når man afskrev Septuaginta, viser at man må være begyndt at bruge den endnu tidligere, altså i det første århundrede e. Kr. Dette kan forklare hvorfor afslutningen af Markus-evangeliet mangler; det kan nemt ske at det sidste blad af en kodeks forsvinder. Rullen havde almindeligvis afslutningen inderst så indledningen ville lide størst skade, hvilket bekræftes af at der er bevaret langt flere afslutninger end indledninger i rulleform.

Kan vi nu forestille os scenen da De kristne græske Skrifter begyndte at tage form? Se Mattæus, der var vant til at skrive skattekvitteringer og som nu skrev det første evangelium! „Han havde levet med en pen i hånden dagen lang; kan man nu tænke sig at han, da han forlod sit embede for at hellige sig en langt værdigere interesse, gav slip på sine skrivevaner?“⁵ spørger forfatteren til en beretning om evangeliernes udbredelse. Mattæus skrev måske sine første notater i en pergament-bog, og da han havde afsluttet sit evangelium blev det sikkert sendt rundt i en smuk pergament-bog eller i en kodeks. Efterhånden som de andre evangelier blev færdige ville de blive sat sammen med Mattæus-evangeliet. Den stigende efterspørgsel efter afskrifter ville forårsage at man udelukkende benyttede kodeksformen, og afskrifter ville komme vidt omkring, idet den bekvemme form gjorde det muligt for rejsende tjenere som Paulus, Timoteus og Titus at medbringe lommekodekser. Når sådanne tjenere vendte tilbage for at besøge menighederne ville de uden tvivl rose brødrene fordi de var blevet dygtigere til at bruge deres nyerhvervede kodekser; de ville dog ikke glemme at opmuntre dem der stadig brugte ruller.

Det andet århundredes kodeks viser tydeligt tre ting. Den bekræfter Guds ords autenticitet ved næsten at slå bro over svælget mellem aposteltiden og de ældste manuskripter vi har i dag. Den røber hvor ivrige de første kristne var efter at udbrede Bibelen og bringe de forholdsvis høje bogpriser ned så alle kunne læse dette dyrebare livets ord. Den hjælper os til at forstå hvor meget de slog op i deres afskrifter og hvorfor de gerne ville kunne finde skriftstederne let og hurtigt. Måtte vi efterligne disse begejstrede kristne og flittigt bruge vore bibler, idet vi omhyggeligt studerer disse for at bekræfte den sande tro. — Ap. G. 17:11.

Henvisninger

1 A Greek-English Lexicon of the New Testament, af Arndt og Gingrich, side 503.

2 The Palaegraphy og Greek Papyri, af F. G. Kenyin, side 25.

3 Here and There Among the Papyri, af G. Milligan, side 54

4 The Codex, af C. H. Roberts, siderne 184-186.

5 The Growth of the Gospels, af Sir W. M. Flinders Petrie, siderne 5 og 6.

Spørgsmål fra læserne

● Ifølge verdslige historikere er Amman i dag en blomstrende by og den er bygget på ruinerne af fortidens by Rabbath Ammon. Hvordan skal vi da forstå et skriftsted som Zefanias 2:9, der lyder: „Moab skal blive som Sodoma, ammonitterne som Gomorra, jord for nælder, et salthul, ørken til evig tid“? — F. R., De forenede Stater.

Den tilintetgørelse der skulle komme over Moab og Ammon kom virkelig som forudsagt, hvilket historien viser. Moabitterne og ammonitterne er ophørt at eksistere som folk betragtet. Byen Amman, der i dag ligger hvor fortidens by Rabbath Ammon lå, er ikke beboet af ammonitter, efterkommere af det folk mod hvilket profetierne blev udtalt. Derimod er den beboet af efterkommerne af de nabatæiske arabere som opslugte ammonitterne i det første århundrede af vor tidsregning.

Nutidens Amman er regeringscenter for det nuværende kongerige Jordan. Dets arabere er ikke ammonitter, ej heller betragtes deres konge som en ammonitisk konge. Fortidens hovedstad, Rabbath Ammon, er kun en ruinhob der omgiver arabernes by, nutidens Amman. Profetien er altså virkelig gået i opfyldelse: Moab og ammonitterne er blevet som Sodoma og Gomorra; de er ophørt at eksistere.

● Hvordan skal man forstå Lukas 21:25, 26 og den lignende udtalelse i Mattæus 24:29? Skal det forstås bogstaveligt eller symbolsk? — C. S., De forenede Stater.

I Lukas 21:25, 26 siges: „Og der skal ske tegn i sol og måne og stjerner, og på jorden skal