Påskønner du Guds tålmodighed?
„Jehova . . . er tålmodig med jer, da han ikke ønsker at nogen skal lide undergang, men at alle skal nå til en sindsændring.“ — 2 Pet. 3:9.
1. (a) Hvorfor påskønner vi dem der viser os tålmodighed? (Ordsp. 25:15) (b) Hvad kan der ske hvis vi bliver utålmodige over for andre?
VI ER glade når andre viser os tålmodighed og ikke behandler os hårdt og uvenligt. Vi påskønner at andre tager vore problemer og forhold i betragtning og venligt hjælper os så godt de formår. Livet i dag giver os problemer nok, selv uden det pres utålmodige mennesker kan udsætte os for. Vi ville heller ikke blive lykkeligere af selv at være utålmodige. Tværtimod ville vi irritere andre og gøre det vanskeligere for dem at behandle os venligt. Vores utålmodighed kunne endog såre de mennesker som vi håber vil hjælpe og opmuntre os.
2, 3. (a) Hvilken forvisning må vi have for at kunne forblive tålmodige når vi ser de gudløses fremgang? (Sl. 37:1-6; Hebr. 11:6) (b) Hvordan viser Prædikeren 8:12, 13 at det altid er bedst at frygte Jehova?
2 Men hvordan kan vi blive ved med at være tålmodige når vi ser de uretfærdige og undertrykkende forhold i verden, og når de gudløse tilsyneladende har fremgang? Det kræver tro. Ja, vi må være overbevist om at Jehova Gud vil bringe det hele i orden. Dette er i overensstemmelse med det kong Salomon iagttog og som han blev inspireret til at nedskrive: „Synderen gør det onde fra første færd og . . . lever [dog] længe; men også ved jeg, at det skal gå dem godt, som frygter Gud, fordi de frygter for hans åsyn, og at det ikke skal gå de gudløse godt, og at deres levetid ikke skal længes som skyggen, fordi de ikke frygter for Guds åsyn.“ — Præd. 8:12, 13.
3 Lovhåndhævelsen er ikke altid så effektiv, og lovløse mennesker kan bruge forskellige smuthuller i loven for at undgå at blive straffet, og tro at de slipper godt fra det. Men som Salomon viste, bliver deres onde handlinger ikke belønnet. Ingen af deres udspekulerede og underfundige handlinger vil kunne forlænge deres liv. På den anden side er de der frygter Gud, ikke dårligt stillet. De bevarer en ren samvittighed og finder tilfredsstillelse i at gøre det som de ved er rigtigt, og hvis de skulle dø har de håbet om en opstandelse. I sidste ende vil det afgjort „gå dem godt, som frygter Gud“.
4. Når vi foruroliges over det der foregår i verden, hvad bør vi da huske, som det fremgår af Første Mosebog 6:5, 6 og Habakkuk 1:13?
4 Desuden gør sande kristne klogt i at huske at den lovløshed som de foruroliges over, også piner Jehova Gud. Det ved vi på grundlag af Bibelens beretning om hans følelser i forbindelse med den onde verden på Noas tid. Vi læser: „[Jehova] så, at menneskenes ondskab tog til på jorden, og at deres hjerters higen og tragten kun var ond dagen lang. Da angrede [Jehova], at han havde gjort menneskene på jorden, og det skar ham i hjertet.“ (1 Mos. 6:5, 6) Ja, Jehova var ked af at menneskene var blevet så onde at han var nødt til at udrydde dem. Det skar ham i hjertet at de misbrugte deres liv og hans store omsorg for dem. Århundreder senere skrev profeten Habakkuk om Jehova: „Dit rene blik afskyr ondt, du tåler ej synet af kvide.“ — Hab. 1:13.
5. Hvorfor har Jehova været tålmodig, ifølge Andet Petersbrev 3:9?
5 Ikke desto mindre har den almægtige Gud fundet sig i den oprørske menneskehed. Hvorfor? „Jehova er ikke langsom med hensyn til sit løfte, sådan som nogle opfatter langsomhed, men han er tålmodig med jer, da han ikke ønsker at nogen skal lide undergang, men at alle skal nå til en sindsændring.“ (2 Pet. 3:9) Læg mærke til at Guds tålmodighed har været til gavn for de kristne. Det var til sine medtroende apostelen Peter skrev: „Han er tålmodig med jer.“ Hvordan har dette givet sig udslag?
