Jehova giver folkene et rent sprog

„Thi da vil jeg give folkene et rent sprog, så de alle påkalder Jehovas navn og tjener ham endrægtigt.“ — Zefanias 3:9; AS, Da, Yg.

 1. Hvad giver Jehova folkene? Med hvilket resultat?

JEHOVA Guds sprog er rent som sandheden. Det er det eneste rene sprog, og tiden er nu inde til at tale det. Dette sprog er, når det beherskes af folkene uanset nationalitet, en stærkt forenende kraft midt i en splittet, krigshærget verden. Det gør ende på religiøs vildfarelse og falsk tilbedelse og forener alle, som taler dette sprog, gennem en sand tilbedelse af den levende Gud. I en tid, hvor 2796 kendte sprog og dialekter i verden står som en næsten uoverstigelig hindring for mellemfolkelig forståelse, og hundreder af religiøse sekter forvirrer menneskeheden og forgifter den med fordomme i så vigtigt et spørgsmål som tilbedelsen af Gud, giver Jehova folkene et „rent sprog“. Det sker i opfyldelse af en gammel profeti gennem et af hans vidner fra fordums tid, Zefanias: „Da vil jeg gøre folkenes sprog til et lutret sprog, så at de alle kan påkalde Herrens [Jehovas; AS] navn og tjene ham endrægtigt.“ — Zefanias 3:9; AT.

 2. Hvorfor bør vi lære dette sprog og påkalde Guds navn og tjene ham?

² Mange vil måske spørge: „Hvorfor skulle jeg lære det sprog for at påkalde Jehovas navn og tjene ham?“ Svaret er, fordi vor redning fra undergang afhænger af vor rene og uforfalskede tilbedelse og tjeneste for den højeste Gud. Det er hovedkravet for vor frelse. Når vi taler om undergang, mener vi ikke blot det enkelte menneskes udslettelse, men nationers undergang, alle denne verdens nationer. Mener vi da en verdensundergang? Ja! dog ikke forårsaget af atom- eller brintbomber, giftgas- eller bakteriekrig, men som følge af Guds indgriben: „Bi derfor på mig, så lyder det fra Jehova, på dagen, jeg fremstår som vidne! Thi det er min beslutning at sanke folkene, samle rigerne og udøse over dem min vrede, al min harmglød; thi af min nidkærheds ild skal al jorden fortæres.“ — Zefanias 3:8; AT, Ro, LXX.

 3. Hvorledes har Gud nu samlet folkene og rigerne? Hvorfor er det barmhjertigt af ham nu at give folkene et rent sprog?

³ Jehovas udsagn, skønt det fremkom for seks og tyve århundreder siden, gjaldt specielt vor tid. Det gamle Jerusalem, til hvem disse ord først blev henvendt, var blot et forbillede på nutidens kristenhed, der påstår at holde sig til den hellige bibel. Vor dag, det vil sige siden 1914 og den første verdenskrig, er dagen, da folkene sankes og rigerne samles. Ikke at det sker ved hjælp af de samfærdselsmidler, mennesket har opfundet, nej, det er gennem det store vidnesbyrd, Jehova er fremstået for at aflægge, og hvorved han har samlet dem under sin opmærksomhed og har opirret dem til at forene sig til modstand imod gennemførelsen af hans beslutninger. Det er i den ellevte time, at han i sin nåde giver folkene et rent sprog. Med kendskab til det kan alle, som ønsker at leve i den nye verden, lade prisen til hans navn lyde og være med til at tjene ham, inden den verdensomfattende organisation fortæres af hans vredes nidkærheds ild i slaget ved Harmagedon. I alle de krige, der er blevet udkæmpet i kristenheden lige siden den romerske kejser Konstantins dage, har Jehova Gud ikke taget parti for nogen af de krigsførende parter. Men i slaget ved Harmagedon, som han har forudsagt skal komme, vil han kæmpe med våben af en hel anden kaliber end kristenhedens atombomber, og han vil vinde! Lykkelige er de, som har lært hans sprog og påkalder hans navn og endrægtigt tjener ham; dem vil Jehova beskytte midt i denne verdenskatastrofe. Han vil føre dem i sikkerhed i den nye verden, hvor dette rene sprog vil være på alles læber. — Åbenbaringen 16:13-16; Zefanias 2:1-3.

