Hvad Bibelen siger
Beskedenhed — ’den ringeste af alle dyder’ eller højt værdsat?
„BESKEDENHED,“ skrev den engelske kritiker og forfatter William Hazlitt (1778-1830), „er den ringeste af dyderne og en indrømmelse af den mangelfuldhed den er et udtryk for. Den der undervurderer sig selv vil med rette blive undervurderet af andre.“
Finder vi det samme syn på beskedenhed hos de inspirerede bibelskribenter? Vidner beskedenhed om en mangel ved et menneskes personlighed? Er denne egenskab „den ringeste af dyderne“? Er den et tegn på svaghed? Hvordan vurderer du et beskedent menneske?
Ordet „beskedenhed“ bruges tit om sømmelig påklædning eller soignering, og det er da også det apostelen Paulus har i tanke dér hvor han formaner de kristne til ikke at stadse sig overdrevent op. Han skriver: „På samme måde ønsker jeg at kvinderne skal smykke sig i velordnet klædning, med fordringsløshed [Beskedenhed, Rosenørn-Lehn] og et sundt sind, ikke med hårfletningsfrisurer og guld eller perler eller meget dyr klædedragt, men på en måde der sømmer sig for kvinder der bekender sig til gudsfrygt, nemlig ved gode gerninger.“ (1 Tim. 2:9, 10) Denne vejledning, der gælder i lige høj grad for begge køn, taler ikke imod at man er sirlig og velsoigneret, men den understreger hvor upassende det er hvis den kristne er uanstændig eller forfængelig eller praler med sit tøj og sit udseende. Det man skal smykke sig med er gode gerninger.
Ordet „beskedenhed“ har en bredere betydning og kan anvendes om andet og mere end et menneskes ydre. Taler man om at et menneske er beskedent af sind og hjerte, mener man at vedkommende vurderer sig selv korrekt og er klar over sine begrænsninger. Den beskedne er ikke fordringsfuld, formastelig, forfængelig eller indbildsk, og han praler ikke. Han lever efter det der står i Ordsprogene 27:2: „Lad en anden rose dig, ikke din mund, en fremmed, ikke dine egne læber.“ Sætter man ikke pris på en ven med en sådan personlighed?
Fortidens profet Mika ringeagtede ikke beskedenhed. Han sagde at det var en egenskab som Gud krævede hos mennesket. Vi læser: „Han har fortalt dig, jordiske menneske, hvad der er godt. Og hvad kræver Jehova af dig andet end . . . at vandre beskedent med din Gud?“ — Mika 6:8, NW.
Det er ikke tegn på svaghed når et menneske vandrer beskedent med Gud. Man kan derimod sige at vedkommende er realistisk i bedømmelsen af sin stilling i forhold til Skaberen. Beskedenhed er udslag af at man erkender sin afhængighed af Gud og sin syndige tilstand i modsætning til Guds renhed og hellighed. Den beskedne udstråler ikke en upassende selvsikkerhed, nej han arbejder på sin egen frelse „med frygt og bæven“. — Fil. 2:12.
Skaberværkets storhed fremkalder en følelse af ærefrygt og ydmyghed hos den beskedne. Interessant nok gjorde Albert Einstein engang opmærksom på dette. Han sagde: „Enhver der seriøst giver sig af med videnskabelig forskning bliver overbevist om at der står en drivende kraft bag universets love — en kraft der langt overgår menneskets, og over for hvilken vi med vore beskedne evner må føle ydmyghed.“ Denne udtalelse tyder ikke på at Einstein betragtede beskedenhed som „den ringeste af dyderne“.
Om nogen havde grund til at prale af sit forhold til Jehova Gud måtte det være Jesus Kristus, „Guds skaberværks begyndelse“, Guds „værkmester“, „enestefødte søn“ og ypperste talsmand. (Åb. 3:14; Ordsp. 8:30, NW; Joh. 3:16; 1:1) Men Jesus afslog beskedent at tage imod prangende titler. I erkendelse af sin Faders myndighed sagde han: „Jeg kan slet intet gøre på eget initiativ . . . for jeg søger ikke min egen vilje, men hans vilje som har sendt mig.“ (Joh. 5:30) Da en leder henvendte sig til ham med ordene „gode lærer“, svarede han: „Hvorfor kalder du mig god? Ingen er god undtagen én, Gud.“ (Luk. 18:18, 19) Synes du at sådanne udtalelser røber en mangel i Jesu Kristi personlighed? Hans beskedne holdning over for Gud var i høj grad medvirkende til at han, fremfor nogen anden, blev legemliggørelsen af den fuldkomne mandighed.
Men hvordan forholder det sig med ydmyghed mennesker imellem? Da Jesus indbød folk til at blive hans disciple, sagde han: „Jeg har et mildt sind og er ydmyg af hjertet.“ (Matt. 11:28-30) Til den kristne menighed i Rom skrev apostelen Paulus: „Ved den ufortjente godhed der er skænket mig siger jeg nemlig til enhver iblandt jer at han ikke skal tænke højere om sig selv end han bør tænke, men tænke med et sundt sind, hver enkelt sådan som Gud har tildelt ham et mål af tro.“ — Rom. 12:3.
At beskedenhed er en ønskværdig egenskab i forholdet mellem mennesker, påpegede apostelen Paulus, ved den måde hvorpå han henvendte sig til sine trosfæller i menigheden i Korint. Idet Paulus først henviser til at Gud sætter pris på det beskedne, skriver han:
„For I ser på hans kaldelse af jer, brødre, at ikke mange vise efter kødet blev kaldet, ikke mange mægtige, ikke mange af fornem herkomst; men Gud har valgt det tåbelige i verden, for at han kunne gøre de vise til skamme; og Gud har valgt det svage i verden, for at han kunne gøre det stærke til skamme; og Gud har valgt det ringe i verden og det der ses ned på, det der ikke er noget, for at han kunne gøre det der er noget til intet, så at intet kød skulle prale over for Gud. . . . for at det kan være som der står skrevet: ’Lad den der praler, prale af Jehova.’ Da jeg så kom til jer, brødre, kom jeg ikke med fremragende tale eller visdom og forkyndte jer Guds hellige hemmelighed, for jeg besluttede at jeg blandt jer ikke ville kende til noget andet end Jesus Kristus, og det som pælfæstet. Og jeg kom til jer i svaghed og i frygt og med megen bæven; og min tale og det jeg forkyndte kom ikke med overtalende visdomsord men med en demonstration af ånd og kraft, for at jeres tro ikke skulle være en tro på menneskers visdom, men på Guds kraft.“ — 1 Kor. 1:26 til 2:5.
Hvis du havde været et medlem af menigheden i Korint, ville du så ikke have taget dig apostelens ydmyge ord til hjerte? Men hvordan ville du på den anden side have følt det hvis han havde været indbildsk, hoven, fordringsfuld — ubeskeden?
Nogle har måske en tendens til at forklejne eller endda latterliggøre den kristne egenskab beskedenhed, uden at det egentlig er tilsigtet. Men efter en ærlig vurdering af emnet må vi konkludere som den inspirerede bibelskribent: „Mennesker der er stolte vil snart blive gjort til skamme. Det er klogere at være beskeden.“ — Ordsp. 11:2, Today’s English Version.