jehovas lov? Ja. På samme måde skulle åndelig utugt eller umoralitet straffes, for ved at hengive sig til den var nationen troløs mod sin pagt med Jehova. Hvordan de illoyale israelitter ville blive straffet og måtte lide på grund af deres åndelige umoralitet, oplyste Jehova videre gennem Ezekiel:

13. Hvad sagde Jehova gennem Ezekiel om de adspredte der undslap sværdet, og hvad skulle de kende?

¹³ „Men en rest lader jeg blive tilbage, idet nogle af eder undslipper fra sværdet blandt folkene, når I spredes i landene, og de undslupne skal komme mig i hu blandt folkene, hvor de er fanger; jeg sønderbryder deres bolerske hjerter, som faldt fra mig, og deres bolerske øjne, som hang ved deres afgudsbilleder; og de skal væmmes ved sig selv over alt det onde, de har gjort, over alle deres vederstyggeligheder. Og de skal kende, at jeg er [Jehova]; det var ikke tomme ord, når jeg talede om at gøre den ulykke på dem.“ — Ezekiel 6:8-10.

14. Hvor mange afgudsdyrkende israelitter vil undslippe, med hvilke følelser vil de bosætte sig i landflygtigheden, og hvad vil de erfare?

¹⁴ Kun en rest af disse afgudsdyrkere der har bolet eller bedrevet utugt i åndelig henseende, vil undslippe henrettelsessværdet dér i Judas land. Men denne rest vil som fanger blive ført bort i trældom, bort fra de bjerge og høje, kløfter og dale hvor de øvede det der var vederstyggeligt i Jehovas øjne, hans som var deres ægtemand i kraft af deres nationale pagt. Skamfulde vil de bosætte sig i deres sejrherrers land. Deres falske guder vil ikke kunne redde dem. Fordi de har forladt Jehova for at bedrive åndelig umoralitet, forlader han dem og overgiver dem til deres fjender. Da vil denne undslupne rest i fangenskabet kende at han er Jehova, som ikke tillader ringeagt for den ægteskabelige pagt. Trængslerne i deres landflygtigheds fjerne lande vil lære dem at Jehova ikke talte tomme ord da han i pagten med dem advarede dem om de frygtelige konsekvenser det ville få for dem hvis de forlod den rene tilbedelse af ham.

15. Hvordan har kristenheden også øvet åndelig umoralitet, vil den forblive i det domæne der kaldes kristent, og hvad skal den kende vedrørende ham der eksekverer dommen over den?

¹⁵ Ligesom bjergene, højene, kløfterne og dalene i Judas land, er kristenhedens domæne blevet besmittet af de religiøse genstande og skikke den har overtaget fra de afgudsdyrkende hedninger for at kunne øve sin åndelige umoralitet. Den burde have holdt sit domæne frit for al falsk tilbedelse, for den har over for nationerne skiltet med at den var kristen og således parthaver i ’den nye pagt’ med Gud gennem mellemmanden Jesus Kristus. Denne stilling som kristen i verdens øjne har den imidlertid vanhelliget ved at efterligne „hedningerne“ i deres afgudsdyrkelse både med hensyn til lære og skikke. Det er med urette den beklæder en stilling som kristen. Den har ingen ret til navnet kristen. Den må af med denne stilling og dette navn. Ved dens tilintetgørelse vil Jehova fratage den begge dele. Ingen af dens tilhængere som undslipper når den tilintetgøres, vil kunne se frem til et liv i frihed. De vil i stedet blive underlagt denne verdens verdslige elementer. De skal kende at det virkelig er Jehova der eksekverer dommen over dem og at han ikke har talt usandt i sit hellige skrevne ord, Bibelen.

DRASTISKE MIDLER SOM SKAL OVERBEVISE DEM

16, 17. På hvilken måde skal kristenheden ligesom Israel kende at han er Jehova, og med hvilke detaljer skulle Ezekiel beskrive dette?

¹⁶ I lighed med dem der besudlede bjergene, højene, kløfterne og dalene i Judas land, må kristenhedens åndeligt utugtige tvinges til at indse at han er Jehova. For at understrege dette endnu mere sagde Herren Gud videre til sin profet Ezekiel:

¹⁷ „Så siger den Herre [Jehova]: Slå hænderne sammen, stamp med foden og råb ve over [sig: „Ak!“ på grund af, NW] alle Israels hus’ grimme vederstyggeligheder! De skal falde for sværd, hunger og pest. Den, som er langt borte, skal dø af pest; den, som er nær, skal falde for sværd; og den, som levnes og reddes, skal dø af hunger; således udtømmer jeg min vrede over dem. De skal kende, at jeg er [Jehova], når deres dræbte ligger midt iblandt deres afgudsbilleder rundt om deres altre på hver høj bakke, på alle bjergenes tinder, under hvert grønt træ og hver løvrig eg, der, hvor de opsendte liflig duft til deres afgudsbilleder. Jeg udrækker hånden imod dem og gør landet øde og tomt lige fra ørkenen til Ribla [værre end ørkenen mod Dibla, NW], overalt hvor de bor; og de skal kende, at jeg er [Jehova].“ — Ezekiel 6:11-14.

18. Hvorfor skulle Ezekiel råbe: „Ak!“, slå hænderne sammen og stampe med foden, og hvorfor ville de åndeligt utugtige ikke være i sikkerhed nogen steder når Gud eksekverede sin dom?

¹⁸ Alene tanken om al den ødelæggelse der skulle komme over indbyggerne i Judas land ved hungersnød, pest og krigens sværd kunne få en til at råbe: „Ak!“ og understrege dette udråb ved at slå hænderne sammen og stampe med foden! Ingen af de skyldige ville undslippe når den suveræne Herre Jehovas domme blev fuldbyrdet. Hvis en åndeligt utugtig undslap én form for domseksekvering, ville en anden form med sikkerhed ramme ham. Om han var nær eller langt borte betød intet; hans bogstavelige opholdssted ville ikke beskytte ham. Han var dømt til udslettelse. Og hungeren og pesten som ville kræve deres ofre, ville ikke være plager som bredte sig til Judas land fra de omliggende lande, men ville opstå inden for landets grænser som følge af de indtrængende fjenders aggressive brug af sværdet. Først når Jehovas dom var eksekveret i fuldt mål ville den guddommelige vrede være udtømt og lægge sig.

