Er det virkelig „de sidste dage“?

ER DEN nuværende voldsalder ensbetydende med at vi lever i „de sidste dage“? De der oprigtigt spørger sådan vil kunne få et tilfredsstillende svar. Men der er også dem der stiller det samme spørgsmål med et forkert motiv; om dem skriver apostelen Peter: „I de sidste dage vil der komme folk som latterliggør med latterliggørelse og som vandrer efter deres egne ønsker og siger: ’Hvor er denne hans [Herren Jesu Kristi] lovede nærværelse? Fra den dag vore forfædre sov ind i døden, er alt jo forblevet ganske som det var fra skabelsens begyndelse.’“ (2 Pet. 3:3, 4) I vor tids gudløse verden er der mange mennesker der latterliggør Guds ord, hvilket i sig selv vidner om at „de sidste dage“ er begyndt.

Peter henleder spotternes opmærksomhed på at en verden blev udslettet ved vandfloden i Noas dage, og han føjer så til:

„Ved det samme ord [fra Gud] er de himle og den jord som er nu, gemt til ild og bevaret til de ugudelige menneskers doms og undergangs dag.“ (2 Pet. 3:5-7)

Denne onde verdens magthavere og menneskesamfund går netop en sådan undergang i møde. Men kan vi virkelig være sikre på at vi lever i „de sidste dage“?

Beviser for at vi lever i „de sidste dage“

„I de sidste dage vil der være kritiske tider som er vanskelige at klare,“ gør apostelen Paulus os opmærksomme på, og derpå siger han:

„Menneskene vil være egenkærlige, pengekære, pralende, hovmodige, gudsbespottere, ulydige mod forældre, utaknemmelige, illoyale, uden naturlig hengivenhed, uforsonlige, bagvaskere, uden selvbeherskelse, vilde, uden kærlighed til godhed, forrædere, egenrådige, opblæste, venner af sanselige nydelser snarere end venner af Gud.“

Paulus tilråder at vi vender os bort fra sådanne mennesker. (2 Tim. 3:1-5) Ser vi ikke denne mangel på ægte kærlighed, denne selviske holdning, blive mere og mere udbredt overalt i verden i dag? Og den bidrager i høj grad til tidens store problemer.

Denne materialistiske, verdslige ånd udgør endog en fare for den kristne menighed. Derfor advarer Jesu halvbroder Jakob de rige imod at leve i luksus eller sanselig nydelse, og han siger til dem: „Noget ligesom ild har I samlet sammen i de sidste dage.“ (Jak. 5:1-5) Nu i „de sidste dage“ bør oprigtige kristne derfor ikke være selvoptagne eller pleje selvet, som folk i en verden der er fremmed for Gud.

I den foregående artikel bemærkede vi at en tidsalder med total krig og terror begyndte på jorden i året 1914. Ingen vil betvivle at 1914 markerede et vendepunkt for menneskeheden, et vendepunkt man aldrig før havde oplevet, „en begyndelse til veer“, som Jesus kaldte det. Ja, en „begyndelse“, og Jesu store profeti som står omtalt i Mattæus, kapitel 24 og 25, Markus, kapitel 13, og Lukas, kapitel 21, giver en indgående beskrivelse af veer uden sidestykke som menneskene har oplevet siden 1914: krige, fødevaremangel, jordskælv, pest, „frygtelige ting“, lovløshed, manglende kærlighed, frygt, angst. „Afskyeligheden der forårsager ødelæggelse“ — kaldet „et skarlagenrødt vilddyr“ i Åbenbaringen 17:3, 8 — har også vist sig, først som Folkeforbundet og senere som De forenede Nationer, men uden at der derved er blevet skabt en udvej for menneskeheden. — Matt. 24:15, 16; Dan. 11:31.

Ligesom alle andre mennesker har Kristi disciple mærket disse veer. Desuden har de været udsat for andre genvordigheder som Jesus også nævner i sin profeti; de er blevet hadet, forfulgt, slået og ført for retten. Under den første verdenskrig blev de jaget og undertrykt, selv i demokratiske lande. Før og under den anden verdenskrig blev de gjort til genstand for had fra nazisters, fascisters og shintoisters side. Siden da er det de kommunistiske lande i Europa og en del af de radikale afrikanske lande der har udøst deres vrede over Jehovas vidner. Men, kristne, fat mod! Det er alt sammen sket „for at den prøvede ægthed af jeres tro, som er af langt større værdi end guld der forgår til trods for at det prøves med ild, kan blive fundet at være årsag til pris og herlighed og ære ved Jesu Kristi åbenbarelse“. — 1 Pet. 1:7.

Et stærkt bevis

Et afgjort bevis for at vi lever i „de sidste dage“ har vi i det arbejde som Herren Jesus Kristus har ledet her på jorden siden det skelsættende år 1914. Med dette arbejde opfyldes den del af hans store profeti som står omtalt i Mattæus 24:14:

„Og denne gode nyhed om riget vil blive forkyndt på hele den beboede jord til et vidnesbyrd for alle nationerne; og så vil enden komme.“

Længere fremme i den samme profeti beskrev Jesus hvordan dette arbejde ville blive udført på jorden under ledelse af ham selv og himmelens hellige engle:

„Når Menneskesønnen kommer i sin herlighed, og alle englene med ham, da vil han sætte sig på sin herligheds trone. Og alle nationerne skal samles foran ham, og han vil skille folk fra hinanden, ligesom en hyrde skiller fårene fra bukkene. Og han vil stille fårene ved sin højre side og bukkene ved den venstre.“

De retfærdige „får“ går ind til det evige liv, de uforstandige „bukke“ til evig udslettelse. — Matt. 25:31-46.

