-
Dommens dag for guderneVagttårnet – 1981 | 15. oktober
-
-
været under udvikling siden 1914, det år der markerede udløbet af de „tider“ der var fastsat for de nationer som Satan Djævelen er gud for. (Luk. 21:24; 2 Kor. 4:4) I overensstemmelse med Guds ord i Første Mosebog 3:15 siges der profetisk i Mika 4:14: „Med stokken slår de Israels hersker [Jesus Kristus] på kinder.“ Men nu da dommens dag for alle nationernes falske guder er begyndt, har den store ærkeengel Mikael, hvis navn betyder „Hvem er lig Gud?“, ført krig mod Satan Djævelen og hans dæmonengle og fordrevet dem fra himmelen.
21. Hvad skete der på jorden mens krigen blev udkæmpet i himmelen, og hvornår vil Kristus herske over hele menneskeheden uden indblanding fra Satan og de øvrige dæmonguders side?
21 Samtidig med denne krig i de usynlige himle blev den første verdenskrig i menneskehedens historie udkæmpet på jorden. Eftersom Djævelen og alle de øvrige dæmonguder led nederlag og blev begrænset til vor lille jords nærhed, har vi siden oplevet en ganske særlig tid med ’veer for jorden og havet’. (Åb. 12:7-12) Den nuværende domsdag for alle falske guder vil fortsætte indtil „krigen på Guds, den Almægtiges, store dag“ ved Harmagedon er forbi og Satan og alle de øvrige dæmonguder er blevet styrtet i afgrunden, hvor de skal være bundet i de 1000 år Kristus hersker. (Åb. 16:14-16; 20:1-3) Den herliggjorte Hersker fra Betlehem, Jesus Kristus, vil da herske over hele menneskeheden uden indblanding fra de falske guders side, og han vil oplære alle jordens slægter i den livgivende tilbedelse af den eneste levende og sande Gud.
-
-
Tilbedelsen af den eneste sande Gud ophøjes allerede nuVagttårnet – 1981 | 15. oktober
-
-
Tilbedelsen af den eneste sande Gud ophøjes allerede nu
1, 2. Hvordan nåede tilbedelsen af den eneste sande Gud et lavpunkt under den første verdenskrig, og hvordan blev dette skildret i Mika 3:12?
DEN første verdenskrig var det mørkeste kapitel i menneskehedens historie. Det var som om mørkets magter havde overtaget overalt. Det var som om „verdens hersker“ havde sejret. (Joh. 14:30) Da hans falske religions verdensimperium, der omfatter kristenheden, patriotisk gav sig til at støtte de krigsførende nationer, blev der lagt et umådeligt pres på alle religiøse mennesker. Endog tilbedelsen af den eneste levende og sande Gud blev undertrykt og kom til at stå meget svagt. De der holdt fast ved den sande tilbedelse blev forfulgt og underlagt begrænsninger, ja i nogle tilfælde indespærret i fængsler. Deres tilstand blev katastrofal, i lighed med den tilstand der beskrives i Mika 3:12:
2 „Zion [skal] pløjes som en mark, Jerusalem blive til grushobe, tempelbjerget til krathøj“ — som en forladt mark der var tilgroet med buskads og ukrudt der efterhånden nåede op i samme højde som træer.
3. Hvad indstillede de der tilbad den sande Gud sig på, men hvad viste profetien at de måtte gøre før „enden“ kom?
3 Det føltes som om enden var kommet — for hele den jordiske tingenes ordning. De der tilbad Bibelens Gud indstillede sig på at dette var tilfældet, idet de blev „genstand for alle nationernes had“. (Matt. 24:9) Men det viste sig at de først lige var begyndt på den periode der kaldes „afslutningen på tingenes ordning“. Der var stadig et stort livredningsarbejde at udføre inden denne periode udløb. Som den store Hersker fra Betlehem havde forudsagt, skulle ’denne gode nyhed om riget forkyndes på hele den beboede jord til et vidnesbyrd for alle nationerne; og så ville enden komme’. (Matt. 24:3, 14) Dette stemte med Mikas profeti, som var nedskrevet flere hundrede år tidligere.
4. Hvilken forandring til det bedre forudsagde Mika 4:1-4, til Jehovas ære?
4 Efter at Mika havde beskrevet hvordan babylonierne ville ødelægge Judas land og dets hovedstad Jerusalem (eller Zion), sagde han videre: „Og det skal ske i de sidste dage, at [Jehovas] huses bjerg [tempelbjerget], grundfæstet på [over, NW] bjergenes top, skal løfte sig op over højene. Did skal folkeslag strømme og talrige folk komme vandrende: ’Kom, lad os drage til [Jehovas] bjerg, til Jakobs Guds hus; os skal han lære sine veje, så vi kan gå på hans stier; thi fra Zion udgår åbenbaring, fra Jerusalem [Jehovas] ord.’ Da dømmer han mange folkeslag imellem, skifter ret mellem talrige, fjerne folk; deres sværd skal de smede til plovjern, deres spyd til vingårdsknive; folk skal ej løfte sværd mod folk, ej øve sig i våbenfærd mer. Da sidder hver under sin vinstok og sit figentræ, og ingen skræmmer dem, så sandt Hærskarers [Jehovas] mund har talet.“ — Mika 4:1-4.