19. Hvad er synet af ligene på de steder hvor afgudsdyrkelsen foregik, et tavst vidnesbyrd om, og hvad understreger det vedrørende pagter som er indgået med Gud?

¹⁹ Hvilket syn! Ligene af de åndeligt utugtige ligger rundt om deres afgudsaltre, ved standerne hvor de ofrede røgelse som en liflig duft til deres falske guder, på offerhøjene på bakkerne og bjergtoppene, og i skyggen under de frodige, løvrige træer! Et tavst og uhyggeligt vidnesbyrd om hvor sørgeligt den Gud der kræver absolut hengivenhed lader det ende for de åndeligt utugtige! De er blevet tvunget til at kende at den eneste levende og sande Gud er Jehova. En pagt med ham er ikke blot en lap papir som den troløse part i pagten bare kan rive i stykker og annullere når han vil! Den der befinder sig i et pagtsforhold til Jehova må ikke tro at Jehova er ligeglad med sine pagter, at han glemmer dem eller ikke anser dem for at være bindende, hverken for sig selv eller den anden part. Han er tro mod sin pagt. Han velsigner den parthaver som er tro mod pagten, men han tugter også den troløse parthaver med de straffe der er nævnt i pagten.

20. Hvordan skulle Judas bjerge og høje og dets kløfter og dale opnå hvile og blive renset for besmittelsen, og hvad skulle pagtsbryderne kende?

²⁰ Ligene af alle disse dræbte får lov til at ligge og rådne mens de få overlevende føres bort af deres fjender til fremmede lande. Bjergene, højene, kløfterne og dalene i Judas land efterlades øde, renset for al besmittende afgudsdyrkelse og befriet for alle åndeligt utugtige afgudsdyrkere. Ja, landet vil blive mere øde end ørkenen der strækker sig „mod Dibla“. (Ezekiel 6:14, NW; LXX; Vg; aramaisk; syrisk; arabisk) Når landet havde ligget øde hen i halvfjerds år, uden mennesker eller husdyr, ville det have fået hvile og være renset for sin besmittelse, ifølge Jehovas forordning. Han var forpligtet til at holde sit ubrydelige ord. Han måtte godtgøre at han virkelig var Gud. Det var som han sagde om disse pagtsbrydere, disse åndeligt utugtige: „Og de skal kende, at jeg er [Jehova].“

21. Hvordan vil dette gamle forbillede blive opfyldt i nutiden, på hvem, og hvad vil de derved komme til forståelse af?

²¹ Dette gamle forbillede vil med sikkerhed blive opfyldt i det nutidige modbillede. Skønt kristenheden har skudt dybe rødder gennem seksten hundrede år, vil den blive rykket op. Dens domæne vil blive lagt øde; alle dens hykleriske gejstlige og dens kirkeinstitutioner vil blive fjernet. Man vil se hen til det sted hvor den fandtes og trivedes, og den er der ikke. (Salme 37:9, 10) Som sit forbillede i fortiden vil den fuldt ud komme til at føle hvad den Gud som den har stillet i et dårligt lys, mente da han sagde: „Og de skal kende, at jeg er [Jehova].“ (Ezekiel 6:14) Den rene tilbedelse af ham vil bestå når kristenheden for evigt fjernes fra jorden.

DENS ENDELIGT ER NÆR!

22. Bør man sørge eller føle medynk når kristenheden ødelægges, og hvad vil de der elsker sandhed og retfærdighed glæde sig over i denne forbindelse?

²² Skulle det at et falsk, hyklerisk og afguderisk religionssystem ødelægges, vække medynk hos dem der elsker sandhed og retfærdighed? Skulle det vække medynk hos den sande tilbedelses Gud? Den svære undertrykkelse, forblindelse og vildførelse af folk som dette falske religionssystem er skyld i, afholder dem der elsker sandhed og retfærdighed fra at føle med det. De glæder sig tværtimod over at vejen ryddes sådan at den rene og sande tilbedelse kan brede sig over hele jorden. Kristenhedens forestående endeligt fylder dem ikke med sorg eller forfærdelse. End ikke den suveræne Herre og Gud vil sørge mere over denne begivenhed end da han bragte ødelæggelse over dens gamle forbillede, indbyggerne i Jerusalem og Judas land. Som et vidnesbyrd om dette skriver profeten Ezekiel:

23. Hvad kan Jehova bringe over dem der øver det der er modbydeligt, uden at han har ondt af dem og føler medlidenhed med dem, og hvad tvinger han dem således til at kende?

²³ „Og Jehovas ord fortsatte med at komme til mig, og lød: ’Og du, menneskesøn, således har den suveræne Herre Jehova sagt til Israels jord: „En ende, enden, er kommet over landets fire yderste grænser. Nu er enden over dig, og jeg skal rette min vrede mod dig, og jeg vil dømme dig efter dine veje og bringe alle dine modbydeligheder over dig. Og mit øje vil ikke have ondt af dig, og jeg vil heller ikke føle medlidenhed, for jeg vil bringe dine egne veje over dig, og dine egne modbydeligheder vil være i din midte; og I skal kende at jeg er Jehova.“’“ — Ezekiel 7:1-4, NW.

24. Hvorfor talte Jehova sandt når han sagde at „en ende, enden“ var kommet over landet, og hvad er det i virkeligheden han gør ende på?

²⁴ Jehova fremsatte denne udtalelse i år 613 f.v.t. Ødelæggelsen af byen Jerusalem og dens besmittede tempel lå således ikke mere end seks år ude i fremtiden, de sidste seks år af en periode på fyrre år hvori Judas hus’ „brøde“ skulle bæres. (Ezekiel 4:6) Derfor kunne Jehova ganske nøje sige at „en ende, enden“ var kommet over landets, ’Israels jords’, fire yderste grænser. Han føler selv hvor hastigt de truende begivenheder udvikler sig når han siger: „Nu er enden over dig“. Det betyder at tiden nu er kommet hvor han må skride ind mod „Israels jord“ og dømme den til dens fire yderste grænser. Derfor tilføjer han: „Og jeg skal rette min vrede mod dig, og jeg vil dømme dig efter dine veje og bringe alle dine modbydeligheder over dig.“ Det er ikke „Israel jord“, „landets fire yderste grænser“, Jehova gør ende på. Den livløse jord er ikke ansvarlig over for ham. Det han gør ende på i sin retfærdige vrede, er med rette det troløse religiøse system der i over tre hundrede år har virket på Israels jord.

