Som det fremgår af denne beskrivelse var krigsførelsen nært forbundet med religionen. Den assyriske konge var ypperstepræst for den øverste assyriske gud, Assur, og krig var det sandeste udtryk for den nationale religion. Angående sin krigsførelse sagde kong Tiglat-Pileser I: „Min herre, Assur, sendte mig.“ I sine annaler erklærede den assyriske hersker Assurbanipal: „På befaling af Assur, Sin, Shamash, Ramman, Bel, Nebo, Ishtar af Nineve, Ninib, Nergal og Nusku trængte jeg ind i landet Mannai og rykkede sejrende igennem det.“ Kong Sargon påkaldte regelmæssigt gudinden Ishtar før han gik i krig. De assyriske hære marcherede bag gudernes standarter, øjensynlig træ- eller metalsymboler på stager. Varsler blev tillagt stor betydning. Man tog varsler ved at undersøge ofrede dyrs lever, iagttage fuglenes flugt eller ved at mærke sig planeternes stilling.

Præsterne nød godt af de assyriske sejre og opmuntrede derfor til krig. W. B. Wright bemærker i sin bog Ancient Cities: „Krig var nationens erhverv, og præsterne ophidsede uafladelig til krig. De levede hovedsagelig af krigsbytte, idet de uden undtagelse fik deres fastsatte del før de andre delte byttet; thi denne røverslægt var umådelig religiøs.“

På baggrund af dette er det let at forstå hvorfor Bibelen omtaler den assyriske hovedstad Nineve som „byen, der drypper af blod“. (Nah. 3:1) Jehova Gud viste længe overbærenhed mod denne by, ja mod hele det assyriske imperium. Men ved sine profeter pegede han frem til at Nineve ville blive en ubeboet ørken. For eksempel skrev profeten Zefanias under inspiration hvad Jehova ville gøre: „Han udrækker hånden mod nord og tilintetgør Assur, Nineve gør han til ødemark, tørt som en ørk; hjorde skal lejre sig deri, hvert slettens dyr; på dets søjlehoveder sover pelikan og rørdrum, i vinduet skriger uglen, ravnen på tærsklen.“ — Zef. 2:13, 14.

Dette blev opfyldt da babylonierkongen Nabopalassars og mederen Kyaxares’ forenede styrker belejrede og erobrede Nineve. Byen blev åbenbart stukket i brand, for mange assyriske relieffer er beskadigede eller bærer spor af ild og røg. Om Nineve fortæller den babyloniske krønike: „De tilegnede sig talrigt, utalligt bytte fra byen. [De lagde] byen i ruin og [forfald].“ Således, med ødelæggelsen af hovedstaden Nineve, fik det mægtige assyriske imperium et vanærende endeligt. Den dag i dag er Nineve en ubeboet ørken. Om foråret græsser hjorde nærved eller på højen Kujundjik, en af de to høje som markerer den gamle bys beliggenhed.

Det assyriske imperiums endeligt er et magtfuldt vidnesbyrd om Guds ords sanddruhed, og viser samtidig at militærmagt ikke er nogen virkelig beskyttelse. Skønt Assyriens militarisme havde præsternes støtte, kunne den ikke frelse landet. I dag vil religiøse lederes velsignelse og billigelse af krig heller ikke skåne blodskyldige mænd og nationer for at skulle aflægge regnskab over for universets højeste Suveræn, Jehova Gud. Måtte vil derfor beslutte os til at følge en kurs som er anerkendt af Gud, for heri ligger der sand sikkerhed og beskyttelse. Som det udtrykkes så godt i Ordsprogene 18:10: „[Jehovas] navn er et stærkt tårn, den retfærdige løber derhen og bjærges.“

Fremgang i visdom

● Det siges at et menneske efterhånden som det bliver ældre og klogere, taler mindre, men siger mere.