5. Hvilken bygning kroner i dag Jehovas hus’ bjerg, og er dette en opfyldelse af Mika 4:1-4?
5 Under den første verdenskrig blev det jordiske Jerusalem indtaget af de britiske tropper under general Allenby, og i erkendelse af dette gav Folkeforbundet Storbritannien mandat over området indtil 1948. Da mandatet udløb, udbrød der krig mellem jøderne og araberne, og i dag råder staten Israel også over Jerusalems gamle bydel, som er omkranset af mure. Men krones toppen af det bjerg hvor huset for tilbedelsen af Jehova stod indtil år 70, af et tempel for Jehova? Nej, pladsen er optaget af Klippemoskeen, som er viet til tilbedelsen af den muhamedanske gud Allah, og folk fra mange lande besøger den som en turistattraktion. Ingen vil hævde at dette er en opfyldelse af profetien i Mika 4:1-4.
6. Hvorfor kan vi sige at Mika 4:1-4 alligevel er ved at gå i opfyldelse, og hvorfor drejer det sig ikke om det jordiske Jerusalem?
6 Alligevel er denne profeti blevet opfyldt siden efterkrigsåret 1919, men i forbindelse med et højere Jerusalem. Lad os her gå tilbage til nogle begivenheder på Jesu tid. Den 9. nisan år 33 red Jesus Kristus som Herskeren fra Betlehem i triumftog ind i Jerusalem, men han blev ikke modtaget som konge. To dage senere, den 11. nisan, følte han trang til at begræde det jordiske Jerusalem, idet han sagde: „Hvor ofte har jeg ikke villet samle dine børn, på samme måde som en høne samler sine kyllinger under vingerne! Men I ville ikke. Se! Jeres hus [tempel] overlades til jer selv.“ (Matt. 23:37, 38) Tre dage senere igen, den 14. nisan, led Jesus martyrdøden på Golgata uden for Jerusalem. Da overlod Jehova Gud det jordiske tempel til jøderne selv, skønt det engang var blevet indviet til ham. Han godkendte ikke længere den tilbedelse der fandt sted i det. Det kom tydeligt til udtryk da templet blev ødelagt i år 70!
7. Hvornår blev det himmelske Jerusalem moder til Jesu disciple, og hvordan henviser Paulus til dette?
7 Fyrre dage efter sin opstandelse vendte Jesus tilbage til himmelen, og ti dage senere, på Pinsedagen, udgød han den hellige ånd over en skare af sine disciple som ventede i det jordiske Jerusalem. Ved denne begivenhed blev det Jerusalem der er oventil deres moder. Herom skrev den kristne apostel Paulus i sit brev til menighederne i Galatien: „Det Jerusalem som er oventil er frit, og det er vor moder.“ (Gal. 4:26) Senere skrev den samme apostel imidlertid til de kristne hebræere om endnu et Jerusalem: „Men I er kommet til et Zions bjerg og en by der tilhører den levende Gud, et himmelsk Jerusalem, og titusinder af engle, hele forsamlingen, og menigheden af førstefødte som er blevet indskrevet i himlene, og Gud, alles dommer.“ (Hebr. 12:22, 23; Åb. 21:2) Det er dette himmelske Jerusalem, det ny Jerusalem, som ligger på et åndeligt Zions bjerg, der sigtes til i Mika 4:1-4. Mikas profeti opfyldes i dag på dette åndelige Jerusalem, det messianske rige!
8. Hvor meget er tilbedelsen af den eneste sande Gud blevet ophøjet siden 1914?
8 Siden krigsårene 1914-1918 har tilbedelsen af den Gud der engang blev tilbedt i det „hus“ eller tempel der lå på en af Jerusalems høje, været ophøjet. Ja, tilbedelsen af Jehova er blevet „grundfæstet over bjergenes top“ (NW) — det vil sige over de bjerge hvor der engang stod eller stadig står templer for denne tingenes ordnings falske guder. Tilbedelsen af den eneste levende og sande Gud er således blevet ’løftet op over højene’.
9. Hvordan blev det efter den første verdenskrig muligt at ophøje tilbedelsen af Jehova, og hvad sagde Mika 2:12, 13 herom?
9 Det var især efter den første verdenskrigs afslutning i efteråret 1918 at tilbedelsen af Jehova som den højeste Gud blev ophøjet. Det var nemlig først i efterkrigstiden at Jehovas tilbedere kunne blive genrejst fra den undertrykte og adsplittede tilstand de befandt sig i, en tilstand som mindede om de landflygtige jøders tilstand i Babylon fra 607 til 537 f.v.t. Mikas profeti havde forudsagt at de åndelige israelitter atter ville blive samlet og at der ville blive banes en vej for dem så de kunne slippe ud af den babyloniske trældom: „Jeg vil samle dig, hele Jakob, opsanke Israels rest, få dem sammen som får i fold, som en hjord i græsgangens midte; af mennesker bliver der en summen. En vejbryder går foran dem; de bryder gennem porten og går ud. Foran dem skrider deres konge og [Jehova] i spidsen for dem.“ — Mika 2:12, 13.