6. Hvorfor kan det siges at Jehovas tålmodighed har været til gavn for de sande kristne?
6 Apostelen viste at dét som nogle anså for at være langsomhed, skulle ses fra en helt anden synsvinkel. Den kendsgerning at hævnens dag fra Jehova endnu ikke er kommet, er et bevis på at Jehova elsker menneskeheden, at han ønsker at mennesker skal leve og ikke dø. Før de kristne kom til troen, stod de ikke i et gunstigt forhold til ham. Hvis den højeste Gud allerede da havde fuldbyrdet sin dom over den ugudelige verden, ville de også være gået til grunde. Guds tålmodighed har altså betydet frelse for de kristne, samtidig med at den også giver alle andre mulighed for at blive frelst. Burde vi da ikke være taknemmelige for dette?
7. (a) Vil Jehova blive ved med at være tålmodig med den ulydige menneskehed? (Es. 55:6, 7; Zef. 2:2, 3) (b) Hvad beviser at vi lever i „de sidste dage“? (c) Hvorfor må vi især udvise tålmodighed?
7 „Frelsens dag“, på hvilken Jehova giver nulevende mennesker lejlighed til at opnå et godkendt forhold til ham, vil snart være forbi. (2 Kor. 6:2) Profetierne og kronologien i Bibelen peger på at tiden efter 1914, med dens tiltagende vold og lovløshed, dens krige, fødevaremangel, jordskælv, frygt og uro, er „de sidste dage“ for denne ugudelige verden. (Mark. 13:3-37; Luk. 21:7-36; 2 Tim. 3:1-5) Så længe „de sidste dage“ for denne ordning fortsætter, må de kristne blive ved med at være tålmodige og tillidsfuldt vente på at Jehova Gud vil bringe udfrielse gennem sin søn Jesus Kristus. (2 Tess. 1:6-9) Disse „sidste dage“ vil nemlig fortsat være „kritiske tider som er vanskelige at klare“. — 2 Tim. 3:1.
Profeternes eksempel
8. Hvilke eksempler på tålmodighed henviste disciplen Jakob til, og hvilket spørgsmål rejser dette?
8 Derfor har vi nu mere end nogen sinde brug for at blive opmuntret af den tålmodighed som Guds tjenere viste i fortiden. „Brødre“, skrev disciplen Jakob, „tag profeterne, som talte i Jehovas navn, som eksempel med hensyn til at lide ondt og være tålmodige.“ (Jak. 5:10) Hvad blev profeterne stillet over for, og hvorfor?
9. (a) Hvordan blev profeterne modtaget af deres landsmænd? (b) Hvorfor fortsatte de i mange år med at vise israelitterne tålmodighed?
9 De israelitiske profeter oplevede ofte at deres landsmænd ikke ville høre på dem, at de hellere ville fortsætte med deres lovløse gerninger. Bibelen giver følgende beskrivelse af situationen i Israel og Juda: „[Jehova] advarede Israel og Juda ved alle sine profeter, alle seerne, og sagde: ’Vend om fra eders onde færd og hold mine bud og anordninger i nøje overensstemmelse med den lov, jeg pålagde eders fædre og kundgjorde eder ved mine tjenere profeterne!’ Men de ville ikke høre.“ (2 Kong. 17:13, 14) Til trods for folkets afvisende holdning fortsatte profeter som Esajas, Jeremias og Mika med trofast at tjene i mange år. De havde omsorg for deres landsmænd og vidste at det betød livet for dem at handle i harmoni med de profetiske advarsler.
10. Hvordan blev profeterne forfulgt i kong Akabs regeringstid?
10 At de fleste mennesker ikke ville høre, var ikke den eneste vanskelighed profeterne kom ud for, og det var ikke den eneste prøve på deres tålmodighed. Mange blev hånet, mishandlet og endog dræbt. På kong Akabs tid, for eksempel, efterstræbte den ba’alsdyrkende dronning Jesabel Jehovas profeter i Israel og dræbte alle dem hun kunne få fat på. Et hundrede blev hjulpet af den gudfrygtige Obadja og undslap ved at skjule sig i nogle huler. (1 Kong. 18:4, 13) På samme tid beskyttede Jehova profeten Elias mod at falde i kong Akabs hånd, fordi Elias skulle udføre en bestemt opgave. (1 Kong. 18:10-12) Senere flygtede endog Elias fra Jesabel for at redde sit liv. (1 Kong. 19:2, 3) Men Jehova Gud sendte ham direkte tilbage til landet for at han skulle fortsætte sin profetgerning. (1 Kong. 19:9, 15-18) Ved en anden lejlighed gav kong Akab ordre til at Jehovas profet Mika skulle fængsles og sættes på „trængselsbrød og trængselsvand“. Hvorfor? Fordi Mika sandfærdigt havde forkyndt Jehovas ord. — 1 Kong. 22:26, 27.