25. Hvilken guddommelig lov om konsekvenserne af ens handlinger vil Jehova ikke ændre for det modbydelige religiøse system, og hvad vil dets religiøse tilhængere blive tvunget til at indse vedrørende deres pagt?

²⁵ Sorg og medlidenhed vil ikke holde ham tilbage og hindre ham i at gøre ende på dette religiøse system sammen med dets modbydeligheder. Han vil ikke ændre sin lov der siger at hvad et menneske eller et folk sår, skal det også høste. Det religiøse system må føle konsekvenserne af sine egne troløse veje, så det kommer til at spise frugten af sin egen færd. På denne måde må de religiøse tilhængere af dette system tvinges til at kende at han er Jehova, at han er den Gud der sagde følgende til sit pagts folk gennem profeten Moses: „Hvis I ikke gør det, se, da synder I mod [Jehova], og da skal I få eders synd at mærke, den skal nok finde eder [jeres synd vil indhente jer, NW].“ — 4 Mosebog 32:23.

26. Hvad fremgår af de ord Nebuzar’adan sagde til Jeremias om Jerusalems ødelæggelse?

²⁶ Selv de der virker som Jehovas jordiske domsfuldbyrder forstår muligvis at det modbydelige religiøse system blot får løn som forskyldt og ikke fortjener nogen medlidenhed. Lad os lytte mens profeten Jeremias fortæller hvad en babylonisk officer sagde til ham efter Jerusalems ødelæggelse i år 607 f.v.t.: „Det ord, som kom fra [Jehova] til Jeremias, efter at livvagtsøversten Nebuzar’adan havde løsladt ham i Rama; han lod ham hente, medens han var bundet med lænker iblandt alle fangerne fra Jerusalem og Juda, der førtes til Babel. Livvagtsøversten lod Jeremias hente og sagde til ham: ’[Jehova] din Gud har udtalt denne ulykke over dette sted, og [Jehova] lod det ske og gjorde, hvad han havde sagt, fordi I syndede mod [Jehova] og ikke adlød hans røst; derfor timedes dette eder.’“ — Jeremias 40:1-3.

27. Hvor længe har kristenheden eksisteret i sammenligning med den tid Israel havde befundet sig i det forjættede land da Ezekiel blev udnævnt, og hvad vil den nu snart møde?

²⁷ I dag har kristenheden eksisteret længere end de 860 år Israels hus havde befundet sig i det forjættede land da Ezekiel blev udnævnt til profet og vægter for Israel. Den har øvet modbydeligheder i længere tid inden for sit religiøse domæne. Den har været længere om at nå regnskabets dag. Men nu har dens synd endelig indhentet den og fundet den. Den vil snart møde sit endeligt som Jehova har bestemt, og den kan ikke vente nogen barmhjertighed fra hans side. Den har forpasset alle muligheder for at angre og omvende sig til ham.

28. Hvordan har kristenhedens religiøse færd været, som forudsagt, og begår Jehova nogen uretfærdighed mod den ved at lade den føle konsekvenserne af sine veje?

²⁸ Nøjagtig som det er forudsagt om disse sidste dage, har kristenheden „gudsfrygts skin“ eller „en vis form for gudhengivenhed“ (NW), men har hele tiden ’fornægtet dens kraft’ eller ’vist sig falsk når det gælder dens kraft’ (NW). (2 Timoteus 3:1-5) Ved ikke at holde sig nøje til Bibelen ignorerer den Jehova, den Gud der fremholdes i Bibelen. Han begår ikke nogen uretfærdighed mod den ved at lade den føle konsekvenserne af sine veje og ved at vise den hvor modbydelig dens religiøse lære og skikke er i hans øjne. Når den møder sit endeligt er det kun ret og rimeligt at den lærer at der virkelig findes en Gud ved navn Jehova, der giver løn som forskyldt.

29, 30. Hvad vil Jehova gengælde dem der bor i landet ved at bringe ulykken over dem, og hvem skal kendes som den der slår?

²⁹ Kristenheden kan aldrig med nogen ret råbe „ulykkesprofet!“ til Jehova, selv om han pålagde Ezekiel at sige følgende, både med kristenheden og Israels troløse hus i tanke:

³⁰ „Så siger den Herre [Jehova]: Ulykke følger på ulykke; se, det kommer! Enden kommer, enden kommer; den er vågnet og tager sigte på dig; se, det kommer! Turen [kransen, NW] kommer til dig, som bor i landet; tiden er inde, dagen er nær, en dag med rædsel [forvirring, NW] og ikke med frydeskrig på bjergene. Nu udøser jeg snart min harme over dig og udtømmer min vrede på dig, dømmer dig efter dine veje og gengælder dig alle dine vederstyggeligheder. Jeg viser dig ingen medynk eller skånsel, men gengælder dig dine veje, og dine vederstyggeligheder skal blive i din midte; og I skal kende, at jeg, [Jehova], er den, som slår.“ — Ezekiel 7:5-9.

31. Hvilken slags krans er det landets beboere vil få, og hvem vil de råb der høres ikke stamme fra?

³¹ Nej, vi hørte ikke forkert da Jehova talte første gang. Han mente hvad han sagde. For at understrege det gentager han derfor mange af sine ord, og føjer nye enkeltheder til om enden. Den afgudsdyrkende beboer i landet vil i sandhed få en ’krans’, men en krans der omgiver hans hoved med ulykke, og ikke en krans som den prydelse afgudsdyrkeren bærer under de religiøse fester. Det vil ikke blive en tid med velordnede ceremonier men kun med forvirring, for den falske religion vil ikke være i stand til at samle sine tilhængere om noget som helst foretagende der kan gavne dem, ikke engang imod en fælles fjende. De råb der høres vil stamme fra folk i vild forvirring; der vil ikke lyde frydeskrig fra folk der fester på bjergenes „offerhøje“ eller fra mænd som træder vinpersen med druer der er plukket på bjergskråningernes vinmarker. Der høres den larm som profeten Esajas forudsagde:

32. Hvad vil larmen til den tid stamme fra, ifølge Esajas 66:6?

³² „Hør, hvor det drøner fra byen [Jerusalem], drøner fra templet, hør hvor [Jehova] øver gengæld imod sine fjender!“ — Esajas 66:6.