10. Hvem var den „konge“ der blev omtalt i Mikas profeti, og hvordan, hvornår og for hvem banede han en vej?
10 Da israelitterne i 537 f.v.t. drog ud af Babylon som følge af den persiske erobrers, Kyros den Stores, frihedsdekret, var der ingen jordisk konge af Davids hus til at føre dem ud. Zedekias, den sidste davidiske konge der havde hersket i det gamle Jerusalem, var død og lå begravet i Babylon. Det er således tydeligt at Mikas profeti skulle få en åndelig opfyldelse. Hvem er da den „konge“ der omtales? Det er den konge der blev indsat på tronen ved Guds højre hånd i himmelen ved udløbet af „hedningernes tider“ (eller „nationernes fastsatte tider“) i efteråret 1914. (Luk. 21:24, da. aut. , NW; Sl. 110:1, 2) Det var en konge som var større end Babylons erobrer, Kyros den Store. Det var den nyindsatte konge, Jesus Kristus. Det var ham der banede vej for de undertrykte åndelige israelitter, det åndelige Israels eller Jakobs rest. I efterkrigsåret 1919 gik den herliggjorte Jesus Kristus altså som „en vejbryder“ foran sine indviede og døbte disciple, der under den første verdenskrig havde været „genstand for alle nationernes had“ på grund af hans navn. — Matt. 24:9.
11, 12. Hvem gik i virkeligheden i spidsen for „restens“ medlemmer på deres march ud i friheden, og hvilken befaling fra ham adlød de?
11 Disse udfriede disciple var rede til at følge ham som deres konge der var indsat på tronen ved Jehovas højre hånd. Han var ’brudt gennem porten’ for dem og skred nu foran dem og førte dem ud til sand kristen frihed. I virkeligheden gik Jehova „i spidsen for dem“, for det var først og fremmest ham der var årsag til at de nu kunne marchere ud i friheden. Det var ham der havde rettet følgende opfordring til sine tilbedere da de blev holdt fangne i det religiøse Babylon:
12 „Gå ud fra hende, mit folk, for at I ikke skal være delagtige med hende i hendes synder, og for at I ikke skal få del i hendes plager.“ — Åb. 18:4; Jer. 50:8, 9; Es. 48:20.
Den sande Guds navn bringes i forgrunden
13. Hvad ville den eneste sande Gud nu gøre for sig selv, og hvordan er Vagt-taarnet for februar 1920 et eksempel på dette?
13 Jehova var nu begyndt at skabe sig et navn. Hans navn begyndte med rette at blive bragt i forgrunden, eftersom det er højere end hans herliggjorte søns, Jesu Kristi, navn. For eksempel var der i bladet Vagt-Taarnet og Forkynder af Kristi Nærværelse for februar 1920 en artikel med titlen „Esajas’s Profeti“, hvori der blandt andet stod:
I de første 11 Vers af det 40. Kapitel gives der os tre Billeder af Jehova: I det første skildres han som en Trøster efter langvarige Lidelser. I det andet fremstilles han som den sandrue, som den, hvis Ord forbliver, selv om alt andet slaar Fejl. I det tredje Billede skildres han som Hyrden, der leder sit Folk med faderlig Omhu . . .
Den næste Aarsag til Trøsten ligger i disse Ord: „Dets Skyld er betalt.“ Gud forudsaa i sin Visdom, at de 70 Aars nationale Ydmygelse, som det jødiske Folk led, vilde være en tilstrækkelig Kontrafordring i den guddommelige Retfærdigheds Bøger til at sone for den Tilbøjelighed, som de i Aarhundreder havde haft til Afguderi, til at tilbede andre Guder end Jehova. . . .
. . . Men vi ved, at Jehova aldrig vil tildele nogen uretfærdig Straf. Han kan ikke fornægte sig selv. . . .
. . . Forslag fra fremragende Zionister angaaende et Navn paa [en traktat som Selskabet havde udgivet] henledte vor Opmærksomhed paa den Omstændighed, at det tilsvarende Ord for „Røsten“ paa Jiddish straks af alle Jøder vilde blive opfattet som et Udtryk for et særligt Budskab fra Jehova. . . .
Sikkert behøver en hvilken som helst Klasse, som skal benyttes af Jehova til et saa ophøjet Formaal som Medarveret med Kristus, en hel Del forberedende Erfaringer, før den er „dygtig til at have Del i de helliges Arvelod i Lyset“. . . .
. . . Men som en dobbelt Forsikring om Opfyldelsen af det, der er lovet ovenfor, sætter Jehova paa ny sit Navn under eller endosserer sin egen Check. „Vor Guds Ord staar fast til evig Tid“, uden Hensyn til virkelige eller indbildte Hindringer. — Side 24, paragraf 3; side 25, paragraf 3-5; side 26, paragraf 3; side 27, paragraf 5.