Lærebogen

 4. Hvem taler nu dette sprog? Hvilken lærebog findes der i det?

⁴ I dag bliver, så vidt vi kan konstatere, dette „rene sprog“ talt i over hundrede nationer. Uanset af hvilken nationalitet eller hvilket modersmål taler nu hundredetusinder dette „lutrede sprog“ i endrægtighed som eet folk, og nationerne hører dem tale slet. Naturligvis bryder nationerne med deres nationale og religiøse traditioner sig ikke om at høre det. Men de kan ikke hindre det, lige så lidt som de kan hindre den Almægtige, Jehova, i at give folkene det „rene sprog“, nu da hans tid er inde dertil. Nu vil man måske spørge: „Hvad er det for et sprog, og findes der en lærebog i det?“ Svaret er ganske ligetil. Eftersom det er Herren Jehova, der giver folkene det rene sprog, så må vi vende os til hans skrevne ord, bibelen, for det er det, han vil have, vi skal tale.

 5. Hvilket sprog er det, denne lærebog underviser i?

⁵ Bibelen er den lærebog, der sætter os ind i den retfærdige nye verdens sprog. Dermed mener vi ikke hebraisk, aramaisk og græsk, på hvilke sprog de inspirerede skrifter oprindelig blev skrevet. Vi hentyder heller ikke til selve ordlyden af skriftstederne, som man kan lære udenad og citere uden at kende den rette betydning af citatet. Vi mener det sande budskab i Guds ord, som han selv er forfatter til og derfor den eneste, der kan fortolke det ved sin hellige ånd. Dette budskab åbenbarer, hvem han er, hvad hans navn er, hvad der er hans urokkelige beslutninger vedrørende hans venner og hans fjender nu og i den nye verden. Det er budskabet om den nye verdens regering, hans rige, der er lagt i den salvede konges, Jesu Kristi, hænder. Folk, som forkynder Jehovas beslutninger i overensstemmelse med bibelens åbenbarede ord og sandheden om hans oprettede rige, taler dette rene sprog, idet de gør hans navn kendt og tjener ham endrægtigt.

 6. Hvorfor taler kristenhedens religionsdyrkere det ikke?

⁶ Jehova Gud har givet os den originale bibel. Men til trods herfor taler kristenhedens hundreder af religiøse sekter ikke det „rene sprog“ eller påkalder Jehovas navn eller tjener ham i fred af et helt hjerte. Disse religionsdyrkere har ikke noget ensartet budskab at forkynde ud fra bibelen. Hvorfor ikke? Fordi de sætter religiøse overleveringer, verdslig filosofi og loyalitet over for partier over Guds enkle og rene ord. De håner Jehova Guds navn, de er uenige i politiske og nationale spørgsmål og udkæmper blodige krige, der forårsager skader til uhyre summer, og hvori katolikker bekriger katolikker og protestanter andre protestanter. Deres metoder, hensigter og håb er den gamle verdens, og deres sprog, er den gamle verdens. Der er i sandhed brug for en lutring af de retsindiges sprog, de, som virkelig ønsker at tilbede Gud i ånd og i sandhed og påkalde hans hellige navn og tjene ham i endrægtighed.