11. Hvilke lidelser blev Jeremias udsat for i de mange år han profeterede?
11 Jeremias var en anden profet som udholdt meget. Mænd fra hans fødeby Anatot truede med at dræbe ham. (Jer. 11:21) Engang blev han pågrebet på tempelområdet af en pøbelskare, deriblandt præster og falske profeter, som truede ham med døden. (Jer. 26:8-11) Bibelen fortæller at overopsynsmanden ved templet, præsten Pasjhur, „slog“ ham. Det kan betyde at Pasjhur gav ordre til at profeten blev slået. At denne leder gik foran med at mishandle Jeremias, gav uden tvivl resten af folket mod til at latterliggøre ham og overdænge ham med hånlige tilråb og skældsord. Derefter blev Jeremias, ligesom en lovovertræder, lagt i blokken en hel nat. (Jer. 20:2, 3, 7, 8) Siden blev Jeremias arresteret og falskeligt anklaget for at ville løbe over til kaldæerne. Han blev anbragt i „fangehuset“ under så dårlige forhold at han var i livsfare. Han appellerede til kong Zedekias, som derefter lod ham holde i varetægt i vagtforgården. (Jer. 37:11-16, 20, 21) Senere gav Zedekias efter for fyrsternes krav om at få Jeremias udleveret. Disse fyrster søgte at dræbe profeten ved at kaste ham i en mudret cisterne. — Jer. 38:5, 6.
12. Hvad viser Jeremias 38:20 og 8:21 til 9:1 om Jeremias’ tålmodighed?
12 Jeremias’ landsmænd gjorde ham i sandhed meget ondt. Men han mistede ikke tålmodigheden og blev ikke bitter på dem. Efter at kong Zedekias for eksempel havde overgivet ham til de fyrster der stræbte ham efter livet, viste profeten at han havde omsorg for den svage konge. Han tilskyndede ham: „Adlyd kun [Jehovas] ord, som jeg taler til dig, så skal det gå dig vel, og du skal blive i live.“ (Jer. 38:20) Da Jeremias ved en tidligere lejlighed tænkte på den frygtelige dom som ville ramme Juda og Jerusalem, gav han ikke udtryk for hævngerrighed men for sorg. Han sagde: „Ved mit folks datters sammenbrud er jeg brudt sammen, jeg sørger, grebet af rædsel. Er der ikke balsam i Gilead, ingen læge der? Hvorfor heles da ikke mit folks datters sår? Ak, var mit hoved vand, mine øjne en tårekilde! Så græd jeg dag og nat over mit folks datters slagne.“ (Jer. 8:21 til 9:1) Jeremias var bestemt både tålmodig og kærlig over for sit folk, israelitterne.
13. Hvad viser at profeterne var bedrøvede over de forhold de så? (Jer. 5:3, 4)
13 Men vi bør ikke glemme at Jeremias og de andre trofaste profeter i høj grad følte den forfærdelige uretfærdighed og undertrykkelse der blev øvet i landet. De længtes efter at blive udfriet. Profeten Habakkuk blev for eksempel bevæget til at udbryde: „Hvi lader du mig skue uret, være vidne til kvide? Ødelæggelse og vold har jeg for øje, der opstod kiv, og strid kom op. Derfor ligger loven lammet, og ret kommer aldrig frem. Thi når gudløse trænger retfærdige, fremkommer krøget ret.“ — Hab. 1:3, 4.
14. Hvordan stillede de trofaste profeter sig til Jehova og hans budskab, selv om de ønskede at blive udfriet fra de dårlige forhold? (Jer. 20:9; Mika 3:8)
14 Dog tillod disse trofaste profeter ikke at deres personlige ønske om udfrielse gjorde dem utålmodige over for Jehova eller fik dem til at holde op med at forkynde hans budskab. Så længe Jehova viste tålmodighed var de villige til at blive vanæret fordi de forkyndte hans budskab: „Vend om, vend om fra eders onde veje! Hvorfor vil I dø, Israels hus?“ — Ez. 33:11.