14. Hvordan blev Guds navn sat i forgrunden i bogen Guds Harpe, der blev udgivet på engelsk i 1921?
14 I den første indbundne bog Vagttårnets selskab udgav efter den første verdenskrig, nemlig Guds Harpe, der udkom på engelsk i 1921, stod der i forordets anden paragraf: „Jehova havde inden Verdens Grundlæggelse en storslået Hensigt; men ingen vidste noget derom. I Løbet af de første fire Tusinde Aar af Menneskets Historie blev Guds Hensigt holdt hemmelig.“
15. Hvilken erklæring blev vedtaget syv år senere af stævnedeltagerne i Detroit, Michigan?
15 Og ved det internationale stævne der blev holdt i Detroit i staten Michigan fra 30. juli til 6. august 1928, vedtog en tusindtallig skare enstemmigt resolutionen „En Erklæring imod Satan og for Jehova“, som blev forelagt af den daværende præsident for Vagttårnets selskab. — Se Vagttaarnet for 1. november 1928, side 327.
16. Hvordan nåede denne udvikling et højdepunkt tre år senere, ved det internationale stævne i Columbus, Ohio?
16 Men højdepunktet indtraf i 1931, søndag den 26. juli, da de tusinder der overværede det internationale stævne i Columbus, Ohio, USA, vedtog en resolution med titlen „Et nyt Navn“. Med denne resolution antog disse indviede og døbte tilbedere af den højeste Gud et navn der bygger på Bibelen, nemlig „Jehovas Vidner“. — Es. 43:10, 12.
17. Hvad gjorde stævnedeltagerne ved at de antog dette nye navn? Hvad gjorde menighederne overalt i verden derefter, og hvilket ansvar påtog de sig således?
17 Derved fejede de alle de skændige navne som kristenheden havde hæftet på dem til side, og antog det ærefulde navn som Bibelen viste de rettelig burde bære. Efter stævnet i Columbus blev den samme resolution forelagt alle menigheder af Herren Jesu Kristi indviede og døbte disciple i hele verden, på mange forskellige sprog. Alle de menigheder der vedtog resolutionen indgav beretning herom til Vagttårnsselskabets hovedkontor. Alle enkeltpersoner som var med til at vedtage den påtog sig derved et stort ansvar over for Jehova Gud. Hvis de ikke levede op til det nye navn, ville det få alvorlige følger for dem. Men ærede de det, ville de ophøje Guds navn. — Vagttaarnet, 15. oktober 1931, side 311.
18. Har nogle i kristenheden eller jødedommen taget et lignende skridt? Hvem har Gud således brugt til at opfylde Mika 4:1-4?
18 Kan den verdslige historie siden den første verdenskrig berette om nogen anden religiøs retning inden for enten kristenheden eller jødedommen som har taget et tilsvarende skridt som disse vidner for Jehova? Nej! Det har derfor været ved hjælp af disse vidner at Jehova Gud har opfyldt profetien i Mika 4:1-4. Tilbedelsen af den eneste levende og sande Gud er tydeligvis blevet „grundfæstet over bjergenes top“, for det har klart vist sig at den er enhver anden form for tilbedelse overlegen. Den er „grundfæstet“ og vil aldrig blive styrtet fra sin ophøjede stilling. Den æres eller ophøjes af Jehovas vidner og er således billedlig talt blevet ’løftet op over højene’.
19. Hvem er tilbedelsen af Gud blevet synlig for, idet den så at sige er blevet ’løftet op over højene’, og hvilket forbløffende foredrag blev i overensstemmelse hermed holdt i 1918 i Los Angeles, Californien?
19 Det at tilbedelsen af den eneste levende og sande Gud således blev løftet op så den kunne ses på lang afstand, skulle være til gavn for folk af alle nationer og folkeslag. Ved guddommeligt forsyn holdt den daværende præsident for Watch Tower Bible and Tract Society derfor et velaverteret foredrag den 24. februar 1918 i Los Angeles, Californien, hvor han talte over et forbløffende emne som var i overensstemmelse med tidernes betydning, set i Bibelens lys, nemlig: „Millioner af nulevende mennesker skal aldrig dø.“ Dette tema byggede på Bibelens lære om at der ville være mennesker som overlevede „den store trængsel“ der skulle gøre ende på den nuværende dødsdømte tingenes ordning. (Åb. 7:9, 14) Disse begunstigede ville komme ind i tusindårsriget under Kristi herredømme, hvor de kunne opnå evigt liv på en jord der blev omdannet til et paradis.
20. Hvilken af Jesu lignelser blev behandlet i et foredrag ved stævnet i Los Angeles i 1923, og hvilken tidsperiode blev lignelsen møntet på?
20 Fem år senere blev der holdt endnu et stævne i Los Angeles. Det var fra 18. til 26. august 1923, og lørdag den 25. august holdt Selskabets præsident et foredrag om Jesu lignelse om de symbolske får og bukke. Eftersom denne lignelse er en del af Jesu profeti om det „tegn“ der skulle markere „afslutningen på tingenes ordning“, påpegede taleren at dens opfyldelse fandt sted i „de sidste dage“, i tiden før tusindårsrigets indførelse. Hvem er så „fårene“ der ifølge lignelsen gør godt mod Kongens åndelige brødre efter hvad de har behov for? Det er ’dem der har Guds velvilje’, dem der opnår den belønning at overleve ødelæggelsen af den nuværende tingenes ordning og få adgang til den tusindårige tingenes ordning under Kristi rige! (Se The Watch Tower, 1. november 1923, side 326; se også Vagttaarnet, december 1923, side 179.) Disse symbolske får er i dag de „folkeslag“ der strømmer til Jehovas åndelige tempel, som repræsenteres ved resten af Kristi „brødre“, de åndelige israelitter. — Mika 4:1; Matt. 24:3; 25:31-46.