33. Hvorfor vil der ikke være grund til medlidenhed, og hvem alene vil de kunne tilskrive det katastrofale endeligt?

³³ Hvis folk i deres svare nød da som en sidste udvej råber til Jehova, vil han ikke høre dem. Han viser ingen medynk og føler ikke medlidenhed med disse afgudsdyrkere som gang på gang har undladt at lytte til ham. Når han undlader at besvare deres bønner vil de indse at han er imod dem. Ved sine profeter og sine bibellærere har han forudsagt at dette katastrofale endeligt vil ramme det troløse religiøse system. Når det sker vil de troløse derfor ikke kunne tilskrive andre end ham det, i harmoni med det han sagde til de stædige religionsudøvere der ikke ænsede hans advarsler: „I skal kende, at jeg, [Jehova], er den, som slår.“

„STAVEN“ SOM GUD VIL BRUGE PÅ DEN DAG

34. Hvilke eksekutionsstyrker havde Jehova parat på Ezekiels tid?

³⁴ På Ezekiels tid havde Jehova sine eksekutionsstyrker parat, og han forudsagde hvem det ville være, nemlig de militærstyrker der tilhørte bibelhistoriens tredje verdensmagt, Babylon, hvis hersker da var den mægtige kong Nebukadnezar. Svarende til dette står Jehovas synlige eksekutionsstyrker nu rede til at angribe kristenheden, vor tids modstykke til Jerusalem og Judas land. Det er dem Jehova hentyder til med sine næste ord:

35. Hvilken tidsperiode henleder Jehova nu gentagne gange opmærksomheden på, og hvad skulle køberen og sælgeren hver især undlade at gøre i betragtning af denne periode?

³⁵ „Se! Dagen! Se! Den kommer. Kransen er udgået. Staven blomstrer. Formastelighed har sat skud. Vold har rejst sig til en ondskabs stav. Det er ikke fra dem, det er heller ikke fra deres velstand; og det er ikke fra dem selv, der er heller ikke noget fornemt ved dem. Tiden skal komme, dagen skal oprinde. Med hensyn til køberen, lad ham ikke glæde sig; med hensyn til sælgeren, lad ham ikke begynde at sørge, for der er forbitrelse mod hele dets mængde. For sælgeren vil ikke vende tilbage til det der er solgt, mens deres liv endnu er blandt de levende; for synet gælder hele dets mængde. Ingen vil vende tilbage, og ikke en eneste vil få sit liv i eje ved sin brøde.“ — Ezekiel 7:10-13, NW.

36. På hvis hoved skulle „kransen“ sættes, hvad var det for en „stav“ der stod i blomst og således var rede til brug, og hvem skulle der handles formasteligt imod?

³⁶ Lad ikke de religiøse hyklere som hævder at stå i et pagtsforhold til den suveræne Herre og Gud gennem hans mellemmand, glemme at denne særlige dag kommer. Det må bestemt blive en frygtelig dag; ellers ville Jehova ikke så ofte henlede opmærksomheden på den. Den måde han lader Ezekiel beskrive den på, viser at det bliver en yderst tragisk dag! Den dag skal „kransen“ sættes på hovedet af de domfældte og krone dem med ulykke. Den symbolske stav hvormed straffene tildeles, blomstrer; den er parat til at Jehova kan tage den i brug. På Ezekiels tid var denne „stav“ kong Nebukadnezar og hans dengang uovervindelige babyloniske hærstyrker. Repræsenteret ved sin konge og sine hære ville Babylon handle formasteligt mod Jehovas udvalgte folk og hans tempel.

37. Hvad kalder Jehova Babylon, og hvad betød det at den havde „sat skud“?

³⁷ Af denne grund taler Jehova til Babylon som til den personificerede formastelighed, idet han siger: „’Se! Jeg er imod dig, Formastelighed,’ lyder det fra den suveræne Herre, hærskarers Jehova, ’for din dag skal komme, den tid da jeg retter min opmærksomhed imod dig. Og Formastelighed vil med sikkerhed snuble og falde, og den har ingen til at rejse sig op.’“ (Jeremias 50:31, 32, NW) Eftersom den babyloniske FORMASTELIGHED havde „sat skud“ var den i stand til at udfolde sig og rede til at gøre det.

38. Hvad minder omtalen af vold os om, noget som er begyndt siden 1914, og hvordan er „vold“ blevet til en „stav“ hvormed ondskaben straffes?

³⁸ De voldshandlinger der prægede Jerusalem og Juda på Ezekiels tid minder os om at vi, siden året 1914, også er kommet ind i en „voldshandlingernes tid“, især i kristenheden. Har disse voldshandlinger „rejst sig til en ondskabs stav“? Ja, ganske afgjort! Med deres voldshandlinger sår religionsudøverne til stadighed en voldsom „vind“, og „storm skal de høste“. (Hoseas 8:7) Vold bærer straffen i sig selv, som af en „stav“ for dens egen ondskab. De voldske religionsudøvere må føle sandheden i de ord der står i Ordsprogene 13:21: „Vanheld følger syndere, lykken når de retfærdige.“ De fortjener ikke at blive beskyttet mod straffens „stav“. Der er „ikke noget fornemt ved dem“, intet som gør dem værdige til at blive sparet når Jehovas dom eksekveres. Der findes intet som undskylder dem, hverken i deres rigdom eller hos dem selv. De fortjener at få „staven“ at føle for deres ondskab.

39, 40. Hvorfor skulle sælgeren ikke sørge og køberen ikke glæde sig, og skulle „hele eje?

³⁹ Lad os nu se hvilke langtrækkende følger denne velfortjente straffens dag får. En køber skal ikke glæde sig over at han har købt en landsmands arvelod, i forventningen om at han kan høste afgrøder på denne jordlod indtil jubelåret. Og den forgældede israelit som af økonomiske grunde er tvunget til at sælge sin arvelod, skal heller ikke sørge over sit tab indtil det næste jubelår i Judas land. Hvorfor ikke? Fordi Jehova nærer forbitrelse mod „hele dets mængde“, købere såvel som sælgere. Når ulykkens dag oprinder vil de enten blive dræbt eller blive ført i landflygtighed til et fjernt land. Selv om sælgerne skulle være i live det næste jubelår, ja selv om „deres liv endnu er blandt de levende“ når dette frihedsår kommer, vil ingen sælger vende tilbage til den arvelod han solgte for at betale sin gæld. Hvorfor ikke?