 7. Over for hvem og hvorfor sagde Jehova, at han ville fremstå som vidne?

⁷ Når vi betragter de foregående ord hos profeten Zefanias, kan vi se, hvor nøje de opfyldes på den religiøse kristenhed, og vi kan forstå, hvor nødvendigt det er med et „rent sprog“. Om fortidens troløse Jerusalem og dens nutidige sidestykke, kristenheden, siger Zefanias videre: „Ve den genstridige, urene, grumme by! Den hører ej Jehovas røst, tager ikke mod tugt. På Jehova stoler den ej, holder sig ej til Gud. Fyrsterne i dens midte er brølende løver, dens dommere som ulve ved kvæld, der ej levner til morgen; skrydere er dens profeter, troløse mænd, dens præster vanærer det hellige, øver vold mod loven. . . . Des tidligere var de i gang, med al deres ondskab.“ (Zefanias 3:1-7) Derfor erklærede Jehova, at han ville stå frem mod de hykleriske religionsdyrkere som et vidne og aflægge sit vidnesbyrd og udøse sin brændende vrede.

 8. Hvad er det nødvendigt at gøre, for at ikke alle skal blive udslettet?

⁸ Men for at ikke alle folk på jorden skal fortæres, når han udøser sin vrede over ulydighed, hykleri og ondskab, er det nødvendigt, at Jehova lutrer deres sprog, som skal frelses. Når vi hører ham skildre de religiøse ledere, som de virkelig er, profeterne som skrydere og troløse mænd og præsterne som vanærende det hellige og øvende vold mod Guds lov ved at fordreje dens sande hensigt og mening, kan vi forstå, hvor folkenes sprog er blevet fordærvet med hensyn til det, der er det helligste og livsvigtigste af alt, deres kundskab, forståelse og tilbedelse af Gud. Intet under, at Jehova har grund til vrede og har besluttet at udrydde dette tingenes system fuldstændigt.

Indsnigelse af urenheder

 9. Hvilket fordærv har fundet sted i de forløbne århundreder, som det er blevet forudsagt?

⁹ Det tyvende århundrede repræsenterer højdepunktet i udviklingen af dette fordærv. I de nitten århundreder, der er forløbet siden Kristi apostles dage, har der fundet et stort frafald sted fra „den tro, som een gang for alle er blevet overgivet de hellige“. (Judas 3) De trofaste apostle og de jødiske profeter før dem, ja hele det forbilledlige Israels historie, forudsagde enstemmigt, at der ville komme et stort frafald fra den oprindelige tro og dens udøvelse. Henved midten af det første århundrede erklærede apostelen Paulus, at „lovløshedens hemmelighed“ allerede var i virksomhed på hans tid, og han advarede gang på gang mod, hvad der var i vente. (2 Tessaloniker 2:3, 7) Profetierne om disse ting har vist sig at være inspirerede, fordi de er blevet opfyldt, som de historiske kendsgerninger så tydeligt viser.

10. Hvem førte an i forvanskningen, og hvordan?

¹⁰ Mænd, som modtog eller tiltog sig ansvaret for at undervise og lede den kristne menighed, lod hånt om apostelens advarsler. De blev netop ofre for de ting, der blev advaret imod, denne verdens filosofi, i særdeleshed den græske kulturs platoniske filosofi, der gjorde meget ud af verdslig visdom, og menneskers religiøse overleveringer, som modsiger, ophæver og forvrænger bibelens lærdomme. På underfundig vis indførte de disse religiøse traditioner og deres verdslige filosofi i de kristne menigheder og besmittede deres religiøse tro. Nøjagtig som apostelen Paulus advarede om i sit afskedsbrev: „Men onde mennesker og bedragere kommer længere og længere ud i det onde; de fører vild og farer vild.“ (2 Timoteus 3:13) Kun et fåtal har fulgt formaningen om at stride for troen, der først blev overgivet de hellige af Jesus Kristus og af hans apostle og disciple, som skrev under inspiration af Guds sandhedsånd.