-
-
’Folkeslag skal strømme’ til den livgivende tilbedelseVagttårnet – 1981 | 15. oktober
-
-
’Folkeslag skal strømme’ til den livgivende tilbedelse
1, 2. (a) Hvordan stod det til med templet i Jerusalem da Johannes fik det syn der beskrives i Åbenbaringen 7:9-17? (b) Hvor og hvornår blev det forklaret hvem ’den store skare’ er, og hvordan reagerede de der hørte denne forklaring?
DA BIBELENS sidste bog, Åbenbaringen, blev skrevet af den jødekristne apostel Johannes omkring år 96, var det jødiske tempel i Jerusalem for længst blevet ødelagt af de romerske hære under general Titus. Ikke desto mindre beskriver apostelen Johannes i Åbenbaringen 7:9-17 en „stor skare“ som ingen kan tælle, fra alle folk, nationer, racer og tungemål, og de yder Gud, der sidder på sin trone, hellig tjeneste i hans tempels forgård. Det må åbenbart være Jehova Guds åndelige tempel der tænkes på her.
2 Det var med stor glæde at Jehovas Vidner og andre retsindige mennesker i 1935 fik forklaret at denne internationale skare som ingen kunne tælle var identisk med „fårene“ i Jesu lignelse om fårene og bukkene. (Matt. 25:31-46) Det blev også påvist at denne skare var identisk med de „andre får“ der nævnes i Jesu lignelse om „den rigtige hyrde“. (Joh. 10:16; se bogen Guds Harpe, udgivet på engelsk i 1921, paragraf 577; se også Vagttaarnet, december 1923, side 181, 182, afsnittet „To Klasser“.) Disse oplysninger om ’den store skare’ der er omtalt i Åbenbaringen 7:9-17 fremkom ved et stævne der blev holdt fra 30. maj til 3. juni 1935 i Washington, D.C., i form af en tidssvarende fortolkning af Jesu lignelse om fårene og bukkene. Dagen efter at disse oplysninger var givet, lod 840 af stævnedeltagerne sig døbe, ledet af deres nye forståelse af tingene som følge af den forklaring de nu havde fået af Jesu lignelse.
3. Hvornår begyndte Mika 4:2 at gå i opfyldelse, og hvilket Jerusalem så de der var med til at opfylde profetien, hen til?
3 De indviede og døbte „andre får“ tog sammen med Kongen Jesu Kristi åndelige brødre del i forkyndelsen af „denne gode nyhed om riget“, overalt „på hele den beboede jord til et vidnesbyrd for alle nationerne“. (Matt. 24:14) Derved begyndte Mika 4:2 at gå i opfyldelse: „Og talrige folk [skal] komme vandrende: ’Kom, lad os drage til [Jehovas] bjerg, til Jakobs Guds hus; os skal han lære sine veje, så vi kan gå på hans stier; thi fra Zion udgår åbenbaring, fra Jerusalem [Jehovas] ord.’“ Det Jerusalem som ’den store skare’ „andre får“ vendte sig til for at få del i de bibelske åbenbaringer og for at høre ’Jehovas ord’ gennem hans salvede vidner, de åndelige israelitter, var ikke det jordiske Jerusalem, som dengang var besat af britiske tropper, men derimod det ny Jerusalem på det himmelske Zions bjerg.
4. Blandt hvem begyndte Mika 4:3, 4 da at gå i opfyldelse?
4 Nu begyndte ordene i Mika 4:3, 4 også at gå i opfyldelse, ikke blandt de verdslige nationer der rustede sig til den anden verdenskrig, men blandt de symbolske får der udgjorde den internationale ’store skare’: „Da dømmer han [Jehova] mange folkeslag imellem, skifter ret mellem talrige, fjerne folk; deres sværd skal de smede til plovjern, deres spyd til vingårdsknive; folk skal ej løfte sværd mod folk, ej øve sig i våbenfærd mer. Da sidder hver under sin vinstok og sit figentræ, og ingen skræmmer dem, så sandt Hærskarers [Jehovas] mund har talet.“
5. Hvilket standpunkt indtog de under den anden verdenskrig, og hvordan har de billedlig talt boet?
5 Uden at lade sig skræmme af verden, selv efter at den anden verdenskrig var brudt ud den 1. september 1939, erklærede vidnerne åbent og frygtløst deres neutralitet i alle de kæmpende nationers anliggender. (Se hovedartiklen „Neutralitet“ i Vagttaarnet for 1. januar 1940; udkom på engelsk 1. november 1939.) Dette neutrale standpunkt har de bevaret lige siden. Det har i mange tilfælde medført at de er blevet indespærret i koncentrationslejre eller i fængsler, eller at de endog er blevet dræbt fordi man har anset dem for at være upatriotiske. De nægter at blive en del af denne verden, ligesom Jesus Kristus nægtede at blive det. Man kan derfor med rette forvente at de bevarer freden inden for deres egne menigheder og bor sammen i endrægtighed som brødre. (Sl. 133) De sidder billedlig talt „hver under sin vinstok og sit figentræ“, idet de bor trygt, ligesom israelitterne under kong Salomons, Davids søns, 40 år lange fredsherredømme. (1 Kong. 4:25) Her ved „afslutningen på tingenes ordning“ forkynder de fredeligt „denne gode nyhed om riget . . . på hele den beboede jord“. — Matt. 24:3, 14.