⁴⁰ Fordi den voldske religionsudøvers landflygtighed ville vare længere end til det næste jubelår. Landflygtigheden ville vare længere end de halvtreds år der gik mellem jubelårene. (3 Mosebog 25:8-54) Jehova ville håndhæve sit ord om at Judas land skulle ligge øde hen, uden mennesker eller husdyr, i halvfjerds år. (Jeremias 25:11, 12; 29:10) Og når det øde land omsider begyndte at blive beboet igen, ville ordningen med jubelåret ikke atter blive indført i Judas land. Enhver arvelod som var blevet solgt før ulykkens dag, ville være tabt for stedse. Hvorfor skulle sælgeren da sørge? Han skulle alligevel af med den når gengældelsens dag kom. Og det skulle køberen også, så han havde heller ingen grund til at glæde sig over sit køb. „Synet“ af den kommende katastrofe gjaldt „hele dets mængde“, alle uden forskel. Ingen skulle regne med at han, ved at begå en eller anden planlagt „brøde“, kunne eller ville „få sit liv i eje“.

41. Hvordan vil det gå kristenhedens tilhængere hvis man skal dømme ud fra sælgerens permanente tab, og hvordan vil frygt berøre kristenhedens forsvar?

⁴¹ Et sådant udfald af begivenhederne kan lære os én ting i dag: Ingen af kristenhedens tilhængere som lider materielle tab når den ødelægges på ulykkens dag der nærmer sig, vil nogen sinde få det tabte tilbage. Ifølge det profetiske billede på Ezekiels tid skal kristenheden belejres af sine ødelæggere. Det vil være en tid hvor stor frygt præger dens medlemmer. De vil være bange for at komme den til hjælp, bange for at tage kampen op med dem der er besluttet på at ødelægge den. Lad blot signalhornet lyde for at kalde forsvarerne til forsvarsværkerne. Reaktionen vil være som Jehova forudsagde da han yderligere beskrev begivenhederne på den „dag“ for Ezekiel. Han sagde:

42. Hvordan beskrev Jehova reaktionen på opfordringen til at forsvare det religiøse system, og ligeledes den virkning frygt og sorg ville gøre?

⁴² „De har stødt i trompeten og alle har gjort sig rede, men der er ingen der går i kamp, for min forbitrelse er mod hele dets mængde. Sværdet er udenfor, og pesten og hungersnøden er indenfor. Enhver der er på marken, han vil dø for sværdet, og alle der er i byen, dem vil hungersnøden og pesten fortære. Og deres undslupne vil med sikkerhed undslippe og på bjergene blive som dalenes duer, alle sørgende, hver over sin egen brøde. Alle hænder bliver ved med at synke, og alle knæ bliver ved at dryppe af vand. Og de har klædt sig i sæk, og en skælven dækker dem; og på alle ansigter er der skam, og på alle hoveder skaldethed.“ — Ezekiel 7:14-18, NW.

43. Hvad er grunden til at religionsudøverne mister modet?

⁴³ Jehova nægter at kæmpe for religionsudøverne når deres belejrere går til angreb, og det tager modet fra dem. De der undgår døden vil lade hænderne synke af skræk, som var de lammede. Af frygt vil de svede så stærkt om benene at sveden drypper fra knæene på dem. Det vil ikke blive en dag med herlighed og ære for udøverne af den falske religion, men en dag med skam og skændsel. Når deres højtelskede religiøse system styrtes i grus vil de, så at sige, rage sig skaldede som et tegn på sorg.

MATERIELLE RIGDOMME GAVNER INTET!

44. Hvilke spørgsmål opstår med hensyn til hvad det falske religionssystem vil bruge sin materielle rigdom til på ulykkens dag, og hvad må svaret være?

⁴⁴ Men vent! Hvad med den enorme rigdom som det falske og hykleriske religionssystem har samlet sig? Vil de der har rådighed over alle disse materielle midler ikke med denne velstand kunne købe sig ud i sikkerhed, eller købe mad og drikke for at undgå sultedøden? Nej, Jehova vil ikke lade sig eller sine eksekutionsstyrker bestikke med sølv eller guld og således skåne religiøse systemer der har sat deres lid til at materielle rigdomme vil redde dem på regnskabets dag. Ved sin profet Ezekiel siger han:

45. Hvad sagde Jehova med hensyn til om man kan opnå udfrielse ved hjælp af sølv og guld på hans vredes dag, og hvad vil han da lade vanhellige?

⁴⁵ „De vil kaste deres sølv ud på gaderne, og deres guld vil blive noget væmmeligt. Hverken deres sølv eller deres guld vil kunne udfri dem på Jehovas vredes dag. De vil ikke mætte deres sjæle og de vil ikke fylde deres indvolde, for det er blevet en snublesten som er årsag til deres brøde. Og prydelsen man smykker sig med — man har gjort den til en grund til stolthed; og deres modbydelige billeder, deres afskyeligheder, har de lavet af det. Det er derfor jeg vil gøre det til noget væmmeligt for dem. Og jeg vil give det i de fremmedes hånd som rov og til jordens onde som bytte, og de vil med sikkerhed vanhellige det. Og jeg bliver nødt til at vende mit ansigt bort fra dem, og de vil ligefrem vanhellige mit skjulte sted, og røvere vil virkelig komme derind og vanhellige det.“ — Ezekiel 7:19-22, NW.

46. Hvad er blevet „en snublesten“ som er årsag til de religiøse hykleres „brøde“, og hvad sagde profeten Mika om sin tids religionsudøvere?

⁴⁶ Tænk, sølvpenge skulle kastes ud på gaderne i Jerusalem! Tænk, guldpenge skulle blive som noget man væmmedes ved! Og dog var disse materielle rigdomme det man før satte højt og grådigt søgte efter. Men pengebegæret og det at pengene sattes højere end de åndelige interesser, blev en sten som de religiøse hyklere snublede over så de gjorde sig skyldige i „brøde“, blot for at skaffe sig uredelig vinding. Hvor skammeligt at profeten Mika var nødt til at sige: „Dets høvdinger dømmer for gave, dets præster kender ret for løn; dets profeter spår for sølv og støtter sig dog til [Jehova]: ’Er [Jehova] ej i vor midte? Over os kommer intet ondt.’ For eders skyld skal derfor Zion pløjes som en mark, Jerusalem blive til grushobe, tempelbjerget til krathøj.“ — Mika 3:11, 12.

47. Hvad har de religiøse ledere i kristenheden taget penge for, og hvordan har denne materialisme vist sig at være en snublesten for dem?

