krigere spidde fanger og flå dem levende. Man ser Sankerib sidde på en trone og en lang procession af fanger bevæge sig hen imod kongen. En inskription lyder: „Sankerib, konge over alverden, konge af Assyrien.“

Et andet palads der er blevet afdækket tilhørte kong Assurbanipal. Hvilken overraskelse der mødte videnskabsmændene på dette sted — kongens hofbibliotek! Det bestod af mange tusind lertavler. Kongen havde erhvervet sig nogle af tavlerne fra private kilder, men størstedelen var kopier han havde lavet efter originaler fra alle provinserne i sit rige. Blandt de tavler man fandt var også den babyloniske beretning om skabelsen og Vandfloden. Nogle af inskriptionerne på tavlerne var skrevet med så fine skrifttegn at man var nødt til at have forstørrelsesglas for at læse dem. En inskription fortæller os om den store interesse kong Assurbanipal havde for sit bibliotek: „Jeg læste de smukke lertavler fra Sumer og den uklare akkadiske indskrift som er svær at tyde. Jeg glædede mig over at læse inskriptioner på sten fra tiden før Vandfloden.“

Kong Assurbanipal var ligesom de andre assyriske konger grusom og ubarmhjertig. Han lukkede fanger ind i bure og udsatte dem for hånende tilskueres bespottelse; han tvang fanger til i processioner at bære hovederne af deres tidligere soldaterkammerater. På grundlag af de assyriske kongers egne indrømmelser og deres egne beretninger har vi vidnesbyrd om at Nineve var en af de mest krigeriske byer på jordens flade. „Ve den blodige stad!“

Nineve fortjente sin uundgåelige skæbne. I dag er dens forladte ruiner og jorddynger tilholdssted for vilde dyr, og fuglene slår sig ned på paladsets søjler. De rejsende i Iraq som besøger Nineves ruiner gør vel i at grunde over profeten Zefanias’ ord, der udtrykker Guds bestemmelse: „Nineve gør han til ødemark, tørt som en ørk; hjorde skal lejre sig deri, hvert slettens dyr; på dets søjlehoveder sover pelikan og rørdrum, i vinduet skriger uglen, ravnen på tærsklen; . . . Hvor er den dog blevet øde, et raststed for dyr!“ — Zef. 2:13-15.

Spørgsmål fra læserne

● Kan I sige mig hvorfor Jesus ikke døbte? Er der nogen skriftsteder som viser hvorfor han ikke gjorde det? — F. P., Kanada.

I Johannes 4:1-3 læser vi: „Da Herren nu fik at vide, at farisæerne havde hørt, at Jesus vandt flere disciple og døbte flere end Johannes (dog var det ikke Jesus selv, der døbte, men hans disciple), så forlod han Judæa og drog igen til Galilæa.“

I betragtning af at der kom så mange til Jesus for at blive døbt er det fornuftigt at slutte at Jesus overlod det til sine disciple at døbe så han selv kunne beskæftige sig med det endnu vigtigere arbejde, nemlig den åndelige og den fysiske helbredelse. Uden tvivl undlod Jesus også at døbe for at ingen skulle kunne prale af at være blevet døbt af Guds søn, og andre føle sig beskæmmet fordi de ikke havde nydt den forret. Som apostelen Paulus senere skrev om sig selv: „Jeg takker Gud for, at jeg ikke har døbt nogen af jer undtagen Krispus og Gajus, så ingen skal kunne sige, at I blev døbt til mit navn.“ — 1 Kor. 1:14, 15.

Hertil kommer at den dåb Jesu disciple døbte med før pinsedagen var den samme som den Johannes og hans disciple døbte med, nemlig den der skulle symbolisere omvendelse som en forberedelse til at modtage den lovede Messias. Det ville have været ulogisk om Jesus havde døbt nogen som en forberedelse til at møde ham selv. Han ville derfor have været nødt til at begynde noget nyt, en dåb til hans eget navn, hvilket tiden først var inde til på Pinsedagen.

Vi har derfor flere og tvingende grunde til at mene at Jesus Kristus da han var på jorden, overlod det til sine disciple at forrette vanddåben som symbol på omvendelse.