De der overlever Harmagedon fortsætter den sande tilbedelse
6, 7. Hvad stod der i Vagttaarnet for 1. februar 1929 om opfyldelsen af Mika 5:5-8?
6 Jehovas vidner er således et forfriskende element blandt alle folkeslag. Det er som der forudsiges i Mika 5:5-8: „Og han [Jehova] skal fri os fra Assur [det assyriske verdensrige], når han trænger ind i vort land, træder ind på vore enemærker. Da bliver Jakobs rest i de mange folkeslags midte som dug, der kommer fra [Jehova], som regnens dråber på græs, der ikke venter på nogen eller bier på menneskens børn. Da bliver Jakobs rest blandt folkene i de mange folkeslags midte som en løve blandt skovens dyr, en ungløve blandt fårehjorde, der nedtramper, når den går frem, og sønderriver redningsløst. Din hånd skal være over dine uvenner, alle dine fjender ryddes bort.“
7 Om dette sagde Vagttaarnet for 1. februar 1929 i artiklen „En Hersker fra Betlehem“:
Disse Ord kan ogsaa tages som en Antydning om, at nogle Medlemmer af Levningen [resten] vil være her paa Jorden, endog efter at Harmagedonslaget er udkæmpet, og de vil da faa mere Arbejde at udrette i Herrens Navn og til hans Pris og Forherligelse. Naar Folkene har gennemgaaet den store og frygtelige Trængsel, vil de ikke længere søge Hjælp hos Mennesker og ikke vente at finde Støtte og Trøst dér; men de vil vende sig til Herren og med Glæde lytte til hans Ord. Nogle Skabninger vil faa Lov til som Herrens Redskaber og Sendebud at bringe Folket Fredens Budskab.
Ifølge denne Profeti vil Herrens Levning gaa frem til Sejr i Herrens Kraft. Løven er Kongen blandt Skovens Dyr, og ingen kan staa sig for den. Faareflokkene staar magtesløse, naar en stærk, ung Løve kommer iblandt dem. Paa den Maade beskriver Profeten Herrens Folk. Midt iblandt mange Folk skal disse staa, stærke og kraftige i Herrens Navn, for at hjælpe dem, der trænger til Hjælp, og vise dem, at Herren vil tilintetgøre dem, der modstaar Ham. — Side 40, paragrafferne 35, 36.
8. Hvad stod der videre i Vagttaarnet for 1. maj 1929?
8 Emnet blev videre behandlet i Vagttaarnet for 1. maj 1929, hvor der på side 136, i paragraf 41, stod følgende:
Endog den store Skare maa ledes til de levende Vandkilder. (Aab. 7:17) Herren vil maaske benytte Levningen til at hjælpe dem. Mange andre vil blive ydmygede gennem Harmagedon, og de vil blive rede til at høre. Efter Harmagedon vil maaske nogle af Levningen blive benyttet af Herren til at vidne for og hjælpe dem, der trænger til Undervisning, og dette kan de gøre, førend de virkeligt bliver bragt ind til den evige Herlighed. Det er sikkert, at Levningens Arbejde nu er at forkynde de glade Tidender som Guds udvalgte Vidner.
9. Har „resten“ måttet vente indtil Jehova sejrer i Harmagedon før den kunne blive som „dug“ og „en ungløve“ for folkeslagene? Forklar.
9 Resten af de åndelige israelitter har imidlertid ikke måttet vente til efter „krigen på Guds, den Almægtiges, store dag“ ved Harmagedon med at blive forfriskende „dug“ for de folk der søger til ’Jakobs Gud’ for at tilbede ham i hans åndelige tempel. (Åb 16:14, 16) Nej, „restens“ medlemmer har ikke måttet vente indtil Jehova har vundet sejren i højdepunktet på denne den sidste krig før de har kunnet blive som „en ungløve“ blandt nationerne. På Jehovas spørgsmål: „Hvem vil gå bud for os?“ har de svaret ligesom profeten Esajas gjorde da han fik et syn af Jehova i sit tempel. Straks efter at den første verdenskrig var slut i 1918 sagde de: „Her er jeg, send mig!“ (Es. 6:8) I lydighed mod den guddommelige befaling om at „gå bud“, er de gået ud med budskabet til folk af alle nationerne.
10. Hvordan har „resten“, ved det budskab den har forkyndt, optrådt som en løve blandt folkeslagene?
10 De har således forkyndt budskabet om det oprettede rige der vil velsigne ’fåreskaren’ og tilintetgøre ’bukkeskaren’. (Matt. 25:31-46) I deres forkyndelse af „hævnens dag fra vor Gud“ har de optrådt modigt som en løve, idet de har meddelt Guds oprettede riges fjender at de vil blive udslettet i Harmagedon af Jehovas konge, Jesus Kristus, „løven som er af Judas stamme“. — Es. 61:1-3; Åb. 5:5.
11. Hvordan er det gået til at den salvede rests „hånd“ er forblevet over dens fjender, og hvilken fremgang har dette medført?