⁴⁷ På samme måde har de religiøse ledere i kristenheden forlangt penge af deres sognebørn for at betjene dem med kirkelige handlinger. De har taget penge for at forrette vielser og dåbshandlinger, for at velsigne kirkemedlemmers huse og ejendom, for at læse messer i kirken og for at bede for „de dødes sjæle i skærsilden“, for afladsbreve, for at give sognebørnene adgang til kirken eller for pladser i kirken, for undervisning på religiøse skoler, for at være feltpræster og for at bære „helgenbilleder“ i processioner, og samtidig har de taget imod penge fra staten i de lande hvor kirken er en statskirke eller er forenet med staten. De har fundet på utallige andre måder at få penge fra folk på. Og mange af disse penge har de for profittens skyld investeret i finanscenteret i Wall Street i New York og i andre kommercielle foretagender. Dette begær efter penge og materielle rigdomme har bevirket det skandaløse at kristenhedens religiøse ledere er snublet og henfaldet til en brødefuld adfærd i Guds øjne. — 1 Timoteus 6:10.

48. Hvor meget vil guld og sølv være værd på Jehovas vredes dag, og på hvilken måde vil det blive „noget væmmeligt“ for dets ejermænd?

⁴⁸ Men mennesker kan hverken spise guld eller sølv eller aktier eller obligationer! Den dag Jehova kræver de religiøse hyklere til regnskab vil de ikke kunne fortære guld og sølv for at fylde deres indvolde med den nødvendige mad mens hungeren raser. De vil ikke kunne løskøbe deres liv med guld og sølv ved at bestikke Jehova og hans jordiske domsfuldbyrdere. Sagde den kristne apostel Peter ikke til Simon, den professionelle mager i byen Samaria: „Gid dit sølv må gå til grunde og du selv med, siden du mener at kunne købe Guds gave for penge?“ (Apostlenes Gerninger 8:9-20) Jo. Og med hensyn til dem der tror at de vil kunne købe sig fri og tilfredsstille deres sjæles dyriske begær, siger den suveræne Herre og Gud: „Hverken deres sølv eller deres guld vil kunne udfri dem på Jehovas vredes dag.“ (Ezekiel 7:19, NW) Dette metal, slået til mønter, vil være værdiløst. Selv guldet vil blive „noget væmmeligt“ for dets ejermænd når de nu til sidst tænker på at det er deres begær efter dette metal der er skyld i deres ødelæggelse.

49. Hvilken ’prydelse man smykker sig med’ har de religiøse ledere gjort til „en grund til stolthed“, og hvem har de således hovmodet sig over for?

⁴⁹ De religiøse ledere i kristenheden har pyntet sig med mange ting af guld og sølv — krucifikser, ringe, bispehuer, bispestave, troner og andet tilbehør. De har gjort sådanne kostbare ting til en ’prydelse man smykker sig med’, og de har benyttet dem som en årsag til at hovmode sig og betragte sig som højere end de almindelige, jævne lægfolk.

50. Hvad har de religiøse ledere også smykket med guld, sølv og ædelsten foruden sig selv, og hvordan vil sådanne ting blive vanhelliget på Jehovas vredes dag?

⁵⁰ De har også benyttet guld, sølv og ædelstene som udsmykning på de billeder og symboler der bruges i deres kirker. „Modbydelige billeder“, „afskyeligheder“, kalder Jehova dem, trods deres kunstneriske udførelse. Ligesom det skete i fortidens Jerusalem da Jehovas vrede var rettet mod denne by, vil disse guld-, sølv- og ædelstensprydede genstande som benyttes i den falske tilbedelse, blive røvet af de antireligiøse ’fremmede’ og blive taget som bytte af de irreligiøse ’onde’. De vil ikke have nogen ærbødighed for de ting kristenheden regner for hellige, selv ikke de religiøse billeder. De vil vanhellige disse ting der går for at være hellige. Det er enorme rigdomme som er ophobet i kristenheden og som vil tilfalde de grådige irreligiøse ransmænd på „Jehovas vredes dag“.

51. Hvordan blev noget der var blevet betragtet som yderst helligt, vanhelliget i chokerende grad i år 607 f.v.t., og hvordan måtte Jehova derfor reagere?

⁵¹ I 607 f.v.t., blot seks år efter at denne profeti var blevet udtalt, foregik der en chokerende vanhelligelse af noget der før var blevet betragtet som yderst helligt. Det var noget der havde at gøre med Jehova selv — et hus, et tempel, som var indviet til ham og en by hvortil hans hellige navn var knyttet! Intet under at han om de religionsudøvere der ydede ham formalistisk tilbedelse dér, måtte sige: „Jeg bliver nødt til at vende mit ansigt bort fra dem.“ (Ezekiel 7:22, NW) Det minder os om hvad Jesus Kristus sagde til jøderne om deres tempel i Jerusalem, der skulle ødelægges i år 70: „Se, jeres hus bliver forladt og overladt til jer selv!“ (Mattæus 23:38) Forladt af Jehova som et sted for den rene tilbedelse af ham!

52, 53. Hvad var dengang Jehovas „skjulte sted“, og hvorfor tillod han at det endog blev vanhelliget af de hedenske „røvere“ uden at han straffede dem på det tidspunkt?

⁵² Hvad blev der åbnet mulighed for da templet i Jerusalem blev forladt på Ezekiels tid? Med tanke på de babyloniske hærstyrker sagde Jehova: „De vil ligefrem vanhellige mit skjulte sted, og røvere vil virkelig komme derind og vanhellige det.“ — Ezekiel 7:22, NW.

⁵³ Jehovas „skjulte sted“ var det inderste rum i templet, det der kaldtes „det allerhelligste“. På „Jehovas vredes dag“ ville de babyloniske angribere få lov til at vanhellige selv dette det helligste afsnit af templet. Ingen hedensk babylonier som da trængte derind i sin søgen efter bytte, ville blive ramt af den øjeblikkelige død fra Jehova eller pådrage sig spedalskhed. Disse babyloniske eller kaldæiske „røvere“ ville, fuldstændig ustraffet fra Guds side på det tidspunkt, kunne vanhellige templet, helt ind i dets allerhelligste rum. Jehova var ikke længere nærværende dér! De kaldæiske „røvere“ fik lov til at sætte sig i besiddelse af de hellige redskaber fra Jerusalems tempel og føre dem bort og udstille dem i templerne for deres hedenske guder og gudinder i det afgudsdyrkende Babylon. Det plyndrede tempel var en rygende ruinhob da de drog bort. — 2 Kongebog 25:8-17; 2 Krønikebog 36:17-19; Daniel 5:2, 3, 22, 23.