I „de sidste dage“ skulle der altså aflægges et verdensomspændende vidnesbyrd om Kristi kommende rige. Er der blevet det siden 1914? Ja, sandelig! Nutidige iagttagere beretter at Jehovas vidner har forkyndt over hele jorden. Og med hvilket resultat? Indtil 1977 havde de spredt 4.831.823.111 bibler og publikationer der forklarer Bibelen på 210 forskellige sprog, gjort over to millioner mennesker i 216 lande og territorier til kristne disciple, og trøstet millioner andre ved at holde gratis bibelstudier i deres hjem. Dette arbejde, der er blevet udført som en opfyldelse af Jesu profeti, udgør virkelig et stærkt bevis for at vi lever i „de sidste dage“.

Andre bibelprofetier om „de sidste dage“

Bibelen indeholder også andre profetier, som Esajas, kapitel 2, og Mika, kapitel 4, der taler om de sidste dage. Disse to profeters vidnesbyrd er næsten enslydende. Profetien er uden tvivl blevet gentaget for understregningens skyld. Mika 4:1, 2 lyder:

„Det skal ske i de sidste dage, at [Jehovas] huses bjerg, grundfæstet på bjergenes top, skal løfte sig op over højene. Did skal folkeslag strømme og talrige folk komme vandrende: ’Kom, lad os drage til [Jehovas] bjerg, til Jakobs Guds hus; os skal han lære sine veje, så vi kan gå på hans stier.“

Her beskriver profeten i et smukt billedsprog hvordan Jehovas åndelige tempel — hans tilbedelseshus — ved verdens ende bliver hævet op over alle andre former for tilbedelse mennesker måtte give sig af med, ja „op over højene“. Mennesker af alle nationaliteter strømmer til Jehovas tilbedelseshus, hvor de bliver undervist af Jehova og lærer at gå på hans retfærdigheds veje. Kun på ét tidspunkt i historien er det sket at mennesker „af alle nationer og stammer og folk og tungemål“ hele kloden rundt er blevet forenet i tilbedelsen af den sande Gud. (Åb. 7:9) Denne profeti om „de sidste dage“ er blevet opfyldt lige for vore øjne, og det er Jehovas kristne vidner i nutiden den er blevet opfyldt på.

En anden del af samme profeti får imidlertid også sin opfyldelse i dag. Hvilken? Hør hvad der videre siges:

„Deres sværd skal de smede til plovjern, deres spyd til vingårdsknive; folk skal ej løfte sværd mod folk, ej øve sig i våbenfærd mer.“ — Mika 4:3.

Findes der nogen som smeder deres sværd til plovjern i dag? Verdens nationer gør det bestemt ikke! De bliver ved med at ruste, og de nøjes ikke med sværd og spyd! Skrækindjagende våben til masseudslettelse hober de op; deres oprustning er løbet løbsk. Det er gruopvækkende at tænke på hvad der kunne ske. Som Richard J. Barnet skrev i New York Times for 6. juni 1978:

„Medmindre vi ændrer de regler alle stormagterne går efter — ved at gennemføre en alvorlig, mærkbar nedrustning, en begrænsning af vore baser, af verdensvåbenhandelen, af hemmelige operationer — vil det spil der er i gang ende med atomkrig i vor tid.“

Men der findes et folk i vor tid der ikke deltager i dette „spil“. Det er den internationale gruppe der er kendt som Jehovas Vidner. Hvis de ’øvede sig i våbenfærd’ kunne det føre til at de måtte kæmpe mod deres kristne brødre andre steder i verden. De foretrækker at opdyrke kærlighed til deres medkristne, ja til alle mennesker; derved er de med til at opfylde Mikas profeti. Ved deres neutrale holdning har vidnerne vundet sig respekt mange steder i Afrika, i Irland, i Libanon og i andre lande hvor religionen har delt befolkningen i to eller flere stridende parter. Ved konsekvent at ’smede deres sværd til plovjern’ selv under forfølgelse, har Jehovas tjenere markeret sig som dem der opfylder denne profeti om „de sidste dage“.

Lykkeligvis findes der nu i „de sidste dage“ et folk på jorden som er knyttet sammen i kærlighedens bånd, kristne som, uden at se til sekteriske religioners „guder“, er besluttede på at vandre i ’Jehova deres Guds’ dyrebare navn for evigt og altid. (Mika 4:5) På grundlag af de opfyldte profetier tror de fuldt og fast at vi lever i „de sidste dage“ og at „Jehovas dag“, som apostelen Peter skriver, ’kommer som en tyv’ og bringer ødelæggelse over den onde ordning som nu behersker Guds jord. Derfor giver de også nøje agt på formaningen:

„Da alle disse ting således skal opløses, hvilken slags mennesker bør I da ikke være i handlinger der hører en hellig adfærd og gudhengivenhed til, mens I venter på Jehovas dags nærværelse og altid har den i tanke.“ — 2 Pet. 3:10-12.

Den „dag“ betyder ikke at de holder op med at ’vandre i Jehova deres Guds navn’; det forventer de at gøre i al evighed. Idet de ser hen til at Jehova tilvejebringer en ny vidunderlig orden, gør de derfor deres yderste for at vise sig værdige til at leve dér. Deres håb kommer til udtryk i Peters næste ord:

„Der er nye himle og en ny jord som vi venter ifølge hans løfte, og i dem skal retfærdighed bo.“ — 2 Pet. 3:13.

Dette håb er reelt og velbegrundet, for alle vidnesbyrd fastslår at vi lever i „de sidste dage“ for den nuværende verdensordning, og det gør vi klogt i at erkende.

[Illustration på side 7]

Aldrig før har mennesker af alle nationer kloden rundt været forenet i sand gudsdyrkelse grundlagt på Bibelen