11 På denne måde har deres „hånd“, hvormed de aktivt anvender Guds ord, været „over“ alle deres fjender, idet de har sejret over dem der har søgt at undertrykke Rigets budskab. Disse fjender er blevet gjort opmærksomme på at de vil lide nederlag og blive tilintetgjort i Harmagedon, hvor de vil blive ’ryddet bort’ for evigt. (Mika 5:8) På den anden side har disse salvede forkyndere af Guds rige været som forfriskende „dug“ for de retsindige mennesker der har følt sig som afsvedet, udtørret græs. Eftersom Jehova har holdt deres hånd oppe, er den forblevet over deres fjender i alle årene siden udgivelsen af de ovennævnte artikler i Vagttaarnet for 1929. Som et vidnesbyrd om dette har Watch Tower Bible and Tract Society nu afdelingskontorer i 97 forskellige lande, som alle sammen anvendes af den salvede rest i dens tjeneste. Og ’den store skare’ af den rigtige Hyrdes, Jesu Kristi, „andre får“ er blevet ved med at vokse indtil nu. Hvor mange den til sidst vil komme til at omfatte, oplyser Åbenbaringen 7:9-17 ikke.
12. Indtil hvornår vil den salvede rest og dens medarbejdere af ’de andre får’ blive ved med at udføre deres arbejde, og hvorfor indtil dette tidspunkt?
12 Den salvede rest og dens medarbejdere må fortsætte deres fælles tjeneste lige indtil de „fire engle“ der står på jordens fire hjørner får befaling til at slippe de fire vinde løs som vil fremkalde „den store trængsel“. I denne trængsel vil de der stædigt bliver ved med at forkaste budskabet om Riget, blive ’ryddet bort’ eller tilintetgjort. Til den tid vil de sidste der mangler for at fuldstændiggøre antallet af Jesu Kristi medarvinger, som i alt er 144.000, være ’beseglet’ på deres pander. (Åb. 7:1-8, 14) Deres medarbejdere, de symbolske får der er kommet ud af alle nationer for at drage til Jehovas åndelige „hus“ og som har indviet sig til at „gå på hans stier“, vil blive beskyttet under „den store trængsel“. (Mika 4:1-4) De vil således overleve på jorden og få adgang til Jesu Kristi og hans herliggjorte medarvingers tusindårsrige.
13. Hvor mange af den salvede rests medlemmer vil overleve Harmagedon, og hvad vil de fortsat være blandt de øvrige der overlever?
13 Hvor mange af den salvede rest af Kristi medarvinger der vil overleve „krigen på Guds, den Almægtiges, store dag“ ved Harmagedon sammen med dem, ved vi ikke, og vi ved heller ikke hvor længe de derefter får lov at blive på jorden. Men uanset hvor lang tid det kommer til at dreje sig om, vil de fortsætte med at være som forfriskende „dug“ for ’den store skare’ „andre får“. Disse „andre får“ vil ikke komme til at berede „resten“ nogen problemer, eftersom de allerede udgør „én hjord“ sammen med den salvede rest, der hører til „denne fold“ — den fold der er beregnet for den rigtige Hyrdes „lille hjord“. (Joh. 10:16; Luk. 12:32) Det er derfor ikke blandt medlemmerne af den overlevende ’store skare’ at „resten“ skal optræde som en blodtørstig løve blandt forsvarsløse får.
14. Som hvilket dyr vil det himmelske Zion blive ved den lejlighed, og hvad vil Jehova give det som det kan bruge mod fjenderne?
14 „Restens“ medlemmer vil ikke tage aktiv del i „krigen på Guds, den Almægtiges, store dag“ ved Harmagedon. Ligesom israelitterne på kong Josafats tid vil de blive stående og se hvordan Jehova frelser dem ved hjælp af „løven som er af Judas stamme“, Jesus Kristus. (2 Krøn. 20:17) Ved den lejlighed vil Jehova Gud den Almægtige give det himmelske Zion „horn af jern“, og som en okse vil det nedtrampe Guds fjender som på en tærskeplads. Det vil „knuse de mange folk“, ja tilintetgøre dem. (Mika 4:13) Hvad der end måtte være tilbage efter deres tilintetgørelse, vil blive efterladt til dem der overlever Harmagedon.
Hvad vi nu må gøre midt i en fordærvet verden
15. Kan man forblive i kristenheden hvis man vil opfylde de krav Gud stiller i Mika 6:8? Begrund svaret.
15 Med hensyn til kristenheden, det troløse Israels nutidige modstykke, siger Mika 7:2, 6: „De fromme er svundet af landet, ikke et menneske er sanddru. . . . en mand har sine husfolk til fjender.“ Hvad må kristenhedens navnkristne medlemmer gøre for at undgå konsekvenserne af denne fordærvede tilstand? Bringe materielle ofre mens de bliver stående i deres fordærvede religiøse samfund? Nej! De må i stedet handle i overensstemmelse med det der siges i Mika 6:8: „Det er sagt dig, o menneske, hvad der er godt, og hvad [Jehova] kræver af dig: hvad andet end at øve ret, gerne vise kærlighed og vandre ydmygt med din Gud.“ For at efterkomme denne guddommelige befaling må man forlade falsk religion, endog kristenheden, eftersom dens påstand om at være kristen er falsk. Det fremgår tydeligt af dens religiøse og moralske fordærv. Et forsøg på at forblive i kristenheden og reformere den, vil aldrig lykkes. Den er dømt til udslettelse af den Gud den hævder at tjene.