54. Hvad var denne vanhelligelse af hellige ting i fortiden et profetisk billede på, noget der vil ske i en ikke fjern fremtid?

⁵⁴ Disse chokerende begivenheder der fandt sted i fortiden har profetisk betydning og viser hvad der vil ske i en ikke fjern fremtid. Hvilke begivenheder kan vi, i lyset af fortiden, vente når Jehova vender sit ansigt bort fra de hykleriske tilbedere i kristenheden? Vanhelligelse, misbrug og ødelæggelse af de ting kristenheden nu regner for at være hellige, ja selv af dens helligste ting, om det så er selve hjertet og centeret i kristenheden, som for eksempel Vatikanstaten, eller de prægtige residenser for patriarkerne i de forskellige søstersystemer — den græsk-ortodokse, den konstantinopolitanske, den armenske eller den koptiske kirke — eller den anglikanske ærkebiskops palæ. Intet vil være helligt for ransmændene!

GUDS HENSIGT MED ALT DETTE

55, 56. Hvad vil Jehova lade de falske religionsudøvere føle konsekvenserne af, og hvad er Jehovas gyldige hensigt med alt dette?

⁵⁵ Den suveræne Herre og Gud der således eksekverer sin dom over den falske religion, har en gyldig hensigt med alt dette. Han lægger op til en tydelig erklæring af denne hensigt idet han nu siger til sin profet Ezekiel:

⁵⁶ „Lav lænken, for landet selv er blevet fuldt af blodplettet dom og byen selv er blevet fuld af vold. Og jeg vil føre de værste af nationerne ind, og de skal visselig tage deres huse i eje, og jeg vil bringe de stærkes stolthed til ophør, og deres helligdomme skal vanhelliges. Der vil komme kval, og de skal søge fred, men der vil ingen være. Der vil komme ulykke på ulykke, og der vil opstå rygte på rygte, og folk vil søge et syn hos en profet, og loven selv vil forsvinde for en præst og råd for ældre mænd. Kongen selv vil begynde at sørge; ja en høvding vil klæde sig i fortvivlelse, og hænderne på landets folk vil ryste. Efter deres vej vil jeg handle mod dem, og med deres domme vil jeg dømme dem og de skal kende at jeg er Jehova.“ — Ezekiel 7:23-27, NW.

57. Hvordan blev Jehovas befaling til Ezekiel om at ’lave lænken’ opfyldt i virkeligheden?

⁵⁷ I fangenskabets lænker ville de overlevende efter Jerusalems ødelæggelse i 607 f.v.t. få rigelig lejlighed til at tænke over det der var sket med deres land og deres nation. Af smertelig erfaring ville de have mulighed for at indse at der virkelig findes en Gud som griber ind i menneskenes anliggender, og at hans navn er Jehova. „Lav lænken,“ befalede Jehova Ezekiel, for at tilkendegive hvad der ventede dem der ville overleve den nationale katastrofe. Seks år senere befandt de overlevende sig ganske rigtigt i lænker, mens de blev ført bort i landflygtighed til et fjernt, hedensk land. På deres vegne sagde profeten Jeremias klagende efter Jerusalems ødelæggelse: „Han har spærret mig inde og lagt mig i tunge lænker.“ (Klagesangene 3:7) Jeremias fortæller også hvad babylonierkongen gjorde med kong Zedekias, der blev fanget da han flygtede ud af byen efter at muren var blevet gennembrudt: „Og på Zedekias selv lod Babels konge øjnene stikke ud; derpå lod han ham lægge i kobberlænker, og således førte han ham til Babel; og han lod ham kaste i fængsel, hvor han blev til sin dødedag.“ — Jeremias 52:11; 39:7.

58. Af hvilke grunde skulle denne ’lænke’ smedes til Judas hus?

⁵⁸ Hvorfor skulle der smedes en fangelænke, en landflygtigheds lænke, til Judas hus? Jehova forklarede Ezekiel grunden til at denne symbolske lænke skulle fremstilles: „For landet selv er blevet fuldt af blodplettet dom og byen selv er blevet fuld af vold.“ Indbyggere som var skyldige i disse onde ting fortjente at komme i lænker og blive ført bort fra det land de besmittede.

59. Hvorfor blev de som Jehova brugte til at smede lænken til Juda, kaldt „de værste af nationerne“?

⁵⁹ Men hvem ville Jehova bruge til at lægge dem i lænker? Svaret får en til at gyse, for Jehova siger videre: „Og jeg vil føre de værste af nationerne ind, og de skal visselig tage deres huse i eje.“ Han ville bruge „de værste af nationerne“. De babyloniske hære passede på denne beskrivelse, for Babylon indtog dengang stillingen som bibelhistoriens tredje verdensmagt. Ikke engang Ægypten kunne stille noget op imod dem. Da Ezekiel senere profeterede mod ægypterkongen omtalte han de aggressive babyloniere som „de grummeste blandt folkene“. (Ezekiel 30:11) I profetien mod ’fyrsten’ af det gamle Tyrus sagde Ezekiel: „Se, derfor bringer jeg fremmede over dig, de grummeste folk, og de skal drage deres sværd mod din skønne visdom og vanhellige din glans.“ — Ezekiel 28:1, 2, 7.

60. Hvordan gjorde Jehova ende på „de stærkes stolthed“, og hvordan gennemførte han sin beslutning om at „deres helligdomme skal vanhelliges“?

⁶⁰ I omkring atten månemåneder holdt Jerusalem stand mod belejrerne, „de værste af nationerne“, men så blev byens mur gennembrudt. (2 Kongebog 25:1-4) Da bragte Jehova „de stærkes stolthed til ophør“. Deres salvede konge, Zedekias, som tilhørte Davids kongelige hus, blev fanget mens han flygtede. (2 Kongebog 25:4-7) De fremtrædende medlemmer af deres præsteskab, som tilhørte Moses’ broder Arons slægt, blev hugget ned. (2 Kongebog 25:18-21) Men der skulle ske mere. „Deres helligdomme skal vanhelliges“ af „de værste af nationerne“, havde Jehova sagt, og der var ikke gjort nogen undtagelse for det prægtige tempel som var blevet bygget i Jerusalem af den vise kong Salomon. — Ezekiel 7:24, NW; 2 Kongebog 25:8-17.