11. Hvorledes nåede forvrængningen helt ind til selve bibelens originale tekst?

¹¹ Forvrængningen af bibelens lære trængte således ind i de fornemste religiøse kredse. Det gik så langt, at der blev gjort forsøg på at ændre selve bibelens skrevne tekst. De hebraiske profeters originale skrifter såvel som apostlenes og deres medarbejderes var inspirerede, men indtil det femtende århundrede e. Kr. blev deres skrifter afskrevet med hånden. Fejl, der skyldtes menneskelig ufuldkommenhed, sneg sig ind i disse afskrifter. Efterhånden som de inspirerede forfatteres originale skrifter forsvandt eller ikke var tilgængelige, blev det umuligt at sammenligne afskrifterne med de originale og således at forvisse sig om afskrifternes nøjagtighed, at rette fejl eller fjerne tilføjelser og islæt af verdslig filosofi og uinspirerede religiøse overleveringer. Et eksempel på en sådan tilføjelse, der blev indarbejdet i den originale græske tekst af skrifterne for at støtte læren om en treenighed, var det i 1 Johannes 5:7, 8: „i himmelen, Faderen, Ordet og den Hellige Ånd: og disse tre er een. Og der er tre, der vidner på jorden.“ Denne uinspirerede religiøse tilføjelse så først dagens lys i en latinsk oversættelse fra det femte århundrede. Bibelen udsatte straf for og advarede imod at lægge noget til eller trække noget fra Guds ord. — 5 Mosebog 4:2; Ordsprogene 30:5, 6; Åbenbaringen 22:18, 19.

12. Hvorledes har det været muligt at nå frem til en tekst, der ligger så nær originalen som mulig?

¹² I almindelighed var der imidlertid stor ærefrygt for selve skrifternes tekst, og bestræbelserne gik derfor ud på at bevare den så fri for forvanskning som mulig. Kristi disciples skrifter, med undtagelse af apostelen Mattæus’s evangelium, blev først skrevet på det græske sprog, der taltes i landene rundt omkring Middelhavet. Af de over 4000 græske håndskrevne afskrifter, der findes i dag, er ikke to nøjagtig ens. Men gennem omhyggeligt studium og omfattende sammenligninger af disse skrifter, især af de ældste afskrifter og papyrusbrudstykker, der er blevet fundet i de sidste århundreder, har det været muligt at nå frem til en tekst af de kristne græske skrifter, der nøje ligner Kristi disciples originale inspirerede skrifter. En sådan tekst bringer sandheden frem.

Forvanskning gennem oversættelse

13. Hvor kunne farvning af budskabet lettere finde sted? Hvorfor der?

¹³ Det var inden for arbejdet med oversættelsen af de originale skrifter til fremmede sprog, at Djævelen havde den bedste lejlighed til at forvanske eller farve Guds ords hellige lære. Det var ikke tanken, at det gode budskab i Guds ord kun skulle nå dem, som kunne læse bibelens originalsprog, hebraisk, aramaisk og græsk. Jehova er en frelsens gud for hele menneskeslægten uden hensyn til race, farve, nationalitet eller sprog. Kristus Jesus var i opfyldelse af hellige profetier jøde, og alle hans apostle var jøder. Frelsen ved ofringen af hans jødiske kød var ikke for jøder alene, men for alle af menneskeslægten, der ville tro på ham. (Johannes 3:14-17) Jesus slog derfor vort kristne arbejde stort an, da han inden sin bortgang sagde til sine disciple: „Gå derfor hen og gør disciple af folk af alle nationerne, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og den hellige ånds navn og lærer dem at holde alt det, som jeg har befalet jer.“ (Mattæus 28:19, 20; NW) Dette var ensbetydende med, at frelsesbudskabet skulle oversættes til lige så mange sprog og dialekter, som folkene i disse nationer talte. Dersom budskabet ikke blev oversat, kunne de ikke forstå det og handle derefter i tro og lydighed.