16, 17. (a) Hvem må man slutte sig til i dag hvis man vil opfylde Guds krav, og hvem må man vælge som Gud? (b) Hvem ophøjer man hvis man synger med på Moses’ og Lammets sang?
16 Det „hus“ hvori kristenhedens tilbedelse foregår vil blive udslettet, ligesom Jehovas tempel på Mikas tid blev ødelagt i 607 f.v.t. For at kunne ’vandre ydmygt med sin Gud, må enhver der hører til kristenheden derfor i samme grad som enhver anden i hele den falske religions verdensimperium slutte sig til de folk af alle nationer der nu strømmer „til [Jehovas] bjerg, til Jakobs Guds hus“. Hver enkelt må tage imod Jehovas lære eller åbenbaring som udgår fra det himmelske Zion og vandre på den vej han nu anviser. Det vil ikke sige at man må omvende sig til jødedommen og blive en jødisk proselyt. Nej, det vil sige at man må blive en discipel af Jehovas enestefødte søn og blive et vidne ligesom han var. Hvad? Blive et indviet og døbt Jehovas vidne? Ja. Det indebærer at man træffer det valg der skildres i Mika 4:5: „Thi alle folkeslag vandrer hvert i sin guds navn, men vi vil vandre i [Jehova] vor Guds navn for evigt og altid.“ Man må synge med på „Moses’, Guds træls, sang og Lammets sang“ og sige:
17 „Store og vidunderlige er dine gerninger, Jehova Gud, du Almægtige. Retfærdige og sande er dine veje, du evighedens Konge. Hvem skulle dog ikke frygte dig, Jehova, og herliggøre dit navn, for du alene er loyal? Ja, alle nationerne vil komme og tilbede foran dig, for dine retfærdige bestemmelser er blevet gjort kendt.“ — Åb. 15:3, 4.
18. Hvorfor er det et meget passende spørgsmål Mika afslutter sin profeti med, og et passende svar han giver?
18 Jehova vil loyalt holde alle sine løfter til os, også det løfte han gav patriarken Abraham og hans sønnesøn Jakob eller Israel om at velsigne alle jordens slægter og folkeslag ved sin søn, Jesus Kristus. I denne forbindelse vil Jehova selv handle som den modbilledlige Abraham, den større Abraham. I betragtning af den urokkelige loyalitet han har vist os indtil nu, kan vi gøre Mikas afsluttende ord til vore og sige:
„Hvo er en Gud som du, der tilgiver brøde, bærer over med synd hos din ejendoms rest, ej evigt gemmer på vrede, men gerne er nådig? Han vil atter forbarme sig over os, træde vor brøde under fod, du vil kaste alle vore synder i havets dyb! Du vil vise Jakob trofasthed, Abraham nåde, som du svor vore fædre til i fordums dage.“ — Mika 7:18-20.
19. Hvem er en Gud uden lige, og hvilken tilbedelse vil vi derfor ophøje til evig tid?
19 Der findes ingen Gud som den suveræne Herre Jehova, vor Herres Jesu Kristi Gud og Fader. Lad os ophøje den rene tilbedelse af ham, både nu „i de sidste dage“ og i evighedernes evigheder.
[Illustration på side 20]
’Folkeslag skal strømme’ til den livgivende tilbedelse
-
-
Hvad indebærer det at være medlem af en kirke?Vagttårnet – 1981 | 15. oktober
-
-
Hvad indebærer det at være medlem af en kirke?
„Der er stadig væk mange der tror,“ lød en forskers kommentar til en meningsmåling som er foretaget i Boston-området i USA. Halvfems procent af dem der blev interviewet gav udtryk for at de troede på Gud, og mere end 70 procent sagde at de stod i en kirke.
Boston-avisen Globe, som undersøgelsen blev foretaget for, siger imidlertid at „den organiserede religion åbenbart ikke har stor indflydelse på folk“. Kun 5 procent af folk i almindelighed sagde at de ville spørge en præst til råds når de kom „i alvorlige vanskeligheder“, og kun 7 procent af de adspurgte kirkemedlemmer sagde at de ville gøre dette.
Meningsmålingen viser også at „et stort flertal af kirkemedlemmer ikke læser Bibelen, ikke beder bordbøn og ikke går regelmæssigt til gudstjeneste“. Blandt katolikkerne var det kun 11 procent der læste i Bibelen nogenlunde regelmæssigt, og kun 8 procent der fulgte Bibelen som en rettesnor. Hos protestanterne var de tilsvarende tal 23 procent og 15 procent.
Bibelen har for længe siden forudsagt at der ville komme en tid da folk ville have „en ydre form for gudhengivenhed“ men ’vise sig falske når det gjaldt dens kraft’. Sådan beskrev apostelen Paulus flertallet af dem der kaldte sig kristne i „de sidste dage“. (2 Tim. 3:1-5) Ser man ikke skriften på væggen?
-