61. Hvorfor ville de belejrede indbyggere ikke finde fred selvom de søgte den?

⁶¹ Men hvordan var situationen inde i Jerusalem mens byen var belejret af „de værste af nationerne“? Mens straffens og krigens sværd hærgede udenfor og hungersnøden og pesten krævede deres ofre indenfor, må der i sandhed have hersket kval og kvide i den belejrede by, sådan som Jehova havde forudsagt. Hvorfor havde han sagt: „De skal søge fred, men der vil ingen være“? Fordi de ikke søgte fred på den måde Jehova havde anvist dem gennem profeten Jeremias, nemlig ved at gå ud og overgive sig betingelsesløst til babylonierne. (Jeremias 21:7-9; 38:1-3, 9-23) Hvad måtte de nu erfare?

62. Hvordan ville det gå når man søgte oplysning, en brugbar lov og praktiske råd, og ville folk vide hvad de skulle bruge hænderne til?

⁶² Der skulle følge „ulykke på ulykke“ og „rygte på rygte“, men der ville ikke være gode tidender fra nogen kant. Det ville ikke nytte at „søge et syn hos en profet“, medmindre man gik til Jehovas sande profet, Jeremias, der sad i fængsel. Den lov som blev givet af præsten, der var imod præsten Jeremias, var ingen nytte til; den skulle forgå. Det råd som blev givet af de ældre og erfarne mænd var uanvendeligt; det skulle også forgå. Den genstridige kong Zedekias, der var bange for sine egne fyrster, kunne ikke gøre andet end at sørge. Hver enkelt høvding kunne blot sønderrive sine klæder som et udtryk for sin sorg og fortvivlelse og således „klæde sig i fortvivlelse“. Når lederne var i en sådan forfatning, både mentalt, åndeligt og nervemæssigt, hvordan kunne de jævne indbyggere, „landets folk“, da undgå at ryste på hænderne, rådvilde med hensyn til hvordan og til hvad de skulle bruge dem? (Ezekiel 7:25-27, NW) De havde kun sig selv at takke for det!

63. Hvorfor havde de belejrede indbyggere kun sig selv at takke, i betragtning af deres domme og adfærd, og hvilke spørgsmål opstår med hensyn til Jehovas forpligtelser i denne forbindelse?

⁶³ Disse plagede indbyggere i Jerusalem og Judas land havde gang på gang afvist råd og vejledning fra Israels Gud. De havde forfulgt hans profeter, også præsten Jeremias. De domme som deres domstole afsagde og fik eksekveret, førte til udgydelsen af uskyldigt blod, eller det kunne ske at disse domstole på grund folkets ondskab måtte behandle forbrydelser hvor blod var blevet udgydt, forbrydelser som medførte dødsstraf. Der var i sandhed tale om „blodplettet dom“! Hovedstaden selv, Jerusalem, var „fuld af vold“, selv om den var stedet for tilbedelsen i Jehovas tempel. Var Jehova under sådanne omstændigheder forpligtet til at handle skånsomt mod disse religiøse oprørere ved at billige eller overse deres frygtelige „brøde“? Skulle han lade som om han slet ikke var til? Skulle han behandle dem som om han var en anden gud end den suveræne Herre Jehova som deres forfædre havde indgået en højtidelig pagt med gennem mellemmanden Moses? Hvad byder sandheden os at sige?

64. Hvad var Jehova, som parthaver i en pagt med Israel, forpligtet til at gøre for at de ikke skulle få et forkert indtryk af ham?

⁶⁴ Jehova var forpligtet til at holde sin del af den højtidelige pagt og handle mod dem „efter deres vej“. Og han var forpligtet til at dømme dem „med deres domme“, det vil sige de domme de fortjente ifølge hans pagtslov. Han måtte give dem løn som forskyldt. Det var kun ret og rimeligt at han gjorde det. Han måtte være trofast mod sig selv. Han måtte ikke give dem noget forkert indtryk af sig. Han var stadig den samme, den Jehova som deres forfædre var gået ind på deres højtidelige forpligtelser med under Loven der blev givet gennem Moses. De måtte tvinges til at indse at han var Jehova. Det skulle ske på den retfærdige måde han valgte.

HVORDAN MED KRISTENHEDEN?

65. Hvilke spørgsmål opstår derfor med hensyn til den behandling kristenheden fortjener?

⁶⁵ Skal kristenheden i vor tid behandles anderledes? Er dens domæne ikke ligeledes fuldt af „blodplettet dom“? Er den ikke „fuld af vold“, selv i sine religiøse centre og højborge? Hvorfor skulle vi da vente at den vil blive behandlet spor anderledes?

66. Hvad vil kristenheden, i lighed med det gamle Jerusalem, fortsætte med når den belejres i ’den store trængsel’, og hvordan vil det gå den?

⁶⁶ Når kristenheden i den kommende ’store trængsel’ bliver belejret og derefter ødelagt af „de værste af nationerne“, vil den fortsætte med at handle som den altid har gjort. Den vil blive ved med at søge fred og opstille betingelser på sin egen måde, men „der vil ingen være“ på denne måde. Den vil opleve værre kval og kvide end den allerede føler. Yderligere syner som dens falske profeter har, vil slå fejl. Loven som fremholdes af dens præster og gejstlige vil forgå, blive ignoreret; og det samme gælder rådene fra dens verdsligvise ældste. De styrende inden for kirkerne vil sørge. De religiøse høvdinge eller overhoveder vil miste tilliden til deres egen ledelse og vil i deres ydre give udtryk for at alt håb er ude. De utallige lægfolk vil stå med nervøse hænder, rådvilde med hensyn til hvad de skal gøre for at redde deres religiøse institutioner. Det vil gå kristenheden på samme måde som det gik det gamle Jerusalem.

67. Hvad vil resultatet blive for kristenheden når Jehova tager den på ordet om at den repræsenterer ham?

⁶⁷ Kristenhedens færd er blevet omtalt i historien lige fra dens begyndelse i det fjerde århundrede til vor tid. Eftersom den har ladet hele verden forstå at den repræsenterer den suveræne Herre og Gud, må Jehova tage den på ordet og handle mod den efter dens veje eller færd. Hans domme som gælder for den, er nedskrevet i hans hellige ord, Bibelen, og han må dømme den i fuld overensstemmelse med disse domme. De er uforanderlige. Når han eksekverer disse domme over kristenheden og således gør ende på den, vil den erfare at han ikke har forandret sig. Han er stadig den samme Gud her i det tyvende århundrede. Kristenheden skal kende at han er Jehova.

[Fodnote]