14. Var den første oversættelse foretaget af kristne inspireret? Hvordan?

¹⁴ Den første oversættelse af frelsens budskab ved Kristi disciple var inspireret af Guds ånd. Det skete på pinsedagen og i Jerusalem, efter at Jesus var steget op til himmelen, og da han udgød ånden over vine 120 disciple, der var til stede. „De begyndte at tale i andre tungemål, efter hvad ånden indgav dem at forkynde.“ Den store mængde fra mindst femten forskellige lande, der strømmede til for at bevidne denne ejendommelige manifestation af Guds ånd, sagde: „Vi hører dem tale på vore egne tungemål om Guds vidunderlige ting.“ (Apostlenes Gerninger 2:1-11; NW) Historien fortæller, at apostelen Mattæus først skrev „sin bog om Jesu Kristi historie“ på hebraisk for jødiske læsere, men at han senere personlig oversatte denne evangeliske beretning til datidens græsk, der havde langt større udbredelse. Han kunne på denne måde overføre sin inspiration til sin græske oversættelse, således at den var inspireret. (Mattæus 1:1; NW) De andre disciple skrev direkte på den tids græsk, og derfor måtte deres skrifter oversættes til aramaisk, hebraisk, latin o.s.v.

15. Hvorfor bør ingen oversættelse siden den tid højagtes, som nogle bliver det?

¹⁵ Med undtagelse af Mattæus’s egen oversættelse til græsk har ingen senere skreven oversættelse af bibelen været inspireret. Da oversættelserne til fremmede sprog var foretaget fra ufuldkomne afskrifter af de originale skrifter, kunne de i endnu mindre grad gengive originalens nøjagtige tanke eller eksakte betydning. Derfor bør ingen senere oversættelse af de hellige skrifter højagtes som inspireret, end ikke den mest populære, King James oversættelsen, den latinske Vulgata eller Martin Luthers oversættelse.

16. Hvad kan hindre oversættere i at tale det rene sprog?

¹⁶ Indtil begyndelsen af 1950 er bibelen i sin helhed eller stykkevis blevet oversat til 1118 sprog og dialekter. Der udkommer gennemsnitlig en ny oversættelse hver måned. Disse foretages hovedsagelig af kristenhedens præster og missionærer. Oversættelser, der er udarbejdet af sådanne religiøse mænd og kvinder, vil naturligvis være påvirket og farvet i ordvalg og vendinger af hedensk filosofi og ubibelske traditioner, som deres religiøse systemer har nedarvet fra fortiden. Deres oprigtighed, ærlighed og religiøse nidkærhed vil anspore dem til at indflette disse ting i deres oversættelser i så vid udstrækning som mulig. Når de ydermere ikke foretager deres oversættelser fra de originale hebraiske, aramaiske og græske skrifter, men fra andre oversættelser, der allerede er farvet med denne specielle religiøse kolorit, bliver tendensen til forvanskning endnu større. Det bevirker, at de, som bruger oversættelsen, ikke bliver i stand til at forstå og tale Guds frelsesbudskabs rene sprog.

17. Hvorledes kan en læser beskytte sig selv mod at lade sig påvirke af en farvet oversættelse?

¹⁷ Ligesom de kristne i det gamle Berøa i Grækenland daglig ransagede skrifterne for at se, om de ting, som selv apostelen Paulus forkyndte, var bibelske og derfor sande, således kan læseren af en moderne bibeloversættelse beskytte sig selv mod at lade sig bedrage af en bestemt religiøs påvirkning eller farvning i en oversættelse. Hvorledes? Ved at skære igennem religiøse traditioner og gå helt tilbage til kildeskrifterne ved hjælp af alle de moderne håndbøger, der står til hans rådighed, for eksempel ordbøger over gamle sprog, bibelkonkordanser, de nyeste grammatikker over datidens sprog o.s.v. Han kan opdage fejl ved at sammenligne skriftsted med skriftsted og bemærke sig unøjagtigheder i oversættelsen og så, hvis det er muligt, konstatere, hvad den originale tekst siger.

18. Hvad må en oversætter derfor være for at kunne tjene Gud og opnå frelse?