nægtede at tilbede Folkeforbundet, og forkyndte i stedet dets undergang. Nu nægter vi at tilbede og sætte vor lid til De forenede Nationer, og vi forkynder ligeledes nu dette forbunds kommende undergang. Vi søger ly og skjul i den kongelige sten i Zion, og vi deler ikke verdens frygt, nød og kvaler. Vi er her stadig; urokkeligt hviler vi i Jehovas kostelige sten, og vi forkynder og indbyder mennesker med fårets sindelag over hele verden til i Jehovas sten at søge ly og skjul mod Harmagedon. Vi sætter vort håb til Guds rige ved Kristus. Som et ly er dette rige ikke en løgn; det er sandhed. Som et gemmested er dette rige ikke svig eller bedrag, det er en pålidelig realitet. Det rige vil bestå lige så længe som sandheden består evigt!

Når Jehova rejser sig for at øve sit usædvanlige værk

1. Hvordan beskriver Esajas situationen for dem der søger at indrette sig mageligt og sorgløst i verdslige foranstaltninger til fred og sikkerhed, og hvorfor?

NU er det ikke tiden til at indrette sig sorgløst og mageligt eller at være selvtilfreds i verdslige foranstaltninger der er truffet til bevarelse af fred, sikkerhed, velstand og fortsat beståen. Enhver der strækker sig i velbehag på en seng der er redt af denne verden, vil finde at sengen er så kort at fødderne stikker ud i kulden. Hvis han krummer sig sammen og trækker knæene op under hagen for at tilpasse sig den korte seng, vil hans tæppe være for smalt til at han kan hylle sig ind i det og holde hele kroppen varm. I de mørknende skygger af Jehovas gerninger og værker i det kommende Harmagedonslag vil menneskene komme til at ryste af kulde når de prøver at tage det mageligt og at finde hvile i den gamle verden; de vil få kuldegysninger, eller som det lyder hos Esajas: „For løjbænken har vist sig at være for kort til at man kan strække sig på den, og selv det vævede lagen er for smalt når man vil hylle sig ind. Thi Jehova vil rejse sig som på Perazims bjerg, han vil oprøres som på den lave slette nær Gibeon, at han kan gøre sin gerning — hans gerning er underlig — og at han kan øve sit værk — hans værk er usædvanligt.“

2, 3. (a) Hvorfor kunne man regne med at Jehova ville udføre noget underligt og usædvanligt i det første århundrede efter at Esajas havde udtalt sin profeti? (b) Hvornår fuldførte Jehova dette værk som ellers syntes utroligt, og hvordan viste han at han ikke var uvillig til at gentage det?

² I det første århundrede efter at disse ord var blevet udtalt, rejste Jehova sig til en første opfyldelse af dem. Jerusalem var aldrig før blevet ødelagt. Davids hus’ trone var aldrig før blevet styrtet. Jehovas ærefrygtindgydende tempel var aldrig før blevet nedbrændt og jævnet med jorden. At noget sådant skulle ske syntes jøderne helt utroligt. At Jehova skulle foranledige noget sådant lød underligt og for usædvanligt til at jøderne kunne tro det muligt. Og dog advarede Jehova ved profeten Habakkuk (1:5-9) de tvivlende jøder herom: „Se Eder om blandt folkene til skræk og rædsel for Eder! Thi en gerning gør han i Eders dage, som I ej ville tro, om det fortaltes. Thi se, han vækker kaldæerne, det grumme og raske folk, som drager viden om lande for at indtage andres bo. Forfærdeligt, frygteligt er det, ødelæggelse udgår derfra. Dets heste er rappere end pantere, . . . alle på vej efter vold.“