Gode eksempler på udholdenhed bør vække os til handling
15. Hvorfor har vi endnu større grund til at være tålmodige end de hebraiske profeter havde?
15 Hvis fortidens hebraiske profeter kunne være så tålmodige når de havde modgang, da har vi endnu større grund til at være tålmodige. Hvorfor? Fordi vi er langt mere begunstigede end profeterne var. Profeterne så i tro frem til Messias’ komme, men de vidste at de ikke selv ville opleve denne store begivenhed. Jesus Kristus sagde til jøderne: „For jeg skal sige jer en sandhed: Mange profeter og retfærdige har brændende ønsket at se det I ser, og fik det ikke at se, og at høre det I hører, og fik det ikke at høre.“ (Matt. 13:17) Meget af det som profeterne så frem til i tro, er blevet opfyldt for mange hundrede år siden. Desuden har mange af os der lever i dag, personligt set opfyldelsen af en hel række profetier. (Åb. 6:1-8; 17:8) Ved at bringe sit liv som et offer gav Jesus Kristus en sikker garanti for at alle Guds løfter vil blive opfyldt. (2 Kor. 1:20, 21) Hver dag ser vi beviser for at vi lever i „endens tid“. (Dan. 11:40-43; 12:1, 4; Matt. 24:7-14) Derfor er Jesu Kristi opmuntring rettet til os: „Ret jer op og løft jeres hoveder, for jeres befrielse nærmer sig.“ (Luk. 21:28) Ja, snart vil Guds søn som „kongers Konge og herrers Herre“ skride ind over for de ugudelige og bringe alle former for lidelse og undertrykkelse til ophør. — Åb. 19:11-21.
16 Hvordan kan vi vise at vi værdsætter Jehovas tålmodighed med os?
16 Skulle vi ikke tålmodigt vente på den store dag, især nu hvor den er meget nær? Skulle vi ikke ønske at hjælpe så mange som muligt til at lære Guds frelsesvej at kende? Og skulle vi ikke være villige til at bære over med andres fejl og vise dem tålmodighed? Hvis vi oprigtigt indser og påskønner at Guds tålmodighed har betydet frelse for os, vil vi af hjertet ønske at gøre dette.
Tålmodighedens dyrebare frugt
17. Hvilken illustration fra Jakob 5:7, 8 viser at det er absolut nødvendigt at være tålmodig hvis man vil se gode resultater?
17 Når vi fortsætter med at være tålmodige som de trofaste profeter, kan det give gode resultater. Dette fremgår af det disciplen Jakob skrev: „Vær . . . tålmodige, brødre, indtil Herrens nærværelse. Se! Landmanden bliver ved med at vente på jordens dyrebare frugt, idet han er tålmodig med den, indtil han får tidligregn og sildigregn. I må også være tålmodige; styrk jeres hjerter.“ — Jak. 5:7, 8.
18. Selv om landmanden ikke kan fremskynde regnen eller afgrødernes vækst, hvad kan han så alligevel gøre med henblik på høsten?
18 Landmanden kan hverken fremskynde regnen eller afgrødernes vækst. Han kan arbejde flittigt med jorden ved at klargøre den, så sæd og passe de opdyrkede marker, men han har ikke magt over regnen og kan heller ikke forandre Skaberens fastsatte love i forbindelse med afgrødernes vækst. At han i tillid til Jehovas love venter under disse vilkår som han ikke kan forandre, bliver omtalt som ’tålmodighed’. Og mens han fortsætter med at gøre de ting han kan, vil planterne vokse og bære frugt.
19. Hvordan kommer tålmodigheden ind i billedet når det gælder dét at bære frugt i form af sande disciple?
19 På samme måde er det med sande kristne i dag. Det er vort ansvar at forkynde „den gode nyhed“ for andre og at undervise interesserede mennesker i Guds ord. (1 Kor. 9:16; Matt. 28:19, 20) Men vi kan ikke, hverken ved vores dygtighed eller ved de forskellige fremgangsmåder vi benytter, fremkalde eller øge den åndelige vækst. Her må vi vente på Jehova mens vi tålmodigt gør vor del og handler i overensstemmelse med hans ord. Apostelen Paulus gjorde dette klart da han skrev: „Jeg plantede, Apollos vandede, hvorimod Gud stadig fik det til at gro; hverken den der planter eller den der vander er altså noget, men Gud, som får det til at gro. Og den der planter og den der vander er ét, men hver vil få sin egen løn efter sit eget arbejde. For vi er Guds medarbejdere.“ (1 Kor. 3:6-9) Jehova Gud vil ikke undlade at gøre sin del. Måtte vi derfor, som hans trofaste medarbejdere, gøre vor del og derved vise at vi påskønner hans tålmodighed med os. Da vil vi få den glæde at se noget af det vi har plantet og vandet, vokse op og bære frugt. Ja, vort arbejde vil bære frugt i form af fuldvoksne kristne, sande disciple af Jesus Kristus!
[Illustrationer på side 225]
Selv om profeten Jeremias blev stærkt forfulgt af sine landsmænd, mistede han ikke tålmodigheden